Ph.d. Cup
Læsetid: 6 min.

Når forældre ender i en samværssag, føler faren sig ofte snydt. Mette Bisgaard har undersøgt hvorfor

Forestillingen om, at mænd er dominerende, og kvinder er samarbejdsvillige, bliver ofte vendt på hovedet i sager om retten til samvær med børnene ved skilsmisse. Det fortæller Mette Bisgaard, der er blandt de fem finalister i Ph.d. Cup 2021
»Der er en anden magtsymmetri mellem kønnene i samværssager, fordi børnene stadig i højere grad er kvindernes domæne,« siger Mette Bisgaard.

»Der er en anden magtsymmetri mellem kønnene i samværssager, fordi børnene stadig i højere grad er kvindernes domæne,« siger Mette Bisgaard.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
27. april 2021

Fædres manglende ret til samvær med børnene ved skilsmisse er heftigt debatteret, og ifølge danskerne er det et af samfundets største ligestillingsproblemer.

Men hvordan foregår det i virkeligheden, når mor og far ikke kan blive enige om samværet med børnene og må have myndighedernes hjælp?

Det har postdoc Mette Bisgaard undersøgt i sin ph.d.-afhandling på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Som en del af et større forskningsprojekt om forskelsbehandling i samværssager har hun kigget på, hvordan mødrene og fædrene agerer både før, under og efter mødet med Familieretshuset.

Selv om halvdelen af alle par bliver skilt, så er det kun 25-30 procent af de par, der har børn, som ender i Familieretshuset, fordi de ikke kan blive enige om samværet.

»En stor andel af møderne i Familieretshuset handler jo om at få forældrene til at blive enige om en aftale, så det har stor betydning, hvordan du taler din sag, beskriver dine børn og fremstår på mødet. Og hvis fædre føler sig mindre i stand til det, så kan det også få betydning for, hvordan samværsaftalen ser ud på papiret,« siger Mette Bisgaard.

Som forvaltningsforsker har hun især blik for, at borgere i mødet med myndighederne er forskelligt stillet i forhold til at kunne tale deres sag. Og interessen for, hvordan borgerne oplever mødet med systemet, har Mette Bisgaard haft igennem hele sin studietid.

»Borgernes adfærd har også en betydning for beslutningsprocessen, så forvaltning handler altså ikke kun om, hvordan personalet i det offentlige træffer beslutninger, men også hvad der sker i mødet mellem det offentlige og borgeren,« siger hun.

Anders Rye Skjoldjensen

50 møder

For at dykke ned i, hvordan forældre i samværssager møder det offentlige, har Mette Bisgaard været med til 50 møder mellem skilsmisseforældre i forskellige familieretshuse i hele landet.

Selv om mødet for mange er en ubehagelig affære, fordi forældrene er nervøse for udfaldet og for at møde eksen, som de ofte ikke ses eller er på talefod med, så har Mette Bisgaard ikke haft svært ved at finde forældre, der ville lade hende være med.

»Mødet i Familieretshuset betyder meget for forældrene, fordi det kan få stor betydning for, hvor meget de fremover må se deres børn, så det er også et indblik i forældrenes indre verden, og det var en helt ny verden for mig,« siger den 31-årige forsker, der ikke selv er skilsmissebarn eller har oplevet konfliktfyldte skilsmisser i sin omgangskreds.

Ud over observationer fra møderne mellem sagsbehandlere og forældre har Mette Bisgaard også interviewet forældrene efter mødet og lavet flere spørgeskemaundersøgelser med forældrene. Hendes undersøgelser viser blandt andet, at fædrene forbereder sig mindre til møderne og føler sig mindre sikre i deres sag inden møderne, end mødrene gør.

For at kunne undersøge forældrenes tro på egne evner til at begå sig i systemet har Mette Bisgaard udviklet et nyt teoretisk begreb. Bureaucratic self-efficacy kalder hun det.

»Jeg havde brug for et mere specifikt begreb, der kunne måle forældrenes tro på egne evner i forhold til at påvirke beslutningsprocessen i mødet med det offentlige. I det familieretlige system har mødrene højere tro på egne evner end fædrene, mens den i andre sammenhænge kan være lavere. Det handler om konteksten. Generelt har mænd højere tiltro til egne evner, men ikke på det her område,« forklarer Mette Bisgaard.

Mette Bisgaard

Nuværende stilling: Postdoc på statskundskab, Aarhus Universitet

Yndlingsredskab: Computer, diktafon og analyseprogram

Overspringshandling: Tjekker nyheder og Instagram

Forbillede: Vibeke Lehmann Nielsen og Anne Binderkrantz, de to kvindelige professorer, jeg arbejder sammen med. Fordi det er vigtigt med kvindelige forbilleder i forskningen

Erkendelse: Hvor vigtigt det er at komme tæt på den virkelighed, man forsker i

Mødre forbereder sig mere

Før mødet i Familieretshuset forberedte forældrene sig ved at søge råd og vejledning både i deres sociale netværk, hos interesseorganisationer og advokater. Forældrene sendte information og beskrivelser af børnene og deres konflikter i familien ind til Familieretshuset inden mødet, og flere af forældrene forberedte også, hvad de ville sige under mødet, og hvordan de skulle fremstå, forklarer Mette Bisgaard:

»Forældrene er bange for, at den måde, de fremstår på, bliver koblet til deres forældreevne. Hvis de græder, frygter forældrene, at de kommer til at virke overbekymrede, og hvis de hidser sig op, frygter de, at de virker aggressive. Så rigtig mange af forældrene bruger meget energi på at sætte sig op til mødet.«

Men Mette Bisgaards undersøgelser viser også, at mødrene brugte mere tid på forberedelse af information. Særligt i forhold til, hvad de ville sige på mødet. Flere mødre forberedte forslag til løsninger, mens fædrene tog den mere med ro.

»Flere fædre fortalte, at de hellere ville tage det, som det kommer. Nogle af dem talte måske med familien eller en advokat, men der var også fædre, der slet ikke forberedte sig, og den tendens fandt jeg ikke blandt mødrene,« fortæller Mette Bisgaard.

Mødrenes domæne

Under mødet i Familieretshuset talte mændene lidt mindre end mødrene. Men når mødrene fik lidt mere taletid, skyldes det ifølge Mette Bisgaard også, at møderne er fokuserede på barnets trivsel, og det ved mødrene tit mere om, fordi de oftest er bopælsforældre og derfor ser børnene mere end fædrene.

Mødre og fædre havde dog også forskellige måder at udlægge samme sag på.

»Fædre fremhæver ofte mere positive historier, fordi de er i en position, hvor de gerne vil øge samværet, mens mødre pointerer ting, der fungerer mindre godt under samværet, fordi de gerne vil bibeholde den nuværende samværsordning eller øge den til deres fordel. Når forældrene skulle forhandle om en ny samværsordning, var mødrene ofte mere stædige og blev ved med argumentere for deres sag, mens fædre var mere villige til at give sig for at finde en løsning,« siger Mette Bisgaard.

Rollerne er altså groft sagt byttet om i forhold til, hvordan mænd typisk vil agere i andre sammenhænge. 

»Klassiske kønsstereotyper om mænd og kvinder er, at kvinder er mere samarbejdsvillige, og mænd er mere dominerende, men når jeg finder den modsatte adfærd her, så handler det om konteksten. Der er en anden magtsymmetri mellem kønnene i samværssager, fordi børnene stadig i højere grad er kvindernes domæne,« siger Mette Bisgaard.

Hun mener dog ikke, at adfærden ved møderne i Familieretshuset kun handler om køn og kønsroller, men også om den juridiske rolle som bopælsforældre, der er central i fordelingen af samværet.

Mødrene bliver i dag oftest bopælsforældre, men blandt de få fædre i Mette Bisgaards undersøgelse, som var bopælsforældre, var tendensen den samme: Her var det fædrene, der var mest dominerende og talte mest.

»Så jeg kan ikke gå ind og konkludere, at adfærden udelukkende handler om kønsforskelle, for det handler også om den magt, der er i at have den juridiske rolle som bopælsforælder, og den har mødrene oftest,« siger Mette Bisgaard og fortsætter:

»Selv om vi tænker, at vi er nået langt med ligestillingen, så viser forskningen jo, at mødre bruger en time mere på børnene om dagen og tager størstedelen af barslen, og den måde, man organiserer arbejdet i familien inden en skilsmisse, ender også ofte med at få betydning efter skilsmissen.«

Anders Rye Skjoldjensen

Ikke forskelsbehandling

Efter mødet i Familieretshuset følte fædrene sig mindre retfærdigt behandlet end mødrene. Fædrene følte, at mødrene fik mere taletid, og at der blev lyttet mere til mødrene. 

Men overordnet set finder forskerne i det samlede projekt ikke, at der er tale om nævneværdig forskelsbehandling af fædrene. Systemet vægter saglige hensyn, og hvad der er det bedste for barnet i forhold til tid tilbragt med forældrene, forklarer Mette Bisgaard:

»Vi peger på, at den her problematik handler mere om ligestilling i familien, og hvordan rollerne og ansvaret for barnet er fordelt inden og efter skilsmissen. Det er det, der bliver vægtet som saglige hensyn, når myndighederne træffer beslutninger. Når det er sagt, er det også vigtigt at tage højde for, at fædrene også skal føle sig godt behandlet i det familieretlige system,« siger Mette Bisgaard.

Under den seneste reform af skilsmisselovgivningen i 2019 blev det muligt for forældre at dele bopælsrollen, men når der er splid i familien, så træffer myndighederne ikke afgørelse om delt bopæl, da det kræver et godt forældresamarbejde, forklarer Mette Bisgaard.

Derfor er det svært at komme ud over problemet.

»Så et af de vigtigste budskaber med vores undersøgelse er, at hvis der skal være mere lighed i samværet, så kræver det mere strukturelle og kulturelle ændringer af forældreskabet og mødres og fædres roller. Når vi taler om ligestilling, så er vi også nødt til at se på begge sider. Kvinders kamp for ligestilling på arbejdsmarkedet, hænger også sammen med mændenes kamp for ligestilling i forhold til deres børn. Et sted at starte er fædres barsel, og tiden de bruger på deres børn,« siger Mette Bisgaard.

Serie

Ph.d. Cup 2021

Information sætter fokus på ny forskning, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup og kårer den ph.d.-studerende, der er bedst til at formidle sin forskning. Kåringsshowet bliver sendt på DR2 fredag den 30. april klokken 21.30.

I år er de fem finalister Mette Bisgaard fra Aarhus Universitet, Mustafa K. Topal fra Roskilde Universitet, Frederik Schaltz-Buchholzer fra Syddansk Universitet, Marie Brøns fra Danmarks Tekniske Universitet og Andreas Sommerfeldt fra Aarhus Universitet.

Ph.d Cup er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Nielsen

"Når forældre ender i en samværssag, føler faren sig ofte snydt. "

Det må jo også for mange være et chok at opdage, at den forgangne tid med børnene kan have indflydelse på de beslutninger der tages, og at det kan stille faren i en dårlig situation i samværssager.

Jeg er enig med forskerne i, at det derfor er så ekstremt vigtigt, at faren ved, at de valg, der foretages under barnets opvækst ift. primære omsorgsperson, kan få indflydelse senere. Og derfor er jeg også stor fortaler for øremærket barsel til far.

Far må jo så tage de mere strategiske briller på og tage den barsel af hensyn til en evt. fremtidig opsplitning af familien. Selvom det selvfølgelig ikke lige er det man tænke på, når alt er rosenrødt.

Inge Lehmann, Lene Timmermann, ingemaje lange, David Zennaro, Lotte Torgersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Utroligt hvis forskerne ikke inddrager betydningen af de afgørende myndigheder oftest er kvinder. Og om en mand i Familieretshuset behandler anderledes end en kvinde. Og hvilken betydning det har om de er forældre
Ellers er denne undersøgelse ikke tiden og pengene værd, men blot endnu en gang ord. .

Bjørn Høj Jakobsen, Kim Houmøller og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Jan August. Det passer så ikke. I de tilfælde hvor børnene bor hos far før mødet bliver de ved med det. Prøv at læse HELE artiklen.

Inge Lehmann, Christina Laugesen, David Zennaro og Lotte Torgersen anbefalede denne kommentar

I betragtning af kønsskævheden i bemandingen hos Familieretshuset (> 90% af sagsbehandlerne er kvinder) kan det næppe undre, at det er de kvindelige værdier og synsvinkler, der generelt bliver tillagt mest vægt, når det skal defineres, hvad der er "saglige hensyn". Det kaldes også et ubevidst bias.

Carl Chr Søndergård og Bjørn Høj Jakobsen anbefalede denne kommentar
Torben Morten Lund

Her rejses et alvorligt problem. Biologi over for ret!

Citat fra artiklen:
"Selv om halvdelen af alle par bliver skilt, så er det kun 25-30 procent af de par, der har børn, som ender i Familieretshuset, fordi de ikke kan blive enige om samværet".
Det er dog en pæn %-del, der havner i Familieretshuset, og dem, det går allermest ud over, er forældrenes egne børn, der er del i en opslidende og uansvarlig magtkamp.
Det er sørgelige forældreevner, der her udvises, ikke mindst når børnene også inddrages i magtkampen og ikke "kun" er tilskuere på sidelinjen. De børn betaler en høj og for nogle endda en meget høj pris

Christina Laugesen, Lene Timmermann, Steen K Petersen, Birgitte Simonsen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Benny Johansen

Gad vide om undersøgelsen ikke ville have haft et andet fokus og konklusion hvis den var lavet af en mand der gik ind for ligestilling på familieområdet.

Det der er skrevet er hvad hun synes ud fra hendes verdensbillede.

Mærkeligt at hun ikke kan se problemet i at afgørelsen falder ud til den dominerenes fordel i stedet for mere til den kompromisøgende og samarbejdende af de to forældre.

Ligeledes mærkeligt at der ikke er fokus på at systemets tilgang til at gøre den ene forældre til super forældre/bf og den anden til nul og niks forældre/sf, at det er konfliktskabende og -optrappende, og jeg synes man efterhånden burde have lært at konflikt ikke er barnets tarv og noget man bør undgå.

Bjørn Høj Jakobsen

At 30% henvender sig til familiehuset siger ikke noget om hvor mange mænd, der giver op på forhånd.

Christina Laugesen

@Benny Johansen, jeg er enig med dig i at konflikt bestemt ikke er barnets tarv, og nogete man selvfølgelig bør undgå. Men derudover kan jeg ikke se, hvordan artiklen er skrevet ud fra forskerens verdensbillede? Hvor ser du det? Jeg tænker, at hun registrerer, at dér hvor mor har været primær omsorgsperson forud for konflikt, der vinder mor også i højere grad gehør. På samme måde som det er tilfældet, når far er primær omsorgsperson vel? I min verden ville det bedste for et barn være, at forældrene er lige om opgaven, og at mor derfor hellere ikke har "fordel" når det kommer til konflikt. Men det kræver at far og mor begge tager del i omsorgsarbejdet på lige fod. Det synes jeg ikke, at du kommer meget ind på i din kritik af artiklen.

Anne Bashida, Rikke Nielsen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg kunne da godt være nysgerrig efter at gøre fra d'herrer, hvilke kriterier I mener, der skal lægge til grund for, at den ene forælder bliver valgt som bopælsforælder/primære omsorgsperson frem for den anden?

Jeg tænker, at vi mangler den definition fra jer, før det bliver muligt at forstå den bias I mener, der er i sagerne.

Rikke Nielsen

gøre = høre

Den primær omsorgsperson.
Det er ikke ensbetydende med, at det er den, som barnet har det bedst med. Ej heller de bedste bånd til, som vil barnet det godt med, eller er den bedste at vokse op hos.

Omsorgsperson
Men det er et dejlig ord at bruge for, at det hentyder og gør, at den ene er den gode og den anden er den dårlige, og derved allerede sætter et forkert udgangspunkt.

Det siger intet om, at du er kærlig.
- at du er god ved barnet.
- at barnet har det godt med dig.
- at barnet trives med dig eller stoler på dig
- at du vil barnet det bedste og noget om dine intentioner
Det siger ikke noget om, at du er den bedste fremadrettet for barnet.
Det eneste, som den siger, er, at du har taget dig af de fleste "pligter". ikke om hvorfor og hvilken drivkraft der har været, og hvad du vil gøre fremadrettet, OG om du vil bruge barnet som en brik i kampen om at ramme faderen eller for at få forældremyndigheden.

Eller fra faderens side (når han ikke har taget barsel osv)
At manden er plovhest, skal han ikke straffes for, og det siger ikke noget om, at der er mangel på kærlighed (tværtimod), eller hvad han er villig til at gøre. Eller det siger ikke noget om, at han IKKE har det stærkeste bånd til barnet

Ps. Jeg har nok set for mange dårlige forældre i mit liv til, at jeg vil antage, at den primære omsorgsperson er en god indikator på, at man er den rette person til at varetage barnets tarv. Specielt når vi snakke om de sager, der er kørt af sporet, og børnene er blevet gjort til en brik (fra begge sider af).

Men ellers så er det meget tydeligt, at artiklen er set fra en ideologisk synsvinkel og briller, og kønspolitisk, og derved er det svært at tage den for gode vare. Desværre, for der er ellers brug for noget belysning inden for denne problemstilling