I 2020 mistede Asbjørn Elazar 13 minkfarme som kunder – men han fandt kærligheden

Der gik lang tid, før det gik op for Asbjørn Elazar, at det ikke kun var hestene, Christina Kjelsmark kom og kiggede til. Først efter et par uger forstod han, at hun nok også kom for at se lidt til ham.

I Christina Kjelsmarks version gik tingene noget hurtigere. Her var det kærlighed ved første blik, da parret mødte hinanden på en mark i slutningen af marts sidste år. Markens ejer er Asbjørn Elazar.

Året forinden havde han købt huset i Vinderup og med det 12 hektar land, som han skulle have nogle dyr til at græsse på. En veninde foreslog ham heste, og sådan nogle har Christina Kjelsmark heldigvis mange af. Hun har en rideskole knap otte kilometer fra gården. Og sådan mødtes parret der på marken med coronaafstand, mens de snakkede om heste og udvekslede blikke.

»Et coronatræf,« råber Christina Kjelsmark lykkeligt og tager fat i Asbjørn Elazars hånd, idet hun trækker ham med ned mod hestefolden. Hendes korte hvide hår bølger let.

»Alle taler om, at 2020 var det mest forfærdelige år. Men for os har det været det bedste. Jeg har kun mødt et menneske, men det viste sig at være mere end rigeligt.« Hun griner hæst med den ene arm rundt om Asbjørn Elazar.

»Og nu kan du jo spørge ham, hvad han lavede i lørdags,« tilføjer hun med et drillende smil. Det vender vi tilbage til.

Historien om Asbjørn Elazar og Christina Kjelsmark er en del af Informations serie fra byen Vinderup, der handler om, hvordan coronavirussen og dens nedlukninger har påvirket ganske almindelige mennesker i en ganske almindelig by.

Og selv om coronapandemien førte til en sand kærlighedshistorie for de to, er de ved at være godt trætte af regeringens beslutninger og snakken i lokalsamfundet.

En speget sag

Asbjørn Elazar er ikke til at finde, da Information en time forinden ankommer til det store røde murstenshus. Det ligger som en skjult oase blandt sletter med sivgræs og nøgne træer i morgendisen. Han er ved at aflive en hund, fortæller Christina Kjelsmark.

»Det er jo en speget sag, sådan en aflivning. Det tager lidt tid, inden folk er færdige med at græde,« siger hun.

I ventetiden guider Christina Kjelsmark os igennem den store gård, der rummer både et bibliotek, en jagtstue, en underjordisk gang og en vinkælder.

Asbjørn Elazar er dyrlæge og købte den store ejendom i 2019. Han havde besluttet sig for at etablere en »lokalfilial«, som kunne gøre det mere fleksibelt for kunderne til hans vagtordning. Dermed slap de for at køre helt til hans oprindelige klinik i Nykøbing Mors midt om natten med en fødende hund i bilen.

Og så ville han også gerne tage imod de lokale i omegnen, som kunne kigge forbi med deres smådyr.

På det tidspunkt var Asbjørn Elazar også dyrlæge for 13 minkfarme, som han kørte rundt til mindst fire gange om året. Af den grund var han nødt til at have afsat to hele formiddage om ugen til det arbejde.

»Men så besluttede de jo at slå alle de her mink ihjel,« siger Asbjørn Elazar, da han er tilbage fra hundeaflivningen.

»Ja, til ingen verdens nytte,« udbryder Christina Kjelsmark.

Asbjørn Elazar nikker. Han havde netop været ude ved en minkfarmer, da Mette Frederiksen den 4. november tonede frem på skærmen og proklamerede, at alle minkbesætninger i landet skulle slås ned på grund af mutationen cluster-5. På det tidspunkt tænkte han, at det var en »fuldstændig splitterravende vanvittig« beslutning.

Holder ikke en meter

Og det gør han stadig. Det gør de begge.

