Analyse
Læsetid: 7 min.

Et år efter nedlukningen: Det har krisen lært os om statens magt, demokrati og frihed

Regeringen og statsministeren optrådte i krisens første fase som suverænen, der bestemmer over undtagelsestilstanden. Men med en vis forsinkelse slog demokratiet tilbage, og befolkningen krævede mere frihed, skriver juraprofessor Jens Elo Rytter i denne analyse
Onsdag d. 11. marts 2020 havde statsminister Mette Frederiksen (S) indkaldt til pressemøde om COVID-19 i Danmark. Det har været et langt år siden da, og i krisens forstørrelsesglas har vi kunnet se os selv og vores samfund klarere end ellers, skriver juraprofessor Jens Elo Rytter.

Onsdag d. 11. marts 2020 havde statsminister Mette Frederiksen (S) indkaldt til pressemøde om COVID-19 i Danmark. Det har været et langt år siden da, og i krisens forstørrelsesglas har vi kunnet se os selv og vores samfund klarere end ellers, skriver juraprofessor Jens Elo Rytter.

Unger Anthon

Indland
11. marts 2021

I lyset af hastigt stigende smittetal og skræmt af de rystende billeder fra Norditalien, hvor smitten nogle steder var gået amok, så folk døde i hobetal, og sundhedssystemet var overmandet, holdt statsminister Mette Frederiksen denne torsdag for et år siden det coronapressemøde, som allerede er gået over i historien.

Her annoncerede hun, at Danmark mere eller mindre skulle lukke ned – for at inddæmme smittespredningen i samfundet, navnlig af hensyn til de udsatte ældre og kronisk syge og for at beskytte sundhedsvæsnets funktionsdygtighed og kapacitet.

Det har været et langt år. I krisens forstørrelsesglas har vi kunnet se os selv og vores samfund klarere end ellers. Og vi har lært meget. Ikke mindst om statens magt, demokratiet og betydningen af frihedsrettigheder.

Den store nedlukning

Regeringen greb hurtigt og resolut ind i marts 2020 med restriktioner, der var hidtil usete i fredstid. Samfundet blev ’lukket ned’. Alligevel var de danske restriktioner faktisk moderate i sammenligning med mange andre europæiske landes.

Vi har således ikke været underlagt et udgangsforbud – modsat 16 andre EU-lande – også enkelte lande med lavere smittetryk end Danmark. Vi har ikke haft restriktioner på adgang til at demonstrere. Og privatsfæren har generelt været fredet, også i forhold til muligheden for at samles, hvor myndighederne har begrænset sig til at komme med anbefalinger.

Alligevel er vi indtil nu kommet bemærkelsesværdigt godt igennem coronakrisen – målt på dødsfald, indlæggelser og belastning af sundhedssystemet. Den efter europæisk målestok ’milde’ danske kur har tilsyneladende virket.

Man kommer nok ikke uden om, at regeringen og særligt statsministerens politiske beslutning om at gribe resolut og hurtigt ind, selv om sundhedsmyndighederne anbefalede en noget mindre omfattende nedlukning, har bidraget til den danske succes. Mette Frederiksens strategi var klar allerede 11. marts 2020: »Det er vores klare overbevisning, at vi hellere skal handle i dag end at fortryde i morgen,« sagde hun. »Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip.«

Regeringen tog tidligt ansvaret på sig og viste sig at have vurderet situationen rigtigt. Det er også forsigtighedsprincippet, som har fået regeringen til at genåbne samfundet langsommere end i mange andre lande.

Den danske tillid

Men selv et magtfuldt og fornuftigt handlende statsapparat kan ikke trylle konfronteret med et så omfattende samfundsproblem som en pandemi.

Befolkningens opbakning har været og er afgørende. Det vidste Mette Frederiksen allerede 11. marts 2020.

»Vi får brug for samfundssind,« sagde hun »Meget af løsningen på det, vi står over for, hviler på danskernes skuldre.«

Statsministeren var antagelig klar over, at myndighedstvang er besværlig og dyr og alligevel kun rækker et stykke af vejen. Og strategien lykkedes.

