Interview
Læsetid: 6 min.

»Regimet er ligeglad med, om du er ung eller gammel, eller om du har gjort noget eller ej«

Munira flygtede fra Syrien til Danmark for snart otte år siden. Myndighederne har ikke forlænget hendes opholdstilladelse, fordi de vurderer, at forholdene i hendes hjemstavn er forbedrede. Men hun vil ikke tilbage – både fordi hun frygter regimet, og fordi hendes sønner og børnebørn er i Danmark
Indland
29. marts 2021
67-årige Munira kom til Danmark i maj 2013 for at besøge sin søn, der flygtede ved krigens begyndelse. Nu frygter hun, at myndighederne ikke vil forlænge hendes opholdttilladelse, så hun skal tilbage til det hårde liv i Syrien.

67-årige Munira kom til Danmark i maj 2013 for at besøge sin søn, der flygtede ved krigens begyndelse. Nu frygter hun, at myndighederne ikke vil forlænge hendes opholdttilladelse, så hun skal tilbage til det hårde liv i Syrien.

Emilie Lærke Henriksen

Det første, Munira tænker på, når hun husker sit hjemland Syrien, er flyene.

Det tager hende et øjeblik at komme på, hvad hun bedst husker, men så gestikulerer hun ivrigt, som skete det i selvsamme øjeblik. Hun husker lyden af fly over sit hoved, siger hun og peger mod loftet med begge hænder. Hun lader sine hænder falde igen. Og hun husker det efterfølgende brag fra bomberne, der faldt fra flyene.

»Jeg løb tit barfodet uden at tænke på, hvor jeg løb hen. I dag frygter jeg stadig lyden af fly – selv i Danmark, hvor flyene er kommercielle.«

I dag er hun 67 år og bor alene i sin lejlighed lidt uden for Vejle i et murstensrødt treetagers alment boligbyggeri, der omkranses af grønne arealer og et par legepladser.

Munira, som ikke ønsker at få sit efternavn i avisen, var 57 år, da den syriske borgerkrig brød ud i 2011. Hun kom til Danmark i maj 2013 for at besøge sin søn, der flygtede ved krigens begyndelse. Men hun vendte ikke tilbage efter fire måneder, som det var aftalt med de danske myndigheder. Lidt over en måned efter sin ankomst søgte hun asyl og blev tildelt midlertidig opholdstilladelse.

Dengang tildelte Udlændingestyrelsen hende opholdstilladelse med henvisning til, at hun »ved en tilbagevenden til hjemlandet, aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for angreb«. Seks år senere har Flygtningenævnet med en række principafgørelser ændret sin vurdering. Nu mener de, at forholdene i Damaskus og omegn må anses som markant forbedrede.

Kort sagt er vurderingen, at den blotte tilstedeværelse i området i det sydlige Syrien som udgangspunkt ikke længere er farlig for den enkelte flygtning.

Munira kommer fra Yarmouk-lejren, der ligger i det sydlige Damaskus. Og de ifølge myndighederne generelt forbedrede forhold har medført, at hun er blevet nægtet en forlængelse af sin opholdstilladelse. Hendes sag er nu automatisk sendt til Flygtningenævnet, der skal foretage den endelige vurdering.

Hun får jævnligt besøg af sine to sønner i Danmark og sine børnebørn, der alle er bosiddende i Danmark. De er, modsat Munira, ikke blevet nægtet en forlængelse af deres opholdstilladelse. Hun har også to døtre. En i Syrien. Den anden ved hun ikke, hvor er.

Forlænget besøgstid

I opgangen til Muniras lejlighed hænger Sundhedsstyrelsens blå seddel med coronaråd på fire forskellige sprog. I hendes lejlighed på første sal står et askebæger med en halvt røget Winston-cigaret under emhætten. Over emhætten ligger en ekstra pakke smøger oven på en pakke vandpibetobak.

I stuen hænger der ikke meget på væggene ud over en sølvstjerne med glimmer, som kan tændes fra den plastikbatteriholder, der hænger fra den. På det store fjernsyn kører National Geographic, der viser legende isbjørne, mens Munira fortæller om Yarmouk-lejren.

»Min tidligere mand bad mig om at blive. Men jeg kunne ikke være der mere på grund af fly-bombardementerne. Området blev ramt af en bombe, mens vi gemte os i huset. Jeg kiggede senere ud ad vinduet og så lastbiler på vejen og folk, der skovlede kropsdele og lig på dem.«

Yarmouklejren ligger i Damaskus by og har af flere omgange været udsat for intense kampe. Senest i 2015, hvor den blev overtaget af Islamisk Stat, men den syriske regering har siden hen fået overtaget over området. Mange af husene i området er i dag reduceret til murbrokker.

Hun forlod Syrien og tog til Libanon, hvor hun boede i ni måneder, før hun fik et besøgsvisa, der tillod hende at rejse op til sin søn i Danmark. Hun boede hos ham i 20 dage, før hun pakkede sine ting og tog til Sandholm for at søge om opholdstilladelse.

Når Udlændingestyrelsen omtaler de markant forbedrede forhold i Damaskus og landdistrikterne omkring byen – det såkaldte Rif Damaskus – lægges der vægt på, at den syriske regering har opnået fuld kontrol over området. Det vurderer man blandt andet ud fra en landerapport fra Udlændingestyrelsen.

Ifølge den er antallet af regeringens kontrolposter markant reduceret, og der er adgang til basale behov som vand, elektricitet og sundhedsydelser. Der kan dog opleves afbrydelser i de to førstnævnte og ventetid på hospitaler forekommer ofte på grund af lægemangel.

I Muniras sag har man vurderet, at hun »ikke er i risiko for individuel forfølgelse«, hvis hun vender tilbage til Damaskus. Her tillægges det blandt andet vægt, at hun ikke har deltaget i politiske aktiviteter i eller uden for Syrien. Det lægger hun ikke selv så meget vægt på.

»Regimet er ligeglad med, om du er ung eller gammel, eller om du har gjort noget eller ej,« som hun udtrykker det.

Familieforbindelser

Muniras ene søn kommer ind ad døren. Han er iført hvidt arbejdstøj med malerpletter fra top til tå. Han er kommet for at få en bid mad i sin pause fra jobbet ved et lokalt malerfirma. Hans mor har gjort en mælkedessert klar, toppet med knuste pistacienødder og et kirsebær, som han hurtigt labber i sig.

Sønnen har to børn, som kommer på besøg i weekenderne og sover hos deres farmor. Stolt fremviser Munira billeder af dem på sin telefon og peger ind på soveværelset, hvor hun og de overnatter.

På værelset ligger et farverigt bedetæppe foldet sammen midt i lokalet, og på den sorte tøjkommode står billeder af børnebørnene, en tinæske med Wonderful Copenhagen-småkager og tre ure. Ét er gået i stå, mens de to andre viser hver deres tid. Lyserødt sengetøj med forskellige Disneyprinsesser ligger oven på sengen.

Da Munira ankom til Danmark, stod hendes søn klar til at tage imod hende. Hun anser det som sin fødselsdag, siger hun – en genfødsel til et nyt liv i Danmark uden død og rædsler. Hun bliver bevæget, når hun fortæller om genforeningens kram med sønnen.

»Han havde ikke troet, han ville få mig at se igen,« fortæller Munira og tager en serviet til tårerne, som hun derefter bruger til at gnubbe støv og fedtede fingre af glasbordet i stuen.

Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse vurderet, at indgrebet i hendes privat- og familieliv, som afslag på forlængelse af opholdstilladelse er, »er proportionelt i forhold til statens interesse« i ikke at forlænge hendes opholdstilladelse.

Det tillægges vægt, at Munira har boet her lovligt i over syv år, men det vurderes, at hun har større tilknytning til Syrien end Danmark. Det, at hendes to sønner bor i Danmark, kan ifølge styrelsen ikke ændre på billedet – blandt andet fordi sønnerne bor selvstændigt med deres familier.

Munira bor alene, og styrelsen vurderer, at hun »i det væsentlige« klarer sig i hverdagen, selv om hun får hjælp til praktiske ting af sine sønner, hvorfor det må antages, at der ikke er et »afhængighedsforhold« mellem de tre. Et andet sted i afgørelsen bemærkes det, at hun vil kunne genoptage kontakten med sin ene datter i Syrien ved tilbagevenden.

Nu ligger hendes sag hos Flygtningenævnet, der skal foretage den endelige vurdering. Stadfæstes afgørelsen, kan Munira sendes til et af landets udrejsecentre. For øjeblikket tvangsudsender Danmark ikke syriske flygtninge, fordi man ikke samarbejder med Syriens præsident Bashar al-Assad og hans styre. Derfor skal flygtningene rejse frivilligt, hvis de skal forlade landet.

Det har Munira ikke nogen intentioner om.

»Hvis der en dag ikke er noget galt i Syrien, tager jeg gerne tilbage. Men beslutningen skal tages som familie, for jeg har sønner og børnebørn her. Hvis de tager tilbage, tager jeg med.«

»Jeg er 67 år gammel. Hvad regner myndighederne med? Jeg er jo ikke ung længere. Så kunne jeg i det mindste have fået et arbejde. Jeg overlever ikke det hårde liv i Syrien. Og hvad skal jeg lave der, når alle er her?«

Serie

I Danmark på lånt tid

Hundredvis af syriske flygtninge lever på lånt tid i Danmark under midlertidig beskyttelse. Regeringen vil sende dem hjem, så snart sikkerheden er tilpas forbedret på deres hjemegn. Men er der overhovedet sikkert i Syrien? Og hvordan mærkes usikkerheden blandt de syriske flygtninge? Det undersøger Information i denne serie

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er bare den rene, banale, symbolpolitiske ondskab.

