Boligpriserne er stik imod alles forventninger steget betydeligt under coronakrisen. Særligt i København. Det ligger i forlængelse af en generel stigning i prisen på boliger over de sidste årtier i mange dele af Danmark.
Derfor er det i den forstand nu flere steder historisk dyrt at komme ind på boligmarkedet. Men egentlig er det ikke alene salgsprisen, som afgør, om en bolig er billig eller dyr.
Lige så betydningsfuld er den såkaldte brugerpris. Brugerprisen angiver, hvad det årligt koster at bo i en bolig på en given størrelse. Mere præcist er det summen af boligskatter, udgifter til vedligehold og rentebetalinger. Ser vi på brugerprisen relativt til udviklingen i danske familiers disponible indkomst, kommer vi frem til boligbyrden.
For Danmark som helhed er boligbyrden på omtrent samme niveau, som den var i 1990’erne, selv hvis der udelukkende regnes med fastforrentede lån. I de store byer er ejerlejlighederne stadig på det niveau, vi så i begyndelsen af 00’erne inden boligboblen. I den forstand er det næsten billigt at komme ind på boligmarkedet.
For unge familier uden nævneværdig opsparing kan det dog stadig være svært. Krav om kontant udbetaling og loft over, hvor meget gæld man kan stifte i forhold til sin indkomst, er nogle af stopklodserne.
Derudover er det vigtigt at påpege, at afdrag ikke indgår i boligbyrden. Det er økonomisk set korrekt, fordi der er tale om opsparing, og det derfor ikke er en omkostning. Men det er stadigvæk penge, som familierne skal have op af lommen, og som først senere bliver til friværdi, de muligvis kan genbelåne for at få flere forbrugsmuligheder.
Det er derfor, at afdragsfrie lån er så interessante for førstegangskøbere.
Giftig gæld
Gæld er dog et tveægget sværd.
Gæld, som optages i dag og betales tilbage i fremtiden, gør det muligt at forbruge mere i dag, selv om indkomsten til at finansiere forbruget ligger ude i fremtiden. På sin vis er det lige så naturligt, at alle familier kan vælge, hvornår de vil forbruge, uafhængigt af hvornår de har indkomst, som at de kan vælge, hvad de vil forbruge.
Men gæld kan også blive giftig. Gæld stiftet på grund af urealistiske forventninger til ens fremtidige indkomst kan være første skridt på vejen til en økonomisk ruin bygget på renters rente på ubetalt gæld. »I still owe money to the money, to the money I owe« som The National synger.
Når gæld bruges på spekulative investeringer, herunder køb af bolig, kan det ydermere skabe prisbobler, der øger faren for finansielle kriser. Der er derfor både gode husholdningsøkonomiske og makroøkonomiske grunde til at regulere adgangen til gæld.
Når økonomer skal afgøre, om der historisk har været en boligboble, gøres det ofte ud fra en såkaldt residual-metode. Først prøver de at forklare så meget som muligt ud fra andre faktorer. Boligbobler er derefter prisstigninger uden en forklaring, som få år senere slår om i prisfald. At der faktisk er tale om en boligboble, kan derudover understøttes af spørgeskemaundersøgelser og narrative tekstanalyser, som tyder på, at mange motiverer deres boligkøb med en (over)tro på fremtidige prisstigninger.
Mange steder er boligpriserne i kroner og øre i dag betydeligt over, hvad de var på toppen lige inden finanskrisen. Men vi kan forklare prisniveauet. Tager vi højde for den generelle stigning i forbrugerpriserne, ligger de fleste steder stadig under toppen, og mange steder i udkantskommunerne ligger langt under. Dertil kommer, at renterne, selv på lange fastforrentede lån, nu er langt lavere, og højere priser derfor er forventelige. Den centrale, oplagte forklaring på det stigende prisspænd mellem land og by er, at interessen for at bo i byen simpelthen bare er blevet relativt større. Det er ikke en boble. Det ser vi over hele verden. Forklaringerne er mange. Noget handler om kulturændringer. Andet handler om økonomi og jobmuligheder.
Højt at flyve ...
Det, vi kalder boligprisen, er jo i virkeligheden ikke kun prisen på netop boligen, men i høj grad også på den jord, boligen står på. Og dét er vigtigt.
Prisen på de fleste varer er bundet til produktionsomkostningerne. Hvis prisen bliver for høj, vil nye producenter træde til for at prøve at få en del af de overnormale profitter, og prisen konkurreres ned igen. Produktionen vil blive øget, og prisen er udbudsbestemt.
Jord kan vi dog kun bygge nyt af helt særlige steder, såsom Lynetteholmen. Boligprisen bliver derfor, særligt i de store byer, rent efterspørgselsbestemt. Det gør, at alt, hvad der sænker brugerprisen – altså de løbende udgifter til boligskatter, vedligehold og renter – slår direkte ud i højere salgspriser.
Men »højt at flyve, dybt at falde« gælder også i dette tilfælde. Kombinationen af høje boligpriser og lav boligbyrde kan kun lade sig gøre på grund af de lave renter. Det er et faresignal.
Stiger renterne, vil det ikke nødvendigvis være et problem for dem, som sidder med fastforrentede lån. Men knap halvdelen af den danske realkreditgæld er dog i variabelt forrentede lån. Og når boligpriserne falder som følge af stigende renter, kan det også blive et problem for nyslåede boligejere med fastforrentede lån, hvis de af den ene eller anden grund gerne vil flytte.
Især udviklingen på ejerlejlighedsmarkedet er bekymrende, da der er større udskiftning her. Pludselige rentestigninger og boligprisfald kunne sågar frygtes at sætte gang i en »negativ« boble.
Alle risikerer at tabe
Et andet problem ved udviklingen på boligmarkedet er, at de enorme kapitalgevinster de seneste årtier sandsynligvis har været afgørende for udviklingen i formueuligheden. På nær i den absolutte top, hvor ejerskab af virksomheder spiller en større rolle.
Mange sammenligner boligkapitalgevinster med lotterigevinster. Det er der en vis sandhed i. Men i forhold til ulighedseffekten af kapitalgevinster er det altid vigtigt at spørge, hvem taberne er. For ved lotterigevinster er taberne naturligvis dem, som har købt en kupon, men ikke vandt. De forbrugsmuligheder, vinderen får, finansierer taberne. Men det er mere komplekst med kapitalgevinster på boliger.
Mange tænker, at familier, som ikke har købt bolig endnu, er taberne. Det er ikke altid tilfældet. Hvis blot boligpriserne stiger, uden at boligbyrden følger med op, så kan disse familier i udgangspunktet købe det samme hus, betale de løbende boligomkostninger og ikke ændre på andet af deres forbrug i resten af deres liv. De mister altså ikke forbrugsmuligheder. Dog kan det være sværere for dem at spare op til udbetalingen.
Hvis boligprisstigningen skyldes et rentefald, så taber alle, der har renteindtægter fra variabelt forrentede lån, herunder særligt pensionsfondene. Deres formue er uændret, og deres løbende indtægter falder i takt med renten.
De nuværende boligejeres arvinger kan score kassen, hvis deres arv stiger. Men hvis deres arv ikke ændrer sig i kroner og øre, så er den faktisk blevet mindre værd, fordi afkastet er lavere, og de boliger, de vil købe, er dyrere. De nuværende boligejere kan, modsat ved en lotterigevinst, ikke selv bruge hele friværdisstigningen, hvis de ikke vil reducere deres arvingers forbrugsmuligheder.
Hvad med boligprisstigninger skabt af slappere låneregulering? Det øger efterspørgslen fra familier, som tidligere var begrænset af reguleringen, og det presser derfor boligpriserne op. Det giver direkte ekstra forbrugsmuligheder til eksisterende boligejere. Taberne er bl.a. dem, som ikke var begrænset af reguleringen, men nu kommer til at have højere omkostninger ved at købe samme bolig. Familier, som gør brug af den slappere låneregulering, overdrager også forbrugsmuligheder, men de gør det frivilligt og er gladere end før, fordi de nu har fået mulighed for at blive boligejere.
Derudover kan vi selvfølgelig alle sammen blive tabere, hvis de slappere lånekrav i sidste ende fører til finansiel ustabilitet. Det var den smertefulde lærestreg fra 00’ernes finanskrise. Endelig kan en generelt højere gældsætning være til fordel for bankerne og realkreditinstitutterne, som kommer til at kunne indkræve flere gebyrer og bidrag.
Ingen lette løsninger
De enorme kapitalgevinster på boligmarkedet er uden tvivl problematiske. De er skabt uden grund i hverken arbejdsindsats eller investeringer, som har øget produktiviteten i samfundet. Det er vigtigt at analysere deres årsager og effekten på forbrugsmulighederne for at finde de rigtige modgående tiltag. Der er mange skillelinjer at tage højde for, land vs. by, unge vs. gamle, lejere vs. ejere. Når gamle arbejderkvarterer bliver hippe, kan sælgerne også komme fra lavere sociale lag end køberne.
Men det er ikke et nemt problem at løse. Alle tiltag, som svækker efterspørgslen, højere skatter eller strammere låneregler, vil ikke bare ramme dem, der har haft de store kapitalgevinster, men også alle dem, som lige har købt og ingen friværdi har. Højere boligskatter vil også skulle betales af både førstnævnte og sidstnævnte.
