Nyhed
Læsetid: 4 min.

Regeringen har udeladt CO2 fra anlægsfasen i sin »klimaneutrale« infrastrukturplan

Regeringen fremstiller sin infrastrukturplan som klimaneutral, men den har ikke medregnet CO2-udledningen fra den planlagte udbygning af veje og jernbaner. Eksperter kritiserer, at udledningerne fra anlægsfasen ikke er regnet med
Regeringen præsenterede torsdag en ny infrastrukturplan, som den kalder klimaneutral. Men den har ikke medregnet CO2-udledningen fra den planlagte udbygning af veje og jernbaner.

Regeringen præsenterede torsdag en ny infrastrukturplan, som den kalder klimaneutral. Men den har ikke medregnet CO2-udledningen fra den planlagte udbygning af veje og jernbaner.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Indland
10. april 2021

Planen er blevet fremstillet som »klimaneutral,« men CO2-udledninger fra anlægsfasen er ikke regnet med i den infrastrukturplan, som regeringen fremlagde torsdag. Det oplyste Transportministeriet fredag inden en teknisk gennemgang af planen.

Ved den tekniske gennemgang afviste transportminister Benny Engelbrecht, at det er problematisk, når udledningerne fra anlægsfasen af baner og veje er udeladt i den fremlagte plan.

Men eksperter kritiserer, at tallene ikke er medregnet i det samlede CO2-regnskab for infrastrukturplanen.

Henrik Gudmundsson, der er seniorkonsulent for Transport og Byer i tænketanken Concito, betegner det som »misvisende«, når man ikke regner udledningerne ved anlæggene med.

»Hvis man udfører sådan en plan, etablerer man en hel masse store anlæg, laver anlægslove om og sætter store byggeprojekter i gang. De har et klimaaftryk, og hvis man ikke redegør for det, når man taler om planens klimaaftryk, så synes jeg, det er mangelfuldt,« siger Henrik Gudmundsson.

»Mest grønne plan«

Da planen blev fremlagt torsdag ved et pressemøde på Novo Nordisk i Kalundborg, kaldte finansminister Nicolai Wammen den for »den mest grønne infrastrukturplan, der er blevet fremlagt«.

Finansministeren fremhævede, at der var en beskeden CO2-gevinst på cirka 30.000 tons i planen.

Trafikminister Benny Engelbrecht kaldte mere forsigtigt udspillet for »klimaneutralt«:

»Vi kalder udspillet for klimaneutralt, for der er ingen grund til at oversælge det,« sagde han.

Ved den tekniske gennemgang fredag forklarede transportminister Benny Engelbrecht på et spørgsmål fra mediet Klimamonitor, at det er »den gængse metode« at opgøre klimabelastningen ved den form for projekter uden at medregne anlægsfaserne:

»Det, der ligger inden for kvotesektoren, er anlægsfasen, og det, der er uden for kvotesektoren, er adfærd. Og det er adfærd, vi kigger på her, adfærdsændringer og det er, hvad der bliver de permanente og varige konsekvenser. Det vil ikke være et enkelt år, man har en udledning, det vil være en permanent ændring i både opadgående og nedadgående retning,« svarede Benny Engelbrecht.

»Hvad der ligger inden for og uden for kvotesektoren, det er den måde, vi opgør det på, og det, vi har haft fokus på, er det, der ligger uden for kvotesektoren og ikke styres via EU’s kvotesystem.« 

Ved et opfølgende spørgsmål fra Information forklarede transportministeren, at selv om CO2-beregningerne for anlægsfasen er udeladt fra den samlede plan, så er der lavet beregninger for udledningerne.

»Det er der. De ligger i de VVM-redegørelser, der er offentliggjort,« sagde Benny Engelbrecht.

– Infrastrukturplanen er blevet kaldt »klimaneutral«, men er det dækkende, hvis CO2-udledningerne i anlægsfasen ikke er medregnet?

»Det, der typisk måles på, er det, der ligger uden for kvotesektoren og som er det, der skal reduceres.«

Anlægsfasen bør regnes med

Ifølge Brian Vad Mathiessen, der er professor i energiplanlægning fra Aalborg Universitet, har ministeren ret i, at udledningerne i anlægsfasen normalt ikke er regnet med.

»Det er normalt. Men det bør ikke være new normal. Og jeg vil kraftigt opfordre til, at man i fremtiden også medregner CO2-belastningen fra selve anlægsfasen,« siger Brian Vad Mathiesen.

»Når vi ser på Limfjordsforbindelsen og andre af de store projekter, så er der en betydelig udledning af CO2 alene i anlægsfasen.«

Professor i miljøøkonomi på Aarhus Universitet Mikael Skou Andersen mener også, at ministeriet burde indregne effekterne. Også selv om CO2-bidraget for anlægget af en motorvej ikke er så stor i forhold til den samlede udledning ved et projekt.

»Sådan en motorvej har jo en levetid på 30-40 år, så jeg tror, at anlægsfasen er en ret lille del af det samlede billede. Men måske særligt fordi de udledninger ligger inden 2030, så burde de alligevel opgøres,« siger han med henvisning til det danske klimamål om 70 procent reduktion af udledninger af drivhusgas i 2030.

Tiderne skifter

Hos Greenpeace er klima- og miljøpolitisk leder, Helene Hagel, enig i kritikken. Hun mener, at regeringen med sit udspil viser, at den ikke forstår, hvilken opgave det er at nå målet om 70 procent reduktion i 2030.

