Den danske vaccine
Læsetid: 4 min.

Kritik af Heunicke: Gav forkerte oplysninger til Folketinget i sag om støtte til dansk coronavaccine

Over for Folketinget har sundhedsministeren forklaret, at der ikke blev indgået en aftale om køb og støtte til dansk vaccine, fordi EU-regler forhindrede det. Men det var ifølge ministeriets egen forklaring forkert, og det vækker kritik fra flere partier. Sundhedsministeriet afviser, at der er tale om misinformation
Sundhedsminister Martin Heunicke har til Folketinget forklaret, at der ikke blev indgået en aftale om køb og støtte til dansk vaccine, fordi EU-regler forhindrede det. Ifølge ministeriets egen forklaring var det forkert, og det vækker kritik fra flere partier.

Sundhedsminister Martin Heunicke har til Folketinget forklaret, at der ikke blev indgået en aftale om køb og støtte til dansk vaccine, fordi EU-regler forhindrede det. Ifølge ministeriets egen forklaring var det forkert, og det vækker kritik fra flere partier.

Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Indland
13. april 2021

Sundhedsminister Magnus Heunicke får nu kritik for at give Folketinget forkerte oplysninger om årsagen til den udeblevne aftale om den danske AdaptVac-vaccine, da han i midten af marts skulle forklare sig i en forespørgselsdebat om vacciner.

Ministeren blev spurgt, hvorfor Sundhedsministeriet ikke indgik en aftale om køb af og støtte til Adapt-vaccinen sidste sommer, efter at Lægemiddelstyrelsen havde holdt møde med KU-forskerne bag. Og i sit svar henviste Magnus Heunicke til, at AdaptVac den 21. juli 2020 havde indgået en aftale med Bavarian Nordic, som ifølge ham »var i forhandlinger med EU«.

»Og der er nogle regler, der hedder, at man kan ikke som regering gå ind og snyde ind foran de forhandlinger med EU,« sagde han.

Men det er ifølge Sundhedsministeriet selv forkert. Ministeriet har over for Information erkendt, at der ikke har været »egentlige juridiske hindringer i vejen« for en national aftale. Det skete efter, at EU-Kommissionen havde oplyst til Information, at et forbud mod sideløbende nationale forhandlinger »aldrig var tilfældet« for Bavarian Nordic.

På et opfølgende spørgsmål om sagen i folketingssalen læste Magnus Heunicke direkte op fra rådgivning fra Lægemiddelstyrelsen, som siden er blevet undsagt både af hans eget ministerium og af EU-Kommissionen.

Magnus Heunicke oplyste desuden Folketinget, at man i september bad om en »fornyet indstilling fra Lægemiddelstyrelsen«.

»Den var, at der var ikke en anbefaling om at gå ind og lave støtte til den konkrete produktion,« sagde han.

Men også den påstand er tvivlsom. I hvert fald ifølge Lægemiddelstyrelsens svar til Information.

Den anbefaling fra september, Heunicke henviste til, lød ifølge Lægemiddelstyrelsen, at »Danmark støttede EU’s fælles indkøbsstrategi«, og at »der på dette tidspunkt ikke var behov for at sætte en økonomisk ramme for vaccineindkøb ud over EU-sporet«.

Men som Information skrev mandag, handlede anbefalingen i september ikke konkret om AdaptVac-vaccinen. Den handlede om EU’s indkøbsaftale. Og Lægemiddelstyrelsen oplyser selv til Information, at styrelsen dermed ikke har »frarådet (med)finansiering af en national vaccine, herunder AdaptVac«.

’Dybt problematisk’

Ministerens fejlagtige oplysninger møder kritik fra flere partier. 

Enhedslistens coronaordfører Peder Hvelplund finder det »dybt utilfredsstillende«. Partiet har kaldt Magnus Heunicke i samråd i sagen.

»Det er jo beskæmmende, når vi som støtteparti har rejst diskussion om national vaccinestøtte for regeringen allerede i marts sidste år. Vi har hele tiden hørt, at man vender hver en sten, men det er jo helt åbenlyst, at det ikke er sket. Vi bliver ikke inddraget undervejs, og nu bliver vi affejet med fejlagtige svar. Det er da et politisk svigt,« siger Peder Hvelplund.

