Et år med corona
Læsetid: 7 min.

For nogle har nedlukningen gjort det nemmere at udøve vold og kontrol i hjemmet

Det seneste år har danskerne fået besked på at holde sig mere hjemme, og det er gået hårdt ud over voldsramte kvinder og børn. Det er konklusionen i Danners årsrapport, som blandt andet peger på, at restriktionerne har gjort det nemmere for nogle mænd at udøve fuld kontrol over deres partner
Det seneste år har danskerne fået besked på at holde sig mere hjemme, og det er gået hårdt ud over voldsramte kvinder og børn. Det er konklusionen i Danners årsrapport, som blandt andet peger på, at restriktionerne har gjort det nemmere for nogle mænd at udøve fuld kontrol over deres partner

Katrine Bælum

Indland
11. marts 2021

Før Danmark lukkede ned, plejede der at komme en kvinde i Danners rådgivningstilbud for voldsramte kvinder iklædt træningstøj og med en yogamåtte under armen.

Men siden de første restriktioner trådte i kraft for præcis et år siden, har Danners medarbejdere ikke set noget til kvinden. Yoga var nemlig hendes undskyldning for at komme ud af hjemmet og væk fra sin voldelige mand – og hendes dække, når hun mødte op til rådgivning hos Danner.

Historien om kvinden er nævnt i Danners årsrapport, som netop er blevet offentliggjort. Den er nævnt, fordi hendes situation er et godt billede på det problem, mange kvinder og børn udsat for vold i hjemmet har stået i under coronakrisen.

»Den kontrol, samfundet udøver på os alle sammen, er blevet en appelsin lige ned i turbanen for den voldsudøvende mand,« siger Danners vidensmedarbejder Maiken Kirk Andersen, som står bag årsrapporten.

Et år efter nedlukningen af Danmark peger alle erfaringer på, at kvinder og børn i voldsramte hjem har fået det værre under coronakrisen. Det er først og fremmest konklusionen hos Danner, som i sin årsrapport gør status på sit arbejde med at hjælpe voldsramte kvinder under pandemien. Rapporten bygger på kvalitative og kvantitative data fra Danners indsatser, som indebærer en åben rådgivning, et krisecenter og et rådgivningscenter.

Allerede for et år siden forudså organisationer, at volden ville eskalere under coronakrisen. For isolation, ydre pres og fravær af netværk er en giftig cocktail i voldelige hjem.

Og nu er det blevet tid til at gøre status over pandemien. Overordnet slår Danner fast, at deres rådgivere og psykologer har mødt kvinder og børn, der var mere pressede end normalt. I nogle tilfælde var den fysiske vold særlig grov og livstruende, og for andre kvinder var den negative sociale kontrol og isolationen steget markant og havde fået bedre vilkår som følge af restriktionerne.

 

Belært af erfaringerne ser direktør i Danner, Lisbeth Jessen, tilbage og ærgrer sig over, at konsekvenserne for borgere, der udsættes for vold i nære relationer, ikke blev tænkt ind i håndteringen af pandemien fra begyndelsen. For det giver sig selv, at det kan have fatale konsekvenser for dem, der lever i voldelige hjem, når samfundet trækker sig tilbage, og institutionerne lukker.

»At pandemien også handler om vold, synes jeg ikke, at vi fik tænkt med fra starten. Men ingen af os tænkte tilbage i marts måned: Hvad søren betyder det for de her mennesker, hvis de skal leve med et nedlukket samfund i et helt år – og hvordan kan vi række ud til dem?«

’Kvælertag og dødstrusler’

Efter nedlukningen sidste år oplevede Danner først et fald i antallet af henvendelser, men det varede kun kort. Snart kontaktede flere kvinder dem for hjælp og rådgivning. I 2020 fik Danner cirka 25 procent flere henvendelser end året forinden. Omkring hver fjerde henvendelse var en forespørgsel om en ledig plads på et krisecenter.

Det er ikke til at sige, om der er en direkte sammenhæng med coronakrisen. Ej heller, om de flere henvendelser er et resultat af, at volden er blevet værre, eller at der er kommet større fokus på vold mod kvinder. Men tendensen er klar blandt flere organisationer, også i udlandet.

I foråret 2020, da Danner i samarbejde med Dansk Kvindesamfund og Kvindehjemmet oprettede et nødkrisecenter i København, mødte de også en ny målgruppe, de ikke har været i kontakt med før. De var mere udsatte. En større andel af kvinderne havde en anden etnisk baggrund end dansk, de havde flere børn, og den vold, de havde været udsat for, havde foregået over mange år. Især den fysiske vold var af grov karakter.

»Ud over at være blevet slået har flere af kvinderne oplevet kvælertag og dødstrusler. For eksempel i detaljer at få at vide, hvordan de vil blive slået ihjel. Den slags har vi hørt og oplevet før, men ikke i så udtalt grad,« udtaler leder af Danners krisecenter og nødkrisecenter Susanne Lamhauge i årsrapporten.

Og det giver god mening i lyset af, at vi befinder os midt i en national krise. Det fremhæver Maiken Kirk Andersen.

»Vi ved fra forskning, at øget stressniveau i en familie og hurtige sociale forandringer får volden til at eskalere. Og det er også vores analyse i Danner,« siger hun.

