Nyhed
Læsetid: 8 min.

Torben Goldin deltog i dommerundersøgelsen af tamilsagen: ’En rigsret kan være nødvendig’

Tidligere retspræsident Torben Goldin var for snart 30 år siden som byretsdommer med til at undersøge Tamilsagen sammen med højesteretsdommer Mogens Hornslet. Det var ’uundgåeligt’, at der kom en rigsretssag mod den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, siger han i anledning af, at der nu igen skal nedsættes en rigsret
Den tidligere retspræsident Torben Goldin adskilte sig fra andre dommere i 1990 ved ikke at have været forbi Justitsministeriet i løbet af sin karriere. Derfor var det oplagt, at han blev udvalgt til at undersøge Tamilsagen og den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Den tidligere retspræsident Torben Goldin adskilte sig fra andre dommere i 1990 ved ikke at have været forbi Justitsministeriet i løbet af sin karriere. Derfor var det oplagt, at han blev udvalgt til at undersøge Tamilsagen og den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Indland
19. januar 2021

Der var en helt speciel grund til, at Torben Goldin tilbage i sommeren 1990, hvor han var dommer i Københavns Byret, blev spurgt, om han sammen med daværende højesteretsdommer Mogens Hornslet ville deltage i en undersøgelse af Tamilsagen.

Helt usædvanligt for en dommer ved byretten på den tid havde hans karriere nemlig ikke gået via en ansættelse i Justitsministeriet, og derfor var han ikke nær kollega til de embedsmænd, som nu skulle undersøges. Og han havde heller ikke været ministersekretær for den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen, der trods advarsler fra sine embedsmænd havde beordret et halvandet år langt stop for familiesammenføringer, selv om tamilske flygtninge havde et retskrav på at få ægtefæller og børn til Danmark.

»De skulle have fat i en dommer, som ikke havde haft fingrene i kagedåsen, så at sige. I forhold til min årgang og mine karakterer fra jurastudiet ville det ikke have været unaturligt, hvis jeg var blevet ansat i departementet, når jeg gerne ville være dommer. Men da jeg søgte ind under ministeriets område som dommerfuldmægtig, bad jeg udtrykkelig om ikke at blive ansat som fuldmægtig i ministeriet, som ellers var den daværende traditionelle karrierevej for jurister, der ønskede at gøre særlig karriere ved domstolene,« siger han.

Kort tid efter blev Torben Goldin udstationeret ved EU-domstolen i fire år og derefter dommer ved Københavns Byret. Her pegede den daværende retspræsident i 1990 på ham som kandidat til dommerundersøgelsen

– Hvorfor ville du ikke ansættes i departementet?

»Jeg havde ikke – som måske mange andre – en begejstret forestilling om, hvordan det ville være at være embedsmand i et ministerium. Som meddommer i undersøgelsen af Tamilsagen fik jeg indblik i forholdene i Justitsministeriet, der viste sig at være meget værre, end jeg havde forestillet mig,« svarer Torben Goldin.

Daværende dommerfuldmægtig Sanne Bager blev udpeget som sekretær for undersøgelsen, hvis beretning – kaldet Tamilrapporten – blev offentliggjort i 1993. Rapporten førte til en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen, der to år senere blev idømt fire måneders betinget fængsel. Dommen kom ikke som en overraskelse for Torben Goldin

»Ninn-Hansen havde handlet ulovligt, så det var uundgåeligt og logisk, at det måtte gå sådan. Der var folk, der var døde i Sri Lanka, mens de i årevis ventede på den familiesammenføring, som de havde retskrav på her og nu, så det var ikke bare et teknisk spørgsmål.«

Konsekvenser for ofrene har betydning

Torben Goldin vil ikke udtale sig om den rigsretssag, der nu er politisk enighed om at nedsætte mod Inger Støjberg (V). Dels mener han ikke, at det tilkommer en (tidligere) dommer at udtale sig om en kommende retssag, dels kender han kun perifært til sagen om Inger Støjbergs ulovlige pressemeddelelse  – og kun via medierne.

Men han mener ikke – i modsætning til, hvad den tidligere anklager i rigsretssagen, advokat John Petersen, lørdag har sagt til Information – at rigsretten principielt er et for stort apparat at sætte i gang, hvis en minister skal dømmes.

»Det kan være nødvendigt at anlægge en rigsretssag, om end det er ikke noget, man skal gøre hver anden dag. Men det er heller ikke ligefrem tilfældet. For mig at se har der ikke siden Tamilsagen været nogen sag i samme format, men nu kommer der tilsyneladende en sag mere med nogenlunde de samme problematikker,« som han udtrykker det.

Opgaven for rigsretten i Inger Støjbergs sag kan stort set koges ned til fire spørgsmål, mener Torben Goldin. Hvad har ministeren meldt ud? Er det klart, at det, hun har meldt ud, er ulovligt? Blev hun advaret på forhånd? Og har hun sagt sandheden til Folketinget, eller er den blevet skjult?

Embedsmænd burde have sagt fra

Dommerundersøgelsen af Tamilsagen, som i alt fyldte 5.683 sider, blev i januar 1993 afleveret til daværende statsminister Poul Schlüter. Den fik omgående politiske konsekvenser. Samme dag valgte statsministeren at træde tilbage, og i stedet overtog Poul Nyrup Rasmussen posten.

I begyndelsen foregik afhøringerne af embedsmændene for lukkede døre, og her kom det frem, hvad der i virkeligheden var foregået i Justitsministeriet med de tamilske ansøgninger om familiesammenføringer.

»Efterhånden som embedsmændene fortalte, hvad der var foregået, rejste hårene sig fra mit hoved,« siger Torben Goldin og tilføjer: »Jeg havde nu også mere hår dengang.«

Men både for ham og for Mogens Hornslet var det »en total overraskelse«, hvor langt embedsmændene var gået uden at sige klart fra.

»Det bestyrkede mig i min opfattelse af, at jeg havde truffet det rigtige karrierevalg ved ikke at blive fuldmægtig i ministeriet,« som Torben Goldin udtrykker det.

Torben Goldin.

Torben Goldin.

Dommerundersøgelsen fik længererækkende betydning for embedsmænd og hvordan de skal forholde sig, hvis de af deres minister bliver bedt om at træffe en afgørelse, der ikke er lovlig. Et udvalg under ledelse af tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen fulgte op på beretningen og fastsatte, at selv om embedsværket i udgangspunktet har lydighedspligt, så har de også pligt til at sige fra, hvis en ordre er klart ulovlig. I yderste instans må de gå til regeringslederen med deres protest.

Det gjorde Erik Ninn-Hansens topembedsmænd ikke. De advarede ganske vist undervejs flere gange ministeren, så han udmærket var klar over, at det var ulovligt at etablere et stop for tamilske familiesammenføringer, men de protesterede ikke aktivt og sagde fra, så det kunne mærkes. Flere af dem – departementschefen, en afdelingschef og en styrelsesdirektør – kom siden for en tjenestemandsdomstol.

Lige siden har det undret Torben Goldin, at embedsmændene ikke sagde fra, i hvert fald en bloc.

»Det slog mig dengang: Hvorfor stod de ikke mere sammen? Det var topembedsmænd, de var dygtige og pæne mennesker, de havde høje stillinger og fine lønninger. De skulle efter min mening være gået i samlet flok med departementschefen i spidsen enten til Ninn-Hansen eller til Poul Schlüter og sagt: Det her går ikke, det skal laves om nu, ellers skrider vi,« siger han og fortsætter:

»Så havde det fandme været surt for justits- og statsministeren. Et ministerium kan ikke pludselig miste hele sit ledelseslag, uden det skaber et voldsomt forklaringsproblem. Så det ville helt afgjort have været et godt ’våben’.«

– Hvorfor gjorde de ikke det?

»Det skal man nok have været i ministeriet dengang for at kunne forklare. Det havde naturligvis været sværere at gøre det som enkeltmand, men i samlet flok havde det haft betydelig gennemslagskraft – og efter min mening været ret ufarligt.«

Det tog næsten 30 måneder at skrive Tamilrapporten, husker Torben Goldin.