Danskerne synes hidtil i meget vidt omfang at have ikke bare efterlevet myndighedernes krav, men også fulgt deres anbefalinger. De har simpelthen respekt for autoriteter og tillid til myndighederne. Og så har der selvfølgelig været frygten for coronavirus.

Truende magtfuldkommenhed

Samtidig har vi set, hvor mange muskler staten i virkeligheden har at gøre godt med, når det virkelig gælder. I en god sags tjeneste er det betryggende – og måske løfterigt for endnu mere fundamentale udfordringer som klimakrisen. Vi fik også set, hvem der har den virkelige magt i staten, når det brænder på: regeringen.

Som den tyske retsfilosof – og nazist – Carl Schmitt sagde: »Suverænen er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden.«

Magtfuldhed kan dog også slå over i magtfuldkommenhed. Det har vi set flere eksempler på under coronakrisen. I krisens første fase fik de principielt uafhængige domstole reelt et diktat fra regeringen om at lukke ned. Og da smitten spredte sig til mink, annoncerede regeringen en national aflivning af mink, selv om den ikke havde lovhjemmel til det.

Magtfuldkommenhed er ikke mindst et demokratisk problem. Det så vi også demonstreret med regeringens behandling af Folketinget.

I krisens første fase blev demokratiet på det nærmeste sat ud af spillet. Regeringen ventede længe med at involvere Folketinget i sine overvejelser om en strategi mod smittespredning. Og da det endelige blev nødvendigt, fordi den manglede beføjelser, blev lovforslag hastet igennem, og Folketinget blev enten informeret utilstrækkeligt eller for sent om de faglige vurderinger, som lå til grund for de vidtrækkende beføjelser og indgreb, det blev bedt om at godkende.

Ført bag lyset

Også befolkningen blev til dels ført bag lyset, da statsministeren på pressemødet 11. marts 2020 gav indtryk af, at sundhedsmyndighederne havde anbefalet den omfattende nedlukning, som hun annoncerede på mødet. Sundhedsmyndighederne havde nemlig anbefalet en mindre omfattende og mere afventende strategi.

Som tiden gik, vågnede Folketinget dog mere op til dåd og krævede at blive inddraget mere.

Regeringen måtte således i efteråret skrotte sit forslag til en permanent epidemilov, der ville cementere den enorme centralisering af beføjelser hos regeringen under epidemier, som blev hastegennemført i marts 2002 i den midlertidige epidemilov. Den politiske modstand var for stor.

Det blev nødvendigt for regeringen at give indrømmelser i form af langt mere demokratisk kontrol med brugen af beføjelser samt bedre retsgarantier ved alvorlige frihedsindgreb. Folketinget fik mulighed for at afvise restriktioner, som regeringen ønskede sig – og gjorde for første gang brug af den mulighed, da et flertal i denne uge afviste regeringens ønske om at tvangsteste beboere i Odensebydelen Vollsmose.

Man må ikke glemme, at disse demokratiske og retssikkerhedsmæssige forbedringer kun blev sikret efter krav fra oppositionen og efter civilsamfundets kritik af regeringens oprindelige forslag. Forløbet illustrerer den ofte påpegede risiko, der er for, at vidtgående krisebeføjelser bliver hængende, selv om krisen klinger af.

Og i forbindelse med drøftelserne om omfanget af den seneste genåbning er vi nærmest tilbage ved sædvanlige politiske tilstande. Væk er den konsensus på tværs af partier, som prægede den første krisetid. Nu ses de politiske forskelle igen, og smalle aftaler indgås.

Efter det første granatchok vågnede Folketinget altså op, og demokratiet slog tilbage.

At ofre sin frihed

I akutte kriser – hvor frygt spiller ind – synes de fleste villige til at ofre ganske megen frihed til gengæld for sikkerhed og tryghed.

I krisens første fase var regeringens strategi præget af et ret entydigt fokus på smittebekæmpelse. Det blev for nylig bekræftet af rapporten fra den uvildige ekspertgruppe med professor Jørgen Grønnegård Christensen i spidsen.

