Det er ikke nogen let opgave, som regeringen har sat sig for med det nye udspil om en omfattende udflytning af studiepladser. Når man spreder uddannelser ud over danmarkskortet, risikerer det at skabe udhulede forskningsmiljøer, iltfattige studiemiljøer og ubesatte studiepladser, lyder advarslen fra flere i uddannelsesverdenen.
Men gøres det rigtigt, er der potentiale til at vende årtiers centralisering og skabe »bedre balance« i Danmark, sådan som regeringen selv formulerer det.
Det mener professor ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen, som leder forskningsprojektet ’Danmark i balance – regional dynamik og ulighed’. Han advarer mod at blive »for konservativ«.
»Dengang for godt 100 år siden, da man ville oprette Aarhus Universitet, der sagde københavnerne også, at ’hvad skulle de bonderøve med et universitet’. Det er vi trods alt meget glade for i dag,« som han siger.
Ifølge Jørgen Goul Andersen er der overordnet set ræson i regeringens plan om at oprette 7.500 studiepladser uden for de store byer, mens færre fremover skal kunne studere i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
»Hvis man vil skabe udvikling mere bredt i hele landet, så mener jeg, at regeringens overvejelser er fornuftige og i overensstemmelse med, hvordan vi ved, at folk opfører sig,« siger han.
Det er både universiteter og professionshøjskoler, som – hvis det står til regeringen – skal flytte studiepladser ud i tusindtal. Universiteterne skal skære ti procent af deres optag i de store byer og flytte en række studiepladser ud, mens professionshøjskolerne skal flytte 1.300 pladser ud af de store byer og oprette op mod 1.000 nye.
Formålet er at tage »de næste store skridt i opgøret med centraliseringen«, som Mette Frederiksen sagde på et pressemøde torsdag, der blev afholdt i den lille jyske landsby Foulum.
»Vi vil gerne have lov til at sige, at centraliseringen ikke er en naturlov. Sammenhængskraft kommer ikke af sig selv. Det skal skabes,« lød det fra statsministeren.
En politisk centralisering
Placeringen af uddannelser i Danmark er i høj grad et resultat af politiske beslutninger. Frem mod 1980’erne blev stadigt flere uddannelser flyttet ud af København og spredt rundt om i landet. Der opstod studiemiljøer i byer som Aalborg, Odense og Roskilde som et resultat af grundlæggelsen af universiteterne der. Samtidig skete der en decentralisering af ungdomsuddannelserne, hvor der blev oprettet stadigt flere gymnasier.
Men den tendens sluttede for godt et årti siden. I 00’erne besluttede et politisk flertal ad flere omgange at centralisere det danske uddannelseslandskab. Jørgen Goul Andersen peger blandt andet på, at man nedlagde lærer- og pædagogseminarierne og samlede dem i større professionshøjskoler.
Alt i alt er der siden årtusindskiftet kommet flere uddannelser, men færre studiepladser i de mindre byer, fortæller han. Den udvikling har ifølge professoren skabt »en større opdeling mellem vidensdanmark og produktionsdanmark«.
Jørgen Goul Andersen fremhæver, at der er sider af udviklingen, som er umulige at vende. For eksempel er befolkningstallet i de deciderede landdistrikter kun faldet siden 1920’erne.
»Det ville jo være ren nostalgi at tro, at man kunne dreje den udvikling tilbage. Men lige så forkert er det at tro, at det hele bare skyldes ’udviklingen’,« siger han.
Der er ifølge ham flere mulige veje til mindre centralisering, og her spiller politik en rolle. Der er landsbyer, som kunne have været levedygtige, hvis ikke man havde »pillet livsnerven ud ved at lukke skolen«.
»Og for eksempel et seminarium kan betyde meget i en provinsby,« siger han.
Jørgen Goul Andersen fortæller, at uddannelse påvirker folks flyttemønstre. Når de unge efter endt studie skal etablere et voksenliv, har de en tendens til at blive i nærheden af, hvor de har studeret, viser data.
»Hvis du nu var uddannet på det daværende Tønder Seminarium, er det mere nærliggende at søge arbejde i det sønderjyske, hvor du formentlig har venner, måske en kæreste, sammenlignet med, hvis du har læst i Aarhus,« siger han.
»Så på den måde tror jeg, at en udflytning kan være med til at dreje i den retning og bidrage til en lidt mere jævn fordeling af vidensarbejdspladser rundt om i landet.«
Spørgsmålet er så, om det i dag kan lade sig gøre at oprette uddannelser i mindre byer, som unge rent faktisk gider at søge til.
En af regeringens helt store ambitioner er at oprette flere velfærdsuddannelser i de mindre byer, som skal imødekomme det stigende behov for lærere, pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker – de såkaldte velfærdsprofessioner.
Og spørger man socialdemokraterne, er vejen til at få flere til at søge ind på de uddannelser blandt andet, at man opretter flere studiepladser uden for de store byer.
Men kigger man på de nyeste erfaringer fra 2018, hvor VLAK-regeringen oprettede 500-1.000 studiepladser som en del af aftalen Bedre Balance II, er de ikke overvældende positive. Optaget kom aldrig op på mere end cirka 130 nye studerende, og i dag er det under 100, viser et nyligt folketingssvar.
Et eksperiment
Fra dele af uddannelsesdanmark bliver regeringens nye udspil primært mødt med skepsis.
Formand for Danske Professionshøjskoler Stefan Hermann er for eksempel bekymret for, hvor de studerende til de nye, lokale velfærdsuddannelser skal komme fra. Københavns Professionshøjskole, som Hermann selv er rektor for, har haft store problemer med at rekruttere nok studerende til læreruddannelsen i Helsingør, hvor kun ni søgte ind sidste år.
»Jeg tror ikke på, at jeg kan få 200 nye studerende til at læse til lærer i Hillerød. Jeg vil til enhver tid kæmpe med næb og klør, hvis det er det, vi skal fremover. Men man skal huske, at det også er i de større byer, der mangler lærere og pædagoger, så det er ret dramatisk, at man så ovenikøbet vil nedlægge uddannelsespladser her. Det kan føre til en endnu større mangel på velfærdsuddannede,« siger Stefan Hermann.
Han påpeger, at eksempelvis Københavns Kommune har slået 1.000 pædagogstillinger op det seneste år, men kun fået besat halvdelen.
Også Lene Augusta Jørgensen, som er rektor på University College Nordjylland (UCN), har forsøgt at oprette lokale uddannelsessteder i forbindelse med VLAK-regeringens udflytning i 2018.
UCN oprettede dengang en eksport- og teknologiuddannelse og arbejdede på at oprette en meritpædagoguddannelse i Hobro, men begge uddannelser havde så få ansøgere, at de aldrig kom i gang. UCN har til gengæld uddannelser i Hjørring og Thisted, og det er også nogle af de byer, hvor regeringen nu lægger op til, at flere skal studere.
»Det er et eksperiment, regeringen har gang i, og min bekymring er, hvad der sker, hvis de unge ikke søger de her nye uddannelser. I 2018 blev der brugt 160 millioner kroner på at få meget få studerende uddannet, men vi har ikke fået flere lærere og sygeplejersker ud af det,« siger Lene Augusta Jørgensen.
Hun frygter, at regeringens nye udflytningsplan igen tvinger uddannelserne til at bruge en masse penge på at etablere nye uddannelser i stedet for på at uddanne flere velfærdsmedarbejdere.
Der er især mangel på sygeplejersker i Nordjylland, men hvis UCN skal lukke uddannelsespladser på den centrale uddannelse i Aalborg, som planen lægger op til, så frygter Lene Augusta Jørgensen, at det bliver svært at levere nok arbejdskraft til sundhedsplejen.
»Vi vil alle sammen gerne have et Danmark i bedre balance, men vi kan ikke presse de unge bestemte steder hen. I stedet risikerer vi, at de unge siger ’hvorfor læse til sygeplejerske, hvis jeg ikke kan komme ind i Aalborg’, og så vælger de noget andet,« lyder hendes analyse.
Skal samtænkes med lokalsamfundet
I det nye udspil har regeringen identificeret 25 steder rundt om i landet, hvor den mener, at det giver mening at flytte uddannelser ud. Regeringen anbefaler blandt andet en dyrlægeuddannelse i Foulum, hvor der allerede er et veterinært forskningsmiljø, og at man kan uddanne sig til både tandlæge, bioanalytiker og socialrådgiver i Hjørring.
På pressemødet betonede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) det afgørende i, at der placeres uddannelser i de byer, hvor der i forvejen er et uddannelsesmiljø, og at der kan opstå et samspil med erhvervslivet.
»Selvfølgelig skal vi bygge videre på de steder, hvor der er et studieliv i dag. De 25 steder, vi har valgt, er ikke Danmarks mindste byer, men byer, hvor der allerede er miljøer i dag. Det er vigtigt i respekt for det studieliv, der skal leves,« sagde ministeren.
En analyse fra Kraka fra 2018 peger da også på, at det kan gavne produktivitet, innovation og bosætning i lokalområder at udflytte universitetsuddannelser og tilhørende forskningsmiljøer. Især hvis det gælder de uddannelser, hvor der er et vist lokalt behov.
Der er dog et ’men’: Hvis uddannelserne og forskningsenhederne bliver alt for små, går det ud over effekten, ligesom det kan føre til højere omkostninger og lavere kvalitet, konkluderer Kraka-analysen.
Jørgen Goul Andersen fremhæver, at man skal være opmærksom på de negative erfaringer, man har med at oprette nye uddannelser. Derfor skal man ifølge ham nøje overveje, om der er grund til at oprette en uddannelse et givent sted, og det skal »samtænkes med det omkringliggende samfund«.
»Det er ikke bare gjort med at placere en uddannelsesinstitution, hvor du kan læse i nogle år og må gøre den færdig et andet sted, som vi har set tidligere med uddannelsesstationerne. Der skal være en kritisk masse både i forhold til studieliv og faglighed,« siger han.
Men ifølge Jørgen Goul Andersen bærer udspillet præg af, at regeringen er bevidst om de forhold. Han peger blandt andet på, at man vil placere en danse- og musikuddannelse i Holstebro, hvor der allerede er et teater- og kulturliv, ligesom man placerer velfærdsuddannelser steder, hvor der i forvejen er et uddannelsesmiljø.
»Det er et eksempel på, at man i hvert fald har tænkt på synergimulighederne ved at flytte noget ud her,« siger han.
Også rektor på Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, mener, at regeringsudspillet kan skabe mere udvikling uden for de største universitetsbyer. Universitetet skal ifølge udspillet oprette en ny tandlægeuddannelse i Hjørring, og det ser Per Michael Johansen som en oplagt mulighed, fordi en del af tandlægestudiet overlapper med lægestudiet i Aalborg, hvilket kan give stordriftsfordele.
Og netop oprettelsen af et medicinstudium på Aalborg Universitet har betydet meget for rekruttering til sundhedssektoren i det nordjyske.
»80 procent af de læger, vi uddanner, vælger at blive i regionen, men vi er også udfordret på at få nok tandlæger især i yderområderne, så det her er en oplagt mulighed for at skabe bedre uddannelsesmuligheder lokalt,« siger Per Michael Johansen.
Rammer forskningsmiljøer
Hos den akademiske fagforening DM, som repræsenterer mange af de studerende og forskere, der potentielt bliver berørt af regeringens udflytningsplaner, er reaktionen blandet.
Formand Camilla Gregersen bakker op om at lave flere, nye uddannelser i mindre byer, men finder det stærkt problematisk, hvis studie- og forskningsmiljøerne på de eksisterende uddannelser i de store byer svækkes som følge af nedskæringerne her.
»Reducering af studiepladser, synes jeg, er rigtig ærgerligt, for vi risikerer faktisk, at færre tager en uddannelse, når der kommer et nyt, geografisk uddannelsesloft. Vi skal kunne tilbyde de unge et rigt socialt liv og stærke faglige miljøer både i de store og små byer, ellers falder ambitionen til jorden,« siger hun.
Ifølge Camilla Gregersen risikerer forskningsmiljøerne også at blive hårdt ramt, hvis uddannelserne enten skal reduceres eller bliver spredt ud.
»Det kan helt konkret betyde fyresedler og destabilisere de faglige miljøer. Det bliver også sværere at tiltrække internationale kapaciteter, hvis der er uro om finansiering og arbejdsmiljø,« siger hun.
Også Danske Universiteter er skeptiske. Formand Anders Bjarklev mener, at prisen for at opbygge nye forskningsmiljøer med laboratorier og lignende langt vil overstige det forhøjede taxameter og uddannelsestilskud, som regeringen lægger op til. I udspillet vil regeringen indføre et regionalt taxameter, som forhøjes med fem procent for uddannelser uden for de store byer, og hæve det nuværende tilskud, som udløses per udbudssted, fra to til fire millioner.
»Men det rækker som en skrædder i helvede,« mener Anders Bjarklev.
Han frygter desuden for, at adgangskravene på universiteterne vil blive øget betragteligt, hvis de skal reducere antallet af uddannelsespladser.
»Det vil jo øge presset og stressniveauet blandt de unge. Selvfølgelig vil nogle unge hellere læse i provinsen, men det er en global tendens, at mange søger mod de større byer,« siger han.
»Jeg tror ikke, man kan tvinge unge mennesker bestemte steder hen, og det er det værste ved det her udspil. På mange af de mindre uddannelsesudbud rundt om i landet er der allerede store problemer med at tiltrække studerende nok.«
Jørgen Goul Andersen anerkender, at der er en tendens til, at unge søger væk hjemmefra, når de begynder på en uddannelse. Men han påpeger også, at de ikke nødvendigvis søger så langt væk.
»Der er nogle, som har en stærk udlængsel, men ikke alle. Nogle kan nøjes med den nærmeste uddannelsesby. Hvis man ser på folks uddannelsesønsker og deres livsperspektiver, er de ikke storbyglobalister og en del af den kreative klasse alle sammen,« siger han.
Det er bare om at komme i gang. Og derefter udflytning af markante dele af den offentlige sektor.
Da jeg i 1970'erne gik på Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole på Frederiksberg, var der politisk vilje til at flytte en del af studierne til Foulum i Jylland.
Det forekom indlysende, især for de mange jyske studerende, at det burde være muligt at studere i den landsdel, hvor landbrug og husdyr er flest, og hvor de fleste studerende kommer fra og vender tilbage til. Mulighederne for praktiske indslag er begribeligvis større hér, end midt i hovedstaden ...
Sagen gik dog uhjælpeligt i stå, mange ansatte modsatte sig et opbrud, hvilket en professor gentog på lignende vis i Orientering i dag: Veterinærstudiet er lille, og splitter man det op, vil dynamikken gå tabt, og i Foulum vil man mangle det nære samspil med beslægtede studier på KU, osv, osv.
Der var og ér allerede et forskningsmiljø i Foulum, og mon ikke alle de beslægtede studier kan frekventeres på AU, en times kørsel fra Foulum? Nå nej, man har for nogle år siden specialiseret universiteterne, så store fagområder kun findes på KU og andre kun på AU. Dette er måske også en tendens, der bør evalueres. Uholdbart, at man kun uddanner violinister et sted og kun pianister er andet. Hvor bliver samspillet af? Vi har allerede set, at Aarhus Universitetshospital gør oprør imod, at en række behandlinger monopoliseres i København.
Èn gang placeret i hovedstaden bør vel ikke medføre et evigtvarende monopol. Selv om man på Landbohøjskolen påstår størrelsen afgørende for kvaliteten, må det være muligt at skære lidt af sidebenene. Konkurrence kan jo også være inspirerende, og jeg har en fornemmelse af, at der ofte ligger et ensidigt lobbyarbejde bag de yderligt gående centraliseringer.
Mange steder i verden ser man små og afsides institutioner yde en vigtig indsats, så hvorfor skal vi DK samle næsten alting i 4 overtrafikerede metropoler og forfordele en række attraktive byer, som måske kan skabe en bedre balance?
Der er mange faldgruber og megen inerti, men kom endelig i gang!
Det er både morsomt og skræmmende at følge dansk politik i et lidt længere tidsperspektiv.
Brede politiske flertal stemte for relativt få år siden, for en centralisering af den offentlige administrative struktur, uddannelser, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen samt salg af de tilhørende bygninger, vel vidende hvilke konsekvenser det ville få for provinsen og borgernes oplevelse af nærhed til de de offentlige institutioner og de ansvarlige politikere.
Selvsamme brede flertal har i årevis lagt - og lægger fortsat kommunernes økonomi i et jerngreb, så skolelukninger og besparelser på offentlig transport mv. har gjort livet på landet og i mindre byer endnu sværere - især for børnene og de unge.
Med den førte boligpolitik, hvor man har givet de såkaldte "byudviklere" (spekulanter) og spekulative pensionskasser (der agerer imod deres egne medlemmers interesser), frit spil i byerne, har man i en kombination med kontanthjælpsloft mv. jaget personer med lav indkomst ud i provinsen og lagt yderligere belastning på i forvejen pressede kommuner..
I provinsen har man så tilmed forringet den mulige attraktion ved at bo på naturnært, ved at der fra centralt hold tillades endnu større landbrugsbedrifter med store miljøkonsekvenser og en stedse forarmning af naturgrundlaget.
Og så tænker man at nogle spredte lægehuse og nogle få uddannelsespladser kan få de unge - der er stedse mere globalt orienterede - til at blive på landet...
Problemet her er jo, at man ikke fører politik. Man laver kortsigtede tiltag, man tror vil gavne en regering i spillet om magten.
Det er endda meget meget svært at se forskel på langt størstedelen af politikerne og de partiorganisationer de repræsenterer.
I denne tidsalder hvor man endelig i det offentlige har set lyset med videomøder, hjemmearbejde mv. så burde man kunne flytte klumper af centraladministrationen ud fra Området omkring Christiansborg. Og så eller flytte det opland med som centraliserer sig omkring. En stor del i centraladministrationens embedsværk er alligevel kvinder fra Jylland, så på den måde kunne man også, blive fri for horrible TV programmer med landmænd der ikke mener der er nogen kvinder i lokalområdet.
Så lad os få landbrugsministeriet til VestJylland, med relevante uddannelser mv. det vil også trække lobby grupperne med etc. etc.
Det bare at lave en grønthøster ... ... ja det er lige meget.
// Jesper
Så længe hovedstaden i bogstaveliste forstand ligger i udkantsdanmark vil der stedse være langt til ligestilling i dette lille land.
Så se at få den flyttet til f.eks. Odense Århus eller sågar Ålborg. Det har tidligere kunnet lade sig gøre, så hvorfor så ikke igen.
Derfra kan tingene spredes som ringe i vandet.
Udflytning af uddannelser har vist kun en ting for øje: Kommunalvalget til november!
Nu kan regeringen tale alt det, som de gør for provinsen, op, selvom om alle ved, at det batter som en snebold i helvede. Det er forsøgt før og har ikke virket.
Urbanisering er en stærk megatrend og fuldstændig umulig at imødegå ved at udflytte et par uddannelser. Se fx på de omfattende konsekvenser af strukturreformen, domstolsreformen, politireformen m.m.
https://www.pwc.co.uk/issues/megatrends/rapid-urbanisation.html
Den verdensberømte ø Lindholm var indtil for omkring 10 år siden en arbejdsplads og et forskningscenter med små 100 ansatte. Heraf var mange højtuddannede og der kom studerende og forskere fra hele verden. Når man kom fra Kina betød det kun lidt om man boede i provinsbyen København eller på landet 100 km fra København. Man forskede især i zoonotiske sygdomme. Ret meget oppe i tiden må man sige. Dette center skulle med djævelens vold og magt flyttes til Lyngby, hvor man i byrådet var meget nervøs over at have en institution der skulle have et krematorium (uha) og et forskningsområde som man nok kunne være noget usikker på at have til nabo i et stort byområde. DTU ville dog have forskningscentret og dermed også beredskabet. Der blev bygget i Lyngby og Lindholm er nu helt forladt. Oprydningen på Lindholm har kostet kassen og de bygninger og indretninger på øen som for mio. af kroner var blevet etableret de sidste 20 år er blevet skrottet.
Så godt så galt. DTU mister i 2019 beredskabet til Universitetet og SSI.
Se her hvad de der skrives:
" I løbet af 2019 overtager Statens Serum Institut (SSI) og Københavns Universitet (KU) gradvist den veterinære myndighedsaftale med Miljø- og Fødevareministeriet fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Fra den 1. januar 2020 ligger det fulde ansvar for myndighedsaftalen på KU og SSI, som samarbejder om opgaven under betegnelsen Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET).
I dag, den 1. juli 2019 overtager konsortiet den del af det veterinære beredskab, som tidligere var placeret på øen Lindholm. Det gælder for eksempel beredskabet for svinepest, rabies og andre alvorlige eksotiske virussygdomme. De faglige medarbejdere fra Lindholm følger med opgaverne og sikrer, at den opbyggede viden på området ikke går tabt."
Bonderøvene på Lindholm sad altså inde med uvurdelig viden og mio- investeringerne i Lyngby er i dag død kapital.
Efter det var bestemt at Lindholm skulle lukkes begyndte man at sende små styrelser ud på landet. Altså direkte det modsatte af hvad man gjorde på Lindholm.
Først centraliserer man og så...... Hjælp.
Utroligt at navnet på den hovedansvarlige politiker bag de centraliserende reformer, hvis mange uheldige og ødelæggende følger, hans (ofte medskyldige) kolleger nu bakser med at rette op på, er udeladt af en ellers omfattende artikel: Lars Løkke Rasmussen. Hvor klædeligt, om han rømmede sig og tog ansvaret. Det kommer ikke til at ske. Men måske burde vore politikere standse op et øjeblik og overveje, hvilke resultater, denne form for politisk ingeniørkunst allerede har vist sig at have? Vi evaluerer jo så meget andet.
Nu taler man om, at voksenuddannelser skal ud på landet. Big is not so beautiful after all, forstår man. Havde man blot haft den indsigt/omtanke før man fra Christiansborg torpederede lokalsamfundene ved at lukke skolerne og øvrige institutioner i forblændet teknokratisk centraliseringsiver...
I JP udbreder Jens-Kristian Lütken,Venstremand i Kbh's borgerrepræsentation, sig om, hvor uundværligt det er for de unge, at blive stimuleret i storbyen. Ingen vil bo i de mindre byer, som er steder, man flytter fra, når man er ung. Alt andet er ulidelig leflen for "Stationsbydanmark" og i debatten giver nogle af "Storstadens" akademikere ham naturligvis medhold.
https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/jenslutken/ECE13011096/udspil-er-...
Omvendt kan man på DR læse om en jysk veterinær. som aldrig ønskede sig til Kbh. og påstår at kende flere, som har valgt studiet fra af samme grund. Et mønster, som jeg kan nikke genkendende til fra min tid på Landbohøjskolen.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/julie-har-hele-sit-liv-haabet-dyrlaege...
Nogle af de foreslåede uddannelser i provinsen vil måske fejle, man kommer man rigtigt i gang, er der absolut mulighed for at bryde Kbh's monopoler. som man ellers har haft travlt med at udvide under de seneste reformer.
Jeg er som pensionist et lige glad, men alt har en konsekvens og alt koster penge.
Men nu ligger det sådan at vores hovedstad trækker mange selv om der reelt ikke er rimeligt billige boliger til de studerende, som så i deres studie må bruge en stor del af deres "store" SU til bl.a. transport.
Det kan altså også sne i de mellemstore provinsbyer., som nu er udset til at huse nye uddannelsessteder.
Hvem siger at forskerne og de altvidende ikke kan bo et andet sted end de dyre stede ri København? Ja borgmesteren i Odense protesterer også, nu hvor min by har udviklet sig voldsomt i stil m.v. Men de der arbejde ri København kører ofte en times tid i tæt trafik, og stadig er der altså kollektive forbindelser i provinsen uanset det kniber lidt.
Det kunne måske sætte en lille stopper for de vanvittige priser for jer i centrum!
Rent blændværk til ære for "udkantsdanmark".
Samtidig med at der udflyttes få voksenstudiepladser ud (tilbage) på landet, er det påfaldende at både Århus, Odense og Ålborg Universitet har afdelinger i København. Alene Ålborg Universitet har 3300 studerende i København, og antallet er stærkt stigende. To skridt frem og tusinde tilbage.
Hvorfor er det ikke nok for disse Universiteter at have uddannelsesplader i deres respektive byer?
Hivs det blot er fordi de unge vil til København, hvorfor så ikke bare udvide antal studiepladser på Københavns Universitet? Tænkeligt at det ville være billigere rent administrativt mm., men ingen kvaler skatteyderne betaler.
Hvorfor interesser ingen journalister sig for dette spørgsmål?
Anders Woetmann -
Som jeg ovenfor har været inde på, har reformer for nogle år siden specialiseret udvalget af studier på universiteterne, så store fagområder kun findes på KU og andre kun på AU. Det skulle jo være stort for at være godt. Mange er derfor nødt til at tage speciale eller overbygning i København.
Dette er måske også en tendens, der bør evalueres. Det er af flere grunde uholdbart, at man kun uddanner violinister et sted og kun pianister et andet, kun zoologer et sted og kun botanikere et andet. Hvor bliver samspillet og dynamikken af? Vi har allerede set, at Aarhus Universitetshospital gør indædt oprør imod, at en række behandlinger monopoliseres i København.
Kan denne regering kun regere efter Del og Hersk -logikker.
Den nyere tids danmarkshistorie viser at politikere og meningsdannere med utrolig korttidshukommelse siksakker igen igen fra den ene grøft til den anden. Samtidig ser vi endnu et eksempel på regeringens Del og Hersk - politik. Man sætter land og by, provinsby og storby, universiteter og lokale ønsker og ambitioner op mod hinanden.
Og hvorfor?? Der er jo rigelig penge i statskassen til at understøtte alt muligt her under coronatiden, men åbenbart ikke Universitetsforskning og -Universitetsuddannelse. Man har konsekvent udsat Universiteterne for økonomiske besparelser år for år og hverken beskyttet de små og sjældne fagmiljøer eller de traditionelle fagområder.
Man blander i øvrigt alting sammen hulter til bulter og fører valgkamp på det. Lige nu kører nogle partier en generel Københavnerbashing politik og fedter for udkantsområder som led i en kamp for at sikre sig stemmer og borgmesterposter. Alting kan nu flyttes på landet dog undtagen folketing og ministerier.
København er nu elitær overklasse, der er skyld i alverdens ubalancer og
dårligdomme i hele landet. Tæt fuldt af de øvrige store Universitetsbyer, som de unge bare søger til for at more sig. Så lavt tænker jeg faktisk ikke om ungdommen.
I 80-erne og 90-erne var der virkelig brug for en centralisering fordi Danmark, et område med en befolkning på størrelse med Hamborg og omegn havde ca 273 kommuner og 15 amter + København- og alle skulle partout gøre alting på deres selvopfundne fantastiske måde.
Argumenternes lødighed var og er fortsat så som så. Personligt erindrer jeg mig kampen om hvor mange steder man skulle lave levertransplantationer i Danmark på et tidspunkt hvor der var mindre end 5- 10 om året. Det var i 80-erne og Amtsborgmester IB Frederiksen fra Århus førte an i kampen for at man også skulle have lov til at lave levertransplantationer i Århus bla. med begrundelsen: Når vi i Århus ikke har kunnet få et posttårn er det kun rimeligt at vi kan få levertransplantationer. Det fik man så trumfet igennem indtil man et års tid efter konstaterede, at man i Århus opererede de forkerte og at patienterne døde.
Generelt må man sige at 2006 - kommunalreformens reduktion i antallet af kommuner og ændringen af amterne til kun 5 regioner har været et meget stort fremskridt på mange fronter.
Men det betyder jo, ikke at de delinger og flytninger af opgaver der blev koblet sammen med eller i hælene på det alle var fornuftige eller hensigtsmæssige . Skattereform og politireform? Hjemtagning af handicappedes behandling af særligt sjældne og komplicerede problemer til en almindelig kommunal fysioterapi eller en kommunal institution hvor unge handicappede blev placeret blandt gamle demente er eksempler på at kommunal prestige, økonomi og "vil selv, kan selv" ind i mellem lige som tidligere førte til lokale problematiske løsninger.
Inden for sygehusvæsenet har centraliseringen medført, at man i Danmark har fået samlet relevante opgave ganske få steder og opbygget specialiserede dygtige enheder med tilstrækkeligt patientunderlag og moderne teknologi efter devisen "øvelse gør mester". Patienterne kan nu generelt stole på at den kirurg der skal operere, den sygeplejeske der skal foretage specialiseret pleje af kræftpatienter og det stråleapparat der bliver brugt i behandlingen både er up to date i standard og betjenes af meget kyndige folk. Alt sammen ses på overlevelsen ikke bare for kræftpatienter også for hjerte- og mange andre sygdomme. Den høje standard kan opretholdes hvis der er tilstrækkelig mange patienter, som giver det nødvendige underlag for rutine, erfaring og forskning. Omvendt så er der jo også en mængde almindelige og hyppige sygdomme, som også har brug for sygehusbehandling af høj kvalitet hverken gigt, kol, brok, blindtarmsbetændelse eller et brækket ben skal behandles dårligt og af ukyndige " søndagslæger- søndagskirurger". Den slags sygdomme er så hyppige,at de sagtens kan varetages flere steder på regionsplacerede sygehuse, der har den fornødne bemanding, vagtfunktion og udstyr. Der er dog ikke brug for et sygehus for hver 30 km i Danmark, som var dagrejsen for en hestevogn i 1913 og oprindelsen til eksistensen af de uendelige mange små sygehuse helt frem til 70-erne 80-erne.
