Svindelmaskinen
Læsetid: 8 min.

Mystiske overførsler af penge og varer trækker tråde fra formodet svindelkompleks til Iran

Der er på flere måder forbindelser fra et formodet dansk svindelkompleks til Iran, viser kortlægning. Tilsyneladende er der tale om hvidvask og en måde at få penge kanaliseret ind i Iran på trods af amerikanske sanktioner, vurderer eksperter
To direktører blev i sommeren 2019 sat på USA’s sanktionsliste, anklaget for at bistå med at omgå de økonomiske sanktioner mod Iran og for at bistå med at smugle våben ind i Irak til militser, der har forbindelse til den iranske revolutionsgarde. På billedet ses soldater fra den iranske revolutionsgarde.

To direktører blev i sommeren 2019 sat på USA’s sanktionsliste, anklaget for at bistå med at omgå de økonomiske sanktioner mod Iran og for at bistå med at smugle våben ind i Irak til militser, der har forbindelse til den iranske revolutionsgarde. På billedet ses soldater fra den iranske revolutionsgarde.

Abedin Taherkenareh

Indland
19. marts 2021

Ordene ser ubetydelige ud, som de hænger der på væggen i byretten i Roskilde: »Berlin Hansa Trading.«

De står i et kontoudtog fra Jyske Bank, som anklageren har fået blæst op på storskærmen på væggen bag de sigtede og deres forsvarere, der nærmest er nødt til at dreje hovedet af led for at kunne følge med, efterhånden som sagen bliver fremlagt.

I retten i Roskilde er to tidligere direktører i firmaet JK Entreprise på anklagebænken, tiltalt for hvidvask af grov beskaffenhed i en sag, der fortsat verserer.

Anklageren dokumenterer, at der blev overført penge fra JK Entreprises konto til en række forskellige udenlandske firmaer, heriblandt »Berlin Hansa Trading.«

Hvad der foreløbig ikke er kommet frem i retten er, at de to direktører i Berlin Hansa Trading i sommeren 2019 blev sat på USA’s sanktionsliste, anklaget for at bistå med at omgå de økonomiske sanktioner mod Iran og for at bistå med at smugle våben ind i Irak til militser, der har forbindelse til den iranske revolutionsgarde.

Betalingerne til Berlin Hansa Trading er en af flere koblinger til Iran fra et omfattende kompleks af formodet hvidvask samt moms- og skatteunddragelse i Danmark.

Gennem et år har Information og erhvervsmediet Finans samarbejdet om at kortlægge dette kompleks, hvor en lang række firmaer er fortsat med at trække et spor af moms- og skattegæld efter sig i et setup, der minder om det, som politiet slog til mod i den såkaldte Greed-sag. Det nye kompleks har tilsammen efterladt ny moms- og skattegæld til den danske stat på over 300 millioner kroner.

Penge er strømmet ind via bankoverførsler fra en lang række kunder til 14 centrale firmaer i komplekset, og herfra er de mange penge stort set øjeblikkeligt blevet ført videre, ud af Danmark, til konti i andre EU-lande og uden for EU.

Det har ikke været muligt at identificere samtlige modtagere af overførsler ud af Danmark fra de 14 centrale firmaer. Men kortlægningen viser, at store overførsler fra den formodede moms- og skattesvindel i Danmark har forbindelse til Iran.

Kun et papskilt

Det tyske firma Berlin Hansa Trading har en særdeles ydmyg adresse i en udlejningsejendom nogle minutters gang fra Berlins zoologiske have. Ifølge det tyske selskabsregister lever firmaet af at sælge entreprenørmaskiner, motorkøretøjer og byggematerialer.

Men umiddelbart er der ingen lagerplads med maskiner og byggematerialer ved den fredede udlejningsejendom, hvor firmaet har adresse. Det eneste, der identificerer firmaet, er et lille papskilt ved ringeklokken.

Og i Roskilde sidder de to direktører for det danske firma med forbindelse til Berlin Hansa Trading altså på anklagebænken for hvidvask. Det var i november 2018, at JK Entreprise overførte penge til Berlin Hansa Trading. Overførslerne skete i tre portioner i løbet af dagene fra den 23. til den 26. november. I alt 1,5 millioner kroner blev overført fra JK Entreprise til Berlin Hansa Trading.

Dagen efter den sidste overførsel fandt sted til Berlin Hansa Trading, spærrede Jyske Bank kontiene i banken på grund af mistænkelige overførsler, og fordi banken manglede dokumentation, forklarede den daværende bankrådgiver i retten i Roskilde. De spærrede konti blev aldrig genåbnet.

Små 20 millioner kroner nåede at strømme ud og ind af JK Entreprises konto. Og en række af de firmaer, der indbetalte og modtog penge, går igen i det kompleks, som Information og Finans har kortlagt.

