Instrukskommissionen uddeler hårde hug til embedsværket for grove pligtforsømmelser

Lyt til Anton Geist og Ulrik Dahlin diskutere Instrukskommissionens beretning i podcasten Støjbergs instruks.

Da Instrukskommissionen mandag afgav sidste del af sin beretning, kom den endnu en gang med en række hårde og kontante vurderinger.

Kommissionen talte i sin delberetning fra december med så store bogstaver, at det fik Folketinget til at anklage Inger Støjberg ved rigsretten. Og nu vurderer kommissionsmedlemmerne med landsdommer Peter Mørk Thomsen i spidsen, at det offentlige kan drage fem ledende embedsmænd fra Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Udlændingestyrelsen til ansvar.

Hos de danske udlændingemyndigheder må konklusionerne fra kommissionen give anledning til en vis panderynken. Måske endda overvejelser om, hvorvidt de som myndigheder er i stand til at sikre en lovlig og ordentlig forvaltning.

For en ganske betydelig del af cheflaget i både ministeriet og styrelsen har altså ifølge kommissionen gjort sig skyldig i grove pligtforsømmelser. Også den fungerende departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet får alvorlig kritik.

Og der er grund til at antage, at også andre embedsmænd, der indtog ledende poster i ministeriet og styrelsen, kunne være blevet mødt med kritik, hvis ikke de var fratrådt tjeneste i den offentlige forvaltning og dermed så at sige var sluppet af krogen. Kommissionen bemærker således, at den ikke har »foretaget nogen ansvarsvurdering i forhold til forhenværende departementschef Uffe Toudal Pedersen, forhenværende særlig rådgiver Mark Thorsen og forhenværende direktør (i Udlændingestyrelsen, red.) Henrik Grunnet.«

Ingen barnebrude!

Men først skal vi lige have baggrunden på plads:

Den 10. februar 2016 udsendte Inger Støjbergs ministerium en pressemeddelelse, der tilkendegav at alle unge par, hvor den ene part var over 18, skulle adskilles, hvis de var indkvarteret sammen på et dansk asylcenter. Ministeren ville, som hun tilkendegav, ikke acceptere »barnebrude«.

På forhånd var Inger Støjberg blevet advaret af sine embedsmænd om, at det ville være ulovligt at skille alle par uden undtagelser. Alligevel insisterede hun på at skrive i pressemeddelelsen, at »ingen« af parrene måtte blive sammen, og at det også gjaldt, selv om parrene havde børn.

Selv har Inger Støjberg i Instrukskommissionen forklaret, at pressemeddelelsen var skarpt skåret, fordi det var et stykke politisk kommunikation. Men hun insisterede på, at hun var blevet overbevist af sine embedsmænd om, at det var nødvendigt at åbne for, at nogle af parrene alligevel kunne få lov til at blive sammen.

Derfor havde hun ifølge sin forklaring godkendt et notat, der gjorde klart, at der kunne gøres undtagelser til reglen om at adskille parrene. Dén forklaring blev imidlertid totalt afvist, da Instrukskommissionen før jul afgav første del af sin beretning.

Kommissionen vurderede, at hun udtrykte og fastholdt et ønske om en undtagelsesfri ordning, selv om hun var blevet gjort klart, at det ville være ulovligt. Kommissionsmedlemmerne havde ikke grundlag for at fastslå, at hun var kommet med en direkte tjenestebefaling, men de vurderede, at embedsmændene havde handlet i overensstemmelse med hendes ønske. Og at den praksisændring, der førte til den ulovlige administration, var »en direkte konsekvens af Inger Støjbergs tydeligt udtrykte ønske om en undtagelsesfri ordning«.

Notatet, som Inger Støjberg lagde så meget vægt på under sine afhøringer, mistede således ifølge kommissionen »utvivlsomt sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser – både eksternt og internt i departementet – om, at hun ville have en undtagelsesfri ordning«.

Her er kritikken af embedsmændene

Delberetningen med fokus på Inger Støjbergs rolle blev afgivet allerede i december sidste år, fordi Folketinget på baggrund af kommissionens vurderinger skulle nå at tage stilling til en eventuel rigsretssag inden en forældelsesfrist i februar i år. Men nu har Instrukskommissionen altså afsluttet sit arbejde med en vurdering af embedsmændenes rolle i sagen. Og det kan for de centrale embedsmænds vedkommende sammenfattes nogenlunde sådan her:

Line Skytte Mørk Hansen

Kraftigst kritik får tidligere afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der allerede blev fritaget for tjeneste, da kommissionens første delberetning blev offentliggjort.

Efter udsendelsen af Inger Støjbergs kategoriske pressemeddelelse den 10. februar 2016 ringede Line Skytte Mørk Hansen til Udlændingestyrelsen og bad styrelsen om at administrere i henhold til den undtagelsesfrie pressemeddelelse. Det vurderer kommissionen, selv om Line Skytte Mørk Hansen har afvist, at hun skulle have gjort sådan.

Kommissionen slår fast, at embedsværket har en klar handlepligt til at advare og sige fra, hvis en minister træffer en klar ulovlig beslutning. Og i og med at Inger Støjbergs pressemeddelelse lagde op til en klar ulovlig ordning, indtrådte handlepligten for embedsmændene.

Line Skytte Mørk Hansen handlede i stedet »i strid med de pligter, der gælder for embedsværket« ved i en eller to telefonsamtaler aktivt at have instrueret Udlændingestyrelsen i at iværksætte en administration, som hun måtte have indset var ulovlig. I stedet burde hun have advaret sin departementschef, have sagt klart fra og tilmed have forsøgt at forhindre, at den ulovlige beslutning blev efterlevet.

Dermed er Line Skytte Mørk Hansens tilsidesættelse af sine pligter »af en betydende grovhed, og der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar«, skriver kommissionen.

At tilsidesættelsen regnes for betydelig, forklarer kommissionen blandt andet med, at Line Skytte Mørk Hansen deltog aktivt i at igangsætte en ulovlig administration, der indebar »intensive indgreb i en sårbar persongruppes grundlæggende rettigheder«.

Lykke Sørensen

Den anden afdelingschef i sagskomplekset, Lykke Sørensen, blev af Inger Støjberg beskyldt for at »elske børnebrude«, da hun som ministeriets kronjurist mundtligt advarede ministeren mod en undtagelsesfri ordning på et møde for de øverste chefer forud for udsendelsen af pressemeddelelsen.

Alligevel får hun kritik for, at hendes rådgivning af ministeren i forløbet op til den 10. februar 2016 ikke har været »tilstrækkelig«, fordi Inger Støjberg blev bibragt en opfattelse af, at de unge par kunne adskilles i et videre omfang, end der var retligt grundlag for.

Men netop Lykke Sørensen gjorde dog også en indsats for at advare ministeren om, at en undtagelsesfri ordning ikke ville være lovlig, vurderer kommissionen. Samlet set når den derfor frem til, at der ikke er grundlag for at pålægge Lykke Sørensen et disciplinært ansvar for rådgivningen af ministeren.

Men det er der til gengæld i forhold til ordningens igangsættelse og administration. Her kritiserer kommissionen Lykke Sørensen for at have forsømt sine pligter ved at forholde sig for passivt i de tre uger efter udsendelsen af pressemeddelelsen, hvor langt de fleste unge par blev adskilt.

I stedet kunne hun ifølge kommissionen blandt andet have inddraget Udlændingestyrelsen ved at indkalde dem til et møde. Hun kunne formelt have inddraget Justitsministeriet. Eller i sidste ende kunne hun have rettet henvendelse til Statsministeriet.

En formildende omstændighed er, at Lykke Sørensen var klar i mælet i sine mundtlige advarsler af ministeren, og at hun i marts 2016 tilkendegav over for Udlændingestyrelsen, at der kunne være undtagelser til reglen om at adskille parrene. Samlet set finder kommissionen dog, at hendes tilsidesættelse af sine tjenestelige pligter er af en »sådan karakter og grovhed«, at der er grundlag for, at det offentlige kan søge at drage hende til ansvar

Desuden vurderer kommissionen, at Lykke Sørensen i forhold til en række svar og redegørelser til Ombudsmanden har tilsidesat sandhedspligten. Tilsidesættelsen er af en sådan grovhed, at der ifølge kommissionen er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar.

Jesper Gori

Kontorchef Jesper Gori fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fungerede langt hen ad vejen som en slags forbindelsesled til Udlændingestyrelsen.

Ligesom Lykke Sørensen får han kritik for, at hans rådgivning af Inger Støjberg ikke var fyldestgørende. Og han får ligeledes kritik for passivitet i ugerne efter udsendelsen af pressemeddelelsen.

Samlet set finder kommissionen dog ikke, at der er grundlag for at pålægge Jesper Gori et ansvar i den forbindelse. Kommissionen peger således på en række formildende forhold, som må tillægges »betydelig vægt«. Dels forsøgte Jesper Gori to gange at få den ulovlige tilstand bragt til ophør. Dels fastholdt han to gange direkte over for ministeren, at der skulle være muligheder for undtagelser.

Tillige har kommissionen lagt betydelig vægt på, at Jesper Gori undervejs i forløbet adskillige gange rådførte sig med Lykke Sørensen, som betryggede ham i, at han havde gjort det fornødne for at sikre en lovlig administration.

Samlet set vurderer kommissionen derfor, at hans tilsidesættelse af sine pligter »næppe« kan sige at være af en sådan grovhed«, at der er »et fuldt tilstrækkeligt grundlag« for at søge at drage ham til ansvar for dette spørgsmål.

Det er der til gengæld, når det drejer sig om Jesper Goris ansvar i forhold til sandhedspligten i en række af de svar og redegørelser, som Folketinget og Ombudsmanden har fået. Også for den tidligere kontorchef er tilsidesættelsen ifølge kommissionen af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar.

Lene Vejrum

Som fungerende vicedirektør i udlændingestyrelsen havde Lene Vejrum et ganske stort ansvar, ikke mindst fordi styrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, stod over for en forflyttelse. Det var hende, som Line Skytte Mørk Hansen ifølge kommissionen ringede til om eftermiddagen den 10. februar og pålagde at administrere efter pressemeddelelsen. Men instruksen fra departementet var klart ulovlig, og derfor ophørte Lene Vejrums individuelle lydighedspligt. I stedet havde hun pligt til at sige fra.

Men det gjorde hun ikke. Kommissionen lægger til grund, at Lene Vejrum ikke advarede sine overordnede eller sagde klart fra. Derimod iværksatte styrelsen på baggrund af instruksen en ulovlig administration, og den undlod også efterfølgende at bringe den ulovlige tilstand til ophør hurtigst muligt.

Kommissionen anerkender, at Lene Vejrum var sat i en »særdeles vanskelig situation«, fordi presset fra departementet var stort. Den anerkender også, at medarbejdere i styrelsen i anden halvdel af februar og begyndelsen af marts udfoldede visse bestræbelser på at finde og forelægge fem sager om asylpar for at få ministeriet til at ændre instruksen. Og det førte faktisk til det ønskede resultat.

Men alle disse bestræbelser var ifølge kommissionen »helt utilstrækkelige i forhold til det, der var påkrævet i situationen, hvor styrelsen samtidig iværksatte adskillelserne i de øvrige sager.« På den baggrund vurderer kommissionen, at Line Vejrums forseelser er af en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Det samme er tilfældet i forhold til sandhedspligten i svar og redegørelser til Folketinget og Ombudsmanden, hvor Lene Vejrum ifølge kommissionen deltog i at tegne et »vildledende billede af administrationen af ordningen«.

Ditte Dankert

Kontorchef Ditte Dankert var chef for det kontor, som stod for håndteringen af adskillelsen af de unge asylpar. Også i hendes tilfælde vurderer kommissionen, at tilsidesættelsen af tjenestepligterne har en sådan karakter og grovhed, at der er grundlag for at søge hende draget til ansvar.

Hun burde have sagt klart fra og advaret sine chefer om, at ordningen var ulovlig, og på linje med styrelsens vicedirektør får Ditte Dankert også kritik for at have undladt at bringe den ulovlige tilstand til ophør. Kommissionen bemærker dog, at Ditte Dankert løbende drøftede håndteringen med sin overordnede, og at hun på grund af sin ferie ikke var direkte involveret i administrationen i den første meget afgørende fase af forløbet.

Tilsvarende finder kommissionen også, at der er grundlag for at søge at drage Ditte Dankert til ansvar for at have tilsidesat sin sandhedspligt i forhold til udarbejdelsen af svar til Folketinget og redegørelser til Ombudsmanden.

Christian Hesthaven

Kommissionen kritiserer også Udlændinge- og Integrationsministeriets nuværende departementschef, Christian Hesthaven. Han tiltrådte i november 2017, altså længe før den centrale del af sagen, og hans rolle bliver alene behandlet i beretningen på grund af hans involvering i nogle svar til Folketinget.

Departementschefen får kritik for at have »lukket ned«, da afdelingschef Lykke Sørensen i en telefonsamtale i foråret 2019 ville redegøre for de nærmere omstændigheder i forbindelse med en central mail. Mailen var sendt af Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, og Folketinget havde stillet spørgsmål til den, efter Information havde afsløret dens eksistens.

Som Information tidligere har beskrevet, fik Folketinget ikke retvisende oplysninger om omstændighederne omkring mailen. Det kunne politikerne ellers tilsyneladende have fået, hvis Christian Hesthaven ikke havde afvist at lytte til Lykke Sørensens forklaring og havde indarbejdet den i svaret til Folketinget.

For kommissionen rejser det spørgsmålet, om man må holde sig i bevidst uvidenhed, når det gælder om at oplyse Folketinget. Det mener kommissionen ikke, at en embedsmand kan. Og den finder, at Christian Hesthaven måtte være bevidst om risikoen for, at Folketinget modtog urigtige eller ufyldestgørende svar i en væsentlig sag.

Alt i alt finder kommissionen dog ikke, at forholdet kan tilregnes Christian Hesthaven forsætligt, men alene som »groft uagtsomt«, og at der næppe er et fuldt tilstrækkeligt grundlag for, at det bør give anledning til disciplinærforfølgning.

Hvad med Støjberg?

Et centralt spørgsmål i sagen er nu, hvor sidste del af Instrukskommissionens beretning efterlader Inger Støjberg. Vil vurderingerne fra kommissionen styrke eller svække den forhenværende udlændinge- og integrationsministers forsvar i Rigsretten?

De fleste er i dag enige om, at en instruks om at adskille samtlige asylpar var ulovlig. Der er også nogenlunde enighed om, at den praksis, Udlændingestyrelsen indledte over for parrene, i mange tilfælde var ulovlig.

Men i hvor høj grad var det Inger Støjbergs skyld, og i hvor høj grad var det embedsmændenes? Det siger sig selv, at hvis hun kan pege i retning af sit tidligere embedsværk, så er det en fordel for hende.

Som beskrevet er Instrukskommissionen tilbage i december sidste år kommet med en række ganske håndfaste konklusioner om Inger Støjbergs rolle. Men med sidste del af Instrukskommissionens beretning i hånden vil Inger Støjberg og hendes advokater formentlig pege på, at den forhenværende minister er blevet tilladt for stor en del af ansvaret for ulovlighederne.

Flere embedsmænd tæt på ministeren bliver jo kritiseret for at have ageret for passivt og ikke i i højere grad at have sagt fra over for den ulovlige praksis, efter den blev anlagt. For på den baggrund kan man argumentere for, at Inger Støjberg som minister ikke fik klare nok signaler fra sit embedsværk om, at der var sat gang i en ulovlig administration. Og at hun derfor måtte antage, at alt var i den skønneste orden.

Kommissionen er tilsyneladende opmærksom på, at kritikken af embedsmændene vil blive brugt til at argumentere for Inger Støjbergs uskyld. Et sted i den nye del af beretningen skriver den således, at den »finder anledning til at bemærke«, at Inger Støjberg under alle omstændigheder »flere gange forud for udsendelsen af pressemeddelelsen den 10. februar 2016 blev rådgivet om, at der skulle være mulighed for undtagelser i konkrete tilfælde, og at en ordning uden undtagelsesmuligheder ikke var lovlig«. Og alligevel udtrykte hun altså ifølge kommissionen ønske om en undtagelsesfri praksis.