»Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en lille, fattig pige med bart hoved og nøgne fødder.«
Indledningen på H.C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne er måske en af de bedst kendte beskrivelser fra litteraturen af børnefattigdom i Danmark. Scenen foregår i 1800-tallets København og ville heldigvis ikke udspille sig i dag.
Men i velfærdsstatens Danmark er der i de seneste år kommet et stigende fokus på børnefattigdom.
Før folketingsvalget stillede regeringens støttepartier skarpe krav til en kommende socialdemokratisk regering om at afskaffe de lave ledighedsydelser, kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. De kaldes i folkemunde fattigdomsydelserne, fordi de ifølge organisationer og eksperter er skyld i en voksende fattigdom i Danmark, som især går ud over børn.
Fattigdomsydelserne var et af de største stridspunkter mellem Socialdemokratiet på den ene side og de tre støttepartier Enhedslisten, SF og De Radikale på den anden, men kort efter valget blev spørgsmålet sparket til hjørne i den såkaldte Ydelseskommission.
Den har i halvandet år arbejdet for at finde ud af, hvordan man kan skrue ydelserne sammen, så de på den ene side sikrer, at børn vokser op under rimelige forhold og på den anden side, at der er en klar gevinst for de voksne ved at tage et arbejde.
Og nu kan en løsning snart ikke udskydes længere.
Noget tyder imidlertid på, at der på Christiansborg er uenighed om, hvad det vil sige at vokse op under ’rimelige forhold’. Står det til statsministeren, er vi »nødt til at have nogle politiske diskussioner om, hvad fattigdom er for en størrelse«, som hun sagde i en spørgetime for nylig.
Faktisk ved vi allerede rigtigt meget om, hvad fattigdom er for en størrelse, og også hvad det betyder for børn at leve i en familie med lav indkomst. Og mens ingen næppe vil betvivle, at den lille pige i H.C. Andersens eventyr er fattig, skal der ifølge forskningen langt mindre til, før det giver mening at tale om fattige børn i dagens Danmark.
Absolut og relativ fattigdom
Da børnefattigdom blev et tema under folketingsvalget i 2019, skyldtes det blandt andet en optælling fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som konkluderede, at der var 64.500 fattige børn i Danmark.
Det var en stigning på 12.000 fra det foregående år. En af årsagerne var, at et politisk flertal havde sænket kontanthjælpsloftet, hvilket satte begrænsninger for, hvor meget man kan modtage i ekstra ydelser, når man er på kontanthjælp. Samtidig er integrationsydelsen, som er målrettet arbejdsløse indvandrere og flygtninge, blevet sænket over flere omgange.
Siden valget er der sket et fald i antallet af fattige børn. I 2019 levede der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 59.700 børn under fattigdomsgrænsen. Det skyldes dels, at regeringen og dens støttepartier har vedtaget et midlertidigt børnetilskud til de mest trængte familier.
Planen, som det står i det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og dens parlamentariske flertal, er, at det midlertidige børnetilskud skal erstattes af et helt nyt kontanthælpssystem. Og mens støttepartierne venter på at finde ud af, hvad Ydelseskommissionen er kommet frem til, er der på Christiansborg igen kommet gang i debatten om fattigdom.
I statsministerens spørgetime den 11. maj spurgte Enhedslistens politiske ordfører, om regeringen ser det som en bunden opgave at komme børnefattigdom til livs med et nyt ydelsessystem. Mai Villadsen påpegede, at der fortsat lever 60.000 børn i fattigdom. Til det svarede Mette Frederiksen:
»Jeg er simpelthen ikke enig i, at der er en fattigdomsproblemstilling i alle 60.000 tilfælde.«
Når Mette Frederiksen skaber tvivl om dette tal, går hun i rette med en af de mest gængse måder at se på fattigdom på, nemlig det relative fattigdomsmål. Her er en borger eller en familie relativt fattig, hvis man i et givent år har levet for halvdelen af medianindkomsten i et samfund. Det er sådan, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er nået frem til de knap 60.000 fattige børn i Danmark, og det er en definiton, som også bruges af internationale organisationer og eksperter.
Mette Frederiksens regering har lovet at indføre en ny, officiel fattigdomsgrænse, men den er endnu under udarbejdelse, oplyser Socialministeriet til Information.
Man kan også bruge det absolutte fattigdomsmål til at se på fattigdom. Her opstiller eksperter et budget og regner sammen, hvor meget der skal til, før de basale behov er opfyldt. Absolut fattigdom bruges oftest i ulande som betegnelse for, at man har under en dollar om dagen for at klare sig. Men metoden, hvor man får eksperter til at kvalificere, hvad der skal til, før de basale behov er opfyldt, er også brugt i vestlige lande.