Liselott Blixt, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti, mener, at Magnus Heunicke har et »kæmpestort ansvar« i forløbet.

»Derfor er det dybt problematisk, at ministeren på den måde henholder sig til et forkert udsagn. Det bør han få rettet op på,« siger hun. 

Også Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, hæfter sig ved, at Magnus Heunicke fejloplyste Folketinget ved vaccinedebatten i marts.

»Sundhedsministeren har ansvaret for at tale sandt i folketingssalen. Men inden det vælter ned med mistillidsvota til regeringen, vil jeg lige have mulighed for at komme til bunds i, hvad i alverden der er foregået i denne her sag,« siger han.

Skiftende forklaringer

Magnus Heunickes svar til Folketinget kommer oven på skiftende forklaringer fra Sundhedsministeriet om udebleven offentlig støtte til den danske AdaptVac-vaccine.

I juli 2020 holdt forskerne bag vaccinen et møde med Lægemiddelstyrelsen, som herefter anbefalede Sundhedsministeriet at indgå en aftale om muligt køb af og støtte til vaccinekandidaten med 10 millioner euro, altså 75 millioner kroner. Men det skete aldrig.

Ministeriet oplyste først, at årsagen var, at »Danmark på daværende tidspunkt henholdt sig til den indkøbsstrategi, som blev lagt i EU«.

Men på et opfølgende spørgsmål om, hvad Lægemiddelstyrelsens anbefaling var tilbage i juli 2020, ændrede Sundhedsministeriet pludselig forklaring. Nu oplyste ministeriet, at »vinduet for en national aftale med AdaptVac var lukket«, efter firmaet havde indgået en licensaftale med medicinalselskabet Bavarian Nordic.

Denne udlægning afviste EU-Kommissionen dog over for Information. Og efter at være blevet konfronteret med dette, korrigerede Sundhedsministeriet sin forklaring, som nu igen lød, at man sidste sommer henholdt sig til »den indkøbsstrategi, som blev lagt i EU«.

»Der var således ikke en juridisk forhindring for at indgå aftaler med AdaptVac eller Bavarian Nordic,« skrev Sundhedsministeriet til Information.

Men da Magnus Heunicke onsdag den 17. marts skulle forklare sig over for Folketinget i en forespørgselsdebat om vacciner, vendte han altså pludselig tilbage til forklaringen om, at EU-aftalen forhindrede en national aftale, som ministeriet ellers tidligere havde korrigeret over for Information. Og som altså nu viser sig at være forkert.

Ministeriet afviser

Sundhedsministeriet afviser, at Magnus Heunicke skulle have givet Folketinget forkerte oplysninger. I et skriftligt svar oplyser ministeriet, at han »henviste til den rådgivning, som Sundhedsministeriet den 20. juli fik af Lægemiddelstyrelsen, og som på daværende tidspunkt dannede baggrund for Sundhedsministeriets beslutning om ikke at gå videre med en national aftale med AdaptVac«.

»Ministeren citerede i salen ordret den skriftlige rådgivning Sundhedsministeriet fik af Lægemiddelstyrelsen den 20. juli. Derudover oplyste ministeren i salen, at han gerne ville redegøre for de juridiske specifikationer, men at en sådan redegørelse måtte følge skriftligt,« fortsætter Sundhedsministeriet. 

Sundhedsministeriet afviser også, at Magnus Heunicke skulle have fejloplyst om vaccinerådgivningen i september. 

»Lægemiddelstyrelsen fandt ikke, at der var behov for at sætte en økonomisk ramme for de vaccinetiltag, som undersøges ud over det europæiske spor, men at der ville pågå eksplorative undersøgelser af mulighed for indkøb fra mindre vaccineproducenter indtil der forelå mere data på området,« skriver ministeriet til Information.

Peder Hvelplund er »ikke enig« i ministeriets afvisning af, at sundhedsministeren skulle have givet Folketinget forkerte oplysninger om vaccinesagen.

