For nogle uger siden var en 33-årig britisk kvinde alene på vej hjem gennem Londons gader klokken halv ti om aftenen efter at have besøgt en veninde.
Her blev hun kidnappet. Senere fandt man hendes lig i en skov uden for London, og nu er en politibetjent mistænkt og sigtet for at stå bag forbrydelsen.
Et billede af en sms-besked, hvor der på engelsk står »Send en sms, når du er nået hjem«, er blevet et symbol på støtte til Sarah Everard, som kvinden hed, og mordet har sat gang i en samtale særligt på sociale medier, hvor kvinder deler deres oplevelser af at være bange for at færdes alene i offentligheden.
For selv om det er en sjældenhed, at kvinder kidnappes fra gaden og myrdes i lande som Storbritannien og Danmark, så sker det fra tid til anden. Og frygten for overfald påvirker mange kvinder i hverdagen, lyder det i vidnesbyrdene.
Men er frygten rationel? Hvordan kommer den til udtryk? Og hvordan skal man håndtere den? Det reflekterer fem kvinder, der arbejder på Information, over i denne artikel.
Jeg vil hellere opdrage til en tro på, at verden vil os kvinder det godt, end til angst, peberspray og sort bælte
Mette-Line Thorup, 50 år. Udlandsredaktør på Information
Jeg kan ikke huske, at jeg har været bange for at gå alene på gaden om natten. Men jeg ved, at jeg principielt burde være det. Fordi de fleste mænd er fysisk stærkere end mig, uanset hvor meget ligestillingen har gjort for mine generation af kvinder, så kan man stadig ikke dekonstruere biologien på det punkt. Derfor var jeg også afvisende, da en kvinde i familien mente, at vi burde udstyre vores døtre med peberspray og et selvforsvarskursus, da de begyndte at gå i byen.
Jeg er mor eller papmor til fire piger/kvinder, så der burde være nok at bekymre sig om.
Men hvorfor skal jeg plante den angst i dem, når den form for overgreb og voldtægter alligevel sker relativt sjældent sammenlignet med vold mod kvinder i nære relationer, spurgte jeg kvinden, som selv har været udsat for vold.
Men hvis det nu skete – og det er her, det svære kommer ind, når man har fået ansvar for andre end sig selv – for det sker, så ville et selvforsvarskursus jo ikke være så dumt? Og her er det så, jeg tyr til fællesskabet, som altid har været mit foretrukne svar på svære udfordringer.
Ikke nødvendigvis det bedste svar. For det ville selvfølgelig være at opdrage alle voldelige individer til ikkevold. Men jeg har altid sagt til mine døtre, at de skal forsøge at følges med andre. De skal holde øje med hinanden og tage ansvar. Hvis de absolut skal blaffe, så er det bedre at være to end én, siger jeg og fortæller om, dengang den hærdebrede lastbilchauffør, jeg havde kørt med et par timer, mente, at jeg skulle løftes ned fra lastbilens førerhus, da vi nåede min destination. Han slap mig heldigvis igen.
Heldigvis. Et ord og en besværgelse, som kvinders liv bliver ufrie af, men som vi alle lever med. Heldigvis skete der ikke noget, og heldigvis har jeg langt flere eksempler på hjælpsomme, betænksomme mænd, der træder til i udsatte situationer end det modsatte.
Og jeg vil til enhver tid hellere opdrage til selvstændighed og tro på, at verden vil os kvinder det godt, end til peberspray og sort bælte. Men jeg er jo heller ikke den, der har måttet flygte fra en psykopatisk kæreste uden at få en eneste af mine ejendele med ligesom mit kvindelige familiemedlem.
Det var mørkt, vi var alene, jeg havde ingen telefon
Siri Franceschi, 26 år. Journalistpraktikant
Da jeg var 18 år, rejste to veninder og jeg til Tunesien. I en uge blev vi hentet af nye grupper af unge, smarte fyre hver aften. Ufortrødent satte vi os ind på bagsædet af deres biler og drak af de små flasker spiritus, de smuglede med til os. De drak ikke, for de var muslimer, og det var ramadan, og når festen var forbi, og morgenrøden ulmede, kørte de os hjem og takkede for vores selskab.
Da jeg var 22 år, blaffede jeg med tre veninder fra Grækenland til Albanien. Vi delte os op to og to, og ved grænseovergangen blev min ene veninde og jeg samlet op af to albanske politibetjente. Da vi havde kørt i ti minutter, holdt de ind ved en kiosk og købte øl til os alle fire. Da vi havde kørt i tyve minutter, havde de drukket deres øl, og de spurgte, om vi ville prøve at holde deres pistoler. Da vi havde kørt i en time, inviterede de os på middag, og vi fik serveret en meterlang fisk og to karafler hvidvin. De betalte gildet, og da vi igen satte os ud i bilen, hviskede min veninde lavmælt, om de mon forventede noget retur. En time efter satte de os af ved vores præcise destination.
Da jeg var 20 år, rejste jeg rundt på Bali. Min veninde og jeg havde mødt en sød lokal musiker, som sammen med en ven ville vise os et diskotek en aften. Diskoteket var ikke noget for os, og vi bad om at blive kørt hjem. Vi hoppede op på hver vores scooter, min veninde og musikeren forrest, mig og vennen bagest. Han begyndte at sagtne farten, drejede ind ad en sidevej og stoppede på en øde rasteplads. »What are you doing,« spurgte jeg, »blowjob now,« svarede han. Det var mørkt, vi var alene, jeg havde ingen telefon. Alligevel blev jeg rasende. Jeg råbte, bandede og svovlede og begyndte så at gå. Heldigvis lod han mig gøre det.
