Genopdragelsen
Læsetid: 6 min.

SF vil med nyt udspil hjælpe ofre for genopdragelsesrejser. Folketingsflertal bakker op

Unge, der vender hjem fra genopdragelsesrejse, skal ikke straffes dobbelt ved, at de mister deres danske opholdstilladelse. Sådan lyder det i et nyt udspil fra SF, der henviser til bogen ’Genopdragelsen’. Integrationsministeren og flere partier vil også hjælpe de unge
SF’s forslag kommer som reaktion på bogen ’Genopdragelsen’, der er udgivet på Informations forlag. Den handler om pigen Samia, som af sin far blev tvunget på genopdragelsesrejse til Pakistan, fordi han mente, hun var blevet for dansk.

SF’s forslag kommer som reaktion på bogen ’Genopdragelsen’, der er udgivet på Informations forlag. Den handler om pigen Samia, som af sin far blev tvunget på genopdragelsesrejse til Pakistan, fordi han mente, hun var blevet for dansk.

Indland
6. marts 2021

Med et nyt udspil vil SF hjælpe ofre for genopdragelsesrejser.

Som lovgivningen er indrettet i dag, risikerer unge at miste deres danske opholdstilladelse, hvis de bliver sendt på genopdragelsesrejse af deres forældre.

Det skyldes, at man ifølge udlændingeloven som udgangspunkt mister sin opholdstilladelse, hvis man har været ude af landet i en periode og ikke er statsborger i Danmark.

Står det til SF, skal retsstillingen vendes om, så man ikke risikerer at miste sin opholdstilladelse, hvis man har været offer for social kontrol og har været sendt på genopdragelsesrejse. Og de, der har mistet deres opholdstilladelse, skal have lettere adgang til at få den igen.

»Det skal ikke være sådan, at de mest udsatte kvinder og piger i vores samfund bliver straffet dobbelt,« siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Et tungt argument

SF’s forslag kommer som reaktion på bogen Genopdragelsen, der er udgivet på Informations forlag. Den handler om pigen Samia, som af sin far blev tvunget på genopdragelsesrejse til Pakistan, fordi han mente, hun var blevet for dansk. Da hun efter syv år lykkedes med at kæmpe sig tilbage til Danmark, havde hun ikke længere opholdstilladelse og måtte søge asyl for at få lov at blive i det land, hun var født og opvokset i.

Loven indeholder i dag mulighed for, at myndighederne kan dispensere fra reglen om bortfald af en udlændings danske opholdstilladelse. Men i Samias tilfælde skete det altså ikke. Og det er for at undgå den slags sager, at SF vil have ændret reglerne.

Social kontrol skal ifølge partiet vægtes som et argument for at opnå en opholdstilladelse i Danmark, hvis man tidligere har haft en. Og på samme måde skal social kontrol veje som et tungt argument for ikke at fratage unge en opholdstilladelse i første omgang.

»Samias historie peger på et systematisk problem, der skal løses,« siger Pia Olsen Dyhr.

Hun anmeldte tilbage i december Genopdragelsen i Altinget, hvor hun allerede bebudede det udspil, som SF nu kommer med.

SF mener, at der bør laves en specifik undtagelse om social kontrol til de eksisterende regler om opholdstilladelse.

»Så hvis man for eksempel kommer tilbage efter et udlandsophold, så bortfalder opholdstilladelsen ikke, hvis man kan vise, at man mod sin vilje er blevet sendt ud af landet. Så skal man have ret til at få fornyet ophold,« siger Pia Olsen Dyhr.

’For dansk’

Flere andre partiet har i forbindelse med udgivelsen af Genopdragelsen annonceret, at de vil se nærmere på reglerne for fremover at undgå sager som Samias.

I denne uge har Enhedslisten således også lanceret et forslag, som ligger i tråd med SF’s udspil. Og Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) oplyser, at embedsmændene i hans ministerium er ved at se på, hvordan man kan indrette loven eller praksis anderledes.