Et argument for beskatning af gevinster på salg af bolig er, at det kun vil ramme dem, som har opnået gevinster. Spørgsmålet er, om det vurderes retfærdigt at indføre med tilbagevirkende kraft. Derudover vil det ramme alle, som har forbedret deres bolig og derfor kan sælge den til en højere værdi. De burde have mulighed for trække de forbedringsudgifter, de har haft, fra i gevinsten.
I forlængelse heraf er spørgsmålet også, hvilke incitamenter en beskatning af gevinster vil generere for ejere af boliger. Vil de holde op med at vedligeholde deres bolig i årene op til et salg? Beskatning af realiserede gevinster kan også skabe fastlåsningseffekter, hvor for mange bliver boende for at undgå at betale skatten. Hvis det sænker udbuddet, når prisen stiger, og øger udbuddet, når den falder, kan det tilmed medføre større prisudsving.
Der er ingen lette løsninger. Men højere beskatning af bolig og jord er noget, mange økonomer taler for. Vi har i udgangspunktet den jord, vi har, mens både skat på arbejde og kapitalafkast generelt kan have betydelige samfundsøkonomiske negative effekter, fordi det svækker den personlige gevinst ved at arbejdere og investere. Derfor bliver det i hvert fald i første omgang gavnligt, at boligskatterne snart igen kommer til at følge med priserne op og ned, når det nye boligskattesystem indføres i 2024. En sænkelse af rentefradraget er også noget, mange økonomer ønsker sig til jul hvert eneste år.
Hvad med lejerne?
Et midlertidigt forhøjet udbetalingskrav i for eksempel Københavnsområdet kunne aktuelt være et godt værktøj for at tage luften ud af en mulig boligboble. Det er dog vigtigt at skelne mellem sådanne såkaldt makroprudentielle tiltag for at løse kortsigtede problemer og hvad, der skal gøres for at løse de mere langsigtede strukturelle udfordringer.
For at gøre noget ved det stigende prisspænd mellem land og by skal der enten gøres noget for at øge mulighederne for at bygge boliger i og omkring byerne, eller der skal investeres i at gøre mindre byer og områderne, de ligger i, mere attraktive for både familier og virksomheder.
Et andet vigtigt spørgsmål er, om lejemarkedet kan styrkes. Gældsfinansieret køb af et enkelt aktiv frarådes typisk på det kraftigste. Man skal jo ikke putte alle æg i en kurv. Men det er faktisk netop, hvad et boligkøb er.
En helt fundamental årsag til det manglende lejemarked er dog, at en fyldestgørende kontrakt mellem udlejer og lejer er meget kompleks at udforme, hvis en lejer skal have alle de fordele, der ligger i at kunne tilpasse sin bolig efter eget ønske, ligesom en ejer kan. Hertil kommer spørgsmål om, hvordan lejere sikres juridisk over for udlejernes de facto monopolmagt, uden at det giver store fastlåsningseffekter, hvor folk flytter ind og bliver boende længe, selv om boligen egentlig ikke passer til deres behov, fordi lejen er lav, og det ikke lige er til at få noget andet.
Jeppe Druedahl er lektor på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information
Ingen løsning?
Den hellige tre-enighed af forskere, politikere og journalister har en blind vinkel, der er grundlag for ulighed, meningsløs økonomisk vækst og belastning af miljø og klima.
Jordens ressourcer og jordens overflade er menneskehedens fælles eksistensgrundlag.
Dette eksistensgrundlag er kastet i grams til de økonomiske snyltergribbe, der arbejdsfrit indkasserer naturbetingede og samfundsskabte gevinster.
På boligmarkedet indebærer dette, at jorden under boligerne behandles som et spekulativt kapitalgode, på trods af, at dets værdi er skabt af samfundets udvikling.
Om ca fem år vil dette føre til et samfundsøkonomisk kollaps, der vil få 2008-krisen til at blegne i sammenligning.
Løsningen er enkel men vanskelig at få opbakning til.
Den hedder fuld grundskyld. Eller samfundsovertagelse af al jord med efterfølgende udlejning af jorden til en leje, der svarer til jordens brugsværdi.
Konsekvenserne af dette vil være mange. En af disse vil være afkapitalisering af jorden med aflysning af friværdifester og deraf afledte kriser.
Adgangen til lån er, hvad der bestemmer boligpriserne. I tider, hvor der reelt ikke har været en stigning i realindkomsten, har muligheden for billige lån været den eneste måde at forøge folks købekraft på, det kræver bare, at lånemulighederne forbedres, i stedet for reallønnen.
Men det var nok på alle måder bedre, at reallønnen blev forbedret, bl.a. for at nedbringe indkomstforskellene i samfundet til de acceptable max. 20 ganges forskel mellem top og bund, som f.eks. Schweiz ser på at lovfæste.
