Ramadan, Sabrieh og Walid frygter for deres liv og børn, hvis de skal tilbage til Syrien

I et parcelhuskvarter lidt uden for Vejle ligger der et par mindre toetagers boligblokke. I en af lejlighederne bor 52-årige Ramadan sammen med sin hustru og tre ud af sine i alt ti børn. Han er flygtet fra Syrien, men lige som mange andre syriske flygtninge har han og hans familie fået afslag på forlængelse af deres opholdstilladelse i Danmark. 

Hans yngste børn er begyndt at spørge ham, om de behøver at gå i skole. De kan ikke forstå, hvorfor de skal møde op og lære dansk, hvis de alligevel skal sendes tilbage til Syrien.

»Jeg vil hellere have, at vi alle dør her, end at vi bliver sendt tilbage til Syrien,« siger Ramadan og kigger på afslagene fra Udlændingestyrelsen på sin mobiltelefon. Han ønsker ikke at få sit efternavn i avisen.

Når danske myndigheder siger, at forholdene er forbedrede i og omkring Damaskus , stoler Ramadan ikke på dem. Han bor lige nu i Vejle sammen med sin kone og tre af sine børn. På billedet ses hans datter.

Det samme gælder Walid. Han er også 52 år og bor i en anden af Vejles forstæder. Han vil heller ikke tilbage til Syrien, men har sammen med sin kone og deres yngste søn på 16 år ligeledes fået afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter snart fem år i Danmark. Han ville tage hjem i dag, hvis han troede på, at det var sikkert, fortæller han. Men det tror han bare ikke på.

»Vi kom her til Danmark, og vi forventede, at landet var et af de førende inden for menneskerettigheder. Det er, som om de har dømt os til henrettelse. Hvor er menneskerettighederne i det,« spørger han

Sabrieh på 45 år var forleden til sit første interview i Sandholmlejren nord for København, efter hun modtog en indkaldelse på grund af nye oplysninger om sikkerhedssituationen i Syrien. Hun kan se, at andre flygtninge omkring hende modtager dårlige nyheder, og hun frygter nu, at hun sammen med sine to små døtre skal pakke deres indbo i lejligheden i Vejles centrum og tage til Syrien. Det land, hvor hun mistede sin mand til en af regimets snigskytter.

De tre er langtfra alene. Overalt i Danmark er syriske flygtninge blevet indkaldt til interview, der skal afklare, om de fortsat kan blive her, efter udlændingemyndighederne har vurderet, at de generelle forhold i Damaskus og omegn ikke længere er så usikre. Andre syriske flygtninge har allerede modtaget afslag på at få forlænget deres opholdstilladelse af samme grund. Det kan mærkes blandt flygtningene, der nu frygter, at de skal vende tilbage til deres hjemstavn, hvor det syriske Assad-styre regerer.

De vil ikke skilles ad fra deres familiemedlemmer, der fortsat har opholdstilladelse i Danmark. De er bange for, at deres små børns fremtid ødelægges, hvis de skifter den danske folkeskole ud med en syrisk. Og de frygter, at regimet vil udøve alvorlige overgreb mod dem og deres familie, hvis de vender tilbage. Netop det har flere af dem erfaringer med fra deres fortid i Syrien.

Ti års borgerkrig i Syrien

Den 15. marts 2011 udbrød der folkelige protester i byen Dara’a, der ligger 90 km syd for hovedstaden Damaskus. Det lokale politi havde forinden pågrebet og tortureret flere unge teenagere, der havde lavet graffiti inspireret af Det Arabiske Forår. I løbet af få måneder spredte protesterne sig til store dele af Syrien og truede snart præsident Bashar al-Assad, der med hærens hjælp slog det folkelige oprør ned med stor brutalitet. I december 2011 blev Den Frie Syriske Hær dannet, og borgerkrigen var en kendsgerning.

I de kommende år førte krigen til en enorm flygtningebølge. Flere end fem millioner syrere flygtede – især til nabolandene Jordan og Libanon, men også over Middelhavet til Europa.

Mange kom også til Danmark, selv om tallet ikke var så stort i begyndelsen. De følgende to år steg tallet, men så begyndte det at gå rigtig stærkt, ikke mindst efter Islamisk Stat etablerede et islamistisk kalifat i Irak og Syrien. I september 2015 fik mange danskere et håndgribeligt billede af flygtningepresset, da hundredvis af syrere gik på motorvej E45 på Lolland på vej mod Sverige. Året efter blev der indført kontrol på grænsen til Tyskland, og de mange syriske flygtninge blev placeret rundt omkring i landets kommuner. I de følgende år faldt antallet af asylansøgninger. I alt fik 20.046 syrere opholdstilladelse som flygtninge i Danmark i perioden 2011-2019.

