#MeToo
Læsetid: 10 min.

I 12 år blev hun misbrugt af sin stedfar: »På overfladen skulle alt se normalt ud«

En ny #MeToo-bevægelse er kommet til Danmark: Danske incestofre vil nu fortælle deres historier under hashtagget #MeTooInceste. En af dem er Gry Sara Windelev. I 12 år blev hun misbrugt af sin stedfar. Øget offentlig opmærksomhed kan i sig selv reducere antallet af overgreb, siger eksperter
I 12 år blev Gry Sara Windelev udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar. Det sendte hende ned ad en farlig vej med misbrug, selvmordsforsøg og psykiske problemer. Alligevel er det lykkedes hende at overleve. Nu er hun nu et af de første danske incestofre, som vælger at fortælle sin historie i en kampagne under hashtagget #MeTooInceste.

 

I 12 år blev Gry Sara Windelev udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar. Det sendte hende ned ad en farlig vej med misbrug, selvmordsforsøg og psykiske problemer. Alligevel er det lykkedes hende at overleve. Nu er hun nu et af de første danske incestofre, som vælger at fortælle sin historie i en kampagne under hashtagget #MeTooInceste.

 

Emilie Lærke Henriksen

Indland
23. februar 2021

Gry Sara Windelev husker især tre ting fra den store fødselsdagsfest for hendes mor, som blev holdt i et telt i en villahave lidt uden for København en sommerdag i 1980'erne: At hun havde 39 i feber. At det var to dage efter, hun havde fortalt sin familie om de systematiske seksuelle overgreb, hendes stedfar havde udsat hende for, siden hun var tre år gammel. Og at ingen troede på hende.

Festen var som »et stort sort hul«, husker Gry Sara Windelev. En masse gæster, der gik rundt mellem hinanden i haven, mens hun selv sad ensom midt i det hele, 15 år gammel.

»På overfladen skulle alt se normalt ud. Og det gjorde det også, tror jeg, sådan var det jo i min familie,« fortæller Gry Sara Windelev.

I dag er hun 47 år gammel og sidder i en lang, rød kjole i en rød sofa i sin lejlighed på Amager, hvor hun bor med sin tiårige søn. Det er eftermiddag, solen synker langsomt, og uden for summer byen stille. Bag hende på nederste hylde i bogreolen står et hvidt ringbind fuld af udklip, psykologudtalelser og retsdokumenter, som tilsammen fortæller hendes historie:

»En 16-årig pige gik i årevis omkring, uden at nogen troede på hendes forklaring om, at hendes stedfar havde misbrugt hende seksuelt,« står der i en gulnet avisartikel fra 1992, som er pakket ind i et plastikchartek.

I 12 år blev Gry Sara Windelev udsat for seksuelle overgreb af sin stedfar. Det sendte hende ned ad en farlig vej med misbrug, selvmordsforsøg og psykiske problemer. Alligevel er det lykkedes hende at overleve. Hun fik en uddannelse, to børn, et godt liv. Men det holdt hårdt.

»Min historie er som så mange andres, lidt trist og hård,« fortæller hun, mens hun nipper til en kop te.

»Jeg har været i terapi on and off i 31 år og er kommet ud på den anden side med en kæmpestor kærlighed til livet.«

Derfor er hun nu et af de første danske incestofre, som vælger at fortælle sin historie offentligt under hashtagget #MeTooInceste. En kampagne, som Landsforeningen Spor, der repræsenterer incestofre, har taget initiativ til.

#MeTooInceste

Kampagnen henter sin inspiration fra Frankrig, hvor tusindvis af ofre for incest de seneste uger har delt deres historie online under samme hashtag. Det begyndte med udgivelsen af en erindringsbog, der beskyldte en kendt fransk akademiker for at have forgrebet sig på sin stedssøn. Det fik aktivister til at opfordre incestofre til at fortælle deres historie. Nu vil Spor fortsætte kampagnen i Danmark.

