Jo mere viden, medlemmerne af Klimaborgertinget fik, jo skrappere tiltag ville de have

Da de udpegede medlemmer af Klimaborgertinget første gang skulle stemme om deres holdning til en CO2-afgift efter tingets første samling tilbage i oktober, var mere end en tredjedel ret håndfast mod afgiften.

Modstanden delte sig nogenlunde ligeligt mellem nogle, som ikke mente, at det ville være muligt at konstruere en afgift, som den ramte ensartet, og nogle, som ikke mente, at den ville blive tilstrækkelig effektiv eller overhovedet ville være acceptabel.

Men da Klimaborgertinget så et halvt år efter – helt præcist på et to timer langt udvalgsmøde torsdag eftermiddag i Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg – fremlagde deres anbefalinger, var ikke færre end 95 procent af medlemmerne blevet tilhængere af en afgift på CO2.

»Vi støtter klimaafgifter snarest muligt. Vi tror, at en afgift kan sætte skub i udviklingen af grønne alternativer. Vi ved, at det er kompliceret, og derfor skal arbejdet prioriteres nu,« som et af medlemmerne af Klimaborgertinget Ditte Nygaard formulerede det.

At så mange har skiftet holdning til nødvendigheden af et af de centrale elementer i den grønne omstilling, er ikke spor mærkeligt, mener lektor i sociologi ved Københavns Universitet, Anders Blok. Han har på nærmeste hold fulgt Klimaborgertingets proces siden nedsættelsen. Siden starten har medlemmerne været forsamlet online otte gange og været delt op i tema- og emnegrupper. Endelig er der blevet stemt om alle anbefalingerne.

Om processen siger Anders Blok:

»En række borgere, der er vant til et flimrende mediebillede af klimakrisens omfang, får serveret en bouillonterning af den bedst tilgængelige ekspertviden om klimaets tilstand. Den tilsiger, at problemerne er meget alvorlige og meget akutte. Der skal handles, og der er desuden handlingsmuligheder, som venter på at blive brugt. På den baggrund er det helt forventeligt, at der sker en klar udvikling og modning af medlemmernes holdninger undervejs.«

Ifølge Anders Blok svarer det ganske til, hvad forskningen ser, at der sker i sådanne ’minioffentligheder’ som eksempelvis Klimaborgertinget.

»Der er en ret betydelig samfundsforskning om minioffentligheder og den her længerevarende borgerinddragelse, hvor der plads til samtalen og plads til at lytte til eksperter og lære noget. Der fremgår det ret systematisk i forskningen, at der sker en læringsproces undervejs, hvorunder holdninger modnes og flyttes i retning af være mere tilbøjelig til at ønske sig kraftigere handling på de grønne dagsordener,« siger han.

Lavbundsjorde og borgerinddragelse

Også holdningerne til andre spørgsmål har under processen flyttet sig hos tingets medlemmer. Anders Blok peger eksempelvis på lavbundsjordene, som kan inddrages, så de ikke længere bruges til dyrkning.

»Det har været en opvågnen for mange i Klimaborgertinget, når det går op for dem, at her er en mulighed for at reducere CO2-udslippet, som selv om der har været talt om det i årevis, og selv om det må siges at være en af de lavthængende frugter, så er der ikke rigtigt sket noget. Det har fået medlemmerne til at mene, at nu skal der ske noget markant med de lavbundsjorde, og hvis ikke det sker ad frivillighedens vej, så er de indstillet på, at det kan være nødvendigt med en vis tvang,« siger Anders Blok.

Han peger på endnu et område, hvor Klimaborgertinget er blevet enige om en anbefaling, som de selv er kommet på, nemlig anbefalingen af mere borgerinddragelse og lokale klimaborgerting.

»Danskerne er klar til omstilling, hvis de har fået mulighed for at blive oplyst og inddraget,« sagde Britta Gernaey, medlem af Klimaborgertinget.

»Men en omstilling kræver bred folkelig opbakning, og derfor er der brug for oplysning og inddragelse, og det kan ske med lokale klimaborgerting,« sagde hun og blev suppleret af Susanne Vilhelmsen, der også er medlem af tinget:

»Vi er blevet ambassadører blandt vores naboer, og hvis der skal være flere af dem, skal der dannes lokale klimaborgerting.«

På spørgsmål fra Ida Auken (S), som ville høre, om medlemmerne mente, at danskerne var klar til at betale mere for benzinen, hvis der kom miljøafgifter til fordel for elbiler, svarede Thomas Asbjørn Thomsen fra Klimaborgertinget, at medlemmerne tror på, at folk gerne vil, hvis der er et ægte alternativ. Og som Ditte Nygaard formulerede det:

»Der er en fundamental villighed i samfundet. Hvis vi er repræsentative, så er der i hvert fald stor opbakning i befolkningen.«

Så repræsentativt er tinget

Det rejser spørgsmålet om sammensætningen af Klimaborgertinget. Det er en udbredt misforståelse, at det er sammensat af borgere, der selv har tilbudt sig – underforstået at medlemmerne måske på forhånd har været mere klar til markante klimatiltag end befolkningen som helhed.

Men sådan er Klimaborgertinget ikke sammensat. Processen har været, at Danmarks Statistik tilfældigt har udvalgt 5.000 borgere, der har fået tilbud om at tilmelde sig.

Blandt dem, der gerne vil deltage og har meldt sig, har man så sammensat et ting på 99 medlemmer samt 99 suppleanter, der bedst muligt afspejler befolkningen på kriterier som alder, køn, uddannelse, indkomst og geografi. Det fremgår således af en række grafer, der sammenligner de 99 medlemmer af tinget med befolkningen, at der på en lang række punkter er ganske stor sammenlignelighed.

Men der er også et par punkter, hvor der er en vis forskel. Eksempelvis i forhold til uddannelsesniveauet. Her er der dobbelt så mange med lange, videregående uddannelser (24 procent) end for befolkningen som helhed (12 procent). Ligeledes med andelen af borgere med grundskole eller uoplyst.

Her er andelen i befolkningen 28 procent, mens den kun er 13 procent blandt medlemmerne af Klimaborgertinget. Tilsvarende er der i forhold til indkomst markant færre medlemmer af tinget end i befolkningen, der har en indkomst på 100-200.000 kroner, mens der er præcis dobbelt så mange i tinget med en indkomst på +400.000 kroner end i befolkningen.

Hertil siger Anders Blok, at i denne sammenhæng er uddannelse vigtigere end indkomst, fordi der er en sammenhæng mellem miljøholdninger og uddannelsesniveau.

»Der er en masse forskning, der viser, at jo længere uddannelse man har, des mere bekymret er man over klima- og miljøproblemer. Så der er en substantiel sammenhæng mellem denne lille skævridning i forhold til panelets sammensætning og befolkningen som helhed, og så hvad Klimaborgertinget har fundet frem til,« siger Anders Blok, der dog mener, at det vil være »helt fejlagtigt« at påstå, at nævnets anbefalinger ikke har værdi, eller at anbefalingerne ikke kan siges at have en bredere tilslutning i befolkningen. Blandt andet fordi metoden bevirker, at alle faktisk undervejs diskuterer med folk, der er forskellige fra dem selv.

Eller som tingsmedlem Thomas Asbjørn Thomsen udtrykte sin opfattelse under fremlæggelsen i Folketinget, så har der måske været »en lille slagside« i nævnets sammensætning, fordi de alle er blevet meget klimainteresserede, men at resultatet af det seneste folketingsvalg »var et kæmpe vink med en vognstang om, hvilken vej befolkningen gerne vil.«