En af dem, der kom til Danmark i 2014 som flygtning, var Ramadan. Han frygter det syriske regime, fordi han har hjulpet sin søn med at desertere fra militæret. Han var rædselsslagen, da han først kom til Danmark, fortæller han. Han talte ikke sproget, kendte ikke nogen, og han vidste ikke, hvor han skulle gå hen. Han blev foreslået at gå til politiet, men det frygtede han, fordi han havde dårlige erfaringer med ordensmagten i Syrien.

»Jeg tænkte først, at politiet ville behandle mig som i Syrien. Men da jeg kom på politistationen, blev jeg tilbudt kaffe, de skaffede en tolk, og de bad tolken fortælle mig, at jeg kunne sige til, hvis jeg var sulten. Jeg kunne endelig slappe af og føle mig tryg,« fortæller han.

Sabrieh kom til Danmark i 2016. Hun var først flygtet til Libanon og derefter til Tyrkiet. Hendes sønner var allerede i Danmark, men hun turde ikke vente på familiesammenføring. I stedet sendte den ældste hende penge, så hun kunne rejse med en smugler til Danmark.

52-årige Walid, der bor i en forstad til Vejle, vil ikke tilbage til Syrien, men har sammen med sin kone og deres yngste søn på 16 år ligeledes fået afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter snart fem år i Danmark.

Walid kom til Danmark nogle måneder senere med sin kone og yngste søn i forbindelse med en familiesammenføring med hans næstældste søn. Han besluttede sig endeligt for at forlade sit hjemland, efter han på en køretur med sin familie i juni 2012 blev forsøgt kidnappet af militæret, der skød efter familiens bil. Senere på året flygtede Walid til Libanon, hvor han blev, indtil han kunne genforenes med sin søn i Danmark.

’K-status’ og ’midlertidig beskyttelse’

Langt de fleste af de syriske flygtninge var yngre mænd, som flygtede fra krigstjeneste for det syriske regime. De fik næsten pr. automatik såkaldt K-status (K for Flygtningekonventionen), som er den mest sikre form for asyl. Blandt de syriske flygtninge har der også været mange kvinder eller ældre mænd. De har ofte fået en lidt mindre sikker form for beskyttelse, som med en lovændring fra 2015 blev kaldt for enten ’beskyttelse’ eller ’midlertidig beskyttelse’. Baggrunden for disse lidt mere usikre former for beskyttelse var en vurdering hos de danske myndigheder om, at forholdene i Syrien generelt var så farlige og fastlåste, at den blotte tilstedeværelse i landet kunne udløse overgreb. Derfor blev der givet asyl – også selv om personerne ikke var individuelt forfulgt eller risikerede at blive sendt i krig for Assad-regimet.

I de første år fik langt de fleste flygtninge K-status. Men fra 2017 og frem tippede det, så de fleste nu fik ’beskyttelse’ og især ’midlertidig beskyttelse’. Omkring en tredjedel af syrerne har fået en af de to mindre sikre former for beskyttelse. Mange har også fået familiesammenføring til Danmark, så deres ægtefæller og børn er kommet til Danmark, tilsammen 13.753 personer.

Efterhånden som det lykkedes kurdere med amerikansk bistand at få nedkæmpet kalifatet, lykkedes det også for Assad-regimet at genvinde kontrollen over det meste af landet, herunder de dele af hovedstaden, som var i oprørernes hænder. Og så fik forskellen på K-status og midlertidig beskyttelse pludselig stor betydning for de syriske flygtninge i Danmark.

Med lovændringen i 2015 var der nemlig indført en klar forskel på, hvor gennemgribende forbedringer i et land som Syrien skal være, før de danske myndigheder kunne nægte at forlænge en opholdstilladelse. For flygtninge med K-status skulle der være sket »fundamentale, stabile og varige ændringer«. Kort sagt: Forholdene og sikkerheden skulle gennem længere tid være markant forbedret.

Anderledes var det for de flygtninge, der ’kun’ havde fået beskyttelse eller midlertidig beskyttelse. For disse to kategorier blev barren med lovændringen sænket, så danske myndigheder godt kunne inddrage deres opholdstilladelser, »uanset at forholdene − trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige«, som det var formuleret i bemærkningerne til lovændringen i 2015. Bare forbedringerne ikke antoges »at være af helt midlertidig karakter«.

Spørgsmålet var så, om forholdene i Syrien eller dele af landet havde udviklet sig, så det ikke længere var sådan, at den blotte tilstedeværelse kunne udløse overgreb.

Bedre sikkerhed i Damaskus

I foråret 2019 afviste Udlændingestyrelsen med en række principafgørelser at forlænge opholdstilladelserne for syv syrere, der havde to ting til fælles: De kom fra Damaskus, og de havde fået midlertidig beskyttelse. Udlændingestyrelsen baserede sit indtryk af sikkerheden i syriske provinser, herunder Damaskus, på flere tusinde siders baggrundsmateriale. Kort fortalt var vurderingen, at der trods alt var blevet mindre usikkert. 