Det springende punkt er igen og igen pensionsopsparingen, der dels er et løfte om frihed i alderdommen, som tidligere dog blev optjent i boligen, dels er en bremse på det i forvejen alt for voldsomme privatforbrug.
Det uhensigtsmæssige er, at pengene forsvinder derhen, hvor man kan lånefinansiere: bolig og bil, mens alle de daglige, stabile udgifter, der skulle hjælpe os i en grøn retning, forbliver uforandrede.
Lars Bækgaard, problemet med fuld grundskyld er, at alle disse værdier er nogle, vi tilskriver ting, men som reelt er fuldstændigt vilkårlige, en markedslogik, der står vaklende på sine lerfødder, bl.a. fordi det eneste, der reelt betyder noget, er det nødvendige arbejde, der udføres. 'Pengene' kan ikke længere bære reguleringen i samfundet, fordi der simpelthen er så mange af dem, og at de bliver alt for skævt fordelt.
Det eneste, vi burde have, var en erhvervsskat på omsætning, der kan sikre den grundlæggende distribuering af varer og tjenesteydelser i samfundet til de områder, hvor det er nyttigt.
Steffen Gliese,
der er intet vilkårligt over jordrenten (beskrevet i mange nationaløkonomiske lærebøger). Det vidste Ricardo og de andre klassiske økonomer alt om. Kort fortalt er jordrenten på et jordstykke den årlige økonomiske fordel, jordstykket kan give ejeren.
Det er jordrentens kapitaliserede fætter - jordens handelsværdi - der er udsat for markedets spekulative forventninger til fremtidige stigninger eller fald. Og som rummer mulighederne for arbejdsfri gevinster.
Fuld grundskyld er udtryk for, at samfundet opkræver en afgift på alle jordstykker - en afgift der nøje svarer til jordrenten - afkastmulighederne ved brug - på det enkelte jordstykke.
Fuld grundskyld vil forvandle jorden fra at være spekulationsobjekt til at være et brugsobjekt. Jordens kapitalværdi og dermed friværdierne vil forsvinde som dug for solen. Via lokalplaner mm kan det demokratiske system afgøre, hvad det enkelte jordstykke må bruges til.
Lånemuligheder, renteniveau etc. påvirker jordens handelsværdi, men disse kan ikke bruges til at forklare forskellene på jordpriser i storbyer og landsbyer. Disse forskelle kan forklares som forskelle i afkastmuligheder og dermed jordrente.
Det er bla derfor, jord bør behandles anderledes end biler, produktionsudstyr og kanelkringler. Jordens er ikke et produceret gode og bør behandles som alles fælles eksistensgrundlag - ikke som tag-selv-bord for økonomiske snyltergribbe.
To simple "her-og-nu-løsninger", bopælspligt og voldsom skat af fortjeneste på bolig.
Skatten bør selvfølgelig være voldsom stor, da fortjenesten udelukkende er følgeskade af samfundsstrukturen og ikke kommer af arbejde eller investering (man burde dog ikke anerke investering i penge for profittens skyld, da den jo er selve årsagen til økonomiens underminering)
Helt så simpelt bliver det nu ikke alligevel, af den årsag de fleste lovgivere selv ejer fast ejendom, og så mange eksempler på de lovgiver ud fra hvad der tjener dem selv bedst.
Den mest retfærdige løsning er imidlertid at fast ejendom ejes af offentligheden og prissættes af offentligheden.
(en god rettesnor for hvad der burde ejes af offentligheden er; alt man ikke kan tage med sig )
Hmm, kunne man beskatte indkomst fra ejendom på samme måde som indkomst fra aktier?
Det er jo en investering, som giver et afkast ved salg og/eller udlejning.
Hvis der var et reelt alternativ til ejerboliger og private lejeboliger men det er der ikke for dem der ønsker at finde en bolig. Andelsboliger er steget voldsomt i pris, da valuar vurderingen af fået andelskronen til at stige voldsomt meget. Nybyggede "almennyttige " boliger er en mangelvare som i har været stærkt underprioriteret de sidste 20 år. Der er op til 20 års ventetid til en billig almennyttige lejebolig. Når kapitalen kan købe jord og bygge boliger billigt med en ekstrem lav rente og udleje dem for høje lejepriser og tjene afkast på 8-10% om året så kan man jo godt regne ud hvem der betaler for de indtægter som aktiv ejerne kapitalisere på mangel på ejendomme.
Beskatning er helt rigtigt en vigtig del af løsningen.
Almene boliger er en endnu vigtigere løsning.
Vi skal simpelt hen sørge for at alt det nye byggeri er alment og også gerne have i hvert fald pensionskassernes udlejningsejendomme omlagt til almene boliger.
