Klimalov
Læsetid: 8 min.

Klimarådet om regeringens klimaindsats: Dumpet!

Regeringen har ikke formået at anskueliggøre, at klimalovens mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030 kan nås. Sådan lyder konklusionen fra det uafhængige ekspertorgan Klimarådet, der vil sende politikerne tilbage til forhandlingsbordet
Dumpet. Sådan lyder vurderingen fra Klimarådet af klimaminister Dan Jørgensen og resten af regeringens klimapolitik.

Dumpet. Sådan lyder vurderingen fra Klimarådet af klimaminister Dan Jørgensen og resten af regeringens klimapolitik.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indland
27. februar 2021

Regeringen og klimaminister Dan Jørgensen (S) får et utvetydigt ikke-bestået af Klimarådet i den granskning af klimaindsatsen indtil nu, som rådet har præsenteret fredag formiddag.

»Det er Klimarådets vurdering, at regeringens samlede klimaindsats ikke anskueliggør, at klimalovens 70-procentsmål i 2030 nås,« lyder den kontante konklusion på den 116 sider lange analyse.

Det uafhængige Klimaråd skal ifølge klimaloven en gang om året vurdere, om den nationale klimaindsats er tilstrækkelig ambitiøs og konkret til at sikre, at 2030-målet kan nås. Er det ikke anskueliggjort, skal regeringen præsentere nye initiativer, der kan bringe indsatsen på rette spor.

Rådet siger om de delaftaler på klimaområdet, som regeringen har indgået med et flertal i Folketinget, at de »tilsammen vil opfylde cirka en tredjedel af behovet for nye reduktioner af drivhusgasudledninger på omkring 20 millioner ton CO2e«. CO2e er alle drivhusgasser omregnet til CO2-ækvivalenter.

Det indebærer, at Danmark i 2030 kun vil nå en reduktion af udledningerne på 54 procent i forhold til startåret 1990 – og altså ikke de lovpligtige 70 procent.

 

Regeringen har ellers flere gange hævdet, at man er foran i processen.

Vi er »foran tidsplanen lige nu«, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale til Folketinget i oktober med henvisning til, at »vi på bare ét år allerede er nået en fjerdedel af hele vejen til 70 procent – som vi altså i alt har ti år til at nå«.

Siden har Dan Jørgensen i sin Redegørelse om klimaeffekter fra december fastslået, at der i klimalovens første år er »opnået mere end en tredjedel af vejen mod 70-procentsmålet«.

Det afviser Klimarådet. Det er rådets »vurdering, at de vedtagne virkemidler for den første tredjedel af de nødvendige reduktioner ikke kan oversættes til, at regeringen har løst en tredjedel af den samlede udfordring«, hedder det.

Dels er de aftalte reduktioner netop kun aftalt, ikke realiseret, og i flere tilfælde er der en vis risiko for, at de faktisk ikke leverer det ønskede. Og dels bliver de manglende to tredjedele med sikkerhed vanskeligere at opnå – det, der indgår i den første tredjedel, er med Klimarådets ord »de lavthængende frugter«, resten »er baseret næsten udelukkende på initiativer, der endnu ikke er konkretiserede«, og som for den største dels vedkommende er »forbundet med høj risiko,« hedder det i analysen, hvor der også står, at der næppe er tvivl om, »at det i stigende grad bliver sværere at finde nye ton til puljen af reduktioner«. 

»Det er endnu uklart, hvordan regeringen har tænkt sig at opfylde de resterende cirka to tredjedele af reduktionsbehovet. Dette er kritisk, fordi tiden er knap set i lyset af opgavens betydelige omfang,« lyder rådets melding til Folketinget, der nu skal tage bestik af den alvorlige situation.

CO2-fangst

Da det ifølge rådet ikke er anskueliggjort, at man med den nuværende klimaindsats vil nå 2030-målet, er »det afgørende, at der hurtigst muligt lægges en klar strategi med tidsplaner, processer og milepæle for udvikling og implementering af teknologier og initiativer, som tilsammen sikrer, at de forventede reduktioner kan nås i 2030.«

Klimarådets kritik handler især om, at regeringen i meget høj grad sætter sin lid til endnu ukendte løsninger og uprøvede teknologier.

Konkret handler det primært om fangst af CO2 ved den såkaldte Carbon Capture-teknologi samt produktionen af grønt brændstof kaldet power-to-X med afsæt i blandt andet de to påtænkte energiøer i henholdsvis Nordsøen og ved Bornholm.

Carbon Capture (CC) handler om at indfange CO2 fra røgen på kraftvarmeværker, forbrændingsanlæg eller CO2-tunge industrier som Aalborg Portland samt herefter enten lagre CO2 permanent et sted i undergrunden (CCS) eller anvende det (CCU) til for eksempel fremstilling af nye brændstoffer. I regeringens Klimaprogram indgår CCS og CCU med et meget højt potentiale for CO2-reduktion på fire til ni millioner ton i 2030.

