Klima
Læsetid: 6 min.

Det er stor forskel på, om vi reducerer CO2-udledninger med 46, 50 eller 54 procent i 2025

De politiske forhandlinger om et 2025-klimamål står bomstille. Målet skulle være nedsat før årsskiftet, men regeringen og støttepartierne er stadig langtfra enige om niveauet. Konflikten er et sammenstød af forskellige hensyn og helt afgørende for de næste års klimaomstilling
Klimarådet anbefaler et 2025-mål om at reducere 50-54 procent af klimaudledningerne. Regeringens eget udspil til et mål ligger lavere.

Klimarådet anbefaler et 2025-mål om at reducere 50-54 procent af klimaudledningerne. Regeringens eget udspil til et mål ligger lavere.

Finn Byrum

Indland
24. februar 2021

Umiddelbart kan det lyde en smule teknisk og ligegyldigt, om Danmark i 2025 skal mindske sin klimabelastning med 46, 48 eller 50 procent. Men bag tallene gemmer sig et af de mest definerende spørgsmål for dansk klimapolitik de næste fem år.

Regeringen og partierne bag klimaloven skal i den nærmeste fremtid blive enige om at sætte et reduktionsmål for 2025. Og det mål vil være afgørende for, hvor hårdt Folketinget i de næste få år skal gribe ind over for erhvervsliv og forbrugere for at reducere CO2-udledningerne i Danmark.

Målet skulle ifølge planen have været nedsat før årsskiftet, men lige nu står forhandlingerne stadig bomstille. Den politiske konflikt brød allerede ud før jul, da klimaminister Dan Jørgensen offentliggjorde, at regeringen ønsker et delmål på 46-50 procent CO2-reduktion i 2025. Det mødte kritik fra regeringens støttepartier, der sammen kræver et mål på minimum 50-54 procent – som anbefalet af regeringens uafhængige ekspertorgan, Klimarådet.

Klimapolitisk er der betydelig forskel. Klimarådet vurderer over for Information, at forskellen mellem et mål på 46 eller 50 procent i 2025 svarer til tre millioner ton drivhusgasser. Til sammenligning har Folketinget siden valget i 2019 lavet aftaler for godt syv millioner ton drivhusgasreduktioner i 2030. Ser man kun frem mod 2025, er tallet godt tre millioner ton.

Det er altså med forhandlingerne om et 2025-mål, at politikerne skal beslutte, om Danmark frem mod 70-procentsmålet i 2030 skal have en lineær, mere radikal klimaindsats – eller om reduktionerne skal følge regeringens foreslåede hockeystavsmodel, hvor omstillingen begynder langsommere og først accelererer til sidst. 

I politik kan alt distrahere

Kort sagt præges debatten af en balance mellem to hensyn: klimaeffekt og samfundsøkonomi.

Det er klart, at jo hurtigere Danmark reducerer, des mere hjælper vi klimaet, forklarer Klimarådets formand, professor Peter Møllgaard. Som samfund udleder vi i sagens natur flere drivhusgasser frem mod 2030, hvis en stor andel af reduktionerne udskydes til sidst i perioden.

»Og det påvirker selvfølgelig klimaet negativt,« siger Peter Møllgaard.

Som han flere gange tidligere har udtalt, risikerer regeringens forslag om et 2025-mål på 46-50 procent derudover at gøre omstillingen både dyrere og vanskeligere.

»Den største fare er, at vi ikke når i mål med de 70 procent i 2030, fordi vi kommer for sent i gang. En anden væsentlig fare er, at indsatsen bliver dyrere, end den behøver, fordi omstillingen skal forceres i slutningen af årtiet,« siger han.

Og det er en reel fare at komme for sent i gang, hvis politikerne sætter et for lavt delmål for 2025, mener Connie Hedegaard, formand for den grønne tænketank Concito samt forhenværende EU-klimakommissær og konservativ klimaminister.

Det er pandemien et godt eksempel på, siger hun. Mange klimapolitiske processer er blevet udskudt, og to måneder inde i 2021 er forhandlingerne om de klimatunge brancher landbrug og byggeri knap nok begyndt. Modviljen mod at fastsætte et delmål for 2025 viser, hvorfor det er vigtigt at gøre netop det.

»Enhver, der har beskæftiget sig med politik, ved, at hvis der ikke er nogen ambitiøse delmål, så er det fristende at skubbe opgaven. Og der er altid noget andet i politik, der kan distrahere og tage opmærksomheden,« siger Connie Hedegaard.