»Vi vil gerne give mennesker, som har været udsat for incest en stemme,« siger Helle Borrowman, der er formand for Spor.

»Lige nu er der så mange minoritetsgrupper, som er blevet bedre til at sige ’nej, nu stopper det’. Fra sorte til inuitter, kvinder og mænd, der har været udsat for overgreb. Nu er vi så nået til os, som er blevet udsat for overgreb i vores barndom. Nu siger vi ’nej, nu stopper det!’«

Professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet, Ask Elklit, estimerer, at »omkring to procent« af danskerne har været udsat for incest. Det svarer til knap 120.000 personer. Tallet bygger på en undersøgelse fra 2014, hvor forskere fra SDU, heriblandt Ask Elklit, undersøgte en stikprøve af en årgang.

Men det er svært at fastslå problemets omfang præcist.

»De eksisterende undersøgelser definerer seksuelle overgreb meget forskelligt,« siger Ask Elklit.

I Frankrig viste en meget omtalt undersøgelse i efteråret, at hvert tiende barn var offer for incest.

Sikkert er det dog, at ofrene er stærkt overrepræsenterede i en række negative statistikker: misbrug, psykisk sygdom og kriminalitet.

»De får flere sygdomme end andre,« siger Ask Elklit. »Overgreb i barndommen er et alvorligt folkesundhedsmæssigt problem.«

Det kan den nye kampagne måske være med til at ændre. Forskningen peger i hvert fald på, at øget offentlig opmærksomhed på problemet i sig selv kan reducere antallet af overgreb. Den amerikanske sociolog David Finkelhor har vurderet at øget synlighed har medvirket til at reducere forekomsten af incest i USA med 25 til 33 procent i løbet af en generation.

Som Ask Elklit siger:

»Kampagner, dokumentarer og interviews med incestofre var med til at lære befolkningen om skadevirkningerne ved denne slags overgreb.«

Overgrebene begynder

Det første overgreb, Gry Sara Windelev kan erindre, fandt sted, da hun var fire år gammel. Hun sad på sit værelse og var ved at rydde op i sit legetøj, men det gik for langsomt, mente stedfaderen. Han slog hende, hun lagde sig grædende på det hårde kokostæppe, han forlod rummet i nogle minutter, og da han kom tilbage, løftede han hende op på sit skød.

»Det var så væmmeligt at sidde der og blive trøstet,« husker Gry Sara Windelev. »Det er første gang, at han rør ved mig, som jeg kan huske. Jeg frøs bare, for jeg var simpelthen så bange for ham.«

Siden den dag forgreb stedfaderen sig jævnligt på hende.

Hun husker fornemmelsen af at vågne om natten i forældrenes seng, fordi stedfaren rørte ved hende, mens han havde sex med moren.

Hun husker campingturen til Sicilien, hvor hele familien havde kørt tre dage i bus for at slå telt op på en campingplads – de sov side om side i teltet i den lune sommernat, mor, stedfar, lillebror, fætter og Gry Sara Windelev. Hun vågnede ved, at stedfaderen lå mellem hendes ben og trak trusserne af hende. Hun vred sig, hun var bange for at vække de andre. Resten af ferien sov hun med sin fætter i en gummibåd, som stod uden for teltet.

Og hun husker, hvordan stedfaderen nogle gange kunne plage hende om særlige seksuelle ydelser. Nogle gang i ugevis. Og fordi overgrebene jo alligevel fandt sted, begyndte hun at forhandle med ham. Hun gav ham, hvad han ville have, for til gengæld at kunne være længere ude om aftenen eller overnatte hos en veninde over weekenden.

En indre kerne af ondskab

Incest har ofte livslange konsekvenser, fortæller Helle Borrowman fra Spor.

»Et barn kan slet ikke holde til at indse, at de mennesker, som skulle tage sig af det – dets far eller mor – skader dem. Så barnet omskriver virkeligheden: ’Det er mig, der er forkert, det er derfor nogen kan gøre sådan imod mig’,« siger Helle Borrowman, som også selv har været udsat for overgreb som barn.

