Nyhed
Læsetid: 5 min.

Organisationer: Børn afviser tilbud om nødundervisning, fordi de ikke vil skille sig ud

Det er ikke sjovt at føle sig anderledes, og derfor afviser flere børn og unge tilbuddet om nødundervisning, selv om de har behov for det, lyder det fra flere organisationer. Også forældre kan opleve tilbuddet som stigmatiserende
På Egelundskolen i Albertslund bliver 13 elever fra 5. til 9. klasse nødundervist. Her er matematiklærer Birger Tønnesen ved at undervise Victor Stormlind, Celina Andersen og Cecilie Lilja Arvedsen.

På Egelundskolen i Albertslund bliver 13 elever fra 5. til 9. klasse nødundervist. Her er matematiklærer Birger Tønnesen ved at undervise Victor Stormlind, Celina Andersen og Cecilie Lilja Arvedsen.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
22. februar 2021

Flere børn afviser at møde fysisk frem på deres skole til nødundervisning, selv om de har fået tilbuddet. Mange af dem frygter nemlig at blive stemplet som anderledes ved at være blandt de få, der tropper op på skolen i stedet for at sidde hjemme og modtage virtuel undervisning, som flertallet af klassekammeraterne.

Det samme gør sig gældende for børn, som har mulighed for at blive nødpasset i landets fritidsklubber efter skole.

Det fortæller fire organisationer, som har med børn og unge at gøre.

En af dem er Skolelederforeningen. Her er formand Claus Hjortdal og hans kolleger dagligt i kontakt med skoleledere landet over, og det er blandt andet her, at de møder problemet. For landets skoleledere skaber det et dilemma.

»Det er en svær problematik for os, for vi synes jo, at børnene skal i skole, hvis de ikke trives med at få virtuel undervisning derhjemme. Samtidig er der mange børn, der vægrer sig ved det, fordi de så bliver set som dem, der er anderledes,« siger han.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Så burde en god lærer eller forældre forklare at det ikke er sådan, tværtimod, og det vil gavne fremadrettet, når skolen starter op igen, fordi man har fået god ekstra undervisning på skolen, mens der har været nedlukket. Det andet bør ikke forekomme overhovedet. Man er ok, som den man er, og det er os voksnes opgave at få børn og unge til at forstå dette og modstå mobning og gruppepres. De omtalte organisationer har en opgave her også i evt. kampagne. bare kom i gang. Se mulighederne i stedet for begrænsninger. jeg gider ikke høre på klynk mere om at det vi ikke kan, her og nu, så brug hjernen og find løsninger.

Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Frustrationen over at endnu en lappeløsning på Danmarks mildest talt elendige socialpolitik og den gennem flere årtier stigende ulighed ikke virker som den politiske elite håbede på, er tragikomisk. Som så mange gange før skal producenterne af lappeløsninger overbevise målgruppen om at deres stigmatiserende og eksklusionsforcerende tiltag er nødvendige; næste fase er den dynamiske udskamning (først pisser vi på jer, dernæst får I at vide at I lugter).

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Så kald det nedlukningsundervisning og organiser det sådan, at alle børn har gruppevis undervisning i små hold nogle få timer to uger ad gangen. Derpå to uger hjemme.
Flyt undervisningen udendørs hvor det kan lade sig gøre.

Anne Hansen, Helle Walther, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi er så langt ude på en glidebane med denne idiotiske, snobbede, hoffærdige lemmingementalitet, der er det stik modsatte af, hvad vi som mennesker og samfund har brug for og personligt bør finde os i: frihed, lighed og solidaritet.
Folk er blevet alt for underlagt deres følelser og for lidt deres fornuft - herunder denne idé med ikke at hhv. give og modtage det, der er brug for, når man skal kunne lære de færdigheder og annamme den viden, vi har bestemt er nødvendig for at opnå adgang til personlig frihed og at kunne balancere den med samfundsansvar.
Vi må derfor hen at betragte undervisningen på den måde, at det som hovedregel er noget, enhver elev med almindelig forstand skal - om det så skal tage lidt længere tid: opgaven er bundet, og må være det, hvis vi skal væk fra skolen som den historiske sorteringsmekanisme, den har været - for i stedet at blive en erkendelse af, hvad man kan og vil beskæftige sig med i sit videre liv.

Bjørn Pedersen

"Hun mener især, at den modvilje, hun oplever fra forældrene, bunder i, at de via medier og politikere har fået en fornemmelse af, at nødundervisning kun er for de allermest socialt belastede børn, selvom det ikke er tilfældet.

