Genåbning
Læsetid: 7 min.

Har corona forandret os? Pandemien får os til at se på gamle vaner med nye øjne

Over et år er gået, siden coronakrisen ramte, og det er fire måneder siden, Mette Frederiksen annoncerede den seneste nedlukning. I anledning af onsdagens store genåbning har Information spurgt tre eksperter, om det er de samme mennesker, der i morgen går ud i samfundet, som forlod det sidste år, eller om corona har ændret noget fundamentalt i os
Over et år er gået, siden coronakrisen ramte, og det er fire måneder siden, Mette Frederiksen annoncerede den seneste nedlukning. I anledning af onsdagens store genåbning har Information spurgt tre eksperter, om det er de samme mennesker, der i morgen går ud i samfundet, som forlod det sidste år, eller om corona har ændret noget fundamentalt i os

Katrine Bælum

Indland
21. april 2021

Det lysner.

Fra onsdag kan danskerne igen gå på bar, spise på restaurant og tage på museum. Mange elever er tilbage i skole og på uddannelser, storcentrene åbner, og forsamlingsloftet er under udfasning. Med andre ord tyder alt på, at vi er på vej ud på den anden side af coronakrisen. I hvert fald for nu. I takt med at foråret kommer, og flere bliver vaccineret, stiger også håbet om, at den seneste nedlukning også bliver den sidste.

Efter mere end et års undtagelsestilstand kan vi igen øjne normaliteten. Spørgsmålet er, hvad restriktioner, sygdomsangst og social afstand har gjort ved os. Og hvad der kommer til at ske, i takt med at samfundet genåbner.

Har coronakrisen skabt et mulighedsrum for forandring og ændret noget fundamentalt i os, eller vender vi bare tilbage til det og dem, vi var, inden pandemien ramte?

Information har bedt en række eksperter give deres bud på, hvilke aftryk coronakrisen vil efterlade hos os. Vi begynder hos Danmarks førende coronahvisker, professor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet, som siden marts sidste år har stået i spidsen for det såkaldte HOPE-projekt, der løbende har undersøgt, hvordan pandemien har påvirket danskernes adfærd og holdninger.

Der er ingen tvivl om, at pandemien indeholder et »radikaliseringspotentiale«, mener Michael Bang Petersen.

»Det er en lang og indgribende krise, hvor der er blevet lagt væsentlige begrænsninger på vores frihed og i forhold til vores sociale relationer. Det er noget, der stresser os og kan sætte sig som en frustration, vi instinktivt retter mod myndighederne.«

I Frankrig er 50 procent for eksempel bekymrede for deres demokratiske rettigheder, og mere end 30 procent støtter relativt voldsomme protester i landet, fortæller Michael Bang Petersen. Et år med en eksplicit og markant magtanvendelse fra staten er gået ud over tilliden til myndighederne og har næret konspirationsteorier. Bare ikke i Danmark.

»Det her radikaliseringspotentiale har ikke udfoldet sig i stor skala i Danmark. Der har været demonstrationer, som har udviklet sig voldeligt, men overordnet set er der ikke sket et fundamentalt skred i relationen mellem stat og borger,« siger Bang Petersen.

Det skyldes ifølge ham både, at tilliden som udgangspunkt var meget høj i Danmark, og at vi ikke har været underlagt nær så bastante restriktioner som mange andre lande.

Nye øjne på gamle vaner

Set med den helt store kikkert fra Michael Bang Petersens »datadrevne« forskning tyder det generelt på, at vi herhjemme vil vende tilbage til det samme lille, relativt statsbegejstrede tillidssamfund, som vi kendte fra før pandemien.

»Vores data viser, at vi ændrer adfærd ekstremt hurtigt under nedlukninger, mens at det ser ud til at ske mere gradvist ved genåbningerne – men det skyldes nok også, at de sker mere løbende. Nogle vaner vil måske tage tid at bryde ud af, men jeg tror, vi efterhånden vil se en tilbagevending til det mere normale,« siger han.

Anne Marie Kragh Pahuus er prodekan og filosof på Aarhus Universitet, og set fra hendes lidt mindre »datadrevne« perspektiv ligner det ligefrem, at corona har styrket fællesskabet. Man kan ifølge hende se hele forløbet som en opvisning i solidaritet mellem borgerne.

