Sammenhængskraft
Læsetid: 10 min.

Kaare Dybvad i spidsen for nærhed: Man tager fejl, når man tror, at alle unge mennesker vil bo i byen

Som nyudnævnt indenrigsminister bliver Kaare Dybvads opgave at realisere regeringens valgløfte om mere nærhed i provinsen. Det handler ikke om, at Danmark er splittet, men om at realisere et uudnyttet potentiale efter 00’ernes centralisering, mener ministeren, som er uddannet geograf og forfatter til ’Udkantsmyten’
Kaare Dybvad (S) har længe interesseret sig for sammenhængskraften i Danmark og skrev i 2016 bogen 'Udkantsmyten'.

Kaare Dybvad (S) har længe interesseret sig for sammenhængskraften i Danmark og skrev i 2016 bogen 'Udkantsmyten'.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
4. februar 2021

36-årige Kaare Dybvad (S) kommer gående tværs over parkeringspladsen foran Vipperød-hallen i sin sorte uldfrakke, blanke sko og med et bredt smil i ansigtet. For få uger siden blev han forfremmet til ikke bare at være boligminister, men bolig- og indenrigsminister. 

Som indenrigsminister skal han med Mette Frederiksens (S) ord »styrke og videreudvikle regeringens arbejde for et sammenhængende Danmark«.

For »Danmark er ganske enkelt for lille et land til store forskelle,« som statsministeren udtalte i forbindelse med den nylige ministerrokade.

Og Kaare Dybvad er på hjemmebane. 

Han har interesseret sig for sammenhængskraft i Danmark i over et årti. Da han i 2015 udkom med Udkantsmyten, en omdiskuteret debatbog om centraliseringen af Danmark, var han folketingskandidat for Socialdemokratiet og arbejdede som projektchef i et væksthus i Vordingborg.

Nu er det blevet hans ansvar at få ideerne omsat til handling. Med under et år til kommunalvalget skal han sørge for, at Socialdemokratiet erobrer provinsen. Selv om han peger på visse steder, hvor skellene mellem by og land er blevet for store, så mener han faktisk ikke, at det står så galt til med sammenhængskraften. 

Det er faktisk ikke så slemt

Information har bedt om et tiltrædelsesinterview med Kaare Dybvad for at høre, hvordan han vil løfte opgaven – og hvorfor det er blevet et profileringsprojekt for en socialdemokratisk regering at sikre sammenhængskraft. Han har selv foreslået, at vi går en tur i Vipperød, en lille by med knap 4.000 indbyggere uden for den vestsjællandske by Holbæk, som også er hans fødeby.

Kaare Dybvad oplever, at debatten om centralisering har flyttet sig, siden han skrev Udkantsmyten. I begyndelsen af forrige årti lød det fra et medlem af KL’s bestyrelse, at centraliseringen var et godstog, man umuligt kunne stoppe. I dag ser han, at den brede offentlighed anerkender faren ved at lade godstoget fortsætte for fuld fart.

Han tror, at holdningen blandt politikere, debattører og akademikere har ændret sig på grund af centraliseringen i USA og Storbritannien, som mange mener førte til Brexit og Trump.

»Det har gjort, at man også i den offentlige debat herhjemme tager den problematik mere alvorligt,« mener Kaare Dybvad.

Det har dog aldrig været hans egen analyse af udkantsproblematikken, siger han. Først og fremmest må man forstå, at selv om Mette Frederiksen taler om, at Danmark er for lille et land til store forskelle, så mener Kaare Dybvad slet ikke, at forskellene er så store herhjemme.

Selv om Kaare Dybvad nødigt vil tale en dyb splittelse af landet op, mener han, at der er nogle områder, som er i fare for at udvikle sig til sociale ghettoer.

Emilie Lærke Henriksen
»Det her med at sige, at der ikke er forbindelse mellem København og Vestjylland, mener jeg er forkert. Der er lavet en opgørelse, som viser, at alle chefredaktører i København er opvokset i Jylland. Der er masser af mennesker i København, som har en opvækst i provinsen. Og selv om københavnere måske lever på en anden måde, end de gør i Holstebro, så har de stadig en familie og venner, som bor der, hvor de kommer fra. Så der er en forståelse for hinanden,« siger han.

Kaare Dybvad peger mod en landevej og foreslår, at vi går den vej. Passende, viser det sig, da vi kort tid senere passerer en nedlagt automekaniker og et dertilhørende hvidt husmandssted med en flagstang, der vajer i vinden.

»Det er mit barndomshjem,« siger han.

Kaare Dybvad nævner ofte, at han er opvokset i en lille by ude på landet. Omringet af grønne marker og med en bondemand som nabo. Han er dog selv en af dem, som er flyttet fra landet og ind til byen, hvor han stadig bor i dag. 

Når man diskuterer udkantsproblematikken, handler det ofte om, at unge mennesker flygter fra de store byer. Men det er ifølge Kaare Dybvad ikke hovedproblemet. Derfor ser han ikke, at opgaven er at stoppe folkevandringen mod hovedstaden og Aarhus. 

