Genåbning
Læsetid: 7 min.

På Palæ Bar flyder fadøllen igen. I en lejlighed på Amager fortsætter onlineundervisningen

Onsdag var »en festdag«, hvor barerne, museerne og storcentrene igen blev fyldt med fadøls-, kunst- og shoppinghungrende danskere efter mange måneders nedlukning. Imens må mange elever og studerende stadig sidde hjemme. Information var med til både genåbning og onlineundervisning
»Jeg hjælper med at betale barens husleje. Altså ved at holde omsætningen oppe,« joker stamgæsten Henrik Victor Nørgaard (t.v.), som er tilbage på Palæ Bar, der har været lukket i næsten fem måneder, sammen med Jørgen Campbell (t.h.).

»Jeg hjælper med at betale barens husleje. Altså ved at holde omsætningen oppe,« joker stamgæsten Henrik Victor Nørgaard (t.v.), som er tilbage på Palæ Bar, der har været lukket i næsten fem måneder, sammen med Jørgen Campbell (t.h.).

Emilie Lærke Henriksen

Indland
22. april 2021

En flere hundrede meter lang kø af mennesker snegler sig rundt om Halmtorvet på Vesterbro. Den består af især unge, men der er også pensionister og par med barnevogne. På torvets cafeer bliver stole sat frem, og en mand fejer småsten og skrald væk, som har hobet sig op i løbet af de seneste knap fem måneders nedlukning.

»Hvad står I dog i kø til,« vil en forbipasserende ældre kvinde vide. Hun har rød tophue på, et mundbind hængende under hagen og en cigaret i munden.

»For at blive testet,« svarer en i køen.

»Det er godt nok en lang kø,« konstaterer kvinden.

»Ja, det siger du ikke. Jeg har snart stået her en time.«

Der er stort pres på det danske testsystem i forbindelse med onsdagens genåbning, der i modsætning til sidste forår er nærmest fuldstændig baseret på coronapas, som kræver en vaccine eller en højst 72 timer gammel negativ test.

Coronapasset skal både bruges på barer, restauranter, museer og biblioteker. Også stormagasiner og superligakampe genåbnede onsdag, og restriktionerne for skoleelever og studerende blev lempet.

En festdag

Ved indgangen til Statens Museum for Kunst er veninderne Karen Voigt Steffensen og Karen Margrethe Varming på vej ned ad den brede trappe. De har netop set udstillingen Kirchner og Nolde – til diskussion, som de med det samme bookede billetter til, da de fik mail om, at museet ville genåbne.

»Det er bare så stort at komme herind. Der er mange andre steder, jeg også gerne ville besøge i dag, men jeg kan ikke det hele på én gang,« siger Karen Margrethe Varming.

Det er »en festdag«, mener de, og de mange smitteforebyggende regler har bestemt ikke taget glæden ud af den. Inden dagens museumsbesøg er de to veninder blevet testet for at kunne fremvise coronapas og har i forvejen booket billet til samme timeslot. De synes bestemt, at politikerne har prioriteret korrekt ved ikke at holde museerne lukket længere.

»Jeg synes endda godt, at de kunne have åbnet dem noget før. Der har siddet nogen i ministerierne, som ikke har forståelse for, hvad kunst betyder. Det er åndelig føde,« siger Karen Voigt Steffensen.

I Magasin omkring en kilometer derfra er det få af kunderne, som kan finde ud af at betjene den spritdispenser, som storcentret har opsat ved indgangen.

»Nej, I skal bruge foden,« forklarer en vagt og instruerer ved at trykke på en fiktiv pedal med sin fod.

De ansatte har haft »en fest« med at gøre klar til genåbning, fortæller Magasins retaildirektør, Frederik Nielsen. Han har gråt vandkæmmet hår og bærer sorte hornbriller, et nålestribet jakkesæt og ruskindssko.

»Her var helt tomt, for alle vintervarerne var jo sendt tilbage, og de nye kollektioner var ikke hængt op endnu. Så der har været fyldt med soundboxes (højttalere, red.) herinde, og så er de bare gået helt amok og har hængt tøj op til høj musik,« siger han.

Der har været travlt de første timer af genåbningen, omkring 5.000 gæster har allerede været forbi Magasin, inden klokken passerer 14.00.

»Vores kunder har siddet derhjemme i joggingtøj de seneste fire måneder. Nu skal de igen på restaurant og til arrangementer. Det kræver en ny garderobe,« siger Frederik Nielsen.

Afstandsvagter i gule veste sørger for, at kunderne holder afstand. Men for de fleste går det helt af sig selv, siger retaildirektøren: »Det eneste sted, der kan kræve lidt hjælp, er hvis der er damesko på tilbud. Så er det ren junglelov.«

Endnu en dag på Teams

I 23-årige pædagogstuderende Christian Skalshøis lejlighed på fjerde sal på Amager er der ikke meget genåbningstemning. I hans vindueskarm er to tomme vinflasker anvendt som lysestager, nogle håndvægte står oprejst på gulvet, og vinduet er omkranset af børnetegninger, han har fået af børnene i en institution, han har arbejdet i.