Herom skriver Klimarådet, at der »er høj risiko for, at reduktionspotentialet ikke kan indfries i 2030.«

»Teknisk set er det muligt at indfange CO2 svarende til det høje skøn for potentialet, men der er en række implementeringsudfordringer, der skal adresseres, hvis teknologien skal kunne levere signifikante drivhusgasreduktioner,« påpeger rådet:

»Rammevilkårene skal sikres med blandt andet en klar ansvarsfordeling i kæden af aktører inden for både fangst, transport og lagring. Der skal også etableres en struktur, så det bliver klart, hvem der tilskrives de opnåede drivhusgasreduktioner.«

Dertil er det »afgørende, at der kan skabes tilstrækkelig sikkerhed for, at den lagrede CO2 forbliver i undergrunden på det helt lange sigt.«

»Erfaringerne (med CCS, red.) er begrænsede, da der ikke er ret mange projekter i drift rundt omkring i verden,« understreges det.

»Klimarådet vurderer, at det vil tage betydelig tid at adressere disse udfordringer, selv hvis regeringen arbejder målrettet fra i dag. Derfor vurderer Klimarådet samlet set, at det vil være forbundet med høj risiko at indfri initiativets lave potentialeskøn i 2030 og selvsagt også høj risiko for at indfri det høje potentialeskøn, som vurderes særligt vanskeligt at realisere.«

Klimarådet mener selv, at CO2-fangst bliver nødvendig for at nå klimamålet og anbefaler derfor regeringen snarest at udarbejde en egentlig CCS-strategi.

Power-to-X

Når det gælder den såkaldte power-to-X-teknologi, regner regeringen i sit Klimaprogram 2020 med et ’teknisk reduktionspotentiale’ på 0,5-3,5 millioner ton CO2 i 2030.

Power-to-X handler om at bruge grøn strøm fra vedvarende energi – for eksempel fra nye vindmølleparker ved de påtænkte energiøer – til at producere grønne brændstoffer til tung transport og industri. Det kan være for eksempel brint eller brint kombineret med CO2 til syntetiske brændstoffer som metanol.

I klimaregnskabet er der overlap med gevinsten ved CO2-fangst, og Klimarådet nedskriver derfor det tekniske potentiale ved power-to-X til 0-1 millioner ton CO2-reduktion.

Dertil vurderer rådet 2030-perspektivet for dette reduktionspotentiale som tvivlsomt.

»Der er høj risiko forbundet med Teknisk reduktionspotentiale for power-to-X, fordi der er stor usikkerhed om, hvorvidt der teknisk set kan leveres den angivne effekt i 2030 med teknologier, som endnu ikke er demonstreret i større skala i Danmark,« hedder det.

Der er samtidig »høje risici forbundet med system- og arealsammenhæng, da reduktionspotentialet fra power-to-X vil kræve store mængder vedvarende el.«

Her påpeger Klimarådet, at der er »risiko for, at etableringen af energiøer forsinkes, og dermed at den tilhørende havvindmøllekapacitet ikke kan levere den nødvendige grønne el.«

Energiøerne

Om energiøerne hedder det, at »særligt implementeringsudfordringer indebærer en høj risiko, da energiøer er et nyt og uprøvet koncept.

CO2-mæssigt har de to energiøer ikke i sig selv det store reduktionspotentiale, siger rådet.

»Risikoen for ikke at indfri dette potentiale er høj, men en endnu større potentiel udfordring er, at målsætninger om at opnå reduktioner via andre initiativer ikke opfyldes, hvis ikke energiøerne og de dertilhørende havvindmølleparker etableres,« hedder det med henvisning til det store behov i klimaplanerne for ny grøn strøm til blandt andet »elektrificering af husholdninger, industri og transport gennem varmepumper, elkedler og elbiler.«

»En forsinkelse af etableringen af energiøerne vurderes altså at have negative konsekvenser for en lang række af regeringens øvrige initiativers reduktionseffekt og -potentialer,« konkluderer Klimarådet.

»Allerede nu vurderer regeringen selv, at energiøen i Nordsøen vil være vanskelig at realisere før 2033.«

Frivillige aftaler risikable

På flere andre områder betvivler Klimarådet effekten af de initiativer, regeringen har taget.