For selv om situationen ikke har påvirket ham selv økonomisk – han »kan godt rende den fortjeneste ind på smådyr på et par formiddage« – så mener han ikke, at dokumentationen var i orden.

Ifølge ham blev beslutningen taget på baggrund af et alt for lille studie med for få forsøgspersoner. Han kalder det også et postulat, at mutationen skulle være specielt farlig. For intensivafdelingerne i Nordjylland var ikke overfyldte, og ingen minkfarmere har, så vidt han ved, været i respirator.

»Det er da alligevel underligt. Mange af dem har været smittet med corona, men ikke en af dem har været alvorligt syge,« siger han: »Det holder jo ikke en meter.«

Hverken Asbjørn Elazar eller Christina Kjelsmark er et sekund i tvivl om, at beslutningen var planlagt på forhånd, og at venstrefløjen så sit snit til at få udryddet minkerhvervet én gang for alle. End ikke den smitsomme mutation eller krisesituationens forsigtighedsprincip vil de høre tale om.

»Den skal du bare ikke komme med herude. Stort set alle mennesker herude er beskæftiget i minkbranchen enten som hovederhverv eller følgeerhverv. Så det der hopper vi bare overhovedet ikke på,« siger en oprevet Christina Kjelsmark og tilføjer, at »det har smadret lokalbefolkningen fuldstændig«.

Kunne de smittede mink have reddet os?

Tilliden til den politiske strategi og sundhedsmyndighedernes anbefalinger faldt med otte procentpoint til 55,8 procent en uge efter beslutningen om at slå alle minkbesætninger ned. Det viser tal fra HOPE-projektet, der løbende undersøger befolkningens adfærd under pandemien.

Den tillid har parret også mistet. De har nemlig læst, at Fødevarestyrelsen havde bestilt aflivningsudstyr, allerede inden beslutningen blev taget. De kan dog ikke umiddelbart huske, hvor de har læst det. I en artikel i Landbrugsavisen fremgår det, at Fødevarestyrelsen forsøgte at købe aflivningsudstyr, da coronasmitte begyndte at sprede sig blandt en række nordjyske minkfarme i efteråret 2020, hvorfor mange mink blev beordret aflivet – men altså før alle mink blev beordret aflivet.

Aflivningerne skulle Asbjørn Elazar dog ikke nyde noget af. Han takkede pænt nej, da dyrlæger blev opfordret til melde sig frivilligt til at hjælpe med at aflive minkene. Han mener, at Fødevarestyrelsen var »svineheldig« med, at minkfarmerne selv ville hjælpe til med arbejdet, så det kunne gå hurtigt.

Statens Serum Institut vurderede i november, at fortsat minkavl kunne udgøre en »betydelig risiko for smittespredning«. På daværende tidspunkt var der registreret COVID-19 på 216 minkfarme og syv forskellige minkmutationer.

Siden beslutningen om at slå alle minkbesætninger ned, har Asbjørn Elazar gået og grublet over, om de smittede mink måske endda var dem, der kunne have gjort os alle modstandsdygtige over for coronavirussen.

Han har nemlig registreret, at mange minkfarme i flere år har døjet med en »smitsom lungebetændelse« hvert efterår, når det blev fugtigt i luften. Minkene blev snottede, prustede og havde bakterier i lungerne.

»De mink har formentlig haft coronavirus hver eneste efterår,« siger han.

Asbjørn Elazars teori går ud på, at den coronavirus, minkene havde hvert efterår, formentlig var blevet svækket, fordi virussen var hoppet tilbage til et dyr, der ligner det, den oprindeligt kom fra: flagermusen.

»Så min formodning er, at virussen har mistet evnen til at komme ned i lungerne ved at være hoppet tilbage til mink. Og så ville den jo ikke udgøre en fare,« siger han. »Og var det så klogt at aflive de mink, hvis det i virkeligheden var dem, der skulle redde os? Næ, det var det faktisk ikke. Det var en rigtig, rigtig dårlig idé.«

»Ja, det kunne altså være godt at få det udredt engang,« siger Christina Kjelsmark. Hun har lænet sig tilbage i stolen med en kop te.