Det er snart et år siden, Christian flyttede til København uden at have et netværk i hovedstaden. Den 1. februar i år begyndte han på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, og tirsdag den 13. april, efter to og en halv måneds nedlukning, fik han og hans medstuderende for første gang lov at møde op fysisk. 80 procent af tiden har de dog stadig undervisning bag en skærm, og det øger stressniveauet og usikkerheden, mener han.

»Ofte, når man tænker, at man ikke er god nok til studiet, så mangler man lidt at have en, der kan sige: ’Ved du hvad, jeg har det også ad helvedes til, så det går nok.’ Men det er der ikke mulighed for,« siger han.

23-årige Christian Skalshøi har nærmest ikke været fysisk til stede på det pædagogstudie, han begyndte på i februar. Selv om det er »mega fedt«, at barerne åbner, kan det ikke kompensere for onlineundervisningen, mener han.

23-årige Christian Skalshøi har nærmest ikke været fysisk til stede på det pædagogstudie, han begyndte på i februar. Selv om det er »mega fedt«, at barerne åbner, kan det ikke kompensere for onlineundervisningen, mener han.

Emilie Lærke Henriksen

Med den nye genåbning må studerende på videregående uddannelser møde fysisk til 30 procent af undervisningen i stedet for de 20 procent, der før var tilladt. Men i Region Hovedstaden, hvor smittetrykket er højere end i resten af landet, er det stadig de 20 procent, der gælder.

For Christian Skalshøi var det en forbedring, da de fik lov at møde op på campus. »Jeg mødte folk, jeg havde skrevet opgaver med, men som alligevel var fremmede,« forklarer han.

Men ordningen med delvist fremmøde er ikke uden udfordringer. Værst af alt er, at det sociale er under pres, siger Christian Skalshøi. Mange logger først på Teams, når undervisningen skal til at begynde, så den daglige klasseværelsessnak går tabt. Men også det faglige lider skade, siger han. At uddanne sig til pædagog handler i høj grad om at forstå menneskelige relationer, og det kan være svært uden kontakt til de andre:

»Meget af vores sprog er jo nonverbalt. Så der går vi glip af mange signaler fra vores medstuderende. Som pædagoger er det jo meningen, at vi senere hen skal løfte i flok. Når man skal lære det virtuelt, går mange af de små ting tabt.«

Ligesom juleaften

På Palæ Bar i Indre København er humøret noget mere højstemt. Her har ejer Peter Fredholdt fået blomster af en af sine stamgæster i anledningen af genåbningen. Den farverige buket er stillet frem på baren.

Henrik Victor Nørgaard og Tommy Jakobsen, to gråhårede stamgæster, har sat sig på et par høje barstole med to shotglas med mørkt indhold og en halvfyldt fadøl foran dem hver.

– Hvad drikker I?

»Hvad som helst. Bare der er alkohol i,« joker Henrik Victor Nørgaard. I dagens anledning er det Fernet Branca og fadøl, fortæller han så. Et klassisk værtshussæt.

De to mænd har kedet sig, mens Palæ Bar og det meste af Danmark har været lukket ned.

»Hvad man ikke har set af film. Det er jo ikke det, der er meningen med det hele,« siger Henrik Victor Nørgaard.

En tredje stamgæst slutter sig til dem. Han har en æske Ferrero Rocher med i favnen, som han giver til en af bartenderne.

»Årh, hvor du fedter, Jørgen,« siger Tommy Jakobsen.

»Du ligner en glad mand, Peter,« siger Jørgen Campbell, som den tredje gæst hedder.

»Det er ligesom juleaften,« smiler Peter Fredholdt.

Et af kravene i den nye genåbningsplan er, at alle gæster skal booke bord minimum 30 minutter forinden, også på barer. Men Palæ Bar har ikke noget bookingsystem, så gæsterne må henvende sig direkte til Peter Fredholdt.

»Min telefon har jo fanme været rødglødende. Folk har sendt mails, sms’er og skrevet på Messenger. De vil bare have et bord,« siger han.

Opvejer ikke

Tilbage på Amager tænder Christian Skalshøi computeren og gør klar til dagens virtuelle undervisning. Den kvindelige undervisers stemme flyder ud af højttaleren, da hun sætter dem i gang med dagens opgaver.

Christian Skalshøi synes, det er »mega fedt«, at barerne er åbnet. Men de mange muligheder, genåbningen fører med sig, opvejer ikke de mange onlineundervisningstimer på studiet, siger han.

»Der er et stereotypt billede af, at studerende bare fester hver weekend. Det er i hvert fald ikke alle, der er sådan. Det er to helt forskellige kasser, så man kan ikke bare sige, at så får vi i stedet en godbid i vores fritid.«

Mange af Christian Skalshøjs medstuderende er først flyttet til København i forbindelse med studiestart og har ikke et socialt netværk i hovedstaden. Og har man ingen venner at tage på bar med, kan det jo være ligegyldigt, at de er åbnet, siger han.

»Jeg tror, mange havde glædet sig til at starte på studie for at få nogle venskaber efter den her periode. Hvis ikke jeg havde opbygget mig et netværk, havde der været stor sandsynlighed for, at jeg bare ville ligge og vende mig i min seng. Og det tror jeg også er tilfældet for mange.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hele snakken om genåbning minder mig om den gamle vittighed om manden, der banker sit hoved ind i muren, fordi det føles så dejligt, når han holder op igen.....