Nick Hækkerup har gjort op med myndighedernes falske melodi om Scandinavian Star

Torsdag mødes justitsminister Nick Hækkerup med Folketingets partier for at drøfte en kommende efterforskning af en af Skandinaviens største uopklarede mordgåder: Branden på Scandinavian Star natten til den 7. april 1990, der kostede 159 mennesker livet.

Baggrunden for mødet er en opsigtsvækkende udtalelse, som justitsministeren kom med på et samråd tilbage i november. På samrådet erkendte Nick Hækkerup – som den første justitsminister – at man fra dansk side ikke »tilbundsgående« havde undersøgt ejer- og forsikringsforholdene bag dødsskibet.

Dermed lagde han afstand til, at Danmark allerede skulle have gennemført »omfattende og grundige undersøgelser« af skibets ejer- og forsikringsforhold. Det har ellers været den melodi, som myndighederne og en række tidligere justitsministre i mange år har fundet frem, når overlevende, pårørende og støttegrupper forgæves har opfordret til fornyet efterforskning af, hvem der var skibets reelle ejer, og hvorfor skibet blev forsikret for det dobbelte af sin værdi.

Men melodien har været falsk – fordi realiteten er, som justitsministeren nu har erkendt: Det har ikke været undersøgt tilbundsgående.

Det er ikke i sig selv en nyhed, at skibets ejer- og forsikringsforhold ikke er blevet undersøgt »tilbundsgående« af danske myndigheder. Det har pårørende, støttegrupper og journalister fremført siden midten af 1990’erne.

Blandt andet har to ledende kriminalbetjente fra Frederiksberg Politi, hvis vicepolitimester stod for den danske efterforskning, forklaret i Politiken, at det ikke var »aktuelt« at efterforske ejer- og forsikringsforholdene.

»Jeg erindrer ikke, at der var nogen efterforskning, ud over hvad der handlede om skibets sikkerhed,« som den pensionerede kriminalinspektør Ove Spindler udtrykte det.

Det nye er, at også en justitsminister siger det.

Justitsministrenes falske melodi

Ved talrige lejligheder har tidligere justitsministre nemlig forsikret Folketinget om, at også ejer- og forsikringsforhold var en del af den efterforskning, som de danske myndigheder havde taget sig af.

»Jeg tror roligt, jeg kan sige, at der er tale om omfattende og grundige undersøgelser af branden og dens umiddelbare årsag, de tekniske forhold på skibet, skibets ejer- og forsikringsforhold samt skibets sødygtighed,« sagde Søren Pape Poulsen (K) i Folketinget i marts 2019, da han var justitsminister. Hvorefter han tilføjede:

»Det er derfor min opfattelse, at der ikke er grundlag for at igangsætte yderligere danske undersøgelser af sagen. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad det skulle være.«

To år tidligere sagde Søren Pind (V), da han var justitsminister, at »skibets ejer- og forsikringsforhold samt skibets almindelige sødygtighed og overensstemmelse med den søretlige lovgivning« var blevet efterforsket af de danske myndigheder. Tilsvarende udtalelser om skibets ejer- og forsikringsforhold fik Folketinget fra Karen Hækkerup (S) i 2014 og Morten Bødskov (S) i 2013, mens de var justitsministre.

Tilbage i sommeren og efteråret 2008 sagde daværende justitsminister Lene Espersen (K), at »de myndigheder, der også før min tid har siddet med sagen, faktisk har gjort et meget, meget stort stykke arbejde for at vende hver en sten og få efterprøvet, om der var mere at undersøge«.

Hun sagde også, at der var »brugt rigtig mange ressourcer på at sikre, at alle relevante spørgsmål er blevet vendt«, og at »sagen om Scandinavian Star har hver eneste gang været genstand for en omfattende og samvittighedsfuld indsats både hos Rigsadvokaten og i Justitsministeriet«.

Dengang lød der andre toner

Information har kortlagt, hvad skiftende justitsministre har fortalt til Folketinget om indholdet af den danske efterforskning. Det viser sig, at det først er fra sommeren 2002, at udsagnet om, at danske myndigheder også har undersøgt skibets ejer- og forsikringsforhold, bliver brugt.

Fra støttegrupper og pårørende har mistanken været rejst, at branden, som med sikkerhed blev påsat, måtte hænge sammen med det besynderlige faktum, at skibet på meget kort tid blev fordoblet i værdi og forsikret til den høje pris, altså at branden var påsat som led i en forsikringssvindel. Det kunne være et motiv for de påsatte brande, og derfor er de reelle ejer- og forsikringsforhold så vigtige at få klarlagt.