»Jeg mener, det var fejlagtige oplysninger, der blev givet. De oplysninger, der kom frem i debatten, var ikke i overenstemmelse med det forløb, der ser ud til at have været. Ministeren henviste rigtigt nok til rådgivningen fra Lægemiddelstyrelsen, men sagde jo ikke, at den var baseret på en misforståelse af EU-aftalen,« siger han.

Magnus Heunicke har ikke ønsket at stille op til interview med Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og vi ved ale hvad den slags skal koste i følge regeringen og dens støttepartier. Bare spørg Støjberg

Niels Bøjden. Hørt.

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg må indrømme, at jeg er tilbøjelig til at give Heunicke lidt wiggleroom i den her sag. Det man jo skal huske på er, at under 'normale' forhold så havde sådan noget her jo kørt i et normalt sagsbehandlings flow.

Men under den her epidemi, der er der jo opbygget alternative administrative konstruktioner, således at alt skal ind over statsministeriet og der har været en enorm medarbejder flugt i bla. sundhedsministeriet pga. netop det arbejdspres, som de her enorme administrative konstruktioner giver.
Og når man opbygger sådan nogle konstruktioner har det med at koste på antallet af medarbejdere der så skal 'lave noget' i bunden.

Igen så peger det her på den generelle administrative forvirring, som regeringens administration af epidemien, har båret præg af.
Det rette værktøjskasse at bekæmpe en epidemi er ikke flere administrative lag og konstruktioner, men at give ressourcer til de organisationer, som har det som sin faglighed.

// Jesper

Henning Kjær

Lægemiddelstyrelsen har i juli 2020 (sommerferieperioden) givet Sundhedsministeriet fejlagtig rådgivning om deltagelse i EUs ifælles indkøbsstrategi.

Det er mildest talt uheldigt, og det skyldes snarere for lidt end for meget burokrati.

Lægemiddelstyrelsen oplyser selv til Information, at styrelsen dermed ikke har »frarådet (med)finansiering af en national vaccine, herunder AdaptVac«.
Til gengæld mente de på dette tidspunkt ikke var behov for at sætte en økonomisk ramme for vaccineindkøb ud over EU-sporet«.

Altså de mener, der ikke er brug for midler ud over EU-sporet, på den måde lukker de reelt for medfinanciering af en national vaccine, der ligger udenfor EU-sporet.

Hvorfor i alverden skal vi vente på EU i hvad som helst, hvis fx. det er muligt at producere egen vakcina?! EU er i hænder af lobbister, der vil kun én ting: berige sig og deres bagmænd på vores og alles konto. EU er færdig, tomt og kun selvopblæst men dog farlige bureaukraters lejeplads. Hvor er den uafhængig og suveræn Danmark?!

Det mest graverende er, at ministeren og regeringen ikke reagere på embedsmændenes svar, og kontakter EU for at enten at sikre at der er en aftale og finansiering på vej fra EU eller at Danmark kan gå ind og støtte de videre udvikling.

Lige fra starten har forskerne på KU, i kraft allerede igangværende forskning og forskningsresultater haft gode forudsætninger for at komme i mål med netop en langtidsholdbar vaccine, og hvis teknologi har et meget stort potentiale for at løse andre store uløste vaccine-problemer på verdensplan.

Og det er kun i kraft at disse menneskers meget store faglighed og vilje til at komme i mål, som gør at det er lykkedes at få landet en aftale Bavarian - en aftale som også får EU-kommisær Thierry Breton til at besøge Bavarian på sit i Danmark. Jeg er dybt imponeret og taknemmelig for at forskningsarbejdet ikke endte med at bliver arkiveret.

Her står vi med en vaccine, som har potentiale til at blive verdensbedste, og hvis store udfordring hele tiden har været finansieringen, ikke mindst af kliniske forsøg.

Det er og bliver et politisk ansvar.

"Udgangspunktet er, at alle er lige for loven - eller hvad?"

Så skulle Jensen og Heunicke nok for en rigsret . Hækkerup formodentlig også I ydertilfælde et par stykker mere med Frederiksen og Bødskov i prioritet.

Men en rigsret er ikke mere en konstatering af rigtigt og forkert men et ønske om at skade en politisk modstander med alle forhånden værende våben.

Og venstrefløjen gør rigsretten til dette våben