Interview
Læsetid: 10 min.

Ungdomslivet er stadig præget af fordomme om rigtige piger og rigtige drenge

Lige køn leger bedst er overskriften for årets Uge Sex. Sex&Samfund inviterer i den kommende uge hjemmeskolende forældre og lærere til at tage en snak med deres børn og elever om køn og ligestilling. Information har talt med to unge om, hvor svært det kan være, når ens omgangskreds er præget af ideer om, hvad en ’rigtig’ pige og en ’rigtig’ dreng er
Kat Liv Raknes oplevede i 8. klasse at blive udskammet, fordi hun havde kærester og sex.

Kat Liv Raknes oplevede i 8. klasse at blive udskammet, fordi hun havde kærester og sex.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
8. februar 2021

19-årige Kat Liv: Det er rester af det patriarkalske samfund, når piger skal være pæne

Det startede med en bekymret sms-besked fra en veninde. Kat Liv Raknes havde ikke været i skole på grund af svære menstruationssmerter. Veninden spurgte, hvad der var galt, og Kat Liv skrev, at hun havde nogle problemer med sine æggestokke, og det gav store smerter. Svaret fra veninden var, at smerterne nok skyldtes alle de klamme fyre, hun havde haft oppe i sig. Senere kom flere grove, udskammende beskeder om Kat Livs sexliv. Information har fået lov at læse de krænkende beskeder fra dengang.

»Når jeg ser tilbage på det, så virker det så barnligt og åndssvagt,« siger Kat Liv Raknes, der i dag er 19 år og flyttet hjemmefra Møn og til Nykøbing Falster, hvor hun går i 3.g. Men da Kat Liv Raknes fik beskederne i 8. klasse, sårede de hende dybt. Så dybt, at hun aldrig kom tilbage til den skole igen og i stedet startede på naboskolen.

Kat Liv mener, at udskamningen handlede om, at der stadig hersker bestemte ideer om, hvordan en rigtig pige skal være.

19-årige Kat Liv Raknes mener, at udskamning handlede om, at der stadig hersker bestemte ideer om, hvordan en rigtig pige skal være. Foto: Emilie Lærke Henriksen.

Emilie Lærke Henriksen
»Piger og kvinder skal passe på og være pæne og ikke reagere på seksuelle lyster. Det er mere accepteret, at mænd gør det, mens vi skal gemme os selv og vores lyster, så på den måde er der stadig rester af det patriarkalske samfund,« siger hun.

Køn og ligestilling er netop temaet i årets Uge Sex. Under overskriften ’Lige køn leger bedst’ inviterer Sex & Samfund i denne uge hjemmeskolende forældre og lærere til at være med til at tage snakken om køn med deres børn og elever for at komme forskelsbehandling til livs.

Følte sig alene

Kat Liv Raknes er vokset op på Møn alene med sin mor. Og teenagelivet på Møn gik egentlig godt indtil 8. klasse. I 7. klasse fik hun sin første kæreste, som var et år ældre. Det betød, at hun fik venner, der var lidt ældre, og som ikke kom fra hendes egen skole. Efter Kat Liv og hendes første kæreste slog op, var hun sammen med to andre fyre, før hun fik en ny kæreste i 8. klasse.

De fleste af klassekammeraterne i den sammenlagte 8.–9. klasse på skolen var dog knap så langt fremme som Kat Liv. Og det var måske en del af årsagen til udskamningen, mener hun, men veninden, der sendte beskederne, havde det også svært.

»Jeg fik at vide af min veninde, at hele klassen skrev sammen om mig, og da følte jeg mig så alene, såret og nedvurderet. Men jeg fandt aldrig ud af, om det var hele klassen,« fortæller Kat Liv Raknes.

Efter beskederne tog hun en snak med sin lærer, der også fandt dem ubehagelige og forkerte. Skolen ville dog ikke bortvise eleven, der havde skrevet beskederne, da hun snart var færdig i 9. klasse. Derfor følte Kat Liv Raknes, at de udskammende beskeder ingen konsekvenser fik. Og derfor så hun ingen anden udvej end at skifte skole. Skolen kender godt til episoden, men må ikke udtale sig om personsager. Skolen oplyser, at beskederne fik passende konsekvenser.

