Efter den spanske syge festede man og drømte om normalitet. Den drøm har vi også i dag

Med vaccineudrulning og en skemalagt genåbningsplan er der lys for enden af tunnellen i coronapandemien, og vi længes efter at vende tilbage til et normalt samfund. Men hvornår kan vi det? Hvad sker der med virussen? Og er det samfund, vi kender, fundamentalt forandret, når pandemien er slut? Information er taget 100 år tilbage i tiden for at finde svarene.

Fra 1918 til 1920 var store dele af verden plaget af den spanske syge. Pandemien, som på verdensplan kostede mellem 20 og 50 millioner menneskeliv, var på mange måder forskellig fra corona. Men mentaliteten hos befolkningen har alligevel mindet om den coronatræthed, vi kender til i dag, forklarer Jeanette Varberg, der er arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet.

»Det, der skete, var, at epidemien gled ind i glemsel. Man prøvede hurtigst muligt at glemme, at man havde været i den her tilstand. Og den er først rigtig blevet hevet frem nu, fordi der er nogle ting derfra, som man trods alt kan bruge i dag,« forklarer Jeanette Varberg.

Hun er en af dem, der allerede længe inden corona var fascineret af pandemier. I efteråret 2020 udgav hun en bog om historiske pandemier sammen med Poul Duedahl, der er professor i historie ved Aalborg Universitet.

Selv om både samfundet og virussen var en anden for 100 år siden, er det værd at beskæftige sig med i dag, mener Jeanette Varberg. En stor del af vores epidemiforståelse stammer nemlig fra tidligere sygdomme, og de historiske pandemier kan gøre os klogere på, hvordan vi kommer videre, mener hun.

Snydt af anden bølge

Lone Simonsen er epidemiolog og professor ved Roskilde Universitet. Sammen med sine kolleger har hun gransket samtidens aviser for at indsamle viden om den 100 år gamle pandemi.

Hun henviser til en avisartikel fra sommeren 1918, hvor lægerne manede til ro. Den nye influenza, som havde ramt landet, var ikke så slem, som man kunne frygte, stod der.

»Man blev snydt. For det var jo bare den relativt milde første bølge,« siger hun.

Epidemien ramte efterfølgende i en anden, tredje og fjerde bølge og dræbte fra 1918 til 1920 omkring 15.000 danskere. Modsat corona var størstedelen af dødsofrene relativt unge mennesker. Efter få år tabte den dog pusten. Det forklarer Jens Lundgren, der er overlæge og professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet.

»Den tilvænnede sig den nye vært, den var i, nemlig mennesket, og blev mindre og mindre aggressiv. Hvilket jo er interessant nok, fordi vi jo har oplevet det modsatte med coronavirus indtil nu. At jo længere tid den har været i den menneskelige vært, jo mere smitsom er den faktisk blevet, og jo mere aggressiv er den blevet,« siger han og hentyder til de nyere varianter af corona som den britiske eller brasilianske.

Det betyder dog ikke, at corona kun vil udvikle sig til det værre, påpeger Lone Simonsen.

Med årene udviklede den spanske syge sig og blev til en almindelig sæsoninfluenza, der primært var farlig for ældre mennesker, og samme scenarie er sandsynligt for corona, mener hun.

»Hvis man ser på 1918-1920, så er bølgerne måske ligesom de flugtvarianter, vi ser nu. Vi ved, at virus ændrede sig mellem den mildere førstebølge og til den dødelige andenbølge i efteråret, hvor dødeligheden var steget seks gange,« siger hun.

»Det er ikke sådan, at man kan sige, at den helt sikkert bliver mindre dødelig efterhånden i epidemiperioden,« tilføjer Lone Simonsen.

Håber om normalitet

En stor del af den viden, vi har i dag, stammer fra erfaringer fra tidligere influenzapandemier, forklarer Lone Simonsen. I 1918 led en række amerikanske byer under den spanske syge. Her undersøgte man sammenhængen mellem, i hvor omfattende grad byerne lukkede ned, hvordan epidemien udviklede sig, og hvor mange dødsfald man så.

I de byer, som lukkede mest ned, så man en længere og fladere epidemi og en 20 procents reduktion af dødsfald sammenlignet med byer, som gjorde meget lidt. Man så også, at smitten i uge for uge var 50 procent lavere i de byer, som lukkede mest ned, og det er faktisk det, der er grundlaget for vores idé om den røde og grønne kurve, som har været nævnt flere gange under COVID-19, forklarer Lone Simonsen.

I Danmark har man ikke tilsvarende data fra dengang, men man valgte, modsat i dag, at lade det være op til sundhedsmyndighederne i den enkelte by, om der skulle lukkes ned. I København lukkede man steder som biografer, teatre, kirker og dansehaller, mens man i Aarhus holdt alt åbent. Efter en måneds tid åbnede København dog op igen. Arbejdsløsheden og fattigdommen var i forvejen høj, så døde man ikke af sygdommen, risikerede man at dø af sult i stedet, forklarer Poul Duedahl.

Samtidig var det i 1918 fire år siden, Første Verdenskrig var begyndt, og ud over at folk måtte leve med rationering, var der usikkerhed om, hvorvidt Danmark ville blive involveret i krigen.

Tiden gav anledning til en række bristede illusioner, påpeger Poul Duedahl.

»Man havde en idé om den vestlige verdens evige fremgang. Europæerne havde koloniseret store dele af verden, og videnskaben stod på sit højeste. Og så bryder det hele sammen i krig, sult og sygdom,« siger han.

Af den grund havde folk et håb om at vende tilbage normaliteten, som kan sammenlignes med det ønske, vi ser hos folk i dag, forklarer Poul Duedahl. Og ved pandemiens afslutning var det reaktionen hurtigst muligt at glemme, hvad der var foregået.

»Mange havde mistet familiemedlemmer på værst tænkelig vis. Influenzamutanten skabte en slem og tilmed ret blodig måde at dø på, da den ofte mundede ud i styrtblødning. Folk var skrækslagne for selv at blive smittede, så mange forlod deres familier og hjalp ikke deres naboer. Myndighederne havde besvær med overhovedet at få nogen til at begrave folk. Og sådan noget har de fleste jo lyst til at lægge låg over. Derfor var der i samtiden en stemning af, at nu skulle man videre,« forklarer han.

Jeanette Varberg peger på 1920’ernes festkultur som en del af reaktionen. Ikke som en fejring af afslutningen på pandemien, men som en strategi til at glemme rædslerne.

»Mit bud vil være, at man meget hurtigt kom tilbage til normalen. Så de brølende 20’ere var reaktionen, og der er ingen tvivl om, at det både var Første Verdenskrig og pandemien, der gjorde, at man virkelig slog sig løs,« siger hun.

Billedet er taget under epidemien i 1918-1919 i USA. Her er det maskerede kvinder fra Røde Kors, der står foran en ambulance, der skal transportere hårdt ramte af influenzaen i St. Louis, Missouri i oktober 1918.

Shutterstock

Ifølge Poul Duedahl havde mange patienter senfølger, vejrtrækningsproblemer og var energiforladte i måneder efter at have været smittet. Pandemien havde ramt stort set alle familier, og halvdelen af befolkningen havde været smittet. Efter noget tid slap folk hæmningerne, hvor festerne blev en metode til at tackle den håbløshed, mange havde oplevet.

»At feste er altid en forløsning. Uanset om det er fra ens stressede hverdag eller oven på en krise. Det er meget typisk, tror jeg, at enten fester man undervejs, når man tror, at man alligevel skal dø. Eller bagefter, når man føler lettelse eller frygter, at sygdommen vender tilbage, mens man bare længes efter normalitet,« siger han.

Vaccineeksperimentet

Både Lone Simonsen og Jens Lundgren peger på coronapandemien som unik sammenlignet med for eksempel den spanske syge. Det er første gang, at man har formået at holde bølgerne så små, og faktisk har kun otte procent af den danske befolkning indtil nu været smittet. Det skyldes dels, at man har formået at ændre på folks adfærd ved at indføre forholdsregler, men også vaccineudrulningen, påpeger de.

Men selv med de lægevidenskabelige muligheder, vi har i dag, er endemålet som sådan det samme som dengang.

»På en eller anden måde skal vi jo opnå flokimmunitet, enten naturligt ved overstået infektion eller gennem vacciner. Der er nogen, der tror, at hvis vi bare vaskede hænder hele tiden, ville der ikke være så mange, der døde. Det passer ikke, det ville bare ske i en længere og fladere bølge,« siger Lone Simonsen.

»Dette vil være verdens første erfaring med at kontrollere en pandemi med en vaccine. Vi står helt klart i en ny situation, som ikke er helt sammenlignelig, fordi det kommer til at ende med vaccineimmunitet, i hvert fald i Danmark,« siger Lone Simonsen.

Også Jens Lundgren har svært ved at forudse, hvad vaccineudrulningen vil betyde for udviklingen af virus.

»Det er jo en darwinistisk proces. Så hvis vi sætter den under yderligere pres, for eksempel ved at vaccinere flere og flere, vil den så fremelske varianter, som også kan overkomme det? Eller vil man se, at de nye varianter faktisk er mindre smitsomme og derfor ikke et problem?« siger han.

Samtidig peger han på de store dele af verden, der har sværere adgang til vacciner, som en joker.