Da Lene Espersen i marts 2002 blev spurgt, om der fra dansk side var blevet undersøgt andre mulige ejere end forretningsmanden Henrik Johansen, som endte med at blive dømt som reder, lød der andre toner fra den konservative justitsminister.

Hendes svar var dengang et nej, og forklaringen var, at »der var ikke rejst tvivl om ejerforholdet som beskrevet under søforklaringen, hvorfor der ikke blev indledt særlige undersøgelser af dette forhold«.

Og da Frank Jensen som justitsminister tilbage i 1997 forklarede Folketinget, hvad det danske politi havde efterforsket, blev ejer- og forsikringsforholdene slet ikke nævnt: »Det danske politi skulle således efter aftale varetage den videre undersøgelse i spørgsmålet om skibets sødygtighed, redningsarbejdet og lignende og om et muligt strafansvar i den forbindelse,« sagde han.

Læg mærke til de to ord »og lignende«. For de skulle vise sig at have stor betydning.

Oplysninger fra de tiltaltes advokater

For at forstå hvorfor må vi kortvarigt skrue tiden tilbage til den 10. april 1990. I de kaotiske dage, der fulgte efter brandkatastrofen, blev det nødvendigt at koordinere politiindsatsen mellem Norge, Sverige og Danmark.

»Når det gælder forhold knyttet til skibets sødygtighed, redningsarbejdet o.l. og muligt straffeansvar i den forbindelse, forudsætter jeg, at disse forhold vil blive fulgt op og varetaget af danske politimyndigheder,« skrev Oslos vicepolitimester til Rigspolitichefen i Danmark og Lenspolitimesteren i Gøteborg, da en arbejdsdeling blev planlagt.

Efter alt at dømme fokuserede danske myndigheder på at få dømt nogen for overtrædelse af loven om sødygtighed. Skibets redningsmateriel var ikke i orden, og da mandskabet ikke havde gennemført de krævede brandøvelser, så de danske myndigheder her en mulighed for at føre en retssag, der kunne føre til domfældelse.

Kort fortalt lagde man under søforhøret i København forklaringerne fra de advokater, der repræsenterede skibsreder Henrik Johansen, til grund for, hvem man måtte anse for at være skibets ejer. Henrik Johansen fremstod for de danske myndigheder ikke bare som det bedste, men i virkeligheden som det eneste bud på en ansvarlig, der ville kunne dømmes. Og det holdt man stædigt fast på.

Da et fælles nordisk granskningsudvalg i 1991 udsendte en omfattende rapport om katastrofen, var ejer- og forsikringsforhold ikke selvstændigt undersøgt. I stedet baserede udvalget sig på, hvad der var kommet frem under søforhøret, politiforklaringer og »oplysninger fra VR DaNo-gruppen«, det vil sige fra advokaten for et af Henrik Johansens mange selskaber.

Da sagen senere kom for i Sø- og Handelsretten, baserede retten sig blandt andet på afskrifter fra søforhøret og fra afhøringerne i retten. Omkring ejerforhold henviste retten således til granskningsudvalget. I november 1993 sluttede sagen i Højesteret, der tilsluttede sig Sø-og Handelsrettens konklusion vedrørende skibets ejerforhold. Henrik Johansen, direktør Ole B. Hansen samt kaptajn Hugo Larsen blev dømt.

Kort sagt: Der var ikke på noget tidspunkt gennemført nogen selvstændig undersøgelse af skibets ejer- og forsikringsforhold ud over, hvad advokaterne for de dømte selv havde oplyst. Jan Harsem, der selv overlevede katastrofen men mistede sin gravide hustru, var i mange år en drivende kraft i støttekomiteen for overlevende og pårørende i Norge. Han sammenfatter sit indtryk af den danske efterforskning således:

»Det danske tema for efterforskning skulle uomtvisteligt have kortlagt, hvem der var skibets reder, men det skete aldrig. Henrik Johansen og hans direktør trådte frem. Og så tog man dem.«

Der skulle gå mere end ni år, før de danske myndigheder ændrede forklaring om, hvad man havde undersøgt.

Brev fra Oslo

I maj 2002 modtog den danske rigsadvokat en henvendelse fra sin norske kollega. Den norske og danske støttegruppe havde bedt om en genoptagelse af efterforskningen, fordi de mente, at ejer- og forsikringsforholdene kunne være et motiv for brandstiftelsen. Men den norske rigsadvokat henviste dem til Danmark:

»I den udstrækning der skal foretages indledende undersøgelser, eventuelt efterfulgt af en mere regulær efterforskning af de angivne forhold, må det i al væsentligt finde sted i Danmark.«

Det er ikke offentligt kendt, hvordan den danske rigsadvokat og Justitsministeriet reagerede, da de fandt ud af, hvad nordmændene mente, der gemte sig bag ordene »og lignende«. Men der kan ses to tydelige konsekvenser af henvendelsen fra den norske rigsadvokat:

For det første indgik ordene ’skibets ejer- og forsikringsforhold’ fra det tidspunkt altid, når danske myndigheder over for Folketinget eller andre skulle beskrive danske myndigheders opgaver under efterforskningen. Men det betød ikke, at man så gennemførte en ny efterforskning. Nej, i stedet skrev man sig ud af pinen, så det fremstod, som om at skibets ejer- og forsikringsforhold hele tiden havde været en del af den danske efterforskning.

