Feature
Læsetid: 8 min.

Den hårde debat om politiseret forskning kan føre til mere selvcensur og mindre fri forskning

Forskning i køn, migration og kolonialisme bliver fra flere kanter kritiseret for at være uvidenskabelig og politiserende. Også forskningsministeren har advaret mod ensretning og aktivisme i forskningen. Information opridser her debatten om, hvor politisk forskning må være, og hvor meget politikerne må blande sig i forskningen
At kunne forske frit er helt centralt både for den enkelte forsker og forskningens kvalitet. Det gælder både i forhold til, at forskningen skal være fri for indblanding fra politisk hold, men også for bestemte holdninger internt i forskningsverdenen, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

At kunne forske frit er helt centralt både for den enkelte forsker og forskningens kvalitet. Det gælder både i forhold til, at forskningen skal være fri for indblanding fra politisk hold, men også for bestemte holdninger internt i forskningsverdenen, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
29. marts 2021

Der er blevet brugt hårde ord i forskningsdebatten den seneste tid. »Antividenskabelig pseudoforskning« har Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kaldt en række mindre humanistiske studier i køn, migration, hvidhed og postkolonialisme, som partierne mener bør lukkes.

Også uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har advaret mod politisk aktivisme i forskningen og indkaldt universitetslederne til møde. Imens har den borgerlige blogger Rune Selsing i Jyllands-Posten kaldt studier i race, køn, hvidhed og postkolonialisme for »venstreekstreme« og »galeanstalter«, som ikke producerer forskning, men derimod holdninger, der skaber had.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Hvilke problemer er reelle problemer vedrørende politisering af forskning, og hvilke problemer er pseudoproblemer opfundet af politikere, for at de kan profilere sig selv?

Henriette Esholdt har fat i nogle pointer: ”Hun mener ikke, at forskning kan være værdifri eller objektiv, som politikere har talt for, men at forskere har et ansvar for kritisk at reflektere over om de anvendte teorier og metoder er relevante”.

Hun udtaler videre: ” Fra et diskurskonstruktionistisk, postkolonialt og intersektionelt perspektiv forstås forholdet mellem mennesker snævert i termer af magt og racisme og udelukker på forhånd andre tolkninger. Analyserne kan derfor blive meget søgte for at bekræfte en teori snarere end at forholde sig til et konkret fænomen, hvilket også var problemet med RUC-rapporten, ---”.

Problemet er her ikke ” --- et diskurskonstruktionistisk, postkolonialt og intersektionelt perspektiv”, men at, som hun påstår, analyserne bliver ”meget søgte for at bekræfte en teori snarere end at forholde sig til et konkret fænomen”.

I givet fald er problemet ikke valget af bestemte perspektiver i forskningen, men at forskningen ikke lever op til elementære krav til videnskabelighed. Ud fra min baggrundsviden (med et videnskabsfilosofisk perspektiv), er der forskning inden for en række forskningsfelter, hvor man burde være mere selvkritisk med henblik på, hvad der reelt er forskningsbelæg for at kunne konkludere på baggrund af de undersøgelser, man har foretaget.

For en del år tilbage var der på instituttet for psykologi, Københavns Universitet, kampe om forskningsmidler til henholdsvis naturvidenskabelige, samfundsfaglige og humanistiske tilgange til faget. Kampene resulterede bl.a. i, at instituttet blev flyttet fra det Humanistiske Fakultet til det Samfundsfaglige Fakultet.

I den sammenhæng er det ikke et problem, hvis der sker et skifte i magtforholdet mellem de forskellige tilgange på instituttet. Men det er et problem, hvis f.eks. den naturvidenskabelige tilgang formår at tiltvinge sig monopol – agtig status, og der på instituttet ikke længere bliver plads til samfundsfaglige og humanistiske tilgange i forskningen.

Tilsvarende må det bl.a. være institutternes og fakulteternes opgave at sikre, at der ikke, inden for bestemte forskningsfelter, er teoretiske og metodiske perspektiver og tilgange, der opnår monopol – agtig status, men det er selvfølgelig ikke noget, der kan opstilles kvoter for.

Hanne Utoft, Jakob Bonde, Per Klüver, Christian Mondrup, Christian De Thurah, Frank Borchorst og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Politikere politiserer, det er, når de kaster sig over et område, at det bliver politisk. I sig selv er metodefriheden blot grundlaget for at kunne udvikle teknologier til at betragte et genstandsfelt videnskabeligt og systematisk.

jens peter hansen

Må offentliggjort forskerrapport ikke kritiseres ? Må politikere ikke kritisere ?
Eftersom de fleste vist er enige om at forskning ikke er værdifri, så må de vel også vurderes som sådan. At forskerne ikke bryder sig om svinske udfald på twitter er forståeligt, men formentlig intet ved siden af hvad politikere skal stå model til. Er forskere i samme kategori som de kongelige altså ansvarsfri og derfor beskyttet mod kritik. Forskning for folket ikke for profitten hed det for 50 år siden. Er det nu blevet til forskning for instituttet og ikke for offentligheden ? På den måde slipper man jo for det dumme inkompetente folk og freden inden for instituttet med rygklappere og ligesindede kan fortsætte. Det der med folket var vist bare en farlig caprice.

