Miljøagentur: Økonomisk vækst går ikke hånd i hånd med at redde klimaet

Joe Biden vil pumpe 11.000 milliarder kroner ud i den amerikanske økonomi oven i de godt 13.000 milliarder, USA’s kongres puttede i den første coronahjælpepakke i marts, og de 5.500 milliarder, der fulgte før jul. I alt en saltvandsindsprøjtning på næsten 30.000 milliarder danske kroner.

Verden rundt havde landenes regeringer mod slutningen af 2020 afsat sammenlagt 73.000 milliarder kroner til at afbøde pandemiens skadevirkninger og kickstarte økonomierne efter varierende grader af nedlukning. Og mere er på vej.

»Regeringerne bør fastholde en exceptionel finansiel støtte og sikre, at pengene når dem, der behøver det mest,« lyder appellen fra OECD i organisationens seneste Economic Outlook fra december.

En tilsvarende opfordring kommer fra Den Internationale Valutafond, IMF, her i cheføkonom Gina Gopinaths formulering:

»Regeringerne bør fortsat yde indkomststøtte via målrettede kontantoverførsler, løntilskud og dagpenge. For at afværge massive konkurser og sikre, at arbejdere kan vende tilbage til produktive job, bør udsatte, men levedygtige virksomheder fortsat modtage støtte overalt, hvor det er muligt, via skatteudsættelser, pause for gældsbetalinger og kapitalindsprøjtninger.«

Parallelt tilskyndes borgerne til at skubbe væksten i gang ved at omsætte statslig hjælp til øget forbrug.

»Det er danskernes egne penge, så vi skal lade danskerne selv bestemme, hvad de skal bruges på. Men nu bliver der en mulighed for, at man også i foråret kan svinge dankortet,« sagde herhjemme finansminister Nicolai Wammen (S), da regeringen og et bredt folketingsflertal i december slap 45 indefrosne feriepengemilliarder løs blandt danskerne som »en saltvandsindsprøjtning til økonomien.«

Håbet om grøn vækst

Så den økonomiske vækst skal bringes tilbage, nationalt som globalt, næsten koste hvad det vil, i form af statslig udpumpning af penge. Verdensbankens netop offentliggjorte prognose forventer, at en global minusvækst i 2020 på 4,3 procent kan vendes til et plus på fire procent BNP-vækst i 2021.

Men væksten skal vel at mærke være grøn, understreges det i mange sammenhænge. Økonomisk kickstart med bæredygtighed i centrum – Green Deal eller Green Recovery – er blevet kodeord for USA’s nye præsident, for EU, for den danske regering såvel som for IMF, OECD og Verdensbanken.

Det er en vigtig nyorientering, om end mange hjælpepakkeinitiativer viser sig at gå til virksomheder og aktiviteter i den gamle, ’sorte’ økonomi.

»Til dato har regeringer reserveret langt flere COVID-19-midler til fossil energi end til ren energi,« skrev for eksempel FN’s Miljøprogram UNEP i sin Production Gap Report fra december.

»Præ-COVID-planer og post-COVID-stimulerende tiltag peger mod en fortsættelse af det voksende gab med hensyn til global produktion af fossil energi, som fastlåser udviklingen til alvorlige klimaforstyrrelser,« hedder det i rapporten.

Lige nu strides EU-landene indbyrdes om, hvilke økonomiske aktiviteter der bør kategoriseres som bæredygtige og dermed acceptable at støtte og investere i. Ti øst- og sydeuropæiske medlemslande forlanger for eksempel, at brug af fossil naturgas skal kaldes bæredygtigt, mens Tyskland forlanger, at kriterier for at kalde EU-virksomheder grønne og dermed investeringsegnede skal være mindre restriktive end foreslået af EU-Kommissionen.

Samtidig lægger UNEP, OECD såvel som alverdens grønne organisationer og klimabevægelser pres på verdens regeringer for at gøre økonomiens genåbning mere grøn.

Ingen tilstrækkelig afkobling

Spørgsmålet er imidlertid, om det vil være tilstrækkeligt at flytte fokus fra sort til grønt i en økonomi, der postcorona bringes til at vokse på ny. Kan en tilbagevenden til præcorona vækstrater forenes med realisering af den miljø- og klimamæssige bæredygtighed, som en presset planet skriger på? Kan ressourceforbrug, pres på miljøet og klimaet afkobles fra fortsat BNP-vækst i en grad, der gør den globale økonomi økologisk langtidsholdbar?

