Uligheden er stigende, og Finansministeriet har gjort et forsøg på at forstå, hvad der foregår

Danmark er et af verdens mest lige samfund. Men noget er i bevægelse.

Målt med den såkaldte gini-koefficient er uligheden i Danmark steget over de seneste 25 år fra 20 procent til 28 procent. Altså en stigning på otte procentpoint.

Den nye publikation Ulighedsredegørelsen 2020 fra Finansministeriet kan hjælpe os med at svare på, hvorfor uligheden er steget.

I sig selv er det en glædelig nyhed, at Danmark har fået en årlig ulighedsredegørelse. Den første af sin slags er over 200 siders informativ læsning – selv om der naturligvis er flere vinkler, man kunne afdække.

Redegørelsen viser, at stigningen i uligheden til dels kan tilskrives den demografiske udvikling. Befolkningen bliver ældre, og andelen af indvandrere er steget. I det omfang, at ældre gennemsnitligt har lavere indkomst, og at nogle indvandrere ikke er velintegrerede på det danske arbejdsmarked, vil det banke uligheden i vejret.

Redegørelsen viser også, at stigningen i ulighed til dels kan tilskrives strukturelle ændringer. En stigende andel af befolkningen har en lang uddannelse. Personer med lang uddannelse har højere indkomst og lavere arbejdsløshed. Der er også en større andel af de unge, som er studerende, og de har ofte en beskeden indkomst. De 18-29-årige udgør cirka 44 procent af personerne i første decil af indkomstfordelingen, hvorimod det var 33 procent i 1994. Det betyder, at indkomstfordelingen bliver mere spredt.

Mindre progressive skatter

Demografiske og strukturelle forhold kan forklare to procentpoint af ulighedsstigningen på otte procentpoint. Men hvad kan forklare de resterende seks?

I Danmark er mange lønninger bestemt af overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Er det en svækkelse af arbejderens magt i lønforhandlingerne eller en øget polarisering på arbejdsmarkedet, som har hævet uligheden?

Det ser det ikke ud til.

Det er ændringer i skatter, overførselsindkomster, afkast af egen bolig og aktieindkomst, som har bidraget til et mere ulige Danmark. Skatterne er blevet mindre progressive, og det har direkte øget uligheden. Faldet i overførselsindkomster har ikke hjulpet så mange ekstra i beskæftigelse, så det har kunnet hindre en stigning i uligheden. Tværtimod. Afkast af egen bolig og aktieindkomst er tilsvarende blevet mere ulige fordelt.

Zoomer vi ind, ser vi, at formueforskellene er dobbelt så store som indkomstforskellene. Men forskellene er ikke steget, hvis vi måler i den andel, der ejes af den mest formuende ene procent. Det er noget, man ellers har set i andre lande, blandt andre USA og Frankrig.

Den erkendelse har medført en del kritik: Kan det være rigtigt, at Danmark er anderledes her? Er det opgjort korrekt? Finansministeriet har forsøgt at imødekomme den kritik ved at indhente oplysninger om formuen i unoterede aktier. Resultatet er større ulighed: De få ejere af unoterede aktier har gennemsnitligt en formue på alt i alt cirka 10,4 millioner kroner. Det er over syv gange så meget som gennemsnittet for hele befolkningen.

Er det bekymrende?

Har unge lige muligheder?

Det er forventeligt, at formuen ændrer sig gennem livet. Unge er ofte mindre formuende end midaldrende, som gennem årtier har haft mulighed for opsparing og investering. Derfor er formueforskellene mindre blandt jævnaldrende.

Dog bortset fra for de helt unge. Formueforskellen er markant større for de 18-29-årige end for hele befolkningen. Det kan skyldes, at mange unge er under uddannelse og har lav indkomst og måske må stifte gæld, hvorimod andre allerede er på arbejdsmarkedet og kan spare op.

Hvis unge under uddannelse senere i livet opnår en større indkomst end den jævnaldrende kortuddannede befolkningsgruppe, repræsenterer formueforskellen blot et valg om fordeling af indkomst og formue gennem livet. Formueforskellen kan dog også skyldes, at et udsnit af de unge arver fra ældre generationer eller på anden måde modtager formue. Det første er ikke nødvendigvis uretfærdigt, hvorimod nogle vil anføre, at det andet ikke er fair. For at afgøre, om formueforskellene er retfærdige, har vi brug for mere information om, hvad der forklarer formueforskellene i den helt unge aldersgruppe.

Og det leder til det helt afgørende spørgsmål: Har danske unge lige muligheder ved indgangen til voksenlivet? Afspejler uligheden blot frivillige valg?

