Interview
Læsetid: 9 min.

Overvismand: Vi skal gentænke vores gældspolitik

Under COVID-19-krisen er statsgælden steget voldsomt. Den nuværende økonomiske situation giver anledning til at overveje, om vi fremover bør lempe vores økonomiske politik, mener overvismand Carl-Johan Dalgaard, der dog ønsker at fastholde en form for disciplin
Overvismand Carl-Johan Dalgaard er til daglig økonomiprofessor på Københavns Universitet.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard er til daglig økonomiprofessor på Københavns Universitet.

Sigrid Nygaard

Indland
22. januar 2021

Det er spændende økonomiske tider. Under corona er statsgælden vokset i et tempo ikke set siden Anden Verdenskrig, men modsat forventningerne er den historisk lave rente ikke steget.

I økonomiske kredse har det startet en lavine af spørgsmål: Hvad betyder det for vores økonomiske politik? Er tiden inde til en omskrivning af de finanspolitiske spilleregler? Og hvad skal der i så fald stå i stedet?

Det er nogle af de spørgsmål, som vi vil tale med overvismand Carl-Johan Dalgaard om. Ligesom mange andre er han hjemsendt, men da vi begge har brug for luft, har vi aftalt at gå en tur på Amager Fælled, tæt på hans bopæl.

I regn og blæst vandrer vi rundt, mens Carl-Johan Dalgaard, til daglig økonomiprofessor på Københavns Universitet, giver sit bud på det grundlæggende spørgsmål: Har COVID-19 og den lave rente forandret den måde, vi bør tænke gældspolitik på?

Det er »et svært spørgsmål«, siger han, men én ting er sikkert: »Der er ingen grund til at miste nattesøvn over, at vi under den her krise har optaget noget gæld.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Rune Stilling

Undskyld mig - Det er altså ikke så kompliceret. Renten er under nul, fordi den europæiske og den amerikanske centralbank opkøber en stor del af den indenlandske gæld og alle mulige andre aktiver i øvrigt. Hvis markederne havde bestemt ville renten være steget til himmels for længst.

Det er irriterende, at så grundlæggende et faktum ikke tages med i snakken med økonomen, der i øvrigt selv burde have bragt det på banen.

Liselotte Paulsen, Peter Beck-Lauritzen, Anders Reinholdt, Thomas Barfod, Steen K Petersen, Emil Davidsen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Rune Stilling

Vi har også i lang tid nu oplevet det som går under betegnelsen "asset inflation". Dvs. fast ejendom, aktier og lignende stiger pga. den historiske mængde penge, der trykkes i øjeblikket. Der er ikke inflation (endnu) på basispriser men i høj grad på "assets". Det øger i den grad uligheden. Man må håbe for os alle sammen, at der snart kommer gang i den rigtige inflation, så gælden kan begynde at blive formindsket ad den vej.

Liselotte Paulsen, Christian Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Anders Reinholdt, Jacob Nielsen, kjeld jensen, Thomas Barfod, Steen K Petersen, Emil Davidsen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Nu har v i i 30 år hørt på, at offentlig gæld har en crowding out effekt - dvs. at den hæmmer investeringer i den private sektor. Men når den offentlige gæld stiger, sker der absolut intet. Alle de ulykker, som det neoliberale præsteskab forudså, udebliver. Sådan er det ofte med ideologi - især ideologi som ophøjes til eksakt videnskab. Der skal desværre en krise til for, at det videnskabelige præsteskab opdager, at ideologien ikke stemmer med virkeligheden. I et par årtier har man med QE presset renten ned i håbet om at fremme væksten i den private sektor. Væksten er stort set udeblevet - med den statsstyrede kinesiske økonomi som en af undtagelserne. Eftersom det var japanerne der opfandt QE er det interessant at se på de japanske tal. I 1991 var den korte rente på 6 procent i Japan. Efter årtusindeskiftet var den faldet til 0,003 procent, og i dag er den negativ, mens den japanske økonomi nu kan fejre 30-året for økonomisk stagnation. Hvornår mon man opdager, at QE ikke får profitraterne til at stige i den private sektor? Man kunne måske starte med at nævne det tilsyneladende unævnelige: QE er et flop.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Werner Gass, Steen K Petersen, Jacob Nielsen og Rune Stilling anbefalede denne kommentar
Rune Stilling

@Ivan - Spændende perspektiv. Selvom det, der foregår nu svarer til QE på speed, så er formålet pt. vel at holde renten lav pga. stats-, bolig- og forbrugsgæld? Og vi er vel nu der, hvor det ikke er muligt for den amerikanske centralbank at ophøre med QE for så vil renteudgifterne for deres statsgæld gå amok eller?

Ivan Breinholt Leth

Rune Stilling
Danskerne har verdens højeste private gæld. 257 procent af vores disponible indkomst. Det meste af den private gæld, er gæld i boliger, så det er klart et problem for dansk økonomi, når renten stiger. Når man italesætter den amerikanske gæld som et problem, glemmer man ofte, at den amerikanske gæld er i USA's egen valuta - dollars. Der findes så at sige ikke noget, der hedder udenlandsgæld for USA. Med en verdensvaluta, kan USA skabe enorme mængder af dollars for bl.a. at betale gælden, hvis det overhovedet er nødvendigt. Hvis Danmarks Nationalbank skaber for mange kroner, kan resultatet blive hyperinflation. Det samme gør sig ikke gældende for et land, som besidder en verdensvaluta. Det er næppe muligt at fastslå en præcis inflatorisk grænse for amerikansk pengeskabelse. USA skabte nye penge i forbindelse med finanskrisen, og USA skaber igen penge for at løse coronakrisen. I Europa kan staterne ikke skabe penge, for så vidt som at de har givet afkald på deres egne valutaer. De stater, der stadigvæk har deres egne valutaer, tør end ikke at tale om statslig pengeskabelse. UK er en undtagelse.