»Vi er blevet skolet i at vide, hvem der er mest sårbare. Vi agerer anderledes over for de ældre, og jeg mener ikke, vi har frygtet hinandens tilstedeværelse. Vi har vist en udpræget sans for, at nogle er meget udsatte,« siger hun.

 

Med onsdagens store genåbning går vi ind i »en lys tid på en mørk baggrund«, mener Anne Marie Kragh Pahuus.

»Der er rigtig meget af det, vi før tog for givet, som man nu kan glæde sig over. Det er som at komme hjem fra en primitiv ferie, og man pludselig har det helt vildt over, at der kommer vand ud af hanen. Den taknemmelighed tror jeg faktisk vil holde lidt tid,« siger hun.

Selv om det, der var engang, er blevet det, mange nu drømmer om, mener Anne Marie Kragh Pahuus ikke, at vi vil lægge alle erkendelser og erfaringer bag os, så snart vi igen kan få serveret kolde fadøl og se nye udstillinger på Louisiana. Hun vil endda gå så langt som at sige, at coronakrisen grundlæggende har ændret os som mennesker.

»En krise er også en anledning til at kaste et nyt blik på sine vaner, og måske indser man, at man ikke kan finde tilstrækkelig lykke i det velkendte. Derfor kan krisen potentielt være et gennembrud til noget nyt. Personligt er corona den største omvæltning, jeg har oplevet i min levetid, så jeg tvivler på, at vi bare falder tilbage til vores gamle adfærd,« siger hun.

– Er det ikke lidt en romantisering af coronakrisen? Hvad med den menneskelige bagside i form af angst, ensomhed og arbejdsløshed?

»Det er indlysende, at der selvfølgelig også er en masse mennesker, som har været hårdt ramt af den her krise. Jeg hæfter mig ved nogle af mulighederne, men sygdommen er der ikke noget godt at sige om.«

Michael Bang Petersen mener også, det er vigtigt at være opmærksom på den psykiske og sociale belastning, coronakrisen har medført for mange. Og især den ulighed, der har været i, hvem der er blevet ramt.

»Det er i særdeleshed de unge, der har rapporteret ensomhed. Også en række risikogrupper har været hårdt ramt. Både dem, som har været meget isoleret pga. frygten for corona, og dem, som er psykisk sårbare. De vil formentlig have sværere ved at komme sig end andre, selv om samfundet genåbnes,« siger han.

Alt bliver som før

Mere lavpraktisk har coronakrisen gjort os alle til en slags sundhedspersonale i vores eget liv. Vi har lært at bekymre os om hygiejne, at bære mundbind og har sprittet vores hænder af, så de er blevet helt tørre og sprukne af det.

Adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet har med hjælp fra sine studerende løbende målt, hvor gode vi har været til at spritte hænder af i eksempelvis supermarkeder og på barer for derigennem at få et konkret indblik i, hvor vedholdende vi er i vores adfærdsændringer.

Og på den baggrund har han noget lavere tanker om coronakrisens forandringspotentiale for os mennesker end eksempelvis Anne Marie Kragh Pahuus.

»Da pandemien rasede mest før jul, to dage inden det meste af samfundet lukkede ned, var det kun omkring to procent af gæsterne på barer, som sprittede hænderne af. Også i supermarkeder er andelen faldet over tid, men vi har målt et gennemsnit på cirka 20 procent,« siger Pelle Guldborg Hansen.

Ifølge ham vil alt blive, som det plejer, i takt med at samfundet genåbner.

»Der vil måske være en overgangsperiode i begyndelsen og en bevidsthed om, at vi stadig kan risikere at smitte andre med corona, men jeg tror, vi vil blive overrasket over, hvor kort den vil være,« siger han.

 

– Tror du slet ikke, at vi som mennesker har forandret os det mindste af at leve i denne her samfundsmæssige undtagelsestilstand så længe?

»Næ. Mange har en idé om, at vores adfærd formes af holdninger, refleksioner og værdier, men sådan er det ikke. Det er vores kontekst, som skaber adfærden, og når den normaliseres, gør vi det også. Den hjerne, vi render rundt med, forandrer sig ikke på halvandet år, der skal selektion til over tid og generationer,« siger Pelle Guldborg Hansen og tilføjer:

»Vi skal ikke forvente et ideologisk eurekaøjeblik, hvor folk får indsigt, ændrer holdning og implementerer nye ting i hverdagen.«

Han sammenligner, det vi nu står over for i kølvandet på coronakrisen og med udsigt til gradvis genåbning og normalisering som »nytårsforsæt på socialt plan«. Klimaaktivitister håber, vi fremover vil flyve mindre, kokken, at vi vil gå op i god mad, præsten, at vi fremover vil være orienteret mere mod det nære, oplister han.

»Det kunne være dejligt. Men det er ønsketænkning.«

De eneste ting, som ifølge Pelle Guldborg Hansen formentlig vil forandre sig varigt, er de områder, hvor vi under coronakrisen har fundet en smartere måde at gøre tingene på. Inden for adfærdsforskning taler man i den sammenhæng om ’metrochokeffekten’, fortæller han. Det henviser til, at man efter en nedlukning af store dele af metroen i London efterfølgende kunne konstatere, at dem, der i mellemtiden havde fundet et smartere rejsemønster, ikke vendte tilbage til metroen, mens resten gjorde.

»Efter corona vil vi i nogle situationer også indse, at vores tidligere adfærdsmønstre ikke var optimale, men at vi aldrig havde haft anledning til at overveje dem. Hvorfor bruge to timer i tog for at tage til et møde, som viser sig at kunne klares på Teams? Vi har især opdaget nogle afspekter af de teknologiske muligheder, som jeg tror er kommet for at blive,« siger han.

Normalen lader måske vente på sig

Tilbage på Aarhus Universitet er Michael Bang Petersen og hans HOPE-projekt ikke færdig med at overvåge befolkningens adfærd.

Han tænker sig længe om ved spørgsmålet, om man overhovedet vil kunne aflæse coronakrisen i målingerne om eksempelvis et halvt år, når det danske samfund i langt højere grad ligner sig selv.

»Det vil jeg tro,« konkluderer han så.

 

Især for dem, der har truffet længerevarende beslutninger under coronakrisen, uddyber han. Købt en hund eller et sommerhus eksempelvis.

»Men også i forhold til folks netværk. En lang række løsere relationer er formentlig blevet nedbrudt i løbet af nedlukningen, hvor alle har levet i sociale bobler. Jeg tror, nogle bekendtskaber er forsvundet. De, der har arbejdet hjemme i mere end et år, skal også bruge noget tid på at genopbygge arbejdsmiljøer. Jeg vil tro, konsekvenserne på de her områder vil vare noget tid,« fortsætter Michael Bang Petersen.

Derudover mener han »desværre« også, at man kan sætte spørgsmålstegn ved præmissen om, at vi som samfund er helt tilbage ved normalen om et halvt år.

»Dem, som ved mere om virussen, end jeg gør, bekymrer sig om nye mutationer, og hvor lang tid immuniteten fra vaccinerne varer. Selv om det er dejligt, at Danmark nu for alvor genåbner, tror jeg desværre ikke, at denne her krise helt er overstået endnu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

"Det lysner."

Helt sikkert!

I Indien oplever man nu en eksplosiv ukontrollerbar stigning i smitten, fordi genåbning. Modi udtaler at det er som "being hit by a storm", og der taler vi ikke om en dansk orkan. Smittetallet i Indien er fordoblet på en uge, og ligger nu på 300.000 nye tilfælde om dagen. Hvis ikke nogen hiver alvorligt i bremsen, bliver det til 600.000 inden for et par uger. Hvem ved, hvis man ikke lukker ned igen i Indien, så kan de måske nå op på en million tilfælde om dagen. En rekord af dimensioner, men "problematisk" når de allerede nu mangler medicin, ilt og hospitalspladser. "Medbring din egen iltflaske eller vi kan ikke hjælpe dig".

https://www.theguardian.com/world/2021/apr/20/narendra-modi-covid-resurg...

Er vi virkeligt ikke klogere? Smitten i Danmark er i dag stigende, med et estimeret kontakttal på 1,1 samtidig med at vaccinerne er forsinket (igen), og alligevel drøner folk ned på bodegaen for at drikke øl om morgenen? Vi ligger ikke i Danmark på de tal modellerne forudsagde, uden at nogen kan forklare hvorfor, bortset fra gætterier. Ergo er beregningerne som forudsagt usikre, og det kan de være begge veje.

Skål!

Maj-Britt Kent Hansen, Kollektivet Fandango, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Anne-Marie Krogsbøll, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Marianne Jespersen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

@ Morten Balling

Skal det forstås sådan, at smittetallene i Indien nu er det primære argument for, at folk i Danmark ikke må gå på restaurant eller handle ind i det nærmeste indkøbscenter? Som du selv siger, har de danske genåbningsplaner været baseret på modelberegninger, der konsekvent har skudt langt over målet. For flere måneder siden spåede modellerne, at selv ved minimale lempelser ville der være 800 indlagte nu. I stedet er der 200, præcist det samme som for 2 måneder siden.

Korrigeret for befolkningstal er 800 indlagte ret tæt på, hvad vi har i Sverige nu. Og her har restauranter, skoler, butikker, frisører og sågar fitnesscentre været åbne hele vinteren igennem. Alligevel er situationen her ikke værre end, hvad de danske politikere officielt var villige til at acceptere, da man påbegyndte genåbningen for flere måneder siden. Det burde nok vække lidt stof til eftertanke hos nogen i Danmark.

Morten Balling

@Lars Hansen

Jeg ved ikke, hvor du skaffer dine data fra Lars, men i Sverige er der 408 indlagte på intensiv, hvilket er 16 mere end for en uge siden, og 124 mere end for en måneds tid siden.

https://www.svt.se/datajournalistik/corona-i-intensivvarden/

Det går utroligt godt i Sverige, så helt klart, lad os bruge svenskerne som forbillede. Eller inderne.

I Sverige overlever 88% af de 40-60 årige mænd indlæggelse på intensiv. Som SVT skriver: "Vi har valt att vända på den här grafen och visa andelen som klarar sig istället för de som avlider inom 30 dagar av påbörjad intensivvård.". Well, jeg kan godt lave regnestykket. 100%-88%=12% som ikke overlever intensiv. For de 60-80 årige er tallet 29% og for mændene over 80, dør 60%. Derudover er der dem som dør efter 30 dage, men dem vælger man at se bort fra. Det første er rent spin, og det andet stinker rent metodisk, men det er jo vigtigt med fodbold og bajere.

Maj-Britt Kent Hansen, Mogens Holme, Henriette Bøhne, Anne-Marie Krogsbøll og Elisabeth Christiani anbefalede denne kommentar

Ja der er samlet set cirka 2.150 indlagte i Sverige, hvilket korrigeret for befolkningstal svarer til kun en lille smule mere end de 800, som man i Danmark sagde, man var villig til at acceptere, og som for 2 måneder siden var argumentet for at fastholde meget omfattende restriktioner, for at der ikke skulle blive FLERE end 800 indlagte. Antallet af indlagte i Sverige er de sidste par måneder steget ganske langsomt og gradvist og topper sandsynligvis netop i disse dag, som det også skete sidste år.

Så ja det går ganske godt her i Sverige. Vi lever et relativt normalt liv, vores børn går i skole, og sundhedsvæsenet kan følge med og behandle de COVID-19 patienter, der bliver indlagt. Svenskerne er ikke ved at uddø, så der er ingen reel begrundelse for at holde store dele af samfundet lukket, som man i Danmark har gjort i 4 måneder. Men tillykke til danskerne med, at det fra i dag igen er muligt at nyde en fadøl i Nyhavn og handle ind i Rødovre Centrum, som vi hele tiden har kunnet her i Sverige.

Estermarie Mandelquist, Thomas Andersen, Jørgen Munksgaard og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Ja det er jo et spørgsmål om, hvor meget frihed man vil give afkald på! Nogen afgiver gerne alt, for at leve et par måneder ekstra og for en eller anden form for relativ sikkerhed. Personligt løber jeg hellere risikoen for at blive syg og så forblive fri, men det er jo et valg, jeg ikke får lov til at træffe. Måske skulle man søge asyl i Sverige?