Jeg håber ikke, Munira skal opleve endnu en lejr i det land, hun troede betød frihed fra krigens rædsler, istedet for at tilbringe sin alderdom sammen med sin familie..

Vibeke Hansen, Steffen Gliese, Per Klüver, Marianne Jespersen, Inge Lehmann, Claus Bødtcher-Hansen, Mads Berg, Asiya Andersen, Bjarne Tingkær, Christian Mondrup, John Andersen, Ib Gram-Jensen, Pietro Cini, Werner Gass, Anders Lund og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
John Andersen

”Så mange flygtninge har disse lande i nærområderne modtaget:
Mellemøsten og Centralasien:”
• Iran: 1.043.000
• Jordan: 658.000
• Libanon: 1.173.000
• Pakistan: 1.600.000
• Syrien: 146.000
• Tyrkiet: 1.805.000
• Yemen: 245.000
Hvorfor er vi så forhippet på at bruge ressourcer på at gå i krig i Mellemøsten med militær midler, men så kristeligt fjern når det gælder at hjælpe i nøden?

hannah bro, Klavs M. Christensen, Sven Elming, Steffen Gliese, Marianne Jespersen, Carsten Munk, Inge Lehmann, Ruth Sørensen, Mads Berg, Mogens Holme, Hanne Utoft og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Hvorfor er vi så forhippet på at bruge ressourcer på at gå i krig i Mellemøsten med militær midler, men så kristeligt fjern når det gælder at hjælpe i nøden?"

Fordi, fordi, fordi ... at ... det er ikke er os, forstået som befolkningen, som beslutter krigene - og de, som beslutter krigene mener jo at de allerede har hjulpet i form med krudt, kanoner og krydsermissiler. I visse tilfælde ser vi tilmed at krigsherren mener at 'de befriede' skal betales for 'befrielsen' (Trump, som ofte kom til at sige, hvad der normalt kun tænkes i de øvre magtlag i USA, lancerede bl.a. tanken om at Irak burde betale for befrielsen med olie).

Marianne Jespersen, Inge Lehmann, John Andersen, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Tomas Povlsen

@Gert Romme Man kan ikke få visum til Danmark med det formål at søge asyl. Det står direkte i artiklen, at hun kom til Danmark for at besøge sin søn. Der findes ingen andre begrundelser end familiebesøg, som kan have givet hende et visum, og det må betragtes som løgn, når hun umiddelbart derefter har søgt asyl.

Jeg skriver intet om hendes ret til asyl - jeg skriver blot, at hun har givet falske oplysninger for at komme ind i landet, og det kender jeg reglerne for visumansøgninger rigeligt godt til at kunne konkludere.

Fordomme er også jævnligt udtryk for projektioner - og hvis vi skal være helt loyale mod sagens kerne, så er vi alle kontinuerligt projektivt ladede (ikke nødvendigvis eksplicit projektive), når vi åbner munden - og når vi tænker. Det er en måde, vor psyke fungerer på, med alle de variationer og forskelligheder, som kan tænkes og (ofte projektivt) opleves/erfares. Den projektive identifikation, altså udpegningen af den anden som være ejer af denne og hin egenskab/motivation m.m., hvilket ofte udløser at 'den anden' påvirkes til at agere iht. det projicerede, er dermed også en allestedsnærværende faktor/mulighed i sociale samspil/kommunikation. Og da projektionen og den projektive identifikation typisk finder sted på et u(nder)bevidst niveau, er der virkelig basis for ballade og tåbeligheder, specielt når der kommunikeres tavst/digitalt. Vi kommer i risiko for at optræde endnu mere regressivt, primitivt og angstpræget end vi typisk vil gøre i reale, sociale sammenhænge, hvor vore mangfoldige intelligenser og sansninger udfylder og regulerer en del af vore projektive tilskyndelser.

Claus Bødtcher-Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det koster gennemsnitligt ca. 300.000 kr. at have én afvist asylansøger indkvarteret på et hjem- eller udrejsecenter i Danmark i et år.
Læg hertil udgifter til læge, psykolog, og eventuelt hospitalsophold.
Mange internerede forsøger selvmord på grund af dyb depression og angst for en uvis fremtid.

