Heunicke overdrev sin kontakt med WHO’s generaldirektør om teststrategi

Da regeringen i marts sidste år justerede Danmarks teststrategi, skete det på baggrund af »tæt« kontakt til WHO’s generaldirektør.

Det hævdede sundhedsminister Magnus Heunicke dengang i et opsigtsvækkende interview, som udstillede, hvor anstrengt forholdet var mellem regeringstoppen og de sundhedsfaglige embedsmænd i særligt Sundhedsstyrelsen, da den nye coronavirus ramte Danmark.

For åben mikrofon erklærede ministeren sig i P1 Morgen den 24. marts »ikke tilfreds« med den teststrategi, sundhedsmyndighederne var slået ind på i forlængelse af nedlukningen af Danmark knap to uger tidligere, hvor kun personer med »svære symptomer« samt »særligt sårbare« personer med symptomer blev testet. Heunicke påpegede, at WHO’s generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, havde opfordret til at teste »aggressivt« for coronavirus, og hævdede, at styrelsesdirektør Søren Brostrøm skulle være kommet med forkerte oplysninger ved at sige, at budskabet ikke var møntet på Danmark.

»Og jeg har været i direkte personlig kontakt med generalsekretær Tedros netop for at spørge om det. Og det er ikke korrekt. Alle lande skal teste aggressivt, det er WHO’s indstilling,« sagde Magnus Heunicke og tilføjede, at »det var på grund af den melding, at jeg gik ind og måtte igen påtage mig det politiske ansvar, at vi skal altså være foran.«

Pointen om, at den nye teststrategi var et resultat af Heunickes kontakt til generaldirektøren, var tydeligvis vigtig for ministeren. I løbet af interviewet understregede han flere gange – og med varierende formuleringer – at han havde »været i tæt kontakt med WHO«. Ja, faktisk havde han »været i personlig kontakt med WHO’s generalsekretær over to omgange«.

Det passede bare ikke. I dag ved vi, at den ifølge ministeren så tætte dialog reelt bestod af en enkelt sms-udveksling. Det fremgår af en aktindsigt i Heunickes kommunikation med generaldirektøren, som Sundhedsministeriet har forsøgt at mørklægge, men som det er lykkedes Information at få udleveret efter gentagne klager til Ombudsmanden.

Konfronteret med indholdet af korrespondancen erkender Magnus Heunicke, at hans udlægning af kontakten til generaldirektøren ikke var korrekt.

»Der er tale om én konkret SMS om COVID-19-situationen med en række spørgsmål, som Tedros besvarer samme dag, og ikke 2 separate korrespondancer. Det skal jeg beklage,« skriver ministeren i et mailsvar til Information.

Ligger ’implicit’

Heller ikke indholdet af sms-korrespondancen er helt, som Magnus Heunicke har givet offentligheden indtryk af.

I interviewet i P1 Morgen sagde han som bekendt, at han havde kontaktet generaldirektøren »netop for at spørge«, om det var korrekt, at anbefalingen om at teste aggressivt ikke var møntet på Danmark, sådan som Søren Brostrøm angiveligt skulle have hævdet. Og adspurgt af studieværten, om generaldirektøren specifikt havde sagt til ham, at »I skal teste flere i Danmark«, sagde Heunicke:

»Jeg spurgte, om det gælder alle lande. Og han sagde ja, det gælder lande. Der skal testes aggressivt i alle lande. Det vil sige også i Danmark. Og det er klart, at det var på grund af den melding, at jeg gik ind og måtte igen påtage mig det politiske ansvar, at vi skal altså være foran.«

Reelt lød Magnus Heunickes spørgsmål til generaldirektøren imidlertid: »Hvad er jeres råd om testning? Vil det være sikkert at mindske antallet af coronatest på det her tidspunkt? Eller bør vi teste alle med symptomer?«

Generaldirektøren svarede kortfattet, at »vi anbefaler aggressiv testning- alle tilfælde/kontakter, testning fra eksisterende respiratorisk overvågningssystem (ILI/SARI)«.

Mere var Heunicke tilsyneladende ikke interesseret i at vide. Han afsluttede korrespondancen med et »tak« og et tommelfinger-symbol.

Ikke desto mindre fastholder sundhedsministeren, at han gengav indholdet i kommunikationen korrekt. Det ligger »implicit« i beskederne, mener han.

»Når jeg spørger til, om det ville være forsvarligt at reducere antallet af test på daværende tidspunkt, så går mit spørgsmål selvfølgelig på situationen i Danmark. Generaldirektørens svar er da også meget klart og uden særlige undtagelser for hverken Danmark eller Europa,« skriver Heunicke til Information.

Sundhedsministeren mener altså, det var retvisende at sige, at han »spurgte, om« WHO’s anbefaling »gælder alle lande«, selv om det reelt ikke var det, han spurgte om. Det er en bemærkelsesværdigt liberal indstilling til god citatpraksis fra den journalistuddannede minister.

Medieskabt fortælling

Heller ikke den anden del af Heunickes svar – at svaret viste, at WHO’s anbefaling var uden særlige undtagelser for hverken Danmark eller Europa – hænger rigtigt sammen. For som Information beskrev allerede i marts sidste år, er der ikke noget, der tyder på, at Søren Brostrøm – der selv var formand for WHO Europas bestyrelse – nogensinde skulle have påstået, at der fandtes en ’undtagelse’ for Danmark.

Det var en fortælling, der opstod i medierne, efter at Søren Brostrøm i et interview med Berlingske sagde, at man ikke skulle tolke WHO-generaldirektørens opfordring til at teste aggressivt som, at »det helt konkret gælder Danmark«.

»Dr. Tedros adresserer en lang række lande i verden, som tester betydeligt mindre, end man bør gøre, og end vi gør i Danmark,« sagde Søren Brostrøm.

Det udlagde avisen i artiklens underrubrik sådan, at »når WHO understreger, at alle lande skal teste alle med symptomer på coronavirus, så gælder det ifølge Sundhedsstyrelsen ikke Danmark«. Og da Brostrøms udtalelser efterfølgende blev refereret i andre medier, blev det udlagt, som om han havde sagt, at WHO’s anbefaling »slet ikke« var »møntet på Danmark«, som eksempelvis Ekstra Bladet formulerede det. At Søren Brostrøm skulle have sagt sådan, var også præmissen i P1 Morgens interview med Magnus Heunicke.

Men det var altså ikke det, Brostrøm havde sagt. Tværtimod understregede han flere gange i interviewet med Berlingske, at WHO’s anbefaling selvfølgelig også omfattede Danmark.

»Jeg vil gerne gentage det for en sikkerheds skyld. Når WHO’s generaldirektør udtaler sig, så gælder det samtlige medlemslande i WHO – også Danmark,« sagde Søren Brostrøm.

Hans budskab var et andet. Nemlig at medierne havde »blæst generaldirektørens citater for meget op«.

Og for at føje yderligere mystik til det i forvejen bizarre forløb, kan Søren Brostrøms misforståede udtalelser reelt ikke have været anledningen til Magnus Heunickes henvendelse til WHO’s generaldirektør, sådan som ministeren ellers gav indtryk af i P1 Morgen. Søren Brostrøms udtalelser faldt nemlig først den 18. marts – tre dage efter at Heunicke sendte beskeden.

Også Kåre Mølbak havde offentligt givet udtryk for samme pointe som Søren Brostrøm, men det skete først ved et pressemøde den 17. marts – to dage efter ministerens sms-udveksling med WHO’s generaldirektør.

På den baggrund er det mildest talt uklart, hvordan Magnus Heunicke i P1 kunne hævde, at han henvendte sig til WHO’s generaldirektør »netop for at spørge« ind til den påstand, som Søren Brostrøm i offentligheden – fejlagtigt – blev taget til indtægt for. Og Magnus Heunicke nægter at svare på, hvordan det hænger sammen. »Vi har ikke yderligere at tilføje«, skriver Sundhedsministeriet til Information.

Meget tyder således på, at heller ikke denne del af Magnus Heunickes udlægning af kontakten til WHO’s generaldirektør var korrekt. Det stemmer også overens med indholdet af sms-korrespondancen, hvor Magnus Heunicke jo ikke spurgte ind til, om WHO’s anbefaling gjaldt alle lande, eller om der eventuelt kunne være undtagelser for lande som Danmark.

Afgørende oplysninger?

Et andet centralt spørgsmål er, hvad det præcis var for oplysninger, sms’en indeholdt, som – ifølge Magnus Heunickes forklaring – gav anledning til at ændre teststrategi. Direkte adspurgt om det skriver ministeren til Information:

»Svaret fra WHO’s generaldirektør bidrog til at bekræfte den generelle karakter af WHO’s anbefalinger og indgik i de videre overvejelser om teststrategien i Danmark«.

Magnus Heunicke kan altså ikke rigtig pege på, hvad det var for afgørende oplysninger, han fik i den sms fra WHO’s generaldirektør, som han selv har beskrevet som udslagsgivende for Danmarks teststrategi.

Umiddelbart er det også svært at se, hvad den bibragte.

Da sundhedsministeren skrev sin besked, havde generaldirektør Tedros allerede flere gange brugt WHO’s pressemøder til at opfordre verdens lande til at teste. Og her var anbefalingen nogenlunde på samme detaljeniveau som i sms’en til Heunicke.

»Selv hvis man ikke kan stoppe smitten, kan man bremse den og beskytte sundhedsfaciliteter, plejehjem og andre vitale områder – men kun hvis man tester alle mistænkte tilfælde,« sagde generaldirektøren eksempelvis ved et pressemøde den 12. marts.

Og Magnus Heunicke benyttede altså ikke sin kontakt til generaldirektøren til at spørge mere detaljeret ind til anbefalingen. Havde han gjort det, ville det formentlig have stået klart, at WHO’s anbefaling var noget mindre vidtgående, end den kunne lyde.

Umiddelbart kunne generaldirektørens sms og udtalelser på pressemøder forstås som en opfordring til at teste alle, der kunne tænkes at have corona samt kontakter til de, der tester positivt. Men læser man WHO’s officielle vejledninger, hvor organisationens anbefalinger til håndtering af COVID-19 blev udpenslet mere detaljeret, står det klart, at det ikke var tilfældet.

Som Information tidligere har beskrevet, gik WHO’s officielle anbefaling reelt på at teste alle, der levede op til organisationens definition af et »mistænkt« tilfælde. Det begreb dækkede for det første over personer, der havde befundet sig i et område med kendt coronasmitte inden for de seneste 14 dage og havde udviklet symptomer, for det andet personer som havde været i kontakt med en smittet og havde udviklet symptomer, og for det tredje patienter med symptomer så alvorlige, at det krævede indlæggelse.

Og når der først var udbredt smittespredning i samfundet, og testkapaciteten var »utilstrækkelig« til at teste alle, der levede op til de kriterier, anbefalede WHO i sin officielle vejledning i stedet at indføre »prioriteret testning«. Hvilket altså mere eller mindre var, hvad de danske sundhedsmyndigheder havde gjort, da det stod klart, at smitten spredte sig i det danske samfund, og man gik fra at forsøge at inddæmme smitten til i stedet at forfølge en afbødningsstrategi.

Sms-politiker eller magtmenneske?

Samlet set sætter sms-sagen spørgsmålstegn ved, hvilket grundlag regeringen fører politik på. Baserer den sine politiske beslutninger på sms’er? Og vægter sundhedsminister Magnus Heunicke virkelig et kort sms-svar fra WHO’s generaldirektør højere end den rådgivning, han får fra sit embedsværk?

»Nej, vurderingen fra WHO indgik som del af det samlede billede,« skriver ministeren i et svar til Information.

Bemærkelsesværdigt nok er Magnus Heunickes forklaring altså skiftet fra, at kontakten til generaldirektøren var udslagsgivende for valget af teststrategi, til at den bare »indgik som del af det samlede billede.«

Måske skyldes det, at kontakten til generaldirektøren i virkeligheden ikke var så betydningsfuld, som Magnus Heunicke sidste år forsøgte at give offentligheden indtryk af.

Efter Magnus Heunickes udtalelser i P1 Morgen gav både ministeren og Søren Brostrøm udtryk for, at medierne forsøgte at skabe en konflikt mellem dem, som ikke var der. Der var tale om en »søgt« uenighed, lød det fra dem begge på et pressemøde senere samme dag. Men fra den officielle coronaudredning ved vi, at der i den grad var uenighed om teststrategien på de indre linjer.

Samme dag som Magnus Heunicke var igennem i P1 Morgen, den 24. marts, noterede Sundhedsstyrelsens kriseledelse ifølge coronaudredningen i et referat, at »vi skal ikke længere have fokus på teststrategi, da det er blevet en politisk diskussion«. Tilsyneladende blev Sundhedsstyrelsen kørt ud på et sidespor.

Samlet set stiller sms-sagen ikke Magnus Heunicke i noget godt lys. Tror man på hans oprindelige forklaring om baggrunden for valget af teststrategi, fremstår han som en minister, der fører politik per sms og forsøger at dække over det tynde grundlag gennem overdrivelser.

Tror man ikke på, at sms’en var den reelle forklaring, fremstår han i stedet som en beregnende magtpolitiker, der ikke viger tilbage fra at udnytte en kortfattet kontakt til WHO som påskud til at fremstille sig selv som en handlekraftig minister, sætte en styrelsesdirektør på plads og retfærdiggøre regeringens politik.

Måske er det derfor, Sundhedsministeriet mørklagde beskedudvekslingen, da Information i marts sidste år bad om aktindsigt. Afslaget var begrundet i en bestemmelse, der giver myndighederne mulighed for at mørklægge dokumenter »af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer«.

Da Information klagede til Ombudsmanden, erkendte ministeriet, at afslaget var forkert, og gav »delvis« aktindsigt i beskedernes ordlyd. Men ministeriet fastholdt sit afslag på at udlevere beskederne i deres helhed, igen af hensyn til »rigets udenrigspolitiske interesser m.v.«.

Information klagede på ny, og denne gang gik Ombudsmanden ind i sagen og fastslog, at ministeriet stadig ikke havde »godtgjort«, at aktindsigten kunne afslås. Den langtrukne proces betød, at der gik næsten syv måneder, fra Information søgte aktindsigten, og til beskederne blev udleveret i deres helhed.

I et skriftligt svar til Information skriver Magnus Heunicke, at Sundhedsministeriet har taget Ombudsmandens vurdering »til efterretning«, og at »den lange behandlingstid er beklagelig«.