Selv anbefaler hun ligesom Klimarådet et 2025-mål på 50-54 procent. For det handler om den samlende mængde udledte drivhusgasser, siger hun. Og det samlede merudslip frem mod 2030 vil være 40,7 millioner ton CO2 ved et 2025-mål på 46 procent kontra 54 procent, viser et notat fra 14 ngo'er. Det svarer til 1,75 gange Danmarks CO2-udslip i 2030.

»I teorien kunne vi sige, at vi venter med at gøre det hele til år 2029. Men så vil vi have udledt endnu flere millioner CO2 i 2030,« siger Connie Hedegaard.

Eftersom regeringen og Folketinget selv har skrevet Klimarådets rolle ind i klimaloven, mener hun, at det  burde være »naturligt« at tage pejling efter rådets »meget klare anbefaling.«

»Det er jo meningen med Klimarådet,« siger Connie Hedegaard. »Medmindre der er vigtige argumenter imod det, men dem hører jeg ikke. Jeg hører mere nogen, der synes, det er lidt irriterende, og som gerne vil undgå det her.«

Lavt mål giver øget usikkerhed

2025-delmålet er et hængeparti fra den klimalovsaftale, som alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige og Liberal Alliance indgik i december 2019.

Dengang lød det, at målet om 70 procents reduktion i 2030 ikke var nok – for at sikre hurtig klimahandling skulle der også sættes et mål for fem år ude i fremtiden. Heller ikke dengang kunne partierne enes, og aftalen blev derfor, at Klimarådet først skulle komme med en anbefaling.

Den anbefaling kom i marts 2020. I en rapport anviste rådet, hvordan Danmark via omlægninger af fødevareforbruget, landbruget, bilparken og meget andet kunne realisere klimamålet i 2030. Baseret på det anbefalede rådet som nævnt et klimamål på 50-54 procent i 2025.

»Hvis man er for langt fra de 50 procent i 2025, kan det betyde, at regeringen bliver nødt til at genforhandle aftaler, fordi der skal hentes flere reduktioner. Det giver jo øget usikkerhed for både borgere og erhvervslivet,« siger Peter Møllgaard.

Derudover er der spørgsmålet om de næste års indsats. Med de indgåede aftaler og forlig vurderer regeringen, at Danmark i 2025 vil have reduceret udledningerne med 44,9 procent i forhold til 1990. Et 2025-mål på 46-50 procent vil altså betyde, at politikerne over de næste fem år blot vil skulle finde CO2-reduktioner for yderligere 1,1 procentpoint for at efterleve klimalovens forpligtelser.

Den nedre grænse i intervallet er derfor helt central, fordi den politisk set »selvfølgelig sætter mindstemålet,« mener SF’s klimaordfører, Signe Munk.

Sammen med Enhedslisten og De Radikale fremsatte hun før jul kravet om, at 2025-delmålet minimum skal være på 50-54 procent.

»Det vil i vores øjne sikre, at der står langt større troværdighed om, at vi er på den rette klimakurs,« siger Signe Munk.

Uenighed mellem SF og S

Klimaminister Dan Jørgensen udtaler i et skriftligt svar til Information, at regeringens forslag til 2025-delmål sikrer »hurtig handling, men uden at det bliver en forceret omstilling«.

Et 2025-mål skal både være ambitiøst og ansvarligt, mener han. Det skal leve op til klimalovens principper om at undgå at flytte produktion – og dermed forurening – til udlandet og hensynet til social balance.

»Vi må ikke i vores iver efter at gøre noget i 2025 – i stedet for et eller to år senere – vælge løsninger, som er meget dyre eller ineffektive, og som i sidste ende ikke lægger den bedste vej frem mod 70 procent.«

Dan Jørgensen afviser, at en nedre grænse på 46 procent vil betyde, at regeringen ikke vil lave yderligere markante klimatiltag de næste fire-fem år. 

»Vi stopper på ingen måde med at lave klimatiltag,« skriver ministeren: »Vi er allerede godt en tredjedel af vejen, og i årene frem mod 2030 skal vi fortsætte med at træffe beslutninger om yderligere reduktioner i alle sektorer.«

Alligevel er Signe Munk uenig i ambitionsniveauet. Hun afviser, at et delmål på 50-54 procent vil have for store konsekvenser for borgere og virksomheder.

»SF er også optaget af social lighed og produktionsarbejdspladser. Vi sætter ikke klimamål, fordi det er nemt, men fordi det er nødvendigt. Og vi kan godt nå 50 procent i 2025 samt sikre en retfærdig grøn omstilling.«

– Selv med 50 procent vil det ikke være en lineær reduktion frem mod 2030. Er I for uambitiøse?

