Det er skæbnens ironi, at Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen ifølge flere kilder står til at blive den første politisk udpegede ’særlige repræsentant’.
Ideen om at gøre toppolitikere til en ny slags ambassadører er nemlig først og fremmest blevet presset frem af tidligere V-statsminister Lars Løkke Rasmussen, som ad flere omgange forsøgte at tilbyde ambassadørposter til sine politiske modstandere. Men nu er det altså Lars Løkkes interne rival, som ser ud til at rykke først.
Med en lynhurtig ændring af bekendtgørelsen har S-regeringen åbnet op for – »i enkelte helt særlige tilfælde« – at det danske diplomati kan udvides med tidligere toppolitikere. Altinget og TV 2 erfarer fra flere kilder, at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag på et pressemøde på Marienborg vil præsentere Kristian Jensen som ’særlig repræsentant’ for regeringen. Hans mission bliver angiveligt at sørge for, at Danmark igen kan få en plads i FN’s Sikkerhedsråd fremme i 2025-26.
Modellen med politisk udpegede diplomater møder stærk kritik fra Djøf, som mener, at den forestående udnævnelse af Kristian Jensen bryder med traditionen for upartiske embedsmænd:
»For os handler det ikke om Kristian Jensen. Det handler om det helt principielle i, at vi forlader princippet om, at embedsmænd skal være politisk neutrale, så de kan betjene skiftende regeringer,« siger formanden for Djøf, Henning Thiesen.
Argumentet fra regeringens side er, at tidligere toppolitikere kan være med til at åbne døre rundt om i verden, og at de særlige diplomater således har en helt anden politisk gennemslagskraft, end de neutrale embedsmænd har. I en række nabolande har man da også for længst indført politiske ambassadører, herunder i Sverige. Storpolitik fungerer nemlig ikke altid kun bagved i kulissen.
Nyrup fik første tilbud
Selv om den forventede nye rolle til Kristian Jensen umiddelbart er et nybrud, er det dog ikke første gang, at en dansk regering rykker på grænserne for, hvem der formelt kan repræsentere Danmark. Tilbage i 2011 udpegede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen en række ekstoppolitikere til såkaldte ’eksportambassadører’, blandt andet tidligere S-overborgmester i København Ritt Bjerregaard og den tidligere konservative finansminister og senere TDC-direktør, Henning Dyremose.
Inden da havde Lars Løkke Rasmussen sågar forsøgt at tilbyde både tidligere S-statsminister Poul Nyrup Rasmussen og tidligere S-finansminister Mogens Lykketoft en videre seniorkarriere i nationens tjeneste.
En anden tidligere udenrigsminister, konservative Per Stig Møller, har i sin erindringsbog Dage og kampe beskrevet, hvordan de to topsocialdemokrater betakkede sig, og ideen om politisk udpegede ambassadører derfor blev skrottet.
Lars Løkkes senere forsøg med ’eksportambassadører’ gik også i sig selv, da Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsminister i 2011. Dengang blev dødsstødet til ’eksportambassadørerne’ set som en kæp i hjulet på Lars Løkkes personlige ambitioner om selv en dag at blive udnævnt som topdiplomat. Netop derfor er det så bemærkelsesværdigt, at Kristian Jensen nu ser ud til at få en specialdesignet post, som til forveksling ligner Løkkes drømmepost.
Det er bestemt heller ikke tilfældigt, at den socialdemokratiske regering angiveligt vælger at udpege en profileret venstremand, nøjagtig som Lars Løkke i sin tid også forsøgte at gøre Nyrup og Lykketoft til de første politiske diplomater. Hermed håber S-regeringen at undvige en ellers oplagt kritik af, at modellen kan risikere at udvikle sig til vennetjenester, nepotisme og i yderste konsekvens til en slet skjult form for politisk korruption.
Skræmmebilledet er udviklingen i USA, hvor stort set alle ambassadører udpeges efter partipolitiske hensyn, og den afgørende kvalifikation ofte viser sig at være, hvor mange penge man har været til at skaffe til præsidentens valgkamp. Eksempelvis havde USA’s netop aftrådte ambassadør i Danmark, skuespilleren Carla Sands, ikke udmærket sig politisk med meget andet end en stor donation til Donald Trumps valgkampagne.
