Nyhed
Læsetid: 8 min.

Tre ’klimapåvirkere’ fortæller: »Jeg har øvet mig på ikke at ødelægge den gode stemning«

Flere danskere forsøger at påvirke deres nærmeste til at leve et mere klimavenligt liv. Her er tre af dem fra forskellige generationer, som på hver deres måde forsøger at gøre deres medmennesker mere grønne
Klara Sørensen på 23 år: »Jeg gider ikke tale om folks forbrug, eller hvor meget de flyver. Jeg vil hellere få dem til at gå med til Folkets Klimamarch, end at spise vegetarisk en gang om ugen. Fordi jeg tror, at det er meget vigtigere at vise vejen ind i de fællesskaber, hvor man sammen med andre kan gøre en forskel, end at tale om vores individuelle forbrug.«

Klara Sørensen på 23 år: »Jeg gider ikke tale om folks forbrug, eller hvor meget de flyver. Jeg vil hellere få dem til at gå med til Folkets Klimamarch, end at spise vegetarisk en gang om ugen. Fordi jeg tror, at det er meget vigtigere at vise vejen ind i de fællesskaber, hvor man sammen med andre kan gøre en forskel, end at tale om vores individuelle forbrug.«

Emilie Lærke Henriksen

Indland
2. januar 2021

Knap hver fjerde dansker mener, at vedkommende forsøger at påvirke sine venner og familie til at leve mere klimavenligt.

Det viser en ny undersøgelse lavet af Epinion for Kraka og Deloitte. Og selvom det stadig i højere grad er den yngste generation, der forsøger at påvirke sine nærmeste, er klimaet også blevet en vigtig dagsorden for de ældre. Så meget, at over 15 procent af danskerne over 60 år forsøger at påvirke deres familie og venner til at leve et mere klimavenligt liv.

Her fortæller pensionist og medlem af Bedsteforældrenes Klimabevægelse Alex Larsen, der er biolog, selvudnævnt klimapolitibetjent Ida Kryger og aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse Klara Sørensen hver især om, hvordan de forsøger at ændre deres nærmestes livstil i en mere klimavenlig retning.

Jeg kan godt lide hans julelys, men jeg kan ikke lade være med at fortælle min nabo, at det er overflødigt forbrug

Alex Larsen, 66 år og fra Albertslund. Pensionist og medlem af Bedsteforældrenes Klimabevægelse

Mit liv for 20 år siden var noget med lange flyveture til Thailand og Cambodia og røde bøffer. Jeg gik ikke op i klimaet på samme måde, men i løbet af årene gik det langsomt op for mig, hvor katastrofalt det står til, og i 2017 meldte jeg mig ind i Bedsteforældrenes Klimabevægelse.

Anders Rye Skjoldjensen
Det dyrebareste for bedsteforældre er deres børnebørn. Der sker noget med en, når man får børnebørn. Ud over at de er pragtfulde at være sammen med, minder de dig også om, at dit eget liv slutter en dag, og hvor finder man så trøst i den situation? Det gør jeg i mine børn og børnebørn. De er beviset på, at livet går videre, og at du selv har haft et lille aftryk på verden. Derfor ønsker jeg, at mine børnebørn skal have et godt liv, og at de ikke skal opleve alt for store konsekvenser af klimaforandringerne, som de vil komme til, medmindre vi får stoppet op.

Det kan nogle gange føles som at slå i en dyne, når jeg forsøger at få folk til at leve mere klimavenligt. De fleste, jeg taler med, ved godt, den er gal. De ved godt, der skal gøres noget, men alligevel er der et stykke vej til, at de ændrer noget. Jeg forstår godt, at det kan være svært at være motiveret for at ændre egen livsstil, fordi man tænker, det jo er en dråbe i havet i forhold til, hvad store strukturændringer i samfundet kan rykke ved. Jeg er enig i, at de største ændringer skal komme fra politisk side, men alligevel synes jeg, at vi alle skal prøve at gøre noget for at nå i mål, inden det er for sent.

Jeg har fundet ud af, at det er en svær disciplin at påvirke andre. Det giver bagslag, hvis man er for moraliserende, men jeg forsøger stadig at tage snakken.

På min gade, hvor jeg bor, har flere af mine naboer julelys hængende, og når jeg støder ind i dem på vejen, eller når vi sludrer hen over stakittet, prøver jeg at gøre dem opmærksom på, at det ikke er nødvendigt med alt det julelys, og at det er et overflødigt forbrug. De siger typisk noget med, at det er LED-lys, og at det ikke bruger særligt meget strøm, og at man ikke skal være religiøs omkring det. Men sandheden er jo, at det bedste ville være, hvis de ikke havde det. De bliver nok en smule provokeret af mig, men for mig handler det hele tiden om at holde opmærksomheden på klimaet. Jeg vil gerne skubbe lidt til dem, så de hele tiden husker klimaet.

