Flygtningebørn
Læsetid: 8 min.

Syriske flygtningebørn kan se frem til hjemrejse eller psykisk belastende forhold på udrejsecenter

Mens udlændingemyndighederne i Danmark inddrager opholdstilladelsen for syriske flygtninge fra Damaskus-området, vil antallet af syriske børn uden lovligt ophold stige. Hvis de ikke rejser frivilligt hjem til Damaskus, kan de forvente at ende på udrejsecenter, hvor deres forældre skal ’motiveres’ til at rejse hjem
FN-organisation vurderer, at 94 procent af børn i skolealderen bor i områder med »svære, ekstreme eller katastrofale uddannelsesforhold« hovedsageligt koncentreret i Aleppo, Idlib og Rif Damaskus. Billedet er fra en skole i en forstad til Damaskus.

FN-organisation vurderer, at 94 procent af børn i skolealderen bor i områder med »svære, ekstreme eller katastrofale uddannelsesforhold« hovedsageligt koncentreret i Aleppo, Idlib og Rif Damaskus. Billedet er fra en skole i en forstad til Damaskus.

YOUSSEF BADAWI

Indland
20. april 2021

Ødelagte skoler og begrænset adgang til basale fødevarer i Damaskus. Eller en »forringelse af livskvalitet« på Udrejsecenter Avnstrup.

Det er som udgangspunkt de to scenarier, der venter adskillige syriske flygtningebørn. Som Information tidligere har beskrevet, er udlændingemyndighederne i Danmark i færd med at inddrage eller nægte at forlænge opholdstilladelserne for hundredvis af syriske flygtninge fra Damaskus og provinsen omkring – det såkaldte Rif Damaskus. Det sker, fordi Flygtningenævnet har vurderet, at det nu er tilpas sikkert til, at syrerne derfra kan vende hjem.

Red Barnets områderepræsentant for Mellemøsten, Anne Margrethe Rasmussen, har et solidt kendskab til Syrien og de forhold, børnene kan forvente at møde i Damaskus-området. Hun fortæller, de ti års borgerkrig har haft en tydelig effekt på landet.

»Det er jo et land, som alle steder – også i Damaskusområdet – er påvirket af ti års krig og kendetegnet ved stor usikkerhed på alle måder. Der er dyb økonomisk krise. Valutaen har været i frit fald. Priserne på mad er steget så voldsomt, at masser af familier ikke har råd til at købe den mad, deres børn har brug for.«

Siden 2020 og til midten af april i år har Udlændingestyrelsen nægtet at forlænge opholdstilladelsen for 70 børn. Sagerne skal nu for enten Udlændinge- eller Flygtningenævnet, hvor afgørelserne stadfæstes eller hjemvises. Hvis de syriske børns forældre, der ikke længere har opholdstilladelse i Danmark, ikke samarbejder om frivillig hjemrejse, er udgangspunktet, at de skal placeres på udrejsecenter Avnstrup på Sjælland. Det skal, sammen med meldepligt og begrænsede muligheder for arbejde og uddannelse, fungere som en »motivationsfremmende foranstaltning« med henblik på frivillig hjemrejse. Ifølge Udlændingestyrelsen var der i medio marts ti syriske børn placeret på Avnstrup. Om de sidder der på grund af forbedrede forhold i Damaskus og omegn vides ikke.

Ledende psykolog hos Røde Kors Tinna Wisborg Bach fortæller, at det på sigt kan have store konsekvenser for børnene at sætte deres liv på pause, når de placeres på Avnstrup.

»Børnene fornemmer rigtig meget af det, der foregår omkring dem, og de er ekstremt dygtige til at aflæse sindsstemninger hos forældrene, og dermed også rigtig dygtige til at tage hensyn til forældrene. Det bekymrer os som børnepsykologer, fordi de risikerer at påtage sig et ansvar for, hvordan forældrene har det, og ikke får lov til bare at være børn.«

Men hvad er det helt konkret, børnene kan forvente af deres fremtid, hvis de ikke længere har opholdstilladelse i Danmark? Information opridser situationen for børn i henholdsvis Damaskus-området og på Udrejsecenter Avnstrup.