Folkesundheden var vigtigere end alt andet, som derfor kom i anden række. Som statsministerens noget patetisk udtrykte det på et pressemøde 6. april 2020: »Ethvert dødsfald er en tragedie.«

Friheden måtte om nødvendigt vige. Regeringen holdt sig godt nok som omtalt fra de mest ekstreme frihedsindgreb, særligt udgangsforbuddet – om end det formentlig har været overvejet. Og befolkningen og oppositionen var med hende.

Men som tiden går – og især når krisen synes mindre akut – mindskes offerviljen og viljen til at gå i takt. Det har befolkningsundersøgelserne fra blandt andet det såkaldte HOPE-projekt vist os.

I dag er der ikke længere helt samme fælles fodslag om strategien og den rette balance.

Folk er trætte. Det gælder, selv om vi i Danmark har været forskånet for de mest voldsomme frihedsrestriktioner.

Pres på regeringen

Måske har vi også lært, at frihed ikke bare handler om respekten for klassiske frihedsrettigheder som fysisk frihed, politisk frihed og privatlivsbeskyttelse. Frihed handler nok så meget om den sociale frihed og udfoldelsesmulighed, vi til daglig tager for givet: at kunne mødes hvor, med hvem og hvor mange man vil, at kunne gå på café eller værtshus eller i forretninger, at kunne omgås og sparre med sine arbejdskolleger, at kunne rejse.

At miste alt dette eller at få beskåret det så kraftigt, som tilfældet har været, har vi erfaret, gør ganske ondt på den lange bane. Det indsnævrede rum for fællesskab, udfoldelse og oplevelser er også i længden et alvorligt tab af frihed og velfærd.

Måske er det derfor, regeringen nu med den anden genåbning synes at slække en smule på forsigtigheden og det lidt enøjede fokus på smittespredning. Den er klar til at acceptere risikoen for væsentligt højere smittetal mod til gengæld at få nogle butikker, nogle skoler og nogle fritidsaktiviteter åbnet igen.

Det hænger givetvis også sammen med, at mange af de mest sårbare nu er blevet vaccineret. Men isolationstrætheden i befolkningen er stigende, og det er derfor også blevet politisk farligt helt dogmatisk at holde fast i den oprindelige strategi.

Demokratiets modstandskraft

I tilbageblik må vi konstatere, at regeringen og statsministeren i løbet af coronakrisens første chokfase i Carl Schmittsk forstand fremstod som suverænen, der egenhændigt råder over undtagelsestilstanden. Mens oppositionen, domstolene, befolkningen og til en vis grad måske også medierne paralyseret slog hælene sammen og så frygtsomt til.

Efter denne første fase genfandt politikerne og civilsamfundet dog efterhånden fodfæstet, og vi vendte gradvist tilbage til normale forhold. Og det er et sundhedstegn for vores demokrati.

Vi har på én gang lært, at vores demokrati ikke er usårligt, og at det har modstandskraft.

Også hvad angår vores forhold til balancegangen mellem folkesundhed og frihed, har vi lært noget. I den første fase var der stort set konsensus om at gøre alt, hvad det krævede for at bremse smittespredningen. Her et år efter er der ikke længere samme opbakning til en kompromisløs linje, hvor det handler om at bekæmpe smitten og beskytte vores gamle og udsatte næsten for enhver pris.

Den tilgang kan vores sociale frihedstrang – og vores økonomi! – i længden ikke opretholde. Måske er vi her et år efter ved at erkende, hvad man tidligt i forløbet proklamerede på forsiden af denne avis om coronaen: »Vi må lære at leve med den.«

For vi skal netop leve, ikke bare overleve.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer i Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og Statsministerens enegang og agering i rejsen til Israel og vor gåen i alliance med lederne fra Østrig, Israel, Ungarn og Brasilien for at score medicin, muligvis forbeholdt den Palæstinske befolkning har absolut ingen demokratisk støtte noget sted fra i Danmark. Det må have politiske konsekvenser.