Psykisk sygdom
Læsetid: 5 min.

Antallet af børn og unge med første kontakt til psykiatrien er steget med 50 procent på ti år

Fra 2008 til 2018 er antallet af børn og unge, som har kontakt med en psykiatrisk afdeling for første gang, steget markant. Udviklingen skyldes blandt andet kortere ventelister og effektiviseringer i psykiatrien. Ifølge eksperter er der brug for at vurdere, om psykiatrien er den rigtige vej ind i systemet for alle børn og unge med psykiske lidelser
Fra 2008 til 2018 er antallet af børn og unge, som for første gang i deres liv har kontakt til sygehuspsykiatrien, steget fra omkring 7.500 i 2008 til 10.700 i 2018. På billedet ses ansatte på psykiatrisk ambulatorium i Roskilde.

Fra 2008 til 2018 er antallet af børn og unge, som for første gang i deres liv har kontakt til sygehuspsykiatrien, steget fra omkring 7.500 i 2008 til 10.700 i 2018. På billedet ses ansatte på psykiatrisk ambulatorium i Roskilde.

Sille Veilmark

Indland
31. maj 2021

Der er de seneste ti år kommet langt flere børn og unge til på de psykiatriske afdelinger rundt omkring på de danske sygehuse.

I årrækken fra 2008 til 2018 er antallet af børn og unge, som for første gang i deres liv har kontakt til sygehuspsykiatrien, steget fra omkring 7.500 i 2008 til 10.700 i 2018, viser en ny rapport fra Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed.

Det er en stigning på knap 50 procent.

Udviklingen understreger, hvor udbredte psykiske lidelser er i barn- og ungdommen i dag, mener Per Hove Thomsen, som er klinisk lærestolsprofessor på Institut for Klinisk Medicin – Børne- og Ungdomspsykiatri på Aarhus Universitet.

»Der er desværre rigtig mange børn og unge i Danmark, som har brug for psykiatrisk hjælp,« siger han. 

Hvorvidt stigningen i sig selv er et udtryk for, at danske børn og unge under 18 år i løbet af det seneste årti har fået det markant værre, er ifølge Per Hove Thomsen mindre entydigt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hanne Utoft

"»Der findes forskellige hypoteser. Er det al den skærmtid, fraværende forældre eller en stigende præstationskultur? Der kan sagtens være gode rationaler bag teorierne, men reelt ved vi det ikke. Der er ikke lavet solid forskning, der viser præcis, hvordan stigende mistrivsel hænger sammen med de forskellige forhold,« siger hun."

Der kan ikke etableres forskning, som viser præcist hvordan de nævnte forhold påvirker den enkelte og gruppers lidelsesudviklinger, eller hvordan de interagerer ... eller hvor mange øvrige faktorer, som måtte spille ind. Men der er solid empiri for at alene de tre faktorer, som nævnes af Nordentoft, så det er bare med at komme igang med at få forandret på dem - via strukturelle løsninger. Fintuning af indsatser til individer i en sygdomsudviklende samfundsstruktur er skrædderier i helvede.

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Søren Kramer, Estermarie Mandelquist, Hans Ditlev Nissen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Men der er solid empiri for at alene de tre faktorer, som nævnes af Nordentoft, har stor betydning for mange, så det er bare med at komme igang... skulle der stå.

kjeld hougaard

Jeg tror det var et – to? – år siden man kunne læse i ”avisen” at 50% af en årgang 21årige var uegnede til militær tjeneste – hos 30% medvirkede deres mentale usundhed. Europamestre i ungdomsdruk, og i går kunne man læse at et ungt voksent menneske behøvede en psykolog for at opfatte at han faktisk var ansvarlig for sit eget liv. At den indsigt fortjente en artikel og en overskrift er helt velmotiveret. Fra vuggestuen og under hjerners udvikling til existens som voksen indoktrineres vi til konformisme. En konformisme som forudsættes i velværestatens totalitære krav til det liv vi skal leve, fokuseret på ”markedet”, økonomi, effektivitet og BNP.
En xenofob velværestat som beskytter os mod at blive nabo med en familie med dansk far, asiatisk mor og børn midt imellem. Det tåler vores konformismen ikke: at exponeres for den fascinerende verden af ”de anderledes andre”. Ingen risiko for at blive inspireret af ikke-danske værdier
Tiden hvor ”det tager en landsby at udvikle et barn”, den tid er forbi. I Danmark tager det kun en universitets uddannet pædagog som til gengæld klarer en hel landsby af børn, helt selv. Og så undrer vi os over danskere – ”verdens lykkeligste folk” har et øgende behov for psykiatri/psykolog hjælp?