Når jeg ser tilbage, har jeg gjort mange ting, der i et kulturhistorisk perspektiv ikke er kloge at gøre som kvinde. Ting, man bliver fortalt, ikke er sikre at gøre som kvinde, og som derfor avler frygt. Langt de fleste gange er det gået godt. Langt de fleste gange vil mænd én det godt. Det vedbliver jeg med at tro. Men frygten findes alligevel, selv når man formår at råbe og gå sin vej. Og den forstærkes, når kvinder som Sarah Everard bliver kidnappet og dræbt på vej hjem en ganske almindelig hverdagsaften.
De velmenende formaninger satte sig i mig
Natalie Barrington Rosendahl, 29 år. Souschef på indlandsredaktionen
Jeg fik lagt en solid bund af frygt for klamme, fremmede mænd i en meget tidlig alder. Det skyldtes særligt min farmor. Hun er fra den tid, hvor pædofile blev kaldt ’børnelokkere’, og hvor piger og kvinder først og fremmest blev rådet til at passe på – og derefter opfordret til at gå ud i verden som frie mennesker og tage for sig af mulighederne.
»Hvis en mand kommer kørende i en bil og siger til dig, at han kender din mor og far, og at han har en kattekilling eller noget slik inde i bilen, så løb,« sagde hun og fortsatte med lignende advarsler, da jeg blev ældre.
De velmenende formaninger satte sig i mig, og min idé om, at verden var et farligt sted for en ung kvinde, blev forstærket af de kvindemord og voldtægter, jeg senere så i tv-serier som Forbrydelsen og Rejseholdet. I mange år var jeg utryg ved at gå alene i mørket i parcelhuskvarteret i Holte og gik altid en lang omvej hjem for at undgå en bestemt mørk gangsti.
Som 12-årig fik jeg at vide af en mand i en S-togskupé fyldt med passive tilskuere, at jeg så »prikmoden« ud, hvorefter han fulgte efter mig, indtil jeg ringede til min far. Nogle år efter fulgte en blotter efter min veninde og mig i skoven i Rørvig. Da jeg som 17-årig tog på interrail med en veninde, mødte vi en snusket mand uden for Gare du Nord i Paris, der under påskud af at ville hjælpe os hen til et hostel fik os helt op i sin lille lejlighed, inden vi kom væk igen.
Sådanne oplevelser har de fleste kvinder, jeg kender. Det viste sig altså, at min farmors skræmmehistorier ikke var grebet helt ud af den blå luft.
Alligevel tænker jeg i dag, at de var unødvendige. For virkeligheden skal nok lære kvinder, at man desværre nogle gange må tage sine forholdsregler, selv om det ikke burde være sådan. Derfor har jeg som voksen skældt min søde og velmenende farmor ud for at tale frygten op dengang.
Hvis jeg en dag får en datter, vil jeg ikke som det første råde hende til at passe på, men i stedet til at være fri, rejse alene, opleve verden og møde mennesker med et åbent sind. Og så i andet åndedrag sige, at hun altid kan ringe, hvis hun skal hentes fra en fest.
Der gik ikke lang tid, før jeg opdagede, hvor anderledes verden nu var
Clara Hein Damgaard, 20 år. Sælger i telemarketing på Information
Min oplevelse af det offentlige rum og nattelivet som kvinde er lidt atypisk. Jeg blev nemlig ikke født som kvinde. Først omkring min 16-års fødselsdag begyndte jeg så småt at turde udtrykke mig som hende, jeg er i dag. Efter mit sociale skift fra mand til kvinde gik der ikke lang tid, før min position i hverdagsbilledet også ændrede sig markant.
Fra mine veninder vidste jeg teoretisk set godt, hvordan det var at skulle gå hjem alene fra en fest, men at føle det på egen krop er noget helt andet. Indtil da havde jeg aldrig behøvet at tænke over, hvordan jeg skulle komme sikkert hjem, eller at det nok ikke er alle i natten, der har gode intentioner.
Men som kvinde gik der ikke lang tid, før jeg opdagede, hvor anderledes verden nu var. Om det var cat-calls, mænd, der danser lidt for tæt, eller forskellige former for trusler, skulle jeg pludselig lære et sprog for at navigere i mit nye landskab. Nu følte jeg et nyt behov for at være aktivt sikker, som jeg blev på flere måder: nøglerne mellem fingrene, tale i telefon med en nogle gange ikkeeksisterende person eller google, hvordan jeg kunne deeskalere en potentielt voldelig situation – bare for at nævne et par stykker.
Det kan lyde frygteligt deprimerende. Men det er det ikke. Jeg mistede måske et privilegium, men fik så meget mere igen. De fællesskaber, jeg har fået med flere veninder, som jeg er sikker på, mange kan genkende, er fantastiske og kan ikke sammenlignes med noget andet, jeg har oplevet. Alt det, kvinder gør for at holde hinanden sikre, og den omsorg, de udviser over for hinanden, er inspirerende og giver mig håb for fremtiden.
Vi har alle oplevelser, vi ville ønske var endt anderledes. Men den optimistiske del af mig kan ikke lade være med at fokusere på alle de gode oplevelser, mens jeg på samme tid håber, at der kommer en tid, hvor jeg ikke længere skal mærke nøgler mellem mine knoer, når jeg går hjem alene om natten.
Jeg er opdraget til at være på vagt
Karen Syberg, 75 år. Journalist og pensionist
Det er 25 år siden, at jeg har boet i en by – København – men jeg husker ikke at have været bange for at gå på gaden om aftenen. Det er dog gået op for mig, at jeg heller ikke, eller meget sjældent, gjorde det. Jeg cyklede eller tog bussen, var det sent, og havde jeg ikke cykellygter med, fik jeg læsset cyklen på en taxa. Det er vist ikke faldet mig ind at spadsere om aftenen fra Store Kongensgade til Frederiksberg, hvor jeg boede størsteparten af tiden.
Jeg kommer fra landet, og efter 30 år i København bor jeg nu på landet igen, og også i dag foregår transport på cykel eller i bil, ikke af skræk, men på grund af afstandene.