Når det gælder landbruget, påpeger analysen, at de få besluttede tiltag kun kan forventes at reducere udledningerne fra landbruget og fra ændringer i arealanvendelsen med 0,2 millioner ton i 2030, svarende til »en reduktion på 1-2 procent af de samlede fremskrevne udledninger fra landbrug og arealanvendelse i 2030.«

»Der er stort behov for, at regeringen vedtager flere virkemidler og konkretiserer de fremlagte tekniske reduktionspotentialer, så det bliver mere sandsynligt, at de potentielle reduktioner kan indfris,« siger Klimarådet om landbruget.

Et særligt punkt handler om den aftale, Dan Jørgensen har indgået med cementproducenten Aalborg Portland, der er en af landet største CO2-udledere. Det er en samarbejdsaftale, som ifølge regeringen skal sikre en CO2-reduktion i 2030 på 0,5 millioner ton. Klimarådet mener, der er ’moderat risiko’ for, at aftalen ikke leverer.

»Aftalen er frivillig og uden sanktionsmuligheder, og cementproducenten kan derfor til enhver tid vælge at afvige fra aftalens forpligtelser. Endvidere er den alene indgået med den nuværende regering,« advarer rådet.

Man bemærker, at regeringen påtænker at lave lignende frivillige aftaler med andre aktører, og at disse tilsvarende er forbundet med moderat risiko for ikke at levere de aftalte CO2-reduktioner.

Husk adfærden

Alt lagt sammen er der således ifølge Klimarådet »betydelig usikkerhed og uklarhed om den vej, som regeringen ønsker, at Danmark skal følge mod de 70 procent i 2030.«

»Samlet set vurderer Klimarådet, at vedtagne virkemidler med effekt for omtrent en tredjedel af reduktionsbehovet ikke er tilstrækkeligt til at opveje manglen på konkrete planer og processer for den resterende del af reduktionsbehovet, som skal opfyldes i løbet af de kommende blot ni år.«

På den baggrund opfordrer rådet regeringen og Folketinget til at vedtage »yderligere virkemidler, der sikrer markante ekstra reduktioner af udledningerne i 2030.«

»Det gælder også på de områder, hvor der allerede er indgået politiske aftaler i 2020,« pointerer rådet og lægger altså op til genforhandling af de politiske delaftaler gennem det seneste år.

Rådet vil have »en egentlig køreplan, der kan udvikles i regi af enten klimaprogrammet eller klimahandlingsplanen. Ingen af disse to publikationer er i deres nuværende form tilstrækkelige til at udgøre det nødvendige grundlag for en koordineret, gennemtænkt og rettidig klimapolitik,« fastslås det.

Når alt dette er sagt, understreger Klimarådet, at klimaindsatsen også handler om at ændre adfærds- og forbrugsmønstre, og at det offentlige her bør gå foran.

»På længere sigt vil adfærdsændringer formentlig blive ganske afgørende på globalt plan. Det kan særligt blive tilfældet på områder, hvor teknologiske muligheder potentielt er begrænsede. Et klimaneutralt samfund, der er bæredygtigt på den lange bane, kommer med al sandsynlighed til at kræve en reel omstilling af den måde, vi på nogle områder lever på i dag. Det kan forbrug af fødevarer være et eksempel på, idet det næppe vil være muligt at bevare de spisevaner, vi har i Danmark i dag.«

Om Klimarådets rapport siger klimaminister Dan Jørgensen, at han og regeringen er enige i, at det  handler om at gøre klimaindsatsen mere konkret.

– Regeringen siger, den har anskueliggjort vejen til de 70 pct., Klimarådet siger, at det har I ikke. Anerkender du Klimarådets afgørelse?

»Vi mener jo, vi har anskueliggjort det, men der hvor jeg godt kan følge rådet, er, når de siger, at der er behov for at blive mere og mere konkret. Der er jeg helt enig i, at vi til stadighed skal blive mere konkrete.«

»Når man sætter sig selv et mål, der er så ambitiøst, at ingen – heller ikke Klimarådet – kan pege på, hvordan man kan nå det, så er der jo ikke mulighed for at lave en meget præcis og detaljeret plan meget hurtigt i denne proces for, hvordan man når helt i mål. Det, der er opgaven, er at få lavet en plan, der anskueliggør det,« siger klimaministeren.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niki Dan Berthelsen

Hvis mund-uld var god isolering, så kunne de da efterisolere til en billig penge på Christiansborg.

Bjarne Bisgaard Jensen, Halfdan Illum, erik pedersen, Gert Romme, Arne Albatros Olsen, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Hanne Utoft og Søren Løvborg anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

Igen anbefaler klimarådet CO2 afgifter og igen er der helt stille fra klimaministeren, som heller vil satse på fremtidig teknologi. Den fremtidige teknologi viser sig ofte at være en fuser.

Jeg ved ikke om det er vælger frygt, EU lovgivning eller hensyn til erhvervslivet, der gør at regeringen ikke engang vil tale om afgifter.