Svaret er ’nej’ ifølge en opsigtsvækkende, netop offentliggjort analyse fra Det Europæiske Miljøagentur, EEA.

»Økonomisk vækst er tæt forbundet med stigninger i produktion, forbrug og ressourceanvendelse og har skadelige virkninger på det naturlige miljø og menneskers sundhed. Det er usandsynligt, at en langtidsholdbar, absolut afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssige pres og påvirkninger på global skala kan opnås,« lyder den håndfaste konklusion i analysen med titlen Growth without Economic Growth.

»Det globale materielle fodaftryk, BNP og udledningerne af drivhusgasser er steget kraftigt over tid og hænger stærkt sammen. Mens befolkningsvækst var den dominerende kilde til forbrugsvækst fra 1970 til 2000, så har fremvæksten af en velstående global middelklasse været en stærkere drivkraft siden århundredeskiftet. Dertil har den teknologiske udvikling indtil nu været forbundet med voksende forbrug frem for det modsatte,« skriver agenturet.

»Europa forbruger mere og bidrager mere til ødelæggelse af miljøet end andre regioner, og udsigten til at Europa kan nå sine miljømæssige mål for 2020, 2030 og 2050 er ringe. Adskillige af Europas miljømæssige fodaftryk overskrider de planetære grænser.«

EEA henviser til, at politiske strategier som European Green Deal og FN’s Verdensmål argumenterer for afkobling mellem økonomisk vækst og ressourceforbrug som en løsning. Altså at det især via en teknologisk domineret indsats sikres, at økonomien fortsat vokser, uden at ressourceforbrug, forurening og klimabelastning følger med.

»Videnskabelige debatter om muligheden for afkobling daterer sig imidlertid helt tilbage til det 19. århundrede, og der er stadig ikke nogen konsensus.«

Afkobling kan enten være relativ eller absolut. Relativ afkobling betyder, at presset på ressourcer og miljø blot vokser langsommere end BNP, absolut afkobling forudsætter, at kurverne for miljøbelastning direkte falder, alt mens økonomien fortsat vokser. På en lang række områder er absolut afkobling forudsætningen for at opnå bæredygtighed i en vækstøkonomi. De menneskeskabte udledninger af drivhusgasser skal for eksempel bringes ned til nul i løbet af få årtier, hvad enten den globale økonomi vokser eller ej.

Grundige studier

Miljøagenturet påpeger, at en række nyere studier »ikke har fundet nogen dokumentation for, at absolut afkobling mellem vækst og miljømæssig ødelæggelse har fundet sted på globalt niveau.«

Man henviser bandt andet til en stor granskning af godt 600 overvejende empiriske studier af sammenhængen mellem vækst og miljøbelastning foretaget af et internationalt forskerhold for European Environmental Bureau og med støtte fra blandt andet EU-Kommissionen. Denne granskning, Decoupling Debunked, konkluderer, at »ikke alene er der ikke nogen empirisk dokumentation til støtte for eksistensen af en afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssigt pres i noget nær den udstrækning, der er nødvendig for at afværge miljømæssigt sammenbrud, men måske endnu vigtigere: Det er ikke sandsynligt, at en sådan afkobling vil finde sted i fremtiden.«

Et andet omfattende studie er gennemført af et europæisk forskerhold ledet af Helmut Haberl, Universität für Bodenkultur i Wien og offentliggjort i tidsskriftet Environmental Research Letters. Her gennemgås 835 videnskabelige artikler om afkobling, og konklusionen lyder:

»Den analyserede litteratur leverer rigelig dokumentation for, at en fortsættelse af hidtidige tendenser ikke vil føre til absolut reduktion af ressourceforbrug eller drivhusgasudledninger. Indtil nu har miljø- og klimapolitikker i bedste fald opnået relativ afkobling mellem BNP på den ene side og ressourceforbrug og drivhusgasudledninger på den anden.«

Miljøagenturet skriver selv, at mens visse miljøbelastninger i nogle EU-lande er bragt ned, samtidig med at økonomien er vokset – for eksempel forsuring, eutrofiering og drivhusgasudledninger – så er det miljømæssige fodaftryk højst blevet relativt afkoblet fra væksten i forbrug, når det handler om vand, råstoffer og energi. Og en sådan relativ afkobling skyldes blandt andet strukturelle ændringer af EU’s økonomi i form af outsourcing af miljø- og ressourcebelastende produktioner til andre dele af verden. Problemet er altså blevet eksporteret, ikke løst.

EEA refererer også til et tredje studie, gennemført af Thomas Wiedmann, University of New South Wales i Australien med kolleger fra Schweiz og Storbritannien og publiceret i Nature Communications.