»Derfor får mange en fornemmelse af, at de har en indre kerne af ondskab. Det bliver en del af deres identitet: ’Jeg er grundlæggende forkert. Og det må og skal jeg holde gemt for verden, for hvis andre ser den, jeg i virkeligheden er, kan de ikke elske mig.’«

Det skaber en dyb følelse af ensomhed.

»Det giver problemer for den enkelte, som har svært ved at klare et normalt liv med uddannelse, arbejde og parforhold,« siger Ask Elklit. »Nogle får også sværere ved at være gode forældre, fordi de selv har haft en svær barndom.«

Det er ikke kun tragisk for den enkelte, det er også dyrt for samfundet, fortæller han.

»De har langt oftere problemer i skolen, psykiatriske diagnoser som spiseforstyrrelser og andre sundhedsmæssige problemer. Så det er også et stort problem set fra et sundhedsøkonomisk perspektiv,« siger Ask Elklit.

Hash og hemmeligheder

Til sidst slap hemmeligheden ud. Gry Sara Windelev havde fortalt sin fætter om overgrebene, han havde fortalt det til sin mor, som fortalte det til Grys mor. Det var nogle få dage inden den store fødselsdagsfest. Det var et drama. På et tidspunkt trak stedfaderen Gry Sara Windelev til side.

»Han sagde: ’Du skal tænke på din lillebror. Du smadrer hele hans liv’,« husker hun. »Han var så god til at få mig til at føle, at det hele var min skyld.«

Hun var bange for ham. Bange for, at han ville slå hende ihjel. Så hun gik med til, at de løj for moren: Anklagerne mod stedfaderen var bare noget, hun havde fundet på, fortalte han. Og to dage efter sad hun så med feber i haven til fødselsdag og følte sig helt alene i verden.

Hun fik det værre og værre. Om dagen var hun plaget af indre billeder af overgreb. Om natten havde hun mareridt om dyr, der blev sprættet op, og en kult, der voldtog hende og tvang hende til at spise sit nyfødte spædbarn.

»Jeg er på mange måder en af de heldige, der har kunne leve et normalt liv det meste af tiden og holde fast i et arbejde,« siger Gry Sara Windelev, der i dag arbejder som sexolog og kropsterapeut.

Emilie Lærke Henriksen

Hun begyndte at hænge ud hos veninden Gitte, der var 17 år. Gitte var gravid og boede i en ungdomsbolig, hvor en gruppe unge i læderveste og strækcowboybukser kom for at ryge hash. Her følte Gry Sara Windelev sig hjemme.

»De var lidt nogle outcasts, ligesom jeg selv følte, jeg var,« siger hun.

Og hashen hjalp hende til at flygte fra virkeligheden.

»For første gang oplevede jeg at kunne slukke for min hjerne,« fortæller hun. »Det gav mig lidt fred, for det var så rart endelig at kunne lukke overgrebene og alle de negative følelser ude.«

Hashmisbruget eskalerede, og i stedet for at få 8 og 11 i karakter i skolen, fik hun nu 03 og 5. Hendes liv var på vej i en farlig retning.

Synlighed reducerer overgrebene

Netop fordi fornemmelsen af at være ensom og usynlig er så fremtrædende for incestofre, er det naturligt, at ofrene nu slutter sig til resten af #MeToo-bevægelsen, siger Camilla Møhring Reestorff, der er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i #MeToo.

»Det kraftfulde ved #MeToo-bevægelsen er netop, at ofrene kan bruge deres egne ord og tale for sig selv. At de lettere kan komme i kontakt med andre med lignende oplevelser, og det kan skabe et fællesskab og en synlighed, som i sig selv er vigtig,« siger Camilla Møhring Reestorff.

»#MeToo har aldrig bare været én kampagne, men er en bred social bevægelse, som er afhængig af, at nogen tager teten, sådan som incestofre gør nu.«

Det kan skabe mere synlighed, og synlighed kan som sagt gøre en selvstændig forskel. Men synlighed gør det ikke alene, understreger Ask Elklit.

»Det handler også om lovgivning og om, at der skal være behandlingsmuligheder,« siger han og tilføjer:

»Og så skal der selvfølgelig være nogen, der er opmærksomme blandt pædagoger, sundhedsplejersker og lærere, som opdager de børn, der mistrives.«

En af de heldige

Af og til, når Gry Sara Windelev sad og røg hash hos Gitte, kom en socialpædagog fra kommunen på besøg. En dame med lyst, krøllet hår og briller. Hun var sød og imødekommende, og Gry Sara Windelev besluttede at fortælle hende om overgrebene. Det satte noget i gang. Efter at have prøvet en række forskellige psykologer kom hun i gruppeterapi sammen med fem andre kvinder, der havde været udsat for overgreb i barndommen.

»Jeg blev nærmest helt bange, da det var min tur til at sige noget. Men det var virkelig rart at høre de andres daglige problemer, for de mindede jo meget om mine egne,« husker Gry Sara Windelev.

Da moren og stedfaren gik fra hinanden, indrømmede han overgrebene. Han fik en betinget dom på to år og afsonede et halvt år i Horserød Statsfængsel.

Gry Sara Windelev får stadig uhyggelige flashbacks til overgrebene. Hun døjer med muskelspændinger i kæben, har lidt af spiseforstyrrelser og har tidligere forsøgt selvmord. Men som årene går, bliver hun bedre og bedre til at »tage senfølgerne i hånden«, som hun siger.

Hun er blevet mor til to drenge. Og hun har uddannet sig til sexolog og kropsterapeut, så hun kan hjælpe mennesker, der har været igennem det samme som hende selv.

»Jeg er på mange måder en af de heldige, der har kunne leve et normalt liv det meste af tiden og holde fast i et arbejde,« siger hun, mens hun sidder i sofaen og bladrer i det hvide ringbind. Udenfor er solen ved at gå ned.

Derfor har hun nu valgt at fortælle sin historie under hashtagget #MeTooInceste.

»Jeg håber, at det kan give et håb til alle de børn i dysfunktionelle familier, som oplever seksuelle overgreb og ikke rigtigt har nogen, de kan række ud til,« siger hun. »At alle os, der har styrken til det, kan sætte skub i noget, så de børn kan få noget hjælp.«

Information har forelagt artiklen for Gry Sara Windelevs stedfar. Han genkender ikke Grys udlægning, skriver han i en kommentar. Han mener ikke, at han har udsat Gry for seksuelle overgreb i barndommen, og mener desuden, at han dengang blev dømt på et falsk grundlag.

»Det er et forvrænget billede, der tegnes her. Jeg har ikke haft et seksuelt forhold til Gry. Vi levede i en tid, hvor nogle pædagoger troede på et ’frit’ forhold til kroppen. […] I hjemmet var der nøgenhed, det kan have været krænkende, specielt med dagens øjne. Men overgreb, befamlinger, trusser, der bliver taget af, og krav om seksuelle ydelser var ikke en del af mit forhold til Gry,« skriver han.

Han er »oprigtigt ked af, at Gry har haft det så skidt, men vil gerne gentage: overgreb, befamlinger, trusser, der bliver taget af, og krav om seksuelle ydelser var ikke en del af mit forhold til Gry«.

Gry Sara Windelevs stedfar blev i byretten idømt to års fængsel, heraf et år og seks måneder betinget for at have udsat Gry Sara Windelevs for anden kønslig omgang end samleje. Han blev frifundet for anklagerne om forsøg på samleje.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er så ubeskriveligt trist, at der findes børn, der skal opleve sådan et grov form for svigt.
Jeg ved ikke hvad man skal sige til noget der er så modbydelig.

Hatten af for, at man formår at leve et "normalt" liv som voksen.

