Tibetkommissionen
Læsetid: 6 min.

Gamle magnetbånd viste sig at gemme på opsigtsvækkende mails i Tibetsagen

I et retslokale på Frederiksberg fortsætter Tibetkommission II sine bestræbelser på at finde forklaringen på politiets lovstridige håndtering af demonstranter under ministerbesøg fra Kina. For nylig har kommissionen fået adgang til hidtil ukendte mails gendannet fra magnetbånd fundet i en affaldscontainer i Udenrigsministeriet
Den første Tibetkommission blev nedsat i 2015, og den afleverede sin konklusion i 2017. I 2018 blev det besluttet at gennedsætte kommissionen på grund af nye oplysninger. Det vides ikke, hvornår Tibetkommission II vil aflevere sin beretning.

Den første Tibetkommission blev nedsat i 2015, og den afleverede sin konklusion i 2017. I 2018 blev det besluttet at gennedsætte kommissionen på grund af nye oplysninger. Det vides ikke, hvornår Tibetkommission II vil aflevere sin beretning.

Dennis Lehmann

Indland
24. april 2021

Når Tibetkommission II samles hver torsdag og fredag i retslokale 003 hos Retten på Frederiksberg, følger mange af afhøringerne et velkendt mønster:

Først stiller udspørgeren, advokat Jakob Lund Poulsen, sine omhyggeligt forberedte spørgsmål med afdæmpet stemmeføring. Herefter forklarer især ledende embedsmænd og tidligere ministre i forskelligt ordvalg, at de slet ikke kan forestille sig, at de meget stærke og gentagne kinesiske ønsker om ikke at blive konfronteret med tibetanske flag eller Falun Gong-demonstranter under ministerbesøg skulle have fået nogen i Udenrigsministeriet, hoffet, PET eller Statsministeriet til at tilkendegive, at dansk politi skulle flytte demonstrationer eller tage tibetanske flag fra aktivister – selv om der efterhånden er mange eksempler på, at det er sket.

Senest fredag formiddag med Martin Lidegaard, der var radikal udenrigsminister 2014-15. Han ville således anse det for »lidet sandsynligt«, at der skulle være udgået »noget, der minder om en ordre fra Udenrigsministeriet«, til politiet. Ministerierne fungerer som »siloer« med hver deres sagsbehandling, uddybede han, så det var »svært at forestille sig«, at det skulle være tilfældet.

Der kan også være tale om en svigtende erindring så mange år efter, som viser sig under afhøringerne. Som Lene Espersen, tidligere konservativ justitsminister og udenrigsminister, måtte erkende, da hun blev afhørt fredag eftermiddag.

»Det erindrer jeg ikke,« sagde den tidligere minister gentagne gange, for eksempel da hun blev spurgt ind til sin mening om nogle talepunkter, som var udarbejdet til Anders Fogh Rasmussen forud for et møde med den kinesiske premierminister, mens Lene Espersen var justitsminister i hans regering.

Her hed det, at »fra dansk side har man i stedet søgt at tilrettelægge programmet så mulighederne for, at premierministeren konfronteres med Falun Gong, begrænses. Det kan ikke udelukkes, at der vil være kortvarige uanmeldte demonstrationer, som premierministeren muligvis vil tage op«.

»Man kan læse det, som om man begrænser lovligt anmeldte demonstrationer, mens man ikke kan udelukke de spontane demonstrationer,« konstaterede Jakob Lund Poulsen.

»Det har jeg ingen erindring om, at jeg har været med til at overveje,« lød det igen fra Lene Espersen.

Men selv om man måske således kunne få det indtryk, at kommissionen snegler sig af sted, så kommer der af og til opsigtsvækkende afsløringer, der tegner et mere klart og i hvert fald anderledes billede.

Magnetbåndets hemmeligheder

Tibetkommission II er for nylig kommet i besiddelse af flere dokumenter end de 182 millioner, som den allerede havde modtaget. Der er tale om hidtil ukendte mails, som er blevet gendannet fra nogle gamle magnetbånd fundet i en affaldscontainer i Udenrigsministeriets kælder. En af de opsigtsvækkende mails er tilbage fra klimatopmødet COP15, der blev holdt i København i 2009.

»Vi plejer at aftale med Politiet at FG (Falun Gong, red.) og Tibetanerne står steder hvor den kinesiske delegation ikke kommer,« skrev centerleder i Udenrigsministeriet Susan Ulbæk til kollegaen Martin Hermann, der dengang var chef for ministeriets Asienkontor.

Susan Ulbæk tilføjede: »Det kan enten ske ved at kortegerne altid kører en anden vej eller at demonstranterne flyttes.«

Da Susan Ulbæk i marts blev afhørt om, hvorfor hun havde skrevet sådan for 11 år siden, havde hun ikke noget klart svar.

»Det er fuldstændig ude i hampen. Hvorfor skriver jeg overhovedet det?« spurgte hun ifølge Ritzau ud i lokalet.

På samme mailtråd skrev Martin Hermann: »Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis vi beder Politiet om at flytte demoen. Vi risikerer vel, at der pludselig kommer strøm på?«

Han er nu genindkaldt til endnu en afhøring før sommerferien, for indholdet af den nyfundne mail stemmer ikke overens med, hvad Martin Hermann sagde under en afhøring i januar. Der forklarede han nemlig, at hans kontor ikke havde »haft en holdning til, hvordan demonstrationer blev afviklet, eller hvordan de blev håndteret«.

Et andet opsigtsvækkende eksempel fra de nye mails er fra 2002. Her gengiver en mail en samtale mellem Asienkontoret og den nytiltrådte kinesiske ambassadør i Danmark forud for et EU-topmøde med Kina, hvor Danmark havde formandskabet i EU.

»Fra dansk side fremhæves i den forbindelse at enhver person eller bevægelse i Danmark kan give udtryk for egne meninger indenfor Grundlovens rammer,« hedder det indledningsvist i mailen. Men så fortsætter den: »Der er indledt et konstruktivt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, politi og den kinesiske ambassade med henblik på at sikre at lovlig anmeldte demonstrationer finder sted, hvor de ikke generer den kinesiske delegation.«

De kinesiske myndigheder henvendte sig 15 gange forud for et besøg af premierminister Zhu Rongji i 2002, hvor de tilkendegav deres bekymring for demonstranter. Ønsket fra den kinesiske ambassade var, at FG-demonstranter blev placeret 500 meter fra Radisson Hotel, og i kommissionen har politifolk forklaret, at demonstranterne blev flyttet, så de ikke var synlige fra hotellet.

»En kæmpe bøf«

To år senere, da formanden for den kinesiske folkekongres, Wu Bangguo, besøgte København i 2004 og ville besøge den lille havfrue, blev Kastellet spærret af. Samtidig planlagde politiet, at eventuelle demonstranter skulle være ude af syne.

To år efter COP15 fik Danmark i 2011 endnu et højniveaubesøg fra Kina, da udenrigsministeren, Yang Jiechi, kom forbi. Her blev en demonstration flyttet, og det indgik i politiets planlægning, at de skulle anbringe en stor bil foran demonstranterne, så de ikke var synlige. Året efter var der endnu et fornemt statsbesøg af den daværende præsident, Hu Jintao. Her blev en demonstration endnu en gang skjult for præsidenten, og betjente fratog flere demonstranter deres tibetanske flag, som de viftede med.

Også i 2013 forhindrede politiet under et besøg af den kinesiske parlamentsformand, Yu Zhengsheng, at demonstranter kunne ses. Da det lykkedes medlemmer af Falun Gong at få adgang til et pressemøde med daværende udenrigsminister Villy Søvndal, skrev en kontorchef i Statsministeriet, Lisbet Zilmer-Johns, i en mail til Udenrigsministeriet, at det var »en kæmpe bøf«.

Året efter forsøgte embedsmænd at forhindre, at det socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Gerskov mødtes med Lobsang Sangay, der var premierminister i tibetanernes eksilregering. Her ringede en direktør i Udenrigsministeriet, Kim Jørgensen, ifølge en mail, han året efter skrev til en kollega i Statsministeriet, to gange til folketingsmedlemmet, så hun »lagde sig syg«.

Under kommissionens afhøring af Mette Gerskov gav hun udtryk for sin overraskelse over, hvor intenst og langt op i centraladministrationen, hendes møde blev behandlet. Til gengæld erindrede hun ikke, at hun blev bedt om at være syg. Hun var faktisk syg og havde taget Panodiler for at være frisk.