»Det er helt absurd, at der er nogen, der mener, at man kan blive ’for dansk’ i Danmark. De forældre, der tænker sådan, er helt galt på den. Og det er klart, at børnene ikke skal straffes for at være blevet sendt ufrivilligt på genopdragelsesrejse,« skriver ministeren i en mail til Information.

»Derfor er det vigtigt for mig, at vi får set nærmere på reglerne. Loven skal være på børnenes side. Ministeriet arbejder netop nu på højtryk for at afklare, hvilken løsning, der helt konkret er mest hensigtsmæssig at gå videre med. Min drøm er, at nye regler kan træde i kraft 1. januar.«

Ikke en strammerkurs

Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, sagde i forbindelse med udgivelsen af Genopdragelsen, at han ville sætte sig sammen med Mattias Tesfaye for at finde en løsning på problemet med, at unge risikerer at miste deres danske opholdstilladelse, mens de er på genopdragelsesrejse.

»Det vil vi meget gerne kigge på,« siger han nu til Information.

»Der er nogle gode eksempler på, at lovgivningen i dag ikke virker hensigtsmæssigt. I tilfældet, hvor piger sendes på genopdragelsesrejser, vil vi gerne have, at der kommer en anden praksis i sagsbehandlingen af dem.«

SF’s Pia Olsen Dyhr glæder sig over, at partierne faktisk er villige til at slække på loven eller praksis for at løse et problem.

»Nu har SF kæmpet for kvinder, der er udsat for social kontrol, i mange år og har stillet mange forslag. Og hver gang vi stiller forslag, hvor vi giver rettigheder, har vi ikke oplevet den store opbakning. Derfor er jeg glad for, at der nu på Christiansborg ikke kun bliver talt om at stramme reglerne og øge straffen, men også om rettigheder,« siger hun.

Bange for skilsmisse

SF peger i sit udspil også på en problematik, som handler om kvinder, der er kommet til Danmark som familiesammenført med deres mand. Deres opholdstilladelse er afhængig af ægtefællens, og hvis de lader sig skille, risikerer de derfor at miste den.

På den måde er reglerne for udlændinge med til at forhindre, at kvinder udsat for vold eller social kontrol opsøger et krisecenter, frygter SF.

»Vi ser, at nogle af de kvinder, der havner på krisecentre, ofte føler sig tvunget til at gå tilbage til deres mand, selv om de udsættes for psykisk og fysisk vold – fordi de ellers ryger ud af landet. Her handler det om at beskytte kvinden,« siger Pia Olsen Dyhr.

Både Venstre og Socialdemokratiet påpeger, at kvinder allerede i dag kan søge dispensation om at få lov til at blive i landet efter en skilsmisse, hvis de har været udsat for vold.

»Vi ønsker ikke, at nogen skal blive i et voldeligt eller kontrollerende ægteskab, fordi de er bange for, hvordan det vil gå dem i sagsbehandlingen,« siger Mads Fuglede.

Pia Olsen Dyhr er opmærksom på den allerede eksisterende undtagelse, men understreger, at den handler om fysisk vold.

»Social kontrol er ofte psykisk vold – at man bliver overvåget døgnet rundt, bliver stillet krav om, hvilket tøj man skal tage på, og ikke må snakke med mænd. Det er ting, som langsomt nedbryder den enkelte. Det skal også tælle med.«

Endelig vil SF iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af, hvor i udlændingesystemet social kontrol kan være med til at besværliggøre opnåelsen af dansk opholdstilladelse.

»Nu har vi fået Samia, som bliver en blinkende lygte i forhold til nogle dele af udlændingeloven. Hun har gjort uretfærdigheden synlig. Men vi må også se, om der er andre kvinder – og nogle mænd – der bliver negativt behandlet på grund af udlændingeloven,« siger Pia Olsen Dyhr.

