På kanten af rigsretssagen gør Inger Støjberg alt, hvad hun kan, for at trække Venstre med sig ned i faldet. På søndagens ekstraordinære landsmøde i Venstre, hvor regionsrådsformand Stephanie Lose blev valgt som hendes afløser på næstformandsposten, holdt Inger Støjberg en spydig og passiv-aggressiv tale, som var nøje udtænkt til at virke så ubehagelig for formand Jakob Ellemann-Jensen som overhovedet muligt.
Inger Støjberg udnyttede scenen på det virtuelle landsmøde til at skabe maksimal ravage. På den ene side hævdede den detroniserede næstformand, at hun repræsenterer det ægte, jordbundne og ikke mindst jyske Venstre. I kontrast til den politisk korrekte og københavnske fløj, som man måtte forstå, at Jakob Ellemann-Jensen tilhører. Og på den anden side mere end antydede Støjberg også, at hendes tid i Venstre nu er ved at være forbi.
Det største problem for Venstre er dog, at den kontante afregning allerede synes at være sket ude blandt vælgerne: Venstre står med den laveste vælgertilslutning i mere end en generation, og den indre opløsning har dermed allerede ramt Jakob Ellemann-Jensen. Venstre står i seneste meningsmålinger til at få mellem 9,2 procent og 11,3 procent af stemmerne og dermed til mere end en halvering i forhold til resultatet ved folketingsvalget i 2019.
Meningsmålinger er altid forbundet med stor usikkerhed, særligt når udsvingene er så store som her. Men tendensen er den samme overalt: vild flugt fra Venstre.
Støjberg er også kun lige begyndt. Hun trækker pinen i langdrag. Ved at hylde partiets djærve bagland og ved at tage personligt patent på Venstres sande landboværdier forsøgte Inger Støjberg i sin tale at gøre ondt værre. Hovedbudskabet var, at alle de Venstre-vælgere, som er enige med hende, nu må følge med hende, hvor end hun rykker hen. Som hun sagde med uforløst spænding:
»De værdier, som jeg er vokset op med. De værdier, som kernebaglandet har kæmpet for i mange, mange år. De værdier, som er selve fundamentet for vores parti, og som Venstre er blevet gjort stærkt af. Og de værdier, jeg er så stolt af at repræsentere. De værdier vil jeg altid kæmpe for, uanset hvor jeg er, og uanset hvad der sker.«
Dødsstød til Ellemann
Reaktionen fra Jakob Ellemann-Jensen udstillede kun hans magtesløshed. Efter Støjbergs tale afkrævede han en klar beslutning: »Nu synes jeg efterhånden, at der må komme et svar. Nu tror jeg, at den mediemæssigt har fået, hvad den kan trække på den konto.«
Men Ellemann-Jensen er ikke i kontrol, for det er ikke ham, der styrer slagets gang, og det er derfor heller ikke længere ham, der med nogen troværdighed kan siges at stå i spidsen for den borgerlige blok.
Frem for at melde sig ud af partiet med det samme – og eksempelvis blive løsgænger i Folketinget, som tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen netop har gjort – forsøger Inger Støjberg mere destruktivt først at mobilisere sine mange meningsfæller og medsammensvorne i partiet for dernæst at kunne trække dem med over i en anden partikonstellation.
Støjbergs stadigt mere sandsynlige exit skal tydeligvis times og iscenesættes, så det forårsager størst mulig skade på Venstre og ikke mindst partiformand Jakob Ellemann-Jensen, som da heller ikke lægger skjul på, at det var ham, der krævede Inger Støjberg fyret som næstformand på grund af både illoyalitet og politiske uenigheder om alt fra #MeToo over grøn omstilling til udlændingestramninger.
For halvanden år siden, da Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg blev valgt som formand og næstformand – ligeledes på et ekstraordinært landsmøde – som afløsere for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, der havde bekriget hinanden i årevis, lød det forsonende, at fløjene i Venstre skulle samles. Støjberg lovede ligefrem, at hun ville bære Ellemann-Jensen ind i Statsministeriet: om ikke fysisk, så mentalt.
Men forsoningen var fra begyndelsen et blufnummer. De ideologiske uenigheder mellem Ellemann-Jensen og Støjberg er og bliver væsentligt større, end de var mellem Løkke og Jensen, og derfor var og er sammenbruddet uundgåeligt. Og nu, hvor det endegyldigt står klart, at Støjberg ikke kunne – eller ville – bære Ellemann-Jensen ind i Statsministeriet, ja, så forsøger hun at forhindre, at det overhovedet kan ske.