Derfor håber hun, at skolerne vil gøre mere for at oplyse forældrene om, hvem der kan komme til nødundervisning."

Gad så vide om det mest er børn og forældre fra de mest socialt belastede hjem, eller dem fra arbejder og middelklassehjem, der har mest lyst til at undgå den associerede skam. For man kan vel ikke forklare forældre i socialt belastede hjem, at "bare rolig, fordommene om børn der ikke klare sig godt i skolen, går mest udover børn i socialt belastede hjem". "Nååååh, så kommunen kalder dit hjem for socialt belastet... jamen, øøøøhmmmm.... ". Anti-stigmatiseringsstrategien stikker altså forhåbentligt dybere end bare at berolige middelklasse-forældre om at de hvertfald ikke er del af under-klassen.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Bjørn Pedersen, det er jo desværre blevet så gennemgående i vores samfund, at alle af al magt kæmper for at kunne fremstå som materielt ved magten og ressourcestærke. Det burde nok være andre værdier, vi hver især gav vores opmærksomhed, alt for meget selvværd er bundet op på, hvad kan man anskaffe i stedet for, hvad man kan. Således er det for min generation en stadig overraskelse, hvor denne religiøse dyrkelse af mærkevarer til små børn er kommet fra.

Lillian Larsen, Carsten Munk, Birgit Kraft, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Min søn I 9.kl er blevet tilbudt nødundervisning fordi hans online fravær er på 25%. Han har takket nej, Indrømmet det er først nu jeg læser denne artikel at jeg overvejer om det kan være stigmatiserende. Forklaringen på hans høje online fravær er at han ikke synes han lærer noget og derfor ikke gider deltage. Han lærer og han har det psykisk godt (han er jo stadigt sammen med venner online og med sine brødre). Måske er der flere af hans slags i gruppen af dem der takker nej?

Bjørn Pedersen

Ja, vi kan nok blive enige og anbefale hinandens kommentarer. For min egen generation (født 1982), så er det ikke den store overraskelse, omend omfanget af produkter "man skal have" er eksploderet siden slutfirserne og 90’erne. Og jeg gætter på at "planned obsolusence" eller hvordan det staves, dét et produkt designes til at gå i stykker efter en kort periode, så forbrugeren er tvunget til at købe et nyt produkt, nok det der for alvor adskiller 80’ere og 90’erne fra 00’er og 10’erne.

Når velstand er vækst, og når vækst er evnen til at kassere "det gamle" - også selvom det kan designes til at stadigvæk at virke - så drejer hele det økonomiske system sig om den slags "fremskridt". Er man derfor ikke i samme grad en del af det system, er man tilbagestående, umoderne, og vil naturligvis skamme sig. Som forælder, som barn, og som borger. Det er en skam jeg selv kan kende fra 90’erne, men når jeg sammenligner med i dag, må fattigdomsskammen for børn være flere gange fordoblet.

Så det er såmend fint nok at skoler vil gøre noget imod stigmatisering imod nødundervisning eller specialundervisning, men det er jo systemerne den er gal med. Det er mig bekendt allerede muligt at skabe teknologi, der holder flere årtier. Det er bare fordi verdensøkonomien kræver konstant "vækst", at man er nødt til ligrefrem designe teknologisk forfald og alt hvad der dertil socialt følger med. Men verdens regeringerne, og mange mennesker, i særdeles alle dem der skammer sig over ikke at kunne følge med, bilder sig ind at systemet ikke kan ændres.

Og voilá, ved at dræbe vækstøkonomien, skal man ikke skamme sig over ikke at kunne købe nyt, ergo vil der ikke længere være skam forbundet med ikke at kunne forbruge (i samme grad som nu, i det mindste), ergo vil prestigetabet og frustrationen og stressen ved at være fattig ikke være så stort i Danmark OG ERGO.... vil børn og forældre ikke skulle skamme sig over at deres børn har svært ved at følge med i skolen og associere .

Sådan løser vi lige dét, Steffen Gliese. :-P

(PS. Information, "reCaptcha"’ billeder af f.eks. "fodgængerfelter" (eller "parkerinsautomater" )er fuldstændig umulige at se som fodgængerfelter eller hvad det nu er. Kan de ikke bruge danske eksempler i stedet for tovlige amerikanske "fodgængerfelter"? )

Eva Kjeldsen, Lillian Larsen, Inge Lehmann, Birgit Kraft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar