Nødundervisningen betyder, at 13-årige Cecilie og Victor igen laver lektier og har overskud

På Egelundskolen i Albertslund er det som om, tiden er gået i stå. Juletræer, nisser og rensdyr klippet i pap dækker stadig dørene til de mange klasseværelser, og inde i lokalerne strækker lange guirlander sig fra væg til væg. Den syvende december blev alle 5.-9. klasserne nemlig sendt hjem for at modtage onlineundervisning, og sådan har det været lige siden.

Den eneste undtagelse er de 20 elever, som får nødundervisning, og derfor hver dag møder op på skolen.

Tre af dem sidder i 7. B, hvor de fleste stole stadig hænger omvendt på bordene og venter på, at nogen igen skal komme ind og sætte sig på dem.

»Gange kommer altid først, ik‘« spørger 13-årige Viktor Stormlind og kigger på regnestykkerne i kladdehæftet og derefter på Birger Tønnesen, som er matematiklærer.

»Hvis du skal tage det helt forfra, kommer parenteserne først,« svarer matematiklæreren.

Victor Stormlind kniber øjnene en smule sammen.

»Hvis jeg havde været derhjemme lige nu, havde jeg bare sagt: ’Det kan jeg ikke finde ud af’, og så var jeg begyndt at spille computer eller et eller andet,« siger han.

Nødundervisningen på landets skoler er netop til for at hjælpe elever, der som Victor Stormlind giver op på skolearbejdet, når de sidder derhjemme og pludselig selv har ansvaret for at logge på onlineundervisningen om morgenen og få lavet de mange opgaver til tiden.

I gennemsnit modtager fire procent af eleverne i landets 5.-9. klasser nødundervisning. På Egelundskolen er det ti procent. Tilbuddet gælder blandt andet børn og unge, som har brug for ekstra støtte, som hjemme ikke kan få den hjælp til undervisningen, de har brug for, eller som mistrives. For de elever kan det at komme tilbage i den fysiske skole betyde, at skolearbejdet bliver lavet, og at trivslen igen stiger.

Sådan var det også for Victor Stormlind. Allerede da skolen lukkede i december, fik han tilbuddet om at komme til nødundervisning, for da han sad hjemme under nedlukningen i foråret, gik dagene med alt muligt andet end skole.

»Det hele var svært. Jeg havde ikke rigtig adgang til hjælp, jeg havde ingen motivation. Jeg sad bare og kedede mig lidt, fordi opgaverne var så uoverskuelige. Det var hårdt. Jeg blev rigtig gnaven, og jeg var mere sur på min familie,« siger han.

Der er et savn

Nedlukningen har konsekvenser for landets skolebørn, som må undvære skolens faste strukturer, den tætte voksenkontakt og deres kammerater. Og mistrivslen stiger, mens nedlunkningen varer ved. Den alvorlige udvikling har fået flere børneorganisationer til at appellere til en genåbning af skolerne, men det er imidlertid kun de yngste elever, der siden den 8. februar har fået lov til at komme tilbage i skole, mens 96 procent af 5.-9. klasserne fortsat sidder hjemme og kæmper med skolearbejdet og deres trivsel.

På Egelundskolen mærker skolederleder Flemming Hartmann også, at nedlukningen bliver hårdere og hårdere for mange af børnene. Hver uge får han et par henvendelser fra forældre, som spørger, om deres barn kan komme til nødundervisning, fordi barnet trives for dårligt hjemme. Han siger aldrig nej, og derfor stiger antallet af børn i nødundervisning hele tiden lidt.

»Når jeg ser bredt ud over de elever, der er hjemme lige nu, kan jeg virkelig mærke på dem, at der er et savn. Det er meget begrænset social kontakt, de har. Jeg synes, de bliver mere apatiske og holder sig mere indendørs, og det, tænker jeg, ikke er godt for hverken deres fysiske eller mentale helbred,« siger han.

Vil de synes, jeg er dum?

På Cecilie Lilja Arvedsen og Celina Andersens skærme står en række tyske sætninger samt en besked om at indsætte det rigtig forholdsord.

»Så fatter du det mere, end jeg gør,« siger Cecilie og peger på et af de ord, som Celina har klikket af.

»Jeg fatter det en halv meter,« svarer Celina og griner.

Cecilie nåede næsten at have onlineundervisning hjemme i to måneder, inden hun for to uger siden begyndte til nødundervisning. Tiden alene hjemme påvirkede hendes humør.

»Jeg var sur hele tiden, træt, doven, jeg gad ikke rigtig hjælpe, for der var ikke noget overhovedet, der gjorde mig glad derhjemme. Der var bare lektier på lektier på lektier og skærmen foran mig hele tiden, så mit humør svingede virkelig meget. Det var ikke så godt,« siger hun, mens hun tygger lidt på sit tyggegummi.

Så snart hendes mor tog afsted om morgenen, gik det nedad med koncentrationen, og overspringshandlingerne tog over – så skulle hun have noget at spise, så skulle hun i bad, så skulle hun rydde op på sit værelse. Det blev ikke til så meget skolearbejde, og derfor blev hun tilbudt at komme til nødundervisning. I begyndelsen var hun betænkelig ved det.

»Jeg tænkte på, om de andre ville synes, jeg var dum, fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave mine lektier derhjemme og har brug for ekstra opmærksomhed fra lærerne,« siger hun.

Hun puster en lille boble af tyggegummiet. Den springer, og hun hiver det tilbage i munden, tygger videre.

I onlineundervisningen sagde nogle af klassekammeraterne, at de ville ønske, de kunne komme til nødundervisning. Det hjalp at vide, at de også gerne ville op i klassen.

»Efter det er jeg begyndt at være lidt ligeglad,« siger Cecilie Lilja Arvedsen, »og det er jo mig, der skal have hjælp, kan man sige. Så det kan jo være lidt lige meget, hvad de tænker.«

Stigmatisering

Skoleleder Flemming Hartmann er godt klar over, at tilbuddet om nødpasning kan have en stigmatiserende sideeffekt. Den tanke fyldte netop meget for ham og kollegerne, da de skulle iværksætte tilbuddet i december.

»Hvordan ville forældrene modtage det, hvis man ringede dem op og sagde, at det var en god idé, at deres barn kom til nødundervisning. Ville de føle, at de ikke gjorde det godt nok som forældre? Ville de tænke, at skolen satte spørgsmålstegn ved, om rammerne i hjemmet var på plads? Det havde vi mange snakke omkring,« siger Flemming Hartmann og pointerer, at børn lige nu rammes på mange forskellige måder, som ikke nødvendigvis har noget med hjemmets rammer at gøre.

Når lærerne ringer hjem til forældrene, lægger de derfor vægt på, at nødundervisning er et tilbud og ikke et påbud. Indtil nu har skolen kun oplevet, at forældrene syntes, tilbuddet var en god idé.

»Det har været en positiv overraskelse, for det er jo vigtigt, vi får børnene herover, hvis de ikke trives derhjemme,« siger skolelederen.

Nu kan jeg holde fri

»Birger, kan du lige komme og hjælpe? Nu har jeg regnet alle stykker ud hver for sig.« Victor Stormlind vinker matematiklæreren nærmere.

Ligesom deres klassekammerater følger de 20 nødundervisningselever med på computeren, når der er onlineundervisning, og resten af tiden arbejder de selv. Alligevel gør to ting det meget anderledes at være fysisk til stede på skolen: struktur og voksenkontakt.

Strukturen er tydelig på en af de hvide tavler. Her er slået en sort streg under ordet ’Torsdag’. Nedenunder står der, at de i dag skal lave dansk grammatik, tysk grammatik, matematikopgaver og læse tekster i fysik/kemi.

Mens eleverne arbejder sig igennem programmet, går Birger Tønnesen og en anden lærer rundt og hjælper og skubber dem i gang, hvis de har brug for det.

For Cecilie Lilja Arvedsen betyder det, at hun får lavet mange flere lektier og derfor kan tage hjem og slappe af, når hun har fri klokken 11.40.

»Det ville jeg ikke kunne, hvis jeg var i hjemmeskole, for så ville jeg ikke have haft motivation til at lave mine lektier. Så ville jeg have virkelig mange lektier for nu, og så ville jeg være træt af det hele,« siger hun. »Men sådan har jeg det ikke længere, nu er jeg glad hele tiden.«

Victor Stormlind bliver hurtigt distraheret, da de to veninder bag ham knækker sammen af grin. Cecilie har googlet ’grimme mennesker’. Hun vender skærmen og foreslår, at Victor skal gifte sig med en af dem.

»Det har været rigtig godt for mig at komme herned,« siger han, »nu har jeg en rutine, fordi lærerene skriver op, hvad vi skal. I dag har for eksempel været en god dag, fordi jeg har lavet mine ting, jeg har hygget mig, jeg har haft pause, jeg har haft overskud, og nu kan jeg snart tage hjem og slappe af.«

»Hvorfor har vi juletema,« spørger Cecilie Lilja Arvedsen pludselig og kigger på guirlanderne i loftet. Efter flere uger i det julepyntede lokale er det som om, hun pludselig får øje på alt det julepynt, hun og kammeraterne klippede før nedlukningen.

Hun rejser sig og går hen og hiver i en af de guirlander, som hænger ned midt i rummet. Hun fortsætter til den næste og den næste. Nogle af glanspapirringene bliver siddende i loftet, og i et hjørne finder hun en kost, så hun kan nå de sidste julepapirsrester.

»Det er jo midt i februar,« siger hun, og snart ligger guirlanderne i små stykker fejet sammen på 7. B’s gulv.