I mål kommer vi ikke uden CO2 afgifter!

Hans Larsen, Holger Nielsen, Gert Romme og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

"Dels er de aftalte reduktioner netop kun aftalt, ikke realiseret, og i flere tilfælde er der en vis risiko for, at de faktisk ikke leverer det ønskede. "

Regeringens erklæring er en papirtiger, men illustrativ for den bedrageriske måde, politikker præsenteres på for den danske befolkning. Man aftaler noget - og vupti, så er man allerede i mål med det.

"»En forsinkelse af etableringen af energiøerne vurderes altså at have negative konsekvenser for en lang række af regeringens øvrige initiativers reduktionseffekt og -potentialer,« konkluderer Klimarådet.

»Allerede nu vurderer regeringen selv, at energiøen i Nordsøen vil være vanskelig at realisere før 2033.«

Og hvilke erfaringer er det lige, vi har med tidsestimaterne for større infrastrukturprojekter i Danmark? Storebælt blev flere år forsinket - og væsentligt dyrere end beregnet. Københavns Metro det samme; Letbanen i Århus det samme; supersygehuse på stribe det samme. Og der er rigeligt med øvrige eksempler - endda eksempler som udgør langt mindre projekter end energiøen i Nordsøen, som er den første af sin art i verden og det største bygge- og energiinfrastrukturprojekt i Danmarkshistorien. Højteknologisk, innovativt og IT-tungt.

En del tyder på at klimarådets kritik er på den forsigtige side.

Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Birthe Drews, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Halfdan Illum, Morten Andreasen, Mikael Benzon, Mogens Holme, Dorte Sørensen, Mogens Kjær, Peter Høivang, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

CO2 afgifter er en 'fugl i hånden' mens fremtidige teknologier er 'fem fugle på taget'.

Dorte Sørensen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Peter Høivang, EU modsætter sig ikke klimaafgifter, men risikoen for at få tæv ved EU-domstolen for konkurrenceforvridning foreligger naturligvis. Holland er et eksempel på et land, som har indført klimaafgifter uden, indtil videre, at få ørerne i klemme.

Læs i øvrigt denne artikel fra Ræson, som giver lidt perspektiv på regeringens uvillighed til at indføre klimaafgifter: https://www.raeson.dk/2020/martin-collignon-klimaafgifter-flytter-ansvar...

Dorte Sørensen, Mogens Kjær, Peter Høivang og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den gennemgang - men ville det ikke ha' været meget mere overraskende og usandsynligt hvis Klimarådet havde godkendt regeringens førte klimapolitik.

Håber at regeringen kan vågne op og begynde at føre den nødvendige klimapolitik - og ikke fortsætte med at fortælle, at Danmark er i førertrøjen , er foran med klimamålene osv......

Eva Schwanenflügel, Mogens Kjær og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Her er lagt op til et gedigent slagsmål mellem Klimarådet, højre- og venstresiden af det politiske spektrum. erhvervslivet, samt en befolkning, der ikke har megen viden om drivhuseffekten, og hvad det er muligt og realistisk at gøre for at modvirke den.

Hertil kommer den fossile industris lobbygrupper, som dog for nærværende mest arbejder i det skjulte ved hjælp af klakører, medløbere og de såkaldte ”nyttige idioter”. Det hele kan afrundes med EU besværlige og langtrukne beslutningsprocesser.

Lad mig tage den fossile industris lobbyorganisationer med dens følge først. Her findes en international organisation kaldet CLINTEL. Den har jeg omtalt før, men for dem, der ikke kender den, så blev den stiftet i Holland i 2019 med det delvis skjulte mål at sabotere en fremtidig afvikling af fossile energi. Der er i alt 21 stiftere fra forskellige nationer

Stiftergruppen er en besynderlig samling af mennesker uden viden om den del af klimaforskningen, der vedrører drivhuseffekten. Tværtimod er mange af dem knyttet til den fossile industri og dens produkter. I det omfang de overhovedet ved noget, taler vi i alt væsentligt om nogle få mennesker bestående af et klimaforskningsmæssigt bundskrab, der højest bliver betragtet med hovedrystende overbærenhed fra erfarne klimaforskere.

Hertil kommer CLINTELS mange hundrede støtteunderskrivere – heraf 8 fra Danmark. Det er heller ikke mennesker, der har klimaforskningsmæssig baggrund for at udtale sig kvalificeret om drivhuseffekten. Det forhindrer dog ikke enkelte af dem i at være særdeles aktive i debatterne om drivhuseffekten.

Det relevante link til CLINTEL og deres støtteunderskrivere: https://clintel.nl/wp-content/uploads/2019/09/ED-brochureversieNWA4.pdf

Og nedenstående link indeholder en sønderlemmen kritik af CLINTEL og deres påstande:
https://climatefeedback.org/evaluation/letter-signed-by-500-scientists-r...