I Danmark har RockwoolFonden for eksempel udarbejdet de såkaldte minimumsbudgetter fra 2015. De kan bruges til at vurdere, hvor mange penge man skal have mellem hænderne i en familie for, at man kan leve et »nødvendigt og beskedent økonomisk og socialt liv«.
De når frem til, at en familie med to børn minimum skal have 15.474 kroner om måneden efter skat. Det skal gå til husleje, mad og drikke, tøj, få fritidsaktiviteter, sundhed og hygiejne samt transport.
Seniorforsker i VIVE Rune Vammen Lesner, som forsker i børnefattigdom, fremhæver, at minimumsbudgettet i kroner og ører ender på nogenlunde samme niveau, som hvis man bruger det relative fattigdomsmål.
»Så i praksis er de to mål i en dansk kontekst stort set de samme,« siger han.
Basale afsavn
Det vakte stor opsigt, da Institut for Menneskerettigheder i 2018 kom med en rapport, som pegede på, at nogle familier i Danmark levede under et eksistensminimum. Det vil sige, at de ikke havde nok at leve for til at kunne betale for det mest basale som mad, medicin og et sted at bo.
Undersøgelsen afdækkede familier på integrationsydelse og viste, at en konkret nytilkommen familie med to børn fik 2.348 kroner under RockwoolFondens minimumsbudget, mens en anden familie med tre børn lå 5.361 kroner under minimumsbudgettet.
Konkret betød det ifølge rapporten, at et forældrepar måtte springe morgenmaden over. En far droppede at købe sin medicin, en søn måtte afmeldes fodbold, og en datter måtte undvære briller trods et dårligt syn.
Også i 2016 blev omfanget af økonomiske afsavn i familier i Danmark undersøgt.
Undersøgelsen blev udarbejdet af det daværende SFI – nu VIVE – ved at se på ni basale afsavn, som for eksempel tæller mad, tøj og sociale aktiviteter.
Forskerne fandt først og fremmest frem til, at det i særlig grad var de økonomisk fattige kontanthjælpsmodtagere, der led afsavn, mens de økonomisk fattige, som var i beskæftigelse, ikke i lige så høj grad oplevede at mangle noget inden for de ni kategorier. For børn var problemet særligt slemt i indvandrerfamilier.
Det var kun få i undersøgelsen, som helt måtte undvære daglige måltider, men flere undgik at købe sunde og varierede fødevarer som frugt og grønt, fordi det var for dyrt. 16 procent af de økonomisk fattige svarede også, at de ikke spiste tre gange dagligt af økonomiske grunde.
Samtidig købte 15 procent af de fattige ikke lægeordineret medicin. Det gjaldt kun for tre procent af de ikkefattige. Endelig var der flere blandt de fattige, som droppede at købe fødselsdagsgave, sende børn til fritidsaktiviteter og deltage i højtider sammenlignet med ikkefattige.
Konsekvenser i fremtiden
I Den lille pige med svovlstikkerne lægger barnet sig til at dø i kulden den sidste aften i det nye år. Selv om fattige børn i dag lider mindre armodige skæbner, har det konsekvenser for dem at vokse op i relativ fattigdom. Forskning viser, at det har negativ betydning for barnets fremtid.
Rune Vammen Lesner fremhæver tre årsager, som kan forklare, hvorfor det er sådan: den økonomiske, den psykologiske og den sociologiske årsag.
Ved den økonomiske årsag ser man på barnet som en investering, forklarer Rune Vammen Lesner. Her er pointen, at når man kanaliserer penge ind i individet, får man et afkast. Og hvis der er færre penge til rådighed, er der færre penge at proppe ind i investeringen, som for eksempel kunne bruges til ordentlig medicin, en computer eller oplevelser, som alt sammen er med til at øge værdien af barnet.
Den psykologiske årsag handler om stress. Mere og mere forskning viser, at økonomisk fattigdom skaber stress i familien. Når der er knappe ressourcer, vil forældrenes fokus og deres kapacitet blive brugt på at finde ud af, hvordan de får enderne til at hænge sammen – skaffe mad, få råd til fødselsdag eller husleje. Det arbejde, der foregår psykologisk, kan påvirke barnets udvikling.
»Der er forskning, der viser, at det påvirker relationen mellem børn og voksne og voksne imellem,« forklarer Rune Vammen Lesner.