Søren Ferling, Finn Thøgersen, Ulla Willumsen og Tomas Povlsen anbefalede denne kommentar
Tomas Povlsen

Man kan ikke læse Weekendavisens glimrende reportage fra en konference for migrationsforskning og så sige, at der ikke er et problem med den tilgang universiteterne i dag har til bl.a. indvandring, hvor det tydeligvis er politisk korrekthed og personlige holdninger, der fylder mindst lige så meget som videnskab
https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/hvidensproduktion

Søren Ferling, Jakob Bonde, Finn Thøgersen og Morten Simonsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Stammer problemerne ikke mere fra Helge Sanders og Fogh Rasmussens "overgreb" mod universiteternes uafhængighed af staten - da de nedlage statens undersøgelser og lag disse opgaver ud til universiteterne. I sær Århus der fik mange af opgaverne - hvilket har medført flere dårlige sager.

Genopret igen de statslige undersøgelser og lad universiteterne igen kunne gennemgå dem kritisk. Var det ikke en god begyndelse til genopretningen af armslængde principperne på.

DF skal vel heller ikke ha' lov at nedbryde armslængde principperne her også - er det ikke nok at de har haft delvis held med DR.

Lars Løfgren, Jesper Frimann Ljungberg, Carsten Munk, Inge Lehmann, Steffen Gliese og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det grundlæggende problem er, at forskningen tænkes at skulle udfylde andre formål end at øge vores viden om den verden, vi bebor, igennem teoridannelse.
Men sådan er det ! Videnskaben er dels ikke en forudsigelse, men snarere en eftertanke, og det, som tanken fører til, er det op til at andre at gøre anvendelig.
På den ene side tager vi videnskaben alt for alvorlig, fordi det er behageligt at kunne lade være med at tænke sig om selv, men overlade afgørelserne til 'kloge hoveder', og på den anden side tager vi ikke det, som videnskaben bidrager med, alvorligt nok.
Vi forlanger altså det umuligt, som vi så det med begyndelsen på covid-19, men desværre er videnskaben så også selv, fordi vi er begyndt at dyrke den religiøst, blevet for forelsket i sine egne resultater, i stedet for at lade resultaterne fremgå af den erfaring, der indhøstes.

Bjarne Toft Sørensen

Når jeg i ovenstående (28/3 23:07) taler om forskningsfelter, hvor forskere burde være mere kritiske med henblik på, hvad der reelt er forskningsbelæg for at konkludere på baggrund af de undersøgelser, de har foretaget, kan man sammenligne det (et tænkt eksempel) med en gruppe af fiskere, der overvejende fisker efter torsk, men som påtager sig den opgave at undersøge fiskebestanden i et bestemt havområde.

De får stillet net til rådighed til fiskeri af torsk, makrel og sild, men da de ellers overvejende bedriver torskefiskeri, vælger de kun at fiske med net beregnet til torskefiskeri. De fanger en masse torsk, men også nogle makrel og sild.

De kan nu udarbejde en rapport om fiskebestanden i havområdet på baggrund af deres fiskeri, men reelt kan de kun udtale sig med stor sikkerhed om torskebestanden i området, og med stor usikkerhed om bestanden af makrel og sild.

I deres rapport må de derfor redegøre for og foretage vurderinger af de begrænsninger, deres valg af fiskenet (bl.a. svarende til teori og metode) måtte have for deres undersøgelsesresultat.

Dårlige ”forskere” vil her ”glemme” at foretage sidstnævnte vurderinger og vil ukritisk i deres rapport også begynde at udtale sig om en begrænset forekomst af makrel og sild i havområdet, på baggrund af deres fangster.

Inden for humanistisk orienteret forskning, hvor man typisk anvender kvalitative og hermeneutiske metoder, skal man f.eks. være forsigtige og ikke drage for vidtgående konklusioner inden for forskningsfelter og ved problemstillinger, hvor man for at kunne drage mere præcise konklusioner, også burde have foretaget mere detaljerede kvantitative undersøgelser.

Set ud fra et samfundsfagligt perspektiv vil man i sådanne sammenhænge kunne sige, at de humanistiske forskere kun har foretaget forundersøgelser og er nået til det niveau, hvor man kan opstille hypoteser for en videre undersøgelse med kvantitative metoder.

Hvis humanistiske forskere f.eks. vil foretage studier af litteratursociologisk eller kunstsociologisk karakter, bliver de også nødt til at anvende sociologiske metoder i deres forskning. F.eks. ved brugerundersøgelser på kunstmuseet Louisiana Museum of Modern Art.