Erfarne klimaforskere udtaler, at det er som at slå i en dyne at diskutere med dem. Mine egne erfaringer er også, at man kan rundbarbere dem for argumenter, men de fortsætter bare med de samme argumenter, når de får en lejlighed til det. Diskussioner med dem er derfor udsigtsløse.

Det forholder sig selvfølgelig anderledes med de øvrige aktører, som jeg vil kommentere i de følgende indlæg.

Mikael Benzon, Eva Schwanenflügel, Hanne Utoft og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Ja, man kunne kun have håbet på at al den grønne retorik som al andet varm lugt, ville bevæge sig i de højere luftlag og gå i flæsket på al den co2, som har lagret sig der.

Gid det var så vel Dan Jørgensen, gid det var så vel..............................

Når man dumper kan man gå til re -eksamen, så det må Dan Jørgensen jo gøre så. Måske bliver det dyrere for danskerne, men det er så prisen, for at nå målet.

erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Mogens Kjær anbefalede denne kommentar

@ Peter Høivang,

EU går faktisk ind for co2-afgift.

Allerede i 2004 godkendte EU faktisk det danske forslag til co2-afgift. Det er 17 år siden, men siden da er tiden stået h-e-l-t stille i Danmark.

Det hollandske parlament har i øvrigt godkendt et regeringsforslag om en støt stigende CO2-afgift som redskab til at nå nationens klimamål. Ud over dette, skal hollandske virksomheder betale en energiafgift, der fremmer energibesparelser, og hvis provenu skal bruges til at støtte nye tiltag, der kan dæmpe CO2-udledningen. CO2-afgiftssystemet er koblet til EU's CO2-kvotesystem.

Fra starten af 2020 blev der indført en minimumspris på CO2-udledning i Tyskland. I første omgang indbefattede den nye afgift kun varme- og transportsektoren. Men fra 1. januar 2021 vil afgiften være 25 EUR/tons. Herefter er det planen, at afgiften skal stige med 5 EUR/t årligt, inden den i 2026 skal nå op på 55 EUR/t.

Holger Nielsen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Peter Høivang og Mogens Kjær anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mogens Kjær, det argumentresistente CLINTEL lyder ganske som visse lobbyistorganisationer herhjemme, fx Bæredygtigt Landbrug og CEPOS.

Klimarådet er diametralt modsat CLINTEL. Det er ikke fordi Klimarådet alene består af forskere med klimaforskning og drivhuseffekten som speciale. Den slags har de IPCC til og de har fornuftigvis rekrutteret medlemmer fra andre fagdiscipliner, og medlemmerne har dybtgående viden om, hvordan nedbringningen af drivhusgasser kan gennemføres.

Det såkaldte 70 pct. mål, der i Danmark skal nås i 2030, er centralt for debatten her. Men man skal lige lægge mærke til, at dette mål ikke stammer fra IPCC’ seneste hovedrapport fra 2014. Hvad der kommer til at stå i den næste rapport, som må være lige ”på trapperne” ved jeg ikke, men jeg tvivler på, at et sådant mål foreslås på verdensplan, og vel knap nok for de vestlige lande.

Det betyder ikke, at 70 pct. målet er videnskabeligt useriøst. Tværtimod er der klimaforskere, der mener at det er nødvendigt for at undgå uoprettelige skader.

Hvorom alting er, så var Klimarådet i begyndelsen så vidt jeg husker ikke ubetinget tilhænger af 70 pct. målet. Det samme gjaldt Det Økonomiske råds formandskab. Men da 70 pct. målet nu engang er vedtaget af Folketingen, er Klimarådets opgave at påse, at målet nås, og at vejen dertil ser fornuftig ud. Frem mod 2025 anses det således for nødvendigt at nå en reduktion på 54 pct. CO2 ækvivalenter

Det må således være en realistisk opnåelse af 54 pct. målet, som Klimarådet ”dumper” regeringen i. Klimarådet lægger derfor op til genforhandlinger af de politiske delaftaler for det seneste år.

Hertil kommer de mere overordnede instrumenter som fx CO2 afgifter. De anses for at være et rimeligt effektivt instrument i de tilfælde, hvor der ikke er teknologiske muligheder for at nå en reduktion. Derfor har klimarådet fremlagt et realistisk forslag til CO2-afgifter – et forslag, der vel at mærke indeholder instrumenter, der kan afbøde de forskellige ulemper, der er ved CO2 afgifter.