I 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse i i alt 36 sager om inddragelse eller afslag på forlængelse af opholdstilladelse for syriske flygtninge. I 2020 var tallet steget til 170 sager.

Når Udlændingestyrelsen har nægtet at forlænge en opholdstilladelse, går sagen pr. automatik videre til Flygtningenævnet, der er en uafhængig domstolslignende instans. I december 2019 traf nævnet en principiel beslutning om, at forholdene i Damaskus nu ikke længere var så usikre, at der var grundlag for at meddele eller forlænge midlertidige opholdstilladelser alene på baggrund af de generelle forhold. I maj og juni 2020 besluttede nævnet derfor, at de første syriske flygtninge ikke længere skulle have opholdstilladelse i Danmark. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye varslede, at omkring 900 sager med flygtninge fra Damaskus nu skulle tages op til fornyet vurdering.

Tilbage i Vejle venter Sabrieh på udfaldet af sin sag. Efter interviewet i Sandholmlejren kan sagsbehandlingen tage op til syv måneder. Men usikkerheden om udfaldet påvirker hende dagligt, lige som det også påvirker hendes to mindreårige døtre. Sabrieh kender til mange andre syrere, der får afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, og hun frygter, at de danske myndigheder vil skille hendes familie ad.

Sabrieh på 45 år var forleden til sit første interview i Sandholmlejren, efter hun modtog en indkaldelse på grund af nye oplysninger om sikkerhedssituationen i Syrien. Hun frygter nu, at hun sammen med sine to små døtre skal tilbage til Syrien.

Hun har nemlig også to voksne sønner her i Danmark. Den ene flygtede fra Syrien, fordi han nærmede sig værnepligtsalderen. Han har opholdstilladelse her. Den anden søn har lige opnået K-status, fordi han er fyldt 18 år og derfor er gammel nok til at blive hvervet af det syriske militær, hvis han vendte tilbage til sit hjemland.

»Vi er ikke afslappede her. Vi føler ikke, vi kan slå os ned her på grund af myndighederne og deres regler. Vi flygtede fra krigen for at kunne slappe af, men det virker ikke til, at myndighederne vil tillade os det,« siger hun.

En del syriske flygtninge har selv besluttet at vende hjem. Ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet har 237 personer, herunder hele familier, valgt at modtage repatrieringsydelse fra den danske stat og vende hjem til Syrien.

Bedre sikkerhed i Rif Damaskus

Senest har myndighederne udvidet vurderingen af de relativt forbedrede forhold til ikke kun at gælde selve hovedstaden, mens også den provins, der hedder Rif Damaskus. Den ligger rundt om hovedstaden og havde før borgerkrigen knap tre millioner indbyggere.

Ifølge Mattias Tesfayes ministerium vil nævnets vurdering af Rif Damaskus få betydning for cirka 350 syriske flygtninge fra området, som ikke har fået K-status.

Walid og hans kone og deres 16-årige søn kommer fra Yarmouklejren i Damaskus. Et område, der ad flere omgange har ageret kampplads, blandt andet mellem IS og den syriske regering, og flere steder er reduceret til murbrokker.

»Jeg plejede at bo i lejren i Yarmouk. Det er der, hvor de fleste palæstinensere bor. Men der er ingen huse nu, fordi de alle er blevet ødelagt.«

Walid og hans families sag skal endeligt vurderes i Flygtningenævnet, og det venter de på nu. Walid har to andre sønner ud over den 16-årige, som vurderes sammen med ham og hans kone; en i Tyskland og en i Danmark. Han frygter at skulle adskilles fra dem, og han mærker det i hverdagen.

»Jeg har været vant til at sidde og læse, men det kan jeg ikke længere. Mit sind kan ikke fokusere. Min yngste søn går i skole, og nu koncentrerer han sig ikke om sine timer. Han spørger sine lærere, hvorfor han skulle bekymre sig om skolen, når han måske sendes tilbage,« siger han og tilføjer:

»Vi ville jo tage tilbage i dag, hvis vi kunne, men ikke som situationen er nu. Og hvordan skal jeg overhovedet kunne rejse tilbage til Syrien uden mine sønner?«

Når myndighederne siger, at forholdene er forbedrede i Damaskus og Rif Damaskus, stoler Ramadan ikke på dem. Han mener omvendt, at det er farligere end tidligere, baseret på de nyheder, han læser fra Syrien. Han har tre sønner, der er i og omkring militæralderen, og det, frygter han, vil få konsekvenser for familien, hvis de vender tilbage.

»Gud ved, hvad regimet og Assad vil gøre ved folk som os. Jeg er bekymret for mine børn. Jeg frygter for deres fremtid, fordi vi andre led meget, da vi var i Syrien. Aldrig om jeg vil tilbage, før regimet er væk,« siger han og fortsætter:

»Hvis nogen fra den danske regering kan garantere, at der ikke kommer til at ske noget med os, vender vi jo gerne tilbage.«