Tilsvarende skal sociologer være bevidste om begrænsningerne ved alene at foretage undersøgelser af kvantitativ karakter på kunstens områder. Det er de heller ikke altid. De klassiske eksempler er her Pierre Bourdieu og Niklas Luhmann.

Hanne Utoft, Steffen Gliese og Jakob Bonde anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Alle forskere burde varedeklarere deres forskning, bruge et prolegomenon som Kant kaldte det, til at indlede og forklare hvordan de gør som de gør, og siger det de siger. Så kan alle se hvor de befiinder sig i de gældende meninsghierarkier. I stedet regner forskere især inden for humaniora og samfundsvidenskaberne med at gyldighed og kvalitet ligger i benævnelser og skrivestil.
Helt at overlade forskningskvaliteten (hvad det så end er) til fagfællebedømmelser er dog i bedste fald naivt og i værste fald mod bedre vidende. Har selv oplevet absurde, krakilske, uforståelige og sure fagfællebedømmelser. Og ind imellem også nogle jeg blev klogere af.
Selvfølgelig bliver forskningen nødt til at tage bestik af verden. FNs 17. verdensmål kunne være en inspiration til fornuftige orienteringspunkter.

Steffen Gliese

Men i princippet er jo selve substansen af forskningen, i hvert fald på humaniora, dén varedeklarering med sin henvisning til og diskussion af andre kilder og teorier.

Morten Balling

Så længe man i de bløde videnskaber ikke vil acceptere de spilleregler som gælder for naturvidenskaben er ballet helt åbent. En gang imellem bliver det dog for åbenlyst, som f.eks. ifm. den norske TV serie "Hjernevask" kontra "Senter for tverrfaglig kjønnsforskning" i Oslo.

Noget jeg selv oplevede på Universitetet var den stort set ikke eksisterende undervisning i videnskabsfilosofi. Det er i videnskabsfilosofien man opdager hvor svært det er at "vide", og det er også der man kan lære de bassale metoder til at undgå at blive "snydt" af sine resultater, specielt når de flugter med en hypotese man rigtigt gerne vil have til at være sand.

Når f.eks. læser en sociolog konkludere på baggrund af interview med tre bandemedlemmer, så er det svært at spørge om det er videnskab, også selvom kvalitativ analyse i nogle tilfælde er eneste mulighed. For at kunne konkludere er man nødt til at forstå bla. at korrelation ikke er det samme som årsag, hvad induktionsparadokset er, hvad falsificerbarhed er, samt hvorfor alt dette har ledt til udvikling af statistik.

Frem for alt er det planlægning/design af forsøg, samt forståelsen af statistikken, hvor det oftest halter. Så kan hensigten være nok så god eller nok så skummel.

jens christian jacobsen

@ Steffen Gliese
Ja sådan bliver disse redegørelser opfattet: Som diskussion af kilder og alternative opfattelser. Men desværre er alternative opfattelser ofte fraværende fra især politiserede forskningsgrene. Så jeg tænker mere grundlæggende. Det personlige valg og emnets epistemologi og ontologi.

Morten Balling

@Steffen Gliese

"Videnskaben er dels ikke en forudsigelse, men snarere en eftertanke, og det, som tanken fører til, er det op til at andre at gøre anvendelig."

Når man begynder at grave sig ned i videnskabsfilosofien, kommer der naturligt et tidspunkt, hvor man spørger sig selv: "Nu hvor det er klargjort at vi ikke helt ved, hvad viden er, hvorfor er viden så overhovedet vigtigt?"

Et godt bud er at videnskaben netop kan bruges til at forudsige fremtiden, baseret på det du kalder "eftertanken". At vide er ikke det samme som at kunne vælge, men at vælge uden at se på viden er dømt til at mislykkes de gange man ikke blot er heldig.

Nicolaj Ottsen

Sporene fra USA og UK skræmmer, så jeg syntes der er god grund til at holde øje med hvordan studier i "kritisk teori" ala "køn" og "hvidhed" o.lign. udvikler sig i dansk kontekst. Buste sagen er et godt dansk eksempel på hvorfor mange ser på det med bekymring, feminist glaciology kunne være et internationalt eksempel.

Spørgsmålet er om der inden for disse studier reelt er en forskel på det teoretiske og det aktivistiske. Fundamentalt for disse nye studier er, at de ikke syntes at tro på eksistensen af nogen form for sandhed, som ikke er skabt af patriarkatet med henblik på undertrykkelse, f.eks anses biologisk køn ofte at være en konstruktion. Det kan selvfølgelig have sin ret og sin plads at diskutere og studere, men i hænderne på mange studerende syntes det at fostre noget der minder om total tab af jordforbindelse.

James Lindsey, har sat sig for at forstå hvad der foregår med alle disse nye fag. Han forklare hvad han ser som problemet her. https://www.youtube.com/watch?v=kXihpfkG020