Dette forslag har Dan Jørgensen hældt ned af bordet med bemærkninger om, at ingen lande har indført en sådan afgiftsreform. Det har de muligvis ikke, men så har flere lande indført andre sammensætninger af CO2-afgifter. Og det er så her, at det store politiske slag skal stå mellem venstre, centrum og højre side af det politiske spekter og med erhvervslivet.

Herom senere i næste kommentar.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

De danske politiske partier har siden slutningen af 80-erne, hvor klimaproblemet fra alvor blev bagt på bane, haft vidt forskellig tilgange til, hvad man ville gøre for at afhjælpe problemet. Venstresiden og centrum har siden midten af 95-er aktivt arbejdet for nedbringelse af klimagasserne, hvorimod højre side lige så aktivt indtil efter midten af nuller blev nødt til at skifte spor, fordi Danmark stod for afholdelsen af COP-15 i København i 2009.

Så sent som i 2005 rundsendte finansminister således i al hemmelighed et brev til sine kolleger, hvori han udtrykte sin tvivl om det reelle i problemet med drivhusgasserne. Hans skepsis resulterede som bekendt også i tilbagerulning af en del af Svend Aukens initiativer på klimaområdet.

Siden da har også højresiden anerkendt klimaproblemet, og har – om end fodslæbende arbejdet for at nedbringe udslippet af drivhusgasser. Det fodslæbende består i udsagn som ” det må ikke blive dyrere at være dansker” og ”det må ikke koste jobs”. Så er højresiden sikre på, at der ikke sker alverdens ting, fordi det nu altså er sådan, at indsatsen mod klimaforandringer koster milliarder hvert år, og fordi man godt kan risikere, at det koster jobs.

At der måske så kan skabes andre job, er så en anden sag, men man kan ikke garantere, at nettoresultatet er ingen tabte jobs.

Det afspejler sig mest tydeligt i debatten om CO2 afgifter. Socialdemokratiets modvillighed mod at arbejde videre med Klimarådet forslag er uden al tvivlforårsaget af risikoen for jobtab, og heri har de fælles fodslag med erhvervslivet.

Så vidt jeg husker, så erklærede Mette Frederiksen på et møde med industrien, at vi er nødt til også at satse på nye teknologiske løsninger. Ellers er der kun afgifter tilbage, og det er ikke løsningen.
Det er selvfølgelig ikke en afvisning af CO2 afgifter, men i realiteten er det blevet det, indtil andet sker i de nye forhandlinger, som klimarådet foreslår.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Eva Schwanenflügel

Det jar du helt ret i, men du skal også medregne organisationen "Klimarealisterne". De er på dansk plan lige så aktive som CLINTEl. Du kan på deres hjemmeside læse det brev, de sendte til den forrige statsminister Lars Løkke

Eva Schwanenflügel

Aha, "Klimarealisterne" har jeg endnu tilgode at lære mere om.

Tak for tippet, Mogens Kjær :-)

Niels-Simon Larsen

Så TV-avisen kl. 18.30. Først 17 min. inde i udsendelsen kom der noget om Klimarådets rapport. Vigtigere er det åbenbart ikke med klimaet. Det er alligevel fantastisk, at de kan overse det i 17 min. Det må man kalde en politisk manifestation. Morten Messersmidt og virus i Nordvestkvarteret var klart vigtigere. Ak!

Mogens Kjær, Hans Larsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Erhvervslivets indstilling er helt central for mindske udslippet af klimagasser, og det skal siges til deres ros, at de aktivt og velvilligt har deltaget i de forskellige arbejdsgrupper og afleveret deres delrapporter. Men de er generelt skeptiske overfor CO2-afgifter af de grunde, som jeg omtalte i kommentarerne om de politiske partier.
Hertil kommer, at særlig cementindustrien, der er en af de store udledere, har letforståelige vanskeligheder ved at tage det mest effektive middel i brug – nemlig CO2-fangst.

Det kræver en investering på flere milliarder i en teknik, der ikke er færdigudviklet, og man kan ikke forvente, at en erhvervsvirksomhed alene skal bære den investering, og derved blive stillet dårligere i den internationale konkurrence. Hvis det skal lykkes med CO2 fangst kræver det intensivering af forskning og igangsætning af pilotprojekter. Og det er uomgængeligt, at virksomhederne på en eller anden måde sikres mod forringelse af konkurrenceevnen.

Det kan skabe vanskeligheder i forhold til EU-lovgivning og under alle omstændigheder vil det koste penge, som staten selvfølgelig kan låne. Men på langt sigt er det altså kun befolkningen, der kommer til at betale for det.

Hvad angår kraft-varmeværker er det offentlige engageret i langt de fleste af dem, og her skal arbejdet med at indføre CO2- fangst kun koordineres mellem de forskellige aktører. Regningen skal betales af de samme – nemlig befolkningen.