Endelig er der den sociologiske årsag. Den er bundet op på adfærdsøkonomi og handler om at tilhøre en lavstatusgruppe i samfundet. Pointen er her, at det at tilhøre en lavstatusgruppe, hvor den sociale mobilitet er lav, kan gøre, at man som gruppe ændrer normer og værdier og ikke agerer optimalt i forhold til at udvide sine fremtidsmuligheder.
»Det kan være, at man ikke fokuserer så meget på skolen, som man burde gøre eller kommer ud i kriminalitet,« siger Rune Vammen Lesner.
Fra empiriske studier kan man se konkrete konsekvenser af børnefattigdom.
I Norge er der lavet et studie, som viser, at drenge har en lavere intelligenskvotient ved session, hvis de har levet i hjem med lave indkomster. De får også kortere uddannelser.
Rune Vammen Lesner har også gennemført et studie herhjemme, som har lignende resultater. Han finder blandt andet, at et år i økonomisk fattigdom i barndommen i gennemsnit betyder, at en person har 4,3 procent lavere erhvervsindkomst, når vedkommende er 30 år.
Samtidig finder han også en negativ effekt på uddannelse. Et år i fattigdom i barndommen medfører, at unge i gennemsnit får en måned mindre uddannelse, end de ellers ville have gjort.
Disse studier har taget udgangspunkt i grænsen for relativ fattigdom og lavindkomstfamilier.
Vi ved endnu ikke, hvordan regeringen og et politisk flertal ender med at definere fattigdom, når forhandlinger om ydelserne snart sparkes i gang. Men det kan blive afgørende for, hvordan opgøret med de fattige børn ender.
Opgøret om de fattige børn
Den socialdemokratiske regering er bragt til magten med løftet om at nedbringe antallet af fattige børn i Danmark. En såkaldt ydelseskommission har brugt halvandet år på at undersøge, hvordan man kan indrette et nyt kontanthjælpssystem, som både hjælper fattige familier og sikrer, at det kan betale sig at arbejde. Information sætter i denne serie fokus på fattigdom, ydelser og det politiske spil om det.
Seneste artikler
Trods regeringens hensigt: Forslag til nyt kontanthjælpssystem stiller flertal af indvandrere bedre
16. juni 2021Udlændinges og indvandreres sociale ydelser har længe været til politisk debat. Og mens regeringen nægter højere ydelser til denne gruppe, er det faktisk det, der er lagt op til i Ydelseskommissionens nye anbefalinger – i hvert fald for nogle grupper37 timers arbejdspligt for udlændinge kan blive en tidssluger, advarer ekspert
5. juni 2021Regeringen vil koble ændringer i kontanthjælpssystemet sammen med en arbejdspligt for flygtninge og indvandrere. Det slår beskæftigelsesministeren fast i forbindelse med Ydelseskommissionens anbefalinger. Men forsker advarer om, at det kan blive svært for kommunerne at finde på opgaver, som faktisk nytterMed færre benspænd kunne Ydelseskommissionen have givet mere nyskabende anbefalinger
2. juni 2021Kommissionen har givet et svar på et kompliceret spørgsmål om indretningen af kontanthjælpssystemet. Men hvis den havde fået mere frihed og færre benspænd, kunne vi muligvis have fået nogle mere interessante, effektfulde og nyskabende anbefalinger
Det er hjerteskærende for os alle at se på fattige børn. Men det burde det også være at se de fattige enlige voksne, som også lever en kummerlig tilværelse på kontanthjælp.
Jeg vil også henlede opmærksomheden på en anden fattig gruppe mennesker, nemlig unge handicappede.
En del unge ender på feks. uddannelsesydelse, der er på laveste kontanthjælpsniveau. Det er en ydelse, der er sat så lavt for økonomisk at motivere unge til komme videre med job eller uddannelse.
De handicappede har bare ikke altid de samme muligheder for at komme videre. Muligheder for at søge ekstra økonomiske tilskud er begrænsede, ressourcekrævende og giver sjældent positivt resultat.
En økonomi, der ikke hænger sammen er stressende og påvirker de unge handicappede negativt på samme måde, som det påvirker børn i fattige familier.
For nogle handicappede unge f.eks. autist kan det være totalt livsødelæggende. En økonomi, der ikke hænger sammen er stressende for alle, men mange ange autister har på grund af deres handicap ikke kompetencerne til at overskue dette. Det kommer til at fylde alt, tage al energi og dermed begrænse deres øvrige kunnen. For nogle autister betyder et uløst problem at de bogstavlig talt ikke kan gøre noget andet (få noget at spise, tage bad osv) før problemet er løst, så stressen lægger sig.