Et nyt samfund efter pandemien

Under coronapandemien har mange grebet muligheden for at overveje, hvordan vi i fremtiden skal indrette samfundet. Senest har Folketingets partier med en genåbningsaftale besluttet at nedsætte en ekspertgruppe til at drøfte rammerne for »årene frem«. Sideløbende har alt fra det københavnske natteliv til prioriteringen af sundhedsvæsenet været oppe til diskussion. Og det er ikke et helt ukendt fænomen, påpeger Poul Duedahl. Sandsynligheden for folkelige oprør stiger nemlig til det dobbelte under og lige efter en pandemi, ved man.

De dårlige tider leder til et ønske om forandring. Efter den spanske syge betød det på nationalt plan, at man forbedrede fattiges adgang til lægehjælp, forklarer Poul Duedahl. Hvor man førhen risikerede at miste sine borgerlige rettigheder såsom stemmeret, hvis man ikke kunne betale for den medicin og lægehjælp, man havde fået, skulle det nu være gratis.

»Utilfredsheden med myndighedernes manglende indsats førte i efteråret 1918 til demonstrationer i København, og man fandt ud af, at et godt sundhedssystem er helt afgørende for, at et samfund er stabilt,« uddyber han.

På verdensplan førte den spanske syge sammen med Første Verdenskrig i 1919 til oprettelsen af Folkeforbundet, der var forløberen til FN og dermed til WHO. Man var begyndt at se epidemier som noget verdensomspændende, som man kunne overvåge oppefra, forklarer Poul Duedahl.

Samtidig kom hygiejne til at spille en større rolle i tiden efter. Og det er en typisk følge af pandemier, forklarer Jeanette Warberg. Hun nævner tuberkuloseepidemien i 1800-tallet, hvor man kørte kampagner for at få folk til at holde op med at spytte på fortovet.

»Før det var det høfligt at spytte, men i dag er det jo en direkte fornærmelse, hvis du spytter foran nogen. Så det er et eksempel, hvor man fået folk til at ændre adfærd permanent,« siger hun.

En privat katastrofe

Trods sin indgriben i mange familiers liv var det ikke den spanske syge, der fyldte i samtidens avisspalter. Pandemien blev opfattet som en »privat katastrofe«, der primært blev skrevet om i avisernes småsektioner, mens det var Første Verdenskrig, der løb med forsiderne, forklarer Poul Duedahl.

Heller ikke i historiebøgerne er den beskrevet som en milepæl. Også her er den udkonkurreret af krigen og har i eftertiden fået betegnelsen »den glemte epidemi«. Det er nemlig oftest krige, vi inddeler historien efter, forklarer Poul Duedahl, og det er der en årsag til.

»En krig er menneskeskabt og alene drevet af mennesker. Man kan udkæmpe hinanden eller sætte sig omkring et forhandlingsbord og beslutte, hvad der skal ske. Og historie handler jo først og fremmest om, hvad mennesker skaber af forandringer,« siger han.

»Den handler sjældnere om de konsekvenser, som biologi og mikrober påfører os. Det er tankevækkende, for den spanske syge var langt mere omfattende, og kostede langt flere menneskeliv, end krigen. En forklaring er også, at epidemier er forventelige, og det var de især i samtiden,« tilføjer han.

Ser man på andre pandemier, er der dog visse forskelle på, hvordan de bliver beskrevet. Koleraepidemien i 1853 er eksempelvis velbeskrevet i historiebøgerne, hvor der er fokus på de læger, der fandt ud af, hvordan man kunne undgå smitte, og som derfor skrev erindringer om, hvordan de selv hjalp til og gjorde en forskel. Dermed kunne de stå tilbage som helte og være genstand for en næsten nostalgisk erindring om epidemien, forklarer han.

Og corona bliver heller ikke en epidemi, der går i glemmebogen, kan Poul Duedahl allerede nu slå fast. Det skyldes først og fremmest, at den siden Mette Frederiksens berømte pressemøde i marts 2020 har været et offentligt anliggende. De 100 år, der er gået siden den spanske syge, har haft en afgørende betydning for, hvordan vi forholder os til sygdom og død.

»Jeg tror, at den afgørende forskel er, at menneskeliv er mere værd i dag. I den forstand, at dødsfald var forventelige for 100 år siden. Nu er det ikke længere meningen, at mennesker skal dø af andet end livsstilssygdomme, og før de er over 80,« forklarer han.

Sygdom og død er ikke længere en privat katastrofe, pointerer Poul Duedahl. Det er derimod et samfundsproblem, hvor der er meget mere på spil politisk.

»Børn døde konstant dengang. Man anså det ikke for noget, politikere kunne gøre ret meget ved. I dag risikerer de både et større stemmetab ved ikke at gøre noget, og samtidig skal de sørge for, at sygehusvæsenet ikke bliver overbelastet, og folk bliver arbejdsløse.«