Hvad angår landbruget, har de helt særlige problemer. I alt, hvad jeg har skrevet ovenfor, er problemet CO2. Det er – i modsætning til hvad mange tror – ikke det store problem for landbruget, når det alene drejer sig om energiforbrug . Selv om deres udledning af drivhusgasser alt iberegnet står for en tredjedel af de danske udledninger, når man regner i CO2-ækvivalenter, så er deres udledning af CO2 til energiforbrug kun på godt 2 pct. af de danske CO2-ækvivalenter.

Det er i virkeligheden udledning af metan (11 pct. og lattergas (9 pct.), der er det store problem. For at nå op på en tredjedel af de samlede danske udledninger medregnes landbrugets bidrag til de såkaldte LULUCF. Det sidstnævnte drejer her om tabet af kulstof ved dyrkning af jorden. Her kommer inddragelse af lavbundsjorde ind.

Kilde: https://noah.dk/sites/default/files/2017-04/Landbrugets%20klimabelastnin...

Det vil utvivlsom mindske denne jordtypes udledning af CO2, men indtil videre mener jeg, at man overser risikoen for at udlede metan, og set i et 20 års perspektiv er metan ca. 70 gange så kraftig en drivhusgas som CO2. Kort sag, man skal tænke sig godt om i denne sag.

De teknologiske muligheder for at begrænse metan- og lattergasudledninger er begrænsede, og i virkeligheden er der kun en ting, der væsentlig batter – nemlig ændrede spisevaner hos befolkningen. Det fører os frem til det sidste af mine indlæg – nemlig befolkningen.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Dan Jørgensen magter ikke opgaven og forsøger nu dels at sløre klimarådets kritik og dels at undvige klausulen om handlepligt i aftalen. Faktum er at regeringen ikke leverer på co2 afgiften, handlingsplan for landbruget, udtagning af lavbundsjorder og binder sig til vage løfter om energikrævende teknologier som CCS. Det' en ommer, Dan!

Niels-Simon Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvis jeg skulle bestemme, så skal befolkningen stoppe med at brokke sig over politikerne og erhvervslivet. Vi har de politikere, vi har valgt og Danmark har et erhvervsliv, der sammen med deres medarbejdere og gode rammevilkår skabt af skiftende regeringer, har sikret en høj levestandard i Danmark.

Den er sammen med levestandarden i de øvrige vestlige lande nok for høj til, at kloden i længden kan bære det, men det er en anden sag, og har mindre med klima at gøre.

Det er jo så ikke mig, der bestemmer, men derfor kan I jo godt følge mine gode råd. Og de handler altså om betalingsvillighed og risikovillighed. Betalingsvilligheden gælder os alle, og for min skyld kunne man godt gøre skatteprocenterne lidt mere progressive end de er i øjeblikket.

Hvad angår progressionen er der intet belæg fra virkeligheden for, at befolkningen vil arbejde mindre, end den gør i øjeblikke. Det er et blålys, der er udsendt fra de økonomiske modeller der blev ændret under de tidligere borgerlige regeringer.

Men uanset hvordan fordelingen bliver, så er der altså en regning, der skal betales, men regningen bliver ikke større, end at produktivitetsudviklingen kan følge med. Vi bliver med andre ord lidt mindre velhavende end vil ellers ville blive, hvis vi lod klimaet løbe løbsk.

Skal vi nå klimamålene, så er det altså på tide, at befolkningen straffer de politikere, der uafladeligt udslynger fraser som ”det må ikke blive dyrere at være danskere”. Og politiske partier, der måske en gang imellem stemmer for lovforslag, der mindsker udslippet af klimagasser, men som samtidig signalerer, at de ikke rigtigt tror på, at temperaturstigningen er menneskeskab, bør sendes ud i mørket. Deres klimaordførere har ganske enkelt ikke gjort deres arbejde ordentligt eller også aner de ikke, hvad de snakker om.

Vel nok det største problem er, at befolkningen som helhed heller ikke har en realistisk viden om, hvilken livsstilsændring, der kræves, hvis delmålet i 2025 og 70 pct. målet i 2030 skal nås. Jeg har efterhånden skrevet en del gange, at folk tror, at danskerne fra 1990 til 2020 har sparet næsten 40 pct. af udledningen af drivhusgasser.

Det er lodret forkert. Hvad danskerne har gjort er, at tørre langt den største del af de 40 pct. af på Østasien, der har overtaget industriproduktionen. En mindre del kan man så finde i overudnyttelsen af biomasse. Og så har vi ikke engang medregnet international tran sport, der er steget væsentligt i perioden.