Tilsvarende gælder også på uddannelsesområderne. Men det kræver at man tænker sig om. Naturligvis kan man sagtens lave gode solide uddannelser mange steder i landet for den store række af professionsuddannelser, hvor der er tilstrækkelig basis for det. Tilsvarende kan der også findes argumenter for oprettelse af universitetsuddannelser ved flere universiteter, hvis der er basis for det. Men der skal være tilstrækkeligt studentergrundlag til at man kan have den fornødne faglige bredde og kvalitet i undervisningen og der skal være mulighed for at forske og at fastholde dygtige forskere og dermed et højt videnskabeligt miljø og niveau. Den slags tager år at opbygge og kræver vedholdene økonomisk støtte og rummelig tålmodighed, ikke en regering på ignorerende og økonomisk strandhugst.
Københavns Universitet er pænt placeret i det internationale ranking system, de andre danske universiteter kommer væsentligt længere nede såvidt jeg husker. Det tæller når man skal trække fondsmidler og internationale forskere til.
En nedskæring på Universiteterne er således generelt dumt kortsynet og i strid med alle politiske ambitioner om, at Danmark skal gøre sig gældende internationalt.
Almindelig københavner bashing er muligvis en hyggelig fritidsbeskæftigelse, men det er altså ikke den almindelige beboer i København, der lukkede din lokale skole, politistation eller brugs i Midtjylland eller lærerseminariet i din nærmeste provinsby.
Det er grov politisk plat ikke at forholde sig til, at der i hovedstadsområdet opvokser utrolig mange unge, der søger en uddannelse i deres nærmiljø ligesom der bor så mange voksne og børn, der savner pædagoger, skolelærere, jordemødre, sygeplejersker mv. som andre steder i landet.
Marianne Jespersen -
"Det er grov politisk plat ikke at forholde sig til, at der i hovedstadsområdet opvokser utrolig mange unge, der søger en uddannelse i deres nærmiljø ligesom der bor så mange voksne og børn, der savner pædagoger, skolelærere, jordemødre, sygeplejersker mv. som andre steder i landet. "
Hallo, det er i alle tilfælde ret få studiepladser, der flyttes til provinsen!
Som landet ligger nu, er der hvert år talrige unge, som må søge til Kbh. med alt hvad dette indebærer af dyr husleje, ufremkommelig transport og lang vej, hver gang man gerne vil hjem til hovedlandet, hvor man hører til. Derimod er det få københavnere, som er nødsaget til provinsen, hvis de vil læse næsten hvad som helst.
Bevares, de unge har godt af at komme ud i den store verden, i hvert fald et år eller to, men fem eller flere år i Kbh. anses af nogle jyder hverken for alment dannende eller ønskværdigt. Skal man fx være dyrlæge, agronom eller biolog, har Jylland på mange måder mere at byde på end stenbroen.
Du håndplukker så en niche, levertransplantationer, hvor DK kun har plads til en enkel institution, hvis niveauet skal være i top. Og den slags gives naturligvis. Men man har i de senere år drevet specialicering og centralisering meget længere, idet man ifølge regneark kunne spare investeringer ved at samle alle mulige specialer på hvert sit sted. Og dette har medført mange bivirkninger.
Familier i Jylland er ikke tjent med, at alle mulige vitale behandlinger kun kan foregå i Kbh. Familier må rejse mange hundrede km for at besøge langvarigt syge børn. Det er utænkeligt, at klaveret kunne spille den anden vej, selv om der lever flere vest for Storebælt, for det er øst for bæltet de indflydelsesrige kredse og fakulteter allerede er mere eller mindre urokkeligt placeret.
Men tillad os nu at flytte en beskeden del af de studier og institutioner, som sagtens kan splittes op, hvis der er vilje til det, ud til den del af befolkningen, som er blevet stadig mere forfordelt. Det er ikke alle dyrlæger, der behøver live-forelæsninger af internationale eksperter i tropesygdomme og skrive afhandlinger herom, adskillige koncentrerer sig dybt om lokale forhold og når måske internationale højder uden at studere andre steder end i staldene på Foulum.
Københavnerne, unge som seniorforskere, skal nok få lov til at beholde rigeligt med studiepladser til dem selv, og alt i alt vil det på mange måder give en bedre dynamik i samfundet som helhed, hvis jyderne i højere grad kan studere i Jylland. Hvad kan de ikke spare i husleje og transport, men jeg har en anelse om, at også boligspekulanter og motorvejsmafien stikker en kæp i hjulet, hvad dette angår.