Rikke Juhls’ ønske om at blive mor har kostet mere end 200.000 kroner og talrige stik med hormoner

Rikke Juhls har forsøgt at blive mor i otte år. Hormonbehandlinger og reagensglasforsøg med både hendes egne og andres æg har mærket hendes krop og psykiske helbred for livet. Dette er hendes fortælling om at være i fertilitetsbehandling
Rikke Juhl og hendes kone, Tina, troede, at de skulle have en sommerbaby – og at det ville gå hurtigt. Her otte år efter, de begyndte i fertilitetsbehandling, er de endnu ikke blevet forældre.

Rikke Juhl og hendes kone, Tina, troede, at de skulle have en sommerbaby – og at det ville gå hurtigt. Her otte år efter, de begyndte i fertilitetsbehandling, er de endnu ikke blevet forældre.

Tobias Nicolai

Indland
13. januar 2021

Fortalt til Laura Friis Wang

»I efteråret havde jeg mit sidste forsøg i fertilitetsbehandling. Dengang havde jeg en god fornemmelse.

Jeg var oppustet, og mine bryster var ømme. Det kunne selvfølgelig også snyde, fordi jeg havde så meget kunstigt hormon i kroppen. Men jeg blev nødt til at tro på det. Det var jo mit sidste forsøg på at blive gravid. Hvis ikke det lykkedes, var det slut. Så måtte jeg acceptere, at jeg aldrig skulle bære et barn i maven.«

En gammel drøm

»Jeg mødte Tina for syv år siden, i år 2013, da jeg var 27 år. Vi mødtes på en datingside for homoseksuelle. Min ekskone var lige gået fra mig, efter vi forgæves havde forsøgt at få børn i et år – med seks forsøg med inseminering.

I stedet for at sidde og græde over min eks gik jeg ud med Tina. Det viste sig, at vi havde mange ting til fælles, og vi snakkede i timevis. Herefter gik det stærkt. Tre måneder senere, i december 2013, flyttede hun ind hos mig.

Jeg blev gudmor til en venindes datter kort tid efter, jeg havde lært Tina at kende, og ved at passe barnet blev vi bekræftet i, at vi sammen ville være fantastiske forældre. Det gik ligesom op i en højere enhed, og jeg var ikke i tvivl om, at det netop var Tina, jeg skulle stifte familie med.

Siden jeg var en lille pige, har jeg drømt om at blive mor, og jeg har altid gerne villet have dem tidligt – helst inden jeg fyldte 28 år. Vi havde kun været sammen i et år, og så gik vi i gang med fertilitetsbehandling.

Jeg kan tydeligt huske, at Tina sagde, at vi nok skulle blive gravide med det samme. Vi valgte en åben sæddonor, der havde Tinas karaktertræk: 180-200 centimeter høj, lyst hår og blå øjne. Det passede med, at jeg ville føde i juni, hvis jeg blev gravid.

Jeg sagde til Tina: ’Vi får en sommerbaby’.«

’Det er dødt’

»Sommerbabyen kom ikke. Det næste halve år havde jeg tre forsøg med inseminering, men jeg blev ikke gravid. Så startede vi op med reagensglasbehandling.

I andet forsøg vågnede jeg et par dage før, at jeg skulle testes, med en fornemmelse af, at jeg var gravid. Så tog jeg en test, og den var jo bare: BANG! Positiv. Jeg var helt oppe at ringe. Vi fortalte det straks til vores forældre – vi kunne ikke få armene ned. Vi poppede dyr champagne, og jeg begyndte at sy babytøj i løbet af ingen tid.

Jeg er sådan én, der hurtigt begynder at planlægge. Jeg kunne se den her mave vokse for mig, jeg tænkte i navne til babyen og indrettede babyværelset inde i mit hoved. Vi svævede på en lyserød sky.

Så sagde Tinas far: Rolig nu, det kan nå at gå galt. Jeg sagde: ’Selvfølgelig går det ikke galt – hvorfor skulle det gå galt for os?’