Den tidligere skoleveninde fortæller, at nogle klassekammerater tog hendes mobil og skrev den første udskammende besked. 

»Desværre skrev jeg også en besked senere, fordi jeg forsøgte at passe ind, men allerede lige efter den blev sendt, kunne jeg godt se, at det var rigtig dumt og sårende,« fortæller veninden, der ønsker at være anonym. Hun har dog senere forsøgt at undskylde over for Kat Liv.

Social angst

Den nye skole var større, og Kat Liv Raknes følte sig mere accepteret, fordi det var mere normalt at have sex og kærester. Hun havde dog store problemer med at komme i skole i 9. klasse, fordi hun var bange for igen at blive dømt ude.

»Jeg kunne stå på bussen om morgenen og så efter kort tid stå af igen, fordi jeg var angst for, hvad folk tænkte om mig. Nogle gange tog jeg tidligere hjem, fordi jeg var bange for, hvad de andre tænkte om mig, og at mine tætte venindegruppe ville reagere på samme måde som på den gamle skole,« fortæller Kat Liv Raknes.

Hjemme på Møn fortsatte rygterne ifølge Kat Liv Raknes om, at hun var klam og billig, og det fik angsten for igen af blive udskammet og bagtalt til at vokse.

»Jeg har snakket en del med min læge om, at det var en form social angst,« forklarer hun. Udskamningen førte også til, at Kat Liv følte, at hun skulle holde sig mere tilbage i forhold til drenge.

»Det var ikke altid jeg gjorde det, for jeg følte også, at jeg havde lov til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Men efter jeg havde været sammen med en fyr, fik jeg det nogle gange rigtig dårligt, fordi jeg var bange for, hvad andre sagde om mig, og om det ville bygge videre på rygterne om mig,« siger hun.

Dårlig lås

Kat Liv Raknes har aldrig hørt, at drenge er blevet kaldet billige og klamme, hvis de har været sammen med flere piger. Og for nylig læste hun følgende på en fyrs Tinder-profil: »Hvis en lås er blevet låst op af mange nøgler, så er det en dårlig lås. Hvis en nøgle kan låse mange låse op, så er det en god nøgle.« Profilteksten gjorde Kat Liv arrig: »Jeg bliver så irriteret over, at sådan nogle holdninger, kan få unge piger til at have det dårligt med sig selv og tænke, at de gør noget forkert, hvis de har lyst til flere sexpartnere.« 

Hun mener, at det ligger dybt i vores opdragelse, at vi er blevet dannede til, at piger skal være tilbageholdende og ikke må blive ’beskidte’, mens drenge gerne må være vilde og udfarende.

Rygterne flyttede med

Trods sin angst blev Kat Liv Raknes færdig med 9. klasse, men da hun startede i gymnasiet, følte hun, at rygterne om hende igen kom tæt på. Flere af eleverne på gymnasiet kendte hendes gamle klassekammerater fra Møn og til sidst endte det med, at hun droppede ud af 2.g og skiftede gymnasium.

Efter hun er flyttet til Nykøbing Falster, har hun fået mere fred.

»Ikke 100 procent, men det har hjulpet meget at komme et sted hen, hvor jeg følte jeg kunne starte på en frisk. Så min sociale angst er så godt som forsvundet,« siger Kat Liv Raknes.

Hvis hun skal pege på, hvad der vil kunne ændre på, at piger og drenge oplever forskelsbehandling på grund af deres køn, så handler det om at få mere fokus på kønsulighed både derhjemme og i skolen.

»Jeg tror især det med opdragelsen kommer til at ændre sig, for hele den her MeToo#-debat kommer til at præge min generations børn og opdragelsen af dem, så jeg tror, der kommer en anden holdning til, hvad mænd og kvinder kan tillade sig,« siger Kat Liv Raknes.

20-årige Pelle: I skolen skulle man være dreng på en bestemt måde for at blive accepteret

Spørgsmålet om, hvilke kønsroller drenge og piger skal leve op til, er overskriften for årets Uge Sex. Pelle Sieben følte allerede i 6. klasse, at der begyndte være de ’rigtige’ drenge og de ’forkerte’. Pludselig var det ikke o.k. at fjolle rundt og fremstå barnlig længere. Nu skulle man være en dreng på den ’rigtige’ måde ved fremstå moden, selvsikker og i kontrol, forklarer Pelle Sieben, der i dag går i 3.g på gymnasiet i Vordingborg.