»Én af de ting, man ofte tager fejl af, er, at alle unge mennesker flytter til København. Det gør de fleste jo ikke. De fleste bliver boende, hvor de er vokset op. Det skal vi anerkende ved at give dem nogle velfærdstilbud, så det giver mening for dem at bo der,« siger han

Et potentiale, der skal indfries

Men hvis Danmark slet ikke er så delt, og provinsen ikke er koblet af de øvrige dele af landets udvikling, hvorfor så gøre decentralisering til et centralt regeringsprojekt?

»Jeg mener ikke, at man skal decentralisere for at lefle for nogen, eller fordi man er bange for et oprør fra udkanten, men fordi det er godt for Danmark som helhed,« siger Kaare Dybvad.

For ham handler det om at indfri et potentiale, som ikke bliver indfriet i dag. For det første, skriver han i sin bog, »fordi det betaler sig økonomisk«. Provinsen er afgørende for vores økonomi, velstand og dermed velfærdssamfund, argumenterer han.

For det andet, skriver han, er der en »social dimension«.

Han mener, at provinsen klarer sig bedre, når det for eksempel kommer til de lokale uddannelsesinstitutioners evne til at indfri potentialet blandt unge, virksomheders ansvar for lokalområdet, og kommuners evne til at integrere indvandrere.


»Blandt andet fordi mange gør en ekstra indsats for lokalsamfundet, da de ved, at det på lang sigt kan betale sig.«

Men dette potentiale er ikke blevet indfriet godt nok, mener han. Det skyldes reformer i 00’erne, hvor man centraliserede offentlig administration, uddannelser og retsvæsen. Store, strukturelle ændringer, som mere eller mindre symbolske støtteordninger igennem årene ikke har kunnet råde bod på ifølge Kaare Dybvad.

Det var hans analyse dengang, og det er det stadig.

Men der er også meget, der har ændret sig. Til sidst i Udkantsmyten kommer han med en syvpunktsplan med forslag til decentralisering inden for alt lige fra industripolitik til uddannelsespolitik.

Nogle af forslagene er der allerede taget hul på, for eksempel udflytning af statslige arbejdspladser. Imens er der andre, faktisk størstedelen af dem, som han ikke er i nærheden af at kunne gennemføre. Blandt andet hans forslag om at ville placere store, statslige enkeltordrer hos danske virksomheder, som understøtter det lokale erhvervsliv. 

»Noget af det var nok lige kækt nok,« indrømmer han.

Landområdernes ghettoer

Kaare Dybvad er gået videre fra sit barndomshjem og fortsætter op langs en asfalteret markvej med rækker af træer på hver side. Naboen, som har opkøbt jorden, har investeret i at lægge asfalt på den gamle grusvej og plantet alleen.

»Det er her, man kan mærke, at man trods alt er på Sjælland. Vi er i pendlingsafstand fra København. Holbækmotorvejen ligger lige derude,« siger han og peger ind over marken og ud i horisonten, hvor bilerne suser forbi.

»Jeg har læst folk, der siger, at det er en borgerlig sag at gå op i decentralisering, men fordi vores sociale geografi har ændret sig, er det en kerneopgave for Socialdemokratiet,« siger Kaare Dybvad (S).

»Jeg har læst folk, der siger, at det er en borgerlig sag at gå op i decentralisering, men fordi vores sociale geografi har ændret sig, er det en kerneopgave for Socialdemokratiet,« siger Kaare Dybvad (S).

Emilie Lærke Henriksen

»Hvis det nu havde været på Lolland eller det sydvestlige hjørne af Sønderjylland, så havde det været sværere at finde folk, der kunne investere i udviklingen,« siger han. Det skyldes ifølge Dybvad, at det er områder, hvor den offentlige transport er dårlig, og hvor by og land ikke er forbundet af ordentlige veje. Derfor bliver de ressourcestærke væk, husene falder i værdi, og flere fra en lavere socialgruppe flytter dertil fra storbyen. 

Selv om Kaare Dybvad nødigt vil tale en dyb splittelse af landet op, mener han, at der er nogle områder, som er i fare for at udvikle sig til sociale ghettoer.

I Udkantsmyten skriver han, at »hvis udviklingen fortsætter i de hårdest ramte yderområder, vil ghettoerne om et årti eller mindre være et perifert problem i forhold til byer som Nakskov«.

Skræmmebilledet fortsætter med en beskrivelse af, hvordan centraliseringen i værste fald vil føre til, at ni ud af ti børn på Lolland vil have forældre, som ikke har et arbejde.

Og det er ved at ske, mener han i dag.

»I Rødby Havn har de lukket en skole med 70 elever. De var bange for at stå i en situation, hvor de få ressourcestærke forældre valgte at sende deres børn i privatskole, og så ville de have klasser kun med børn, der har udfordringer. Det er det billede, jeg får gengivet, og det er tættere på, end vi tror.«

I Udkantsmyten foreslår Kaare Dybvad, at de kommuner, som tildeler sociale ydelser, skal blive ved med at betale dem, selv om folk flytter væk. Han foreslår også, at størrelsen på ydelsen skal tilpasses huslejepriserne. Efter han er blevet minister, tøver han over sine gamle forslag.

