Ungdomskriminalitet
Læsetid: 6 min.

Aarhus Kommune: Ungdomskriminalitetsnævn tilsidesætter børns retssikkerhed

Justitsministeriet er i gang med en større evaluering af Ungdomskriminalitetsnævnets virksomhed. En af de kommuner, der har størst erfaring med nævnet siden starten i 2019, er langtfra tilfreds. Målgruppen rammer skævt, og børns retssikkerhed bliver tilsidesat, mener Aarhus Kommune
I Aarhus Kommune er begejstringen over Ungdomskriminalitetsnævnet til at overse. Nævnet vurderes ikke at være »det relevante værktøj til kriminalitetsforebyggende arbejde«, rammerne er »meget uhensigtsmæssige«, og der sker en »tilsidesættelse af børnenes retssikkerhed«.

I Aarhus Kommune er begejstringen over Ungdomskriminalitetsnævnet til at overse. Nævnet vurderes ikke at være »det relevante værktøj til kriminalitetsforebyggende arbejde«, rammerne er »meget uhensigtsmæssige«, og der sker en »tilsidesættelse af børnenes retssikkerhed«.

Bo Amstrup

Indland
15. maj 2021

Tanken med at etablere Ungdomskriminalitetsnævnet fra januar 2019 kan de fleste nok bakke op om. Der skal gøres en ekstra indsats for at forhindre, at unge kommer ind på en kriminel løbebane.

Måden, man valgte at gøre det på, er i højere grad til diskussion: 

Unge mellem ti og 17 år, der har begået personfarlig kriminalitet (for eksempel vold) eller anden alvorlig kriminalitet (for eksempel omfattende hærværk), mødes med en hurtig og konsekvent reaktion, som besluttes af et særligt nævn med en dommer som formand og en repræsentant fra kommunen og politiet.

Som daværende justitsminister Søren Pape Poulsen udtrykte det tilbage i efteråret 2018 under lovbehandlingen: »Vi skal forpligte de ansvarlige myndigheder, og vi skal turde nytænke indsatsen, så der både er en mærkbar og hurtig konsekvens for børn og unge, når de begår kriminalitet, samtidig med at de får hjælp til at komme ud af en kriminel løbebane.«

Men i landets næststørste kommune er begejstringen over Ungdomskriminalitetsnævnet til at overse. Nævnet vurderes således ikke at være »det relevante værktøj til kriminalitetsforebyggende arbejde«, rammerne er »meget uhensigtsmæssige«, der sker en »tilsidesættelse af børnenes retssikkerhed«, der er behov for »tilpasning af målgruppen«, og endelig er Ungdomskriminalitetsnævnet »ikke gearet« til at håndtere sager af hastende karakter, hedder det således i en status fra Aarhus Kommune. Kommunen understreger, at kritikken retter sig mod rammerne for nævnets virksomhed og ikke mod de andre myndigheder, der deltager.

Ifølge kommunen har det vist sig, at en ikke ubetydelig del af sagerne, som behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet, vedrører børn og unge, som reelt ikke er kriminalitetstruede. Det gælder blandt andet for sager om børn og unge med en nedsat psykisk funktionsevne eller mentale handicap, som ikke forstår eller profiterer af et forløb med Ungdomskriminalitetsnævnet.

»Min største bekymring knytter sig til unge med mentalt handicap, som havner i et domstolslignende system, som de ingen forudsætninger har for at forstå. Det er en helt forkert tilgang til børn,« siger Kristian Würtz (S), rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Unge med nedsat funktionsevne

Heller ikke advokat Kristian Korshøj Jørgensen, der har haft en del sager for Ungdomskriminalitetsnævnet, hvor en anbringelse uden for hjemmet kunne komme på tale, er særlig positiv. Han mener, reformen med etableringen af Ungdomskriminalitetsnævn de facto har sat den kriminelle lavalder ned til ti år.