Dykker man længere ned i de indsamlede data og erfaringer i Danners årsrapport, finder man også ud af, at der er særlige udfordringer forbundet med forskellige målgrupper.

For nogle af de kvinder, de har mødt i deres ambulante rådgivningstilbud ’Sig det til nogen’, har volden ændret karakter. De kvinder, der benytter sig af tilbuddet, er karakteriseret ved generelt at have en større tilknytning til arbejdsmarkedet og et højere uddannelsesniveau end kvinderne på krisecentrene.

De har oplevet, at der har været mindre fysisk vold, men til gengæld er den psykiske vold taget til. Maiken Kirk Andersen forklarer, at mange voldsudøvere ønsker at opnå fuld kontrol over deres partner. Derfor kan aktiviteter i samfundet være konfliktpunkter i relationen, som fører til vold. For eksempel en fødselsdag hos en veninde.

»Under coronanedlukningen har der været færre situationer, hvor kvinderne har skullet agere udadvendt i samfundet. Det har på sin vis givet mere ro. Men til gengæld er den psykiske vold taget til,« siger hun.

 

Hun understreger, at det ikke er rådgivernes oplevelse, at det er blevet nemmere for kvinderne at leve i. Tværtimod.

»Kvindernes oplevelse af at være kontrolleret er blevet forstærket. Mændene har kunnet bruge coronarestriktionerne som et kontrolredskab. De har ikke haft et eneste pusterum fra hjemmet.«

Sværere at nå ud

Det har også været et problem for Danners mulighed for at hjælpe visse kvinder, påpeger Maiken Kirk Andersen.

»Det er svært for kvinderne at passe deres rådgivningsforløb, fordi de ikke kan have en uforstyrret og fortrolig samtale, når resten af familien også er hjemme. Det kan enten handle om, at voldsudøveren er hjemme, eller at kvindens børn gør det svært for hende at fordybe sig i et rådgivningsforløb.«

Også Mødrehjælpen, der ud over at drive et behandlingstilbud for voldsudsatte kvinder og børn har en familierådgivning på chat og telefon, fremhæver, at situationen er stærkt forværret for kvinderne, fordi de er bundet til hjemmet.

»På telefoner og chat har vi haft mange eksempler på, at en chat er afbrudt midt i det hele, fordi en voldsudøver kommer ind i rummet,« lyder det fra vicedirektør i Mødrehjælpen Trine Schaldemose.

Ligesom Danner har de oplevet, at restriktionerne er blevet et styringsredskab, som forstærker den psykiske vold.

»Samfundet går på en eller anden måde ind og legitimerer den kontrolvold, mange voldelige mænd – eller kvinder for den sags skyld – udøver,« siger hun. Det er samtidig Mødrehjælpens erfaring, at kontrollen er rykket endnu tættere ind i hjemmet.

»Nu handler det ikke om at kontrollere uden for hjemmet: for den kontrol, udøver samfundet allerede. I stedet bliver det for nogle kvinder, at de ikke må komme uden for soveværelset.«

Samtidig med at kvinderne har haft færre åndehuller, har det også været et problem, at de har været afskåret fra deres netværk. Både det professionelle og det private, påpeger Maiken Kirk Andersen.

»Den voldsudsatte har ikke haft nogen uden for hjemmet, som har kunnet hjælpe på samme måde, som under normale omstændigheder – og det har også gjort det vanskeligere for os at nå ud til dem,« siger Maiken Kirk Andersen.

Trine Schaldemose fra Mødrehjælpen understreger, at det særligt er et problem i forhold til børnene, at mange i snart et år nu ikke har haft nogen steder at gå hen.

»De har ikke noget helle, for i mange af de familier, hvor der er vold, kommer børnene ikke i nødpasning eller nødskole. De lever i skjulte problemfyldte hjem. Og det gør, at børnene reagerer kraftigt.«

National beredskabsplan

Lisbeth Jessen, direktør i Danner, fremhæver, at noget af det, coronakrisen har synliggjort, er, hvad det betyder for de udsatte borgere i vores samfund, når dem, hun kalder brobyggerne, er væk. Det er skolelærerne, de kommunale socialrådgivere, den boligsociale medarbejder.

»Der har ikke været den overvejelse fra start om, hvad det betyder,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi næste gang havde en national beredskabsplan, hvor man husker at have en repræsentant med fra udsatteområdet. Så man ikke kun tænker på, at sundhedssystemet skal omlægges, og hvordan vi monitorerer smitten – men hvad betyder det for dem, der lever med vold, for de ensomme unge, for de hjemløse. Så man får repræsentanter fra den del af verden med,« siger hun.

Trine Schaldemose tror, at selv om der er blevet givet støtte til organisationer og oprettelse af flere krisecentre, vil der komme et efterslæb fra krisen, hvor der bliver behov for at opgradere indsatser for voldsramte familier.

»Der er mange, som ikke har været direkte i målgruppen for de ekstra tilbud, der er kommet, men som stadig har lidt under, at samfundet har trukket sig tilbage. På den anden side af genåbningen kommer vi til at se rigtigt mange, som ikke har kunnet søge hjælp, men har hårdt brug for den.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her