På den måde bliver der mange flere betalelige boliger til alle, uanset indkomst og alder.
Bortset fra det med pensionskassernes boliger er jeg enig, Jean Thierry.
Hvad disse boliger angår, er jeg klart for, at det først og fremmest må være til gavn for medlemmerne - dels som sikring af billigere boliger for ældre medlemmer, dels som led i sikring af mobiliteten ved jobskifte, som jo er voldsomt kompromitteret af den manglende fleksibilitet, som de høje boligpriser og huslejer er røget op i.
som jeg ser det, er det grundlæggende problem at pengeøkonomi har førsteprioitet, og at menneskelig trivsel og retfærdighed kun kan tages i betragtning hvis det ikke skader økonomien, forstået som væksten i bnp.
hvis trivsel og retfærdighed var det vigtigste kunne ejendomsretten til jord/bolig helt bortfalde, og erstattes af en ret til at bebo sin bolig,
altså ville en bolig ikke kunne sælges og ikke skabe indkomst til en ejer, står en bolig tom har enhver ret til at flytte ind, og der skal intet betales og dermed bliver ingen gjort boligløse som følge af ,pengemangel,
og helt parallelt burde der være en dyrkningsret på jord, men ingen ejerskab, og dermed ingen betaling, altså ville enhver have ret til at dyrke fødevarer til eget brug og salg,
men man ville ikke kunne opkøbe store arealer for at tjene mere på dyrkningen, og jord kan ikke kapitaliseres, faktisk mener jeg det er urimeligt når ejerskab kan give arbejdsfri indkomst, for det vil jo medføre en automatisk accelerende ulighed som det jo faktisk sker idag.
@NIki
Præcis.
Der er ingen principiel forskel overhovedet på gevinster ved aktie- vis-a-vis ejendomsspekulation.
Beskat gevinsten ved salg. Så enkelt er det.
Hvorfor har lige præcis denne form for fortjeneste nydt undtagelse ift. alle andre spekulationsgevinster. Det giver slet ingen mening.
Det vil muligvis ikke løse hele problemet med boligboblen - men det ville sætte en vis dæmper på spekulationslysten
/O
Der er en almindelig grund til, at man ikke har beskattet boliggevinster hidtil, og det er, at de formodes at afspejle den prisforandring, der skal tages højde for ved anskaffelse af en ny bolig, bl.a. fordi man også har kunnet gå ud fra, at gæld i en ejendom har været optaget til den løbende vedligeholdelse og forbedring.
Det er ikke nødvendigvis længere tilfældet, fordi boligmarkedet i dag kun afspejler ét: alt for mange tilgængelige penge, som man ikke kan få afløb for andre steder.
Den gode virkning ved den beskatning vil dog finde sted med den uheldige virkning, at en masse mennesker ender i bundløs gæld, fordi beskatningen vil være med til at bringe priserne ned, men næppe nok til at dække hullet i gælden.
Måske er det bare mig, men hvis man gerne vil have priserne til at falde, skal man så ikke bare sørge for at der bliver bygget flere boliger?
Jeg er med på at det politisk er svært fordi der sidder mange mennesker og tjener kassen på prisstigningerne og som ikke har lyst til at få flere naboer, men omvendt handler det blot om at ændre på nogle planer - i et marked som vi er i nu skal markedet nok sørge for at bygge boligerne. I tæt-bebyggede byområder kunne man f.eks. tillade et par ekstra etager. Selvom de skulle opføres i samme stil som det eksisterende byggeri og dermed bliver dyrere, tænker jeg at det nuværende prisniveau sagtens kan bære det.
Personligt forventer jeg ikke at befolkningstilvæksten fortsætter de næste 40 år, så selvom folk vil have mere plads, forventer jeg at min egen bolig vil falde i værdi, selvom det skulle lykkes mig at vedligeholde den.
Man burde også investere i effektiviseringer i byggebranchen, men det er en mere langsigtet ting.
Den tredje ting man burde gøre var at fjerne rentefradraget, selvom effekten nok vil være begrænset så længe renterne er så lave. Men så er det jo også et godt tidspunkt at gøre det!
I vid udstrækning er boligpriserne en konsekvens af renteniveauet.
Lav rente, høje boligpriser
Høj rente , lave boligpriser.
Når man køber hus kigger man på omkostningerne, ikke på prisen.
Men ellers kan man flytte universiteter og arbejdspladser ud af byerne.
Flyt humaniora til Gram.
Flyt 20.000 offentlige arbejdspladser ud af København
Flyt Kulturministeriet til Hjørring
Kun fantasien sætter grænser.
