Stik imod hensigten har man fra politisk side gjort det både dyrere og mere usikkert at opføre solceller og vindmøller på land og dermed skabt et fald i udbygningen. Sådan lyder kritikken i en ny analyse fra Dansk Energi, der er brancheorganisation for energiproducenterne.
Torsdag mødes Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg for at drøfte netop den kritik.
Ifølge analysen fra Dansk Energi har man i perioden fra 2012-2018 etableret solceller og vindmøller på land svarende til en kapacitet på 260 megawatt årligt. Men i perioden fra andet kvartal af 2018 til og med 2020 er kapaciteten blot udvidet med 80 megawatt årligt.
Særligt er det 2019 og andet til fjerde kvartal af 2018, der trækker ned, idet man kun øgede kapaciteten med henholdsvis 46 og ni megawatt. I 2020 er tallet steget til 205.
Kristine Grunnet er branchechef i Dansk Energi. Hun mener, at faldet i udbygningen vil gøre det vanskeligere at leve op til klimaloven og nå målet om 70 procent reduktion i 2030.
»Én ting er, at vi har fået nogle rammer og noget lovgivning, som har gjort det dyrere at opstille vind og sol. Men der er også skabt usikkerhed om, hvordan man kan opstille vind og sol. Og det er ærgerligt, fordi vi har brug for de energikilder, hvis vi skal nå vores klimamål,« siger Kristine Grunnet.
Dyre nabokompensationer
Ifølge analysen har de seneste års politiske justeringer resulteret i, at det i dag er op til 40 procent dyrere at anlægge en vindmøllepark end sidste år. Særligt har en politisk aftale, der trådte i kraft den 1. juni 2020, bremset udbygningen, mener Dansk Energi.
I aftalen indførte man en række ordninger, herunder Grøn pulje, der pålægger ejerne af solceller eller vindmøller at betale et beløb per opstillet megawatt til kommunen og en salgsoptionsordning, hvor man forpligter ejerne af anlægget til at opkøbe naboejendomme, hvis ikke beboerne ønsker at blive boende. Samtidig skal anlægsejeren betale en såkaldt VE-bonus til naboer, der bliver boende.
Salgsoptionsordningen gør, at ejeren af eksempelvis vindmøller med en højde på 150 meter er forpligtet til at opkøbe ejendomme inden for en radius af 600-900 meter. Ifølge et notat fra Energistyrelsen forventer man, at det vil dreje sig om ti ejendomme per vindmølleprojekt, hvilket ifølge Dansk Energis analyse vil svare til en meromkostning på 9,2 millioner kroner per projekt. Her har man dog ikke medregnet energiproducenternes fortjeneste ved eventuelt at gensælge de opkøbte ejendomme.
Information har fremlagt Dansk Energis analyse for Brian Vad Mathiesen, der er professor i Energiplanlægning ved Aalborg Universitet. Han bakker analysens grundlæggende pointer op, men kan ikke tage stilling til de konkrete estimater for omkostningerne. Han ser ligeledes nabokompensationerne som problematiske og mener, at de på forhånd sætter producenterne i defensiven.
»Helt grundlæggende mener jeg, at den model, man har, hvor man sådan set betragter vindmøller og solceller som noget, man skal kompenseres for, er en helt skæv og forkert måde at tænke energisystemer på. Det, vi har brug for, er et lokalt ejerskab i stedet,« siger Brian Vad Mathiesen.
Reglerne, der forpligter energiproducenterne til at købe naboejendomme, blev indgået med henblik på at skabe opbakning til anlæggene i lokalområderne. Her afskaffede man samtidig den tidligere gældende køberetsordning, hvor man som producent skulle udbyde 20 procent af projektet til de lokale.
Hensigten var at forbedre vilkårene og styrke udbygningen, og med i aftalen var blandt andre regeringens støttepartier.
Signe Munk, der er klima- og energiordfører for SF, bakker fortsat op om aftalen. Hun pointerer, at faldet i udbygningen kan have mange andre årsager og fastholder, at ordningen er rimelig.
»Der har været et højere niveau af støtte fra statens side, end der er i dag. Vi prøver hele tiden at jagte en balance, hvor vi har gode vilkår for opstillerne, men hvor man også betaler en større del af omkostningerne, end man tidligere har gjort, når man tjener penge på det,« siger hun.
Energiordfører fra Enhedslisten Søren Egge Rasmussen er også uenig i Dansk Energis antagelse om, at ordningen med opkøb af naboejendomme har bremset udbygningen af vedvarende energi.
»De glemmer deres fordele. Vi har jo fjernet en usikkerhed ved at afskaffe køberetsordningen, fordi man ikke vidste, hvor mange der ville købe andele og derfor kunne risikere at miste 20 procent. Med den nuværende ordning kan man kigge på kortet og se, hvor mange naboer der er,« siger han.
I stedet peger han på kommunalvalget i 2017 som en faktor, der kan forklare det markante fald i udbygningen, der særligt ses i 2018 og 2019. Vindmølleprojekterne splitter nemlig ofte lokalsamfundet, pointerer han.
»Der kan jo også være det, at byrådsmedlemmer op til et kommunalvalg i 2017 ikke har turdet godkende projekter. Det er jeg 100 procent sikker på som gammel kommunalpolitiker og også ved at have fulgt sagerne i lang tid,« udtaler Søren Egge Rasmussen.
Usikkerhed afholder producenterne
Et andet kritikpunkt i analysen fra Dansk Energi går på de hyppige politiske reguleringer af branchen. Tiltag, der enten gør det dyrere for producenterne eller mindsker gennemsigtigheden, fører til et ustabilt investeringsklima, påpeger analysen.
Her bliver det blandt andet nævnt, at man i 2018 ændrede tilskuddet til vedvarende energi ved at reducere den såkaldte balanceringsgodtgørelse fra 1,8 øre per kilowatt time til 0,9.
Derudover at man i 2020 reducerede puljen til teknologineutrale udbud fra en milliard til 600 millioner kroner. Senere samme år ændrede man modellen for støtte til opstilling af solceller og vindmøller på land, således at tillægget ikke længere er fast, men gives per kilowatt-time. Den nye støttemodel medførte, at udbuddet blev forsinket, hvilket ifølge Kristine Grunnet kan få konsekvenser for udbygningen:
»Det betyder, at de støtteregler, der skulle have været på plads, ikke er det. Og vi har ikke set et udbud af vind og sol i 2020. Vi regner med, at det kommer i 2021, men rammerne er stadig ikke godkendt.«
Kristine Grunnet peger på, at disse usikkerheder afholder virksomhederne fra at kaste sig ud i at investere i solceller eller vindmøller på land.
»Man kan ikke skaffe den fornødne ro omkring investeringerne. Og det gør så, at vi har set det her dyk i udbygningen,« siger hun.
Ifølge Brian Vad Mathiesen må man se de skiftende rammer som »et vilkår,« når der er tale om en branche som vedvarende energi, hvor man befinder sig i en overgangsfase. Han ser de mange regulatoriske ændringer over en kort årrække som et tegn på fremgang på området.
»For det viser, at vi jo er kommet så langt, at teknologien er moden til det. Det, man så må appellere til, er, at der er en større langsigtethed i de rammevilkår, der bliver sat op. Og der er jo en væsentlig pointe i den tidslinje, som Dansk Energi har sat op her, hvor jeg er enig i, at det jo selvfølgelig skaber noget usikkerhed. Jeg tror bare ikke, at man undgår usikkerhed i den overgangsfase,« siger han.
Brian Vad Mathiesen ser det desuden som afgørende med »konstant politisk bevågenhed« på området, så man hurtigt får løst de udfordringer, der opstår i branchen. En revidering af loven, hvor man går væk fra kompensationer og erstatninger, er løsningen, mener han.
»Man skal tilbage til nogle frivillige ordninger, hvor initiativet er lokalt, men hvor der også er mulighed for lokalt ejerskab. Så udvider man markedet for vind og sol, hvis man tænker inkluderende i forhold til borgere og virksomheder lokalt.«
Information har forelagt analysen for klimaminister Dan Jørgensen (S). I en skriftlig kommentar lover han, at man fortsat vil støtte, men løbende vil se på, »hvor det giver mening at give støtte, og hvor det giver mening, at opstillerne betaler«.
»Vi skal selvfølgelig sikre de bedst mulige rammer for dem, som opstiller solceller og vindmøller og på den måde sikre fortsat udbygning. Samtidig er det også vigtigt, at der er opbakning til den grønne omstilling i befolkningen. Vindmøller og solceller er nødvendige, men ikke altid populære naboer. Derfor er forholdene og rettighederne for dem, som kommer til at bo tæt på anlæg til vedvarende energi, flere gange blevet forbedret,« skriver ministeren.
Havvindmøller på 150 m, altså meget højere end pylonerne på Storebæltsbroen, hører til på havet. Konsekvenserne for dyreliv, natur, naboer er uoverskuelige. når de sættes op på land. Det er flere og flere byråd heldigvis ved at indse. Så fri mig fra denne klagesang fra vindlobbyen. For jer handler det udelukkende om kold profit.
Udbygning af vind og solenergi på land skal stoppes omgående.
Vores energiforsyning er ved at køre fuldstændigt af sporet pgra. grådighed og faglig utilstrækkelighed.
Vi skatteydere (bomuldsplukkere) bliver kørt hen over af den nye grønneenergibobbel, hvor de få igen score kassen
Nu er det jo ofte ret skyet i Danmark, så hvis bare vindmøllerne bliver høje nok, lægger vi knap nok mærke til dem - med mindre selvfølgelig en vinge falder af eller noget og derfor skal de under alle omstændigheder ud på havet. Til gengæld er der masser af muligheder på land for de helt små vindmøller, der dækker en enkelt eller få husstande og sådanne er der oven i købet historisk tradition for.
Jeg sagde nej til solfangere i Torup på Ærø fordi foretagendet var privat og overskuddet vil tilfalde nogle få
En landmand blokerede pga. frøer i et vådområde med hovedparten sagde nej for der ikke var lokalt ejerskab.
Jeg er for at staten er hovedleverandør af energi. Jeg er imod at energi-leverancer igen tilfalder nogle få. Drikkevand er også en ressource som sidder på 5 hænder på Ærø. Mine-put matador anno 2021.
Jeg vil skide på traditionerne for noget som er livsnødvendigt. Energi er også sikkerhedspolitik og vi går amok hvis varmen forsvinder i vores hjem. Så flytter vi ind på DTU.
Alt som jeg forbruger i dette liv tilfalder nogle få. Og det kaldes kapitalisme.
Staten (fællesskabet) skal eje og drifte vand, el og varme. Det er socialisme.