Med sin anarkistiske fremfærd har Inger Støjberg givet dødsstødet til Jakob Ellemann-Jensens statsministerdrømme og dermed også til Venstres rolle som storebrorpartiet i den borgerlige blok. Med en udsigt til en mulig halvering af Venstres mandattal er det praktisk umuligt for Jakob Ellemann-Jensen at kunne optræde med nogen grad af autoritet i rollen som blå statsministerkandidat.
Nedsmeltningen i Venstre har sendt vælgerne i flere retninger: De fleste frafaldne V-vælgere søger dog over mod De Konservative, som dermed står til en fordobling. Partiformand Søren Pape Poulsen er langsomt, men sikkert ved at bringe sit parti tilbage til fordums styrke. Som det aktuelt største borgerlige parti er De Konservative de facto også ved at overtage lederrollen i blå blok.
Samlet set står den borgerlige blok til at få den laveste vælgeropbakning i flere årtier, og med et halveret Venstre er der reelt ingen, der realistisk set vil kunne udfordre statsminister Mette Frederiksen (S). I hvert fald på denne side af næste folketingsvalg.
Pape lurer i kulissen
Som et spejlbillede af situationen efter Tamilsagen, hvor det dengang dominerende Konservative Folkeparti forvitrede i fløjkrige og hurtigt endte som et mindre parti end Venstre, ruller historien baglæns i dag: På grund af rigsretssagen mod Inger Støjberg – og alle de deraf følgende krampetrækninger, som nu udfoldes for åbent tæppe – er De Konservative ved at vokse sig større end Venstre.
Man skal dog ikke forvente, at Søren Pape Poulsen vil påtage sig sin nye rolle som statsministerkandidat, ganske enkelt fordi han selv og alle andre partiledere i blå blok forventer, at Mette Frederiksen vil genvinde magten ved næste valg. For Søren Pape Poulsen er det derfor mest opportunt at skubbe Jakob Ellemann-Jensen frem foran sig og lade ham tabe valget, som kan komme langt tidligere end forventet.
Bag kulisserne er vagtskiftet så småt gået i gang. Ingen forventer nemlig, at Jakob Ellemann-Jensen vil kunne overleve som partiformand efter et katastrofevalg for Venstre, og dermed vil vejen blive åbnet for, at De Konservative og Søren Pape Poulsen i næste valgperiode kan indtræde i tomrummet som det store statsministerparti i den borgerlige blok. Præcis som tilfældet var før Tamilsagen.
Som en tragisk gentagelse minder Støjbergs stunts i det hele taget om den daværende konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens opførsel. Han kunne heller ikke modstå fristelsen til i forbitrelse at trække hele sit parti med sig ned. På samme måde er Inger Støjberg i fuld gang med at brænde Venstre ned bag sig. Uanset om hun selv rykker videre til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, er hun effektivt ved at sikre sig, at Jakob Ellemann-Jensen godt kan droppe dagdrømmen om at blive statsminister.
Støjberg ved nok godt, at hun lige nu agerer nyttig idiot for Mette Frederiksen. Men hævngerrighed er en utæmmelig følelse. Spørg bare Lars Løkke Rasmussen. De vragede venstrefolk er på en vendetta mod Jakob Ellemann-Jensen, og hævntoget vil først stoppe, når Venstre får endnu en ny formand – senest efter næste folketingsvalg.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.
Hvad med Søren Gade? Han vil kunne genoprette "roen" i Venstre - ja ikke fordi jeg har noget imod det nuv. blodbad. Tværtimod
Hvorfor ikke bare smide hende ud? Hun gør jo intet godt for V - tværtimod.
Ellemann må igang med det hårde arbejde at bygge partiet op igen, Ingen dans på roser.
Men,og det synes jeg, at vi skylder at huske på, partiet var allerede splittet inden han fik formandsposten. Det var bare en bombe, der ventede på at implodere.
Hysterisk.
Venstre betaler prisen for at vælge en formand af navn men ikke af gavn.
Lars Løkke spillede fallit med hans ego-optræden med bejleriet til Socialdemokraterne, helt uden at informere nogen andre om det inden. Samtidig røg Kristian Jensen med i faldet; Derefter kun tomrum.