Eric Svinth

De grunde Hanne Utoft nævner tror jeg er absolut gyldige - spørgsmålet er hvor symptomerne stammer fra. Her ser jeg et sammenfald mellem skriverier om begrebet curlingsamfund. Der hvor ..og nu bliver jeg upopulær .. der hvor specielt mødre er tjenere for børnene, kører dem til skole serverer morgenmad på sengen på skoledage, lader dem sidde sent oppe på chatrooms, laver betingede reaktioner og usunde madvaner...og i det hele taget ikke stiller krav.
Børn har i mange familier ikke faste rettesnore, får ikke en solid ballast i form af viden og erfaring med... og vil forvente samme når de skal ud i den virklige verden. Så er det vel de går i druk fir at klare den onde verden de ikke er rustet til.

Anders Hüttel

Jeg villle være hunderæd, som ung over at skulle indgå i dette regime af effektivisering, selv-promovering, selvrealisering og præstationskultur.
Det er livet jeg taler om.

Jeg har haft tusinder af 15-17 årige til undervisning. Og de er ikke opdraget med de samme forudsætninger til at tackle deres eget liv - og tak forældre for dette.

Jeg kan godt forstå at psykiatrien er glade nærmest muntre!
Fordi I har kronede dage og masser af kunder i butikken. Og så bliver 1/3 af patienterne tilmed hængende i flere år når de er i starten af tyverne.

Jeg skrev forleden, at jeg var angst for at køre i bus, netop en dag hvor den var fyldt med unge, der var matroser på Georg Stage. Det var rigtig hyggeligt at høre dem pludre. Men det eneste der adskiller matroserne og jeres patienter. Er at de indgår i et ´projekt´ og spiller en rolle.

I taler om at strikke rigtige forløb sammen så i kan effektivisere jeres forløb og i har små pakker til at 'justere': angst, depression eller adfærdsvanskeligheder?
I kan få flere igennem systemet, hvis i også taler til dem.

Er det ikke helt normalt at man psyker sig lidt, når man sander at livet er en endeløs maskerade af præstationer. En pandemi oveni og gåen mod en fremtid, som bliver betydelig ringere end den de er I.

'Fraværende forældre eller en stigende præstationskultur' I tør end ikke sige 'og' eller 'både. Vi vil vel også behage mellem at vi træner. I at blive 'de bedste udgaver', 'de formelige udgaver', 'de selvstændige udgaver' - 'de frie udgaver.
Det lyder helt sygt.

Og det er så det stof - som skal hjælpe os når vi ikke selv kan mere!

Anders Hüttel

Jeg villle være hunderæd, som ung over at skulle indgå i dette regime af effektivisering, selv-promovering, selvrealisering og præstationskultur.
Det er livet jeg taler om.

Jeg har haft tusinder af 15-17 årige til undervisning. Og de er ikke opdraget med de samme forudsætninger til at tackle deres eget liv - og tak forældre for dette.

Jeg kan godt forstå at psykiatrien er glade nærmest muntre!
Fordi I har kronede dage og masser af kunder i butikken. Og så bliver 1/3 af patienterne tilmed hængende i flere år når de er i starten af tyverne.

Jeg skrev forleden, at jeg var angst for at køre i bus, netop en dag hvor den var fyldt med unge, der var matroser på Georg Stage. Det var rigtig hyggeligt at høre dem pludre. Men det eneste der adskiller matroserne og jeres patienter. Er at de indgår i et ´projekt´ og spiller en rolle.

I taler om at strikke rigtige forløb sammen så i kan effektivisere jeres forløb og i har små pakker til at ’justere’: angst, depression eller adfærdsvanskeligheder?
I kan få flere igennem systemet, hvis i også taler til dem.

Er det ikke helt normalt at man psyker sig lidt, når man sander at livet er en endeløs maskerade af præstationer. En pandemi oveni og gåen mod en fremtid, som bliver betydelig ringere end den de er I.

’Fraværende forældre eller en stigende præstationskultur’ I tør end ikke sige ’og’ eller ’både. Vi vil vel også behage mellem at vi træner. I at blive ’de bedste udgaver’, ’de formelige udgaver’, ’de selvstændige udgaver’ - ’de frie udgaver.
Det lyder helt sygt.

Og det er så det stof - som skal hjælpe os når vi ikke selv kan mere!

@Kjeld Hougaard

»i går kunne man læse at et ungt voksent menneske behøvede en psykolog for at opfatte at han faktisk var ansvarlig for sit eget liv«

Yderst interessant. Hvor læste du det? Google er ikke særlig hjælpsom

Rikke Nielsen

Hvis der er noget alle har holdninger til er det, hvordan et ungdomsliv skal leves. Og generelt, at nutidens ungdom lever livet forkert ift. hvordan man selv gjorde det. Den er klassisk. Og synliggør jo også det forventningspres enhver ung lever under til enhver tid.

Dette understøtter nærværende kommentarer også.

Spørgsmålet er jo bare, om der ikke altid har været børn, der har haft det svært, men at man nu putter noget behandling på det. Og at det derfor er umuligt at sammenligne før og nu. Specielt fortolker jeg stigningen på 50% som værende et resultat af kortere ventelister og effektiviseringer., snarere end så meget andet.

Jens Lauge Johannesen

Hvordan kan en stigning fra 7.500 i 2008 til 10.700 i 2018 blive til 50 procent?

Du har ansvaret for dit eget liv, du ridder som du sadler, du er alene, klare du det ikke er det din egen skyld.
Klassik kapitalisme-:)

Jens Lauge Johannesen

@Nicolaj Ottsen, jeg takker mange gange for dit klarsyn, og undskylder, at min procentregning er old school og præget af et konservativt, imperialistisk syn, der regner 7 procentpoint forkert. Melder mig pronto ind i Rotary ;-)

Margit Johansen

Man kan spørge om psykiatrien er den rigtige vej for mennesker i det hele taget? De mange diagnoser - tilbyder penge, medicin og identitet for voksne, børn, unge, deres pårørende samt behandlere. Men har vi fat i den lange ende? Er psykiatrien - som vi kender den - i sig selv en del af problemet? Og hvor skal paradigmeskiftet komme fra? Er der ståsteder uden for sundhedssystemet?

Jens Ole Mortensen

Jeg har netop set første afsnit af en videnskabelig Netflix serie- De første år.
Som handler om mysteriet, hvordan opfatter små børn verdenen. De starter hurtigt med at knytte sig til forældre og familie. På et tidspunkt oplever de de første stres situationer ved at forældrene ikke lige er tilstede. Og de lærer måske at de ikke er verdens centrum. Der kan være andre børn i vuggestuen. Og det udnytter de til at udforske.

Jeg har et spørgsmål til eksperter. Hvordan vil de påvirke et barn, hvis det i alderen 2-3 år bliver bekendt med døden. Hvis et at de familiemedlemmer barnet er knyttet dør ? Kan man sige til barnet, når det spørger efter familiemedlemmet og savner dets nærvær. Din f.eks. bedstefar er død. Vi dør alle engang. Der er lang tid til ? Eller- Bedstefar er i himlen, ham møder du igen, når du dør ? Og barnet vil måske svare. Jeg vil være hos bedstefar.

Hvordan vil det påvirke et barns måde at se verdenen på ?
Kan man bare lægge det døde barn i kisten med den afdøde, eller opleve død på anden måde og det vil ikke registrere det eller blive påvirket ?

De første uger eller måneder kan et barn næppe formulere noget som helst, hverken i ord eller tanker. Men det betyder vel ikke at det ikke registrere omgivelserne og verden omkring dem.