Men mødet blev ikke til noget. For embedsmændenes bestræbelser førte til, at Mette Gerskov blev ringet op af Statsministeriet: »Jeg kan huske meldingen, som gik på, at de helst så, at jeg ikke holdt det møde,« forklarede hun ifølge Ritzau.

»En svag minister i en svag regering«

Der har også været enkelte afhøringer, der – selv om de måske ikke har belyst de spørgsmål, som kommissionen skal undersøge – har udvidet den offentlige viden om nyere dansk historie. Eksempelvis fortalte Claus Perregaard torsdag om sine indtryk af, hvor meget SF havde formået at præge den udenrigspolitiske linje, da Villy Søvndal var udenrigsminister.

Selv havde Claus Perregaard været Villy Søvndals pressemand, og han fulgtes med ham over i Udenrigsministeriet som ministerens særlige rådgiver.

»Hver gang vi rokkede med ørerne, blev vi banket på plads. Vi kunne ingenting som i ingenting. Uanset hvad vi foretog os på den udenrigspolitiske linje, blev vi banket på plads af Statsministeriet,« sagde han.

Under et kinesisk besøg i 2011, kun et par uger efter Villy Søvndal var blevet minister, lykkedes det for Claus Perregaard at få skærpet den tale, som skulle holdes for den kinesiske gæst, en smule. Han fik blandt andet indføjet en sætning om, at ligesom Danmark ikke skulle blande sig i, hvem Kina modtog som gæster, skulle Kina heller ikke blande sig i, hvem Danmark modtog.

»Jeg havde i høj grad Dalai Lama i tankerne,« forklarede Claus Perregaard, der tidligere selv havde været aktivist i Støttekomiteen for Tibet.

Men da Udenrigsministeriet til det efterfølgende besøg i 2012 udarbejdede endnu et talepapir, blev Claus Perregaard udelukket fra processen. Da han så talepapiret, som var blevet svækket, og ville have det ændret, fik han besked om, at det allerede var »klappet af« med Statsministeriet.

»Det var en svag minister i en svag regering, og vores spillerum var meget, meget begrænset. Vores gennemslagskraft var meget ringe, og derfor blev vi kostet rundt i alle mulige sager,« lød hans vurdering.

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Gamle magnetbånd, fundet i Udenrigsministeriets affaldscontainer!
Letfældig omgang med dokumentation? Er det standarden i det offentlige?
Nå, det var også heldigt for efterforskningen, især hvis det kan afsløre kilden til det kinesiske "lefleri!

Ken Cortzo, Tina Peirano, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Mads Berg, Steffen Gliese, Inge Lehmann og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Hele historien er lidt dilettantisk og minder om en roman i stiveste pre-1989 østeuropæisk snit. Og dem har vi stået og grint samt peget fingre af!

Ken Cortzo, Peter Beck-Lauritzen, Eva Kjeldsen, Claus Nielsen, Per Kortegaard, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

"Men mødet blev ikke til noget. For embedsmændenes bestræbelser førte til, at Mette Gerskov blev ringet op af Statsministeriet: »Jeg kan huske meldingen, som gik på, at de helst så, at jeg ikke holdt det møde,« forklarede hun ifølge Ritzau."

"»Hver gang vi rokkede med ørerne, blev vi banket på plads. Vi kunne ingenting som i ingenting. Uanset hvad vi foretog os på den udenrigspolitiske linje, blev vi banket på plads af Statsministeriet,« sagde han."

"»Jeg havde i høj grad Dalai Lama i tankerne,« forklarede Claus Perregaard, der tidligere selv havde været aktivist i Støttekomiteen for Tibet.

Men da Udenrigsministeriet til det efterfølgende besøg i 2012 udarbejdede endnu et talepapir, blev Claus Perregaard udelukket fra processen. Da han så talepapiret, som var blevet svækket, og ville have det ændret, fik han besked om, at det allerede var »klappet af« med Statsministeriet."

Kommissionens opgave er begrænset til IKKE at skulle forholde sig til politikere...
Det' bar' ærgerligt, Sonny Boy!

Hvilke muligheder er der for at inddrage daværende politikeres roller i en eller anden form for afklaring af ansvar?

Det her er sgu for nemt!