Sverige har allerede et system med beskatning af fortjeneste ved salg af bolig. Man betaler ca. 25 procent af fortjenesten. Dog fratrukket udgifter til forbedringer, hvilket også begrænser sort arbejde
Udover Nils Bøjdens korrekte fremstilling af renteniveauets betydning, så betyder det også noget i sig selv, at lån til boliger mange steder er lette at få, så i et arbejdsmarked med stort set ingen fremgang i årtier, er gevinster på boligmarkedet i form af løbende stigninger og langsigtet tilbagebetaling også med til at favorisere tingenes tilstand.
Blandt de forandringer, der over tid er foretaget, er udover det altid fremhævede: at skattestop og afdragsfrihed fremmer inflation og dermed en næsten givet salgsgevinst, at lånetiden blev sat op i 90erne fra 20 til 30 år, og at krav om eget opsparede bidrag bortfaldt eller blev let at omgås.
Alle disse ting var selvfølgelig for at råde bod på de helt katastrofale rentestigninger i 70erne og begyndelsen af 80erne, men de har selv haft deres egne katastrofale konsekvenser.
Niels Bøjden,
Det er rigtigt, at renteniveuet påvirker boligpriserne.
Men - renteniveuet kan ikke bruges til at forklare, at bygningsmæssigt ens boliger har meget forskellige priser po forskellige beliggenheder.
Derfor er vil nødt til at skelne mellem jord og bygninger.
Og vi er nødt til at indføre en passende løbende afgift på jordens beliggenhedsværdi (fuld grundskyld), hvis vi vil undgå prisbobler, friværdifester og deraf afledte kriser.
En skat på salgsgevinster som i Sverige løser ikke dette problem (se på boligpriserne i Stokholm).
Iøvrigt: Det er tåkrummende pinligt, at danske pensionskasser finansierer bedsteborgernes pensioner via kapitalgevinster og udlejning til lejere, der ikke har andel i friværdifesten.
"Og vi er nødt til at indføre en passende løbende afgift på jordens beliggenhedsværdi (fuld grundskyld), hvis vi vil undgå prisbobler, friværdifester og deraf afledte kriser."
Det er at give op.
Da samfundet tilsyneladende insisterer på at stable uddannelse og arbejdspladser sammen på et lille område, skal man tage konsekvensen og tillade byggeri i 15 ell 20 etager i hele København og Frederiksberg.
Ellers kan man flytte funktioner væk hvis man ønsker at København fortsat skal være en landsby
"Men - renteniveuet kan ikke bruges til at forklare, at bygningsmæssigt ens boliger har meget forskellige priser po forskellige beliggenheder."
Ej heller forklarer det den idiotiske ide om at nogle mennesker insisterer kun at ville bebo bestemte postnumre.
Hvis det er for dyrt at bo i København, så flyt til Taastrup, Ishøj eller Målev
Jeg ved godt at der er mange der opererer efter princippet: Jeg har en hammer, så alt er et søm.
Men der findes andre muligheder end den lavtbegavede og ideforladte løsning der hedder "vi hæver skatterne"
Kære Niels Bøjden: Næ, ikke rigtigt !
Meget enkel løsning:
Beskat gevinsten på ejerboliger.
Som Retstatsmand forundres jeg, dybt. og foragter at journalistikken i selv anerkendte aviser som information helt tydeligt. ser verden i et meget lukket lille ekko kammer, Henry George kom med en løsning i 1879, velbeskrevet i bogen fremskridt og fattigdom som der forklare deltaljeret hvad der er ved og ske i vores samfund hvor vi har ladet jordrente casio spillet rasere og spolere vores samfund totalt ja spekulation har voldtaget vores samfund, og man forundres over at 12 årige søger et liv med en sukker daddy.. forklaringen er enkel og logisk. når spekulation bliver dagens uorden så bliver almen logik, ulogisk. de sidste kapitler i fremskridt og fattigdom er ganske enkelt skræmmende læsning, og forklarede meget godt hvordan en bolig spekulant som Donald Trump kunne blive præsident.
problemet er at selv journalister på information, er blevet bolig spekulanter. og derfor er spekulation blevet dagens uorden,
ja bogen fra 1879 forklarede hvorfor, verden ser ud som den gør. nu fordi vi har ladet spekulation blive dagens uorden, i fortiden var spekulanten en person man så ned på ja man så spekulation for det spekulation var og er nemlig et casiono spil. et hazzard spil. svaret er chokerende enkelt,, og ja en pille der gør ondt men der er ikke andre veje,
medicinen gør ondt men den er ikke kompileret hæv grundskylden langsomt men sikkert så værdien af spekulationen drænes ud af jorden, og som henry george så rigtigt skrev i sin bog fremskridt og fattigdom så bør og skal spekulanten ikke kompenseres for man kompenserede jo heller ikke slaveejerene i sydstaterne for deres tabte værdi da man frigav slaverne, og dette er tæt på et direkte citat fra moral filosoffen og økonomen henry George og årsagen til at jeg er georgist og retstatsmand, jeg HADER spekulation og hvad det gør ved vores elskede samfund,
fuldgrundskyld hvor man bruger provenuet fra at opsamle de samfundsskabte værdier. til at sænke/fjene skatten på arbejde, for jeg ser som georgist skat på arbejde som simpelt tyveri. vi straffer som samfund den flittige og kløgtige for at belønne spekulationen som der har skabt et lykke luder lotto land hvor spekulation er blevet den almene samfunds uorden og spekulanten er blevet helten ja idealet.