Det at hedde Ellemann-Jensen til efternavn er bare ikke nok. Der skal mere til at tøjle en Støjberg og endnu mere til at overbevise en vælgerskare om at man dur.
I mens kan vi andre gnide os i hænderne og se blå blok reducere sig til et ikke-alternativ til centrum-venstre.
Og hvem kan forestille sig det dybt borgerlige Radikale Venstre, på det økonomiske område, samarbejde med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ?.
Nej; Der skal mere end en kedelig Stefanie Lose til at redde den synkende skude og hele den borgerlige anskudte flåde.
Uden en partshøring skilte Inger Støjberg familier ad. Et meget voldsomt indgreb, med meget store menneskelige konsekvenser til følge. Hvis der var sket partshøring, var eventuelle barnebrude blevet fanget der. Lige i Inger Støjbergs ånd. Så jeg forstår slet ikke hvorfor hun har kørt lovgivningen over. Det var ganske unødvendigt.
Hun kunne have fået det præcist som hun ville have det, hvis der var sket partshøring. Så jeg forstår slet ikke det her.
Med mindre det blot var et politisk statement som skulle ud? Uafhængigt af virkeligheden ?
...Bare fortsæt det "gode" arbejde i blå blok. Mette Frederiksen og rød blok sidder solidt på statsministerposten de næste mange år. Og det kan man kun glæde sig over. Kan ikke få armene ned.
Jeg har lidt den mistanke at det er opmærksomheden der er vigtig for hende. Indholdet er ikke så vigtigt.
@Rikke Nielsen
24. januar, 2021 - 20:06
Venstre blev ved valget i 2019 det største parti i Vestjyllands Storkreds med 29,8% af stemmerne. Det kan de i meget, meget høj grad takke stemmeslugeren, Inger Støjberg, for.
Inger Støjberg fik 28.420 stemmer i venstres absolutte kerneland og blev dermed den folkevalgte i hele landet, der høstede 4.flest stemmer - hvilket til sammenligning eksempelvis er mere end 8.400 flere stemmer end SFs formand.
Sådan én smider man ikke bare på porten, uden først at lave en grundig analyse af de konsekvenser en sådan beslutning kan tænkes at medføre !
Med både Støjberg og Løkke der sejler rundt som spøgelsesskibe i blå blok, kan det dårligt blive værre for de borgerlige.
Også selvom de kanniballiserer på hinanden.
Jeg tror nu ikke Mette Frederiksen har supertravlt med at udskrive valg, alene af den grund at hun sidder rigtigt sikkert i midten, og kan bytte det ene parti ud med det andet i forhandlingerne.
Det er heller ikke sikkert at Socialdemokratiet har gavn af et oppustet Nye Borgerlige, der vil kunne konkurrere på udlændingedebatten med langt mere vægt, hvis de får et godt valg.
Det vil i det hele taget virke forstyrrende for S-supertankeren og alle de minutiøse planer, der skal implementeres den kommende tid.
Men vi får se efter rigsretssagen går igang.
@ Carsten H
"Med mindre det blot var et politisk statement som skulle ud? Uafhængigt af virkeligheden ?"
Det var lige det, det var.
Du har jo helt ret; det var fuldstændigt unødvendigt at tvangsadskille ægteparrene.
PS. Og du har også ret i at det er opmærksomheden, der er det væsentlige for Støjberg.
Hun sagde jo praktisk talt i sin tale, at HUN er Venstre, og alle dem der ikke er med hende, har bevæget sig et helt forkert sted hen.
@Ruinen Venstre efter Det Blå Marionetteater.
Tømmermændene ser ikke ud til at være ovre efter at Venstre i 19 år stillede op som villig tjener for DF´s nationalisme og såkaldte " Værdipolitik " udskamning af alle med en ikke etnisk dansk baggrund især med vægt på dem fra Mellemøsten.
Under Anders Fogh Rasmussen var der i det mindste raison i denne utiltalende politik, som ikke har noget som helst med personlig liberalisme at gøre. Venstre kunne placere sig let til højre for midten og opsuge alle de utilfredse Socialdemokratiske vælgere. Alle røde reformer var dømt ude på forhånd og erstattet af skattestop forgyldning af boligejerne og omstrukturering markedsgørelse af den offentlige sektor. Jorden blev gødet for Kommunalreformer og reformer af skattevæsenet som fik katastrofale konsekvenser.
