I Sallingland lever jerseykøerne det gode koliv. Det er bare svært at tjene penge på

Der er kommet kalv. Inde i den lille skov har jerseykoen med de brune øjne skjult sit nyfødte afkom. Kælvningen er sket i nat, og koen har klaret det hele selv, ubevogtet af menneskeøjne, sådan som det typisk sker her på malkekvægsbedriften Gammel Børsting i Sallingland.

»Vores køer går ude året rundt, og det er deres naturlige instinkt at skjule de nyfødte kalve for at beskytte dem,« fortæller Sven Irgens-Møller.

Sammen med makkeren Kirsten Holt Andersen driver han den økologiske gård på 40 hektar på kuperede arealer ned til Limfjorden i den østlige ende af halvøen Salling, tæt på Thise Mejeri og ikke langt fra digteren Jeppe Aakjærs gård Jenle.

I alt 30 jerseykøer går rundt på Gammel Børstings marker. Dermed er det en ganske lille bedrift i et land, hvor gennemsnitsstørrelsen for en malkekvægsbesætning er nået op på cirka 200 køer, og hvor der findes adskillige bedrifter med mere end 1.000. Gennemsnitsstørrelsen for et dansk landbrug nærmer sig i dag 195 hektar, så også i udstrækning er Gammel Børsting beskeden. Til gengæld er gården båret af en stor vision.

Den blev italesat i 2014 på produktionsskolen Marienlyst i Skive, hvor Sven Irgens-Møller var forstander. Han ville gerne udvide skolens tilbud til de unge med landbrug som ny faglinje. Projektet blev udformet sammen med Økologisk Landsforening, opnåede støtte til en femårig udviklingsfase hos Veluxfonden og fik navnet LivSalling.

»Projektet hedder LivSalling, fordi det gerne skulle give endnu mere liv i Sallling-området,« siger Sven Irgens-Møller.

En ny model

Med sine fede lerjorde har Salling siden landboreformerne i 1800-tallet været præget af landbrug, frem til 1970’erne typisk med små bedrifter på kun omkring 20 hektar. Men også her på egnen har strukturudviklingen raset, så i dag er langt færre beskæftiget i landbruget, mange landbrugsbygninger står tomme, og de tilbageværende bedrifter i Salling er typisk blevet større.

Ifølge Trap Danmark står over 5.000 landbrugsbygninger tomme og forfalder i hele Skive Kommune, som Salling hører under.

Tanken med LivSalling har været at skabe en ny, bæredygtig model for landbrugsdrift, som kunne inspirere, skabe dynamik og trække unge tilbage til egnen, for eksempel unge fra produktionsskolen med mod på landbrug. En klynge på omkring 20 nye økologiske bedrifter tæt på Thise Mejeri var fra start den langsigtede vision.

Visionens omsætning til virkelighed startede med købet af Gammel Børsting, en firelænget gård opført i 1908, også dengang med malkekvæg. Gården blev med lånegaranti fra Velux købt af en nyetableret fond, LivSalllingFonden, den blev forpagtet af produktionsskolen, og i 2017 startede man driften med deltagelse af skolens elever.

Sven Irgens-Møller var projektleder og samarbejdede med Kirsten Holt Andersen, landmand fra Den Økologiske Jordbrugsskole med erfaring fra flere landbrug med malkekvæg.

»I 2018 besluttede Folketinget imidlertid at nedlægge produktionsskolerne og andre erhvervsuddannelser for at fusionere dem i nyskabelsen Den Forberedende Grunduddannelse, FGU,« fortæller Sven Irgens-Møller.

Desværre ønskede den nye skoleledelse ikke at videreføre landbrugsprojektet. Sven Irgens-Møller blev opsagt som forstander, og besætningen på Gammel Børsting stod til slagtning.

»Vi var lige nået til anden generation med køerne, og det var begyndt at blive rigtig spændende. Derfor var det enormt ærgerligt, hvis vi skulle stoppe,« siger Kirsten Holt Andersen.

Udvejen blev, at Sven Irgens-Møller for sin opsigelsesløn købte køerne og etablerede anpartsselskabet Liv på Landet ApS, som sidste år overtog forpagtningen af Gammel Børsting. Sven, der gennem sit arbejdsliv blandt andet har rejst vindmøller i Kina, bygget fiskekuttere, drevet økologisk café, været skoleforstander, var – og er – nu landmand på heltid med Kirsten som makker.

Deres drivkraft er visionen, der rummer meget mere end den økologiske drift.

For det første den alternative ejerform: Fonden skabt af en lille gruppe mennesker med ønsket om at bane vej for mindre bedrifters overlevelse og udvikling i Sallingland, beslægtet med nyere jordfonde som Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, Økologisk Samsø og Andelsgaarde – de vil alle gøre det muligt for danske borgere at tage ejerskab til det landbrug, der i disse år trues af lukninger eller opkøb fra industrielle landbrugsselskaber, udenlandske pengetanke og andre store investorer.