»Vi har gjort det, at tilflytterkommunen kan vælge at stoppe udlejningen af de meget billige boliger. Så bliver de kommuner, der har folk med mange problemer, tvunget til at løse dem, i stedet for at eksportere dem. Det, tror jeg, kommer til at gøre en forskel. Og så er der en nedrivningspulje på en kvart milliard, som er det højeste niveau, mens den har eksisteret.«

– Og hvad med ydelserne?

»Her er der et arbejde i gang i ydelseskommissionen, og jeg må hellere lade dem sidde med den opgave.«

Kaare Dybvad understreger, at hvis man ikke stopper den sociale eksport til nogle landområder, så vil der være dele af landet, hvor størstedelen af de voksne borgere ikke har kontakt med arbejdsmarkedet, og børnene vil vokse op i en verden uden arbejdserfaring. 

Emilie Lærke Henriksen

»Jeg har læst folk, der siger, at det er en borgerlig sag at gå op i decentralisering, men fordi vores sociale geografi har ændret sig, er det en kerneopgave for Socialdemokratiet,« siger han. 

– Ja, engang var I et arbejdsparti centreret omkring byen?

»Det var også, fordi arbejderne boede der. I takt med at det ændrer sig, hvor meget indkomst man har i København og resten af landet, så vil det også ændre sig, om folk stemmer på os eller andre. Fordi vores udgangspunkt er folk, der har almindelige indtægter og er middel- og arbejderklasse.«

Decentral uddannelse versus kvalitet

Idet vi slår ind over en sti og går over mod en lav bygning i rød mursten omringet af en legeplads (hans gamle folkeskole), lyder det fra ministeren, at en styrkelse af den nære velfærd ikke mindst handler om skole- og uddannelsestilbud.

Socialdemokratiet er gået til valg på at oprette velfærdsuddannelser i provinsen, og her mangler regeringen stadig at levere. Men det er helt afgørende for udvikling i hele landet, mener ministeren. Han påpeger, at efter man lukkede Holbæk Seminarium i 2014, er andelen af lærere i Odsherred, som ikke har en uddannelse, gået fra syv procent til 27 procent.

»Det har altså en betydning for, om de skoler kan finde lærere for de børn, som går der.«

Da Kaare Dybvad skrev Udkantsmyten, foreslog han at give tilskud til videregående uddannelser, alt efter hvor gode de er til at få folk i arbejde. Han anbefalede også at flytte midler til uddannelse, der fastholder kompetencer inden for eksportindustrien.

Men i dag mener han ikke, at problemet er penge. Problemet er snarere, at der mangler et rekrutteringsgrundlag til nogle af de uddannelser, som regeringen vil have flere af.

»Hvis der for eksempel stillede sig 500 unge mennesker op og sagde, at de ville være maskiningeniører, så ville vi nok godt kunne finde pengene. Men mange vil i en anden retning. Det er sådan, jeg hører det derude,« siger han.

– Så må I styre, hvor mange uddannelsespladser, der udbydes forskellige steder?

»Det er rigtigt, og det gør man også allerede. Det er en større, uddannelsespolitisk snak,« siger han.

Stadig ukonkret

Vi er nået til vejs ende for vores interview og er tilbage på Vipperødhallens parkeringsplads.

Efter en time i selskab med Kaare Dybvad får man fornemmelsen af gode intentioner, men knap så meget handlekraft. Mange af de tiltag, som skal til for at decentralisere, ligger inden for andre ressortområder: uddannelse, erhverv, beskæftigelse og transport.

Og ud over det, der allerede er gennemført – en politireform med nære politistationer og en udligningsreform, der tilgodeser nogle provinskommuner – er det endnu svært at få øje på konkrete forslag eller udspil fra regeringen, som skaber nærhed.

– Alle de punkter, vi har været igennem, falder ind under andres ministerområder. Hvad er din opgave?

»Min opgave er at levere regeringens budskab om, at der er blevet centraliseret for meget, og nu skal vi sørge for at sikre, at landet hænger bedre sammen. Det er ikke mig, der præcis skal finde ud af, hvordan det udformes. Men jeg kommer til at koordinere det arbejde, der er på tværs af regeringen.«

– Hvad vil du som minister holdes op på?

»Jeg vil holdes op på det, vi er gået til valg på, som er at få nærheden tilbage: Flere lokale uddannelser, nære politistationer, flere penge til at rive gamle huse ned og bedre lokale velfærdstilbud i mindre byer.«

– Man kan altid finde én ny uddannelse eller ét hus, der er blevet revet ned på fire år. Har du nogle mere håndfaste mål?

»Mit konkrete mål vil være, at når vi er færdige med arbejdet, er der flere uddannelsespladser og statslige arbejdspladser i provinsen, end da vi startede. «

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her