Her hedder det, at »skønt et antal lande fra det globale Nord for nylig har formået at reducere drivhusgasudledninger, samtidig med at deres økonomier fortsat er vokset, så er det højst usandsynligt, at en sådan afkobling vil finde sted i større omfang i nær fremtid og hurtigt nok på globalt niveau og for andre miljøbelastninger.«

»Det skyldes, at vedvarende energi, elektrificering, teknologier til CO2-fangst og endog serviceaktiviteter alle indebærer ressourcekrav, overvejende i form af metaller, cement og landjord.«

I lyset af de dokumenterede erfaringer kan der ifølge forskerholdet argumenteres for, at »beslutningstagere er nødt til at acceptere det faktum, at imødegåelse af miljømæssige sammenbrud kan fordre en direkte nedtrapning af økonomisk produktion og forbrug i de rigeste lande.«

»Dokumentationen er klar. En langsigtet og sideløbende menneskelig og planetær trivsel vil ikke kunne opnås i den antropocæne æra, hvis de velståendes overforbrug fortsætter, ansporet af økonomiske systemer, der udbytter natur og mennesker,« mener Thomas Wiedmanns forskergruppe.

Grænser for cirkulær økonomi

Analysen fra Det Europæiske Miljøagentur ser også på den såkaldte cirkulære økonomi med lukkede stofkredsløb som ofte anbefalet og i EU tilstræbt vej til at sikre bæredygtigheden.

»Strategier for cirkulær økonomi sigter mod at forbedre affaldshåndtering og fremme ansvarlige produktions- og forbrugsmønstre. Men den cirkulære økonomi kan muligvis ikke sikre omstillingen til bæredygtighed, hvis kredsløbstiltagene stimulerer en vækststrategi, der fører til øget materialeforbrug,« hedder det.

I dag er det ifølge agenturet kun 12 procent af materialeinputtet i EU, der genanvendes, og muligheden for en regulær kredsløbsøkonomi begrænses dels af, at mere end en femtedel af den primære materialetilførsel i EU udgøres af ’energibærere’ ­ – dvs. fossil energi, plastik, andre oliebaserede produkter – hvis energiindhold ifølge termodynamikkens love stedse forringes ved brug og ikke kan genanvendes, og dels af at en endnu større fraktion af materialetilførslen består af konstruktionsmaterialer, der fastlåses i meget lange tidsrum og kun meget langsomt går ind i kredsløbene.

Miljøagenturet taler ikke imod bestræbelserne på at fremme cirkulær økonomi eller afkobling, tværtimod – pointen er, at der bare ikke er nogen tegn på, at det kan realiseres så konsekvent, hurtigt og vidtstrakt, at det kan afværge ressource- og miljømæssige kriser eller sammenbrud i en vækstøkonomi.

»En absolut reduktion i de miljømæssige pres og skadevirkninger vil kræve fundamentale transformationer til en anden type økonomi og samfund frem for gradvise effektiviseringsgevinster i de bestående produktions- og forbrugssystemer,« skriver EEA.

»Eftersom en global afkobling mellem økonomisk vækst og ressourceforbrug ikke sker, er der brug for sand kreativitet: Hvordan kan samfund udvikle sig og vokse i kvalitet – for eksempel nytte, solidaritet, omsorg – frem for i kvantitet – for eksempel materiel levestandard – på en mere lige måde? Hvad er vi villige til at give afkald på for at kunne leve op til vore mål om bæredygtighed,« spørger miljøagenturet.

Det giver ikke nogen endelige svar, men nævner blandt andet Kate Raworths doughnut-økonomi som én inspirationskilde.

»Selv om planeten er begrænset i biofysisk forstand, så kan en endeløs vækst i eksistentielle menneskelige værdier såsom skønhed, kærlighed og venlighed samt i etik være mulig. Samfundet oplever i dag, at der er grænser for vækst, fordi det er spærret inde i en forestilling om vækst som økonomiske aktiviteter og materielt forbrug.«

»Nødvendigheden af fundamentale forandringer, som COVID-19-pandemien understreger og forstærker, kalder på en dybtgående nytænkning af vore aktiviteter i bæredygtighedens perspektiv,« lyder den manende appel fra Det Europæiske Miljøagentur.

Spørgsmålet er, om Europas borgere og beslutningstagere kan nå at gennemføre en sådan nytænkning, mens der endnu er lukket ned, og inden nye enorme milliardbeløb pumpes ud for at bringe den økonomiske vækst tilbage.