Interview
Læsetid: 8 min.

Forkvinde om social kontrol: Vi slukker ildebrande, men løser ikke problemerne

Når vi i medierne hører om voldsomme sager om social kontrol, bliver vi forfærdede og kræver handling. Men når kameraerne bliver slukket, forsømmer vi at forsøge at løse de grundlæggende problemer. Det siger Halima El Abassi fra Rådet for Etniske Minoriteter
Halima El Abassi er forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter. Hun oplever livet med social kontrol på tæt hold og er nødt til at leve med adressebeskyttelse og er løbende i kontakt med PET. 

Halima El Abassi er forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter. Hun oplever livet med social kontrol på tæt hold og er nødt til at leve med adressebeskyttelse og er løbende i kontakt med PET. 

Andreas Merrald

Indland
2. februar 2021

Da Halima El Abassi var 12 år gammel, tog hendes forældre hende med på sommerferie til deres oprindelige hjemland, Marokko. Kort før de skulle rejse hjem, fortalte de hende, at hun skulle blive hos sin onkels familie.

Hun forstod det ikke. Hvorfor skulle hun rives ud af sin danske hverdag og bo hos en familie, hun næsten ikke kendte?

Det ville være godt for hende, mente forældrene. Hun skulle lære deres kultur at kende, sagde de. Og de ville ikke lytte på hendes indsigelser.

I onklens familie blev hun udsat for grov vold. Hun fik ikke lov at gå i skole, og det var meningen, at hun skulle giftes med sin fætter.

Halima El Abassi reagerede ved at udvikle en dyb depression. Hun holdt op med at spise og vejede til sidst så lidt, at bekendte til familien begyndte at frygte for hendes liv. De blandede sig og overbeviste hendes forældre om, at de måtte tage ned og hente hende.

I dag, godt 30 år senere, er Halima El Abassi en fremtrædende stemme i debatten om social kontrol blandt nydanskere. Hun er forkvinde for Rådet for Etniske Minoriteter, der rådgiver udlændinge- og integrationsministeren. Og hun er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling på det norske universitet OsloMet om æresrelaterede konflikter og social kontrol.

Interviewet kan også høres som podcast her – eller ved at søge på ’Genopdragelsen’ i din foretrukne podcastafspiller.

Når det er gået helt galt

Når forældre tvinger deres børn af sted på genopdragelsesrejser, er det et voldsomt overgreb, understreger Halima El Abassi. Det er social kontrol af værste slags.

I offentligheden skal der være en fælles bevidsthed om, at unge fra særligt nydanske familier kan blive udsat for den slags overgreb, siger hun. Og derfor er det vigtigt, at nogle af ofrene fortæller deres historie, sådan som hun selv har gjort, og sådan som den unge kvinde Samia gør i bogen Genopdragelsen, der udkom på Informations Forlag før jul.

Men der kan godt blive skabt et fortegnet billede af problemerne med social kontrol, når de meget dramatiske fortællinger får al opmærksomheden:

»De sager, som kommer frem i medierne, er typisk nogle af de allermest alvorlige og nogle af dem, hvor det er gået helt galt.«

I den slags sager er der i mange tilfælde ikke andet at gøre for myndighederne end at gribe til akut handling for at forhindre overgreb. Nogle gange kan det blive nødvendigt at fjerne børn fra deres forældre og sende unge på krisecentre med hemmelig adresse.

Men de fleste sager om social kontrol er knap så slemme, selv om de også kan være alvorlige, påpeger Halima El Abassi. Vi hører bare ikke så meget om dem. Og nogle af de slemme sager var måske knap så slemme i begyndelsen.

Forældrene er ikke onde

Der kan være tale om forældre, som får deres børn til at afholde sig fra at deltage i fritidsaktiviteter, eller forældre, som ikke vil acceptere, at deres børn får en kæreste eller har etnisk danske venner. Det kræver ikke nødvendigvis akut indgriben fra myndighedernes side, men det kræver en forebyggende og dialogorienteret indsats, mener Halima El Abassi. Både fordi det i sig selv er uacceptabelt, og fordi sagerne kan eskalere og føre til mere voldsomme overgreb.

Det er vigtigt for hende at sige, at forældrene typisk ikke ønsker at gøre deres børn ondt. Tværtimod vil de beskytte dem.

Ofte er de kommet til Danmark som gæstearbejdere for flere årtier siden, men i mange tilfælde er de aldrig blevet ordentligt integreret. Manden har gået på arbejde. Konen har gået hjemme med børnene. De har aldrig fået lært godt dansk, og de har ikke lært det danske samfund at kende.

»Man blandede sig ikke i de her familiers liv. De passede sig selv, og så stillede man i øvrigt ikke andre krav, for faren gik på arbejde, og familien passede sig selv. Og det er lidt det, vi ser konsekvenserne af i dag. For mange af de her forældre frygter at miste deres børn til noget, som for dem er ukendt.«

De promiskuøse danskere

Forældrene kender simpelthen ikke det danske samfund og er bange for, hvad der sker, hvis deres børn bliver for danske. Særlige har mange nogle overdrevne forestillinger om, hvor løssluppen den danske ungdom er. Om massiv druk og konstant skiftende sexpartnere fra en meget tidlig alder.

De forstår ikke, at de fleste etnisk danske forældre også gør sig bekymringer om, hvornår og under hvilke omstændigheder deres børn skal have lov at gå til fest og i byen. Og de har måske ingen danske venner, som kan hjælpe dem med at få afmystificeret, hvad et dansk ungdomsliv reelt indebærer.

»Alle de ting, som etnisk danske forældre også frygter, dem frygter minoritetsforældre i mangedoblet grad, fordi det ofte baserer sig på manglende kendskab til, hvordan det rent faktisk forholder sig i etnisk danske familier.«

Men det er ikke kun frygt for det fremmede, der driver nogle forældre til at udsætte deres børn for social kontrol, pointerer Halima El Abassi. Særligt i nogle af de mere grelle sager spiller et æresbegreb med rod i forældrenes oprindelige kultur også en stor rolle.

Familiens ære skal opretholdes

»Der er rigtig mange familier, hvor man går op i, at familiens ære forbliver intakt – at der ikke er nogen, der træder ved siden af i forhold til det værdi- og normsæt, man er blevet enige om i det pågældende etniske miljø,« siger hun.

Inden for dette værdi- og normsæt spiller kvindens jomfruelighed en central rolle. Den må og skal bevares, indtil hun bliver gift. Det er derfor afgørende for forældrene at sørge for, at deres døtre ikke fremstår seksuelt udfordrende. De må ikke gå i tætsiddende tøj eller gå til svømning, hvor drenge vil kunne se deres kropsformer, og de må slet ikke have en kæreste.

Enkelte forældre vægter ligefrem æresbegrebet højere end deres børns velfærd. Det er den slags forældre, der kan finde på at tvinge børnene af sted på genopdragelsesrejse eller tvangsgifte dem væk for at genoprette familiens ære, hvis børnene har gjort sig skyldige i at vanære familien.

»Men det er jo typisk familier, som også har andre udfordringer,« siger Halima El Abassi. »Forældre, der er villige til at risikere deres børns liv og helbred, er jo ikke forældre, der er normale, sådan som jeg i hvert fald ser og oplever det. Det er typisk forældre, der har sociale og ofte psykiske problemer.«

Vi bliver forfærdede

Alt sammen er det noget, som er blevet diskuteret i årtier. Og alligevel er problemerne ikke blevet løst. Halima El Abassi er ikke i tvivl om hvorfor.

»Vi symptombehandler. Vi slukker alt for mange ildebrande, og når en sag popper op i medierne, og der udkommer sådan en bog som den med Samias historie, så bliver vi forfærdede og lover hinanden at gøre noget, og så slukkes kameraerne, og så sker der bare meget lidt.«

Fokus skal være knapt så skarpt rettet mod den akutte indgriben i de allerværste sager – symptombehandlingen – og i højere grad også inkludere den forebyggende indsats, mener hun. Og helt centralt er det her at få forældrene ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse:

»Statistikkerne viser, at rigtig mange kvinder med minoritetsbaggrund er hjemmegående. De kommer ikke ud i arbejde og kommer ikke ud i en eller anden form for uddannelse. De vil vedblive med at have denne her frygt for det danske samfund, fordi de ikke kommer ud og får kendskab til, hvordan det fungerer.«

Glem ikke lillesøsteren

Det er også afgørende, at myndighederne bliver bedre til at komme i dialog med de nydanske familier. Man kunne eksempelvis udbrede de familiekurser, som nu gives til nyankomne flygtninge, til bredere grupper.

Og hvis først myndighederne opdager social kontrol i en familie, skal de omgående forsøge at indlede en dialog med familien. Hvis de eksempelvis ved, en far truer sin datter med at sende hende på genopdragelsesrejse, er det ikke nok at installere hende på et krisecenter.

»Så har du ikke løst problemet. Du har sådan set bare fjernet den ene part fra problemet. Du hjælper de unge væk fra familien, du hjælper dem væk fra problemet, men du har glemt, at der er tre eller fire eller fem andre søskende i den familie, og forældrene har ikke forstået, hvad der er sket.«

– Og så kan den sociale kontrol fortsætte over for søstrene?

»Ja, det gør den. Og det er det, som de myndigheder, der arbejder med det her problem, ser: At så fortsætter problemet.«

Kloge penge på finansloven

Hvis sådan en indsats skal lykkes, må man opkvalificere de fagpersoner i velfærdsstaten, som har kontakten til de unge og deres familier. Det ligger Halima El Abassi meget på sinde.

Hun henviser til Genopdragelsen. Myndighederne havde alle muligheder for at opdage, at Samia blev udsat for overgreb og risikerede at blive sendt på en genopdragelsesrejse. Og alligevel var der ingen, som greb resolut nok ind. Formentlig fordi de ikke var blevet klædt godt nok på til at forstå problemstillingen.

Ofte hører Halima El Abassi fra fagpersoner, at de tørster efter mere viden om social kontrol.

»Der er rigtig mange sager, der havner nederst i bunken, fordi man simpelthen ikke ved, hvad man skal stille op med de her problemstillinger. Og hvad er hvad? Hvad er kultur, og hvad er almindelig børneopdragelse? Og hvad er negativ social kontrol? Der er rigtig mange fagpersoner, der ikke kender de grænseflader.«

Derfor glæder det hende, at der på finansloven er afsat 10 mio. kr. ekstra om året frem til 2024 for at styrke indsatsen mod social kontrol, og at en del af pengene ifølge en ny aftale skal gå til at uddanne og opkvalificere fagpersoner. Ligesom hun roser partierne bag aftalen for, at andre af midlerne er afsat til foreningen Søstre mod vold, der opsøger og uddanner kvinder fra udsatte boligområder inden for emner som seksualitet og ligestilling.

En ufattelig høj pris

30 år efter, at Halima El Abassi selv blev efterladt hos sin onkel i Marokko for at blive genopdraget, er hun selv blevet en autoritet på feltet. Hun er en af dem, der anviser, hvordan den slags sager skal undgås.

Men paradoksalt nok indebærer netop den rolle, at hun selv i dag lever med social kontrol tæt inde på livet. Eller i hvert fald forsøg på social kontrol.

Hun fortæller, at hun er nødt til at leve med adressebeskyttelse og løbende er i kontakt med PET, fordi hun bliver chikaneret af folk, der blandt andet anklager hende for at samarbejde med udlændinge- og integrationsministeren om at gøre livet så hårdt som muligt for muslimer i Danmark. Og hun fortæller, at også hendes familie og venner bliver kontaktet af folk, der ifølge hende forsøger at sværte hende til.

»Det har en ufattelig høj pris at stille sig frem i denne her debat,« siger Halima El Abassi. Og hun ved godt hvorfor: »Fordi den rammer nogle meget sårbare, tabuiserede temaer, som rigtig mange forsøger at benægte.«

Hør også den seneste episode af podcasten Genopdragelsen med Halima El Abassi her eller i din foretrukne podcastafspiller. Samia er et pseudonym, som af sikkerhedshensyn er anvendt i bogen Genopdragelsen. Anton Geist, der har skrevet denne artikel, er medforfatter til bogen

Serie

Genopdragelsen

I denne interviewserie taler vi om social kontrol og æresrelaterede konflikter med politikere, eksperter, meningsdannere og repræsentanter for organisationer.

Interviewene tager udgangspunkt i bogen ’Genopdragelsen’, der netop er udkommet på Informations Forlag. Den handler om den unge kvinde Samia, der vokser op i Danmark og bliver tvunget af sted på en genopdragelsesrejse til Pakistan.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Social kontrol er mig bekendt, et meget lille problem i dansksindede familier. Det var heller ikke noget man talte om da jeg var dreng, formentligt fordi vi var et mere homogent samfund dengang, og den smule kontrol der eksisterede, vel bare var et ønske om at ens børn ikke kom på afveje. Men omvendt er det idag et stort problem i de familier der kommer fra klankulturer. Derfor skal vi stoppe med at importere mennesker fra disse lande. De er simpelthen ikke integrerbare i det danske samfund. Tilgengæld bør vi være gavmilde overfor dem der ønsker at være en del af vores samfund, altså dem der vil Danmark, i form af opholdstilladelser. Og så naturligvis dem der har behov for midlertidig beskyttelse.

Bent Nørgaard, Jens Christian Jensen og Henrik Salling anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

02/feb/2021

Mmm ... måske skulle vi (de danske
myndigheder) overveje at tilbyde
mændene/fædrene nye/andre måder
et passe på deres døtre ... f. eks.
hvordan man (m/k) lærer sin datter
at passe på sig selv, dvs. hende selv :-) ?

Venlig hilsen
Claus

Estermarie Mandelquist og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Forandring i kultur, mora kræver erkendelser, hvilket altid tager tid .l
mange har vel egentlig godt vist at en sådan adfærd, som her beskrives finder sted. Men i stedet for at forsøge samtalen vælger vi at lukke øjnene og noget afhængig af eget ståsted mene at disse mennesker skal ud eller den modsatte grøft: Det er synd for dem.
Men rigtig fint nogle af deres egen tager det op og trist at der også ar nogen af deres egene som ikke kan se at en forandring er nødvendig til en hver tid, bare hjertet er med.

Jeppe Lindholm

Et hidtil overset problem er kvinders sociale kontrol over mænd.