»Ja, men det er jo min lille private teori. Det bliver der jo aldrig afgivet forskningskroner til,« sukker Asbjørn Elazar.

Brugsen som samlingssted

I hjemmet er små spor af parrets nye kærlighed at finde. En visnet mistelten hænger i døråbningen ind til køkkenet, og kærlighedsbogen af den lokale folkehelt Anders Agger ligger først for på sofabordet.

Ovenpå har Christina Kjelsmark indrettet sit undervisningslokale med projektører, som kan lyse det massive skrivebord op. Mapper med orange og gule malerier er spredt ud på bordet.

Foruden rideskolen har Christina Kjelsmark en kunstskole, hvor hun underviser i tegning og akvarel. Desuden er hun lærer på ridelinjen på efterskolen i Vinderup, Rydhave Slot, hvor hun for tiden underviser i virtuel ridning.

»I starten tænkte jeg: Det kan man jo ikke for pokker,« siger hun: »Men så finder man jo sine veje.«

Christina Kjelsmark kan godt mærke, at andre i lokalsamfundet er ved at være trætte af corona. Hun har en fornemmelse af, at mange mødes nede i Brugsen – bare for at få lidt socialt samvær.

»Så står de der og bjæffer lidt under hver deres mundbind,« siger hun.

Og netop det er også en af ulemperne ved at bo i et lokalsamfund under sådan en coronapandemi. Det har Christina Kjelsmark selv været vidne til. En af hendes veninder og familien blev for nylig testet positiv, og der gik ikke lang tid, før den nyhed havde spredt sig til de fleste i området.

»De troede, de havde søde naboer, men lige pludselig blev folk bange og holdt øje med alt, hvad de gjorde, og om de overholdt isolationen. Selv lang tid efter skiftede folk fortov, hvis de kom gående inde i byen,« siger hun og ryster på hovedet.

Bøffer på grillen og linedance

Ude foran huset er Christina Kjelsmarks sorte pickuptruck parkeret i gruset. I forruden hænger et rødt skilt med ordet ’bitch’.

»Det er jo mors dyt, det her,« siger hun og smækker den ene brune støvle op på en slags trinbræt på siden.

Og for at vende tilbage til, hvad Asbjørn Elazar lavede i lørdags. Her inviterede han Christina Kjelsmark på en gåtur på stranden, hvor de efter mange rideture i foråret blev »erklæret« kærester tilbage i marts. Da de går forbi det samme sted, begynder Asbjørn at fumle lidt. Han tager hat og handsker af.

»Så kan jeg jo godt regne ud, at den er gal,« siger Christina Kjelsmark, der dog er hurtig til svare: »Okay da,« efter at Asbjørn er faldet på knæ.

»Det ville jo gå den vej,« som hun siger.

Når samfundet åbner op igen, skal Christina Kjelsmark og Asbjørn Elazar derfor holde en stor bryllupsfest. Indtil videre har de tænkt sig at lave det til en countryfest med bøffer på grillen og linedance. De ved dog endnu ikke, hvornår det kan lade sig gøre at holde festen.

»Ja, det har jo lidt med fru Frederiksen at gøre, så vi går meget op i hendes planer for tiden,« siger Christina Kjelsmark. »Men om guderne og hun vil, så tænker vi at holde den på min fødselsdag i juli.« Hun griner og kigger mod Asbjørn.

En blå Toyota med lad kommer kørende ind på gårdspladsen. En mand i blå arbejdsdragt stiger ud med sin sorte labrador.

»Den skal lige have kigget lidt på ørene,« siger Asbjørn Elazar og forsvinder ind i dyrlægepraksissen.