Vi er på katastrofekurs, når familier, der virkelig skærer ind til benet, kun kan nedbringe deres udslip af klimagasser med en tredjedel. At de så hurtigt opgiver besparelserne, fordi det er for besværligt gør det hele endnu værre. At spare en tredjedel i en samtidig med at tro, at man allerede har sparet 40 pct. med den livsstil man har haft siden 1990, er en af de mest giftige cocktails, der i nyere tid er set på klimafronten.

Klimafronten fra 1990 til 2020 har i Danmark været hvad man under 2. verdenskrig kaldte ”flødeskumsfronten”. Her levede de tyske soldater en behagelig tilværelse, hvor livet gik videre med en bedre tilværelse end befolkningen i Tyskland og i særdeleshed soldaterne på Østfronten havde.

Oversat til nutiden så var de forrige 30 år et liv med kraftigt stigende forbrugsmuligheder som følge af de billige varer fra Østasien og som følge af produktionsstigningerne. Prøv fx at se på prisen i nutidskroner for en lille mellemklassebil i 1990 og i 2020. I vil blive voldsomt overrasket over, hvor meget billigere bilen er blevet i 2020. Når så folk tror, at de med denne livsstil samtidig har sparet næsten 40 pct. på udledningerne af drivhusgasser, er det dømt til at gå helt galt, når realiteterne går op for dem.

Det bliver dyrere at være dansker, fordi CO2- afgifter vil føre til højere energipriser, og hele provenuet af afgifterne vil næppe kunne dække de kommende udgifter til forskning og investeringer. Der vil blive meget hyl og skrig, men mit håb er, at befolkningen vil straffe de politikere, der ikke vil se den nødvendige omstilling i øjnene.

Men det kræver altså, at befolkningen selv ser den nødvendige omstilling i øjnene, og der er vi altså ikke endnu. Det hyl og skrig vi har set, når det blev foreslået at lægge afgift på de mest forurenende kødprodukter er et bevis herpå.

Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

@ Mikael Benzon,

Sådan som jeg ser det, er det egentlig ikke kun Dan Jørgensens politik vi er vidne til.

Det er sådan, at en fagminister, og kun denne, er ansvarlig for ministeren politisk. men Mette Frederiksen er tilsyneladende en ganske dominant statsminister, der har sat sig på alle politiske områder, og forlanger sin politik gennemført.

Samtidig benytter Mette Frederiksen sig af en række ikke-politisk valgte rådgivere, hvilket burde give bredde i beslutningerne. Men Mette Frederiksen har desværre kun valgt rådgivere, der har præcis samme opfattelse, som hun selv har, hvilket i stedet har ført til en form for "politisk indavl" i beslutningerne.

Niels-Simon Larsen

Mogens Kjær: Kan ikke dy mig for at citere fra den såkaldt hellige skrift: “Vil I have Barabbas eller Jesus fri? Det er jo det, det drejer og om nu.
Hvorfor skulle vi ønske Jesus fri? Vi har jo ingen forestillinger om et gudsrige med et liv i elskværdig enkelhed. Derfor vælger vi Barabbas-forbruget, det ved vi nemlig, hvad er.
Selvom 70% af befolkningen er medlemmer af det hellige folkekirkelige samfund og elsker at synge nationalsocialistiske sange med TV-akkompagnement, undskyld nationalromantiske sange, så betyder det ikke, at det fører frem til en højere form for humanitet. Forbrugsvækst, evt. grøn vækst er fundamentet.
Der er vist ikke et eneste parti, der tør sige Modvækst. Venner, kammerater, danskere! eller hvad det nu hedder på nudansk: Nu går vi frem mod ægte bæredygtighed, og det bliver noget helt andet end nu. Man kan forestille sig alle de gadeinterviews, TV-avisen ville fyldes med.
Barabbas ville igen blive sat fri, men man ville fortsætte med at gå i kirke om søndagen - hvis der var en særlig lejlighed til det.

Mogens Kjær:
Jeg er total amatør og kun e talmindeligt menneske men nu 75 og et brugt liv med mig, men har ind imellem her pippet når alle her mener bønderne er de største syndere i denne proces.
Men det jeg læser du skriver synes for mig at være meget centralt. Villigheden eller mangel på den omkring det at miste eller betale mere for at vi kan få vendt den skude, som alle efterhånden officielt mener er nødvendig. Men inders inde skal det ske uden jeg mister en krone eller skal undvære noget som helst.
Derfor mine tvivl om at det kan gå så stærkt som ønsket, for det er os fra middelklassen og opefter, der skal ofre mest og så de som lige nu kun har til dagen og vejen må nøjes med det de har.
Desværre ønsker verden ikke at droppe ressourcespildet i produktion og udvikling af vores arsenal af dræbermaskiner. Min naive kæphest. men vel reelt det eneste sted hvor det vil betyde mindre lidelse uanset, bl.a. set i forhold til køernes "prut"