Men jeg er opdraget til at være på vagt. Da jeg var barn, udstyrede min mor mig med et brev peber, når jeg skulle ud om aftenen, og instruerede mig i, at jeg skulle bore fingrene gennem papiret og sigte efter mandens øjne, hvis jeg blev angrebet. Jeg er ganske tilfreds med, at jeg aldrig fik afprøvet det i praksis! Faktisk har det måske givet mig en falsk tryghed, som i virkeligheden har gjort mig mere dumdristig.
Som voksen er jeg nemlig blevet overfaldet en aften. På besøg hjemme hos min mor, sjovt nok. Jeg havde ganske vist ikke peber med, men jeg satte mig fysisk til modværge – og kom ned med nakken. Manden var slet og ret stærkere end mig, og det afgjorde sagen. Samtidig var det den erfaring, der satte sig i mig. I lang tid efter gik jeg over på det andet fortov, hvis der kom en gruppe mænd imod mig, også selv om det var midt på dagen.
At mænd normalt er stærkere end kvinder, er min vigtigste lære. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører om kvinder, der knuger deres nøgler i hånden, når de går alene om aftenen. Det er nok lige så effektivt som min mors peber. Forsøger de at bekæmpe en overfaldsmand med et nøgleknippe, er det eneste, de sandsynligvis opnår, at optrappe situationen og få tæsk.
Og de mænd, der overfalder kvinder på gaden, er vist også de sidste, en kulturændring vil påvirke.
Ja, hvem husker ikke stakkels Emilie.
Nogle gange tænker jeg, at kvinder ikke er varsomme nok i omgangen med mænd. At vi tror, vi er vokset op i et trygt samfund, fordi vi er vokset op med mænd som venner. Og derfor tror at vi kan have tillid til dem. Men det er der desværre nok for mange eksempler på overgreb, vold og mord til, at det kan passe.
På den anden side, hvordan ville verden se ud, hvis kvinder skulle blive hjemme eller iklæde sig burka for ikke at blive overfaldet. Så dét er jo også i sig selv en kamp for friheden til at være. Desværre nogle gange med livet som indsats.
Nogle gange tænker jeg, at mænd ikke er varsomme nok i omgangen med kvinder. At vi tror, vi er vokset op i et trygt samfund, fordi vi er vokset op med kvinder som venner. Og derfor tror, at vi kan have tillid til dem. Men det er der desværre nok for mange eksempler på falske anmeldelser af voldtægt, løgne om brug af prævention, falsk vidnesbyrd i samværdssager og psykisk vold til, at det kan passe.
Nogle gange kan det være gavnligt at bytte et ord ud med et andet, for at se, hvor vanvittigt udsagnet egentlig er.
Hvad med at opdrag drengene til at opfører sig ordenligt og ikke pigerne til at være på vagt over for mænd/drenge.
Det er ikke kun kvinder, der skal være bange for mænd.
Mænd skal osse være bange for mænd.
Fra:
https://dkr.dk/vold-og-voldtaegt/fakta-om-vold/
1,8% af mænd og 1,1% af kvinder angav i 2019, at de havde været udsat for vold. Det svarer til omkring 65.000 ofre
Mænd har en større risiko for at blive udsat for vold end kvinder, når det gælder vold generelt og vold på offentlige steder. Kvinder er mere udsat end mænd, når det gælder partnervold og vold på arbejdspladsen.
Det er i overvejende grad mænd, der begår vold. I godt ni ud af ti voldstilfælde er gerningspersonen en mand.
Den absolut mest effektive måde at undgå at mænd yder vold mod kvinder er at forbyde ægteskaber og parforhold. Kombineret med et totalt udgangsforbud for alle, ville det ikke bare gøre kvinderne mere trygge, det ville også stoppe pandemien. What's not to like?
@Morten Balling
Argumenterer du ligeledes sarkastisk overfor folk, der argumenterer for at gøre noget (mere) imod tyveri, at "den absolut mest effektive måde at undgå tyveri på, er at forbyde at eje noget"?
Jeppe Bundgaard, dine eksempler er jo latterlige i sammenligning. Som eksempel: At kvinder skulle have ansvaret for, at mænd får børn, er jo helt ude i hampen. Kondomet er opfundet!
"Danske kvinder er i særligt høj grad udsat for partnervold, stalking, psykisk vold og sexchikane. Det viser en europæisk undersøgelse blandt 42.000 kvinder i de 28 EU-lande, skriver Jyllands-Posten.
Undersøgelsen, der bliver offentliggjort af EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) viser, at Danmark målt på stort set alle parametre havner helt i toppen, når det handler om vold mod kvinder."
https://www.berlingske.dk/samfund/vold-chikane-og-stalking-mod-kvinder-i...
"Hvis du vælger at gå med fyren hjem, hvad tror du så, han forventer?”
”Du burde være lykkelig, når du ser så grim ud”.
”Den 13-årige må selv være gået med og har lagt op til noget”.
Kommentarer som disse er ofre blevet mødt med, når deres oplevelser med voldtægt og seksuelle overgreb er kommet i medierne. Eksemplerne er fra kommentarsporet på forskellige mediers Facebook-sider, og de er langt fra enestående.
Står man frem eller bliver ens sag omtalt, skal man også være klar til at blive nedgjort og svinet til. For mange medier er ikke gode og hurtige nok til at moderere deres kommentarspor. Og bemærkninger kan stå flere dage, før det bliver modereret, hvis de overhovedet bliver det."
"Ny guide skal hjælpe medier med at dække kønnet vold"
https://pov.international/guide-medie-daekning-vold/
Hvorfor er kvinder mere bange end mænd, når mænd oftere er udsat for vold?
Man ved at mænd tager flere chancer og er mere dumdristige, end kvinder.
Er kvinder generelt mere nervøse end mænd?
