Analyse
Læsetid: 15 min.

Instrukskommissionen uddeler hårde hug til embedsværket for grove pligtforsømmelser

Med sidste del af sin beretning lægger Instrukskommissionen i klare vendinger op til, at der kan gøres et disciplinært ansvar gældende mod fem embedsmænd. Også den fungerende departementschef får hård kritik. Et åbent spørgsmål er nu, hvad det betyder for Inger Støjbergs skæbne i Rigsretten
Med sidste del af Instrukskommissionens beretning i hånden vil Inger Støjberg formentlig pege på, at hun er blevet tilladt for stor en del af ansvaret for ulovlighederne.

Med sidste del af Instrukskommissionens beretning i hånden vil Inger Støjberg formentlig pege på, at hun er blevet tilladt for stor en del af ansvaret for ulovlighederne.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
27. april 2021

Lyt til Anton Geist og Ulrik Dahlin diskutere Instrukskommissionens beretning i podcasten Støjbergs instruks.

Da Instrukskommissionen mandag afgav sidste del af sin beretning, kom den endnu en gang med en række hårde og kontante vurderinger.

Kommissionen talte i sin delberetning fra december med så store bogstaver, at det fik Folketinget til at anklage Inger Støjberg ved rigsretten. Og nu vurderer kommissionsmedlemmerne med landsdommer Peter Mørk Thomsen i spidsen, at det offentlige kan drage fem ledende embedsmænd fra Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Udlændingestyrelsen til ansvar.

Hos de danske udlændingemyndigheder må konklusionerne fra kommissionen give anledning til en vis panderynken. Måske endda overvejelser om, hvorvidt de som myndigheder er i stand til at sikre en lovlig og ordentlig forvaltning.

For en ganske betydelig del af cheflaget i både ministeriet og styrelsen har altså ifølge kommissionen gjort sig skyldig i grove pligtforsømmelser. Også den fungerende departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet får alvorlig kritik.

Og der er grund til at antage, at også andre embedsmænd, der indtog ledende poster i ministeriet og styrelsen, kunne være blevet mødt med kritik, hvis ikke de var fratrådt tjeneste i den offentlige forvaltning og dermed så at sige var sluppet af krogen. Kommissionen bemærker således, at den ikke har »foretaget nogen ansvarsvurdering i forhold til forhenværende departementschef Uffe Toudal Pedersen, forhenværende særlig rådgiver Mark Thorsen og forhenværende direktør (i Udlændingestyrelsen, red.) Henrik Grunnet.«

Ingen barnebrude!

Men først skal vi lige have baggrunden på plads:

Den 10. februar 2016 udsendte Inger Støjbergs ministerium en pressemeddelelse, der tilkendegav at alle unge par, hvor den ene part var over 18, skulle adskilles, hvis de var indkvarteret sammen på et dansk asylcenter. Ministeren ville, som hun tilkendegav, ikke acceptere »barnebrude«.

På forhånd var Inger Støjberg blevet advaret af sine embedsmænd om, at det ville være ulovligt at skille alle par uden undtagelser. Alligevel insisterede hun på at skrive i pressemeddelelsen, at »ingen« af parrene måtte blive sammen, og at det også gjaldt, selv om parrene havde børn.

Selv har Inger Støjberg i Instrukskommissionen forklaret, at pressemeddelelsen var skarpt skåret, fordi det var et stykke politisk kommunikation. Men hun insisterede på, at hun var blevet overbevist af sine embedsmænd om, at det var nødvendigt at åbne for, at nogle af parrene alligevel kunne få lov til at blive sammen.

Derfor havde hun ifølge sin forklaring godkendt et notat, der gjorde klart, at der kunne gøres undtagelser til reglen om at adskille parrene. Dén forklaring blev imidlertid totalt afvist, da Instrukskommissionen før jul afgav første del af sin beretning.