Da der blev overført penge til Berlin Hansa Trading fra JK Entreprise i november 2018, bestod direktionen i det tyske firma af to irakere, Muhammed Hussein Salih al-Hasani og Makki Kazim al-Asadi. Den 12. juni 2019 offentliggjorde det amerikanske finansministerium, at de to mænd var kommet på USA’s sanktionsliste.

Den ene direktør var ifølge det amerikanske finansministerium autoriseret agent og repræsentant for firmaet South Wealth Resources Company, der ifølge amerikanerne var blevet brugt til at smugle våben ind i Irak til militser allieret med den iranske revolutionsgarde.

Den anden direktør bistod ifølge de amerikanske anklager med at sikre forsendelser fra den iranske revolutionsgarde ind i Irak. Direktøren havde endvidere hjulpet den iranske revolutionsgarde med at styre uden om amerikanske sanktioner og få adgang til det finansielle system i Irak.

I forbindelse med at de to irakere kom på sanktionslisten, udtalte den amerikanske finansminister, Steven T. Mnuchin, at »for at undgå at medvirke til den iranske revolutionære gardes fortsatte forsøg på at omgå sanktionerne, og andre ondsindede aktiviteter, så er den irakiske finanssektor og det bredere, internationale finanssystem nødt til at hærde deres forsvarsmekanismer mod Teherans fortsatte vildledningstaktik.«

Det amerikanske finansministerium har ikke ønsket at uddybe oplysningerne.

Handelsbaseret hvidvask

Men der er også andre forbindelser til Iran – af en helt anden karakter – fra det kompleks, som Information og Finans har kortlagt. Penge fra centrale firmaer i kortlægningen er nemlig blevet brugt til at indkøbe varer rundt om i Europa, der er blevet leveret videre til iranske kunder.

John Cassara er tidligere ansat i både den amerikanske efterretningstjeneste og USA’s finansministerium samt udenrigsministerium med fokus på bekæmpelse af terrorfinansiering. Ifølge John Cassara kan der være tale om det, han kalder »handelsbaseret hvidvask.«

John Cassara er en af flere eksperter, der over for Information og Finans bekræfter, at iranske aktører gør sig store anstrengelser for at omgå sanktionerne og flytte penge ind og ud af Iran og varer ind i Iran.

Selv om USA har hårdere sanktioner mod Iran end for eksempel EU, afviser en del europæiske banker af frygt for at blive retsforfulgt i USA at bistå med transaktioner ind og ud af Iran, selv om transaktionerne er lovlige efter europæisk ret.

Den franske finansrådgiver og momssvindelekspert Marius-Cristian Frunza fra firmaet Schwarzthal Kapital forklarer, at Iran bruger handelsbaseret hvidvask til at omgå det konventionelle banksystem. USA har med sine sanktioner presset europæiske banker til at afvise at foretage transaktioner til og fra iranske modtagere:

»For eksempel betalte den førende franske bank BNP Baripas en af de største bøder i historien for at bryde de amerikanske sanktioner mod Iran. Handelsbaseret hvidvask anvender handelstransaktioner. De kriminelle overfører ikke deres fortjeneste ved pengeoverførsler, men ved handler, hvor varer sendes til en modpart,« siger Marius-Cristian Frunza.

Pengenes vej fra svindelmaskinen til Iran

Penge ud af Danmark

Svindelmaskinens virksomheder betaler penge til en række firmaer i Tyskland, Holland, Italien og Sverige. Pengene overføres som betalinger for forskellige fakturaer.

Varer ind i Iran

De europæiske firmaer, der har fået penge fra den danske svindelmaskine, leverer de varer, der er betalt for, men varerne bliver sendt til modtagere i Iran.

Grafik: Jesse Jacob

Hvidvaskekspert John Cassara ser overførslen af danske svindelpenge til Iran via vareoverførsler som en del af et hvidvaskbillede omkring Iran. Ifølge Cassara har Iran et stort behov for at få tilført midler udefra. Årsagen er en cocktail af de amerikanske sanktioner og regeringens ringe håndtering af økonomien.

»Den iranske regering er ligeglad med oprindelsen af de penge og værdier, som de får – inklusive udbytte fra forbrydelser. Der har været en række af store hvidvask- og sanktionsbrudssager på det seneste, som involverer Iran. Og her skal man være opmærksom på, at kriminelle hvidvaskere, terrorstøtter og sanktionsbrydere benytter sig af mange af de samme metoder til pengevask,« forklarer John Cassara.

Pengeoverførslerne fra firmaerne i det danske kompleks ser umiddelbart uforklarlige ud. Mønstret i det kompleks, som Information og Finans har kortlagt, er, at penge er overført til europæiske firmaer, der så efterfølgende har leveret varer videre til iranske kunder.

Blandt de firmaer, der har betalt vareleverancer til Iran, er firmaet Saltrup ApS, der på papiret levede af at udleje mandskab til håndværksfirmaer, men som tilsyneladende ikke havde ansatte. Saltrup overførte i 2017 og 2018 store beløb til en række europæiske firmaer, hvor betalingerne kan kobles til Iran. Det fremgår af en skatteafgørelse, som Information og Finans kender indholdet af.