Jeg fik rigtigt ondt i min lænd, så vi tog op for at få en tidlig scanning. Jeg var nok seks uger henne på det tidspunkt. Der var hjerteblink, og vi blev lettede. Alt var i orden.

Når man er i fertilitetsbehandling, får man tilbudt scanning i uge syv, så vi skulle op på klinikken en uge efter. Jeg sad i venteværelset og spiste mandler, fordi jeg havde kvalme. Sygeplejersken kom hen og sagde tillykke. Da vi kom ind til scanningen, og lægen begyndte at scanne, kunne vi med det samme se på hende, at der var noget galt. Hun blev meget stille, tjekkede en ekstra gang og sagde så, at fosteret var dødt.

Ville vi have en medicinsk abort eller en udskrabning?

Da vi gik ned til bilen, havde jeg en tom følelse i hele min krop. Tina brød sammen, da hun satte sig ind bag rattet. Jeg sad ved siden af og kiggede ud i luften. Det kørte rundt i hovedet på mig: ’Det er dødt, det er dødt, det er dødt’.

Jeg blev sygemeldt fra arbejde. Juleaften skulle jeg have været 12 uger henne. Vi sad bare der, Tina, min mor og jeg, det var en lortejul. Det hele kunne være lige meget, for jeg havde mistet det her lille barn. Sådan var min tanke i hvert fald.«

Fertilitetsbehandling er tabu 

»Vi har oplevet det som et tabu at være i fertilitetsbehandling. Det er ikke noget, folk taler åbent om. Men som to af samme køn er der jo ikke andre muligheder.

Da jeg fik min første abort, kunne jeg ikke arbejde i et stykke tid. Jeg er pædagog, og det har været et stort dilemma, om man skal være ærlig og åben over for sin arbejdsplads om, at man er i behandling. For det går af og til ud over arbejdet, og det er vel ikke arbejdspladsens problem, at man får børn. 

I 2016 begyndte vi igen med fertilitetsbehandling. Det betød selvfølgelig, at jeg igen skulle stikke mig med hormoner i maven fire uger op til, at lægerne skulle tage mine æg ud. Alt i alt har jeg fået taget æg ud 12 gange på otte år.

Jeg har aldrig sagt nej, når lægerne har spurgt, om jeg ville prøve noget nyt. Jeg har engang fået noget hormon, som indeholdt tis fra sydafrikanske kvinder. Der findes mange forskellige slags hormonbehandlinger, og det eneste, jeg ikke har prøvet, er at få hormoner som næsespray.

Lægerne kunne stadig ikke fortælle os, hvad der var galt med mig – hvorfor jeg ikke kunne få børn. Vi hørte om en ny metode, et såkaldt endometrial priming skrab. Det betyder, at lægen laver fire små skrab i livmoderen på den 21. dag i cyklus. Det skulle jeg prøve!

På den 21. dag af min cyklus tog jeg op til en læge i Aalborg, som ikke anede meget om, hvordan man lavede det her priming, for han lavede udskrabet på mig uden bedøvelse. Det styrtblødte. Jeg var i et smertehelvede, men det var lige meget. For jeg blev gravid.«

To gange glæde og sorg

»Lægen gav lov til, at vi fik sat to æg op i livmoderen. Han sagde, at der var risiko for tvillinger, og om vi var klar til det? Selvfølgelig var vi klar, sagde jeg. Det har altid været et ønske at få tvillinger.

Efter nogle uger skulle jeg have taget mit HCG-tal, som er det hormon, man producerer, når man er gravid. Lægen spærrede øjnene op. Tallet var tårnhøjt.

’Du skal nok regne med, at der er to’, sagde han.

Jeg kan huske, at jeg kørte ned til Tina i ekstase. ’DER ER TO,’ udbrød jeg. Nu gik drømmen i opfyldelse. Tina turde ikke at glæde sig. Vi fik at vide, at der var en risiko med to æg ­– det ene æg kunne være dårligt og gå ud over det andet. Jeg begyndte også at få en dårlig fornemmelse. Jeg pletblødte.

Til syvugersscanningen sagde lægen med det samme, at min fornemmelse var rigtig. Tvillingerne var gået til. Jeg så på scanningsbilledet og kunne se en lillebitte spunk, som var klappet sammen. Den ene var gået til i uge fem og den anden i uge syv.