Kommissionen vurderede, at hun udtrykte og fastholdt et ønske om en undtagelsesfri ordning, selv om hun var blevet gjort klart, at det ville være ulovligt. Kommissionsmedlemmerne havde ikke grundlag for at fastslå, at hun var kommet med en direkte tjenestebefaling, men de vurderede, at embedsmændene havde handlet i overensstemmelse med hendes ønske. Og at den praksisændring, der førte til den ulovlige administration, var »en direkte konsekvens af Inger Støjbergs tydeligt udtrykte ønske om en undtagelsesfri ordning«.

Notatet, som Inger Støjberg lagde så meget vægt på under sine afhøringer, mistede således ifølge kommissionen »utvivlsomt sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser – både eksternt og internt i departementet – om, at hun ville have en undtagelsesfri ordning«.

Her er kritikken af embedsmændene

Delberetningen med fokus på Inger Støjbergs rolle blev afgivet allerede i december sidste år, fordi Folketinget på baggrund af kommissionens vurderinger skulle nå at tage stilling til en eventuel rigsretssag inden en forældelsesfrist i februar i år. Men nu har Instrukskommissionen altså afsluttet sit arbejde med en vurdering af embedsmændenes rolle i sagen. Og det kan for de centrale embedsmænds vedkommende sammenfattes nogenlunde sådan her:

Line Skytte Mørk Hansen

Kraftigst kritik får tidligere afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der allerede blev fritaget for tjeneste, da kommissionens første delberetning blev offentliggjort.

Efter udsendelsen af Inger Støjbergs kategoriske pressemeddelelse den 10. februar 2016 ringede Line Skytte Mørk Hansen til Udlændingestyrelsen og bad styrelsen om at administrere i henhold til den undtagelsesfrie pressemeddelelse. Det vurderer kommissionen, selv om Line Skytte Mørk Hansen har afvist, at hun skulle have gjort sådan.

Line Skytte Mørk Hansens tilsidesættelse af sine pligter er »af en betydende grovhed, og der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar«, skriver kommissionen.

Line Skytte Mørk Hansens tilsidesættelse af sine pligter er »af en betydende grovhed, og der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar«, skriver kommissionen.

Jens Dresling

Kommissionen slår fast, at embedsværket har en klar handlepligt til at advare og sige fra, hvis en minister træffer en klar ulovlig beslutning. Og i og med at Inger Støjbergs pressemeddelelse lagde op til en klar ulovlig ordning, indtrådte handlepligten for embedsmændene.

Line Skytte Mørk Hansen handlede i stedet »i strid med de pligter, der gælder for embedsværket« ved i en eller to telefonsamtaler aktivt at have instrueret Udlændingestyrelsen i at iværksætte en administration, som hun måtte have indset var ulovlig. I stedet burde hun have advaret sin departementschef, have sagt klart fra og tilmed have forsøgt at forhindre, at den ulovlige beslutning blev efterlevet.

Dermed er Line Skytte Mørk Hansens tilsidesættelse af sine pligter »af en betydende grovhed, og der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar«, skriver kommissionen.

At tilsidesættelsen regnes for betydelig, forklarer kommissionen blandt andet med, at Line Skytte Mørk Hansen deltog aktivt i at igangsætte en ulovlig administration, der indebar »intensive indgreb i en sårbar persongruppes grundlæggende rettigheder«.

Lykke Sørensen

Den anden afdelingschef i sagskomplekset, Lykke Sørensen, blev af Inger Støjberg beskyldt for at »elske børnebrude«, da hun som ministeriets kronjurist mundtligt advarede ministeren mod en undtagelsesfri ordning på et møde for de øverste chefer forud for udsendelsen af pressemeddelelsen.

Alligevel får hun kritik for, at hendes rådgivning af ministeren i forløbet op til den 10. februar 2016 ikke har været »tilstrækkelig«, fordi Inger Støjberg blev bibragt en opfattelse af, at de unge par kunne adskilles i et videre omfang, end der var retligt grundlag for.