@ Gert Romme

Trods alt kan nogle tal bedre sammenlignes end andre. Den totale dødelighed registrerer selv udviklingslande nok ret præcist, så overdødelighed siger en del om, hvor hårdt en pandemi har ramt forskellige områder. Og hvis vi holder os til de mere udviklede lande, må man formode, at de fleste efterhånden også har fået rimeligt styr på at indberette antallet af COVID-19 relaterede dødsfald. Dog naturligvis ikke lande som Rusland, hvor et udemokratisk styre bevidst manipulerer tallene for at tage sig bedre ud.

Antallet af hospitalsindlagte må man også gå ud fra, at udviklede lande har relativt godt styr på, og det siger også en del om omfanget af menneskelig lidelse. Der kan måske være visse forskelle i opgørelserne samt i praksis for, hvor syge folk skal være for at blive indlagte. Men hvis et givet land har 5 gange så mange indlagte pr. million indbyggere som et andet, så er det nok udtryk for en mere alvorlig pandemi.

Smittetal kan man derimod ikke bruge til noget som helst, da de er så afhængige af de enkelte landes teststrategi. I Danmark har man eksempelvis også haft varierende strategier for, om hurtigtest blev talt med eller ej. Det er derfor eksempelvis totalt irrelevant, at Sverige angiveligt lige nu har Europas højeste incidenstal, men alligevel har medier i både Danmark og Tyskland fundet dette værd at skrive om.

Den danske statsminister forsvarer i interview den besynderlige 30-minutters regel om restaurantbesøg:

"Det handler ikke specifikt om barerne eller restauranterne. Det handler om at holde aktiviteten nede."

Men hvis det er så vigtigt at "holde aktiviteten nede", hvorfor så overhovedet tillade restauranter at genåbne? Det giver da ingen mening at sige "nu må I gerne åbne igen, men vi finder lige på nogle tilfældige obstruktioner, så I får færre kunder".

"Så må jeg sige for egen regning, at det er ikke et stort indgreb, at jeg skal ringe og bestille bord en halv time før,« sagde Mette Frederiksen"

Det er det måske ikke, hvis vi taler om en planlagt fornøjelsesmiddag på den lokale gourmet restaurant. Men hvis man eksempelvis er ude og køre langtur i bil og har brug for at spise frokost på en rasteplads, er det unægtelig noget upraktisk.

"og fortsatte: »Jeg tror, man skal huske proportionerne. Store dele af Europa er ved at lukke ned."

Her lyver statsministeren direkte den danske befolkning op i deres åbne ansigter. I næsten alle lande i Europa er smittetallene på vej ned igen, så hvor er det helt konkret, at "man er ved at lukke ned"? Der var været lidt tale om nye restriktioner i Tyskland, men hvor ellers?

Det er grundlæggende de samme skræmmebilleder, folk er blevet fodret med i månedsvis nu, at uha hvis vi ikke fastholder en masse bureaukratiske regler og forbud på ubestemt tid, så kommer den store stygge ulv og spiser os. Men ulven kommer aldrig, så måske er det mere Mette Frederiksen selv, der snart burde begynde at huske proportionerne.

Og hvorfor i alverden skal danske børn og unge stadig trækkes med fjernundervisning? Her i Sverige ophævede man allerede for flere måneder siden det centrale pålæg om, at gymnasieelever skal have fjernundervisning, og den svenske befolkning er ikke uddød endnu. Faktisk har mere end 10 millioner svenskere overlevet COVID-19 pandemien.

"Derfor undrer det også forkvinden for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø, at politikerne tilsyneladende har prioriteret fadøl over uddannelse, når der var plads til en større genåbning end først planlagt.

»Det er virkelig, virkelig ærgerligt, at vi endnu ikke har alle elever fuldt tilbage. Samtidig kan de unge gå på bar og café, hvor de kan de vise et coronapas, som de typisk får lavet på deres gymnasium i de uger, hvor de er på skolen, og hvor de bliver testet. Jeg synes, det er grotesk, at det er vigtigere, at de unge kan komme på bar eller på café, end at de kan komme i skole,« siger Birgitte Vedersø:

»Vi oplever lige nu de unge som desperate og helt udtørrede i behovet for social kontakt. Det samme gælder i behovet for kontakt med nogen omkring det faglige.«"