»Man skulle leve op til en bestemt maskulinitet både fysisk og psykisk, derfor blev rigtig mange af drengene interesserede i at træne, for jo mere maskulin og veltrænet man var, jo mere blev man set op til. Dem, der fremstod mest voksne og modne, var helt klart mest populære, selv om mange af os stadig var drenge i hovedet,« fortæller Pelle Sieben, der også begyndte at træne i 8. klasse for være blandt de ’rigtige’ drenge.

20-årige Pele Sieben følte allerede i 6. klasse, at der begyndte være de ’rigtige’ drenge og de ’forkerte.

Foto: Emilie Lærke Henriksen

Emilie Lærke Henriksen
Han kunne se, at der blev set ned på de drenge, der gik meget op i nørdeting som rollespil eller brætspil og ikke trænede. De blev holdt udenfor, fordi de var for ’barnlige’ og havde de forkerte interesser. Det skete ikke for Pelle, men han følte sig ikke tilpas i den nye drengerolle.

»Jeg følte, at jeg skulle være på en bestemt måde for at blive accepteret, så jeg begyndte at gå i fitnesscenter, men den måde, man skulle være på, passede ikke til mig. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg egentligt var,« fortæller Pelle Sieben, der flygtede væk fra det nye drengeliv i teenageårene ved at isolere sig mere for omverdenen.

Seksuel erfaring

Selv om mange drenge i 8.-9. klasse ikke har haft sex endnu, så husker Pelle Sieben, at der blev set op til dem, der havde erfaringer med piger og sex i de år.

»Vi var jo ikke særligt gamle, men alligevel blev der set op til dem, der havde et seriøst, langvarigt forhold eller pigeveninder, for det går jo ind under det at være maskulin, og jo mere maskulin du var, jo mere populær var du,« fortæller han.

Men for Pelle Sieben fremstod den nye drengerolle som et psykisk fængsel, fordi der blev sat restriktioner for, hvordan han skulle være, hvis han ville være accepteret af den ’rigtige’ drengegruppen.

»Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg ikke måtte fremstå usikker eller fremstå, som om jeg ikke gad at følge de trends, der var på mode, men jeg kunne bare mærke på mig selv, at det ikke passede. Til sidst blev det så slemt, at der var perioder, hvor jeg havde det dårligt med at tage i skole,« fortæller han.

Plads til forskelle

De sidste år i skolen tog hårdt på Pelle Sieben, fordi han ikke kunne være sig selv og heller ikke rigtigt vidste, hvem han i det hele taget var. I gymnasiet har han fået det bedre, fordi der er flere forskellige ’rigtige’ måder at være en dreng/mand på. På den naturfaglige linje han går på, er det accepteret at have nørdede interesser, ikke at gå op i dyrt tøj og ikke at træne.

»Folk er mere åbne over for, at der er forskellige måder at være mand på. Det er, som om alle interesser er samlet på ét sted, så der er helt klart mere plads til at være sig selv,« siger Pelle Sieben, der dog har holdt fast i fitnesstræningen.

Men hvad vil kunne ændre på de forestillinger, der er om, hvordan man er en ’rigtig’ dreng eller pige? Pelle Sieben mener, at et godt sted at starte er at gøre legetøj til børn mindre kønsopdelt. Når piger får barbiedukker og makeup, og drenge får biler og supermansfigurer, så mener Pelle Sieben, at vi allerede dér lærer små børn om, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til køn.

»Og det ender med at følge med os. Vi forventer, at drenge og piger gør ting på bestemte måder, og hvis nogen går ud over normalen for sit køn, så bliver der set ned på dem,« siger Pelle Sieben.

Når børnene bliver ældre, så det vigtigt at tage snakken om sociale medier for også her møder drengene billeder fra jævnaldrende og i reklamer, hvor ’rigtige’ drenge/mænd bliver fremstillet som super muskuløse og perfekte. Og drømmen om perfektion sætter sig på både drenges og pigers selvtillid og dermed også på seksualiteten og grænserne for den.