jeg finder det som georgist direkte amoralsk og snakke om begrebet sort arbejde, når vi lader boligejere stjæle milliarder af samfundsskabte værdier. der er intet sort i at arbejde i at berige verden med sit flid. mens det beskriver et moralsk skred, i vores samfund, at spekulation er blevet ikke kun mainstreamen, men direkte målet.
med venlig hilsen martin sørensen medlem af retsforbundes landsledese.
Ja, Henry George forudså det hele (til forrige indlæg og selve artiklen).
Jeg hæfter mig ved "Et argument for beskatning af gevinster på salg af bolig er, at det kun vil ramme dem, som har opnået gevinster. Spørgsmålet er, om det vurderes retfærdigt at indføre med tilbagevirkende kraft".
Det er ordet VURDERES.
Nej, ejere vil næppe vurdere noget, der koster dem penge, som retfærdigt. De fleste ejere forventer at tjene på at bo. Lejere betaler, hver måned altså taber.
Boligmarkedet er skadeligt for alle undtagen de mange, der tjener på det. Og så længe det er långiverne, der udsteder samfundspenge helt udenfor Nationalbankens kontrol, kan det kun gå mere galt. Det SKAL i en meget strammere snor.
Beskatning af gevinst ved salg burde have været indført for længst. Og når tabene kommer - for det gør de - er det primært långiverne, der skal miste penge, for det er dem, der især har hjulpet priserne i vejret og tjent på diverse omlægninger.
Når tabene kommer, på grund af markedet eller politiske tiltag, vil det gøre ondt på nuværende boligejere. Det er som de sidste i et pyramidespil.
Der kan ikke ryddes op uden tabere. Men ryddes op det skal der. Hellere i går end i morgen.
Jan August har en vigtig pointe i udtalelsen; "så længe det er långiverne, der udsteder samfundspenge helt udenfor Nationalbankens kontrol, kan det kun gå mere galt".
Udover at det skaber en overflod af udlån, fordi der ikke behøver at være dækning i finansieringsforetagenders aktiver (staten anerkender fiktive penge) så er det også tumpet, at samfundet ikke ser sit snit til at tjene på dette finansieringscirkus.
Folketinget bør give Nationalbanken eneret på pengeskabelsen, sådan at private banker og finansieringsinstitutter ikke tillades at kreere penge selv - men tvinges til at låne i Nationalbanken. Nationalbanken skal ved lov tvingens til at tage en betaling på ikke under 2% (?). Herefter kan bankerne konkurrere ud fra dette niveau men altså ikke fra nul. En sådan orden vil give staten indtægter som kan sikre tab på udlånsvirksomhed (og lidt til velfærdsmaskineriet) og desuden afskaffe den absurditet der kaldes - negativ rente.
Flere peger på, at det for lille udbud af boliger påvirker priserne opad og det kan man kun være enig i. Men det burde være nemt , hvis den politiske vilje kan mobiliseres, at øge udbuddet af lejeboliger. For har det offentlige behov for eller private lyst til, at opføre billige lejeboliger, så kan det ske ved at organisere det som selvejende boligforeninger, stiftelser. Man optager de nødvendige lån ( staten kan passende være garant ) som så afdrages og forrentes til byggeriet er betalt. Har det offentlige haft omkostninger til garantistillelse o.a., afbetales og forrentes dette på samme måde.
Den husleje der opkræves skal selvfølgelig afsætte midler til vedligehold og fornyelser. I takt med at lånene betales af kan man nedsætte lejen eller forskønne ejendommen. Med en sådan konstruktion kan politikere, lejere eller spekulanter ikke længere få adgang til boligforeningernes ejendom og formue – som ligger trygt og godt beskyttet i stiftelsen.
Om jordleje og skat på fast ejendom.
I Danmark er ejendomsretten som bekendt ukrænkelig. Det er ikke muligt at fratage private, hverken jord eller ejendom, undtagen ved ekspropriation. Der skal derfor en ændring af Grundloven til, hvis man vil indføre "jordrente", altså fratage private deres jord, med eller uden erstatning, og herefter opkræve leje af jorden. Jeg anser det for umuligt med en sådan ændring, for det er vist ikke mange der vil stemme for en grundlovsændring der betyder, at man skal afgive sin ejendomsret og dermed fortabe sin mulighed for en sikker gevinst i ejendomsspillet. Glem jordrente.