Erik Fuglsang, Gert Friis Christiansen, Signe Hansen, Susanne Kaspersen, Niki Dan Berthelsen, Kurt Nielsen, Søren Nielsen, Asiya Andersen, Rikke Nielsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Ja, man bliver tom for ord overfor den enorme smerte, du har været udsat for, andet end vreden over, at din stedfar slap med så mild en straf for så grove overgreb.

Eric Philipp, Erik Fuglsang, Gert Friis Christiansen, Carsten Munk, Susanne Kaspersen, Søren Nielsen og June Beltoft anbefalede denne kommentar

Rikke Nielsen:
Bare lige e n bemærkning for grundlæggende er vi helt enige, men tror du at en større straf havde hjulpet på livet?
Men ud fra omtalen her har denne "far" så "fortrængt" det værste, det er næsten det værste. manglende erkendelsen af egen handling og dets følger.

Jamen, tænk hvis Helle Borrowman ikke var der, så havde mennesker der havde været udsat for incest ikke nogen stemme! De ville slet ikke kunne sige noget. Det vil hun simpelthen gerne give. Hvor gavmildt af hende. Hvor gavmildt at hun nu siger stop på vegne af os alle. Sikke en magt hun har. Er Helle Borrowmans kvalifikation at hendes barndom ligner Gry's? Hvorfor er det ellers relevant at skrive om Helle Borrowman, når artiklen handler om Gry og "metooinceste", som i øvrigt kommer fra Frankring og ikke fra Helle Borrowman.
#HelleBorrowman-repræsenterer-ikke-mig
#Spor-repræsenterer-ikke-mig

Per Christensen

Utroligt stærkt af de ofre, som Gry, der træder frem og skaber synlighed om disse forbrydelser.

Utroligt slapt som man straffer forbryderne i Danmark.

Danmark bør slå ned på dette som man gør i fx. Singapore:

https://www.straitstimes.com/singapore/courts-crime/man-who-repeatedly-r...

Viggo Okholm

"Bare lige e n bemærkning for grundlæggende er vi helt enige, men tror du at en større straf havde hjulpet på livet?"

Jo, det tror jeg bestemt - udmålingen af straffen til stedfaren fortæller jo ofret, med hvor stor alvor samfundet betragter de overgreb, der er begået imod hende,

Ingen eller lav straf fortæller ofret, at det hun har været udsat for ikke tillægges stor betydning, og hun ikke tillægges stor værdi.

Eric Philipp, Søren Porse, Erik Fuglsang, Ruth Sørensen, Nanna Kinch, Svend-Erik Runberg, Carsten Munk, Viggo Okholm, Inge Lehmann og Per Christensen anbefalede denne kommentar

Straf i sig selv hjælper intet - så selvom vi berøres, forarges og forulempes på ofrenes vegne, vil hårde straffe til seksualkrænkere være aggressiv, nogle vil sige primitiv, symbolpolitik uden et rehabiliterende perspektiv for krænkeren - og i et samfundsperspektiv forrående. Vi kan ikke straffe os ud af problemerne, og vi kan ikke hele ofrene ved at hævne dem. Men vi kan arbejde stenhårdt (hvilket vi som samfund absolut ikke gør) på at forebygge seksualkrænkelser ved at gå til deres systemiske og kulturelle fødekæder, ved at tilbyde/idømme krænkere effektiv behandling og ved at tage os kvalificeret og omsorgsfuldt af ofrene (herunder f.eks. sikre at socialarbejdere kan arbejde i røg og hamp, hvilket havde stor betydning for artiklens Gry). Hvis et offer for seksualkrænkelser mødes med omsorg, øjenhøjde og opmærksomhed - herunder rum til at afreagere og bearbejde begivenhederne/omstændighederne - vil det fortælle ofret at han/hun tillægges stor værdi, hvormed forståelige ønsker om hævn, fortrængt vrede og sorg m.m. ikke får afgørende betydning for vedkommendes selvfølelse. En hel del ofre for seksuelle overgreb, som har fået virkningsfuld hjælp til bearbejdning og rehabilitering, ønsker ikke straf - men hjælp, til deres krænkere.