Og dertil Gammel Børstings stærkt udvidede bæredygtighedsbegreb. Det handler om såkaldt holistisk afgræsning, om uafhængighed af foder udefra, om et nært forhold mellem ko og kalv, om kulstoflagring i jorden, om skovlandbrug og naturpleje. Så meget naturlighed i landbruget som overhovedet muligt. Og så handler det om at holde omkostningerne så lave, at denne type ekstensiv, bæredygtig mælkeproduktion kan være rentabel.

»De eksterne rådgivere siger, at hvis vi gør tingene rigtigt, kan vi betale forpagtningen og lave en forsigtig årsindtægt. Så rent budgetmæssigt kan det løbe rundt, men der er ikke så megen plads til fest,« siger Sven.

»Men når man har fest hver dag, er det også o.k.,« siger Kirsten.

Holistisk afgræsning

Ingen kan være i tvivl om det nære forhold, de to har til deres køer og kalve. Kirsten har lige malket i den mobile malkestald, de har udviklet for at holde systemet enkelt og omkostningerne nede. Dyre staldbygninger behøver man ikke, når køerne går ude året rundt.

Nu vil hun og Sven gerne vise rundt på arealerne, og køerne følger villigt med.

»Køerne æder ikke andet end græs,« fortæller Sven.

Så bortset fra et lavbundsområde med engbevoksning og den lille ’kælveskov’ er hele arealet tilsået med græs iblandet urter og kløver. Her laver man ’holistisk afgræsning’, der gå ud på med korte mellemrum at flytte køerne rundt på arealerne.

»Køerne flyttes hver dag til en ny fold på marken, og det betyder, at de aldrig æder græsset helt i bund. Faktisk går der 25-60 dage, før et bestemt område igen får besøg, og på den måde får græsset fred.«

Det betyder bedre næringstofsammensætning, længere græsningssæson samt dybere rodnet og større frugtbarhed af jorden. For landmanden betyder de permanente græsarealer, at der ikke skal omlægges til andre afgrøder – det sparer energi, maskintimer og penge.

Med tiden og hvis økonomien tillader det, skal foldene ændres fra flytbare indhegninger til permanente læhegn i form af beplantningsbælter med buske og træer, der kan bidrage til bedriftens økonomi med for eksempel nødder, frugter og bær.

Sven Irgens-Møller tror på, at den holistiske afgræsning vil give øget kulstoflagring i jorden og dermed som metode kan vende 100 års nedgang i den danske landbrugsjords kulstofindhold til gavn for både klima og frugtbarhed.

»Aarhus Universitet lavede ved projektets start baseline-målinger af blandt andet jordens kulstofindhold. Hvis ellers vi kan skaffe finansiering til nye målinger, vil vi kunne vise, om der som ventet sker en øget oplagring,« siger Sven.

Unik mælk

Gammel Børstings mælk fra jerseykøerne er ’græsmælk’ som den, Thise sælger en række steder i landet. Men den er mere end det. Mælken er samtidig det, som hos Thise går under navnet ’mælk-ad-libitum’, det vil sige mælk, hvor kalven har haft førsteret.

I det økologiske jordbrugs regelsæt kan nyfødt kalv og ko adskilles efter 24 timer. På Gammel Børsting får de lov at gå sammen i godt tre måneder, og kalven har i den periode førsteret til mælken. Det gælder også den nyfødte kalv, en tyrekalv, som Sven giver øremærket 48.

»Da vi startede, tænkte vi på kalvens ve og vel, men man skal ikke være længe i det her, før det bliver klart, at det er koen, det er vigtigst for,« siger Kirsten.

»Der er masser af viden om, at kalven er glad, hvis den får lov at gå hos sin mor eller en anden ko, der kan være ’ammetante’. Men hvis man skal undgå, at køerne går i en evig fødselsdepression, skal de også have lov at have deres kalv. Det er det, vi går efter,« tilføjer Sven.

Han og Kirsten er ret sikre på, at øget samvær mellem ko og kalv vil blive indskrevet i økologireglerne – mange forbrugere tror faktisk, det er situationen i dag – og sker det, kan erfaringerne fra Salling danne model for andre.

Med dyrevelfærden så stærkt i centrum bliver der mindre mælk tilovers til salg. Hvor dagens højtydende malkekøer giver omkring 10.000 liter mælk til salg om året, giver Gammel Børstings nok det halve.

Her ligger udfordringen: Med en beskeden besætning på 30 køer forvaltet på denne måde er gården en så lille mælkeleverandør, at det nærliggende Thise Mejeri ikke vil tage imod mælken. Derfor leveres der til Arla, som har en aftagepligt – til gengæld har Arla ikke for tiden åbent for nye økologer, fordi økomarkedet er mættet. Så den fine, kombinerede græs- og ad-libitum-mælk afregnes og videresælges i dag af Arla som konventionel mælk til konventionel mælks lave pris. Altså intet ekstra dækningsbidrag til Gammel Børsting for den unikke produktion.