»Vi arbejdede bogstaveligt dag og nat. Om dagen sad vi retten og afhørte vidner, om natten skrev vi referaterne rent. Samtidigt skrev vi løbende på beretningen og udvekslede noter. Det var sikkert for lang tid for de tamiler, der ventede på retfærdighed, men jeg er stadig stolt over, at vi kunne få beretningen færdig så hurtigt. Der var for eksempel 50.000 sider bilag.«

Det var heller ikke uden personlige omkostninger at lave rapporten.

»Det fulgte med – det var jeg klar over. Man kommer med en kraftig kritik af nogle embedsfolk, som er venner med nogle af ens egne venner. Nogle siger så farvel og tak, og det må man leve med. Jeg tror egentlig heller ikke, at det nødvendigvis har været karrierefremmende,« siger Torben Goldin, der dog endte med i en årrække at være præsident for Retten på Frederiksberg, indtil han gik på pension i 2017.

»Men fred nu med det. For det var en enestående professionel oplevelse og noget, man bestemt ikke kommer ud for, hvis man ’kun’ sidder som dommer med almndelige retssager. Det var en helt ny verden, jeg fik indblik i. Og jeg troede, det var løgn.«

Begge sager tog afsæt i Ombudsmanden

Der er flere lighedspunkter i det forløb, som førte frem til en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen, og så forløbet omkring Inger Støjbergs sag. Begge sager er kort fortalt begyndt med en meget kritisk redegørelse fra Ombudsmanden. I 1989 karakteriserede Ombudsmanden forvaltningen af familiesammenføringerne som »overordentligt kritisabel«, men han skrev ikke direkte, at der var tale om en ulovlig forvaltning.

I et stykke tid forsøgte statsminister Poul Schlüter at klare skærene, dels ved at få Erik Ninn-Hansen valgt som formand for Folketinget, så han kom væk fra Justitsministeriet, dels ved at få givet tilladelsen til de tamilske familiesammenføringer. I april 1989 afviste han i Folketinget, at der var behov for yderligere undersøgelser, idet der angiveligt »ikke var fejet noget ind under gulvtæppet«.

Efter en tv-dokumentar vist i DR om Tamilsagen forlangte – og fik – Erik Ninn-Hansen direkte sendetid, og her sagde han, at alle partierne i Schlüter-regeringen havde bakket op om stoppet. Det ville de to små regeringspartier ikke finde sig i, og dermed kom der flertal for at igangsætte en dommerundersøgelse.

I sagen om Inger Støjberg fandt Ombudsmanden, at ministerens undtagelsesfri pressemeddelelse om at adskille samtlige unge asylpar efter sit indhold lagde op til en ulovlig praksis. Få måneder senere kom det frem i pressen, at hun var blevet advaret af sit embedsværk om, at pressemeddelelsen ville beskrive en ulovlig praksis, hvis den var uden undtagelser. Selv om Inger Støjberg på en række efterfølgende samråd i Folketinget flere gange ændrede sin forklaring, var der ikke flertal for at få sagen nærmere undersøgt. Den mulighed kom først med regeringsskiftet i 2019.

Men der er også tydelige forskelle mellem de to sager. Som nævnt var der flere ægtefæller og familiemedlemmer, der døde eller blev kvæstet, mens de i Sri Lanka ventede på at blive familiesammenført til Danmark. Noget tilsvarende har angiveligt ikke været tilfældet med de unge asylpar, der blev adskilt. 

»Ved ethvert lovbrud har det betydning, hvad der er sket med ofrene,« siger Torben Goldin.

»Har de lidt uoprettelig skade, eller har der trods alt kun været tale om et forbigående, omend alvorligt ’irritationsmoment’. Det har betydning for, om en sag overhovedet skal påbegyndes – altså skal den forfølges ved retten, eller kan den klares for eksempel med en ’næse’? Men det har også betydning for en eventuel sanktion. Det samme har naturligvis antallet af personer, som en eventuel ulovlig forvaltning er gået ud over.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Var der ikke nogle selvmordsforsøg efter adskillelsen - de situationer er vel mere end bare et alvorligt ’irritationsmoment’.