René Arestrup, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Henriette Bøhne og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft, vi bliver nok ikke enige omkring formålet med at et samfund straffer, så lad os lade dén ligge.

Til gengæld er jeg meget enig med dig i, at samfundet også har et ansvar for forebyggelse af sexkrænkelser og rehabilitering af krænkeren.

Jeg er også ret sikker på, at det vil betyde meget for Gry, at hendes stedfar ikke krænker andre børn, efter han er løsladt. Til gengæld kan jeg godt have mine tvivl om ½ år er nok til at rehabilitere ham fra de lyster. Og er der derfor er en overhængende risiko for, at det kommer til at gå ud over et andet barn.

Rikke Nielsen, vort samfund straffer af både generalpræventive og specialpræventive årsager, altså mhp. forebyggelse via afskrækkelse. Så naturligvis er udsigten til at Grys far rehabiliteres ringe.

I mine øjne handler straf i første række slet, slet ikke om rehabilitering af krænkeren, men, derimod, om at samfundet udtrykker sin (stærke) misbilligelse over for krænkeren !

Og en straf på to års fængsel, heraf et år og seks måneder betinget, for at have udsat Gry Sara Windelev for den slags overgreb, er jo nærmest en hån mod ofret.

At man under afsoningen arbejder med rehabilitering af krænkeren er udmærket, men jeg bekymrer mig nu først og fremmest om ofret.

Freddie Vindberg

Erik Fuglsang, og hvordan gør du så det; bekymrer dig om ofret?

Freddie Vindberg:

Indledningsvist skal vi vist lige have fastslået, at hovedformålet med en straffesag er at få fastslået den tiltaltes skyld - det er altså ikke i første række rehabilitering af krænkeren, en straffesag handler om.

Hvordan man bekymrer sig om ofret?
Det gør man - som retssamfund - først og fremmest ved at vise ofret, at den tiltalte idømmes en straf, der står mål med forbrydelsens grovhed.
Dernæst ved at retssamfundet stiller - om muligt på forbryderens regning - psykologhjælp og andre hjælpeforanstaltninger til rådighed for ofret.

På EU plan har der været taget forskellige initiativer til styrkelse af ofres rettigheder i straffesager.

Se således eksempelvis EU Direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse som sikrer, at personer, der har været ofre for forbrydelser, anerkendes, behandles med respekt og modtager en passende beskyttelse, støtte og adgang til domstolene.

Direktivet styrker i betydelig grad ofrene og deres familiemedlemmers ret til information, støtte og beskyttelse samt ofrenes processuelle rettigheder i straffesager.

https://dg-justice-portaldemo.eurodyn.com/ejusticeportal/content_victims...

Freddie Vindberg:
Går du ind for straf af Gry Sara Windelevs stedfar? Og i givet fald hvilken straf?

Freddie Vindberg

Erik Fuglsang, det vigtigste må være, hvad den krænkede ønsker.

Straffeloven er ikke baseret på civile søgsmål. Det er statens ansvar; politiet og anklagemyndighederne.

Carsten Hansen

Man kan ikke lovgive ud fra offerets ønske. Sådan noget hører til i uciviliserede samfund.
Men man skal så absolut ikke overse hvad der gavner den kriminelle og dermed samfundet på sigt.

Enhver dom må være tosidig.
Straffen skal stå mål med hvad et civiliseret samfund har besluttet er rimeligt indenfor en strafferamme.
Derudover skal den krænkede føle behandlet fair og retfærdigt i forhold til samme strafferamme.
Derudover sidst men ikke mindst skal alle parter have den hjælp der er mulig i forhold til at hjælpe dem tilbage til et fornuftigt liv.

Ovenstående tror jeg faktisk man tilstræber i den lovgivende forsamling samt i dommerstanden og blandt relevant personale.
Om det så lykkedes ofte eller sjældent kan debatteres.

René Arestrup, Søren Porse, David Zennaro og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar