Overenskomst 2021
Læsetid: 4 min.

Ekspert: Overenskomstaftale løser ikke problemer med manglende ligeløn

Mandag indgik KL og de kommunalt ansatte en aftale om en ny treårig overenskomst med en lønstigning på fem procent. Den økonomiske ramme for aftalen er blevet relativt stram på grund af corona, vurderer arbejdsmarkedsforsker
Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, og forbundsformand for FOA, Mona Striib, præsenterede mandag en treårig aftale for kommunalt ansatte, som giver en lønstigning på fem procent.

Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, og forbundsformand for FOA, Mona Striib, præsenterede mandag en treårig aftale for kommunalt ansatte, som giver en lønstigning på fem procent.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Indland
16. februar 2021

Efter tre døgns intensive forhandlinger trådte to glade formænd mandag formiddag frem for offentligheden på hver deres hjemmeside.

»Jeg er tilfreds med, at det er lykkedes for os at sikre lønstigninger trods et ekstremt svært udgangspunkt med corona og økonomisk usikkerhed,« sagde Mona Striib, forbundsformand i FOA.

Hendes modpart, Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, var mindst lige så glad: »Jeg synes, at vi sammen har udvist ansvarlighed og nået et resultat, der sikrer, at det fortsat er attraktivt at være på en af de kommunale arbejdspladser.«

Deres fælles glæde gælder en 41 sider lang aftale, der fastsætter løn- og arbejdsforhold for omkring en halv million kommunalt ansatte – herunder sygeplejersker, skolelærere og social- og sundhedsassistenter – fra den første april og tre år frem. Centralt i aftalen er en lønfremgang på 5,02 procent, som alle vil få. Dertil kommer en række mindre puljer til for eksempel ligeløn, lavtløn, kommende lokale forhandlinger mellem organisationerne, elever med mere.

I forhold til flere udmeldinger før aftalen – hvor sygeplejerskerne for eksempel oven på en ekstraordinær indsats i forbindelse med pandemien højlydt erklærede, at ’Tak er ikke nok’ – er lønstigningerne dog ikke overvældende. Men forklaringen herpå er netop pandemien, forklarer lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, Nana Wesley Hansen.

Aftalerne for de offentligt ansatte skal nemlig følge lønudviklingen på det private arbejdsmarked, og her har coronakrisen givet beherskede lønstigninger. Så den samlede ramme har skullet holde sig inden for 6,75 procent.

»Så ja, det er en relativt stram økonomisk ramme,« siger hun og fortsætter:

»I det store hele er det en ret udramatisk overenskomst, hvor forhandlerne har landet et forlig, der holder sig inden for de rammer, de har skullet udfylde, og så er der nogle gamle problematikker som ligeløn og lavtløn, der fortsat ligger og spøger. Men det er trods alt lykkedes for de offentlige lønmodtagere at få så meget som muligt ud af den ramme, som allerede lå, og få lagt til på løndelen,« lyder hendes vurdering.

Kun 140 mio. til lavt- og ligeløn

De kommunalt ansatte får den første lønstigning på én procent den 1. april. Et halvt år efter kommer den næste procent. I oktober 2022 kommer der en stigning på 1,9 procent, og de sidste lønstigninger kommer så til april og oktober 2023.

Det er altså lønfremgang med samme procentuelle stigning for alle. Men det betyder, at de bedst lønnede øger forspringet for de lavest lønnede. Og i aftalen er der kun afsat i alt 140 millioner kroner til at hive de lavestlønnede op og til at gøre noget ved manglende ligeløn mellem kønnene. Og det hænger sammen med, at lønsolidariteten på tværs af de offentligt ansatte ikke er særlig stærk, forklarer Nana Wesley Hansen.

»Traditionelt har lønmodtagerne det ikke helt nemt med, hvis der skal ske en skævdeling af lønmidlerne, altså at nogen grupper – som for eksempel de lavestlønnede – skal have større stigning end andre. Det er især medlemmerne i fagforbundene FOA, BUPL og 3F, der slås med denne problematik. Imens er det navnlig DSR, BUPL og Socialpædagogerne, der har en udfordring med ligeløn mellem kønnene.«

»Den dagsorden om at få hævet de lavestlønnede var dog reelt skrinlagt, inden forhandlingerne gik i gang, fordi man kunne se, at lønrammen denne gang ville være for stram til at få gjort noget alvorligt ved det. Ligeløn har fyldt mere i mediebilledet. Ingen af disse udfordringer er blevet løst med dette forlig, men man har internt aftalt, at både lavtløn og ligeløn er problematikker, man skal diskutere fremadrettet,« tilføjer hun.

Bæredygtighedspris

Arbejdsgiverside havde ifølge Nana Wesley Hansen ønsket at bruge flere midler til at sikre rekruttering ikke mindst til sundheds- og ældreområdet.

»De kommende år kommer der nogle store udfordringer på det kommunale og regionale arbejdsmarked. Dels bliver der flere og flere ældre i befolkningen, dels er der mange af medarbejderne, som selv er godt oppe i årene. Derfor har arbejdsgivernes ønske været at afsætte flere midler til rekruttering,« siger hun og peger på, at aftalen blandt andet indeholder en pulje på 140 millioner kroner målrettet til rekruttering af social- og sundhedsassistenter.

Som noget nyt er der i aftalen også afsat en halv million kroner til en kampagne, der skal få de kommunalt ansatte til at spille ind med »grønne ideer« og forslag til, hvordan den grønne omstilling og CO2-reduktionen på 70 procent kan sikres. Der skal i den sammenhæng blandt andet udvikles en app og indstiftes en bæredygtighedspris.

Nu skal aftalen til afstemning blandt medlemmerne, så den kan træde i kraft pr. 1. april, hvor den hidtidige overenskomst udløber.

»Så følger forhandlingerne mellem regionerne og de regionalt ansatte, som efter staten og kommunerne udgør den sidste tredjedel af det offentlige hierarki. Det regionale forlig minder meget om, hvad der bliver aftalt på det kommunale område, men også her har man egne udfordringer og aftaler, som skal håndteres« siger Nana Wesley Hansen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Petersen

Det virker ikke som om, at der er særligt mange, der interesserer sig for ligeløn.
DR har netop afsluttet en undersøgelse, der viser, at de betaler deres kvindelige værter mellem 4-7% mindre i løn. Hvilke medier har bragt denne nyhed? Politiken og Berlingske havde en kort notits om det, ellers tavshed. DR har ikke engang lagt undersøgelsen på deres hjemmeside.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Birte Pedersen

Det eneste tidspunkt vi bliver lige lønnet er når vi bliver folkepensionister, og det er uden alle de forskellige selvpensioner. Den enlige mand og den enlige kvinde får nøjagtigt det samme i Folkepension, det er sgu da deprimerende at tænke på at vi ikke er nået længere på trods af lov om ligeløn.

Jeg arbejdede engang som specialarbejder i et firma hvor også 2 kvinder arbejdede.
Vi var alle ufaglærte men da jeg have været der 2 år længere end dem, regnede jeg med at jeg fik mere i løn end dem. På et tidspunkt hvor talen faldt på emnet timeløn, viste det sig at de begge fik en højere timeløn end mig. Jeg gik selvfølgelig straks ind til værkføreren og sagde op. Sådan noget svineri vil jeg ikke finde mig i.

Eva Schwanenflügel

Det er først når der kommer flere kroner på lønkontoen, at de såkaldte kvindefag vil blive mere attraktive for flertallet af mænd, og dermed blive bredere respekterede.

Hvorfor man 'glemmer' at tage højde for dette aspekt ved ligestillingen, når udfordringen er at samfundet om ikke særlig længe vil mangle 40.000 offentlig ansatte, får stå hen i det uvisse..

Estermarie Mandelquist og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Det burde være muligt at løse problemet med ligeløn mellem kønnene via overenskomsterne. For der er vel ingen, der principielt vil hævde, at samme stykke arbejde er mere værd, når det er udført af én med et bestemt køn.

Anderledes når det kommer til udligning af lønforskelle mellem faggrupperne. Her er der ikke enighed om, at arbejde udført af en ufaglært, en faglært eller af en person med mellemlang eller specialiseret uddannelse skal aflønnes ens. Selvom Fagbevægelsens Hovedorganisation er modstander af ulighed i samfundet, så er man dog ikke fortaler for ens løn til alle. DJØF og andre akademikerfagforeninger har heller ikke lønudjævning på programmet.

Men hvis ikke alle får samme løn, så vil der jo altid være nogle, som får mindre end andre. Med samme procentuelle stigning for alle, vil det betyde, at de bedst lønnede øger forspringet til de lavest lønnede. Med samme kroner-og-øre-tillæg til alle, betyder det, at de bedrelønnede gradvist får deres løn udhulet. Intet tyder på, at de bedst lønnede og de bedst uddannede vil finde sig i det. Da deres fagforeninger er stærkere end de lavestlønnedes – bl.a. på grund af højere organisationsprocenter – har lønudligning på tværs af faggrupper ringe udsigter. Ens løn til alle er jo også i direkte modstrid med ideen bag et liberalt, markedsbaseret samfund. Vores samfundsmodel er netop baseret på forestillingen om ulighed som drivende kraft bag initiativ og innovation. Lønforskelle er således en konsekvens af den indbyggede ulighed i det kapitalistiske samfund - ikke årsagen hertil. Det er derfor også illusorisk at forestille sig, at overenskomsterne kan anvendes til at bekæmpe uligheden i samfundet. Og hvorfor skulle det være lønmodtagerne alene, der skal betale for et mere lige samfund?

Forleden kunne vi i avisen læse, at indkomstforskellen mellem en kontorchef og en kontorassist svarer til en faktor 2-3. Men indkomstforskellene i samfundet som helhed er en faktor 1000 eller mere. Der er altså meget, meget større indkomstforskelle i samfundet som helhed end mellem lønmodtagergrupperne indbyrdes. I samfundet som helhed, er der også mange, mange flere penge at tage af, når vi skal finansiere bedre vilkår for lavindkomstgrupperne.

Vi kan ikke afskaffe uligheden i et markedsbaseret samfund gennem overenskomstforhandlinger eller lønforskelle i det hele taget, fordi ulighed er en basal egenskab ved denne samfundsmodel. Men vi kan mindske uligheden gennem samfundsmæssige tiltag - først og fremmest gennem skattepolitikken. Der er ingen grund til, at det skulle være lønmodtagerne alene, der gennem deres overenskomst skal sikre, at lavindkomstgrupperne får større økonomisk råderum. Det må være et fælles samfundsanliggende som også involverer dem med de høje indkomster og store formuer.

Peter Beck-Lauritzen

Procentvis lønregulering er uretfærdig, for både kvinder og mænd! Siden 1973 har lønandelen på virksomhedernes overskud faldet dramatisk, til gavn for virksomhedernes overskud, ledende medarbejdere og ejere.
Det burde der rettes op på, af arbejdsmarkedets paŕtnere. Naivt, - såmænd!

Eva Schwanenflügel

Rigtigt, Peter Beck-Lauritzen.

Her er et udfrag fra en artikel i fagbladet FOA, hvor de forskellige tillidsfolk udtaler sig om den nye overenskomst:

"Jeg er glad for, at vores lønstigninger ligger højere end på statens område, men vi er ikke deroppe, hvor jeg har hænderne over hovedet. Det, jeg får ud af en lønstigning på 5,02 procent, er ikke ret meget,” siger Irene Holmstrøm.

Hun ærgrer sig over, at lønstigninger endnu en gang udmåles i procent og ikke i kroner og øre, som FOA er fortaler for.

“Jeg er lavtlønnet rengøringsassistent, og jeg vil have lønstigninger i kroner og øre og ikke procenter. Når det er i procenter, får dem, der tjener mest, de største stigninger, og os, der tjener mindst, får stort set ingenting.”

Hvad tror du dine kolleger vil sige til lønstigningen?

“I pressen og i fagforeningen er vi blevet fortalt, at vi ikke skal forvente os det store af den her forhandling. På den baggrund formoder jeg, at folks forventninger er blevet indfriet - og måske også en lille smule mere. Men jeg sidder ikke med den følelse. Jeg har været en del af kampagnen om 3.000 kroner mere i løn om måneden, og jeg kan godt se, at det nærmer vi os jo slet ikke.”

Lavt- og ligelønsprojektet, der blev etableret ved OK18, fortsætter med den nye overenskomst. Hvad betyder det for dig?

“Det er et rigtig godt initiativ. Det er puljer, som vi fik del af sidste gang, og det vil vi også få denne gang, og det er jeg glad for. Det er godt, at man i overenskomsten forsøger at tilgodese dem, der har brug for en højere en lønstigning. Men jeg havde gerne set, at puljerne var større, når vi ikke kan overbevise de andre om, at lønstigninger skal gives i kroner og øre. Det ville være med til at løfte bunden endnu mere og kompensere for den uretfærdighed, der er, når lønstigninger gives i procenter."

https://www.fagbladetfoa.dk/Artikler/2021/02/15/Tillidsfolk-tilfredse-me...