Min verden faldt fra hinanden igen. Mens jeg lå på sygehuset, og de skulle tage resterne ud, sagde jeg: ’Der er to! Nu sørger I for at få dem begge ud!’

Og så, mens jeg lå på briksen, fik jeg et angstanfald.«

En redningshund 

»I fertilitetsbehandling er man et nervevrag hele tiden. Ventetiden er den vildeste form for totur. De 14 eller ni dage, man venter på, om man er blevet gravid, er meget nervepirrende.

Igennem tiden har jeg fået flere angstanfald og har i perioder været deprimeret. I dag får jeg medicin for det. Jeg har også haft selvmordstanker. Det er et stort tabu, men jeg nægter at tro, at jeg er den eneste, der har haft sådanne tanker i forbindelse med fertilitetsbehandling. Når ønsket er så stort, og ’låsen’ til at slutte min livskæde sammen ikke virker, er mit liv så værd at leve?

Jeg kan få nogle grimme tanker om andre, der er gravide. En følelse af misundelse. Jeg glædes dog også oprigtigt, når mine veninder får babyer, og jeg glæder mig til at være en del af deres glæde, men ønsket bliver jo ikke mindre hos mig. Jeg hækler og syer babyting til dem – og drømmer om den dag, det er til vores egen baby.

Folk er igennem tiden kommet med gode råd og sagt ’slap nu bare af’ eller ’tænk på noget andet, selvfølgelig får I et barn en dag’. De har sagt det med en god hensigt, men de ved ikke, at deres ord kan have en negativ betydning.

En veninde sagde engang ’få jer nu en hund’.

’Nej tak’, tænkte jeg.

Først barn, så hund. Men da jeg blev 30, fik jeg tilsendt et billede af Cava, en fem uger gammel hvalp. Vi var solgt og måtte have ham med hjem. Vi siger ofte, at han har reddet os. Det kan ikke erstatte et barn, men jeg har en at give den ekstra kærlighed.«

Nyt håb på privatklinikken

»Vi havde ikke flere forsøg tilbage i det offentlige sundhedsvæsen. Vi besluttede os for at tage en samtale ved en privatklinik og startede op i oktober 2017. Vi købte en pakke på tre forsøg til 48.000 kroner. Nu skulle det nok lykkes!

Oven i pakken kom sæden og hormonerne. I alt har vi brugt over 200.000 kroner på fertilitetsbehandling igennem årene. Til sidst tænker man ikke længere på penge.

Vi sagde, at vi havde brug for nogen, der kunne løfte det op i et højere perspektiv og turde at sige, hvad vi skulle gøre, og hvad vi ikke skulle gøre. Jeg var meget optimistisk. Tina var mindre optimistisk.

Den private læge gik ind og kiggede på, om jeg manglede vitaminer og mineraler. Så det kastede jeg mig over. Jeg begyndte at æde en helvedes masse vitaminer, jerntabletter og zink.

I september tog vi ud at rejse, og jeg friede til Tina. Det var med lykke, at vi gik i gang med vores første forsøg i det private. De gik bare trip, trap, træsko. Jeg fik taget ti-tolv æg ud. Vi tænkte, at det var lig med mange forsøg. Men mine æg var blevet dårligere og dårligere. Selv om der var mange æg, var der ikke særligt mange, der var gode.

Første forsøg, ingen graviditet.

I andet forsøg var der heller ikke noget. Men jeg havde alligevel alle tegn på graviditet: brystspændinger, kvalme og den slags. Tina var sikker på, at lægerne havde taget fejl, og at jeg alligevel var gravid. Det viste sig, at der var tale om en graviditet uden for livmoderen. Det blev opdaget i sidste øjeblik. Jeg fik akut fjernet min ene æggeleder og var sygemeldt i seks uger.

Tredje forsøg, heller ingen graviditet.

Vi besluttede at tage ét sidste forsøg med mine egne æg og så give den fuldstændigt max gas med akupunktur, zoneterapi, vitaminpiller og priming-skrab.