Ellers har vi et fint naboskab. Jeg har også fået tre andre i andelsboligforeningen til at være med i vores lokale klimabevægelse for bedsteforældre.

Jeg flyver ikke mere, og jeg tror, at den bedste måde at ændre andre folks vaner på, er ved at være det gode eksempel. Når jeg har besøgt min søn og svigerdatter i Holland, har jeg fem gange taget toget derned, og det gik strygende. Før coronaen kom, planlagde jeg en tur til Rom med mine to kammesjukker. Jeg nægtede at flyve, og de gad ikke tage toget, så det endte med, at jeg bestilte togbilletter, mens de skulle flyve.

Jeg kan godt mærke, at mit engagement slider på mine relationer, så jeg er meget opmærksom på, hvornår jeg skal stoppe med at tale om klimaet, når jeg er sammen med min familie og venner.

Jeg har været klimapoliti i 20 år, og det har i virkeligheden nok været hårdest for mig selv

Ida Kryger, 51 år og bosat på Nørrebro. Uddannet biolog og arbejder i Friluftsrådet

Da jeg var ung og boede på kollegie, kaldte de andre mig øko-Ida. Dengang var jeg nok mere idealistisk, og det kostede en del kampe. Jeg gik rundt og skruede ned for kogepladerne, når folk ikke havde låg på gryderne og de stod og buldrede, og jeg skruede ned for varmen, hver gang der var et vindue, der stod på klem. Der var helt sikkert nogle, der synes, at jeg var en idiot, og jeg syntes, at de var nogle idioter, fordi de var ligeglade.

Anders Rye Skjoldjensen
Dengang var det hårdt mod hårdt for mig. Jeg har brugt 20 år på at pege fingre ad venner, familie og bekendte, og det har mest af alt været hårdt for mig selv. Jeg har brugt lang tid på at være vred og irritereret på folk, jeg faktisk godt kan lide, fordi de ikke forstod mig, og jeg heller ikke forstod dem.

Min kamp har slidt på mine relationer, og jeg har fundet ud af, at det ikke er vejen frem. I dag prøver jeg i stedet at ændre andres vaner med humor, selvironi og ved at være det gode eksempel. Når jeg påpeger, at jeg ikke synes, vi skal bruge 100 plastikglas til firmajulefrokosten, skynder jeg mig at sige: ’Det er bare mig, der er sådan en klimatosse.’

På den måde gør det ikke lige så ondt. Hverken på dem eller mig. Det er afvæbnende og virker meget bedre. Ligesom det virker bedre bare at lave en stor vegetarisk festmiddag i vores bofællesskab, end at tage en diskussion med de andre om en festmiddag overhovedet kan være uden kød.

I virkeligheden skyldes den udvikling nok, at jeg har påvirket mine døtre så meget, at det nu er dem, der påpeger alle mine dårlige vaner. Pludselig er rollerne byttet om.

For nyligt ringede min datter til mig og bad mig sige til mine forældre – hendes mormor og morfar – at vi ikke skal købe et juletræ, fordi det er en del af en køb og smid væk-kultur. Det nægtede jeg, fordi jeg jo synes, at et juletræ hører julen til. Pludselig tog jeg mig selv i at forsvare den beslutning med, at det jo er godt at plante træer, og at marker med juletræer jo er bedre end hvedemarker.

Mine døtre går kun i genbrugstøj, og det gider jeg ikke. Jeg synes, det er ulækkert. Men det går jo lige i min dårlige samvittighed, og jeg gør mit bedste for ikke at tage det personligt.

Men det har taget lang tid at komme hertil. Man kan sige, at jeg har øvet mig i mere end 20 år på ikke at ødelægge den gode stemning.

Jeg føler, jeg gør den største forskel, når jeg får ti af mine venner med til klimademonstration

Klara Sørensen er 23 år og læser geografi på universitetet. Hun er fra Aarhus, bor i Københavns sydhavn og er med i Den Grønne Studenterbevægelse

»Her i december skrev jeg en mail til mine forældre, min fars kone, bedsteforældre og min tante og onkel. I brevet skrev jeg om, hvorfor jeg synes, de skal melde sig ind i Klimabevægelsen, og hvad de 300 kroner, det koster at melde sig ind, går til. Jeg tog udgangpunkt i, hvad der frustrerer mig i min klimaaktivisme for tiden. Fordi de holder af mig og er intresserede i, hvad der optager mig, tror jeg, at det er en god måde til at åbne for snakken om klimakrisen og vores ansvar.

Emilie Lærke Henriksen
Det handler også om, at jeg jo taler om klimaet hele tiden, så det er en anden måde at tage emnet op på, så jeg slipper for at tage diskussionen over julebordet.

Mailen var nok også et forsøg på at starte samtalen på en anden måde og stille nogle af de større spørgsmål som: Hvordan forstår I klimakrisen og jeres ansvar? Det, håber jeg, kan åbne op for en anden samtale.

For jeg gider ikke skulle sidde der og sige, det er okay, at de flyver, fordi det synes jeg ikke, det er. Men jeg gider heller ikke sidde og udskamme dem.

Faktisk gider jeg ikke tale om folks forbrug, eller hvor meget de flyver. Jeg vil gerne tale om, at vi skal tage til demonstration sammen, eller hvordan man snakker med børn om klimakrisen, eller hvor fedt det kunne være at tage på interrail.

Jeg vil hellere tale om, hvordan der også er nogle fede tilvalg og forsøge at gøre det til noget positivt. At man kan lave en lækker aftensmad, som så tilfældigvis også er vegetarisk. Det bliver for ofte en snak om alt det, vi ikke må, og det, synes jeg ikke, er vejen frem. Jeg vil hellere vise dem, hvordan jeg lever, og derfor har jeg heller aldrig sagt, at det og det skal du ikke gøre.

Selvfølgelig kan jeg godt blive frustreret, fordi jeg har mennesker i mit liv, som betyder meget for mig, og som jeg synes, er kloge, men som jeg ikke mener, leverer det, der skal til for at være aktivt med i den grønne omstilling.

Jeg synes faktisk, jeg har haft en større påvirkning, hvis jeg får ti af mine venner til at gå med til Folkets Klimamarch, end hvis jeg fik dem til at spise vegetarisk en gang om ugen. Det synes jeg, fordi jeg tror, det er meget vigtigere at vise vejen ind i de fællesskaber, hvor man sammen med andre kan gøre en forskel, end at tale om vores individuelle forbrug.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Malene Wiinblad

Kære Ida Kryger, det er godt at have et juletræ for naturen, og det skader ikke klimaet hvis der bliver plantet et nyt. Det er godt fordi det er biologisk og ikke plastic og fordi det er med til at give arbejdspladser, som vi trods alt har brug for. Dine døtre kunne rette fokus på nogle andre ting.

Gustav Alexander

Det er da en falliterklæring, hvis man går og moraliserer til ens personlige relationer om klimaet. Hvorfor skal et korps af selvudnævnt klimapoliti rende og mene noget om, hvor meget rødt kød en tante eller onkel spiser, når vores politikere ikke engang kan finde ud af at forpligte hinanden internationalt til nedskæring i udledninger, eller overstatslig regulation af storindustri?

I det store perspektiv bliver den her attitude blandt "progressive" en reaktionær forskydelse af skyld. Vi invititeres til at spise eller forbruge rigtigt i stedet for at handle politisk. Dét er aktivisme i overenstemmelse med det neoliberale samfunds idealer. Den bevidste borger er blot en forbruger! Heldigvis lader en del aktivister til at blive bevidste om netop det antastelige i deres forbrugsmoraliseren, men der lader ikke til at være et egentligt 'politisk' engagement, der strækker sig udover den individuelle moral i forbrug eller agens (demonstrationer) alligevel.

Det er for så vidt stadig store selskaber som Monsanto, der forurener og uduelige politikere i hele verden, der kun kan formulere klimamål på ubindende facon. Så kan man ikke i god tro påstå, at det er den almindelige lønmodtager, der skal skabe forandringen i verden først. Man mndes den kendte floskel "Be the change you want to see in the world" det lyder pænt, men det er grundliggende et fordægtigt og reaktionært budskab, der substituerer politisk forandring via kollektiv, folkelig pres med en individuel og apolitisk dyds narcissisme for de særligt frelste.

Erik Winberg, Dennis Jørgensen, Claus Gårde Henriksen, Per Christiansen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

20% af jordens befolkning har de seneste mange årtier brugt 80% af alle ressourcer produceret hvert år. Et forbrug, som har ført jorden ud i den tilstand vi bevidner nu og som vi således ønsker at ændre. Men de resterende 80% af jordens befolkning har til mål at forbruge ressourcer på samme niveau som os. Hvordan løser mennesket så lige den situation?

Det er det, som er fremtidens store spørgsmål og udfordring.

Jan Fritsbøger, Elisabeth Christiani og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Vejen til helvede er brolagt med "den gode stemning" .....

ingemaje lange, Hanne Utoft og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

det er absolut nødvendigt at vi der tilhører de 20 % får nedbragt vores forbrug til et niveau som de 80% også kan få uden at hverken natur eller klima kollapser,
dette er så indlysende den eneste mulige fremtid for menneskeheden, så opgaven er ret utopisk, men altså den eneste vej til en fremtid for menneskeheden på det helt lange sigt,
og derfor kan man godt tvivle på det vil lykkes, men alternativet er menneskedens ophør, og en stor masseuddøen af det meste af liver på jorden, men noget tyder på det er den løsning vi har valgt.
og årsagen er en kultur som opfordrer til maximal grådighed.