Men netop Lykke Sørensen gjorde dog også en indsats for at advare ministeren om, at en undtagelsesfri ordning ikke ville være lovlig, vurderer kommissionen. Samlet set når den derfor frem til, at der ikke er grundlag for at pålægge Lykke Sørensen et disciplinært ansvar for rådgivningen af ministeren.

Lykke Sørensen har i forhold til en række svar og redegørelser til Ombudsmanden tilsidesat sandhedspligten. Tilsidesættelsen er af en sådan grovhed, at der ifølge kommissionen er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar.

Lykke Sørensen har i forhold til en række svar og redegørelser til Ombudsmanden tilsidesat sandhedspligten. Tilsidesættelsen er af en sådan grovhed, at der ifølge kommissionen er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar.

Jens Dresling

Men det er der til gengæld i forhold til ordningens igangsættelse og administration. Her kritiserer kommissionen Lykke Sørensen for at have forsømt sine pligter ved at forholde sig for passivt i de tre uger efter udsendelsen af pressemeddelelsen, hvor langt de fleste unge par blev adskilt.

I stedet kunne hun ifølge kommissionen blandt andet have inddraget Udlændingestyrelsen ved at indkalde dem til et møde. Hun kunne formelt have inddraget Justitsministeriet. Eller i sidste ende kunne hun have rettet henvendelse til Statsministeriet.

En formildende omstændighed er, at Lykke Sørensen var klar i mælet i sine mundtlige advarsler af ministeren, og at hun i marts 2016 tilkendegav over for Udlændingestyrelsen, at der kunne være undtagelser til reglen om at adskille parrene. Samlet set finder kommissionen dog, at hendes tilsidesættelse af sine tjenestelige pligter er af en »sådan karakter og grovhed«, at der er grundlag for, at det offentlige kan søge at drage hende til ansvar

Desuden vurderer kommissionen, at Lykke Sørensen i forhold til en række svar og redegørelser til Ombudsmanden har tilsidesat sandhedspligten. Tilsidesættelsen er af en sådan grovhed, at der ifølge kommissionen er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar.

Jesper Gori

Kontorchef Jesper Gori fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fungerede langt hen ad vejen som en slags forbindelsesled til Udlændingestyrelsen.

Ligesom Lykke Sørensen får han kritik for, at hans rådgivning af Inger Støjberg ikke var fyldestgørende. Og han får ligeledes kritik for passivitet i ugerne efter udsendelsen af pressemeddelelsen.

Samlet set finder kommissionen dog ikke, at der er grundlag for at pålægge Jesper Gori et ansvar i den forbindelse. Kommissionen peger således på en række formildende forhold, som må tillægges »betydelig vægt«. Dels forsøgte Jesper Gori to gange at få den ulovlige tilstand bragt til ophør. Dels fastholdt han to gange direkte over for ministeren, at der skulle være muligheder for undtagelser.

Den tidligere kontorchef Jesper Goris tilsidsættelse er ifølge kommissionen af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar.

Den tidligere kontorchef Jesper Goris tilsidsættelse er ifølge kommissionen af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar.

Jens Dresling

Tillige har kommissionen lagt betydelig vægt på, at Jesper Gori undervejs i forløbet adskillige gange rådførte sig med Lykke Sørensen, som betryggede ham i, at han havde gjort det fornødne for at sikre en lovlig administration.

Samlet set vurderer kommissionen derfor, at hans tilsidesættelse af sine pligter »næppe« kan sige at være af en sådan grovhed«, at der er »et fuldt tilstrækkeligt grundlag« for at søge at drage ham til ansvar for dette spørgsmål.

Det er der til gengæld, når det drejer sig om Jesper Goris ansvar i forhold til sandhedspligten i en række af de svar og redegørelser, som Folketinget og Ombudsmanden har fået. Også for den tidligere kontorchef er tilsidesættelsen ifølge kommissionen af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar.

Lene Vejrum

Som fungerende vicedirektør i udlændingestyrelsen havde Lene Vejrum et ganske stort ansvar, ikke mindst fordi styrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, stod over for en forflyttelse. Det var hende, som Line Skytte Mørk Hansen ifølge kommissionen ringede til om eftermiddagen den 10. februar og pålagde at administrere efter pressemeddelelsen. Men instruksen fra departementet var klart ulovlig, og derfor ophørte Lene Vejrums individuelle lydighedspligt. I stedet havde hun pligt til at sige fra.

Men det gjorde hun ikke. Kommissionen lægger til grund, at Lene Vejrum ikke advarede sine overordnede eller sagde klart fra. Derimod iværksatte styrelsen på baggrund af instruksen en ulovlig administration, og den undlod også efterfølgende at bringe den ulovlige tilstand til ophør hurtigst muligt.

Instrukskommissionen vurderer, at Line Vejrums forseelser er af en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Instrukskommissionen vurderer, at Line Vejrums forseelser er af en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kommissionen anerkender, at Lene Vejrum var sat i en »særdeles vanskelig situation«, fordi presset fra departementet var stort. Den anerkender også, at medarbejdere i styrelsen i anden halvdel af februar og begyndelsen af marts udfoldede visse bestræbelser på at finde og forelægge fem sager om asylpar for at få ministeriet til at ændre instruksen. Og det førte faktisk til det ønskede resultat.

Men alle disse bestræbelser var ifølge kommissionen »helt utilstrækkelige i forhold til det, der var påkrævet i situationen, hvor styrelsen samtidig iværksatte adskillelserne i de øvrige sager.« På den baggrund vurderer kommissionen, at Line Vejrums forseelser er af en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Det samme er tilfældet i forhold til sandhedspligten i svar og redegørelser til Folketinget og Ombudsmanden, hvor Lene Vejrum ifølge kommissionen deltog i at tegne et »vildledende billede af administrationen af ordningen«.

Ditte Dankert

Kontorchef Ditte Dankert var chef for det kontor, som stod for håndteringen af adskillelsen af de unge asylpar. Også i hendes tilfælde vurderer kommissionen, at tilsidesættelsen af tjenestepligterne har en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Kommisionen vurderer, at kontorchef Ditte Dankerts tilsidesættelse af tjenestepligter har en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Kommisionen vurderer, at kontorchef Ditte Dankerts tilsidesættelse af tjenestepligter har en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Hun burde have sagt klart fra og advaret sine chefer om, at ordningen var ulovlig, og på linje med styrelsens vicedirektør får Ditte Dankert også kritik for at have undladt at bringe den ulovlige tilstand til ophør. Kommissionen bemærker dog, at Ditte Dankert løbende drøftede håndteringen med sin overordnede, og at hun på grund af sin ferie ikke var direkte involveret i administrationen i den første meget afgørende fase af forløbet.

Tilsvarende finder kommissionen også, at der er grundlag for at søge at drage Ditte Dankert til ansvar for at have tilsidesat sin sandhedspligt i forhold til udarbejdelsen af svar til Folketinget og redegørelser til Ombudsmanden.

Christian Hesthaven

Kommissionen kritiserer også Udlændinge- og Integrationsministeriets nuværende departementschef, Christian Hesthaven. Han tiltrådte i november 2017, altså længe før den centrale del af sagen, og hans rolle bliver alene behandlet i beretningen på grund af hans involvering i nogle svar til Folketinget.

Departementschefen får kritik for at have »lukket ned«, da afdelingschef Lykke Sørensen i en telefonsamtale i foråret 2019 ville redegøre for de nærmere omstændigheder i forbindelse med en central mail. Mailen var sendt af Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, og Folketinget havde stillet spørgsmål til den, efter Information havde afsløret dens eksistens.

Kommisionen finder, at Christian Hesthaven måtte være bevidst om risikoen for, at Folketinget modtog urigtige eller ufyldestgørende svar i en væsentlig sag.

Kommisionen finder, at Christian Hesthaven måtte være bevidst om risikoen for, at Folketinget modtog urigtige eller ufyldestgørende svar i en væsentlig sag.

Jens Dresling
Som Information tidligere har beskrevet, fik Folketinget ikke retvisende oplysninger om omstændighederne omkring mailen. Det kunne politikerne ellers tilsyneladende have fået, hvis Christian Hesthaven ikke havde afvist at lytte til Lykke Sørensens forklaring og havde indarbejdet den i svaret til Folketinget.

For kommissionen rejser det spørgsmålet, om man må holde sig i bevidst uvidenhed, når det gælder om at oplyse Folketinget. Det mener kommissionen ikke, at en embedsmand kan. Og den finder, at Christian Hesthaven måtte være bevidst om risikoen for, at Folketinget modtog urigtige eller ufyldestgørende svar i en væsentlig sag.

Alt i alt finder kommissionen dog ikke, at forholdet kan tilregnes Christian Hesthaven forsætligt, men alene som »groft uagtsomt«, og at der næppe er et fuldt tilstrækkeligt grundlag for, at det bør give anledning til disciplinærforfølgning.

Hvad med Støjberg?

Et centralt spørgsmål i sagen er nu, hvor sidste del af Instrukskommissionens beretning efterlader Inger Støjberg. Vil vurderingerne fra kommissionen styrke eller svække den forhenværende udlændinge- og integrationsministers forsvar i Rigsretten?

De fleste er i dag enige om, at en instruks om at adskille samtlige asylpar var ulovlig. Der er også nogenlunde enighed om, at den praksis, Udlændingestyrelsen indledte over for parrene, i mange tilfælde var ulovlig.

Men i hvor høj grad var det Inger Støjbergs skyld, og i hvor høj grad var det embedsmændenes? Det siger sig selv, at hvis hun kan pege i retning af sit tidligere embedsværk, så er det en fordel for hende.

Som beskrevet er Instrukskommissionen tilbage i december sidste år kommet med en række ganske håndfaste konklusioner om Inger Støjbergs rolle. Men med sidste del af Instrukskommissionens beretning i hånden vil Inger Støjberg og hendes advokater formentlig pege på, at den forhenværende minister er blevet tilladt for stor en del af ansvaret for ulovlighederne.

Flere embedsmænd tæt på ministeren bliver jo kritiseret for at have ageret for passivt og ikke i i højere grad at have sagt fra over for den ulovlige praksis, efter den blev anlagt. For på den baggrund kan man argumentere for, at Inger Støjberg som minister ikke fik klare nok signaler fra sit embedsværk om, at der var sat gang i en ulovlig administration. Og at hun derfor måtte antage, at alt var i den skønneste orden.

Kommissionen er tilsyneladende opmærksom på, at kritikken af embedsmændene vil blive brugt til at argumentere for Inger Støjbergs uskyld. Et sted i den nye del af beretningen skriver den således, at den »finder anledning til at bemærke«, at Inger Støjberg under alle omstændigheder »flere gange forud for udsendelsen af pressemeddelelsen den 10. februar 2016 blev rådgivet om, at der skulle være mulighed for undtagelser i konkrete tilfælde, og at en ordning uden undtagelsesmuligheder ikke var lovlig«. Og alligevel udtrykte hun altså ifølge kommissionen ønske om en undtagelsesfri praksis.

Embedsmændenes svar på kritikken

Line Skytte Mørk Hansens bisidder, Thomas Ryhl, afviser i et høringssvar, at hans klient har medvirket til ulovlige handlinger. Han er utilfreds med, at kommissionen har tilsidesat Line Skytte Mørk Hansens forklaringer om indholdet af de telefonsamtaler, hun havde med styrelsen den 10. februar. Hun er uddannet jurist og vidste derfor, at en instruks om at iværksætte en klar ulovlig ordning i sig selv ville udgøre en ulovlig handling.

»Det kunne hun aldrig drømme om at medvirke til som også forklaret for kommissionen,« skriver Thomas Ryhl. Hertil svarer kommissionen, at der ikke er »nogen rimelig tvivl om kommissionens bevisresultater på dette punkt.«

 

Lykke Sørensens bisidder, Søren Juhl, kritiserer kommissionen for at »mangle indsigt i og forståelse for de arbejdsvilkår, adfærdsnormer og handlepligter, der i praksis gælder, og må gælde, i det departementale, hierarkiske og funktionsopdelte system i Danmark.«

Søren Juhl og hans klient er på »afgørende punkter« uenige i kommissionens bevisbedømmelse, men anser det som »formåls- og udsigtsløst« at få kommissionen til at ændre opfattelse.

 

Jesper Goris bisidder, Eddie Khawaja, kritiserer også, at kommissionens ansvarsvurderinger ikke i tilstrækkelig grad inddrager »de arbejdsvilkår, adfærdsnormer og handlepligter, der i praksis gælder for kontorchefer ansat i et departement«. Hertil svarer kommissionen, at adfærdsnormer »gerne skulle reflektere de pligter, der gælder for embedsværket.«

Eddie Khawaja finder det desuden for »vidtgående«, at hans klient skulle gøre sig forvaltningsretlige overvejelser om hjemmelsgrundlaget for adskillelsen, når ministeriet i dag fortsat mener, at der var hjemmel. Kommissionen anfører som svar, at hans klient alligevel burde have gjort sig sådanne overvejelser.

 

Lene Vejrums bisidder, Morten Samuelsson, kritiserer kommissionens konklusion for at være »fjernt fra virkeligheden« og beskrive en handlemåde, som er »helt uforenelig« med hans klients person. Han kritiserer også, at det ifølge kommissionen allerede fra den 10. februar skulle have stået lysende klart for hans klient, at der var tale om en klar ulovlig ordning.

Kommissionen anfører her, at vurderingen af, om en tjenestebefaling er klart ulovlig, baserer sig på objektive forhold og således er uafhængig af den enkelte embedsmands subjektive forhold, herunder den pågældendes kendskab til retsgrundlaget.

 

Samme svar giver kommissionen til Ditte Dankerts bisidder, Lise Lauridsen. Også hun har kritiseret, at ordningen skulle være »indlysende« ulovlig. Kommissionen anfører dog også i sit svar, at de faktiske og juridiske forhold, der kan fremstå klare, når man undersøger dem bagefter »i forholdsvis god ro og mag« ikke altid kunne opfattes lige så klare, da begivenhederne fandt sted.

 

Christian Hesthavens bisidder, Pernille Backhausen, kritiserer, at kommissionens retlige standard ville medføre kommende voldsomme og uhensigtsmæssige konsekvenser, hvis embedsmænd skulle pålægges en opsøgende og dermed uoverskuelig pligt til at undersøge og kommentere tidligere ansattes opfattelser, og at det rejser principielle spørgsmål om det partipolitisk neutrale embedsværks betjening af ministeren. Dertil kommer, at heller ikke Justitsministeriet mener, at der er pligt til at viderebringe en tidligere medarbejders opfattelse i et svar.

Kommissionen fastholder, at det kan bebrejdes Pernille Backhausens klient, at han holdt sig bevidst uvidende om tilgængelige oplysninger af mulig væsentlig betydning for et svar til Folketinget. Kommissionen deler ikke hans opfattelse af, at Justitsministeriet har ydet en rådgivning, der har forholdt sig hertil.

 

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Ja det er noget rod.
Men bør Folketinget ikke få opsat nogle helt klare retningslinjer hvad en embedsmand må og ikke må - og uden at skulle frygte for en fyring , hvis denne nægter at følge en minister ud over kanten.

Poul Søren Kjærsgaard, Stella Nielsen, Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Inge Lehmann, peter juhl petersen, Hans Larsen, Bjarne Andersen, Alvin Jensen, Christian Mondrup, Ole Frank, erik pedersen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den 'uafhængige' Udlændingestyrelse, som Tesfaye kalder den.

Poul Søren Kjærsgaard, Mogens Holme, ingemaje lange, Carsten Wienholtz, Carsten Nørgaard, Inge Lehmann, peter juhl petersen, Ivan Mortensen, Freddie Vindberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Alvin Jensen, Christian Mondrup, Troels Ken Pedersen, Ole Frank og erik pedersen anbefalede denne kommentar

De liberale regeringer i 00erne - først med AFR og siden med LLR ved roret, og den den siden kom efter HTS regeringen(tomhedens regering - "der kommer en god regering i morgen").

De liberale regeringer som nævnt var ekstremt dygtige til at køre tingene af sporet, med deres maniskhed overfor at bevise hvor usandsynlig dygtige de var til at administrere Danmark, - men det lykkedes om bekendt ikke, først kom krisen i 2008 hvor AFR selv havde skabt den danske del af den økonomiske ulykke, som sidenhen blev afløst af Kristians Jensens elendige job som skatteminister - hvor han og venstre ødelagde skat noget så eftertrykkeligt.

Selv fremmedpolitikken sit helt eget røde skær med Inger Hansen ved roret og som kagebager - med særlige udvalgte "snitter" til de fremmede, hvoraf en del fortsat hænger ved, som elendig lovgivning.

Ib Christensen, Inge Lehmann, Torben Bruhn Andersen, peter juhl petersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Behage magten/minister/topembedsmænd. - fremfor loven.

Det er typisk/udbredt Djøf-adfærd., specielt blandt jurister i København. herunder i især i Justitsministeriet og Skatteministeriet.

Også i juridisk uafhængige enheder, der har til opgave at sikre lovmæssig forvaltning.

I hvert fald når de første lovbrud er begået, så hellere dække over lovbrud end bringe lovbrudene til ophør og tage ansvar for lovbrudene.

Hellere tryne de forurettede borgere end tage ansvar for klare lovbrud. til skade for borgerne.

Når borgernes ret er magthavernes uret, får borgerne et problem.

Dette viser fakta på fakta desværre.

Poul Søren Kjærsgaard, Carsten Wienholtz, Inge Lehmann, Jens Erik Starup, Kim Houmøller og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

På udlændingeområdet har man måtte ryste posen mange gange. Ministeriet er blevet opdelt og rykket rundt, og styrelserne ha fået nye navne osv. Og det har der været mange grunde til.

En grund er de mange skandaler på området. Tamilsag, Statsløsesagen og nu Instrukssagen. Vi har vel ikke et området i staten, der har kastet så mange kvajebajere af sig som udlændingeområdet. Og har så mange syndere. Tænk en mand som Claes Nilas, involveret i to skandalesager angående flygtninge og indvandrere: Både Tamilsagen og Statsløse-sagen. Hvad gør man med sådan en mand? Hjemsendt, for senere at blive kommitteret i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, og senere direktør i lige hjemmestrikkede Hjemrejsestyrelsen.

En anden grund er hvem vil arbejde med modbydeligheder, og hvad skal vi kalde modbydelighederne. Udlændingestyrelsen har tidligere heddet Direktoratet for Udlændinge, Fremmedpolitiet og tidligere også Udlændingestyrelsen, men efter en række uheldige sager ændrede daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj navnet til Udlændingeservice i 2007, hvilket jo var totalt nysprog idet styrelsen blandt andet nægter udlændinge fast ophold i Danmark.

Jo, udlændingeområdet i Danmark er blandt andet en skraldespand for kvajhoveder.

Poul Søren Kjærsgaard, Stella Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar

"Men bør Folketinget ikke få opsat nogle helt klare retningslinjer hvad en embedsmand må og ikke må - og uden at skulle frygte for en fyring , hvis denne nægter at følge en minister ud over kanten."

I og med at Folketinget består af lovgivere, som for en stor part er ivrige efter også at være lovudøvere, har Folketingsmedlemmerne generelt meget lav interesse i at begrænse ministres muligheder for at bruge embedsmændene som deres eget private sekretariat. Husk på at store dele af vore forvaltninger idag kaldes koncerner (et udtryk hentet fra den private forretningsverden).

Stella Nielsen, Carsten Wienholtz, Inge Lehmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Hansen

“Embedsmandsproblematikken” handler i mine øjne hverken om bestemte faggrupper, brugen af konsulenter eller særlige rådgivere (spindoktorer), rekruttering, eller rykken rundt på ministerportfolier. Skellet er snarere internt i embedsværket (blandt DJØF’erne), nærmere bestemt mellem topembedsværket og de “menige” embedsfolk. Det er faktisk usædvanligt - og i min optik glædeligt - at der faktisk bliver sat kritisk fokus på topembedsværkets OG ministerens rolle.

Det har ellers været en skavank ved det danske embedssystem, at ansvaret reelt kan “forsvinde” et sted mellem minister og toppen af embedsværket og at evt. konsekvenser hovedsageligt rammer det lavest mulige niveau (som eks. “Svend” i moms-sagen).

Dette strukturelle problem blev tydeligt fremhævet i Jesper Tynells fremragende bog “Mørkelygten” og klart understreget, da DJØF kort efter udgivelsen holdt et stort og totalt fyldt arrangement for sine medlemmer i Bethesda i København.

Ingen af de inviterede “ping’er” fra DJØF (professorer, ledere fra DJØF selv, tidligere topembedsfolk, og en tidligere minister) mente at der var nogen som helst problemer med det danske embedssystem og holdt Bo Smith-udvalgets rapport op foran sig som et skjold. Til gengæld var praktisk talt alle spørgsmål fra salen (som var stopfyldt med “menige” DJØF’ere) fuldstændigt på linje med Tynells kritik.

Stella Nielsen, Erik Fuglsang, Carsten Wienholtz og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Men Hanne Utoft netop derfor er der da nødvendigt med klare retningslinjer som embedsværket kan hive op når/hvis de presses af deres minister.

I gl. dage kunne embedsmændene godt betjene skiftende minister i forskellige regeringer samtidig med at de sørgede for at forslag og andet hold sig inden for gældende lov osv. ( Men det var også før alt den private konsulentbistand og ministerens egne ansatte folk.)
Snakken var mere om stærke departementschefer, der kunne "køre butikken" hvis ministeriet havde fået en usikker minister.

Hvis Folketinget ikke selv kan finde ud af at udforme sådanne retningslinjer så må det blive et vælger krav.

Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel og Per Christensen anbefalede denne kommentar
Anders Wolf Pedersen

Jeg synes, Information går over stregen ved at vise billeder af de kritiserede embedsmænd m/k, billederne har ingen relevans for historien.
De omtalte personer har ikke modtaget nogen dom eller ansættelses-retslige sanktioner. Lad dem have deres private tilværelse i fred uden at skulle genkendes på gader og stræder.
.

Ole Chemnitz Larsen

Inge Støjberg er rent retligt en skolepige

Sammenlignet med andre ministers lovbrud

Fordi Støjbergs potentielle lovbrud kun drejer sig procedure.

Mens andre ministre så bag afgørelser, der i deres indhold er ulovlige til skade for de krænkede borgere-

En forskel, der også klart fremgår af strafferammerne i Straffelovens Kap. 16.

Derfor er der heller ikke lighed for Ministeransvarlighedsloven.

"Men Hanne Utoft netop derfor er der da nødvendigt med klare retningslinjer som embedsværket kan hive op når/hvis de presses af deres minister."

Noget sådant ville være symptombehandling; der er behov for lovgivning/regulering, som sikrer at lovgivere ikke også kan være udøvere - således at magtens tredeling bliver reel.