Derimod er det en god idé at nedlægge den løbende beskatning af fast ejendom, ejendomsværdiskatten og erstatte den med en realisationsskat ved salg. Det kan organiseres ganske enkelt ved, at man betaler en skat af fortjenesten ved salg, udregnet på basis af det man selv betalte og det man får ved salg. For ikke at skabe nye indviklede regler bør man helt enkelt ikke tage hensyn til sælgers, gennem årene afholdte investeringer, men vedtage en rimelig skat på fortjenesten- eksempelvis 20%.
1) der er ikke et lille udbud af boliger, der er et lille udbud af almennyttige lejelejligheder, men først og fremmest er der et købeinteresseret publikum, der ikke handler, som man ellers gør, dvs. til den billigste pris. Når det kommer til en bolig, ser man på, hvad man kan få, hvis man anstrenger økonomien til det yderste.
Når der er mulighed for at rejse mange penge igennem rente- og -afdragsfrihed i en periode, skruer det derfor boligpriserne i vejret. Fornuft og reelt behov forsvinder fuldstændigt som dug for solen, når det gælder boligkøb.
Henry george har naturligvis ikke forudsagt at donnald trump blev præsident men han skriver helt tydeligt at hæderlige mænd ( dengang var politikere jo mænd og kun mænd) ville ha svært ved og blive valgt mens en svindler som trump ville blive valgt så let som ingen ting, ja han skiver at samfundet vil degenere hvis man privaitsere jordrenten som vi ser her og her har socialisterne ganske enkelt misforstået begreberne
når man snakker om "jordrente modellen", jordrenten er den værdi som der opbygges i jorden mens grundskyld eller jordværdi skat er den skat der skal samle de værdier op og derfor er dette her ikke kvantemekanik. vi har i forvejen en grundskyld der godt nok er fortækteret ja man hader den hvorfor jo det er svært og løbe fra sin grundskyld “Nothing is certain except for death and taxes.” benjamin franklin
de rige hader grundskylden af en simpel årsag man kan ikke flytte sin jord væk fra sin beliggenhed,
dette her er ikke kvantemekanik, og har været beskrevet siden adam smith ja de franske, fysiokrater var også klar over at jordbeskatning var løsningen, så siden opgøret mellem john locke og thomas hobbes har man mere eller mindre vidst at jorden ville akumulere værdien ud fra sin beliggenhed, david Ricardo, skriver da også sin law off rent, i 1809 lige et par år efter slaget på reden,
så nej dette her er langt fra ny viden man har vidst det i århundrede at hvis man ikke beskatter jordværdien ja så vil jordværdien stige med en jordrente, ud fra hvor stor udbytte der er på jorden, så jeg forundres virkelig som georgist at man finder det hele så kompliseret eller er det måske fordi at man har en hel del jordrente værdier i klemme at man mener at dette her er så svært og rette.
Henry georges gør faktisk ikke ret meget andet end at han samler den viden der var og målretter den, og dette sker i primært hans bog, fremskridt og fattigdom der så også samtidigt er et alvorligt angreb mod. de tanker der var omkring social darwinismen, på samme tid. om at fattigdom var den fattiges egen skyld ( ringer der en klokke med lidt neo liberalisme) jo det er skam fordi at dette bundskab af en ideologi ej heller er hverken særlig ny eller for den sags skyld særligt liberal.
nej det er og bliver social darwinismen der er forklædt som kejserens nye kæder. en degenerer konservativ ideologi der belønner dilettant tilværelsen, henry George beskrev det bare for ca 140 år siden og ret godt. ja hans angreb på Thomas mathus er ganske enkelt smuk læsning. henry george piller hele augmentationen fra hinanden i små stykker med den ypperste form for logik. fattigdom er fordi at jordrenten er forkert fordelt, og den fanske økonom thomas piketty har sådant set ikke bidraget med noget særligt nyt tili den ligning, når man kender og forstår henry george. der så også ønsker fuld arveafgift og fuld grundskyld der basalt set er kernen i liberalismen. mens et parti som venstre er meget lidt liberalt
"Beskat gevinsten på ejerboliger."
Definer gevinst.
Jeg bruger 10.000 + 200 arbejdstimer på at vedligeholde mit hus.
Jeg påtager mig en risiko ved at stå for finansiering af huset.
Jeg betaler 35.000 om året i skat + 5000 i forsikring
Skal det fradrages din "gevinst"
"Kære Niels Bøjden: Næ, ikke rigtigt !"
Ikke rigtigt hvad? Længere til Svendborg end på cykel?