Den økonomiske udfordring

Sven Irgens-Møller fortæller, at projektet er økonomisk udfordret, fordi Velux efter at have ydet afgørende hjælp under opstarten nu ønsker at trække sig som garant for banklånet i gården. Driftsbudgettet kan lige hænge sammen, men uden garantistillelse vil lånerenten stige, og så knækker projektet.

Derfor taler Sven lige nu med folkene bag en helt ny platform for bæredygtig crowdlending, Makari, søsat af miljøøkonom Majken Bilslev-Jensen og civilingeniør Jacob Gøtterup. Platformens formål er at formidle nogle af de 1.400 milliarder kroner, danskerne har stående i banken til nul eller negativ rente, over i bæredygtige projekter, som den grønne omstilling og klimakampen skriger på.

»Vi har simpelthen fået nok af at vente på politikerne, og hvis vi borgere er villige til at låne sparepenge ud til grønne projekter til en lavere rente end bankerne, så kan det bane vej for en folkelig forankring af den grønne omstilling,« siger Jacob Gøtterup til Information.

En folkelig forankring handler også om, at forbrugerne må forstå, at det koster på varernes pris at sætte dyrevelfærd, naturpleje og klimahensyn i centrum af landbrugsproduktionen.

»Hvis vi skal lave om på landbrugsstrukturen, skal der være nogle, der værdsætter det,« siger Sven Irgens-Møller.

Livet på landet

Det gælder også blandt dem, der skal drive erhvervet videre.

»Min kone er præst, og når hun begraver landmænd, siger deres voksne børn næsten samstemmende, at ’vi havde ikke mange penge, far og mor arbejdede rigtig meget, men vi havde et dejligt liv’. Man var del af et familiefællesskab, og man havde en nærhed til naturen og til dyrene. Det var en livsform og ikke blot et job med en timeløn, der skulle matche en industriarbejders.«

Mange kvaliteter ved landlivet kunne ikke prissættes, og derfor blev de heller ikke værdsat, da strukturudviklingen pressede på. Det handlede i stedet om at blive store og om at ansætte nogle folk til at hjælpe, og så blev landmanden driftsleder.

»Når man har mange hundrede køer eller tusindvis af grise, bliver der ikke meget tid til at gå ude ved dem og lære dem at kende. Og kaffepauserne sammen med børnene, når de kom fra skole – den nærhed i familien gik det også ud over,« siger Sven.

– I jeres vision for LivSalling talte I om, at de første to-tre demonstrationsbrug skulle tiltrække flere unge, som ville lave en ny type landbrug på egnen. Er den vision væk?

»Nej, men den er ramt af praktikaliteterne med at drive en gård og dokumentere, at det kan lade sig gøre på vores måde. Og der er ikke kommet så mange, som har sagt: ’Fedt, det vil vi gerne være med til’,« siger Kirsten.

Hun og Sven mener, at man skal gøre mere for at motivere de unge for et landbrug, der ikke blot handler om at skaffe sig en stor gård og nye maskiner. Skal dansk landbrug have en fremtid, der i bred forstand er bæredygtig, må man genskabe troen på erhvervet som en livsform, der også handler om fællesskab og om at passe på dyrene, naturen, klimaet.

Klimaudfordringen

Når det gælder klimaet, er de to på Gammel Børsting med på, at landbruget med sine fortsat høje udledninger af drivhusgasser står med en stor udfordring.

»Det kommer helt sikkert til at koste nogle døde landbrug. Hvis vores eng på lavbundsjord skulle tages ud af drift og oversvømmes for at dæmpe CO2-udsivningen, så ville vi ikke have areal nok til vores ungdyr, og så kunne vi ikke fortsætte,« siger Kirsten.

»Omvendt må det stille os godt i klimaregnskabet, at vi laver kulstofopbygning i skoven, hvor køerne kælver, i de permanente græsmarker og i de læhegn, vi satser på at etablere,« tilføjer Sven.

»For erhvervet som sådan er man nødt til at se på den massive produktion af animalske produkter. Skal vi på nationalt plan have mindre udledninger, skal vi også have en mindre animalsk produktion. Det skal man turde sige politisk, men det er jeg ikke sikker på, man gør. Med minkene turde man dog, fordi det var nødvendigt.«

Køer med deres mælk og gødningsbidrag til jorden er der stadig brug for i Danmark, om end ikke så mange som nu. Måske er en ekstensiv produktion som Gammel Børstings en bæredygtig niche, der kan blive til mere, hvis det omgivende samfund indser dens værdi.