Men i fjerde forsøg var der heller ingen graviditet.«

Mærker på kroppen og en anden kvindes æg

»I dag kan jeg ikke længere stikke mig i maveskinnet, fordi jeg har dannet så meget arvæv efter at have stukket mig med hormoner i årevis. Der er også kommet arvæv i underlivet, så det er blevet sværere at tage æg ud.

Hver gang jeg har stukket mig med hormoner, har jeg dannet væske i kroppen og taget mange kilo på. Det er også blevet sværere for mig at komme af med vægten igen. Mine ben er fulde af åreknuder, fordi hormonerne giver karsprængninger. Jeg har også fået appelsinhud.

Den private klinik konkluderede, at mine æg ikke var brugbare længere. Det var et kæmpe nederlag for mig. Vi ville gerne have brugt Tinas æg, men hun var 37 år, og man må højst være 35 år for at blive ægdonor. Det havde vi ikke fået at vide. Hvis vi havde vidst det, havde vi nok frosset hendes æg ned noget før. Det har altid været min drøm at bære barnet, men vi har begge ønsket at blive mor.

Så i 2019 sagde lægen, at vi skulle overveje donoræg. Det var meget fremmed for mig. Det der med, at ingen af vores gener var repræsenteret, kunne jeg ikke forholde mig til, og jeg blev skidesur, da han nævnte det. Selvfølgelig skulle vi ikke ud og bruge en anden kvindes æg.

Men efter lange overvejelser og råd fra andre kvinder, der havde prøvet det samme, sagde vi alligevel ja. Vi betalte 53.000 kroner for én udtagning med en ægdonor. Vi ventede og ventede på en ægdonor, og da vi endelig fik en, kom der ikke nogle æg fra hende. Vi var i chok, og lægerne sagde, at det var meget sjældent.

Vi fik en ny ægdonor, og i december sidste år fik vi en mail om, at der var kommet fire brugbare æg, som var på frys. Det var helt vildt! Jeg nåede at tænke, at der ville være til søskende. ’Jeg får tre børn!’, tænkte jeg.

Efter første forsøg med ægdonor blev jeg gravid, men mistede fostret i syvende uge. Andet forsøg blev jeg også gravid, men mistede også i syvende uge. I tredje forsøg blev jeg ikke gravid.«

Flere end 30 behandlinger 

»Dette efterår havde jeg så mit allersidste forsøg. På otte år har jeg været igennem flere end 30 behandlinger. Men mit fjerde og sidste æg blev heller ikke til en graviditet. Efter otte et halvt år i fertilitetsbehandling er min kamp tabt.

Når jeg ser tilbage på mit forløb, kan jeg se, at jeg har manglet et sted at gå hen, når vi har været i sorg. Vi har, hver gang ved hvert tab, måttet klare os selv. Der har ikke været nogen hjælp fra de steder, vi har været i behandling. Sådan burde det ikke være.

Nu er jeg i en livskrise, for hvem er jeg, hvis ikke jeg bliver nogens mor? 

Lægen på klinikken spurgte os, om vi havde overvejet adoption. Jeg sagde, at vi ikke har de 280.000 kroner, det koster. Så nævnte han national adoption, hvor man adopterer et barn fra Danmark. Det koster ikke noget ud over de kurser, man skal på. Det har åbnet en ny mulighed. Det er stadig meget svært, og jeg græder ofte over, at jeg aldrig får min drøm opfyldt om at bære barnet selv og alt det, der følger med.

Men vi vil have et barn og håber på, at vi er heldige at få en meget ny én. Jeg tør dog ikke at tro og håbe på noget mere.«

Frugtbarhedskrisen

Mens langt de fleste får børn helt naturligt, bliver hvert tiende barn i dag undfanget med hjælp fra læger. Nedsat frugtbarhed er en af de mest udbredte kroniske sygdomme blandt danskere mellem 25 og 45 år. I denne serie dykker Information ned i forklaringerne på, hvorfor mange af os har svært ved at få børn, spørger hvordan teknologien kan hjælpe os og undersøger den industri, infertilitet har banet vejen for.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her