Sådan kører svindelmaskinen: Firmaer uden ansatte sælger arbejdskraft for millioner

Efter lang tids jagt er det endelig lykkedes at få fat i direktøren for Sorø Metalopkøb. Men desværre er han ikke videre snakkesalig, da vi fanger ham over telefonen.

– Har du tid et øjeblik?

»Det kommer an på, hvad det drejer sig om,« siger Tim Jimmy Rosenhagen Jensen.

– Det drejer sig om en virksomhed, der hedder Sorø Metalopkøb.

»Det har jeg ingen kommentarer til.«

– Hvorfor ikke?

»Ingen kommentarer.«

Tim Jimmy Rosenhagen Jensens firma Sorø Metalopkøb har indbetalt penge til firmaer, der er sat i forbindelse med hvidvask og svindel med moms, skat og afgifter. Nogle er blevet dømt, andre er for retten, atter andre er gået konkurs med gæld til statskassen. 

»Men prøv at høre: Jeg har ingen kommentarer,« siger Tim Jimmy Rosenhagen Jensen.

– Men jeg fortæller bare …

Og så afbryder han samtalen.

Kunderne gik fri

Information og erhvervsmediet Finans vil gerne tale med Tim Jimmy Rosenhagen Jensen som led i et journalistisk samarbejde om at kortlægge et omfattende kompleks, der på få år har oparbejdet 300 millioner kroner i ubetalt moms, skat og afgifter til statskassen. Kortlægningen begynder der, hvor politiet stoppede, da de i 2017 slog til i Greed-sagen, der er blevet beskrevet som danmarkshistoriens mest omfattende sag om hvidvask.

Informations og Finans’ research viser, at et nyt kompleks var i fuld drift mindre end tre uger efter, at politiet slog til i Greed-sagen – og med mange af de samme kunder fra det gamle netværk, som politiet netop havde lukket ned.

I Greed-sagen fungerede op mod 900 danske firmaer ifølge politiet som kunder hos de 11 svindelselskaber. Alligevel besluttede Anklagemyndigheden i første omgang at undlade at retsforfølge kunderne.

»Forklaringen er ressourcer. For skulle de medtages, ville vi sidde med yderligere op mod 1.000 tiltalte. Og det ville vi på ingen måde kunne håndtere,« forklarede specialanklager Maria Cingari på et af de første retsmøder i Greed-sagen tilbage i januar 2019.

Informations og Finans’ kortlægning viser, at 168 af disse firmaer i ugerne og månederne efter politiets anholdelser i sagen fortsatte som kunder i et nyt kompleks, der nu har oparbejdet en skatte- og momsgæld på 300 millioner kroner.

Kunderne gik fri – og de fortsatte. Men hvem er de?

Advokat Jakob Arrevad er forsvarer for den hovedtiltalte i Greed-sagen, N.A., og kender derfor ganske detaljeret til den kundekreds, som hans klient er anklaget for at servicere. Jakob Arrevad inddeler kunderne i tre kategorier: de uskyldige hvide, de medvidende orange og de skyldige sorte.

I den hvide, uskyldige ende er der de virksomheder, der bare betaler regninger med moms for arbejde udført af et momsregistreret firma. De får udført en opgave og betaler regningen intetanende om, at regningen reelt kommer fra et firma med stråmandsdirektør, der senere går konkurs med omfattende gæld i ubetalt moms og skat.

Så er der de medvidende. »Dem, som jeg vil betegne som orange selskaber. Det er dem, som får udført arbejde efter en regning med moms, men så billigt, at de selv burde sige, at de er i det orange felt,« siger Jakob Arrevad.

Designermøbler på et værtshus

Kriminelle leverandører kan underbyde deres lovlydige konkurrenter, fordi de aldrig har tænkt sig at afregne moms og skat.

»Dette er ikke meget forskelligt fra hæleri. Man skal også lade være med at købe designermøbler på et værtshus,« siger Boris Frederiksen, konkursadvokat og partner hos Kammeradvokaten.