300 af de 536 kvinder, der blev dræbt mellem 1992 og 2016, blev slået ihjel af deres partner. Det svarer til 56 procent af alle drab på kvinder. Generelt udgør partnerdrab mere end hvert fjerde drab i perioden, hvilket gør det til den største enkeltstående gruppe.
"Direktør i Danner, Lisbeth Jessen, mener, at vi som samfund skal gøre langt mere, og at vi skal gøre det langt tidligere, hvis vi skal forhindre, at kvinder bliver ofre for vold og drab. Blandt andet ved at anerkende kønsforskelle, når vi taler om vold og drab:
»Vold og drab er ikke ukønnede problemer. Det er noget, kvinder oplever i uforholdsmæssig grad. Kvinder bliver typisk slået ihjel på baggrund af deres køn, af mænd, der ikke respekterer kvinder, og som vil have magt og kontrol over dem. Jeg har hørt politikere sige, at køn ingen rolle spiller i vores ligestillede samfund, men det er ikke rigtigt. Det spiller den allerstørste rolle i de her sager, og hvis vi ikke har det fokus, kan vi ikke forebygge det,« siger Lisbeth Jessen og peger på, at tidligere forskning har vist, at det ofte er, hvis en kvinde vil forlade en mand eller siger fra over for vold og kontrol, at hun bliver slået ihjel."
https://www.information.dk/indland/2019/08/ny-forskning-300-536-kvindedr...
Og ja, mænd udsættes også for vold.
Mest fra andre mænd.
Også derfor (i egen interesse) er det fuldstændig essentielt, at mænd også tager afstand fra og italesætter, når de oplever forherligelse af vold, nedværdigelser af andre mennesker, foragt for andre, chikane, mobning og stalking.
Hvis det store flertal af ordentlige mænd blot anede, hvordan kvinder HELE TIDEN skulle tage forholdsregler for at forebygge vold, overgreb eller potentielle drab, ville verden måske se anderledes ud.
Søren Nielsen:
"Hvorfor er kvinder mere bange end mænd, når mænd oftere er udsat for vold?
Man ved at mænd tager flere chancer og er mere dumdristige, end kvinder.
Er kvinder generelt mere nervøse end mænd?"
Ja, det er kvinder af gode grunde.
- De er fysisk ikke så stærke som mænd.
- De aner ikke, om en fremmed mand er voldsparat eller ej.
- Alle kvinder kender til en veninde, der er blevet voldtaget, mens ingen mænd kender nogen, der har voldtaget.
- Kvinder er opdraget til at passe på sig selv, til at frygte fremmede mænd. Men de aner intet om, hvordan de skal forsvare sig, hvis de bliver overfaldet.
- Siden mest vold, voldtægt og drab på kvinder sker indenfor hjemmets fire vægge, er det endnu sværere at forebygge.
Her gør samfundet alt for lidt.
Fx er der for få krisecentre, (også til mænd) og for få steder, mænd kan få behandling for deres aggressioner.
Vi har løbende fået at vide via nyhederne, at der især under coronakrisen er sket et skred mod det værre, hvad angår vold i hjemmet, fordi dysfunktionelle familier har været påtvunget at være sammen døgnets fireogtyve timer.
Når der kommer nye tal, kan man blot frygte for deres omfang.
@Eva Schwanenflügel
"Hvis det store flertal af ordentlige mænd blot anede, hvordan kvinder HELE TIDEN skulle tage forholdsregler for at forebygge vold, overgreb eller potentielle drab, ville verden måske se anderledes ud."
Jeg er mand, så jeg ved det oplagt ikke, men skal kvinder det? Jeg læste en eller anden ekspert udtale at den type mord hvor en tilfældig kvinde kidnappes og myrdes måske sker en eller to gange om året i Danmark. Der bor 3 millioner kvinder i Danmark, så det er formentlig mere sandsynligt at blive ramt af et lyn. Det er i hvert fald langt mere risikabelt at færdes i trafikken, og det er de færreste særligt bange for.
Irrationel frygt er også frygt. Personligt kan jeg få en irrationel følelse af utryghed når jeg står tæt på en skyskraber, selvom min fornuft siger mig at den ikke vælter ned over mig. Følelsen er reel nok, men årsagen til følelsen er måske ikke.
@Bjørn Pedersen
Forleden foreslog en kvindelig brittisk politiker ifm. mordet på Sarah Everard at man indførte et udgangsforbud for alle mænd efter kl 6. Jeg går ud fra at det også var ironisk ment, men det sætter alligevel tingene i perspektiv.
Der er ingen tvivl om at mænd figurerer højt i voldsstatistikker, men som forkvinden for Dansk Kvindesamfund bemærker i dag på DR så findes der heldigvis også mænd som ikke er voldelige overfor kvinder. Samtidig siger hun at "det er en kollektiv kønsproblematik som mænd bærer". Det er ligeså langt ude som at mene at alle muslimer har et ansvar for at der findes muslimske terrorister.
Træk vejret og få debatten med på et niveau hvor den hører hjemme. Debatten er væsentlig, men den er nødt til at være rimelig.
I øvrigt:
Hvorfor er det altid kvinder, der bliver advaret om at gå alene hjem, eller i det hele taget bevæge sig ud efter mørkets frembrud?
Hvorfor spiller det en rolle, hvordan en kvinde er klædt, når hun bliver udsat for voldtægt eller drab?
Hvorfor er det kvinder, der får skylden, når de er blevet voldtaget i en taxa, ved en busholdeplads, bag et indkøbscenter, på en mørk vej, eller på gerningsmandens bopæl?
Hvorfor advarer politiet stadig kvinder om, at det vil få alvorlige konsekvenser for en mand, hvis de anmelder en voldtægt?
Hvorfor bliver drenge opdraget til at være Ronaldo, mens piger bliver opdraget til at være små faktotummer i hjemmet?
Stil selv flere spørgsmål.
@Eva Schwanenflügel
Er der også en Adam tilstede...?
Min påstand er; det er ikke mænd, der overfalder andre mennesker. Det er voldsmænd - hvis man er tilpas woke - voldspersoner.
50% af mænd er fysisk ikke så stærke som andre mænd.
Mænd aner ikke, om en fremmed mand er voldsparat eller ej.
Alle mænd kender en der er blevet overfaldet.
Mænd er også opdraget til at passe på sig selv, til at frygte fremmede mænd. Men de aner heller intet om, hvordan de skal forsvare sig, hvis de bliver overfaldet.
Beretningerne her handler om at kvinder er bange for at gå hjem om aftenen, men problemet er måske at de bør være bange for at komme hjem...
Resten af din kommentar er jeg fuldstændig enig i.
Hvad har betydningen af corona-lukkede værtshuse betydet vold i hjemmet?
Morten Balling, du bliver altså ikke global kejser med disse synspunkter ;-)
Jeg skrev jo netop IKKE, at drab eller kidnapninger udgjorde den største risiko for kvinder, faktisk sagde jeg, at det var i hjemmet.
"Danmark bruger vi gerne ordet ’familietragedie’ over en bred kam, når mænd dræber kvinder, de ofte har delt bolig og børn med. Men ordet er et røgslør, der dækker over et kønsbaseret drab, ligesom det skaber en uberettiget samhørighed mellem morderen og hans offer.
Derfor har lande som f.eks. Frankrig taget begrebet femicide, der på dansk bedst oversættes til kvindedrab, til sig.
Vi er nødt til at indse, at vi ikke kan nedbringe antallet af disse kvindedrab, medmindre vi anerkender, at det er et kønsbaseret problem, der kræver politisk indgriben. Noget tyder på at den danske dataindsamling måske kan ændre på dette. Man kan altid håbe. For vi er nødt til at gribe til handling og lave forebyggende tiltag, som det sker i andre europæiske lande."
"De fleste kvindedrab kan forebygges, vi gør det bare ikke i Danmark"
https://www.information.dk/debat/2019/08/fleste-kvindedrab-kan-forebygge...
I England ser det derimod helt anderledes ud, hvilket foranledigede det sarkastiske forslag om udgangsforbud for mænd:
"Nobody seriously really thinks a curfew for men is a good idea.
Not least because, almost one in three women in the UK will experience domestic abuse in her lifetime and women are far more likely to be killed by a partner than a stranger – so it’s not like keeping men in the house after 6pm would make women safe.
Jones was doing this little thing called pointing out double standards.
As Jones later clarified (and it’s pretty depressing that she had to clarify this), her remarks were not a serious policy proposal. Rather, they were a response to the fact that London police have advised women “not to go out alone” after Everard’s disappearance, and no one seemed to “bat an eyelid”.
"Angry at the idea for a curfew for men? Think of all the ways women are told to adapt"
https://www.theguardian.com/commentisfree/2021/mar/13/men-curfew-sarah-e...
@Eva Schwanenflügel
Det var lige præcis det jeg hentydede til i mit "lettere ironiske" første indlæg.
Jeg vil gerne være med til at ændre på de mænd som begår vold, men alle de mænd jeg kender, og som jeg dermed kan påvirke, er ikke i tvivl om at hvis jeg så eller hørte om at de havde været voldelige overfor en kvinde, så ville jeg genoverveje mit standpunkt om at jeg er et ikke-voldeligt menneske. Det ligger også implicit i det, at jeg ikke kender nogen mænd som er voldelige overfor kvinder. Måske er det bare fordi jeg har været heldig i valget af mine mandlige bekendte.
Jeg tror det var Golda Meir som engang som kommentar til at spærre de indiske kvinder mere inde, "så de blev voldtaget mindre", første gang påpegede at det var mændene som voldtog, og at det dermed ville være mere rimeligt at spærre dem inde. Det er jeg absolut enig i, men jeg tror heller ikke Golda mente det som andet end et forsøg på at sætte tingene i perspektiv.
Lær selvforsvar.
Hvis man bliver overfaldet af en mand, så spark eller slå overfaldsmanden så hårdt som muligt i kønsorganerne - derefter løb og råb højt om hjælp, politi etc.
Søren Nielsen
Adam tisser sikkert stadig stranden af, efter Gud gav ham en penis, og Lillith fik
hjernen ;-)
Ej, spøg til side, og til dine betragtninger:
"50% af mænd er fysisk ikke så stærke som andre mænd."
Nej, men de er fysisk stærkere end kvinder.
Og hvad de måske mangler i styrke, kan nemt opvejes af aggression, og kulturelle opdragelsesformer.
Kvinder er ikke sædvanligvis opdraget til at slå fra sig eller forsvare sig selv, hvilket kan gøre en kæmpe forskel.
Det er noget de selv skal klare, når de bliver voksne.
Jeg har en veninde, som en dag lå på et tæppe på Assistens kirkegård i København for at læse en opgave.
Pludselig dukkede en mand op og spurgte hvad klokken var.
Uden at tøve fortalte hun ham klokkeslettet, hvorpå han bøjede sig ned og tog hende på brystet.
Heldigvis havde hun lært feministisk selvforsvar, så hun sprang op fra den liggende stilling som fanden, og råbte af ham, samt stillede sig i kamppositur.
Hér blev overgrebsmanden bange og rendte afsted, men han var en splejs.
Hvad hvis det havde været en fysisk meget stærkere mand, og mere psykopatisk ?
Bagefter var min veninde rystet.
Hun løb ikke efter udgangen, men hen til muren, (den nærmeste vej) og klatrede over den for at komme hjem.
Her kontaktede hun politiet, som ikke mente, de kunne gøre noget ved sagen.
Der var trods alt ikke "sket noget".
Godt spørgsmål omkring de coronalukkede værtshuse.
Aner ikke, om det har haft en betydning, eller hvorvidt der laves statistik over det..
@Morten Balling, 16. marts, kl. 18.13
Det lader til at jeg misforstod intentionen bag din brug af ironi, så. Jeg beklager - på uironisk og usarkastisk vis - at mit "kontraironiske" indlæg i så fald kan have sat dig i bås med dem der negligerer vold mod kvinder.
Generelt er der noget der altid irriterer mig ved argumenter, der fremfører at nogle særlige typer adfærd er mere "naturlige" end andre. Det være sig dem, der i sin tid argumenterede for at lade de hungersnødsramte dø af sult, da det er "naturens orden" at "de stærkeste overlever". Samme kan siges om ideen om at "det er mænds natur at dominere og øve vold hinanden og mod kvinder". Disse ting er del af menneskets natur, men det er også mænds natur at samarbejde, at hjælpe hinanden, at hjælpe de svageste i ens "flok", at gå på kompromis, og mange andre mere fredelige og sympatiske ting. Det giver ikke mening kun at fokusere på ét aspekt af menneskets natur og erklære at kun dette er natur-EN.
Nej, du har helt ret Bjørn.
Det er ikke naturen, det er kulturen.
Morten Balling 18:08:
"@Eva Schwanenflügel:
"Hvis det store flertal af ordentlige mænd blot anede, hvordan kvinder HELE TIDEN skulle tage forholdsregler for at forebygge vold, overgreb eller potentielle drab, ville verden måske se anderledes ud."
Jeg er mand, så jeg ved det oplagt ikke, men skal kvinder det?"
Og 19:11:
"Jeg vil gerne være med til at ændre på de mænd som begår vold, men alle de mænd jeg kender, og som jeg dermed kan påvirke, er ikke i tvivl om at hvis jeg så eller hørte om at de havde været voldelige overfor en kvinde, så ville jeg genoverveje mit standpunkt om at jeg er et ikke-voldeligt menneske. Det ligger også implicit i det, at jeg ikke kender nogen mænd som er voldelige overfor kvinder. Måske er det bare fordi jeg har været heldig i valget af mine mandlige bekendte."
Hvortil jeg svarede:
"Alle kvinder kender til en veninde, der er blevet voldtaget, mens ingen mænd kender nogen, der har voldtaget. "
Min anke er præcis, at ingen ordentlige mænd åbenbart kender nogen, der har overskredet en kvindes grænser på nogen måde, ihvertfald ikke voldeligt.
Når nu vi kender statistikken, må det jo være forkert.
Eva Schwanenflügel
Jeg tror noget af svaret netop befinder sig i, at der bliver draget en sammenligning imellem, at kvinder bliver udsat for vold, voldtægt og mord OG at mænd risikerer at få børn, hvis de ikke beskytter sig under sex.
Som om det er ligeværdige problemstillinger.
Altså, der er en helt fuldstændig grundlæggende manglende anerkendelse af, hvad begreber som vold, voldtægt og mord betyder, især når det er den nærmeste, der står bag gerningen, og i virkeligheden også en enorm ligegyldighed. For det vigtigste er det med retten til at få sex - også uden at beskytte sig. Meget afstumpet.
Og jeg skal understrege, at det selvfølgelig ikke er alle mænd, der tænker sådan. Problemet for kvinder er bare, at de skal finde dem, der ikke gør, blandt dem, der gør.
@Eva Schwanenflügel
Jeg tror generelt ikke mænd eller kvinder snakker om de gange de har overskredet andres grænser med andre - om det så er andre mænd eller kvinders grænser de har overskredet.
Fordi hvis folk ved de har gjort noget galt - så holder de det som regel for sig selv. Hvis ikke, altså hvis de på nogen måde blærer sig eller taler over sig, så gider man ikke være venner eller bekendte med vedkommende. Og derfor kommer man jo ikke tæt på vedkommende, så man kan opdrage på dem.
De fleste ville nok påtale åbenlys dårlig opførsel.
Så at opdrage på den der ikke respekterer andres grænser - det sker bare ikke.
Så at lægge ansvaret for at opdrage de røvhuller over på deres køn, det holder ikke i praksis.
Opdrager i på kvinder der åbenlyst overskrider andre kvinder og/eller mænds grænser? Tager i jer tiden til at lære dem at kende og få dem til at forstå at de skal respektere deres medmennesker?
Eller får de en skarp bemærkning og efterfølgende en lang bue i når i ser dem i Brugsen, fordi livet er for kort til røvhuller?
Jeg sad tidligere og fulgte en "spørgetime" på DR's hjemmeside om emnet her. Dér var der flere "harmløse" mænd som ligesom jeg selv efterlyste hvad man som mand kan gøre. Det bedste svar jeg så var at vi kan være med til at sige fra, hvis vi oplever en kvinde blive udsat for noget ubehageligt fra en mand.
Den opfordring vil jeg gerne bringe videre!
Og til kvinderne: Hvis der alligevel er en mand til stede som kigger ned i gulvet eller gaden, så kan det skyldes at han er lige så bange som jer. Bed om hjælp. Det gør det væsentligt sværere at "blande sig udenom". Til "tøsedrengene": Du behøver ikke svinge næven. Måske kan du bare begynde at synge, eller noget andet som kan distrahere.
Morten Balling, på opfordring fra dig kommer her råd til mænd:
"This advice should be read by men everywhere. Men: share it, talk about it, act on it. Do your part to help women feel even a tinier bit safer in a world in which we aren't."
Her er nogle af rådene:
"- Cross the street to avoid walking behind a woman.
- Give all women space.
- Never run close to them when jogging, esp in the dark - (I'm endlessly astonished at how many men do this.)
- Offer to walk female friends home."
"How men can help women feel safe"
https://www.glamourmagazine.co.uk/article/sarah-everard-lessons-twitter-...
Der er også andre råd, såsom at skrå over gaden, når man går imod en kvinde.
Hun har sandsynligvis taget den sikre rute under lamperne, og hvis en ukendt mand går imod hende, vil hun forlade den, og dermed udsætte sig for mere fare.
Til sidst:
Mænd er også fædre.
Istedet for at kredse om deres døtres udsathed, burde de opdrage dem til at respektere sig selv, og eventuelt forsvare sig selv mod andre mænd.
Men bedst af alt:
Tale alvorligt med deres venner om 'babes', kønsroller, og nedvurdering af kvinder.
Og mand, forestil dig at gå forbi en gruppe af håndværkskvinder, der giver dig slag i røven og pift, samtidig med at de kalder dig en billig luder, hvis du ikke smiler koket tilbage.
Hov, jeg glemte det vigtigste:
Opdrag sønner til at respektere piger og kvinder.
Niki Dan Berthelsen
Når du mener, at mænd er fuldstændig blinde overfor hvad deres mindre sympatiske kønsfæller foretager sig er det ingen nyhed.
Ingen mand kender en voldtægtsforbryder, mens alle kvinder har mindst en veninde, der har været udsat for voldtægt.
Jeg kender personligt mindst 400 kvinder, som på et eller andet tidspunkt i deres liv har været udsat for vold, voldtægt, incest, overgreb i barndommen, vold i familien, overfald på gaden, stalking, chikane og mobning.
Hvordan kan det lade sig gøre, at mænd ikke kender nogen overhovedet?
@Eva Schwanenflügel
Det kan også være vi kender nogen, som ikke taler om det.
Prøv at læs hvad jeg skriver ovenfor.
Vi er ikke blinde for at den slags ting sker.
Det er bare sådan at mennesker M/K ikke taler åbent om de dårlige ting de har gjort. Så hvordan hulen vil du så have at vi skal kende alle voldtægtsforbrydere i nabolaget?
Selv hvis der var hilsepligt - så tror jeg sgu ikke de ville overholde den.
Vi kan også prøve at se det fra en anden vinkel - jeg kender heller ikke nogen kvinder der har oplevet nogen af de ting du beskriver. Men det kan være at de har oplevet det alligevel.
Igen tror jeg det er meget personligt for de kvinder og at de måske ikke lige deler det med gud-og-hver-mand.
Så at sige vi er blinde gør os implicit medskyldige til noget som vi ikke har nogen chance for at gøre noget ved.
Men jeg kan da spørge mine kammerater om de er voldtægtsforbrydere og melde tilbage efter weekenden?
Rikke Nielsen 21:10:
"Eva Schwanenflügel
Jeg tror noget af svaret netop befinder sig i, at der bliver draget en sammenligning imellem, at kvinder bliver udsat for vold, voldtægt og mord OG at mænd risikerer at få børn, hvis de ikke beskytter sig under sex."
Helt ærligt, hvilken overgrebsmand bekymrer sig om eventuelle børn efter en voldtægt?
Niki Dan Berthelsen
Jeg gentager:
Alle kvinder har en veninde, der er blevet voldtaget.
Ingen mænd kender en voldtægtsforbryder.
Er der ikke noget der gør, at du vil overveje dine nærmeste bekendtskaber en smule?
For sagens kerne er jo, at mænd aldrig taler om at have voldtaget kvinder (eller børn) til andre venner, det gør de kun i lukkede grupper på sociale medier.
@Eva
Du kan vel godt se forskellen, rent psykologisk og socialt, mellem at indrømme overfor dine venner at du er blevet voldtaget og indrømme overfor dine venner at du har voldtaget? Forestil dig en hypotetisk situation hvor du er en mor til et lille barn, der opfører sig dårligt derhjemme. Og forestil dig så at du, i et tilfælde hvor barnet har overskridet alle dine grænser og dine nerver i forvejen sidder ude på tøjet, flipper ud og tæver barnet til det holder op med at "skabe" sig.
Vil det være noget du kunne forestille dig,at du ville dele med dine nærmeste de næste par dage? Prøv virkelig at forestil dig, at du - lad os sige at du ikke er dig selv, du er frustreret, ked af det, vred, etc. og du mister kontrollen over dine følelser.... ville du indrømme dette overfor dine bekendtskaber med.... den samme selvfølgelighed som hvis du indrømmede at du som barn havde fået tæv?
Bjørn, det er ikke det samme at fortælle man har været udsat for overgreb, tæv eller lignende som barn, og være voksen kvinde som skal afværge det samme.
Nej, jeg tror ikke lige den nærmeste ven får oplyst at hans kammerat er voldtægtsforbryder.
https://everydaysexismproject.dk/?page_id=2828
Det er derfor, mænd skal være skarpere, så de opfanger opførslen venner imellem.
Ej, hvor er I slatne, I mænd.
Intet sted læser jeg noget om at støtte kvinder når de går hjem om natten, eller ytrer til broderfolket at de lige skal tage sig sammen og lade være med at mobbe og nedgøre andre.
Forstemmende.
Og det fortsætter;
“Alle mænd er nogle svin”
“Alle kvinder er nogle brokkerøve”
Stop jer selv.
Det er nogle sølle skrog af mænd der føler de har “ret” til at forulempe kvinder.
Jeg ved ikke hvad men skal kalde de individer, men de er ikke mænd.
Men hvad er det for “mænd” der råber, forfølger, overfalder kvinder.
@Eva
At du "ikke læser noget sted" at mænd opfordrer hinanden til ikke at mobbe, etc. er absolut ikke ensbetydende med at det ikke sker. Jeg læser det ellers dagligt i den måde mænd i grupper interagerer med hinanden på online. At formaninger ikke er åbenlyse, a la "Hold op med at mobbe og nedgøre", er ikke ensbetydende med der ikke er både verbale og sociale konsekvenser for og blandt mænd ved at opføre sig som røvhuller eller at mænd ikke sanktionere hinanden når de ser nogen nedgøre nogen.
Der er forskel på teater, på performance og så på virkeligheden. De kendte mænd, f.eks i underholdningsbranchen og politikere, der på sociale medier sender beskeder ud om at støtte kvinder, støttede jo ikke kvinder bare fordi de siger at de gør. At signalere at gøre noget imod mobning, og ligeledes ikke det samme som at gøre noget imod mobning.
Hvis det er ens ven man ser opføre sig dårligt online, så sender man ham en privat besked. Hvis et bekendtskab eller en fremmed, kniber det ikke med at kalde personen for et røvhul, men man skal være forsigtig ikke male mobbeofret som offentligt svag ved at bruge "pædagogisk" tale, a la "Ej, du må altså ikke mobbe stakkels Peter. Tænk på hans følelser.". Det betyder at formaninger mod mobning kan se ligeså hårde ud i tonen som den oprindelige mobbende udtale.
I artiklen kan man læse om hvordan unge kvinder har lært at beskytte sig imod noget, der som Morten Balling beskriver, er uendelig lille chance for sker, nemlig overfaldsvoldtægten. Hvad med at vi som velmenende fædre og mødre i stedet lærer vores døtre nogle redskaber til hvordan de undgår den reelle voldtægtstrussel - nemlig den, hvor mand og kvinde kender hinanden og hvor begge parter havner i en ulykkelig situation, på grund af mislykket forventningsafstemning. Og drop nu bare victim blaming-prædikatet. Jeg forsøger ikke at placere skylden for førnævnte situationer ved kvinden. Jeg forsøger heller ikke at sige, at vi ikke skal lære vores unge mænd, hvordan man opfører sig. Men jeg undrer mig over, at respektfuld interaktion mellem mennesker, kun skal stille krav til manden. Det er simpelthen for let bare at affærdige mænd, som nogle dumme svin.
Men at stille krav til kvinden passer naturligivs ikke ind i den narrativ, der også i dette kommentarspor er temmelig udbredt, nemlig at vi lever i et krænkelsessamfund, hvor kvindeundertrykkende, voldelige strukturer er normen.
At vi kan finde data der bekræfter dette er klart, men en ting er data, noget andet er hvad data dækker over. Christina Hoff Sommers’ viser i “Who stole feminism” hvor hurtigt forkerte data om ekstremt høje voldtægtsrater via medier breder sig og bliver norm, selv efter de er blevet afkræftet. (Kort opsumering i denne video: https://www.youtube.com/watch?v=TZrzCAuiw7w) Når vi i Danmark, under #MeToo, er villige til fuldstændig ukritisk at ophøje tilfældige underskriftindsamlinger til fakta, og samtidig opererer med ugennemsigtige begreber som “uønsket seksuel opmærksomhed”, er der rig mulighed for fejlfortolkning. Hvis man opererer med data på denne måde, er det ikke svært at forstille sig, hvordan profetien om et krænkelsessamfund bliver selvopfyldende.
Når vi dyrker fortællingen om patriarkalske strukturer i samfundet og derigennem fuldstændig underkender kønnenes biologiske forskellighed, fraskriver vi os selv muligheden for en konstruktiv debat. Vi bliver nødt til åbent at kunne snakke om hvilke forventninger mænd og kvinder møder hinanden med i det seksuelle spændingsfelt, og hvordan de hver især kan gå ind i dette møde med respekt for hinanden.
@Eva Schwanenflügel
"Ej, hvor er I slatne, I mænd.
Intet sted læser jeg noget om at støtte kvinder når de går hjem om natten, eller ytrer til broderfolket at de lige skal tage sig sammen og lade være med at mobbe og nedgøre andre.
Forstemmende."
Igen lægger du fuldstændigt ansvaret for kvinders hjemtur over på mænd.
- vi (mænd) kan ligesom jer (kvinder), ikke opdrage på psykopater eller andre afstumpede personer.
- vi kan heller ikke læse tanker, så det er svært at vide om man faktisk kender en som har tendensen og sandheden er, at hvis folk er nogle usympatiske røvhuller generelt, så er vi ikke vejet med dem. Slette mennesker har få rigtige venner.
Og det med at mobbe og nedgøre der er der vidst etableret ligestilling imellem kønnene for længe siden.
Selvfølgelig vil et anstændigt menneske hjælpe et andet i nød.
Sådan som jeg forstår det konkrete problem, så er det at kvinder går alene hjem og kan blive overfaldet af en psykopat.
Det problem har mænd også, men med andre udfald. Vi bliver måske ikke voldtaget, men vi kan også blive myrdet eller blive udsat for vold.
Fordi vi er mænd, så har vi alene ansvaret for vores handlinger, deriblandt også at have øje for utilsigtede konsekvenser. Vi tager derfor vores forholdsregler.
Det bedste i som kvinder kan gøre er at tage forholdsregler.
Du skriver at der ikke er nogen mænd der skriver de vil støtte kvinder om natten. Jeg læser heller ikke om nogle kvinder der skriver at de skal tage deres forholdsregler om natten?
Så at sige vi "er slatne" og at det er "forstemmende" - det er jo klassisk passiv-aggressivt kvindesnak, der skubber det fulde ansvar for situationen over på mænd pga deres køn.
Det får du ikke noget hjælp ud af.
Vi gider ikke manipuleres længere.
Niki Dan Berthelsen, "Vi gider ikke manipuleres længere."
Nåh, hvor er det altså synd.
@Freddie Vindberg
Jeg beder ikke om din eller nogen andres ynk, så lad være med at gi mig offer-kortet.
Men tak for omtanken.
Denne her handler om opdragelse af drenge:
https://pov.international/som-samfund-frigore-os-fra-darlig-opdragelse/