Klimadokumentarfilm
Læsetid: 6 min.

Ny bølge af klimafilm dokumenterer det historiske momentum – og den stigende magtesløshed

En håndfuld nye klimadokumentarfilm ser nu dagens lys. Sammen fortæller de historien om de seneste års klimamanifestation og det hårde politiske arbejde for at realisere drømmene. Men de udstiller også en stigende desperation blandt aktivister verden over
Filmene viser alle en stigende desperation og radikalisering blandt aktivisterne. I filmen 'The Race to Save the World' fortæller en mor, at skulle hun blive dømt for at have blokeret et gennemkørende olietog, så ønsker hun at afsone dommen ved fængsel og ikke ved samfundstjeneste.

Filmene viser alle en stigende desperation og radikalisering blandt aktivisterne. I filmen 'The Race to Save the World' fortæller en mor, at skulle hun blive dømt for at have blokeret et gennemkørende olietog, så ønsker hun at afsone dommen ved fængsel og ikke ved samfundstjeneste.

Foto fra 'The Race to Save the World'.

Indland
22. april 2021

Det var i kølvandet på den allerførste Earth Day i 1970, at den amerikanske præsident Richard Nixon underskrev en af verdens stærkeste miljølove. Mere end 20 millioner mennesker var gået på gaderne i protest, og selv om republikaneren ikke var kendt for sine grønne visioner, var han skræmt af de folkelige masser.

Historien viser, hvordan en aktivistisk idé på kort tid kan modnes politisk og forplante sig til alle dele af samfundet, og den udvikling fra folkelig protest til politisk handling danner i dag stadig inspiration for de grønne aktivister, der i de seneste år har skabt et historisk momentum for at presse verdens magthavere til at tage større skridt i kampen mod klimaforandringer.

Netop det momentum er temaet i en række nye dokumentarfilm om klimakampen, der i disse dage ser dagens lys. Fælles for dem er, at de ikke er katastrofefilm, men fokuserer på den bevægelse, som for alvor har taget fart både globalt og herhjemme.

Hvor klimadagsordenen i årtier var kendetegnet ved, at vi havde den nødvendige viden, men ikke evnede at handle, kunne den før corona samle millioner af mennesker i aktioner og demonstrationer.

Det er nogle af de mennesker, vi følger i den amerikanske The Race To Save the World. Folk fra 15 til 72 år, der gennem civil ulydighed ofrer sig for højere idealer og risikerer ægteskaber, job, rene straffeattester, relationen til deres børn og i visse tilfælde livet selv i kampen for klimaet.

På afstand af strabadserne har en gruppe intellektuelle i filmen Solutions instrureret af Pernille Rose Grønkjær isoleret sig i New Mexicos ørken for at udtænke løsninger på tidens store problemer ved at forene tanker på tværs af vidensfelter. De når frem til, at verden hurtigere bør reducere sit CO2-udslip, og at der bør iværksættes storskalaforsøg med at suge den allerede udledte CO2 ud af atmosfæren. Det er abtrakte forslag, men forskerne er drevet af det samme som aktivisterne: af desperation og af en søgen og håb efter en bedre verden.

En tredje klimadokumentar er danske Phie Ambos film 70/30, der torsdag åbner CPH:DOX-festivalen og adskiller sig fra de to førnævnte ved også at fokusere på det politiske arbejde. Gennem en privilegeret adgang til ellers lukkede rum afdækker Phie Ambo tilblivelsen af Danmarks ambitiøse klimalov og de første politiske aftaler, der skal sikre målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Der er forud for optagelserne blevet skabt et momentum, og S-regeringen er kommet til magten på et grønt mandat, hører vi: »Det er nu, valgløfter skal blive til virkelig politik.«

Alligevel hersker der i filmene en stemning af træghed og utålmodighed. At det går for langsomt med at skabe de nødvendige forandringer, når grønne drømme skal omsættes til realpolitik og lovgivning. 

Moralsk pis

70/30 bliver det tydeligt, at klimakampen for alvor kæmpes, når parlamentariske kompromiser skal udformes på baggrund af folkestemninger og videnskabelige indspark. Men ligesom The Race to Save The World forfølger Phie Ambo også det aktivistiske spor, og sammen er de to film et interessant billede på, hvordan aktivister og politikere tænker forskelligt.

Efter at have slukket for forsyningen hos et olieselskab fortæller en amerikansk aktivist, at det var, som om han for første gang i sit liv befandt sig »på den rigtige side af historien«.

»Det føltes fantastisk,« fortæller han.

Men da en ung klimaaktivist hjemme i Danmark spørger den daværende radikale politiker Ida Auken om det samme – hvilken side af historien hun ønsker at stå på – svarer hun prompte:

»Ej, Frederik, hold nu kæft, det er noget moralsk pis. Det er effekten, jeg kigger på.«

Aktivisten vil have De Radikale til at være modstandere af ny olie- og gasjagt i Nordsøen, men Ida Auken er mere optaget af aktivistens kollega, der argumenterer for sin sag med rapporter og tal. For hun er det sted i den politiske proces, hvor der købslås. Der skal gives og tages, og i det spil er moralsk bedrevidenhed ikke meget værd. Samme logik oplever vi med en anden af filmens hovedpersoner, nemlig klimaaktivist Esther Kjeldahl, der i sminken før DR2’s Debatten sammenligner mejeriprodukter med produktion af våben.

Spørgsmålet er, hvor frugtbar den sammenligning er for opbakningen til den grønne ungdomsbevægelse. Bevægelsens krav har altid været radikale, men de har også ofte haft et fornuftens skær over sig, som befolkningen på den ene eller anden måde har kunnet spejle sig i. En klimalov, et borgerting, et stop for ny oliejagt.

Eksemplerne viser den dybe forskel på den idealistiske ’vi kan, hvis vil vil’-tilgang fra aktivisterne og den realpolitiske tilbageholdenhed og afvisning af store følelser i klimakampen, som også en grøn politiker som Ida Auken må abonnere på i det hårde arbejde for at nå klimamålene.

Magtesløshed

Filmene viser en stigende desperation og radikalisering blandt aktivisterne. Mens hun sidder ved siden af sin mand, fortæller en mor fra Seattle i The Race to Save The World, at skulle hun blive dømt for at have blokeret et gennemkørende olietog, ønsker hun at afsone dommen ved fængsel og ikke samfundstjeneste.

»Jeg føler, at det er nødvendigt. At en mor går i fængsel for at betale prisen. Det vil være mere inspirerende, og jeg føler et kald ved fængslet,« siger hun, mens ægtemanden himler med øjnene over, at hustruen hellere vil være væk fra ham og parrets teenagedatter end bruge 60 timer på at samle skrald i vejkanten.

Et andet sted risikerer en midaldrende mand op mod 21 års fængsel for at have slukket for en del af olieforsyningen i North Dakota. Han udviser i retssalen ingen anger, men bruger anledningen til at fortsætte sin kamp. Hvorfor favoriserer loven dem, der belaster klodens klimasystemer, og ikke dem, der forsøger at bremse krisen, spørger han dommeren.

Samme spørgsmål tumler forskerne med i Solutions. Harvard-professor Lawrence Lessig taler om, at regeringer verden over »måske på nær i de nordiske« er »taget til fange« af virksomheder og kapitalinteresser.

»Hvis vi skal have en fair kamp, bliver spørgsmålet om vores evne til at genvinde selvstyre virkelig kritisk,« siger han.

Måske er der syn for sagen, da Dan Jørgensen på bagsædet af sin ministerbil frustreret fortæller om det pres, han som minister er under. Uanset hvad han gør, bliver han skældt ud. Enten af dem, som mener, han gør for meget, eller af dem, som mener, han gør for lidt.

Som seer mærker man de erhvervsintersserer, der kæmper i kulissen for at undslippe hårde klimakrav – som landets største CO2-udleder, Aalborg Portland, der har truet med at flytte til udlandet og i årevis lobbyet for at holde CO2-afgifterne i ro.

En bedre verden

Fælles for alle filmenes hovedpersoner er, at de grundlæggende tror på, at en ambitiøs grøn omstilling vil gøre verden til et bedre sted.

»Vi skal ikke være bange for det,« fortæller Dan Jørgensen i 70/30. »Det er ikke kæmpestore ofre, vi skal lave. Det kan godt være, det bliver besværligt, og at nogle hellere ville være det foruden. Men jeg tror på, at vi bliver et bedre samfund af det.«

Dan Jørgensen fremstår i filmen som en modig minister, der tør træffe historiske beslutninger. Alligevel vil de unge klimaaktivister Esther Kjeldahl og Selma de Montgomery ikke anerkende regeringens mod til at afslutte udvindingen af olie og gas i Nordsøen.

For det er først, da Total som den største ansøger har trukket sig fra udbudsrunden. Da Skatteministeriet har sagt, at der ingen gevinster vil være for staten. Da videnskabelige autoriteter har blåstemplet beslutningen, og Esbjergs borgmester har tilsluttet sig ideen. Først da der absolut ingen modstand var tilbage, indfandt det politiske mod sig til at sætte en prop i Nordsøen (endda med en dør på klem for korte olietilladelser). 

Det er nemt at se forskel på filmenes tre aktører: De intellektuelle i ørkenen med deres abstrakte ideer, aktivisterne med fingrene helt nede i det konkrete, og politikerne, der skal få det hele til at mødes i lovgivning. Umiddelbart kan de virke som hinandens modsætninger, men i virkeligheden er de hinandens forudsætninger. Den oplevelse skal man se alle tre film for at få.

’70/30’ af Phie Ambo og ’Solutions’ af Pernille Rose Grønkjær kan ses på doxonline.dk fra hhv. 21. april og 22. april. ’The Race to Save the World’ kan ses i Grand Hjemmebio fra 22. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her