Sådan har vi kortlagt nyt kompleks, der har efterladt gæld for flere hundrede millioner

Information og erhvervsmediet Finans har fulgt pengesporet efter Danmarkshistoriens mest omfattende svindelsag og fundet et nyt kompleks, der har efterladt en moms og skattegæld til den danske stat på over 300 millioner kroner
Information og erhvervsmediet Finans har fulgt pengesporet efter Danmarkshistoriens mest omfattende svindelsag og fundet et nyt kompleks, der har efterladt en moms og skattegæld til den danske stat på over 300 millioner kroner

Jesse Jacob

Indland
2. marts 2021

Information og Finans har fulgt sporene efter Danmarkshistoriens mest omfattende svindelsag, den såkaldte Greed-sag, der nu verserer på tredje år ved Københavns Byret.

Vi har fokuseret på tiden efter, at politiet slog til mod de formodede bagmænd. Her har vi fundet et nyt formodet svindel-setup, der ser ud til at være blevet aktiveret, straks efter at myndighederne skred ind mod selskaberne i Greed-sagen.

Vi har fulgt pengesporet fra selskab til selskab og afdækket et kompleks på 13 selskaber, der har efterladt en moms- og skattegæld til den danske stat på over 300 millioner kroner. De 13 selskaber tog tilsyneladende over, hvor Greed-selskaberne slap.

I de enkelte tilfælde går mellem ti og 100 af de kunder, der indbetalte penge til svindelselskaberne i Greed-sagen, igen som betalere til hvert af de nye selskaber i vores kortlægning.

Vi fandt frem til de 13 selskaber og deres fælles kunder ved hjælp af dokumenter fra over hundrede forskellige konkursboer, deres kuratorredegørelser, kontoudtog, fakturaer, skatteredegørelser og dokumenter fra retssager. Kort sagt alle former for dokumenter, der kan anskueliggøre, hvordan pengene strømmer igennem de formodede svindelselskaber og videre i, hvad der ser ud til at være hvidvask-konstruktioner i udlandet. Dokumenterne har vi skaffet via aktindsigt og omfattende kildearbejde.

Researchen er gennemført løbende igennem mere end et år, og i flere tilfælde har vi måttet vente på, at mistænkelige selskaber er gået konkurs eller er blevet opløst af myndighederne, før vi kunne få det nødvendige indblik.

Data for alle de økonomiske transaktioner, vi har fået adgang til, har vi manuelt skrevet ind i et regneark for at kunne undersøge forbindelserne mellem de forskellige selskaber. På den måde har vi fået indblik i, hvilke danske håndværkerfirmaer, rengøringsfirmaer osv. der indbetalte penge til flere af de samme formodede svindelselskaber, og vi har kunnet identificere, hvilke udenlandske selskaber der gentagne gange er blevet brugt til at få pengene ud af landet.

Samarbejdet mellem Information og Finans har stået på siden maj 2019, hvor en gruppe journalister på tværs af de to medier begyndte at undersøge forskellige aspekter ved organiseret økonomisk kriminalitet.

Tidligere har vi undersøgt, hvordan jihadister har deltaget i svindel mod Danmark for over 100 millioner kroner, inden de forsvandt til blandt andet Islamisk Stat i Syrien. Og vi har sat fokus på det europæiske aspekt af svindlen samt myndighedernes hullede kontrolsystemer og indsats for at bremse svindlen.

Virksomhederne i det nye kompleks er:

Cutaco ApS

  • Overtager 100 kunder fra Greed-selskaber. Den første kunde overfører penge til virksomheden blot tre uger efter arrestationerne i Danmarkshistoriens mest omfattende svindelsag.
  • Sidste genganger fra Operation Greed betaler regning syv uger efter den første.
  • På et år strømmer 70 millioner kr. gennem selskabet. Pengene sendes hovedsageligt videre til udenlandske selskaber, der ifølge Skattestyrelsen ikke har nogen tilknytning til Cutacos forretning.
  • Går konkurs med en moms- og skattegæld på 40,5 millioner kr.
  • Skattestyrelsen flager mistanke om »momskarruselsvig og organiseret EU-momssvig«.