Siden Munira kun har haft opholdstilladelse i Danmark i 7 år, har hun kun ret til en meget lille brøkpension, om nogen overhovedet.

Så Marianne Jespersen har helt ret, det koster betydeligt mere at internere den ældre dame på ubestemt tid i et af de såkaldte udrejsecentre.

Og hun vil desværre ikke være alene om at blive indsat under fængselslignende forhold.
I øjeblikket arbejder udlændingestyrelsen på at fratage over 800 syriske flygtninge deres opholdstilladelse, uden de kan rejse tilbage til deres oprindelsesland.

Muniras sønner og børnebørn vil også lide psykisk.
Måske de også får behov for læge og psykolog, medicin eller anden hjælp.

Alt i alt en bekostelig affære.

Men hey, vi kunne selvfølgelig også bare melde os ud af Menneskerettighedskonventionen, ikke..?
Så må vi tage med, at vi ikke længere selv er beskyttet mod tortur og dødsstraf.

Carsten Munk, Peter Wulff, John Andersen, Steffen Gliese og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

"At sende en ældre dame i folkepensionist alderen ud til ingen forsørgelse og eksistens i et udemokratisk borgerkrigshærget land ledet af et hæmningsløst forbryderisk regime er ondskabsfuldt"

Marianne Jespersen, jeg er komplet enig i dine betragtninger i kommentaren kl. kl. 20.15 - dog kan hæmningsløsheden og forbryderiskheden ikke blot pålægges det syriske styre, men i høj grad også de udenlandske magter og militser, som har forsøgt at foretage et statskup i landet ... og hvis ansvar for udviklingen gør det kontroversielt at omtale krigen som en borgerkrig.

Jeg nævner ikke dette for at advokere for Assad-styret, eller negligere dettes krænkelser af menneskerettigheder og krigsforbrydelser; jeg gør det fordi hele krigsudviklingen i Syrien - og Irak, naturligvis - er forudsætningen for at vi står med denne (afledte) problematik. Og vore muligheder for demokratisk at kunne bidrage til forebyggelser af lignende situationer fremtidigt afhænger stærkt af at vi har et nuanceret og sagligt udsyn til krigsudviklinger. Der er en udtalt tendens til at vi i omtalen af syrienskrigernes børn udpeger Assad-styret som årsag til alle flygtningestrømmene fra Syrien, men det er et faktum at Assad også regerede før krigen brød ud, og at det er krigsudbruddet som har afstedkommet flygtningeeksplosionerne (som tog fart i 2014 og 15). Det er også et faktum at Assad-styret havde og har et flertal bag sig i den syriske befolkning, ligesom det er et faktum at der skal militær magt til for at fjerne styret; Assad går ikke frivilligt - men han kan bringes til forhandlingsbordet, hvis amerikanerne og europæerne kan anerkende styret som partner i en freds- og forhandlingsdialog. Kravet om hans afgang, som nu har været fremsat i mange år, har i betydelig grad udviklet krigen og fastholdt dens destruktive virkninger ... hvilket har betydet katastrofer for de syriske civilsamfund og den syriske stat, som talrige gange har appelleret til bl.a. FN om at stoppe tilførslen af våben, militser, besættelsesstyrker, bombninger o.a. fra magter som iht. international ret og konventioner (herunder dén som Eva Schwanenflügel ovenfor henviser til) gør sig strafansvarlige med disse aktiviteter.

Vi ser også med dæmoniseringen af Assad bort fra at det syriske styre omkring årtusindeskiftet i nogle år bistod amerikanerne med tortur af terrormistænkte etc., ligesom vi ser bort fra dokumenteret tortur fra amerikansk side i Abu Graib, Guantanamo, Bagram, Kosova og andre steder - for ellers ville vi vel også kalde den amerikanske regering for et forbryderisk regime?! Der synes at mangle proportionalitet og ligevægt i præmisserne for Danmarks fortælling om retsbevidstheden og respekten for internationale forpligtelser; ikke blot angående flygtninge og asylpolitikker, men i høj grad også iht. FN-pagtens suverænitetsbestemmelser, krav om resolution før intervention o.a.

Peter Wulff, John Andersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Assad er udtryk for den opsplitning på tværs af etniske grupper, som opløsningen af Det osmanniske Rige førte til: Saddam beskyttede sunni-mindretallet i Irak imod shiitterne og Iran, Assad beskytter omvendt det shiittiske mindretal i Syrien imod sunnierne og deres trosfæller i de omgivende lande, herunder ikke mindst Jordan og risikoen for kampklare palæstinensere.
Hvordan man end vender og drejer det, så er interessemodsætningerne i Mellemøsten på tværs af grænser en kilde til konstant uro, det ligner 100-årskrigen og nærmer sig vel efterhånden også tidsmæssigt den.