Den anden konsekvens var, at statsadvokaten for København og Frederiksberg blev bedt om at vurdere, om der var grundlag for at genoptage efterforskningen. Resultatet var her, at Rigsadvokaten i 2005 tilsluttede sig statsadvokatens beslutning om at afvise en genoptagelse.

Og som Rigsadvokaten anførte i sin 73 sider lange afvisning, byggede hans afgørelse på de forskellige anmodninger om genoptagelse samt de akter, der indgik i straffesagen, herunder Granskningsudvalgets rapport fra 1991.

Eller med andre ord oplysninger, som enten stammede fra støttegrupperne – de blev kort fortalt hældt ned af brættet – eller fra advokaterne for de dømte. De blev til gengæld tillagt stor troværdighed.

Rigsadvokaten medgav dog, at der var »visse uafklarede spørgsmål vedrørende salgsaftaler mv.«, men det havde ikke betydning for en eventuel genoptagelse af efterforskningen, idet ejerforholdene ikke »i sig selv« var afgørende for, om personer havde overtrådt straffelovens paragraffer om brandstiftelse.

Norsk politi gennemhullede dansk efterforskning

Allerede for seks år siden tilkendegav Oslo Politi – efter at have haft adgang til den danske del af efterforskningen: »den økonomiske del af efterforskningen har ikke været særlig grundig tidligere,« som byens politimester Hans Sverre Sjøvold i juni 2016 sagde på en pressekonference.

Forinden havde en norsk specialistgruppe fuldstændig gennemhullet den danske efterforskning. Det, der var sket i Danmark – altså søforklaringen, Frederiksberg Politis efterforskning og de senere overvejelser i forbindelse med behandling af anmodninger om genåbning af sagen – havde »det til fælles, at parterne i selve transaktionen, og deres advokater, fremstår som hovedkilderne til oplysning om ejerstruktur, forsikringsforhold og overdragelse af skibet«.

»Det er imidlertid vores klare indtryk, at parternes forklaringer derudover i ringe grad er søgt bekræftet gennem alternative undersøgelser,« konkluderede specialistgruppen. En indirekte kritik, som danske myndigheder aldrig har forholdt sig til, før Nick Hækkerup i november gjorde op med den falske melodi.

»Det er en kæmpemæssig retsskandale, at skiftende justitsministre har haft forkerte forklaringer,« lyder Peter Skaarups (DF) kommentar.

»Der sidder mennesker tilbage, der har mistet familiemedlemmer i en ulykke, der aldrig er blevet opklaret. Vi skylder dem at opklare sagen. Vi skylder retsfølelsen i Danmark, at vi opklarer sagen. Derfor skal vi åbne sagen fra bunden og lægge al den gamle fejlinformation bag os,« tilføjer han.

Også Søren Søndergaard (EL) er glad for Nick Hækkerups udmelding. Men det har taget lang tid at nå dertil, siger han.

»For hver en sten, der vendes i denne sag, fremstår de danske myndigheders optræden i denne alvorlige mordsag mere og mere rystende. Når de for eksempel opdager, at de aldrig har undersøgt reder- og forsikringsforholdene, så lader de bare fremover, som om at det er sket,« siger han og fortsætter:

»Langt hen ad vejen har skiftende justitsministre formentlig handlet i god tro og sat deres lid til de oplysninger, de fik. Men nu ser vi, at både de og Folketinget er blevet ført bag lyset. Jeg håber virkelig, at vi endelig har fået en justitsminister, som sætter en stopper for dette narrespil og sikrer, at den efterforskning, som aldrig har fundet sted, nu endelig bliver sat i gang. Sent er bedre end aldrig.«

På mødet i dag skal de partier, der ønsker en ny undersøgelse, forsøge at nå til enighed om, hvad der på et tidspunkt kan fremlægges og vedtages i Folketinget under en kommende forespørgselsdebat. Det springende punkt bliver formentlig, om en ny undersøgelse også vil indebære ny politimæssig efterforskning – eller om der ’kun’ bliver tale om en historisk afdækning af forløbet.