Tarek Ziad Hussein: Vi er mange, der ikke har taget problemerne med social kontrol alvorligt nok

Interviewet findes også som podcast – hør det her eller i din podcast-app.

Da Tarek Ziad Hussein gik i niende klasse, spurgte han en dag sin far, om han måtte tage til halbal i Vejle, hvor familien boede. Hans forældre var religiøse og relativt konservative. Formentlig havde faren mest af alt lyst til at sige nej, for den slags fester stred imod hans værdier.

Alligevel sagde han ja. Tarek skulle bare love at være hjemme inden midnat. Flere af hans kammerater spurgte ikke deres forældre. De vidste, at de ikke ville få lov. I stedet fandt de på undskyldninger om fødselsdage hos en ven eller hoppede simpelthen ud ad vinduet og stak af sted til fest.

Da Tarek havde været nogle timer til halballet, og klokken var blevet 23, begyndte han at kede sig. Måske fordi han ikke drak alkohol. Derfor ringede han til sin far og bad om at blive hentet. Og så havde han prøvet at være til halbal.

»Den her episode er for mig meget definerende i forhold til min egen måde at opdrage mine børn på,« siger Tarek Ziad Hussein, der i dag er embedsmand i Justitsministeriet, debattør og forfatter.

Hans far døde for syv år siden, og han fik aldrig talt med ham om episoden, men han er sikker på, at faren var pragmatisk nok anlagt til at forstå to ting:

For det første forstod han, at tryk avler modtryk. Hvis han havde sagt nej, var hans søn måske hoppet ud ad vinduet ligesom nogle af sine kammerater, eller han havde på et senere tidspunkt gjort oprør.

For det andet forstod faren, at han måtte have tillid til sin egen opdragelse af sine børn. Han måtte leve med, at de ville gøre ting, som han ikke selv ville gøre. Og at de nogle gange ville begå fejl. For han ville vide, at han med sin opdragelse af dem havde præget dem på en måde, så han i det store og hele altid ville kunne stå inde for deres opførsel.

Den betændte islam-diskussion

Tarek Ziad Husseins forældre var palæstinensere. De var veluddannede, og i Danmark arbejdede faren som tandlæge og moren som tolk. De sendte deres børn i en dansk folkeskole, og Tarek blev venner med Thomas og Mathias og Annika. Han kom i gymnasiet og ind på jurastudiet på Aarhus Universitet, og han blev en del af »den nydanske middelklasse«, som han siger.

Men han blev også en del af, hvad han kalder »post 2001-generationen«. En generation, der blev dybt præget af to begivenheder: For det første kampen mod terror, der i efterdønningerne af 9/11 førte til krigene i Afghanistan og Irak. Og for det andet VKO-flertallets magtovertagelse få måneder efter terrorangrebene mod USA.

»Vi voksede op midt i denne her meget betændte diskussion om integration og islam,« siger Tarek Ziad Hussin.

»Som minoritet har vi følt, at vi konstant har været udsat for en form for hetz og en konstant kritik. Derfor har vores rygmarvsreaktion været, at vi per automatik tager paraderne op, når der kommer noget, der kan blive opfattet som en form for angreb, selv om den kritik faktisk nogle gange kan være berettiget.«

Debatten om social kontrol oplevede Tarek Ziad Hussein som en del af det konstant kritiske fokus på udlændinge. Medierne fortalte historier om unge kvinder, der blev undertrykt, udsat for vold og sendt på genopdragelsesrejser. Sagerne blev taget op af politikere, der ønskede at stramme reglerne yderligere over for udlændinge. De kunne bruge de unge kvinders historier til at fremme deres synspunkter.

En brun underklasse

I stedet for at interessere sig for substansen i sagerne reagerede Tarek Ziad Hussein og mange andre fra hans generation ved i høj grad at afvise dem som del af en hetz imod muslimer.

Da han så for et par måneder siden hørte om bogen Genopdragelsen, der beskriver, hvordan en ung kvinde, Samia, bliver sendt på en årelang genopdragelsesrejse til Pakistan, tænkte han: »Åh gud, endnu en historie om social kontrol«.

Men han læste bogen, og den fik ham til at reflektere over hans og resten af den nydanske middelklasses synspunkter om social kontrol og deres rolle i forhold til problemstillingen.

For problemet findes. Det findes i særlig grad i nydanske miljøer. Og det nytter ikke noget, at Tarek Ziad Hussein og andre privilegerede nydanskere ikke vil beskæftige sig med det, tænkte han. Også selv om de ikke selv har været udsat for det, og selv om beretninger om social kontrol i nydanske familier efter hans mening mange gange har været for unuancerede og er blevet brugt til at banke deres forældres generation oven i hovedet med.

På mange måder går det rigtig godt med integrationen. Kvinder stormer ind på universiteterne, og en stor gruppe nydanskere født i Danmark har som Tarek Ziad Hussein selv uddannet sig, arbejder og er aktive medborgere og skatteydere.

»Men samtidig er det også vigtigt at huske på, at det ikke gælder for alle, og at der findes det, som også andre før mig har kaldt for en ny brun underklasse.«

Han kender blandt andet denne underklasse, fra dengang han havde studiejob i nogle ungdomsklubber i Gellerup og Toveshøj i det vestlige Aarhus. Her kom han i kontakt med en gruppe af unge, der næsten aldrig forlod de berygtede boligblokke, kom ud af folkeskolen uden at have lært særligt meget og aldrig fik taget nogen uddannelse.

En bekymrende gruppe

»De ender med at blive boende i Gellerup og reproducerer de dårlige mønstre, som deres forældre også er vokset op med, og det kommer selvfølgelig også til udtryk i den måde, som de opdrager deres børn på,« siger Tarek Ziad Hussein.

Han understreger, at det selvfølgelig er en generalisering. Og han pointerer, at der ikke er noget som helst galt med at bo i Gellerup. Han har selv boet der en kort overgang.

»Men det er for at sige, at man rent socioøkonomisk ender med at reproducere de præcis samme mønstre og mere eller mindre ikke rykker sig fra det udgangspunkt, som ens forældre havde,« siger han.

»Vi skulle jo helst gerne se, at børn af forældre, der er vokset op med dårlige danskkundskaber og har været uden for arbejdsmarkedet, rykker sig. Det er bare ikke tilfældet for alle, og det er især i forhold til den gruppe, at jeg er bekymret i forhold til hele spørgsmålet om social kontrol.«

Selv har han haft paraderne oppe og har hidtil afvist at udtale sig i den del af integrationsdebatten, der handler om social kontrol. Ikke kun fordi han har oplevet, at debatten bliver misbrugt. Men også fordi han ikke rigtig har følt sig berettiget til at deltage i den. For hvorfor skulle en fyr, der er vokset op i en velfungerende, veluddannet familie have noget kompetent at sige om social kontrol?

»Men efter jeg læste bogen, har jeg tænkt, at selv om jeg ikke har oplevet konkrete episoder, så har jeg måske noget at bidrage med i forhold til, hvordan man kan undgå social kontrol, fordi jeg selv er vokset op i en familie med nogle forældre, der var utroligt kloge i forhold til at tackle nogle af de præcis samme konflikter, som for eksempel Samia oplevede, men hvor hendes far reagerede på en helt anden måde.«

Moren måtte give sig

I Samias tilfælde kunne hendes far ikke acceptere, at hun ønskede at leve et almindeligt dansk ungdomsliv med venner, fester og kærester. Han forsøgte at tvinge hende til at efterleve sine egne forestillinger om, hvordan kvinder bør indordne sig og beskytte familiens gode ry ved at opføre sig ærbart. Konflikten eskalerede, og i sidste ende tvang han hende af sted til Pakistan, hvor hun i årevis boede i fangenskab hos hans brors familie.

Tarek Ziad Hussein oplevede også en konflikt mellem sine forældres forestillinger om det gode og rigtige liv og hans egne ønsker om for eksempel at tage med til halbal i Vejle, hvor folk drak og tog med hinanden hjem i seng. Men hans forældre formåede at løse konflikten ved at imødekomme deres søn. I stedet for at eskalere den, som Samias far gjorde.

Typisk var hans mor mere striks end hans far. Han fortæller en historie om et opgør i familien, der fandt sted efter farens død:

Hans to yngre søstre begyndte at læse i Aarhus og måtte stå op hver morgen klokken 5.30 for at køre med bus til Vejle Station og med toget videre til Aarhus for så at tage endnu en bus det sidste stykke vej til universitetet.

Enhver etnisk dansk ung ville have fået en lejlighed i Aarhus, men moren ville ikke lade søstrene flytte. Hun var ikke vant til, at kvinder boede alene, og frygtede, hvad der kunne ske.

Søstrene gik til deres storebror. Han talte med moren, og det lykkedes ham at overbevise hende om, at hun måtte give sig lidt og lade dem få en pendlerlejlighed tæt på universitetet.

I nogle måneder fungerede lejligheden faktisk også som pendlerlejlighed. Men efterhånden begyndte søstrene at bo der fast, og med tiden accepterede moren det.

Et særligt ansvar

Mange vil mene, at det er et grelt eksempel på kvindeundertrykkelse, at moren ville bestemme over sine voksne døtre, og at de måtte gå til deres storebror. Det er Tarek Ziad Hussein godt klar over.

»Jeg tror bare, at jeg er meget mere pragmatisk anlagt,« siger han.

Det er ifølge ham, som om den politiske retorik foreskriver, at den slags opgør i nydanske familier nødvendigvis skal bryde ud i åben konflikt og typisk vil indebære, at de unge mere eller mindre må bryde med deres forældre.

Det kan også være nødvendigt, hvis forældrene er lige så ubøjelige som Samias far. Det er vigtigt for Tarek Ziad Hussein at understrege.

Men hvis forældrene som hans egen mor er indstillet på at indgå i en dialog og finde en løsning, som alle kan leve med, så kan det føre til fremskridt og give de unge mulighed for at leve, som de selv ønsker, samtidig med at de bevarer relationen til deres forældre. En relation, som for mange nydanskere er særligt værdifuld, fordi de er vokset op med familiens enhed som en helt fundamental værdi.

Problemet forbliver selvfølgelig bare: Ikke alle forældre er som Tarek Ziad Husseins forældre.

Derfor er han nået frem til, at der i nydanske miljøer er et stort behov for dialog om et problem som social kontrol. Der er behov for, at de mere progressive og løsningsorienterede forsøger at påvirke de mere konservative og uforsonlige. At han selv og hans venner i den nydanske middelklasse ikke lukker øjnene for social kontrol, men tværtimod engagerer sig i en dialog om problemet.

»Hvis man har en anden etnisk baggrund og har klaret sig godt, så føler jeg personligt, at man også har et ansvar for at give videre til dem, der måske ikke har været lige så heldige i forhold til at bryde den sociale arv – i stedet for bare at køre sit eget karriereshow,« siger han.

Dialog er ikke naivt

Vi slutter, hvor vi begyndte: Med Tarek Ziad Husseins far, som på mange måder er et forbillede for ham.

Tænk, hvis Samias far havde haft ham at tale med, siger han. Tænk, hvis den pakistanske kioskejer havde ringet til den palæstinensiske tandlæge og spurgt ham til råds, når Samia ville have lov til at gå til fodbold eller tage til fest. I stedet havde han kun sin familie i Pakistan, som rådgav ham til at sætte hårdt mod hårdt. Og derfor gik det galt.

Det kan måske virke naivt at tro på, at den slags kan føre til fremskridt. Men det kan det. Det har Tarek Ziad Hussein selv oplevet, da han voksede op i Vejle, hvor der boede mange med arabisk baggrund.

I byen var der en gruppe på en fem-seks mænd, der talte godt dansk og var i arbejde, og som mange henvendte sig til, når de havde brug for gode råd. Hans far var en af dem.

I den offentlige debat vil sådan en gruppe mænd sikkert blive beskrevet som et ældreråd, shariaråd eller lignende konstaterer Tarek Ziad Hussein. Men det var de ikke. De var bare en flok mænd, som var parate til at tale med folk, der havde større eller mindre problemer.

Hans far var blandt andet med til at udvirke, at nydanske børn fik lov til at tage med deres klasse på lejrtur, efter at deres forældre bekymret havde spurgt til, hvad det var for noget.

Og han har i høj grad ansvaret for, at sabbatår er blevet helt normalt blandt nydanske unge i Vejle.

Forklaringen er, at Tarek Ziad Hussein efter gymnasiet overtalte sin far til, at han gerne ville vente et år, før han begyndte på jurastudiet. Det var ikke noget, nydanske unge ellers gjorde, og hans far spurgte kritisk til det. Men da Tarek Ziad Hussein havde forsikret, at der ikke var noget suspekt i det, var faren med på det. Og i de følgende år blev det nærmest normen at tage et sabbatår blandt nydanske unge i Vejle, der kunne henvise til, at Tarek Ziad Hussein havde gjort det, uden at det var gået galt.

Han ved godt, at sådanne dynamikker kan bruges negativt. Det kan understøtte social kontrol, hvis nogle mænd afgør, hvad andre familier må og ikke må.

»Men de kan faktisk også bruges positivt til at bryde med nogle af de her tendenser,« siger Tarek Ziad Hussein.

Samia er et pseudonym, som af sikkerhedshensyn er anvendt i bogen Genopdragelsen. Anton Geist, der har skrevet denne artikel, er medforfatter til bogen. Hør også den seneste episode af podcasten Genopdragelsen med Tarek Ziad Hussein her på information.dk eller i din foretrukne podcastafspiller.