Endelig er der ifølge Jakob Arrevad den sorte, skyldige kategori. Det er firmaer, som betaler regninger med moms for arbejde, som de aldrig har fået udført. Momsen bliver trukket fra i regnskabet, og så modtager firmaerne de indbetalte penge retur – minus en vis avance til bagmændene i hvidvaskkomplekset.

Her er det specielle, at pengene bliver flyttet rundt, uden at der reelt bliver leveret noget til gengæld for dem. Ingen varer skifter hænder. Ingen opgaver bliver udført. En faktura bliver betalt i banken og lagt i regnskabet, hvor momsen på fakturaen senere kan indberettes og trækkes fra. Og den oprindelige indbetaling kommer som sagt retur – i kontanter – minus bagmændenes andel.

Den forretning giver overskud, så længe momsfradraget og den unddragende skat og afgifter er større end bagmændenes andel, og det kan fortsætte i det uendelige, eller i hvert fald indtil Skattestyrelsen spærrer kontoen.

Boris Frederiksen har behandlet konkurserne for en række af de firmaer, der indgår i den formodede svindel.

»Min vurdering er, at kunderne i disse strukturer spænder fra det næsten eller helt ’hvide’ til det ganske kriminelle,« siger Boris Frederiksen.

Fakturafabrikker

I dag er skrothandleren Tim Jimmy Rosenhagen Jensens firma, Sorø Metalopkøb, gået konkurs. Firmaet betalte regninger fra tre af de formodede svindelselskaber i Greed-sagen. Blot en måned efter, at politiet slog til i Operation Greed, begyndte Sorø Metalopkøb i stedet at betale regninger på i alt 320.000 kroner til firmaet Cutaco ApS, der er en del af Informations og Finans’ kortlægning, og som nu er gået konkurs med en moms- og skattegæld på 40 millioner kroner.

Ifølge Cutacos konkursdokumenter blev der indledt »skattekontrol af selskabets aktiviteter vedrørende momskarruselsvig og organiseret EU-momssvig«.

Dagen efter, at Cutaco havde sine sidste aktiviteter, og kontoen var tømt, betalte Sorø Metalopkøb den første af femten regninger til firmaet Saltrup, der senere – i foråret 2018 – skulle blive lukket af Skattestyrelsen, efter at lidt over 100 millioner kroner på blot seks måneder var strømmet gennem firmaet. Saltrup efterlod moms- og skattegæld for 81 millioner kroner.

Fakturafabrikkerne

Mindst 168 danske firmaer har betalt fakturaer til et kompleks af såkaldte fakturafabrikker, der bruges til formodet hvidvask for et trecifret millionbeløb.

Hvide penge

Firmaerne betaler for fiktive fakturaer – på sædvanlig vis med for eksempel bankoverførsler.

Faktura inkl. moms

De fiktive fakturaer er betalinger inklusive moms, og firmaerne kan lægge de betalte fakturaer i regnskaberne og trække momsen fra.

Bagmand

Bagmanden bag en fakturafabrik afregner ikke den indbetalte moms eller skat, og fakturafabrikken lukkes ned med stor gæld til statskassen. Typisk er direktøren i fakturafabrikken en stråmand, der ikke ved, hvad der foregår i firmaet.

Under bordet

Når fakturaerne er betalt med bankoverførsler, får kunderne deres penge tilbage kontant minus et honorar til bagmanden. Honoraret kan ligge på otte til ti procent af det indbetalte beløb.

Cutaco og Saltrup indgår i et kompleks af 13 firmaer, som Finans og Information har kortlagt. Som tidligere beskevet i Information er de af chefen for Bagmandspolitiet, Per Fiig, blevet vurderet som »fakturafabrikker«.

Information og Finans’ kortlægning omfatter en stor del af de 13 fakturafabrikkers kunder. Det er blandt andet Sorø Metalopkøb, der indbetalte yderligere 344.000 kroner til to andre firmaer i kæden, efter at Cutaco og Saltrup var lukket ned.