Saltrup ApS

  • Overtager 36 kunder fra Greed-selskaber.
  • Modtager ifølge kontoudtog store beløb fra en række selskaber, hvor der ifølge myndigheder formodes omfattende svindel med moms og skat.
  • Skattestyrelsen tager arrest i bankkonto, efter at mere end 100 millioner kr. er strømmet gennem selskabet. 94 procent af pengene sendes til udlandet.
  • Efterlader en moms- og skattegæld på 81 millioner kr.
  • Kurator har anmeldt selskabet til politiet.

Teamlissau ApS

  • Overtager 39 kunder fra Greed-selskaber, heraf 23 gengangere fra Cutaco og Saltrup.
  • Modtager store beløb fra en række selskaber i komplekset, herunder fra Saltrup umiddelbart inden Saltrups konto bliver beslaglagt.
  • Efterlader en moms- og skattegæld på 35 millioner kr.
  • Er ifølge kurator stråmandsselskab med relation til momssvindelkompleks.

Layno ApS og Layan Holding ApS

  • To tæt forbundne selskaber med pengestrømme til blandt andet Teamlissau.
  • Overtager ti kunder fra Greed-selskaber.
  • Efterlader en moms- og skattegæld på 24 millioner kr.
  • Kurator oplyser, at Layno er mistænkt for at være involveret i kædesvig og momsunddragelse ved at have fabrikeret fiktive regninger.
  • Har store overførsler til virksomheder, der senere er blevet tiltalt eller dømt for systematisk hvidvask.

FFB IVS

  • Overtager 34 kunder fra Greed-selskaber.
  • Efterlader en moms- og skattegæld på 26 millioner kr.
  • Kurator oplyser, at en overvejende del af selskabets regninger fremstår som fiktive.

Selskabet af 11. december 2017 ApS

  • Overtager 16 kunder fra Greed-selskaber.
  • Oprettet, to måneder efter politiet slog til mod Operation Greed.
  • Efterlader en moms- og skattegæld på fem millioner kr., men er samtidig gennemstrømningsselskab for to andre selskaber, der ifølge konkursredegørelser efterlader moms og skatteregninger for yderligere otte millioner kr.
  • Bagmandspolitiet har frosset selskabets bankkonto.

Furcon ApS, Reimann ApS, Universal Trading ApS og AZ-Byg og Bemanding ApS

  • Er tæt forbundne selskaber
  • Overtager tilsammen 25 kunder fra Greed-selskaber. Nogle af kunderne går igen i flere selskaber.
  • Aktive fra sommeren 2019 til udgangen af januar 2020.
  • Efterlader sig til sammen en moms- og skattegæld på 43 millioner kr.

Rhode Trading IVS og T.H.J. Consulting IVS

  • To tæt forbundne virksomheder
  • Har ti kunder til fælles med Operation Greed. Kurator konstaterer formodet falske regninger.
  • Har indbetalt millionbeløb til en række selskaber i Dubai og Tyrkiet, som også modtager store beløb fra Operation Greed.
  • Direktør for Rhode Trading tiltræder året efter han på sin fars Facebookprofil poserer i en prospect-vest hos Bandidos i Kolding. Hans far er direktør for T.H.J. Consulting.
  • Selskaberne efterlader sig en moms- og skattegæld på 47 millioner kr.

Svindelmaskinen

Med den såkaldte Operation Greed slog politiet til mod et større kompleks af formodede kriminelle. Hovedmændene er nu tiltalt i Danmarkshistoriens mest omfattende sag om økonomisk svindel. Men svindlen er tilsyneladende fortsat i nye konstellationer.

Et hold af undersøgende journalister fra Information og erhvervsmediet Finans har fulgt sporene efter Greed-sagen og kortlagt nye pengestrømme for flere hundrede millioner kr. Læs serien her for at følge afdækningen af, hvordan den danske stat bliver snydt, når svindelmaskinen kører derudad.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flot og samfundsgavnligt journalistisk arbejde, Information. Hurra for det. Nu må politikerne tage overarbejde for at få dette cirkus stoppet

Poul Simonsen

Man skulle dømme de tiltalte for svindlerierne til langvarig samfundstjeneste - i SKAT.
De er tilsyneladende lagt mere kvalificeret end SKATS ledelse, incl, diverse skatteministre fra Venstre, Socialdemokratiet og SF.