Gyldne retræteposter
Som tidligere udenrigsminister kan man ikke påstå, at 49-årige Kristian Jensen er decideret ukvalificeret til at blive diplomat. Tværtimod har han i årevis beskæftiget sig indgående med FN’s verdensmål, og skønt han næppe er et velkendt navn i diplomatiske kredse, vil han formentlig kunne navigere mindst lige så effektivt på de bonede gulve som nogen anden dansk embedsmand.
Konkret vil den ventede udnævnelse af Kristian Jensen derfor næppe skabe ballade på Christiansborg. Det store spørgsmålstegn ved S-regeringens manøvre handler imidlertid om de næste mulige runder af politiske udnævnelser. For hvad er egentlig kriterierne for disse nye ’særlige repræsentanter’, og hvordan vil en siddende regering kunne udnytte mulighederne for at stække sine modstandere?
Udsigten til at kunne blive udnævnt til en lukrativ post i diplomatiet kan komme til at fungere som en form for pression, som med et trylleslag forvandler tidligere ministre og gør dem mere medgørlige for den til enhver tid siddende regering. Her i første omgang kan det være med til at neutralisere Venstre på den udenrigspolitiske front, at partiets tidligere næstformand nu er ansat som S-regeringens forlængede arm i FN-systemet.
I et videre perspektiv vækker det frygt blandt de ansatte i Udenrigsministeriet, hvis udvalgte personer med tilknytning til regeringspartiet fremover kan blive udpeget som diplomater. I et internt brev, som Berlingske har set, understreger udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at den nye ordning »kun vil blive brugt i begrænset omfang og i særlige tilfælde, når der er et konkret og relevant match«.
Kristian Jensen vil kunne bane vej for, at socialdemokrater i fremtiden også vil kunne få attraktive retræteposter. Statsminister Mette Frederiksen har netop givet sig selv og sine partikammerater en gylden mulighed, som Lars Løkke ikke evnede at skaffe til sig selv.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.
Det er godt nok ikke kønt at magtpartierne finder nye måder at begunstige hinandens overflødige med fine titler og dyre gager. Man har måske ikke så mange formelle kompetencer, men netværk og erfaring fra magtens kringelkroge. Jo tak, du...
Kristian Jensen er et fint valg til ambassadør for DK, hvis det altså absolut skal være en politiker. Der er både fordele og ulemper ved at sende de brugte politikere på græs, på det offentliges regningUlempen er klart at de ikke har den relevante uddannelser og at de let kan komme til at forveksle politik og embedsførsel. PÅ positivt siden, så har vi noget at tilbyde dem at leve af efter endt fx ministerstilling, som ikke er en bestyrelsespost i et firma. Det kunne skabe politikere, som behøvede at leflede mindre de store og rige mens de havde magten, fordi de ikke skulle være så optagede af hvem der skulle forsørge dem, når de tabte næste valg. Om det ene opvejer det andet, kommer nok an på hvilke poster vi tilbyder levebrødspolitikerne bagefter. For demokratiet skyld kunne det måske være poster uden reel politikindflydelse og magt. De kunne vel blive formænd for frivillige organisationer.
Hvad med at afskaffe levebrødspolitikkerne - det kunne gøres ved tvungne rotationsordninger - (ordet tvungne er brugt fordi politikkerne selv bruger det - det nyeste er tvungne test ).
Så hvis de selv ønskede disse stillinger så kunne de fx. indgå i embedsværket eller tage et arbejde/uddannelse så de senere evt. kunne udnævnes efter de normale regler.
Sådanne poster kan jo ikke redde mange aldrende politikere når de må forlade folketinget.
Er man tidligere minister så går det såmænd nok. Køb et gammelt hus og lær at bruge en hammer, eller få en fornuftigt fritidsinteresse som tidsrøver.
Her er min medlidenhed på et minimum.
Hvad angår almindelige folkevalgte kan det dog være et problem at finde ordentlig beskæftigelse indtil pensionsalderen. Det er før set at fravalgte har svært ved komme tilbage efter en længere årrække. Må jeg foreslå at lægge lidt til side til dårligere tider.
Men det skal nu ikke helt nedgøres !
Det at blive medlem af folketinget er en opgave vi skal være glade for folk tager til sig. Det er ikke meningen at folk skal straffes fordi de påtager sig et offentligt hverv.
Og det med at komme tilbage på gammel arbejdsplads efter en del år på tinge, er reelt nok ikke altid muligt.
Men fine poster til dem alle ; Nej nok kun til de få udvalgte.