Imedens kunne vi i den danske sympatipresse til VKO projektet konstant høre om DF´s arbejdsrødder om deres forankring i " Kakkelbords Danmark " og alt det andet journalist vås, som skulle give indtryk af, at DF stod tæt på Socialdemokraterne og De røde partier.
Så kom Finanskrisen og det åh så røde parti DF for almindelige arbejdere forsvarene af folk i arbejdstøj og dem som stod tidligt op og gik på arbejde og så videre og så videre DF lagde villigst stemmer til afvikling af Efterlønnen, udhuling af dagpengene, nedsættelse af dagpenge perioden til 2 år. Jo der var rigtig tale om Velfærdsforbedringer medens DF sad for bordenden.
Partiets ledelse var så skamløs og uhæderlig, at de lige skulle spille forudrettet på arbejdernes vegne over de reformer, som de selv har lagt stemmer til og som dernæst fortsatte under Bjarne Corydon og Helle Thorning Schmidt, og Margrethe Vestager.
I tiden under " Det Blå Marionetteater " 2015-2019 visnede de sidste rester af Liberalisme i Venstre og partiet reducerede sig selv til et villigt og ukritisk redskab for DF´s uendelige liste over ønskede udlændinge stramninger. Der var både plads til øde øer i Storstrømmen, til at rive almennyttige boliger ned med Ghettoplanen og til at fejre de utallige stramninger med Fru Støjbergs lagkage.
DF burde juble men nej hellere dyrke opportunismen og populismen og indtage to modsatrettede standpunkter på en gang, vi er et borgerligt parti hjemhørende i blå blok men vi vender den Regering som vi er støtteparti til ryggen og samarbejder i stigende grad med Socialdemokratiet.
Det kaldes del og hersk princippet og viser hvorledes DF når de stiger op vil klamre sig til magten med alle midler og med alle samarbejdspartnere rød som blå bare de får det sidste ord at skulle have sagt.
I et øjebliks klarsyn indså Venstres Statsminister Lars Løkke Rasmussen, at det måtte ende galt med en version 2 af " Det Blå Marionetteater " og vælgerne var blevet godt og grundigt trætte af, at dansk politik kun skulle bestå i at diskutere udlændingestramninger i en uendelighed og lade alt andet ligge urørt ikke mindst klimapolitik en nedslidt offentlig sektor, for få pengene til børnene osv.
Nu har Jakob Ellemann Jensen som ny formand valgt at læne sig op ad " Den Blå blok " igen og valgt samarbejdet ind over midten fra. Jeg tænker men så gentager hele miseren sig med Pernille Vermund som vognstyrer ud af EU, ud af alle konventionerne som vi skal blæse på, og med et program af skattelettelser i toppen, som vil lægge den offentlige sektor ned i den ene sparerunde efter den anden.
Kaoset i de borgerlige partier er uden ende, indtil en eller anden lægger kursen helt om.
Bare se til COVID19: 4 borgerlige partier K,V,LA,NB, hvor mange forslag til at inddæmme smitten er kommet fra de 4 partier i de sidste 10 måneder ?. Forleden hørte jeg, at Ellen Thrane Nørby ville sende børnene i skole igen uden, at der er styr på den britiske variant, så kan vi begynde forfra med nye smittekæder. Nye Borgerliges Folketingsmedlemmer gider knap nok spritte af, når de har været på talerstolen. Rejseriet rundt på hele Jordkloden, hvor alle mulige danskere vil på tur til Dubai, Sydafrika eller Tanzania ? Jamen vi skal da ikke hindre folk i at rejse ud og hjem igen med risiko for at de slæber en mutant med i kufferten. Jeg troede en gang, at det at være borgerlig betød, at man kerede sig om borgernes velbefindende, men jeg har mine tvivl efter at have iagtaget de blå partiers iver med at lukke op hurtigst muligt og i senest muligt under Pandemien.
Helt surrealistisk bliver Venstres manglende lyst til COVID19 restriktioner, når vi sammenligner med dem og DF´s iver for at beskytte svinebesætninger mod svinepest fra vildsvin. Her var der sandelig ikke nogen åbne grænser eller vildsvin som skulle rejse rundt på tværs af landegrænserne.