Da Sorø Metalopkøb blev erklæret konkurs, fandt kurator Anne Birgitte Gammeljord nogle helt andre, men lignende overførsler:

»Der har været store udbetalinger fra Sorø Metalopkøbs konto, herunder til selskaberne CC Group og Uniqueva, som er noget af det, som vi skal se nærmere på,« siger Anne Birgitte Gammeljord, der er partner i advokatfirmaet Rovsing & Gammeljord.

Fængslet bagmand

CC Group og Uniqueva var centrale selskaber i en stor hvidvasksag, hvor en af bagmændene i sagen sidste sommer fik seks års fængsel.

Ud over at Tim Jimmy Rosenhagen Jensens firma var kunde i det kompleks, som Information og Finans har kortlagt, var hans firma altså kunde hos flere af de formodede svindelselskaber i Greed og derudover kunde i en sag, hvor en bagmand fik seks års fængsel for hvidvask.

Ét er, at denne bagmand blev dømt i sin egen sag, men han var ifølge politiet samtidig selv kunde hos firmaerne i Greed-sagen, hvor han betalte regninger for tilsammen 12 millioner kroner. Den dømte bagmand var indkaldt som vidne i Greed-sagen.

De 12 millioner kroner var indbetaling for arbejdskraft, forklarede han i Københavns Byret.

»Han brugte måske tæt på 150 underleverandører. Hvis han skulle indgå aftale med en underleverandør, skete det typisk ikke skriftligt,« forklarede han ifølge referatet i retsbogen.

»Han fik hovedsageligt kontakt med nye underleverandører via mund til mund-metoden på de forskellige byggepladser. Arbejdskraften fra vidnets underleverandører var måske 90 procent østeuropæisk arbejdskraft og ti procent dansk arbejdskraft. Det var hovedsageligt vidnet, der havde kontakten til dem. Han talte med dem på tegnsprog blandet med tyrkisk og dansk. Underleverandørerne sendte en regning for udført arbejde. Han har haft længerevarende samarbejde med mange underleverandører.«

At betalingerne vedrører arbejdskraft fra en underleverandør er en forklaring, der ofte går igen. Information og Finans har været i kontakt med et stort antal af de firmaer, der har optrådt som kunder hos firmaerne i det kortlagte kompleks. Det er blandt andet vikarbureauer, byggefirmaer, nedrivningsfirmaer, restauranter og fødevareleverandører.

De vil nødigt tale, og de fleste har ingen kommentarer til citat. En forklarer, at han er bange for at udtale sig, da »det var banderelateret«. En anden direktør vil først gerne hjælpe med oplysninger om baggrunden for pengeoverførslerne. Men da vi sender ham detaljer om, hvilke selskaber det drejer sig om, får vi i stedet et brev fra hans advokat med besked om, at han ikke har nogen kommentarer.

At købe ris fra et vikarbureau

En tredje direktør svarer blot på sms, at den daværende vagtplanlægger ikke længere er ansat. »Så vi har ikke andre info, end dem du har, beklager.«

En fødevarevirksomhed forklarer, at betalingerne til Cutaco og Saltrup var for kørsel. Der var mange forskellige selvstændige vognmænd, der kørte for dem på det tidspunkt. En anden direktør kan godt huske Saltrup. Det var en underleverandør, der leverede mandskab. Men han vil ikke sige mere end det, når det er »en journalist«, der ringer.

Firmaet Yes Food ApS fra Roskilde var blandt de firmaer, der overførte penge til Cutaco ApS. Direktøren i Yes Food, Najibullah Nezrab, afviser dog at kende til firmaet, da Information og Finans kontakter ham.

»Nej, det er første gang, jeg hører det.«

Det bemærkelsesværdige ved indbetalingen fra Yes Food ApS er timingen. Den 16. november 2017 overførte Yes Food 442.896,25 kroner til Cutaco. Få timer senere blev Yes Food ApS erklæret konkurs. Ifølge konkurssagen skulle fakturaen angiveligt være en betaling for 35 tons ris fra Cutaco, der ellers ifølge CVR skulle være beskæftiget med »personaleformidling«.

Najibullah Nezrab afviser at udtale sig om overførslen fra hans firma til Cutaco ApS.

»Jeg har lukket den sag. Jeg gider ikke …«

– Hvordan kom du i kontakt med dem? Kan du huske det?

»Det kan jeg ikke udtale mig om. Desværre, jeg kan ikke hjælpe dig på vej.«

Dårlig hukommelse i retten

En genganger mellem Greed-sagen og firmaer i det nye kompleks er malerfirmaet Viebke og West. I en vidneforklaring i retten fortalte en af firmaets medejere, Mattias Gudmundsson, at firmaet havde omkring 60 fastansatte, omsatte for 60 millioner kroner i 2019 og løbende brugte 20-30 underleverandører.

Han huskede ikke konkret, hvordan Viebke og West var kommet i kontakt med det firma – Angel’s Mannpower – som de havde betalt sammenlagt 1,3 millioner kroner til. Han forklarede, at de nok havde lagt en jobannonce op på tjenesten Jobindex. Han huskede heller ikke præcis, hvem han talte med i firmaet i forbindelse med de opgaver, som regningerne dækkede, men han hed ’Bo’ eller ’Jan’.

Kort efter, at politiet slog til i Greed-sagen, betalte Viebke og West en ny regning, nu til Cutaco ApS. Og få uger senere begyndte Viebke og West at betale regninger til Saltrup ApS. I løbet af to måneder betalte malerfirmaet regninger til de to firmaer for tilsammen to millioner kroner.

Cutaco ApS’ formål var »at udbyde personalerekruttering, ledelses- og personalerådgivning samt andet dermed efter direktionens skøn beslægtede formål«.

Da firmaet gik konkurs, var der ingen regnskaber og bogføringsmateriale. Det var umuligt at komme i kontakt med direktøren.

Tilsvarende med Saltrup ApS, der altså også fik penge fra malerfirmaet. Saltrups formål var at drive »agenturhandel med blandet sortiment«. Saltrup fik indbetalinger for næsten 1,5 millioner kroner fra Viebke og West, angiveligt for mandskabsleje.

Men Saltrup ApS havde ifølge blandt andet konkursredegørelserne ingen omkostninger til ansatte og havde ikke udbetalt eller indberettet hverken løn eller A-skat. Som Information og Finans tidligere har afdækket, var direktøren en kontanthjælpsmodtager fra Lolland, der ifølge sin egen forklaring ikke vidste, hvad der foregik i selskabet. Saltrup efterlod sig ved konkursen en moms- og skattegæld på 81 millioner kroner.

Information og Finans har været i kontakt med Viebke og West for at få en forklaring:

»Vi har skiftet økonomisystem for en måned siden. Så det er lidt op ad bakke at trække ting fra før den tid,« siger Mattias Gudmundsson.

Hvad skal der ske?

Der var op mod 900 kunder til de selskaber, som ifølge anklagemyndigheden udstedte de mange fiktive fakturaer i Greed-komplekset. Af dem går 168 igen i det kompleks, som Information og Finans har kortlagt. 68 af disse firmaer er siden lukket, men 100 er fortsat aktive.

Greed-sagen blev indledt ved Københavns Byret i december 2018 og verserer stadig. Det er altså endnu ikke afklaret, hvordan man juridisk vil håndtere de mange selskaber, som var den motor, der muliggjorde den økonomiske forbrydelse.

»Der er ikke taget endelig stilling til, hvad der strafferetligt skal ske med de omtalte selskaber,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Anklagemyndigheden ved Københavns Politi til Information og Finans.

»Det drejer sig om cirka 900 virksomheder, der har modtaget falske fakturaer. Selskaberne er af ressourcehensyn ikke omfattet af den verserende straffesag, men efter reglerne om udveksling af oplysninger mellem myndigheder har Skattestyrelsen modtaget en større mængde materiale fra sagen. I de tilfælde, hvor Skattestyrelsen finder, at der er grundlag for strafferetlig forfølgning, vil tiltalebegæringerne blive sendt ud i de politikredse, hvor selskaberne har adresse.«