Prøv lige at høre her. Manden har bankuddannelse, har været minister på flere områder og klaret det udmærket. Han taler et udmærket engelsk og dansk, han har vel lov at have jysk accent, som københavnere har flade a er. Han har stort netværk, har ikke begået bommerter som Løkke, eller ligner noget fra værtshuset lukker, hvis man skal have en politiker som " embedsmand" i udenrigstjenesten, så er det valg, da helt fint og jeg er ikke V vælger.
Jeg forstår ikke hysteriet over at få politikere, hvis de er kvalificeret, ikke kan komme på tale. Man skal tænke nyt. Og på flere felter sker dette under denne regering,
En politisk udpeget ambassadør vil kræve, at medarbejderne på udestationer får endnu mere travlt. Vedkommende er jo aldrig blevet oplært i lavere rangerende poster ude. I forvejen trækker de lokalt ansatte en stor del af læsset, og de vil i høj grad skulle fungere som støttepædagoger, når vedkommende ikke kommer fra UM. En ambassadør skal bl.a. kunne flere fremmedsprog og have interkulturel forståelse.
t.o. fra en tidligere ambassadør om underigstjenesten:
"Det ville være klogt at kaste et blik på Udenrigstjenestens omfattende erfaringer. Her er eksempler på, hvad man kan komme ud for: fra hjemtransport i zinkkiste af afdød landsmand til modforanstaltninger mod en rasende hob, der føler sine rettigheder krænket, til omgangsformer, pligter, aktiviteter og ansvar, herunder for det administrative. Forhold, som en typisk førstegangsudnævnt ambassadør for en diplomatisk mission gennem sine tidligere udsendelser og sin hjemmetjeneste løbende har oparbejdet erfaringer med.
Han eller hun er rutinevant (med strukturer, format, sprogkoder, flere fremmedsprog, situationsfornemmelse og takt, iagttager- og handlepositioner, indberetninger, indstillinger, analyser, ministeriets tænkning og opholdslandets placering heri) og kan efter omstændighederne og oplyst om særlige lokale forhold umiddelbart glide ind i stillingen. Det vil sige være operativ fra sin tiltrædelse og i høj grad være selvhjulpen i interesserevaretagelsen."
https://www.altinget.dk/artikel/fhv-ambassadoer-politiske-ambassadoerer-...
@ Helle Walther -
Det kan da godt være at Kristian Jensen vil gøre det udmærket - det er slet ikke pointen.
Problemet er at de processer der sikrer at ambassadører vælges på grundlag af faglige kompetencer kortsluttes idet man overgår til et system hvor politikerne bare udnævner hinanden - det er klart at de selv kan se en stor fidus i det system: det sikrer dem selv en glimrende karrieremulighed når de kommer til overs i folketinget - men jeg tvivler stærkt på at det gavner udenrigstjenesten eller for den sags skyld landet.
For at illustrere problemet, kunne man jo forestille sig næste skridt: Hvorfor ikke gøre Lars Løkke til professor på CBS? - han har et glimrende netværk og en masse erfaring, ikke? Ikke nogen videnskabelige publikationer eller nogen egentlig faglighed indenfor feltet, men pyt med det. Eller Henrik Sass som nationalbankdirektør - han ved ikke så meget om pengepolitik, men han kommunikerer godt og brænder igennem på skærmen. Eller Søren Pind som landsretsdommer - mon ikke hans meningers mod kan gøre det ud for den manglende erfaring på dommerbænken.
Det bliver et nej tak herfra...
Helle Walther - Nej Kr. Jensen har ikke gjort det udmærket. Han smadrede på Foghs ordre SKAT over flere år - han er antagelig den værste skatteminister vi nogensinde har haft, og det kalder du udmærket!!??
Dernæst - Lars Trier kommer lidt hurtigt om ved, at DK kun er kandidat i 2025-2025. Der kan ske meget inden da, fx. kan et folketingsvalg ændre på planerne, så en anden kandidat er mere relevant. Når der skal vælges medlemmer til Sikkerhedsrådet, så sker det hyppigt gennem studehandler, lokums- og korridoraftaler, og her er det jo ikke sikkert, at DK bliver valgt.
Så tillad et bøvet spørgsmål: Hvad skal Kr. Jensen lave indtil 2925, og hvad skal han lave hvis ikke DK kommer i SIkkerhedsrådet?
Altså politikerne kan jo godt gå ud som ambassadører, når deres politiske flamme er brændt ud... selvfølgelig ikke ambassadører for vores land, men for en forening, fx dansk amatørforening.