»Når man tager i byen, så er det drengene, der skal lægge op til pigerne, men de må samtidig ikke lægge så meget op til dem, at det er krænkende, og det er noget af det, som en hel del drenge er i tvivl om, for de har lært, at de skal være frembrusende og selvsikre, men pludselig er alt det, man troede var en rigtig mand, helt forkert,« siger Pelle Sieben.

Han tror på, at det at give drenge og piger nye muligheder for at være deres køn også ville kunne hjælpe på hele krænkelsesspørgsmålet. Jo mere han har kunnet få lov at være sig selv, jo bedre selvtillid har han fået, og det betyder også, at han ikke er bange for at falde ved siden af billedet af den ’rigtige mand’.

»Jeg er ikke så bange for at sætte mig selv i en usikker situation og for eksempel blive afvist af en pige. I folkeskolen kunne det at blive afvist jo gå ud over din status, og om du var med i drengegruppen eller ej. Men nu har jeg jo stadig de samme venner, selv om jeg bliver afvist, og så betyder det ikke så meget, men er tværtimod noget vi i sidste ende kan grine ad,« siger Pelle Sieben.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Der står intet om 'far' eller 'mor' i disse beretninger fra tvivlende børn..

Hvor er de henne? Far? Mor?

De er vel på arbejde? Ude og løbe halv-maraton? Bakser med at få de sidste ører tjent hjem?
Slidt op at 40 timer på mindsteløn? Trætte? Synes ikke rigtig, at det kommer nogen ved..?

Er det vitterligt umodne børns ansvar at lære hinanden, hvordan man bør omgås?

Og skal umodne unge vitterligt primært lære af hinanden, hvordan man bør omgås?

Hvor er forældrene?

Det lyder som en anklage, men det er ikke en anklage. Det er blot et spørgsmål..

Hvor er forældrene?

Er det en 'naturlig' tilstand for et samfund, at vores børn skal 'lære social tilpasning' alene i en orientering mod andre umodne individer? Er det 'naturligt' for vores børn at blive 'tilpasset' på den moderne børnehaves legeplads, i den moderne verdens skolegård?

Mnjaeh...Andre perspektiver byder sig til..

Gordon Neufeld: Kids Need Us More Than Friends
https://www.youtube.com/watch?v=UlMkWJY5T_w

Jeppe Lindholm

Må man ikke være kvinde og mand længere i Danmark? Nu er vi alle intet køn og leverpostej farvet Borg.

@Torsten

Ifølge tidens gældende pædagogik (som jeg fornemmer, du heller ikke sætter særlig højt), så er det bedst for børn at være sammen med og lære af jævnaldrende. Lige fra de er knap 1 år. Det kaldes vist "socialisering" af de fine sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og andre repræsentanter fra det offentlige system.

Målet er vist, at barnet så hurtigt som muligt skal blive "uafhængigt" (af forældrene forstås) og kunne passe ind i de fine kasser, vi har bygget samfundet op af.
Det er for eksempel anerkendelsesværdigt, hvis et 3-årigt barn kan overnatte et fremmed sted uden sine forældre. Eller et vuggestuebarn slet ikke græder, når det bliver forladt af sin mor.

Jeg forestiller mig, at de mennesker, der taler om "socialisering" mener, at det er nødvendigt for barnet, at lære at forholde sig til andre mennesker end kernefamilien. Hvilket er svært at være uenig i.

Men at blive kastet ud i vuggestuens, børnehavens og ikke mindst skolen benhårde og til tider brutale virkelighed, er en "socialiseringen" de fleste børn nok gerne havde været foruden.
Men på den anden side giver det jo arbejde til en myriade af psykiatere, psykologer, terapeuter og andet godtfolk, og så hjælper det os jo med at øge vores BNP.

Og det er jo vigtigt, så fremtidens forældre kan blive ved med at have højtbetalte (pseudo)jobs, og kan sende deres egne børn i vuggestue og børnehave og skole, så de igen kan blive gode (skatte)borgere - hvis de ikke ender på gaden eller i et mørkt rum med gardinerne trukket ned.

Meningen med livet?