Et hollandsk firma fik i 2017 næsten to millioner kroner i en række overførsler fra Saltrup. Et tysk parfumefirma modtog i fire indbetalinger i december 2017 og i januar og marts 2018 i alt 1,1 millioner kroner fra Saltrup. Varerne blev leveret til et iransk firma.

Hvidvaskeksperten Marius-Cristian Frunza hæfter sig ved, at penge fra formodet svindel i Danmark er gået til at importere parfume til Iran.

»Momssvindel og handelsbaseret hvidvask er en dødsensfarlig kombination, fordi det sidste skridt i en momskarrusel passer perfekt til det første skridt i handelsbaseret hvidvask, hvor fortjenester hvidvaskes og overføres til andre jurisdiktioner som varer. Men både handelsbaseret hvidvask og momssvindel retter sig mod varer med lav fylde og høj værdi, og det er altså i det her tilfælde parfume.«

Et andet hollandsk selskab, der modtog overførsler fra flere firmaer i det danske kompleks, fungerede som agentur for iranske udvekslingsstuderende, der ønskede at studere medicin i Holland, Belgien, Tyskland og Italien.

Et tysk firma fik den 27. februar 2018 overført 482.000 kroner fra Saltrup i Danmark. Varerne blev leveret til et medicinalfirma i Teheran. I januar 2018 betalte Saltrup ApS tre regninger på i alt 900.000 kroner til tre italienske firmaer, der efterfølgende leverede udstyr til kunder i Iran.

Et svensk firma, en knivproducent, modtog 100.000 kroner fra Saltrup vedrørende en leverance til en iransk kunde.

Professor ved Boston University Richard Ainsworth er ekspert i momssystemer og momssvig. Han mener, det er nødvendigt at anskue den systematiske svindel i Danmark og den formodede hvidvask via Iran som elementer i et samlet mønster.

»Følger du pengene, ligner det en sag om momssvindel, men følger du varerne, ligner det en sag om omgåelse af embargoerne. Men det er to – og sandsynligvis flere – sammenhængende aktiviteter i Danmark og andre jurisdiktioner,« siger professor Richard Ainsworth.

»Denne kræft er metastaseret. I har brug for en systemisk kur, ikke kun begrænsede operationer, der fjerner enkelte knuder.«

Ifølge hvidvaskeksperten John Cassara er det ikke nødvendigvis overraskende, at der findes pengestrømme fra netop Danmark til Iran:

»Det overrasker mig ikke, at en betydelig illegal pengestrøm fra Danmark flyder til Iran. Tilsyneladende er der en betydelig iransk tilstedeværelse i Danmark, hvor mange har emigreret til Danmark efter den iranske revolution i 1979. Den iranske regering indsætter agenter i de shiamuslimske-iranske samfund rundt om i verden. Uden tvivl sker det samme i Danmark,« siger John Cassara.

Det britiske finansministerium udsendte for tre måneder siden sin årlige risikovurdering omkring hvidvask og terrorfinansiering. Vurderingen var, at flere hundrede milliarder pund svarende til et trecifret milliardbeløb i kroner årligt bliver hvidvasket alene i Storbritannien. Og at handelsbaseret hvidvask har været i vækst siden 2017 og nu er blevet en foretrukken teknik.

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere sagen. Politiets Efterretningstjeneste svarer i en mail, at »PET har ingen kommentarer.« SØIK, også kendt som Bagmandspolitiet, svarer i en mail, at de »ikke kan kommentere eventuelle efterforskninger eller igangværende straffesager mod enkeltpersoner eller enkelte selskaber.«

Information og Finans har i samarbejde med det tyske medie Business Insider forsøgt at kontakte de to sanktionslistede direktører i Berlin Hansa Trading og har besøgt det kontor, hvor virksomheden har adresse. Det er dog længe siden, direktørerne har været på kontoret. Den ene direktør blev sidst set i Berlin i juni 2018 ved en konference arrangeret af det tyske erhvervsministerium, og direktørerne blev slettet fra firmaet den 11. februar 2020.

Via deres forsvarere har Information og Finans forsøgt at få kommentarer fra de to tiltalte direktører i JK Entreprise. De ønsker ikke at udtale sig.

Serie

Svindelmaskinen

Med den såkaldte Operation Greed slog politiet til mod et større kompleks af formodede kriminelle. Hovedmændene er nu tiltalt i Danmarkshistoriens mest omfattende sag om økonomisk svindel. Men svindlen er tilsyneladende fortsat i nye konstellationer.

Et hold af undersøgende journalister fra Information og erhvervsmediet Finans har fulgt sporene efter Greed-sagen og kortlagt nye pengestrømme for flere hundrede millioner kr. Læs serien her for at følge afdækningen af, hvordan den danske stat bliver snydt, når svindelmaskinen kører derudad.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her