Forsker: Kan få effekt

Forkvinde for Rådet for etniske minoriteter Halima El Abassi fremhæver, at hun kender til mange kvinder, som ikke går fra deres ægtemænd, fordi de frygter at blive sendt tilbage til deres oprindelige hjemland.

»Så det er nok et af de forslag, der vil have stor effekt, hvis det kommer tydeligere frem i lovgivningen, at kvinderne kan lade sig skille uden at miste deres ophold,« siger hun.

Sofie Danneskiold-Samsøe, som er lektor på Københavns Professionshøjskole og har forsket i æresrelateret social kontrol, kender ikke til undersøgelser af, om den nuværende undtagelsesbestemmelse bliver brugt.

»Det vil være interessant at få undersøgt. Mit indtryk er, at den ikke bliver brugt særligt meget,« siger hun.

Hun vurderer samtidig, at en undtagelsesbestemmelse i forhold til fratagelse af opholdstilladelse efter en længere genopdragelsesrejse vil komme nogle piger og unge kvinder til gavn.

»Der er flere kvinder, der udsættes for genopdragelsesrejser og kan løbe ind i det her problem. Det kan også være en strategi fra forældrene eller mandens side at arbejde på, at de ikke får permanent ophold eller statsborgerskab – for uden dette står de stærkere over for pigen eller kvinden,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Det drejer sig om 2 år man som ikke dansk statsborger skal være uden for Danmarks grænser for at miste sin permanente opholdstilladelse. Så det er ikke bare en forlænget ferie.

Man kunne også vende sjoven på hovedet og sende forældre ud af landet til familiesammenføring med deres børn på genopdragelsesrejse, da de tydeligvis ikke oprigtig er interesseret i at være i Danmark og den danske kultur.

Er hjemlandet sikkert for børnene, så er det det helt bestemt også for forældrene.

Martin Sørensen, Per Torbensen, Henrik Andersen, Signe Hansen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar

@Jeppe Lindholm Det er noget vås du kommer med. Fatter du ikke at det handler om at være ufrivilligt udenlands? Hvis man er i udlandet mod ens vilje eller som udstasoneret for en dansk virksomhed bør det overhovedet ikke tælle med.

Jeppe Lindholm

Jeg fatter udmærket. Det er personer uden dansk statsborgerskab.

Per Torbensen, Henrik Andersen, Michael Hullevad og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Atilla Thcengiz

Så vidt jeg ved drejer det sig om ophold over 3 måneder før man risikerer sin permanente opholdstilladelse. Det er et udmærket forslag fra SF, og man kunne måske gå et skridt videre og hjælpe forældrene med hvad det vil sige at "genopdrage", f.eks. sommerlejre i frie omgivelser med tilbud om at lære sin oprindelige kultur at kende, det kan være undervisning i sprog, kultur, historie, madkultur m.v. Det vil uden tvivl styrke de unges selvværd og bidrage positivt til et multi-kulturelt og EU-orienteret DK.

Lone Hansen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med at genindfører Modersmålsundervisningen.

Bent Gregersen, Lone Hansen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Klavs M. Christensen

Den helt forkerte vej! Hvorfor er vi blevet så nationalidiotiske? Giv børn som er født eller vokser op her ( f.eks.3 eller 5 år) automatisk statsborgerskab. Så er problemet løst.

Lone Hansen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Torsten Pedersen

SF har læst en bog om en persons oplevelser og vil på denne baggrund have ændret praksis for, hvornår opholdstilladelser ikke bortfalder ved udlandsophold. Har SF overhoved sat sig ind i praksis?

SF tror desuden, at kun fysisk vold kan medføre, at en opholdstilladelse for en familiesammenført ægtefælles ikke inddrages, når samlivet ophører. Hvor har de det fra? Loven taler faktisk om udlændinge, som har været udsat for “overgreb, misbrug eller anden overlast m.v.“

Information kunne godt have udfordret disse påstande, udover en blot at tale med forkvinden for Rådet for etniske minoriteter of en forsker indenfor social kontrol.