På en eller anden måde passer Madam Støjberg godt ind i dette Trump inspireret politiske kaos i blå blok. Midt i en Pandemi hvor vi andre tænker på arbejdspladser på butikker og virksomheder som kan bukke under som følge af tabt omsætning og på den konstante fare for et nyt endnu voldsommere COVID19 udbrud med døde til følge, der vil Madam Støjberg diskutere uvorne indvandrerdrenge og " værdipolitik " overfor lejerne i Ghettoerne.
De borgerlige ligger som de har redt med at gabe over nationalisme, nationalkonservatisme og Udlændinge politik. Der er ingen der kan se det borgerlige liberale projekt og dermed smuldrer hele grundlaget for en genrejsning af borgerlig politik.
Det ser miserabelt ud for de borgerlige partier og det skyldes en politisk besætning af ledere, der ikke er i stand til at sætte en ny liberal dagsorden, men som lever i drømmeriernes verden om at endnu mere udlændingepolitik er den eneste vare på den fattige liberale hylde af standpunkter.
Liberalisme handler om noget helt andet end om at skælde ud på Udlændinge, som ikke er kommet godt fra start her i Danmark.
Eva Schwanenflügel.
"Du har jo helt ret; det var fuldstændigt unødvendigt at tvangsadskille ægteparrene."
Det er jo ikke det sagen gik ud på; Sagen gik ud på at det ikke må ske uden parterne bliver hørt.
Så jeg vil spørge for en god ordens skyld: Går du ind for konceptet med barnebrude, At børn/umyndige piger bliver giftet bort til ældre mænd ?.
Og tror du ikke at nogle af parrene var blevet adskilt efter de var blevet hørt som loven foreskriver ?
Forhåbentlig mener vi alle at loven bare skulle have været fulgt og at vi alle er imod at børn bliver tvangsgiftet bort.
@ Kim Folke Knudsen
Jeg ville gerne have anbefalet dit indlæg, for du skriver så meget rigtigt om "Det Blå Marionetteater", som du vist i tilgift må have æren for at have døbt regeringen Løkke Rasmussen i de fire forbandede år ;-)
Men jeg savner bestemt ikke liberalismen.
(Er du sikker på, at du ikke mener liberal?)
De såkaldte borgerlige dyder har efter min mening længe været af navn, men ej af gavn.
Eva Schwanenflügel
Jeg tror jeg misforstod din hensigt, efter at have genlæst dine og Carsten H´s H indlæg. Sorry.
Alt forladt, Carsten Hansen.
Jeg burde nok have skrevet 'tvangsadskille ægteparrene uden partshøring', det havde været mere retvisende:-)
Carsten Hansen
Jeg er nu ikke enig i, at Stephanie Lose er kedelig.
Faktisk sagde hun i sin tale, at det nok var journalisterne, som ville finde hendes projekt kedeligt; en subtil spydighed til deres jagt på det sensationelle.
Hun er bomstærk, og har mere mellem ørerne end mange politikere.
Desuden virker hun meget ærlig, hvilket i sig selv er et særsyn når man skal begå sig i de øverste ledelseslag af kandestøberi..
Tror, hun vil vise sig at være en stor gevinst som næstformand på den længere bane.
Kommer helt an på hvad hun bringer i spil.
Der er kæmpe forskel på at være administrator i en region og skelsættende politiker i magtens korridorer.
Men uanset om vi bryder os om blå blok eller ej, så er det på sin plads at analysere og ikke bare blindt skælde ud eller bifalde.
Venstre blev mere eller mindre sat skakmat da Løkke og Kristian Jensen røg ud med badevandet,
Støjberg, som den eneste markante profil i partiet, kunne ikke vælges som formand, så hvem så ?
Da slet ikke en Stefanie Lose der i den grad mangler karisma. Men jeg betvivler såmænd ikke at hun er en dygtig og ærlig administrator.
det er jo nok også derfor hun på forhånd har meldt ud at en Venstre-næstformand ikke bør betragtes som en kronprins/esse.
Stephanie Lose har aldrig villet ind på Borgen, det har hun sagt igen og igen.
Hun befinder sig bedst ved at lave politik, ikke som værdikriger, der får sine kicks af likes på de sociale medier.
Og man skal ikke kimse af alle de kontakter og venner hun har i det jydske, for hun har et kæmpe netværk efterhånden.
Hun vil netop ikke fratage Ellemann spotlightet, eller blande sig åbent i Venstres politiske beslutninger via medierne, hvilket jeg tror vil gavne partiet efterhånden.
Og hun er mere end en administrator; hun var ret instrumentel i at vippe Løkke af pinden, blandt andet.
Nedenstående et fint lille portræt af Lose:
www.nyheder.tv2.dk/politik/2021-01-24-loekkes-vaerste-mareridt-vil-kurer...
Jeg tror hun bliver en administrator bag lukkede døre. En der skal klinke og rydde op.
En praktiske gris. En grå effektiv mus i det skjulte.
Men tiden vil vise det.
Anstændigheden og demokratiet slår revner blandt Venstre. Helt uhørt og amerikanske tilstande og en sort dag for demokratiet.
www.jv.dk/artikel/alle-kneb-g%C3%A6lder-betalte-stemmer-i-kampen-om-at-b...
Igen godt link, Jeppe Lindholm.
Hvis ikke i USA, havde disse virksomhedsejere gjort sig godt i det gamle Rom.
Der betalte de rige også deres klienter for at stemme på deres egen kandidat.
Carsten Hansen
Stephanie Lose er bestemt ikke en grå mus i Region Syd, ej heller som formand for Regionerne.
Hun er en solid magtfaktor.
Da Løkke fik én af sine fantastiske idéer og ville nedlægge Regionerne, var det primært Lose, der forhindrede det.
Men det er da helt rigtigt, at hun ikke bryder sig om rampelyset.
Kan nu ikke se, det skulle være negativt for Venstre, der i årevis har måttet døje med egotrip, der satte sig selv før partiet.
Det er meget muligt at Støjberg har karisma, men hun har også sat så mange lus i skindpelsen hos Venstre, at der ikke er midler nok på alle landets apoteker tilsammen til at få dem udryddet foreløbigt.
Flertallet i V vil sige pænt farvel med godt humør, såfremt Støjberg buldrer videre til et andet parti hun kan undergrave indefra.
Måske der skal oprettes et Venstre Øst og et Venstre Vest. Lidt som Aldi brødene i Tyskland som ikke kunne enes og delte Tyskland mellem sig i Aldi Syd og Aldi Nord.
Alt hvad Venstre har gjort de sidste 20 år har været ødelæggelser på ødelæggelser. Og så snakker Støjberg om et splittet Danmark. En situation, som Venstre er hovedarkitekten bag. Godt folk endelig har fået øjnene op for dette.
Støjberg er blevet groft udnyttet af Den-Lille-Svindler som sin nyttige lakaj. Tænker det er det, som har fået Støjberg op i det overophedede røde felt.
Danske politikere har sjældent været karismatiske, og det er en god tradition, at de passer deres arbejde så godt som muligt - og så pragmatisk og uideologisk som muligt. Det er desværre svært for Socialdemokratiet gang på gang, men på et tidspunkt vender de også tilbage til forståelsen af, at man ikke bare kan kravle under hegnet.
Det er da Støjberg der har smadret partiet - alt skal væltes inden hun lukker og slukker
Hvis man har noget på hjerte, så kan det være af betydning for den offentlige debat. Hvis man har noget på hjertet, så skal man derimod tale med en læge, og Sophie Løhde vil sikkert også sige, at Venstre har brug for en politisk doktor.
Man ville jo være et skarn, hvis man beklagede sig over det. Der er dog grænser for den høje stemning, for det står klart, at Inger Støjberg har tilslutning til sine synspunkter langt uden for Venstres jydske bagland.
Støjberg vælger sikkert støje videre i fordummelsespartiet, da det hurtigt kan slå gnister såfremt hun skal indordne sig vermund.
Mht. Stephanie Lose fik hun ryddet gordt, grundigt og vel ikk emindst ordentligt op efter Carl Holst, han er også en af de i mine øjne uordentlige venstrefolk
Søren Gade som formand
Jacob Ellemann rykker til de radikale VENSTRE
Inger Støjberg NB
Søren Pape statsminister
Jacob Ellemann kunne også bare træde ud og starte et nyt parti: Det Radikale Venstre.
Nå nej
Ja, for stakkels Elleman med rødderne i Whiskybæltet, må det have været en kedelig omgang det zoommøde de kaldte et ekstraordinært landsmøde.
I stue med Støjberg og Lose, der hver især fortalte hvor mange af mormors kartofler de spiste i deres tid i VU-ungdom. Den må være svær for en mand, der møder op til ethvert interview med celebrity-jagttøj.
Og Støjberg ville ikke ud med hvad hun ville. Og hun kan således trække Ellemanns tænder ud en efter en. Og han måtte bare stå og give den engang uffe-charme. For det er kun i Real Alternativet At man skubber....
Moralsk-etisk kan det da kun gå den rigtige vej for V, når de skal videre uden Løkke hhv. Støjberg. De tog ikke opgøret frivilligt, de har stået bag Støjberg og bejlet til højreekstremisterne samt accepteret lovbruddet meget meget længe. Og de borgerlige vælgere har glade bakket op om dét på projekt. I mine ører er det KUN positivt hvis den slags har en pris. V har med ny ledelse mulighed for at danne et mere anstændigt liberalt parti på højrefløjen, som har andet på dagsordenen end at undertrykke minoritetsgrupper.
@dorte eggersen
Tror højrefløjen knækker over i en højrefløj og en venstrefløj. Vestrefløjen vil bevæge sig i retning de radikale og højre fløjen mod NB.
Håber nu også på, at minoritetsgrupperne ser indad og træder i karakter og tager det ansvar de kan for at de selv kommer videre i retning af, at få medejerskab i det danske samfund. Vi har alle en ansvar. Rettigheder og pligter.
Ellemann er ikke sin stilling voksen når han ikke formængst har smidt IS ud. Nu er han til grin og må snart gå.
Det traditionelle slagsmål mellem rød og blå blok er helt utidigt og irrelevant i forhold til de problemer vi har. Det piner mig at sige det, men Løkke havde ret da har foreslog et bredt samarbejde henover midten. Vi står overfor en fælles opgave, udvikling af samfundet i bæredygtig retning, det er der faktisk politisk enighed om selvom der er mange politikere der ikke har fattet meningen. Endnu.
Det er imidlertid uhyre vigtigt at der kan opnås enighed om en fælles strategi der rækker et godt stykke udover folketingsperioderne på fire år hvis lovgivere, erhvervsliv, investorer og befolkning skal have ro til at gennemføre de vidtrækkende økonomiske og teknologiske ændringer der er nødvendige for at nå de vedtagne mål. De kommende valgkampe skal derfor ikke bruges til at skabe handlingslammede tvivl om den overordnede strategi for den bæredygtige udvikling.
Valgkampe i Danmark har det med at gå i selvsving over betydningsløse bagateller mens de vigtige problemer bliver ignoreret i støj og hundeglam. Hvem kan og vil hæve niveauet så vi kan komme i gang med noget fornuftigt?
Socialdemokraterne her ført politik hen over midten stort set altid.
De borgerlige derimod har vedtaget en del store reformer med minimalt flertal.
Men enig i at støjsenderne/ de ubøjelige ideologer har vi ikke rigtig brug for.
"Efter Støjbergs tale afkrævede han en klar beslutning: »Nu synes jeg efterhånden, at der må komme et svar. Nu tror jeg, at den mediemæssigt har fået, hvad den kan trække på den konto.«"
Hvad er det for en udmelding, der forventes fra Inger Støjberg ? Det er ikke hende, der ønsker ændringer i hendes tilhørsforhold til partiet. Det er ikke Inger, der har været illoyal i forbindelse med rigsretsagen.
Der er åbenbart enighed om politikken, og så er vi tilbage til spørgsmålet om tonen, helt som under muhammedtegning krisen. Et spørgsmål om kage kan det vist koges ned til.
Bare IKKE Pape, han (?) er den mest skræmmende alternativ som premierminister fra blå blokken.
Pape har ikke præsteret noget konkret endnu, han hygger sig i læ af Venstres problemer. Når journalisterne begynder at afkræve ham og hans parti konkrete politiske udmeldinger, så skal han vise ,hvad han dur til. Og så må vi se. Venstre er i ubalance, og det bliver en lang sej kamp. Nok en ti år, før de er på omdrejninger igen. S har prøvet det i to omgange. Under Schluter, og under Fogh. Og det Ellemann sluttede med, som skulle være en politisk tale, var jo en kopi af det Mette F har sagt, samt Tesfaye vedr. integrationen, mens skattestop og skattelettelser er gentagelserne fra tidligere. Der var ikke noget nyt som kunne kendetegne V. Tror han bliver en overgangsfigur. Og det så om føje år bliver en Karsten Lauritzen, Torsten Schack, de lidt mere moderate venstrefolk. der vil tegne partiet. Kristian Jensen tror jeg også vil komme højere op, nu Løkke er væk. Men lige nu er de underdrejet og det er bare godt.
Måske bliver det Stephanie Lose..
"Det stille vand, den dybe grund" ;-)
V kunne også stå for Værdig? stå for at vi efter mange års Venten fik en værdig, ordentlig politisk modstander, uden midtjysk støj og lusk fra Græsted samt hvor det nu var AFR kom fra.
Men det er der ikke mange overskrifter i.
Det der nu skal til, er vel blot at Venstre skal finde tilbage til sin rette størrelse, i balance med de Konservative? - Når det gælder ordentlighed og værdighed, er NB og DF ude af billedet, ikke fordi de er så unge, men pga. deres mål der har frygtelige konsekvenser for os allesammen. Men at disse to opkomlinge findes, må bestemt ikke forbigåes og er en fælles udfordring... også for os t.v. for Venstre og Konservative.
AFR kom fra jysk husmandsted, Løkke også fra Jylland, men voksede op i Græsted. Støjberg vil smides ud af V, så kan hun få et større martyrium, og så går hun til NB. Men nu tror jeg, hun sættes under pres.
Jacob Ellemann-Jensen har fået og påtaget den utaknemmelig opgave at rydde op efter Den-Lille-Svindlers og Inger Støjbergs ødelæggelser og splittelser af Venstre. Det er der ikke mange point i blandt det Nye (nævenyttig og grænseløse) Venstre bagland, hvor alle metoder synes retfærdiggjort i de nye Trump svine tider og hvor betaling for stemmer ikke synes grænseoverskridende.
Men nogen skal gøre det. Og Jacob Ellemann-Jensen synes i det mindste at være et anstændigt mennesker med integritet. Hvilket bliver mere og mere sjældet blandt de yngre generationer, hvor det at opføre sig mest mulig tåbelig synes, at være adfærdsbærende.
Min modvilje mod nepotisme gælder ikke kun når det drejer sig om politik. Men jeg kan nu engang bedst lide politiske ledere som ikke kommer fra en politisk familie, dvs. nogle der med sikkerhed har bevæget sig ind i gamet fordi de har en dagsorden som de brænder for. Alene derfor har jeg ikke noget imod det, hvis Inger Støjberg trækker Jacob Ellemann med sig i faldet. Til gengæld synes jeg det er ærgerligt at hun, såvel som alle os andre, skal belemres med en rigsretssag, bare fordi hun ikke kunne finde ud af at overholde spillereglerne. Men det er åbenbart prisen for at have amatører ved roret.
Borgerlig blok er ved at implodere, det er synd for demokratiet, men jeg tænker, at Fogh Rasmussen lagde de spæde kim til magtens fuldkommenhed! At han ikke selv kunne indse det? Mette må takke ham i sine bønner hver aften!
@ Ete Forchhammer
Anders Fogh Rasmussen har også trådt sine barnesko i den jydske muld, idet han er født i Ginnerup Sogn.
Ginnerup er en lille bygd i Danmark beliggende i det nordøstlige Jylland. Det ligger omkring 10 km vest for Grenå. Det er en del af Norddjurs Kommune i Region Midtjylland.
Ups, så ikke, at du allerede havde skrevet om AFR, Helle Walther ;-)
Ganske vist er artiklens genstand ikke statsministre, men siden flere er inde på emnet, kan jeg da supplere med, at - bortset fra et kort mellemspil med Helle Thorning Schmidt (hvis regering stod den bedste skattereform i årevis) - alle statsministre de sidste lige knap 40 år (naturligvis) rundet af den jyske muld!
Tilrettet:
Ganske vist er artiklens genstand ikke statsministre, men siden flere er inde på emnet, kan jeg da supplere med, at - bortset fra et kort mellemspil med Helle Thorning Schmidt (hvis regering stod bag den bedste skattereform i årevis) - alle statsministre de sidste lige knap 40 år (naturligvis) er rundet af den jyske muld!
Sider