Katastrofale uddannelsesforhold

World Food Programme (WFP), der hører under FN, vurderede i februar 2021, at 12,4 millioner ud af de omtrent 17 millioner mennesker i Syrien er food insecure – altså uden pålidelig adgang til tilstrækkelig mad til en overkommelig pris. Det er en stigning på 4,5 million fra sidste år, og det højeste tal, der nogensinde er registreret for Syrien. Priserne på de basale fødevarer er 29 gange højere end før borgerkrigen.

Ud fra WFP’s rapport har Red Barnet estimeret, at 6,2 millioner af de mange millioner, der ikke får nok at spise, er børn.

»Det er selvfølgelig ikke det samme som at være under bombardement, men det er trods alt en situation, som det er voldsomt at sende folk med deres børn tilbage til,« siger Anne Margrethe Rasmussen med henvisning til, at fraværet af kamphandlinger i specifikke områder ikke bør være den eneste faktor, man skal tage højde for.

Zoomer man ind på områderne i Syrien, som flygtningene i Danmark skal vende frivilligt tilbage til, hvis det står til de danske myndigheder, viser en rapport fra FN’s Humanitære Koordinationskontor (OCHA), at lige over én million mennesker i 2020 var i nød eller akut nød i Damaskus. I Rif Damaskus lå det tal på knap 2,3 millioner mennesker. Der bor cirka 2,4 millioner i Damaskus og 2,9 millioner i Rif Damaskus, og for begge provinser forventes antallet af mennesker i nød at stige i løbet af 2021.

Hvad angår skolegang, vurderer rapporten fra OCHA, at 94 procent af børn i skolealderen bor i områder med »svære, ekstreme eller katastrofale uddannelsesforhold« hovedsageligt koncentreret i Aleppo, Idlib og Rif Damaskus. Derudover estimerer den humanitære organisation No Lost Generation, at hver tredje skole ikke kan bruges, fordi de enten er »skadede, ødelagte, huser fordrevne familier eller benyttes til militære formål«.

Mange af tallene fra de humanitære organisationer er dog behæftet med en vis usikkerhed, da det er vurderinger ud fra en lang række indikatorer.

Men ringe socioøkonomiske forhold berettiger som udgangspunkt ikke til en opholdstilladelse i det danske asylsystem. I udlændingemyndighedernes afgørelser for de syriske flygtninge lægges der vægt på fraværet af kamphandlinger i Damaskus og omegn, og at situationen i området kan beskrives som forbedret af en ikke helt midlertidig karakter – omend situationen fortsat er alvorlig og skrøbelig. Alligevel mener områderepræsentanten for Mellemøsten ikke, at Danmark bør nægte at forlænge opholdstilladelsen for de syriske flygtninge.

»Vi mener ikke, at det er forsvarligt at sende børn tilbage til situationen i Syrien i den nuværende situation. Landets infrastruktur er ødelagt, og det er usikkert, om familien har et hjem at vende tilbage til, og om børnene kan komme i skole. Børnenes forældre risikerer at blive tilbageholdt eller arresteret, og den risiko afhænger af en lang række faktorer, som det er umuligt at forudse,« siger hun.

»At sende børn tilbage til Syrien under de vilkår vil skabe enorm usikkerhed og utryghed, og vi ved, at det er noget af det mest skadelige for børns trivsel både på kort og lang sigt.«

Forbedringer på Avnstrup

Som Information tidligere har berettet, tvangsudsender Danmark for nuværende ikke syriske flygtninge, fordi man ikke samarbejder med Bashar al-Assad-styret i Syrien. Derfor skal flygtninge, der ikke vil samarbejde om frivillig hjemrejse, som udgangspunkt placeres på et af landets udrejsecentre som »motivationsfremmende foranstaltning«. Børnefamilier placeres på udrejsecentret Avnstrup på Sjælland.

Det er Røde Kors, der står for den daglige drift og en række humanitære og praktiske opgaver på Avnstrup. Rammer og vilkår er – som på alle asylcentre - politisk bestemte. Mark Theodor Sisseck, der er Røde Kors’ souschef i regionen og funktionsleder på Center Avnstrup, fortæller, at der er sket forbedringer i forholdene sammenlignet med, da børnefamilier uden lovligt ophold var placeret på Udrejsecenter Sjælsmark

Normeringen er forbedret, så børnene får mere opmærksomhed individuelt, og nu har familierne mulighed for selv at bestille deres fødevarer online, så de kan planlægge og tilrettelægge deres måltider i stedet for den cafeterialignende ordning, der var på Sjælsmark, hvor man som beboer ikke selv kunne vælge dagens måltid.