»Jeg synes, det er dybt useriøst. Det er ubegribeligt, at regeringen fremlægger en plan til 100 mia. kroner uden at lave en CO2-opgørelse over belastningen de kommende 15 år. Det er jo helt skørt,« siger Helene Hagel, der ikke kan forstå, hvordan Folketingets partier skal kunne indlede forhandlingerne, når de ikke kender det fulde grundlag, der skal forhandles ud fra.

Helene Hagel mener derfor, at støttepartierne bør kræve, at forhandlingerne først indledes, når regeringen har vist beregningerne for CO2-belastningen i anlægsfasen.

Helene Hagel forstår heller ikke, hvorfor regeringen skelner mellem, om udledningerne kommer fra de kvote- eller ikke-kvotebelagte sektorer, som transportminister Benny Engelbrecht gjorde under fredagens tekniske gennemgang.

»Hvis vi skal reducere udledningerne med 70 procent i 2030, så er det fuldstændigt ligegyldigt, hvilke sektorer udledningerne stammer fra. Vi har kun ét CO2-budget for Danmark, det er stærkt begrænset, og det bliver reduceret hver eneste dag.«

– Men beregninger af CO2-belastningen i anlægsfasen plejer sådan set ikke at være med, så er det ikke forståeligt, at regeringen gør som altid?

»Det er rigtig nok, at det ikke plejer at være sådan, men vi plejer heller ikke at have et 70 procent reduktionsmål og en regering, der hævder at være den grønneste nogensinde. Tiderne skifter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Snyd og bedrag hele vejen igennem med den regering.

Bjarne Andersen, Susanne Kaspersen, Knud Chr. Pedersen, John Andersen, Niels østergård, Estermarie Mandelquist, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Eller også er regeringen bare ligeglade, Niels-Simon?

De er overbeviste om, at støttepartierne ikke vil lave alt for meget brok, og højrefløjen er ekstatisk ved udsigten til at deres egne planer nu kan føres ud i livet.

Det er som et fælt deja-vu..

Med mindre der sker et eller andet uventet til det kommende kommunalvalg, vil det bare blive værre.

Bjarne Andersen, Susanne Kaspersen, erik lund sørensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Enten forsøger regeringen at snyde sig ud af problemet, eller også er det simpelt hen inkompetence.

Når man ser på regeringens øvrige politik, f.eks. bevidste overtrædelser af landets grundlov, tegner der sig et fint billed af, at det formentlig er det en god blanding af begge dele.

Michael Finn Jørgensen, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Hvis verden skal reducere de globale drivhusgasudledninger med omkring 7% om året giver det ikke mening, at vi laver opgørelser, som kun medregner en del af vores udledninger. Hvem er det vi tror vi snyder - atmosfæren?

Michael Finn Jørgensen, Lars Knudsen, Bjarne Andersen, Susanne Kaspersen, Tine Sørensen, Ruth Sørensen, Morten Balling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det kaldes at hoppe over hvor gærdet er lavest.

Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Undskyld, men er regeringens regnskabspraksis ikke sædvane for neoliberalismens grønne kapitalismes bogholderi? Det kan næppe overraske.

Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Knud Chr. Pedersen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Forleden så jeg en film om Fyre festivalen. Den blev solgt som fotomodeller, privatfly, yachts, indkvartering i luksusvillaer på Escobars tidligere private ø i Bahamas, gourmetmad og super bands, (stoffer og "gratis" sex). I virkeligheden blev det til forkælede millennials, gamle charterfly, gennemblødte nødhjælpstelte, pap sandwich og musikken var "aflyst". Derpå udviklede det sig hurtigt til en 2021 version af Fluernes Herre.

I filmen fremgår det tydeligt at hver gang nogen prøver at stille spørgsmålstegn ved projektets realiserbarhed, så afvises de med argumenter som "Vi er ikke en problem orienteret organisation. Vi fokuserer på løsninger", samtidig med at det er åbenlyst for stort set alle, at det er et 100% umuligt projekt.

Selv da festivalen er crashet, sidder man ved det hvide konferencebord på et conference call og snakker om damage control. Da en hipster fra reklamebureauet som har været med til at skabe hypen omkring projektet spørges, hvem der er de skyldige, svarer han: "Det er vi allesammen". Så klapper han demonstrativt låget i på hans Macbook Pro, smiler og skrider. Fuck you too, som man siger.

Grunden til at der ikke blev sagt fra ift. Fyre var at der var så mange som lod sig beruse af håbet og drømmen. Positivismen sejrede og realismen blev jordet.

Sådan foregår det sandsynligvis også når man skal løse "CO2 problemet". Det kan man ikke, så i stedet er der håbet og illusionen. Er der en "kritisk" mikrofonholder til stede når projektet præsenteres, så kan man altid spinde sig ud af det hele med meningsløst vås som:

"Det, der ligger inden for kvotesektoren, er anlægsfasen, og det, der er uden for kvotesektoren, er adfærd. Og det er adfærd, vi kigger på her, adfærdsændringer og det er, hvad der bliver de permanente og varige konsekvenser. Det vil ikke være et enkelt år, man har en udledning, det vil være en permanent ændring i både opadgående og nedadgående retning"

WTF Benny? CO2 er CO2, og som Anne Bach spørger: Hvem tror du du snyder?

Lars Knudsen, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
erik lund sørensen

Erik Lund Sørensen. Støttepartierne må sige stop nu ellers enden vi med 4 år i mørke igen igen. Socialdemokratiet er et borgeligt parti.

P.G. Olsen, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar