Der skal øget fokus på det internationale samarbejde for at dæmme op for den organiserede, økonomiske kriminalitet. Det kræver flere politikere, efter at Information og Erhvervsmediet Finans har kortlagt et omfattende formodet hvidvaskkompleks med internationale forbindelser.
Også skatteminister Morten Bødskov (S) siger til Information og Finans, at han er interesseret i at styrke det internationale samarbejde om at bekæmpe den organiserede økonomiske kriminalitet.
»Det her er gennemorganiseret. Det er ekstremt alvorligt, og derfor er der behov for at få sat ind imod det,« siger Morten Bødskov.
Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, peger på, at det udover at styrke det internationale samarbejde kan være nødvendigt at inddrage eksterne kræfter for at få sat ind mod international hvidvask.
»Får vi ikke løst det her, kommer vi til at stå med et kolossalt problem i fremtiden. Det kan være, det kræver andre ressourcer, end man har til rådighed i dag. Men så må noget af arbejdet udliciteres til revisorer og andre, der har ekspertisen,« siger Preben Bang Henriksen.
Skatteordfører Kathrine Olldag fra De Radikale presser ligeledes på for et øget internationalt samarbejde:
»Det er på tide, at vi politisk får sat fokus på bedre koordinering mellem skatte- og politimyndigheder samt på det internationale samarbejde, der er helt nødvendigt for at komme svindlen til livs. Det er noget af det, jeg vil tale med skatteministeren og justitsministeren om i det kommende samråd.«
Amerikansk sanktionsliste
Informations og Finans’ kortlægning viser, at penge er flyttet fra centrale firmaer i det formodede hvidvaskkompleks til blandt andet såkaldte somaliske hawalanetværk (betalingstjenester, der tilbyder pengeoverførsler til udlandet, red.), og at penge er blevet brugt til det, som eksperter kalder »handelsbaseret hvidvask«, hvor værdier er overført til Iran i form af varer.
Derudover har Information og Finans fundet en række overførsler fra en entreprisevirksomhed i Roskilde – hvis to tidligere direktører er på anklagebænken sigtet for hvidvask – til en tysk virksomhed, hvis direktører i 2019 kom på den amerikanske sanktionsliste på grund af deres forbindelser til den iranske revolutionsgarde.
Overførsler, som DF’s skatteordfører, Dennis Flydtkjær, betegner som »skræmmende«.
»Vi må simpelthen få hugget hovedet af slangen, så det her ikke fortsætter. Dansk politi og andre myndigheder bliver simpelthen nødt til at gå ind i et internationalt samarbejde. Og jeg vil tage det op med skatteministeren, for at han kan tage fat i vores europæiske venner og få stoppet de ansvarlige,« siger Dennis Flydtkjær.
SF’s skatteordfører, Carl Valentin, mener, det er »oplagt« at øge det internationale samarbejde, men mener også på baggrund af Informations og Finans’ afsløringer, at det er nødvendigt at få udarbejdet en risikovurdering med særligt fokus på den handelsbaserede hvidvask i Danmark:
»Jeg er ret alarmeret. Det tyder på, at vi står over for en meget alvorlig og anderledes type økonomisk kriminalitet, som synes at være tiltagende,« siger Carl Valentin.
»Jeg er ikke sikker på, om Danmark er stærkt nok eller har robuste regler nok til at tackle det her. Det vil jeg tage op med regeringen og prøve at få kortlagt: Hvor klar er vi til den her type kriminalitet? Hvor robuste er vi til at tackle handelsbaseret hvidvask?«
Også Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, peger på, at der skal mere fokus på de internationale netværk, hvor pengene forsvinder hen.
»Vi kommer ikke det her til livs uden et meget stærkere internationalt samarbejde mellem for eksempel skattemyndigheder og politi. Det er åbenlyst, at bagmændene ikke kan lænse statskassen uden at bruge et vidt forgrenet internationalt netværk. Det her er noget, der ikke kun kan klares i Danmark, for den her kriminalitet stopper ikke ved landegrænsen,« siger Rune Lund.
Han finder det uacceptabelt, at man på den ene side har en striks hvidvaskkontrol i danske banker og på den anden side et parallelt hawalasystem, som illegale penge kan flyde frit igennem.
»Det virker jo helt absurd, at et uformelt bankvæsen uden noget pengespor kan få lov til at eksistere i en verden, hvor vi ellers indfører den ene regel efter den anden for at bekæmpe hvidvask. Hawalasystemet bidrager åbenlyst aktivt til at understøtte sort økonomi, hvidvask, momssvindel og undergravning af løn- og arbejdsvilkår i Danmark,« siger Rune Lund.
Der skal bruges flere ressourcer
Ifølge Preben Bang Henriksen bør den internationale håndtering af udbytteskattesagen, hvor udenlandske formodede svindlere lænsede den danske statskasse for 12 milliarder kroner, være en skabelon, der kan bruges i håndteringen af de danske sager om moms- og skattesvindel.
»I udbytteskattesagen lykkedes det os jo at få sat en prop i hullet. Det skal vi også have gjort her, hvor hullet virker endnu større. Der skal flere ressourcer til end den meget svage styrkelse af bagmandspolitiet, der er lagt op til i den seneste reform. For de ekstra penge, vi investerer, er der rigelig mulighed for at hente hjem igen til statskassen,« vurderer Preben Bang Henriksen.