Havde Lykketoft ikke været et bedre valg - han har også været udenrigsminister i en kort tid, som KJ og så har han siddet som formand for FN's 70. generalforsamling fra september 2015 til september 2016.
I princippet kunne man godt hævde, at en tidligere udenrigsminister ville være det stærkeste valg, til ambassadørposter hvor regeringen gerne vil fremme indflydelsen på højeste niveau. Og udnytte en tidligere udenrigsminister med et tilsvarende netværk. Hvis det var tilfældet ville det bare åbenlyst være mest nærliggende, at han fik posten som ambassadør i Washington, eller som FN-ambassadør, Det er sædvanligvis sidstnævnte der arbejder for, at Danmark skal i Sikkerhedsrådet, og som skal sidde der. Derfor er det en noget tynd begrundelse for en ekstraordinær ambassadør, at denne bliver ansat med dette formål.
Helt indlysende er det derimod, at Socialdemokraterne og Venstre har en fuldstændig sammenfaldende interesse i, at tidligere regeringsmedlemmer kan få attraktive jobs bagefter. Og man kan også lettest at forsvare den angiveligt saglige begrundelse for ansættelsen, ved at indlede med at vælge en politiker fra det af de to partier, der er i opposition.
I USA er det helt normalt, at præsidenten åbenlyst udnævner sine støtter som ambassadører og til andre topposter. I Danmark er det mere provokerende, at varetage personlige interesser og behov på den måde. Men som man se, kan man tilsyneladende gå lidt af vejen, ved aktivt at bruge forståelsen af den fælles interesse mellem de relevante partier.
I Deadline i går aftes begik Bo Lidegaard (the COP-15-spoiler) harikiri idet han var meeeeget forrget over Kr. Jensens udnævnelse. Røbede samtdig, at han ikke har styr på tingene. Den kørte på, at en person skulle ikke headhuntes til et off. embede hvis ikke stillingen havde været opslået.
Her så Lidegaard helt bort fra, at Anders Fogh håndplukkede den vistnok radikale Lidegaard til jobbet som "ministeralråd" - en stilling, der blev opfundet til lejligheden.
Hvad Lidegaard der bedrev som Foghs hånddukke kan læses nærmere om i Per Meilstrups Kampen om klimaet - og hvorfor COP 15 gik i vaksen, og Lidegaards andel deri.
Mht. politikerer, der blev embedsmænd, og siden gik tilbage igen, så forlod Steen Gade Folketinget sidst i 90'erne for at blive direktør for Miljøstyrelsen. Her var det Svend Auken, der trak i trådene.
I 2004 kunne Gade ikke længere holde til at administrere Foghs og Hans Chr. Schmidts "miljøpolitik", og vendte tilbage til SF's folketingsgruppe.
Gid folk dog ville sætte sig ordentligt ind i tingene får de braldrer op.
Skal Danmark overhovedet have en plads i sikkerhedsrådet? Er vores globale vestlige interesseområder ikke allerede rigeligt varetaget i FN-regi og alle mulige andre steder.
Og omvendt, er er ikke steder på kloden, hvis interesser aldrig bliver hørt?
Det tror jeg nok!
Det der med at være stolt over at en dansker indtager en højtstående international post, har jeg det svært med.
At Anders Fogh blev Nato-generalsekretær sagde mig absolut intet. Jeg mener manden er direkte usympatisk, arrogant og reaktionær.
Lykketoft i FN var da bedre, men alt i alt så må den bedst egnede være den der besætter enhver top-post, uanset nationalitet.
Er sikkerhedsrådet så vigtigt for Danmark ?
I betragtning af at DK stort set følger EU's "udenrigspolitik" - hvis EU da har en sådan - så er det jo idiotisk, at kæmpe en separat plads til lille DK i rådet. Som om det gør en forskel. Hvad der derimod ville betyde meget, er hvis det veto som de fem permanente lande ophæves, og de har de samme rettigheder og pligter som alle andre lande. Så kunne verden slippe for at USA blokerer for tiltag mod Israel, og så kunne det jo være, at der opstod magt bag de 77734 FN-resolutioner, der er vedtaget mod Israels krænkelses af menneskerettighederne mv. Og så kunne Ruslands og Kinas veto mod indgriben i Syrien stoppes.
SÅ langt tænker Mette Frederiksens regering ikke. Her er det vigtigste, at verden lægger mærke til DK - og ikke en skid andet.