»Det er rigtigt, at det ikke vil være en lineær kurve. Klimarådet har sagt, at 50-54 procent er det, klimamålet i 2025 kan strammes til. Kommer vi på den anden side, er vi i risiko for, at det kan kræve nedlukninger af samfundet. Den rådgivning lytter vi til.«

– Kan du så garantere, at I ikke går med til et mål under 50 procent?

»Vi har klart og tydeligt sagt, at vi starter diskussionen ved mindst 50 procent. Det er afgørende, at vi får et 2025-mål, som presser os til langt mere handling end i dag. Og i SF kommer vi ikke til at sige ja til 46 procent, som regeringen har lagt frem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, det er rigtigt, som der står i artiklen: der er stor forskel på 46, 50 og 54 procents reduktion i 2025.

Forskellen er endnu større mellem disse tal og så en reduktion på mellem 63 og 78 procent, som NOAH i 2019 beregnede var nødvendige, hvis Danmark skulle bidrage med blot en proportionel andel af de globale reduktioner.
Se https://global-klima.org/onewebmedia/En%20dansk%20klimalov.pdf og https://global-klima.org/onewebmedia/Reduktionsveje%20i%20klimaloven.pdf

Her er ikke engang taget hensyn til den historiske klimagæld, som Danmark med sin relativt tidlige industrialisering har oparbejdet. Det tager heller ikke hensyn til det fifleri, der ligger i CO2-regnskaberne med den enorme import af biomasse, der opgøres til nul i de danske emissioner. Det tager heller ikke i betragtning, at Danmarks andel af international luftfart og især international skibsfart bidrager med enorme emissioner, som heller ikke skrives på regningen for Danmark. (Men de kan aflæses i kurven over CO2-koncentration i atmosfæren, det er ikke atmosfæren, der snyder.)

Atmosfæren reagerer på mængden af CO2, som akkumuleres over årene. Det er altså ikke mængden af CO2 udledt i et enkelt år - 2030, 2040 eller 2050, der er afgørende for klimaforandringerne.

Det er derfor, regeringen går helt galt i byen med den hockeystav, de lancerede sidste år. Kun hvis hockeystaven spejlvendes, så vi kommer ned ad bakke hurtigt i de første år, vil der være en lillebitte chance for, at Danmark kan blive det klimaministeren drømmer om - og hele tiden taler om: et foregangsland af en slags.

Med en lineær reduktionskurve frem til 70 procents reduktion i 2030 er Danmark kun globalt gennemsnitlig. Og så må fanden tage de bagerste (de fattigste) ligesom med vaccinationerne mod COVID-19.

Med corona-pandemien var regeringen i stand til at læse skriften på væggen. Den havde her en faglig rådgivning, der var klar i mælet, da den først fik pudset brilleglassene. Og sundhedsministeren kunne pædagogisk præsentere sin grønne og røde kurve. Tænk, hvor hurtigt befolkningen er blevet oplært i virologi.

I klimaspørgsmålet går regeringen - og stort set det samlede Folketing - som søvngængere lige lukt ind i katastrofen. Desværre har rådgiverne i Klimarådet ikke ment, at klimaloven skulle tage udgangspunkt i noget konkret og målbart, altså et CO2-budget. Dvs. der er ingen grøn kurve at styre efter for klimaministeren. Kun vilde bud om en halv eller hel million el-biler. Ingen incidenstal eller det der ligner. Kun fortsatte drømme om grøn vækst. Ingen trængselsringe om de store byer. Kun nye gasledninger på kryds og tværs.

Derfor kan finansministeren slippe af sted med at foreslå en hockeystavs-reduktion - som rammer helt ved siden af skiven: CO2-fangst og -lagring (CCS) er den nye mirakelmedicin, der ENGANG nok skal komme til at virke. Både regering og kommuner tror på den kur.

Men efter massevis af milliarder og støtte fra enorme lobbykræfter (kul-, olie- og gasindustrier - og -lande; OECD, IEA og IPCC) i to årtier, er resultaterne forbløffende ringe.

Forstå det, hvem der kan.

Inger Pedersen, Leif Iversen, Mogens Kjær, Tina Peirano, Ruth Sørensen, Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Halfdan Illum og David Adam anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

vi kan spare langt mere ved helt at afskaffe alt krigs"legetøj" og militarismen, og nu vi er i gang også alle andre overflødige og skadelige produkter, og så bliver privatbilismen heller aldrig bæredygtig om så alle biler kørte på ren el.

Estermarie Mandelquist, jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel og Niels østergård anbefalede denne kommentar