Skatteminister Morten Bødskov mener, at oplysningerne om, at penge fra formodet hvidvask og moms- og skatteunddragelse kan være brugt til handelsbaseret hvidvask til Iran, viser, at der er brug for at styrke samarbejdet både mellem de enkelte danske myndigheder og i forhold til udlandet.
»Vi er nødt til at indstille os på, at det her skal følges tæt. Nu har regeringen præsenteret anden fase af styrkelsen af skattekontrollen, men når det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer til at se på, om der er yderligere måder, hvor vi kan styrke vores bidrag til myndighedernes kamp – eller indsats – mod det her,« siger Morten Bødskov.
»Ét: Det er meget alvorligt. To: Det er nødvendigt at styrke indsatsen. Tre: Det er nødvendigt at styrke myndighedernes samarbejde.«
Svindelmaskinen
Med den såkaldte Operation Greed slog politiet til mod et større kompleks af formodede kriminelle. Hovedmændene er nu tiltalt i Danmarkshistoriens mest omfattende sag om økonomisk svindel. Men svindlen er tilsyneladende fortsat i nye konstellationer.
Et hold af undersøgende journalister fra Information og erhvervsmediet Finans har fulgt sporene efter Greed-sagen og kortlagt nye pengestrømme for flere hundrede millioner kr. Læs serien her for at følge afdækningen af, hvordan den danske stat bliver snydt, når svindelmaskinen kører derudad.
Seneste artikler
Det er godt, at svindelmaskinen er opdaget. Nu gælder det retsforfølgelsen af de kriminelle
23. april 2021Regeringen lover at styrke indsatsen mod organiseret økonomisk kriminalitet. Men det skal hænge sammen, så de kriminelle bliver retsforfulgt, når de bliver opdagetMyndigheder greb ikke ind: Direktører med rockerrelationer efterlod gæld til staten for 36 mio. kr.
19. april 2021Millioner af kroner fossede igennem kontoerne, og der blev opbygget en gæld til det offentlige på 36 millioner kroner i ubetalt skat, moms og afgifter. »Undergravende« for befolkningens tillid til myndighederne, at rockerrelaterede direktører ikke blev stoppet, vurderer ekspertEfter afsløringer: Regeringen og flere partier vil styrke bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet
15. april 2021Regeringen og flere partier vil efter afsløringer yderligere styrke skattekontrollen og samarbejdet mellem myndigheder for at dæmme op for den organiserede økonomiske kriminalitet
Eliminer mulighederne for svindel med enklere lovgivning, f.eks. med tilbagebetaling af udbytteskat og moms.
Man kan ganske enkelt undgå disse tilbagebetalinger, hvis man dropper udbyttebeskatningen og i stedet lægger skatten på den udbetalende virksomhed. Udbytte til aktionærerne er herefter skattefrit for modtageren. Udenlandske modtagere af udbytte fra danske virksomheder må selv ordne et eventuelt mellemværende med bopælslandets myndigheder.
Udbetaling af moms til både danskere og udlændinge kan man enkelt komme til livs ved at gå tilbage til den oprindelige model, omsen og kun pålægge afgiften i sidste led, altså der hvor slutbrugeren betaler for en vare eller tjeneste. Så kan ingen kræve moms refunderet.
Det er lige før det er morsomt når Preben Bang Henriksen vil udlicitere opklaringen af økonomisk kriminalitet til revisorer (aka skatterådgivere). Eller når han vil styrke SKAT og Bagmandspolitiet, som han og hans parti har udsultet i årevis.
Og det er da også lettere komisk at de EU-modstandere, der gjorde alt hvad de kunne for at få folk til at stemme nej til en ophævelse af retsfobeholdet i 2015, nu vil tilføre flere ressorucer til det internationale politisamarbejde. Kan de slet ikke huske hvad de selv siger og gør?
Arne Lund:
"Kan de slet ikke huske hvad de selv siger og gør?"
Jo, det kan de.
Men de tror (retteligt) at vælgerne glemmer det.
"Og det er da også lettere komisk at de EU-modstandere, der gjorde alt hvad de kunne for at få folk til at stemme nej til en ophævelse af retsfobeholdet i 2015, nu vil tilføre flere ressorucer til det internationale politisamarbejde. Kan de slet ikke huske hvad de selv siger og gør?"
Enhedslisten var blandt de partier (DF og Liberal Alliance var vist de øvrige), som anbefalede et nej til ophævelse af retsforbeholdet - hvilket de begrundede med at Interpol er en tilstrækkelig ramme til at håndtere international kriminalitet, og da Rune Lund vist ikke argumenterer for at Europol skal styrkes (beklager, hvis jeg måtte ha' overset noget sådant - de kan efterhånden finde på lidt af hvert i Listen), er der ikke umiddelbart noget paradoks mellem at agitere for internationalt samarbejde og være EU-modstander. Hvilket der i øvrigt aldrig har været; det er en stråmand opfundet af de europæisk forretningsvisionære - og Informations kommentariat løber gladeligt med.
Men bortset fra dette, skal hvidvask-skandalerne (og da især, når/hvis de relaterer til fjendebilledet i Iran!) nok gavne agitationen for Europol - ligesom Covid 19 har banet vej for en europæisk sundhedsunion, vi nok snart får at vide er en nødvendighed, hvis vi skal fastholde globaliseringens glæder og vor såkaldt åbne økonomi.
Den stendøde union muterer som Corona; energiunion, økonomiunion, bankunion, sundhedsunion, gældsunion, skatteunion. De skæve agurketider længe leve.