»Det, at forældrene selv er med til at bestemme, hvad de spiser, og hvad de giver til deres børn, er en væsentlig vilkårsændring i forhold til på Sjælsmark. Det er med til at normalisere familielivet,« fortæller Sisseck.

Helt konkret bor man på afsnit, hvor der, alt efter familiernes størrelse, huses fem-syv familier. Her er der adgang til fælles toilet, bad og køkken. Avnstrup er et åbent center uden hegn, så folk kan komme og gå uden institutionel overvågning. Røde Kors driver derudover en skole for de børn, der ikke har mulighed for at komme i skole uden for centret.

Hverdagen for børnene består i enten at møde op om morgenen i de tilbud, der er på udrejsecenteret, at tage bussen til Røde Kors-skolen eller til en af de lokale skoler. Om eftermiddagen er der klubtilbud for store og små børn, der er legearealer flere steder på centret, og så kan børnene gå til fodbold, tennis, eller hvad de nu har lyst til, uden for Avnstrup. Mark Theodor Sisseck opsummerer således:

»Vi forsøger at lave et så normaliseret børneliv som overhovedet muligt for, at børnene i deres dannelse kan udvikle sig og tilegne sig de kompetencer, de har brug for i deres videre liv. Uanset hvor de skal hen i deres fremtid.«

Børns dårlige trivsel

Tinna Wisborg Bach er ledende psykolog i Røde Kors og har haft kontakt til børn både på Sjælsmark og i Avnstrup. Hun mener, at forbedringerne er positive, men at rammerne og vilkårene fortsat ikke er optimale forhold at skabe et godt børneliv i. Hun understreger, at hun kun kan udtale sig om de børn, der har det allersværest, fordi det er dem, psykologerne har at gøre med.

»Men generelt trives mange af børnene ret dårligt. Og jo længere tid, de har været i asylsystemet og jo flere gange, de har skullet flytte, jo dårligere trives de.«

Psykologen fortæller, at de børn, psykologerne får kendskab til gennem deres kliniske arbejde på centeret, har en lang række symptomer på psykisk belastning. Helt generelt bekymrer de sig for deres fremtid og forældre, hvilket også kommer til udtryk i deres adfærd på centret, i skolen og hos familien.

»Mange af dem har symptomer på angst og relativt alvorlige søvnvanskeligheder – både i forhold til at falde i søvn og sove natten igennem, hvilket jo er ret basalt for et barns udvikling. De har nedsat appetit, vi ser tristhed hos dem og tendenser til at isolere sig. Og hos nogle af dem ser vi, at de har svært ved at koncentrere sig og fokusere.«

– Mange af dem kommer fra krigshærgede omstændigheder. Kan man alene tilskrive deres symptomer og adfærd forholdene på centrene?

»Det er helt sikkert en kombination, og det kan være svært at adskille det ene fra det andet. Det afhænger også af, hvor længe de har været på et center, for det forværres over tid. Mange af børnene har en del med i bagagen, både fra hjemlandet og oplevelser under flugten, som kan påvirke, hvordan de fungerer nu. Men på et udrejsecenter vil de jo være omgivet af mennesker, som generelt set er psykisk belastede, på et ret lille område. Det skaber nogle spændinger, som børnene bliver vidne til.«

Tinna Wisborg Bach påpeger, at man normalt oplever børn som nysgerrige og spontane med lyst til at lege og lære. Men på Avnstrup opleves nogle af børnene som prægede af omstændighederne og uden lyst til noget, fordi deres livssituation er vanskelig.

Hvis ikke forældrene til de syriske børn vælger frivilligt at rejse hjem, og Danmark fortsat ikke vil tvangsudsende til Syrien, vil børnene bo på Avnstrup på ubestemt tid. Selv om man ikke kender til den bestemte gruppe af børn endnu, vurderer Tinna Wisborg Bach, at det på sigt uanset forbedringerne vil være skadeligt for børnene.