Det kunne være en oplagt grund til at den sociale mobilitet er ikke eksisterende!
Een ting er fattigdommen og dens konsekvenser for både børn og voksne.
Men noget andet er, hvad politikerne og magthaverne VIL med fattigdommen.
Hvad er formålet?
Hvorfor ønsker man fattigdom i Danmark - eller hvis man ikke ønsker at se ordet 'fattigdom', så kan man tale om, hvorfor man gerne vil have mennesker i Danmark som ikke har råd til ordentlig mad og medicin, hjælpemidler og et socialt liv.
Hvorfor?
Hvem gavner det?
Lise Lotte Rahbek husk der er ikke fattigdom i Danmark - folk bruger bare pengene forkert - er det ikke den lektie "vi" så tit har hørt - fx. fra Venstre og nu måske også fra socialdemokraterne.
Skat har tallene på hver eneste der er fattig i Kongeriget - til hver en tid!
Al denne modløshed er resultat af årtiers forskelsbehandling. Accepter dette faktum!
Underholdningselementet bliver at se hvordan de mange som har alt, vil aflede, forsinke og forsøge at splitte alt, at der sker noget som helst.
@Luse Lotte Rahbek
Kapitalistisk udbytning handler om økonomi og politik og ikke om psykologi og moral. Desværre.
Det kapitalistiske system medfører en økonomisk ulighed langt udover, hvad den enkeltes indsats betinger. Denne ulighed betyder frihed for de få på bekostning af de mange.
Den demokratiske socialisme må derfor arbejde for en demokratisering af hele samfundslivet, så det enkelte menneske får forudsætninger for frit valg, erhvervsmæssigt og kulturelt.
Det kapitalistiske samfunds ulighed og den uhæmmede økonomiske magtudfoldelse er den virkelige fare, der truer et frit samfund. Den samfundsmæssige planlægning er midlet til at undgå den utryghed og det kaos, der er det politiske diktaturs grobund og den alvorligste trussel mod den personlige frihed.
Vejen Frem - Socialdemokratiets partiprogram 1961
Ups, glemte " " fra start til mål.
Først skal vi have en debat om hvornår man er fattig. Hvorfor skal vi det når der formodentlig foreligger undersøgelser der belyser problematikken. Fri os fra at få dette emne debatteret i medierne af en flok ignorante politikere. Jeg må tilstå at det foruroliger mig. For som alle ved så eksisterer der ikke rigtig nogen fattigdom i Danmark. Socialdemokratiet er ikke gået til valg på at sætte ydelserne op så mon ikke det er derfor Mette Fredriksen vil have det ud til almen debat i stedet for at forholde sig til fakta.
Tag i stedet udgangspunkt i de rapporter der ligger, inddrag de organisationer, institutionert og fagfolk der ved noget om emnet.
Socialdemokratiet arbejder på sagen. Rom blev ikke bygget på en dag.
Mette Frederiksen har nok altid været tilhænger af den hårde linje, ikke kun i forhold til udlændinge, men også i forhold til syge og ledige.
Glem ikke, at hun under Thorning-regeringen som beskæftigelsesminister fik gennemført den mest drakoniske lovgivning på området nogensinde; loven om førtidspension og fleksjob, samt kontanthjælp, hvor ressourceforløb indførtes for at begrænse syges adgang til førtidspension, fleksjob blev forringet enormt, og unges kontanthjælp ligeledes.
"Det er blandt andet indførelse af meget lange sagsbehandlingstider og jobcenterforløb ved søgning om fleksjob og førtidspension.
Frederiksens ressourceforløb betød, at titusindvis af borgere har skullet gennemgå op til femårige ressourceforløb og nogle endda flere af slagsen, inden de kunne få lov at blive visiteret til fleksjob eller tilkendt førtidspension.
Vi taler om fem og ti års ventetid - oven i eventuel tidligere tilbragt tid i systemets vold.
Det er meget lang ventetid med uvished, og mange var i forvejen så dårlige, at disse forhalingsforløb blot har afviklet deres sidste eventuelle arbejdsevne og gjort dem helt uarbejdsdygtige.
Psykiatrifonden og Sind gjorde netop opmærksom på i deres jobcenterundersøgelse fra 2019, at den lange ventetid i jobcenterforløb med uvished om fremtiden og manglende respekt for lægeerklæringer er meget ødelæggende for disse menneskers psykiske ve og vel, og at nogle rent faktisk får selvmordstanker efter lang tid i systemet.
Hvorfor undskylder statsministeren ikke for det?
Og hvorfor fortsætter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen med at tale om ressourceforløb som noget godt, som han blot vil have forkortet lidt fra fem til tre et halvt år per forløb?
Der er jo stadig ingen tidsbegrænsning på det samlede sagsbehandlingsforløb, som syge mennesker med nedsat eller ingen arbejdsevne kan risikere at skulle igennem, før de kan få fred."
"Hvornår siger Mette Frederiksen undskyld til de reformramte?"
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/hvornaar-siger-mette-frederiksen-und...
Det er blevet påpeget i andre tråde om Ydelseskommissionen, at der ensidigt fokuseres på børnefattigdom.
Det virker ikke helt tilfældigt.
Lur mig, om ikke regeringen hemmeligt pønser på at opfylde de hede ønsker fra SF og EL om at 'gøre mere for at hjælpe børnene' for at undgå taburetbulder i kabinettet.
Problemet er blot, at Ydelseskommissionens kommissorie er, AT DET IKKE MÅ KOSTE NOGET at lave om på ydelserne.
Ergo, hvis nogle gives, skal andre fratages.
Fx de enlige kontanthjælpsmodtagere? Eller de unge? Eller førtidspensionisterne?
Forhåbentlig bliver det IKKE med Enhedslistens mandater, at en løftebrudsregering kan fortsætte.
Lad falde, hvad ej kan stå.
Mettes Hummelgaard adlyder.
@ Lise Lotte Rahbek
Sjældent har jeg set dig stille spørgsmål, som er så let besvaret, så jeg må lige spørge: Er det retorikken som har taget lidt overhånd i retfærdig harme eller er det fordi du ikke evner at være kold og kynisk nok til selv at se de ubehagelige svar? Uanset hvilket, så kommer de her:
Hvad er formålet?
Det er klassisk markedsøkonomisk vækst.
Her handler det om at producere varer og services så billigt som muligt og at sælge dem så dyrt som muligt, samt at balancere dette forhold så godt at man fører nok i konkurrencen med andre udbydere til at salget løbende vokser. Den største udgift i produktionsleddet er i langt de fleste tilfælde løn, så denne skal så langt ned som muligt på enhver måde man kan, uden at skade salgssiden.
Hvorfor?
Det skal kunne betale sig at arbejde ift. at modtage en forsørgelsesydelse.
Her stiller de fleste for lidt uddybende spørgsmål til det gennemtærskede mantra "Det skal kunne betale sig at arbejde" og glemmer de helt oplagte "hvor meget?", "hvordan?" og "for hvem?. I bund og grund betyder det at det skal kunne betale sig at arbejde også selvem jobbet er at være chauffør eller lagerarbejder for Nemlig.com, cykelbud for Wolt eller bare den lokale reklame og avisrute. Før vækstens skyld skal det være sådan at tusindvis af danske borgere skal være sultne efter at søge alle tilgængelige lager og pakkejobs, når Amazon nu snart rykker ind i Danmark .
Hvem gavner det?
Primært den rigeste økonomiske og politiske elite i top 1%, sekundært andet lag af den økonomiske og politiske elite, som udgør de resterende 9% af top 10% klassen, og tertiært den middelklasse, der både har arbejdsindtægt og kapitalgevinster fra formueinvestering på 1 mio. eller mere i værdipapirer og/eller fast ejendom, som indgår i deres samlede livsindkomst. Danmark er et meget velstående land, så disse tre grupper udgør tilsammen lidt over halvdelen af befolkningen, hvilket er en meget væsentlig del af grunden til at partier og politikere, som laver fattigdomsskabende politik, har en så stabil vælgerstøtte bag sig som de har.
Det mest forbandede ved disse forhold er at de kun er starten på en endnu værre behandling af samfundets nederste klasser, end den vi har set i de seneste 20 år.
Post corona får vi nye klasser af fattige... alle de små virksomheder og selvstændige som falder mellem stolene i forhold til coronahjælp og går ned. Nogle vil også falde igennem dagpengesystemet fordi de måske ikke har tjent nok de foregående år til at være berettiget. Er de så gift kan selv en beskeden indtægt stå i vejen for nogen ydelse overhovedet. Systemet umyndiggør individet og er bygget på alle har fællesøkonomi og går ind for fællesforsørgerpligt.
Når fiskere bliver ramt af reduceret koter pga Brexit, eller en torske bestand der er kolapset pga overfiskeri, så skal de støttes fordi de uskyldigt er blevet ofrer i en sag.
Når landbruget skal aflive nogle mink, eller fjerkræ fordi man er bekymret for noget man ikke helt kender til.
Får de støtte fordi de er ofrer i en sag.
Når landbruget afgrøder vasker væk en vår sommer eller bliver tørke ramt.
Får de støtte fordi de er ofrer i en sag.
Ud over de omfangsrige støtte ordninger der næsten med 14 dages mellemrum kan søges fra EU eller andet sted.
Men når en alm lønmodtager mister sit arbejde så får han/hun lidt hjælp som nogle såkaldte borgerlige helst så reduceret, så det kan ligge et løn tryk på den alm borger.
Når folk bliver syge, skal der reduceres kontrolleres af “job” centeret i hoved og ...
Når folk får ondt i livet, skal der spares og indskrænkes kontrolleres i hoved og ...
Alm skatteyderer betaler gildet for at de liberale erhverv sikres en indtjening.
Er det liberalt eller planøkonomi?
Jeg undrer mig årti efter årti over hvorfor disse mennesker ikke gøres selvforsørgende med støtte og uddannelse. Eneste forklaringer jeg kan finde er 1 at der er for mange der lever af disse mennesker. 2 klasseforskelle skal bevares.
Brian W
Spørgsmålene har vi nok samstemmende svar på.
Men jeg kunne så gevaldig godt tænke mig at se repræsentanter for de forskellige partier og måske erhvervsordagisationerne DA og DI besvare de samme spørgsmål uafhængigt.
Hvad er deres forklaring på hvorfor mennesker i Danmark har fortjent ikke at have råd til medicin og om de adspurgte måske selv kunne tænke sig at ansætte mennesker, som har det elendigt?
Og hvorfor ikke også fagforeningerne - de har måske også et par svar til, hvorfor de totalt har svigtet de, som ikke har råd til et medlemskab.
I virkeligheden er mantraet om at "det skal kunne betale sig at arbejde" blot nysprog for at "det skal være så utåleligt som muligt ikke at tage et hvilketsomhelst arbejde".
Det prekære arbejdsmarked bliver mere og mere udbredt, og derfor skal arbejdstagernes rettigheder begrænses så meget som muligt for at øge profitten, som Brian W. Andersen er inde på.
Beskæftigelsesindustrien har også dannet sin helt egen enklave, hvor de såkaldte 'andre aktører', konsulenter og firmaer malker det offentlige og de uheldige individer, som rammes af sygdom og ledighed.
Mange virksomheder er på perpetuel kontanthjælp via ordninger som virksomhedspraktik, arbejdsprøvninger, fleksjobordningen, og løntilskud.
Det ville jo trække tæppet helt væk under alle disse brancher, såfremt de syge, handicappede og arbejdsløse virkelig fik den hjælp de havde behov for med uddannelse og opkvalificering, samt sygedagpenge og førtidspension.
For slet ikke at tale om en understøttelse der er til at leve af.
Konkurrencestaten lever i bedste velgående, selvom Bjarne Corydon er skiftet ud med Nikolaj Wammen.
Bjarne Corydon har nu et problem med hjælpepakker på Børsen; overrasket?
En af kapitalismens indbyggede modsætninger/ paradokser er at der aldrig i det system kan blive tale om fuld beskæftigelse. Modellen kræver et antal arbejdsløse for at kunne generere overskud. Derfor taler politikerne også hele tiden om vigtigheden af at øge arbejdudbudet, som betyder flere arbejdssøgende. For på den måde holder man lønningerne nede og det er vældig godt for konkurrencen. Men det gør det også dobbelt så modbydeligt og nederdrægtigt at skyde på dem som holdes udenfor.
Har hørt rygter om at de kunne finde på at lave SU til kandidateksamen om til ren SU lånefinansieret. Så det er måske der nedskæringen kommer. En løsning de neoliberale og bankens aktionærer hilser velkommen.
Ja, Pia Nielsen, du har hørt rigtigt.
Flere gældsslaver er lige hvad vi har brug for, i et land med én af de mest forgældede befolkninger i verden.
Gæld holder også folk til ilden, og fratager dem lysten til at strejke og protestere over dårlige arbejdsvilkår.
PS. Med mindre selvfølgelig gælden er stor nok.
Der gælder helt andre regler for dem, der skylder 35 millioner end for fru Jensen, der skylder 35.000.