»Hvis en ung er over 15 år, går sagen først til domstolene, og der kan man blive frikendt. Er man yngre, går sagen direkte til Ungdomskriminalitetsnævnet, og så er man stemplet,« som han udtrykker det.

En stor del af de sager, Aarhus Kommune har været involveret i, er sager om unge med lettere mental retardering, ADHD eller andre unge med nedsat psykisk funktionsevne. I disse sager skyldes den unges forseelse oftest netop den nedsatte funktionsevne – eksempelvis når et barn eller en ung med mental retardering siger en trussel eller slår ud efter en pædagog. Det kan være en normal handling for et udviklingshæmmet barn, men selv om mentale handicap ligger til grund for adfærden, ender sagen alligevel i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det giver ifølge Aarhus Kommune problemer, fordi de unge ikke kan forstå eller honorere de rammer, de placeres i. Kommunen har eksempelvis været ude for, at et barn med mental retardering er blevet mødt med spørgsmål som: ’Hvilke værktøjer bruger du til at sætte ord på dine følelser, når du har det svært?’

Det er forkert, mener Kristian Würtz, at antage, at børn ned til tiårsalderen går rundt med »en skummel plan om at blive kriminelle«.

»Unge med mentalt handicap går over stregen på grund af deres handicap. Det er naivt at tro, at de kan bremses af en kendelse ved et domstolslignende organ som Ungdomskriminalitetsnævnet. I stedet er der behov for en solid social indsats,« siger han og appellerer til, at regeringen og de øvrige partier bag reformen i det mindste får ændret på målgruppen, så børn og unge med mentalt handicap ikke længere er omfattet.

Retssikkerheden tilsidesættes

Der er ifølge Aarhus Kommune også for stor forskel på, hvordan sagerne behandles for aldersgruppen op til 15 år og for aldersgruppen 15-17 år. Sager om de 15-17-årige sendes til domstolene. Det gør sagerne for de 10-14-årige ikke. Og da Ungdomskriminalitetsnævnet ikke tager stilling til et eventuelt skyldsspørgsmål, så risikerer man, at unge, der angiveligt har deltaget i den samme kriminalitet, får en uens behandling alt efter deres alder.

Aarhus Kommune refererer i deres status en sag, hvor fem drenge var under mistanke for personfarlig kriminalitet. Fire af dem var 14 år og blev screenet af politiet til Ungdomskriminalitetsnævnet. Den femte var 15 år, hvorfor hans sag overførtes til retssystemet. Her frafaldt anklagemyndigheden efterfølgende sagen på grund af mangel på bevis.

»Ungdomskriminalitetsnævnet er en mærkelig hybrid mellem en domstolsinstans og en forsorgsinstans, og det gør, at en del børn og unge svæver i et retssikkerhedsmæssigt limbo, som det er urimeligt, at vi som samfund stiller dem i,« siger Kristian Würtz.

Kristian Korshøj Jørgensen har ligeledes været ude for en sag med en tilsvarende forskelsbehandling: Nogle 15-årige havde sammen med en 14-årig truet en forbipasserende på gaden til at give dem sin jakke. Men hvor anklagemyndigheden endte med at droppe sagen mod de to 15-årige, kom den 14-årige for Ungdomsnævnet og blev underlagt foranstaltninger.

»En sådan forskelsbehandling er dybt kritisabel,« mener Kristian Korshøj Jørgensen.

Tre fjerdedele af de sager, han har deltaget i som advokat, har været med børn eller unge, der har været anbragt, og som har haft en ikkerationel opførsel, har udøvet vold eller er kommet med trusler om vold.

»Det lyder voldsomt, men det kan faktisk være ret små ting. Bestemmelsen i straffeloven er meget skærpet, når det drejer sig om trusler mod ansatte i offentlig tjeneste. Det kan være mishagsytringer rettet mod personalet på grund af, at man ikke kan lide aftensmaden. Det ville være ytringer, hvor man var blevet irettesat derhjemme, men her er det ytringer, der kan føre til, at man kommer for en dommer i ungdomsnævnet,« siger han.

Hverken klagemuligheder eller brandbiler

Dertil kommer, at afgørelser fra Ungdomskriminalitetsnævnet ikke kan påklages til Ankenævnet i samme omfang, som der tidligere var mulighed for ved kommunale afgørelser efter serviceloven. Aarhus Kommune ønsker derfor, at der i forbindelse med en evaluering sker en tilpasning, så der sikres en klageadgang på samme niveau som efter serviceloven.

Endelig kritiserer kommunen, at det i sager, hvor der allerede er sket en tvangsanbringelse af en ung, nærmest kan være kontraproduktivt, at sagen også skal behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der er ofte tale om sager, hvor afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet er blevet tiltrådt af Ankestyrelsen, som er øverste klageinstans, og byretten.

Ungdomskriminalitetsnævnet kan vælge mellem to ting, når der kommer en sag med en ung: En såkaldt straks-reaktion – ifølge nævnets årsberetning fra 2019 kan det for eksempel være at vaske brandbiler eller gøre rent i offentlige parker – eller et såkaldt forbedringsforløb. Sidstnævnte kan bestå af mange forskellige elementer som at være hjemme til et bestemt tidspunkt, at tage ophold på en ungdomsklub eller modtage familiebehandling eller pædagogisk støtte i hjemmet.

»Dertil kommer den utroligt lange ventetid, der ofte er med sagerne, før Ungdomskriminalitetsnævnet kan behandle sagen. Det er i modstrid med en af ideerne med reformen, nemlig at der skulle være kort tidsmæssig afstand mellem brøde og sanktion,« siger Kristian Würtz.

Han peger på, at ungdomskriminaliteten de senere år er dalet, og at unge i vores samfund, der har det dårligt, oftere skærer i sig selv eller får spiseforstyrrelser og havner i den psykiatriske børne- og ungeforsorg, end de bliver kriminelle.

»Det er barokt, at midt i al den indadvendte mistrivsel, bruger vores samfund enorme beløb på at oprette systemet med ungdomskriminalitet. Vi ville få mange flere gode børneliv, hvis vi bruger de mange penge på gode forebyggende sociale indsatser. Det er jeg slet ikke i tvivl om,« tilføjer han.

Lad os slutte med den om at vaske brandbiler. Den mulighed blev nævnt allerede i lovbemærkningerne til reformen, da den blev fremsat i oktober 2018, men ifølge Aarhus Kommune er der ikke en eneste ung, der endnu er sat til at vaske brandbiler. Forklaringen er ganske enkelt, at det er alt for risikabelt for de unge, fordi der er mange farlige kemikalier på en moderne brandbil.

Ifølge Marianne Schmidt fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat finder nævnet ikke anledning til at kommentere kritikken »på nuværende tidspunkt«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Werner Gass

Hvis man erstatter socialpolitik med kriminalitetspolitik eller arbejdsmarkeds politik går det galt.
So fokuseres på individuel afstraffelse fremfor individuel hjælp.

Så kan de lære det!

Hvad disse unge så nettop ikke er i stand til på den valgte mode.

Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen, Per Klüver, Steen Obel, Peter Mikkelsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Det er en skændsel for Danmark, men måske kan børnenes statsminister rette op på det ?

Nåh nej hun stemte selv for loven.

// Jesper

Eva Schwanenflügel, Per Klüver, Steen Obel, Peter Mikkelsen, Bjarne Andersen, Ib Christensen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Peter Mikkelsen

Det måske sørgeligste eksempel på hvor galt det kan gå, når politikerne laver symbolpolitik uden at interessere sig for hverken viden på området eller konsekvenserne af deres idioti.

Magnus Fischer, Jesper Frimann Ljungberg, Eva Schwanenflügel, Per Klüver og Steen Obel anbefalede denne kommentar