»Ud fra det kendskab, vi har i forvejen, vil det helt sikkert være skadeligt for deres udvikling at bo i lang tid på et udrejsecenter. Det er der ingen tvivl om. Der vil være så mange ting, som de ikke kan eller vil have mulighed for på et udrejsecenter, i forhold til hvad de er blevet vant til i deres nuværende liv i Danmark. Det vil være en kolossal ændring og en forringelse af deres livskvalitet,« siger hun og fortsætter:

»Ud fra et børnepsykologisk udviklingsperspektiv burde de blive i deres nuværende, vante rammer så lang tid, som det er muligt. Det ville være meget sundere for deres psykiske trivsel.«

Serie

I Danmark på lånt tid

Hundredvis af syriske flygtninge lever på lånt tid i Danmark under midlertidig beskyttelse. Regeringen vil sende dem hjem, så snart sikkerheden er tilpas forbedret på deres hjemegn. Men er der overhovedet sikkert i Syrien? Og hvordan mærkes usikkerheden blandt de syriske flygtninge? Det undersøger Information i denne serie

Seneste artikler

  • Eksperter: Udlændingestyrelsens afgørelser om syriske børn er overfladiske

    3. maj 2021
    Med en række enslydende skrivelser har Udlændingestyrelsen fastsat en udrejsefrist for fire syriske børn, der er blevet familiesammenført til Danmark. Men afgørelserne viser ikke, hvordan hensynet til barnets tarv er indgået i styrelsens vurdering, lyder kritikken fra flere eksperter. Derudover kritiseres styrelsen for at sidestille børnenes ophold i Syrien med Danmark
  • Det er udlændingeloven, det er galt med. Og særligt Mette Frederiksens ændring i 2015

    21. april 2021
    Mattias Tesfaye er kaldt i samråd, fordi dagbladet B.T. har beskrevet, hvordan kilder føler sig fejlrefereret, efter at Udlændingestyrelsen har talt med dem om sikkerhedssituationen i Damaskus. Men kritikken bør snarere rettes mod en ændring af udlændingeloven, som Mette Frederiksen fik gennemført i 2015
  • USA advarer mod at presse syriske flygtninge til hjemrejse. Danmark forsøger alligevel

    14. april 2021
    Danmark er i gang med at revurdere hundredvis af flygtninges opholdstilladelse med henblik på frivillig hjemrejse til Syrien eller ophold i udrejsecentre for at motivere dem. Selv om USA’s udenrigsminister nu advarer mod at presse syriske flygtninge til at rejse hjem, står den danske regering fast på sin hjemrejsepolitik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Ulrik Dahlin

Ulrik, for Helvede .... jeg læser altid dine artikler -
og bliver lige deprimeret hver gang.

Men det er altså utroligt, at vi er nået dértil her til lands, at vi hiver børn og unge mennesker plus familie ud af skolegang og dagligdag for at sætte dem alle sammen på udrejsecenter.

Bare fordi vi som eneste EU land mener, at lige netop Rif Damaskus kan være sikkert nok til de mennesker.

Marianne Jespersen, Ete Forchhammer , Kim Folke Knudsen, Ole Svendsen, Pietro Cini, Herdis Weins, Marie E. Rasmussen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Andersen, John Andersen, Gert Romme og Elisabeth From anbefalede denne kommentar

når man nu har besluttet, at DK skal drøne rundt i verden med sin krigsmaskine, så man man sgu da anstændigvis tage imod de flygtninge, man på den måde er stærkt medvirkende til.

Marianne Jespersen, Birthe Drews, Ete Forchhammer , Kim Folke Knudsen, Ole Svendsen, Hanne Utoft, Pietro Cini, Herdis Weins, Jan Fritsbøger, Steen K Petersen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Poul Søren Kjærsgaard, Bjarne Andersen, Lars Løfgren, Gert Romme, Elisabeth From, John Andersen, Uffe Juul, Anders Graae og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Danmark som foregangsland.

Hjemsendelse af flygtninge hvoraf mange har fået psykiske men til et område påvirket af ti års krig, hvor situationen beskrives som forbedret men fortsat er alvorlig og skrøbelig, kendetegnet ved stor usikkerhed på alle måder.
Et land med en dyb økonomisk krise og galoperende inflation. hvor priserne på de basale fødevarer er 29 gange højere end før borgerkrigen og hvor 12,4 millioner ud af de omtrent 17 millioner mennesker i Syrien er food insecure – uden pålidelig adgang til tilstrækkelig mad til en overkommelig pris. En situation man regner med vil forværres de kommende år.

Marianne Jespersen, Ete Forchhammer , Kim Folke Knudsen, Ole Svendsen, Hanne Utoft, Herdis Weins, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Andersen, Ea Movang og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Citeret fra den udemærkede artikel

Ifølge foreløbig 8 af de 12 bidragydere til den rapport Flygtningenævnet bruger i forhold til at kende Damascus området i Syrien sikkert, udtaler bidragyderne, at de ikke er enige i den udlægning, rapporten er nået frem til.
Selv om de er forevist egne bidrag mener de, at konteksten de er anvendt i er helt forkert, de er nemlig ikke præsenteret for rapporten i sin helhed, men kun fragmenter. At der ikke bombes pt. betyder IKKE, at Damascus er et sikkert sted at opholde sig. Regimet har lange fangarme i forhold til anholdelser og fængsling, hvor alene det at være flygtet kan være angribeligt.
Hvor befinder de syrere sig, der har fået repatriering ? - det er et stort spørgsmål ?
Hvordan kan man fra Danmarks side, med henvisning til en utroværdig rapport ødelægge menneskers liv ?

Marianne Jespersen, Ete Forchhammer , Kim Folke Knudsen, Ole Svendsen, Herdis Weins, Jan Fritsbøger, Marie E. Rasmussen, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen, Torben Lindegaard, Eva Schwanenflügel, Poul Søren Kjærsgaard og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ikke alene går Danmark enegang i Europa når det gælder sikkerhedsvurderingen af Damaskus og Rif Damaskus.
Regeringen går også imod sin egen tilslutning i det Europæiske Råd, skriver Steffen Groth i POV International:

"Det Europæiske Råd udsendte for en måned siden en erklæring om Syrien på vegne af alle EU-medlemslandenes udenrigsministre – herunder Jeppe Kofod.
Erklæringen konstaterer, at Syrien er centrum for ”den største fordrivelseskrise i verden”, hvorefter det fastslås i forhold til de syriske flygtninge, at:

”Betingelserne for en sikker, frivillig, værdig og varig tilbagevenden i overensstemmelse med folkeretten er ikke til stede”.

Steffen Groth fortsætter:

"Et af regeringens skinargumenter for tilbagesendelsen af syriske flygtninge lyder, at 140.000 flygtninge er vendt hjem til Syrien fra nabolandene.
Men i nabolandene er der desperate tilstande. 5,6 millioner syriske flygtninge opholder sig i nabolandene under usle omstændigheder.
I Libanon fortæller FN, at 90 % af de syriske flygtninge lever i ”ekstrem fattigdom“.

70 syriske NGO’er forklarer, at det er de ekstreme omstændigheder, økonomisk, juridisk og social marginalisering samt direkte diskrimination i nabolandene, der har tvunget den altovervejende del af de 140.000 til at søge hjem.

At ikke langt flere end de 140.000 – ca. 3 % af det samlede antal i nabolandene – forsøger at vende hjem, dokumenterer, hvor meget de frygter en tilbagevenden."

https://pov.international/de-syriske-flygtninge-retur-til-mareridt/

Her bliver et falsk valg mellem pest eller kolera fremlagt som helt legitimt af regeringen og højrefløjen, idet de postulerer at embedsværket ikke kan tage fejl i sine vurderinger af den påståede sikkerhed, på trods af at otte ud af tolv eksperter tilbagetrækker deres udsagn fra Udlændingestyrelsens rapport, fordi de ikke kan genkende deres egne konklusioner:

"Vi mener, at Danmarks politik om syriske flygtninge ikke afspejler de virkelige forhold, siger de otte kilder i en fælles udtalelse.

Vi – analytikere, researchere og eksperter i syriske forhold – fordømmer på det stærkeste den danske regerings beslutning om at afvise midlertidig beskyttelse til syriske flygtninge fra Damaskus, slår de fast."
(Forskernes brev kan læses i sin helhed i nedenstående artikel):

https://www.bt.dk/samfund/otte-kilder-tager-afstand-vi-fordoemmer-den-da...å

Marianne Jespersen, Ete Forchhammer , Kim Folke Knudsen, Ole Svendsen, Herdis Weins, Jan Fritsbøger, Bjarne Andersen, Leif Høybye, Hans Jørgen G. Ravn, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Carsten Munk og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Det er så håbløst. Ingen saglige argumenter tæller. Ingen menneskelige argumenter tæller. Det drejer sig kun om at holde fast i en fremmedfjendsk politik, for at holde fast i magten.

Marianne Jespersen, Ete Forchhammer , Kim Folke Knudsen, Ole Svendsen, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Jan Fritsbøger, Bjarne Andersen og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Det er så sørgeligt, at vi har en regering, (og en opposition) som uendelig kynisk og hjerteløst, er villig til at ødelægge sårbare mennesker med eet eneste formål: At fastholde magten for enhver pris!

At være villig til at ofre sårbare mennesker i nød - udelukkende for at tilfredsstille eget magtbegær kan kun betegnes med eet ord: Ondskab!

Mette for fanden og alle jer andre:
Hvordan i alverden kan I se jer selv i spejlet?
Hvordan kan I sove godt om natten?
Hvordan kan I holde jer selv ud?

Brug dog jeres magt til at gøre en forskel for det gode i verden!

Marianne Jespersen, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Leif Høybye, Kim Folke Knudsen, Herdis Weins og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Paradigmeskiftet

Det lød så embedsmandsagtigt og distanceret - Paradigmeskiftet.

Ledsaget af den belærende bemærkning. Når flygtningene ikke mere har beskyttelsesbehov, så skal de vende hjem og bygge deres land op igen.

Underforstået at du er en dårlig syrer, hvis du svigter dit land og ikke vender tilbage for at bygge dit land op.

Viktor Klemperer omtaler i hans dagbog fra Det Tredje Rige, hvorledes det helt særlige sprog og begreber omkring Rigstyskerne og de diffamerede jøder i sig selv var med til at legitimere Regimets grusomme politik. Den ene beslutning tog den anden med logisk, distanceret og kynisk konsekvens.

Vi sender ikke personer i gaskammer ej heller personer i KZ lejr, men vi har besluttet os for, at med en millimeters præcision - skal ingen flygtning nogensinde forblive i Danmark og blive en del af det danske civilsamfund. De er for dyre i drift og vi skal beskytte os vores egen rigdom, så denne kan reserveres på de " rigtige danskere "

Som Morten Messerschmidt så smukt formulerer overskriften for denne politik

Vi skal ikke føre politik med biblen i hånden.

Danmark er danskernes fædreland

citat slut fra Debatten i DR2

Spørgsmål - Hvem er danskerne ? som har ret til deres fædreland ?

Det vil Morten Messerschmidt helst ikke svare eksakt på, for så nærmer vi os begrebet en Rigsdansker med stamtræet i orden ligesom der førhen var Rigstyskere med stamtræet i ideologisk preussisk orden.

Jeg erindrer fra samme debat i DR2 Rasmus Stoklunds bemærkning. Der er så mange syrere, som frivilligt er rejst tilbage til Damaskus. Underforstået: Det er en forkælet opførsel ikke at rette sig efter udvisningsordren og rejse hjem til Damaskus omgående.

Igen detaljen mangler lige. Interne flygtninge rejser ikke rundt i Syrien af lyst, men kan være udsat for tvang og lignende. Det siger intet om fraværet af terror indenfor Assads territorium. Terroren er der så længe Assads regime ikke er fjernet.

I foråret 1945 flygtede utallige tyskere fra Schlesien og ind i den russiske besættelseszone efter, at russerne var rykket sejrrigt frem på Østfronten og ind i den daværende tyske provins Schlesien. Da de flygtende tyskere kom til den anden side af Neisse floden blev de modtaget med uvilje og stor nød. Der var ingenting ingen fødevarer mangel på husly og en fjendtlig befolkning af tyskere, som ønskede dem væk så hurtigt som muligt.

Inden længe sås en lang strøm af flygtninge på vej fra vest mod øst tilbage til Schlesien fra den russiske besættelseszone det senere DDR. Men de nåede ikke langt ind i Schlesien og ikke hjem til den by og den gård de var flygtet fra. For nu var området besat af polakkerne og hævnens time var inde til at gøre op med tyskerne og deres terror i det besatte Polen fra 1939-1945.

For tredje gang måtte flygtningene vende om, deporteret af polakkerne og ledsaget med voldtægt mord og prygl i så tilstrækkelig grad, at de ikke nogensinde senere ville drømme om at smutte over Neisse floden og tilbage til den hjemstavn som de kom fra oprindeligt.

Se det er billedligt talt en intern flygtningestrøm. og så kunne Rasmus Stoklund jo bemærke. Jamen der er millioner af tyskere fra øst områderne som er rejst frivilligt tilbage til resterne af Tyskland. Så kan alle andre vel gøre det samme og bygge deres eget land op igen !

Skildringen fra Avnstrup Asylcenter.

Denne her skildring er jo ikke endemålet med paradigmeskiftet.

Endemålet er, at der opføres en flygtningelejr i Rwanda og eller Mali antagelig som modydelse for dansk militær krigsindsats i de pågældende lande.

Der skal alle flygtninge så henvises til at bo i fremtiden, medens deres asylansøgning om at nå til det forjættede Danmark vejes på en guldvægt.

Når de så har fået midlertidig opholdstilladelse, så skal de blive i flygtningelejren i Mali og eller Rwanda, hvor Danmark derfra vil yde deres velgørende bidrag til flygtningenes ophold i den afsides lejr - meget langt fra Danmarks grænser.

Fraternisering med de ægte danskere dur ikke -for så kunne der jo opstå sympati for flygtningene, hvis de blev anset som mennesker og individer og ikke som en truende masse af indvandrer.

Modtager flygtningene et nej tak ingen asylgrund -så skal de også forblive i den afsides liggende lejr i enten Mali eller Rwanda, og der skal nok være i metermål af forslag til at indrette lejren i en særlig sektion med ekstra elendige forhold, så flygtningene er motiveret for at rejse ad helvede til bare ikke til Danmark.

Snedigt arrangeret for så er der en politisk buffer til Nye Borgerlige, DF, og Rasmus Paludan, hvor der kan leveres på at gøre livet for flygtningene altså de afviste så utåleligt som overhovedet muligt. Fantasien kan sikkert række langt i denne disciplin, når lejren befinder sig ude i en ørken eller afsides, hvor der ikke er nogen irriterende pressedækning og Pladderhumanister som kan finde på at ødelægge indtrykket af " En fair Udlændingepolitik "

Helt igennem sagligt og nødvendigt for vores rige samfund kan ikke rumme disse mennesker, der slår hul i Finansloven og truer vores velstand.

Som effektiv sidegevinst vil rygtet om Danmark sprede sig som en løbeild og hermed kan vi leve i lykkelig forvisning om, at Sverige, Tyskland, Norge, Finland, med flere overtager de alt for dyre og omkostningsfulde flygtninge, så har vi vores på det tørre og skubbet ansvaret over på de andre lande, for nu må det være deres tur.

På en eller anden måde fatter jeg ikke, at den statskontrollerede og skattefinansierede Danske Folkekirke overhovedet ikke protesterer. Præsterne dukker sig, bisperne dukker sig , menigheden tier og alle lytter andægtigt til budskabet om at komme sin næste til undsætning.

Ingen finder anledning til at se den lille diskrepans mellem budskabet i kirken og hvad som foregår lige udenfor vores døre.

VH
KFK

Marianne Jespersen, Søren Bro, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel, Leif Høybye og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

I nedenstående link er en analyse af Erik Holstein i Altinget, der beretter om hvorfra Socialdemokratiet henter sit ideologiske tankegods om 'besværlige og uintegrerbare' muslimer fra de såkaldte MENAPT-lande (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) fra, nemlig en hollandsk professor ved navn Ruud Koopmans.

Det er interessant læsning, for i analysen gøres det klart, at Koopmans netop ikke er ideolog eller 'imod' muslimer som sådan, men blot påpeger nogle problematiske tendenser i tiden ved de lande, der betragtes som islamiske.

Men Socialdemokratiet anvender statistikken ideologisk i deres værdikrig.

https://www.altinget.dk/artikel/hollandsk-professor-er-socialdemokratern...

Eva Schwanenflügel

Desuden ser det desværre ud til, at vælgerne har forandret prioriteringer under coronakrisen.

Her topper sundhed og udlændinge igen hvad henholdsvis røde og blå vælgere finder vigtigt, altimens klimaet er dumpet ned på en tredjeplads.

Bare bliv ved med at italesætte et emne, og danske vælgere er nemme at hypnotisere.

https://www.altinget.dk/artikel/vaelgernes-dagsordener-udlaendinge-og-su...