Måske har nogle personer større glæde ved et mindre krævende og dermed mindre velbetalt job og til gengæld mere energi og tid til sig selv og familien. Men der er tre underliggende spørgsmål her:

De rige er glade

Det første er, om løn altid afspejler arbejdsindsats og kognitive færdigheder. Det andet er, om højere indkomst og formue er ensbetydende med større livskvalitet. Og det tredje er, hvordan vi måler lige muligheder.

Der er en omfangsrig økonomisk litteratur om det første spørgsmål. Resultatet er, at løn ikke altid afspejler arbejdsindsats og kognitive evner. Redegørelsen forsøger dog primært at besvare spørgsmål to og tre.

Ja, er det korte svar til det andet spørgsmål. Personer med høj indkomst er mere tilfredse med livet end mindre velbetalte danskere. Og de fattigere og kortuddannede dør tidligere. Det tyder ikke på, at afkald på større indkomst generelt kompenseres med noget andet, som kunne give lige så stor tilfredshed og livskvalitet.

Det fører os til det tredje spørgsmål: Hvordan måler vi, om borgerne har lige muligheder?

Jeg tvivler på, at vi nogensinde finder et entydigt svar på det spørgsmål. Men Finansministeriet gør et forsøg:

I redegørelsen inddeles alle 35-årige i 1.152 typer afhængig af en lang række faktorer: Hvordan de stod som 15-årige i forhold til køn, hvor de bor i Danmark, om de bor i almen bolig eller andet, har dansk oprindelse eller ej, om der har været opbrud i familien, om personen har været udsat som barn, om begge forældre er i beskæftigelse eller under uddannelse, forældres uddannelsesniveau, og om forældrene ligger i tiende decil af indkomstfordelingen.

Finansministeriets definition af lige muligheder er, at alle disse mere end tusind typer har samme indkomst som 35-årige. Ulighed i muligheder er så forskellen fra dette scenario og til den faktiske fordeling af indkomst. Med denne metode når ministeriet frem til, at der findes en ulighed i muligheder svarende til otte procent af indkomstforskellene.

Undervurderer uligheden

De sidste to spørgsmål i denne analyse er derfor for det første, om otte procent er meget eller lidt, og for det andet, om uligheden er rigtigt beregnet?

Svaret på det første spørgsmål vil afhænge af politisk overbevisning. Men en sammenligning med tidligere viser sig, at tallet er steget fra 7,3 procent i 2010, hvilket indikerer, at danskere har lidt mere ulige muligheder end for ti år siden.

Hvad det andet spørgsmål angår, mener jeg, at Finansministeriets estimat er et klart underkantskøn. Dels fordi indvandrere, som er immigreret til Danmark, efter de er fyldt 15, ikke er med i analysen, dels fordi unge allerede som 15-årige kan være kraftigt påvirket fra tidligere. Redegørelsen viser da også, at ved at sænke tidspunktet, hvor de 35-årige observeres, til ti år, stiger uligheden i muligheder til 8,7 procent.

En mere detaljeret opgørelse på forskellige indkomst-, beskæftigelses-, formue- og uddannelsesniveauer er nødvendig. Den vil afdække information om, hvor let Thyra fra Thy, hvis enlige mor er gået ud af skolen som 15-årig og har været uden for arbejdsmarkedet en stor del af Thyras liv, har ved at stige op i indkomstfordelingen i forhold til Holger fra Holte, hvis forældre begge ligger i højindkomstgruppen.

Vi må selvfølgelig ikke glemme, at Danmark fortsat er et af de mest lige lande i verden. Vi er også et land, hvor meget – uddannelse, sundhedsvæsenet og så videre – er gratis. Det giver væsentlig mere lige forbrugsmuligheder end i lande, hvor gode skoler og gode hospitaler kun kan købes for penge.

Men når det er sagt, er det også vigtigt at huske, at selv mindre økonomiske forskelle kan være forbundet med andre oplevelser af ulighed. Som Sally Rooney skriver et sted i romanen Normale mennesker om den unge Connell, der kommer fra beskedne kår og bliver optaget på det prestigefyldte Trinity College i Dublin:

»Han forstår nu, at hans medstuderende ikke er som ham. Det er let for dem at have meninger og udtrykke dem med stor selvtillid. De er ikke bange for at fremstå uvidende eller opblæste. Det er ikke dumme mennesker, men de er heller ikke så meget klogere end ham. De bevæger sig bare gennem verden på en anden måde, og han vil formentlig aldrig helt komme til at forstå dem, og han ved, at de aldrig vil forstå ham eller bare prøve på det.«

Birthe Larsen er lektor på Økonomisk Institut ved Copenhagen Business School og skriver økonomiske analyser og kommentarer i Information.